Møde i salen

Mødet er åbnet.

I dag bliver der fremsat følgende forslag:

Søren Søndergaard (EL), Mads Olsen (SF), Zenia Stampe (RV) og Helene Brydensholt (ALT):

Beslutningsforslag nr. B 63 (Forslag til folketingsbeslutning om smidigere regler for permanent opholdstilladelse til unge under uddannelse).

Susie Jessen (DD) m.fl.:

Beslutningsforslag nr. B 64 (Forslag til folketingsbeslutning om obligatorisk undervisning i håndtering af æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol på relevante uddannelser).

Leif Lahn Jensen (S), Hans Andersen (V), Peter Skaarup (DD), Theresa Berg Andersen (SF), Ole Birk Olesen (LA), Henrik Frandsen (M), Mona Juul (KF), Peder Hvelplund (EL), Peter Kofod (DF), Martin Lidegaard (RV), Helene Brydensholt (ALT), Lars Boje Mathiesen (BP), Aaja Chemnitz (IA), Mike Villa Fonseca (UFG) og Jeppe Søe (UFG):

Beslutningsforslag nr. B 65 (Forslag til folketingsbeslutning om at bevare momsfritagelse for undervisning i bevægelse, sundhed og trivsel (borgerforslag)).

Kristian Bøgsted (DD), Sandra Elisabeth Skalvig (LA), Frederik Bloch Münster (KF) og Mikkel Bjørn (DF):

Forespørgsel nr. F 9 (Vil regeringen tage initiativ til, at Danmark udtræder af Europarådets konvention fra 1997 om statsborgerret?).

Carl Andersen (LA) m.fl.:

Forespørgsel nr. F 10 (Mener regeringen, at ånden i det borgerlige ombud efterleves tilfredsstillende ved lokale valg, når politikere kort efter et valg frasiger sig deres hverv med svage eller politiske begrundelser, og når det samtidig forholder sig således, at mulighederne for at sanktionere forsætlige brud på valgbarhedskrav er begrænsede, og agter ministeren på den baggrund at overveje initiativer, der kan styrke vælgernes tillid til det lokale demokrati, herunder ved at skærpe reglerne om borgerligt ombud?).

Forslagene kan findes på www.folketingstidende.dk.

Forhandlingen er startet. Den første, der får ordet, er hr. Rasmus Horn Langhoff fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Med 10-årsplanen for psykiatrien er der blevet sat en klar retning. Det handler om at skabe bedre sammenhæng i indsatser og sikre, at mennesker ikke tabes i overgangen mellem systemerne. Alt for mange mennesker udskrives i dag fra psykiatrien, uden at der er klarhed over, hvilken social støtte de har brug for bagefter. De er altså færdigbehandlede i sundhedssystemet, men ikke færdige med at have brug for hjælp. Konsekvensen kan være utrygge udskrivelser, manglende støtte og en øget risiko for tilbagefald og genindlæggelser. Det er det problem, som det her lovforslag skal være med til at løse. Med lovforslaget indføres der en pligt for kommunerne til at oprette afklaringspladser for borgere, der udskrives fra psykiatrien med behov for sociale indsatser. Afklaringspladserne skal give borgeren en midlertidig og tryg ramme, hvor behovene kan afklares og den rette støtte kan planlægges. Det skaber bedre sammenhæng, tydeligere ansvar og færre borgere, som risikerer at falde mellem to stole. Samtidig er det jo også en direkte udmøntning af den politiske aftale, vi har om 10-årsplanen, hvor aftalepartierne netop er enige om at løfte og udvide kapaciteten i socialpsykiatrien. Derfor støtter Socialdemokratiet forslaget.

