Søg

Find sager, spørgsmål, svar, bilag, debatter, personer og udvalg

35 resultater for emneord "grøn omstilling"

Folketinget konstaterer, at både de globale klimaproblemer og de danske velfærdsproblemer fortsat vokser. Disse problemer løses ikke af skattelettelser, men af investeringer. Der skal konkrete og ambitiøse tiltag til, som øger tempoet i den grønne omstilling og forbedrer vores nødlidende havmiljø. Landbruget må og skal tage sin del af ansvaret. Betydningen af at genoprette vores natur, genskabe liv i havet omkring os, styrke biodiversiteten, sikre rent drikkevand, reducere CO2-udslip og styrke den kollektive transport kan slet ikke overvurderes. Tiden er ikke til flere skattelettelser. Børnepasning, undervisning og uddannelse, pleje og omsorg, hjælp til handicappede, psykisk syge og udsatte skal tværtimod styrkes, og kommuner og regioner skal ikke sættes i den situation, at de skal skære på velfærden og afskedige velfærdsmedarbejdere, mens regeringen uddeler ulighedsskabende skattelettelser. Folketinget forpligter sig til at sikre velfærden, ligheden, integrationen og den grønne omstilling – og dermed sikre et samfund i bedre balance og med styrket sammenhængskraft.

Sag · V 2

Folketinget konstaterer, at det vil kræve nye initiativer og hurtig handling, hvis de danske klimamål skal indfries. At klimaforandringerne er den største krise, vi står over for, med betydning for bl.a. energipolitik, sikkerhedspolitik, migration, fødevareproduktion, vejr, byggeri, havvandstand, er hinsides diskussion. Derfor er det påkrævet, at Danmark allerede i år skruer tempoet i den grønne omstilling op samt internationalt presser på for langt mere ambitiøse og grundlæggende klimaomstillinger. Uligheden vokser både i Danmark og globalt. Det vil kræve aktive og målrettede politiske beslutninger både nationalt og internationalt, at fordele fremskridt, fremtidstiltro og reelle muligheder mere ligeligt og aktivt mindske den stadig mere ulige fordeling af rigdomme. Det er påkrævet at Danmark allerede i indeværende år påbegynder arbejdet, nationalt og internationalt, med at mindske uligheden og dermed fremme sammenhængskraft og fredeligere sameksistens. Partierne konstaterer, at en politik, der svarer på de udfordringer, føres bedst med en rød-grøn blok.

Sag · V 26

Folketinget konstaterer, at det går godt for dansk økonomi, og at der er styr på de offentlige finanser. Men verden står et farligt sted, der kalder på sammenhold. Der skal derfor i kommende folketingssamling føres en samlende, ansvarlig og socialt retfærdig politik, som målrettet holder hånden under dem, der rammes hårdt af stigende priser, men ikke forværrer inflationen. Folketinget ønsker at intensivere den nødvendige grønne omstilling, hvilket er påtrængende af hensyn til klimaet og behovet for at blive uafhængig af russisk energi. Folketinget ønsker som minimum, at den sidste del af Danmarks klimamål bliver indfriet, samt at vores natur og biodiversitet styrkes. Folketinget er enig om at mindske den økonomiske ulighed, styrke rekrutteringen til den offentlige og private sektor, samt bekæmpe børnefattigdom og børns og unges mistrivsel. Partierne bestræber sig på at fortsætte det konstruktive og brede samarbejde efter valget.

Sag · V 1

Danmark har en international førerposition inden for vindenergi. Det er et resultat af årtiers vedholdende investeringer i vedvarende energi. Folketinget ønsker at accelerere udbygningen af både sol- og vindenergi i sammenhæng med sektorintegration, elforbindelser, energibesparelser og energilagring for at bidrage til en hurtigere grøn omstilling i Danmark og resten af Europa. Folketinget noterer sig, at der pågår forskning og udvikling af nye atomkraftteknologier med bidrag fra danske virksomheder. Samtidig noterer Folketinget sig, at det i Danmark er tilladt at forske i og modtage støtte til forskning i atomkraft. Nye atomkraftteknologier er fortsat under markedsmodning, og der er usikkerhed om potentiale, omkostninger, realiseringshastighed og miljørisici. I Danmark kan sol- og vindenergi udbygges væsentlig hurtigere og billigere end atomkraft. Folketinget noterer sig og støtter, at myndighederne følger teknologiudviklingen inden for energiproduktion, energibesparelser og energilagring.

Sag · V 10

Folketinget har høje ambitioner for den grønne omstilling, og et bredt flertal i Folketinget har bl.a. besluttet at sikre rammevilkår, der kan muliggøre en firedobling af produktionen af vedvarende energi på land og mere end en femdobling af Danmarks havvindskapacitet. Folketinget noterer sig, at atomkraft udgør en central del af europæisk forsyningssikkerhed og den globale klimakamp – og at nye atomkraftteknologier er under udvikling med bidrag fra danske virksomheder. Folketinget noterer sig, at det er tilladt at forske i – og modtage offentlig støtte til – atomkraft. Det er positivt. Nye atomkraftteknologier er fortsat under markedsmodning, og der er usikkerhed om potentiale, omkostninger, realiseringshastighed, sikkerheds- og miljørisici. I Danmark kan sol- og vindenergi lige nu og i en overskuelig fremtid udbygges hurtigere og billigere end atomkraft. Folketinget noterer sig og støtter, at myndighederne følger udviklingen af energiteknologier generelt.