Tak til ordføreren. Der er et spørgsmål fra fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for talen og også for ambitionerne, som ligger til grund for talen. Når vi kigger på høringssvarene, er det ret tydeligt at mærke en enorm frustration, som jo kommer af, at man ønsker de mennesker, som er i klemme, det allerbedste, og at mange af dem har oplevet, at det ikke har været godt nok. Nogle af de kritikpunkter, der har været i høringssvarene, er blevet tilpasset efter høringsperioden. Jeg vil bare høre Socialdemokratiet i forhold til nogle af de steder, hvor vi ikke har imødekommet dem hundrede procent, men også til den bekymring, der er for, at mennesker, der egentlig har behov for hjælp og støtte, risikerer at blive udskrevet, og at der ikke kommer til at være den faglige ballast bag indsatsen. Hvad tænker Socialdemokratiet om de bekymringer, der er i nogle af høringssvarene?

Ordføreren.

Den primære bekymring, som jeg i hvert fald bemærkede i høringssvarene, er jo fra kommunerne, som ønskede, at vi skulle sætte tallet op, i forhold til hvor mange midler der skal ud at arbejde – altså et gennemsnitstal på, hvor mange dages indlæggelse der kan være. Det er så blevet imødekommet, så vi nu er oppe på 65 dage i gennemsnit. Der vil være nogle, der har brug for færre dage end det, og der vil være nogle, der har brug for flere dage end det. Det er jo så den imødekommelse, der er kommet, og det synes jeg sådan set er ganske fint.

Spørgeren.

Tak. Det var også det, jeg sagde i indledningen af mit spørgsmål. Der er jo nogle af tingene, som er blevet imødekommet, men jo ikke helt på den måde, som det er blevet efterspurgt. Vi er også selv med i aftalen, og det her er jo også en klar forbedring, så det er ikke en kritik på den måde. Det er mere bare en bekymring omkring det, som bliver rejst af frontpersonalet – altså fagforeninger og sociale organisationer – og jo også af kommunerne. Hvordan sørger vi for at tage den erfaring, den viden, der jo ligger til grund for den bekymring, som de rejser, alvorligt? Hvad tænker Socialdemokratiet der?

Ordføreren.

Jeg tænker på hele det arbejde, vi har haft i gang, ikke bare i den her valgperiode, men også i valgperioden før, med psykiatrihandlingsplanen, og alt det arbejde, Sundhedsstyrelsen har haft i gang. Der ligger så grundigt et arbejde bag og så mange års arbejde bag, som mange af os har været involveret i lige fra starten. Så jeg kan ikke helt købe ind på præmissen om, at vi ikke har lyttet, og at vi ikke inddrager, men selvfølgelig er det altid en balancegang, men i det her konkrete forslag, vi behandler i dag, er der ikke nogen, der til punkt og prikke har fået det, som de foreslår og ønsker. Det er vi for så vidt vant til, når vi lovgiver herinde.

Tak. Den næste spørger er fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Tak for talen, og i øvrigt også tak for et rigtig fint samarbejde om aftalen om den 10-årige plan for psykiatrien. Men jeg vil godt bakke op om det, min kollega fru Victoria Velasquez her rejser. For jeg har også en bekymring for, om man kommer til at haste lige præcis det med udformningen af afklaringspladserne igennem uden at tage de gode erfaringer med. Jeg kan rigtig godt lide, at der er en faglig begrundelse for, kvalitet og viden om de lovforslag og andre forslag, vi behandler herinde, og derfor er det heller ikke kun kommunerne og en lang række andre, der har foreslået 90 dage i forhold til en indlæggelse. For det er jo det, man har haft erfaringer med under de forsøgsordninger, man tidligere har haft. Så jeg kunne godt tænke mig at høre noget mere om, hvad begrundelsen er for, at man bliver ved med at holde fast det, i stedet for at man bare sjusser sig frem til et tal – altså at I siger det her, og vi siger det her, og vi så lander i midten – og det håber jeg ikke er det, ordføreren siger. Men skulle vi ikke prøve at følge det, som vi faktisk ved har haft en rigtig god effekt, for at kunne hjælpe de her mennesker bedst muligt med de nye afklaringspladser?

Ordføreren.

Jo, vi har jo et ansvar for at sørge for, at hele det store, flotte beløb, alle de penge, som vi afsætter til hele psykiatrihandlingsplanen, kommer ud og får mest mulig effekt, og at de hjælper flest mulige mennesker. Så det gør jo også, at vi, selv om det er et stort og flot beløb på samlet set 4,6 mia. kr., når det hele er indfaset, altså en stigning på 35 pct., i forhold til hvor meget vi brugte for bare et par år siden, også stadig væk skal sørge for, at hver en krone kommer ud at arbejde bedst muligt, og at den gør mest mulig nytte. Det betyder jo her ikke nødvendigvis, at vi fastsætter et tal, der er for højt, og at vi får for mange penge ud til kommunerne, i forhold til hvor mange ekstra afklaringsdage der skal bruges på det. Der vil givetvis være nogle, der, som ordføreren fra SF nævner, har brug for 90 dage, mens der vil være andre, der har brug for meget, meget mindre. Så det, der bliver lagt op til, er jo så et gennemsnit på 65 dage, og hvis man har andre forslag eller andre ting, man vil have afklaret, så kan man jo foreslå det og få det afklaret i løbet af udvalgsbehandlingen. Men det er jo så her, hvor regeringen, inklusive mit eget parti, har imødekommet høringssvarene.

Så er det spørgeren.

Der håber jeg, vi kan gå lidt mere i dybden med, hvad vi rent faktisk ved om, hvad der virker. Jeg synes, det er den vej, vi skal gå, for det er jo dumme, spildte penge, hvis vi bruger penge på noget, som ikke rigtig virker, og hvis vi ikke gør det ordentligt. Så kan det godt være, at der måske er færre, der skal have det her tilbud, men at vi så i det mindste gør det ordentligt for de mennesker, der får det. Et andet spørgsmål, jeg også lige vil nå at høre ordføreren om, er, hvad ordføreren tænker om de bekymringer, der er, når der ikke er fastsat noget om faglighed, kvalitet og specialiseret viden omkring de her tilbud. For så kan man jo gøre, som man gør i dag på socialpsykiatriens område, og faktisk i fri stil ansætte ikkeuddannet personale.

Tak. Ordføreren.

Altså, alt, hvad vi laver her, mener jeg er fagligt godt belyst og gennemarbejdet fra vores styrelser og fra alle dem, som har været med til at komme med input til vores psykiatrihandlingsplan. Så igen vil jeg sige, som jeg også sagde til Enhedslistens ordfører, at jeg simpelt hen har været med i for mange år i det her psykiatriarbejde, til at jeg kan acceptere en præmis, der hedder, at det er fagligt underbelyst.

Tak til Socialdemokratiets ordfører. Der er ikke flere spørgsmål, så vi fortsætter talerrækken. Den næste på talerstolen er hr. Erik Veje Rasmussen fra Venstre. Værsgo.

Tak for ordet. I dag behandler vi et lovforslag, der handler om at hjælpe flere godt videre fra indlæggelse i psykiatrien. Konkret foreslår vi, at kommunerne fremover får pligt til at oprette afklaringspladser. Her kan borgeren i forlængelse af indlæggelsen i sygehuspsykiatrien få hjælp og støtte, mens kommunen afklarer, hvilken hjælp man skal modtage fremover. Lovforslaget følger op på den brede aftale om en 10-årsplan for psykiatrien, hvor vi giver psykiatrien et historisk løft. Netop det var noget, som Venstre gik til valg på, og nu får vi lagt fundamentet for en mere værdig og sammenhængende psykiatri, hvor færre falder imellem to stole, når de går fra den ene behandling til den anden. Med lovforslaget skaber vi hjemmel til at forpligte kommunerne til at tilbyde et afklaringsophold til borgere, som har behov for sociale indsatser, der kræver en nærmere afklaring, efter endt indlæggelse i sygehuspsykiatrien. Det er vigtigt, for tallene taler deres eget tydelige sprog. Mere end hver fjerde, der har været indlagt i psykiatrien, vender tilbage inden for en måned. Det er mennesker, som vi i dag ikke får grebet nok i tide, når de bliver udskrevet fra psykiatrien. I dag venter alt for mange alt for længe på at få den hjælp, de har brug for, efter de er blevet udskrevet. Nogle udskrives til gaden, mens andre udskrives til eget hjem uden den rette støtte. Med afklaringspladserne retter vi op på det og sikrer, at man kan få støtte og hjælp efter udskrivelsen, mens det afklares, hvilke sociale indsatser der er behov for, så man kan komme på fode igen. Vores allermest sårbare og udsatte fortjener at blive grebet, når livet er svært, og med afklaringspladserne kan vi gribe nogle af dem, der i dag desværre efter endt indlæggelse udskrives til ingenting, selv om de i den grad har brug for at komme godt videre. Derfor stemmer Venstre for forslaget.

Fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for talen og også for, at Venstre er med i den her aftale. Ordføreren kommer selv ind på det her problem, som netop er, at nogle udskrives til gaden eller til eget hjem, men uden den rette støtte. Der er jo stadig væk bekymring for, at det problem kan opstå. Og vi, Enhedslisten og SF, har talt om i udvalgsarbejdet at kigge på, hvordan vi faktisk kan imødekomme den bekymring, der er, og som jo bygger på ret hårde tillærte erfaringer med, hvordan virkeligheden er for nogle af de mennesker, der har allermest brug for, at fællesskabet træder til. Der vil jeg bare høre ordføreren fra Venstre, om Venstre vil bidrage til det arbejde og se på det, så vi netop sørger for, at vi får grebet de mennesker, som har brug for det.

Ordføreren.

Det vil jeg i høj grad. Man kan sige, at i og med at det jo ikke er nogen pligt, at man kommer på en afklaringsplads, så kan vi sagtens risikere, at der er nogle, der rent faktisk har brug for det, men som ikke kommer det. Det er da noget, som vi helt sikkert skal tale videre om. Hvad angår den anden situation, hvor vi får folk ind på afklaringspladserne, synes jeg jo, det er yderst relevant at snakke om, at vi skal sikre, at der er den nødvendige kvalitet blandt det personale, som skal være sammen med den borger, som nu kommer derind. Så er der en tredje ting, og det er selvfølgelig også: Hvor ligger snitstedet? Hospitalerne har jo i princippet de første 4 dage ansvaret for patienten. Så hvis nu man siger, at det vil tage 3 dage, inden kommunen får visiteret til en afklaringsplads, hvad har vi så af snitsteder der, som vi skal have styr på? Så jeg glæder mig til den fortsatte behandling.

Spørgeren.

Det er jeg glad for, for nogle gange kan man ikke lade være med at tænke på, hvor vigtigt det er, at vi får truffet de rigtige beslutninger herinde, for her er det virkelig tydeligt, hvordan Finansministeriets regnemaskine har sine begrænsninger. For det kan være enormt dyrt på lang sigt at lade være med at investere, hvis det nu er de ekstra midler, der er brug for; så kan det komme til at blive en rigtig dyr regning, både for den enkelte, men jo også for hele vores samfund, på den lange bane. Så jeg tror, at det her kan være et af de steder, hvor det kræver, at vi sætter os ned og ser på det og gør det ordentligt, for at det kommer både den enkelte og de pårørende, men også hele vores samfund til gode. Så tak for det.

Ordføreren.

Jeg vil bare sige det, som jeg sagde før. Der, hvor jeg ser den største udfordring, er i princippet i forbindelse med de mennesker, der bliver udskrevet, men som ikke rigtig synes, at de har brug for en afklaringsplads, selv om de i virkeligheden nok havde brug for at komme ind og blive nurset. Der skal vi finde ud af, hvad vi gør der, og hvad det er for nogle mekanismer, der så kan fange de udskrevne patienter. Så der bliver en del snitsteder der, som jeg synes det bliver spændende at arbejde videre med.