Sag · V 9

Folketinget konstaterer, at Danmark har fået en ny, bred regering, der vil tage fat på de substantielle udfordringer, landet står over for. Regeringen vil sikre en stærk og robust økonomi, hvor pengene følger med velfærden, når der kommer flere ældre og børn, hvor det bedre kan betale sig at arbejde, hvor skatten samlet set nedbringes og den strukturelle beskæftigelse øges. Regeringen vil endvidere bevæge Danmark hen til et velfærdssamfund med mere lokal frihed, selvbestemmelse og forandringskraft gennem otte reformspor. Herunder skal der gøres mere for de mange unge, der står uden for arbejdsmarkedet og uddannelse, så de bliver hjulpet til en bedre start på voksenlivet. Folketinget ønsker endvidere at intensivere den nødvendige grønne omstilling, hvilket er påtrængende af hensyn til klimaet og behovet for at blive uafhængig af russisk energi. Samtidig vil regeringen fremrykke investeringerne i dansk sikkerhed og forsvar.

Sag · V 1

Set i lyset af, at glyphosat har været den krog, som den konventionelle planteproduktion har hvilet på i de sidste mange år, og at glyphosat har muliggjort en monoton måde at drive landbrug på, er ministeren så enig i, at det er bydende nødvendigt, at vi skifter over til et landbrug, der bruger mindre gift, og hvordan forholder regeringen sig i den forbindelse til indholdet i det brev, som ministeren har modtaget fra Danmarks Naturfredningsforening, Dyrenes Beskyttelse, Rådet for Grøn Omstilling, Økologisk Landsforening, Dansk Vegetarisk Forening og Greenpeace Danmark den 22. september 2023?

Sag · S 78

Folketinget erkender, at vores nuværende politik risikerer at give et dårligere Danmark videre. Det ønsker vi ikke. Vi forpligter os derfor til at arbejde for en ny generationskontrakt, der genopretter balancen mellem de ressourcer, vi bruger på os selv, og dem, vi investerer i vores børns liv og fremtid. Det skal ske ved en gennemgribende grøn omstilling inden for fem år, ved at satse markant mere på de tidlige og forebyggende indsatser i sundheden og ved at satse på bedre uddannelser til alle fra ABC til PhD. Alle disse indsatser vil vi finansiere ved at sætte den offentlige sektor fri, ved at invitere mere international arbejdskraft til Danmark og ved at bede flere udlændinge og ressourcestærke ældre i Danmark bidrage mere på arbejdsmarkedet – og give dem lov til det. Samtidig vil vi holde hånden under alle nedslidte ældre og andre udsatte grupper. Vi vil give et bedre Danmark videre.

Sag · V 4

Folketinget konstaterer, at vi kan gøre det danske samfund bedre og beklager, at regeringspartierne har store udfordringer med at nå til enighed, så intet sker, eller så det tager unødig lang tid. Folketinget opfordrer regeringen til at lytte til kritikken af regeringens lovforslag om såkaldt utilbørlig behandling af religiøse symboler og trække lovforslaget tilbage. Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde for et velfærdssamfund med værdig plejer af de svage, mere frit valg, konkurrerende serviceleverandører samt lavere skat på arbejde og virksomheder, og hvor familierne og vores frivillige fællesskaber styrkes. Folketinget opfordrer regeringen til at gøre mere for at få flere modtagere af overførselsindkomst i arbejde i en tid, hvor efterspørgslen på arbejdskraft er stor. Folketinget opfordrer regeringen til at efterleve klimalovens målsætninger om en ambitiøs grøn omstilling i respekt for erhvervslivet og miljøet samt sætte tempo på implementering af fælles aftaler. Folketinget opfordrer regeringen til at føre en fast udlændingepolitik.

Sag · V 3

Folketinget konstaterer, at dansk økonomi er stærk, men Folketinget anerkender samtidig, at der er behov for tiltag, der sikrer flere medarbejdere med de rette kompetencer til både den offentlige og private sektor. Derfor vil Folketinget lette skatten og gennemføre et lønløft på de offentlige områder, hvor rekrutteringsudfordringerne er størst. Derudover vil Folketinget forbedre vilkårene for danske iværksættere. Folketinget ønsker desuden at frisætte den offentlige sektor fra unødvendig bureaukrati, så der bliver mere tid til kerneopgaven, samtidig med at borgerens frie valg udvides og den faglige frihed styrkes. Folketinget mener, det er nødvendigt at investere i de danske uddannelser, herunder at løfte erhvervsuddannelserne markant. Folketinget finder det nødvendigt at fortsætte opprioriteringen af vores sundhedsvæsen, herunder en ambitiøs plan for psykiatrien og på kræftområdet. Folketinget bakker op om en grøn omstilling, der indfrier vores ambitiøse klimamål og gør os uafhængige af russisk gas.

Sag · V 1

Folketinget konstaterer, at det går godt i Danmark, og at dansk økonomi ikke har stået bedre i mange år. Folketinget er enige i, at der fortsat er behov for en ansvarlig økonomi, der lægger en dæmper på den økonomiske aktivitet og bekæmper inflationen. En robust økonomi afhjælper dog ikke udfordringen med mangel på arbejdskraft. Derfor finder Folketinget det nødvendigt at løse de strukturelle udfordringer med det manglende arbejdsudbud i Danmark, så vi har medarbejdere nok til at få både den offentlige og den private sektor til at hænge bedre sammen i fremtiden. For at sikre, at det fremtidige arbejdsudbud er stort nok, er Folketinget enige om, at der er behov for reformer. Folketinget er enige i, at Danmark skal bidrage til Ukraines kamp mod Rusland, og at der er behov for at øge accelerationen af den grønne omstilling af hensyn til klimakrisen og for at blive uafhængige af russisk gas.

Sag · V 25

Viser 1-20 af 35 resultater