Den næste spørger er fru Charlotte Broman Mølbæk fra SF.

Tak for ordførerens tale. Jeg er rigtig glad for at høre ordførerens tilkendegivelse af at ville undersøge lidt videre på, om vi kan nå et lidt bedre sted hen med lovforslaget, så det lever mere op til, også hvad man anbefaler kan være godt, og det gælder både i forhold til dage, faglighed osv. Men jeg har et ekstra spørgsmål, som drejer sig om en anden bekymring. Når det skal vurderes, om man passer til en dagtilbudsplads, er det udelukkende kommunernes vurdering, og noget af det, som flere faktisk anbefaler, er, at psykiatriens behovsvurdering og den udskrivningsaftale, som vi jo har lagt ekstra vægt på skal overholdes fra psykiatriens side, når en person udskrives, selvfølgelig skal inddrages. Det er netop for at undgå, at der kommer en masse huller mellem, hvad man lærte, da det her menneske var i psykiatrien, og hvad der så skal ske med det her menneske, når vedkommende så skal bo i sit eget hjem eller måske bo på et bosted, eller hvad der så skal ske. Kunne ordføreren være med til at kigge på, hvordan vi kunne binde det lidt tættere sammen og skabe en sikkerhed for, at kommuner og regioner har en sammenhængende indsats over for borgeren?

Tak. Ordføreren.

Jeg synes ikke, at jeg plejer at mangle fantasi, men jeg mangler næsten fantasi til at forestille mig, at kommunen ikke går ind og rådfører sig med de instanser, som har haft patienten igennem længere tid. Så der må jeg nok sige, at jeg er barnagtig nok til at tro på, at det vil man altid gøre.

Spørgeren.

Ja, og det ville da også være dejligt, hvis det var tilfældet, men det er det jo ikke. Det er jo derfor, der tit sker det, at der er nogle borgere, der bare bliver skrevet til gaden, til ingenting. Nogle gange er det også psykiatrien, der ikke sørger for at række ud. Men om ikke andet kan vi i hvert fald sige, at kommuner og regioner, hvad gælder lige præcis de her mennesker, der er særligt psykisk sårbare og har været indlagt, i hvert fald ikke har været særlig gode til at samarbejde. Kunne vi ikke prøve at hjælpe dem videre med det med at forpligte dem lidt bedre på, at de selvfølgelig skal samarbejde med hinanden og bruge den viden, der er tilgængelig, i det, der skal ske efter indlæggelsen?

Ordføreren.

Jeg synes, det er et fint element at kigge på, for hvis det rent faktisk skulle være tilfældet, at man ikke gør det, er det jo ikke særlig smart. Så lad os få kigget på det, og lad os få handlet på det. Tak.

Tak til Venstres ordfører. Vi fortsætter talerrækken og byder nu velkommen til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for ordet, formand. I dag behandler vi L 91, der er et lovforslag, der skal sikre, at mennesker med psykiske udfordringer ikke bliver sendt direkte fra psykiatrien til sofaen derhjemme uden hjælp. For som vi alle ved, er det ikke nok at få en udskrivningsdato, man skal også have en plan for, hvad der skal ske bagefter. I lovforslaget er en direkte opfølgning på 10-årsplanen for psykiatrien, som vi i Danmarksdemokraterne også er med i. Planen har ét klart formål, nemlig at skabe bedre sammenhæng mellem psykiatrien og socialpsykiatrien, så færre mennesker falder mellem to stole, når de udskrives fra psykiatrien. Med forslaget sikrer vi, at borgere, der har behov for sociale indsatser, får et midlertidigt afklaringstilbud. Her afdækkes støttebehovet, og der findes den rette indsats til den enkelte. Afklaringstilbuddene skal godkendes af socialtilsynet i forbindelse med de nødvendige sociale og sundhedsfaglige kompetencer, og det er et vigtigt skridt imod en mere sammenhængende indsats. Vi ønsker nemlig, at ingen skal stå uden hjælp, i det øjeblik de forlader psykiatrien. Ved et afklaringsophold gribes borgeren, og vi sikrer, at den rette støtte findes. Det er en investering i mennesker og i forebyggelse af udsathed. Danmarksdemokraterne bakker op om L 91, fordi det hjælper mennesker med psykiske og sociale udfordringer til en bedre start efter indlæggelsen. Det er sund fornuft, det er god socialpolitik. Tak for ordet.

Tak. Den første spørger er fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Det er egentlig lidt det samme spørgsmål, som jeg også stillede til Venstre og til Socialdemokratiet, og det handler om at lytte til den kritik og den bekymring, som kommer fra flere af de fagligt ansatte, som arbejder med det professionelt, bl.a. organisationer, hvor flere af dem jo også har skullet gribe nogle af de mennesker, som er blevet udskrevet uden at have fået den rette hjælp, lave nogle indsatser for dem og har set de konsekvenser, det har haft, og det handler også om kommunerne og andre, som rejser bekymringen for, om vi har sat det rigtigt sammen her. Jeg tror ikke, at Danmarksdemokraterne er blevet hørt i processen, fra at vi lavede aftalen, og til det her lovforslag er blevet lavet. Det kan være, at det så kunne have været undgået, men nu kan vi jo så gøre det i udvalgsarbejdet. Der vil jeg bare høre, om Danmarksdemokraterne så vil være med til at se på, hvordan vi kan tage den bekymring, som der er i høringssvarene, til os i forhold til at nå bedre i mål med det her lovforslag.

Ordføreren.

Nu er vi jo fælles om at være med i den her aftale, og jeg tror egentlig, vi har en fælles hensigt om at skabe de bedst mulige forløb og sikre, at dem, der har behovet, kommer bedst muligt igennem og får de rigtige tilbud. Jeg synes da godt, at vi i udvalgsarbejdet kan tage en diskussion af, hvad der er af bekymringer. Er der noget, vi kan justere på? Er der noget, vi bør gøre? Som udgangspunkt er jeg egentlig ikke voldsomt bekymret. Jeg tror faktisk meget på, at det, der ligger her, kan løse opgaven, men vi er da gerne med til at tage en diskussion af det. Under alle omstændigheder har vi jo en løbende opfølgning i forhold til aftalen, altså den om psykiatrien, om, at vi skal følge, hvad der sker, og hvordan det udfolder sig. I den sammenhæng vil det selvfølgelig også være helt oplagt at følge med i, om aftalen gør det, den skal, eller om der er brug for justeringer. Så under alle omstændigheder vil det jo komme løbende, men lad os gerne tage en snak under udvalgsarbejdet.

Spørgeren.

Jeg tænker også bare her, at når der er så mange, der konkret peger på f.eks. de 90 dage, så vil det være oplagt bl.a. at lytte til det og kigge på, hvad vi kan gøre i udvalgsarbejdet for at imødekomme den del. Ellers er jeg helt enig i, at vi selvfølgelig skal følge det, men det gælder jo også alle de andre dele fra aftalen.

Ordføreren.

Der er dem, der taler om, at de 90 dage skulle være der, og andre siger, at nu må det endelig ikke blive for langt. Kernen i det her må jo være, at man faktisk hurtigst muligt får afklaret, hvad for et tilbud der er nødvendigt for den enkelte. Om det nødvendigvis skal kræve 90 dage, er jeg ikke sikker på. Men lad os endelig tage diskussionen om det i udvalgsarbejdet.

Tak til Danmarksdemokraternes ordfører. Vi fortsætter i talerrækken, og den næste på talerstolen er fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand. Dette lovforslag tager fat på et helt centralt problem i vores psykiatri og socialpsykiatri, nemlig det alt for velkendte hul, som mange mennesker med psykiske lidelser falder ned i, når de udskrives fra psykiatrien, uden at den nødvendige sociale støtte følger med. Alt for ofte ser vi, at mennesker med betydeligt nedsat psykisk funktionsevne bliver udskrevet fra sygehuspsykiatrien, uden at der er klarhed over, hvilken social indsats de har brug for, og uden at den nødvendige hjælp står klar. Det kan føre til afbrudte behandlingsforløb, forværring af den psykiske tilstand og i værste fald til genindlæggelser eller udskrivning til gaden. Det er uværdigt, og det er uacceptabelt. Med lovforslaget skabes der hjemmel til at forpligte kommunalbestyrelserne til at tilbyde et midlertidigt afklaringsophold til personer, der udskrives fra psykiatrien med et vurderet behov for sociale indsatser, der kræver nærmere afklaring. Socialministeren har siden hen valgt at skærpe afgrænsningen til mennesker med betydeligt nedsat psykisk funktionsevne. Det giver sådan set god mening at indføre afklaringspladser, da det kan være et afgørende redskab til at sikre, at mennesker ikke bliver tabt i overgangen mellem behandling i psykiatrien og den kommunale indsats. Et afklaringsophold kan give den nødvendige tid og ro til at vurdere behovet for støtte, så den enkelte får den rigtige indsats fra starten frem for at blive kastet rundt mellem tilbud eller stå helt uden hjælp, som vi har set alt for mange gange. Når det så er sagt, er SF altid opmærksom på, hvordan ordninger implementeres i praksis. Afklaringspladserne må ikke blive et parkeringssted eller en spareøvelse, men skal i stedet være fagligt solide, have tilstrækkelige normeringer og sikre reel social og faglig afklaring. Derfor har vi en række betænkeligheder ved lovforslaget, som vi ønsker at få yderligere uddybet i udvalgsarbejdet. I den forbindelse vil jeg meget gerne takke for de gode engagerede og konstruktive høringssvar. For det første undrer vi os over, at ministeren ønsker at fastholde 55 dage som en gennemsnitlig indskrivning på en afklaringsplads. For os at se er der ikke nogen faglig begrundelse for de 55 dage, men til gengæld kan vi læse os til, at man har fået god erfaring med at have en periode på lige præcis 90 dage. Det ønsker vi et svar på, altså hvorfor man ikke følger de gode erfaringer, der findes der. Ligeledes er vi ærgerlige over, at man i lovforslaget vælger ikke at følge anbefalingen om at sætte en faglig ramme for ansatte i tilbuddene. For hvis vi skal lykkes med afklaringspladserne til nogle af de mest ramte mennesker i psykiatrien, er det altså helt afgørende, at der er højt specialiseret faglighed. Det kræver uddannelse og kan ikke bøjes efter en kommunes økonomi. Det ønsker vi at stramme mere op på. Endelig bør der ligge et krav i forbindelse med vurderingen af et menneskes behov for en afklaringsplads om, at man skal være forpligtet til at forholde sig til psykiatriens vurdering og ikke være afkoblet fra den viden, der er opnået under indlæggelsen, og der skal være en udskrivningsplan fra psykiatrien. Her var det særlig afgørende for SF, at der kom fokus på samarbejdet med regioner og kommuner, altså at der skulle skabes sammenhæng omkring det enkelte menneske, hvorfor der nu bør være den skærpelse, at der skal udfærdiges udskrivningsplaner fra psykiatrien. Så hvis kommunerne bare kan overhøre kravet om de udskrivningsplaner og i øvrigt det vurderingsbehov og den viden, man har fået med sig, så er det relativt ligegyldigt arbejde. Det håber vi også at vi kan få strammet lidt op på. SF vil selvfølgelig forfølge de ovenstående bekymringer og søge at få det rettet til, så lovforslaget opnår den rette balance og afklaringspladserne får den betydning, som er forenelig med aftalen om den 10-årige psykiatriplan. For hvis vi skal lykkes med at sikre overgangen til socialpsykiatrien, bliver vi også nødt til at gøre tingene på en anden måde. De ambitioner har vi i SF, og mon ikke også det gælder alle partier her i salen? Vi ser frem til det kommende udvalgsarbejde og til, hvad fremtiden er for afklaringspladserne.

Tak. Der er et spørgsmål fra fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for talen, som vi i Enhedslisten er meget enige i, ikke så overraskende. Jeg vil høre ordføreren, om ikke vi skal stille et spørgsmål om teknisk bistand fra ministeriet til at stille flere af de dele, som ordføreren er inde på, som ændringsforslag.

Ordføreren.

Tak for initiativet til fru Victoria Velasquez. Vi er tydeligvis enige om nogle bekymringer, men det kan gøre det her virkelig godt. Derfor vil jeg glæde mig til at høre, hvad ministeren har af svar på de bekymringer, vi rejser i dag. Derudover synes jeg, at ja, lad os prøve at se, om vi kan få lidt bistand til at stille det som ændringsforslag, hvis ikke man har interesse i at arbejde det ind. Men jeg er nu også lidt optaget af, om vi kan finde hinanden i enighed; det plejer vi jo også nogle gange at lykkes ret godt med.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi fortsætter vores talerrække. Vi siger tak til fru Charlotte Broman Mølbæk og går videre til fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg havde egentlig skrevet en fin lang tale, der gik lidt i dybden med, hvad det her forslag går ud på, men det synes jeg egentlig min forgænger har beskrevet så fint. Til gengæld havde jeg ikke i min tale beskrevet de bekymringer, vi egentlig har i Liberal Alliance, så jeg tror simpelt hen, jeg går uden for min tale, og i stedet for vil jeg tale lidt om de bekymringer, vi faktisk har, for det her er jo en del af en aftale, vi er med i, og det står vi også ved, og derfor kommer vi også til at stemme for. Men jeg synes alligevel, det er vigtigt at italesætte fra den her fornemme talerstol, at løsningen på, at både kommuner og psykiatri ikke altid overholder lovgivningen, ikke altid er at lave ny regulering. 73 pct. udskrives uden den her lovpligtige udskrivningsaftale i dag, og ingen af af dem, der blev undersøgt, levede op til de indholdskrav, den skulle have. 11 pct. blev visiteret til botilbud uden for målgruppen, og så har vi jo også i dag de her særlige pladser. Hvis man kigger på 2022, var belægningen på de her særlige pladser, som man jo har mulighed for at bruge til de her specifikke borgere, altså borgere, som er komplekse og har psykiatriske lidelser, kun på 64 pct. Og det er altså, selv om kommunerne jo siger, at der mangler botilbud derude, så jeg kan være nervøs for, om det her lige er den rette løsning. Vi håber det virkelig i Liberal Alliance, for en ting, vi i hvert fald er enige i, er, at alt for mange udsatte tabes imellem de her to stole. Det er vigtigt at få sikret, at de ikke tabes på den måde, som vi ser i dag. Spørgsmålet er bare, om det er det her, der kommer til at løse det, eller om vi bare igen kommer med en masse regulering for at virke handlekraftige. Jeg er bekymret for, at det er det sidste. Jeg håber, at vi kommer til at løse det, må jeg godt nok sige. Så er der blevet rejst nogle bekymringer, i forhold til hvor mange dage man kan være på de her pladser, og der undrer det mig også lidt, hvorfor man egentlig lige er kommet frem til det antal. Nu har vi jo lige lavet en aftale i forhold til akutpladser, og der hæver man jo antallet af dage, man må være der, til 12 uger, så jeg tænker egentlig: Hvorfor ensretter man ikke her? Det er jo udsatte borgere, vi har med at gøre begge steder, og meningen må vel være, at borgeren skal gribes og matches til det rigtige tilbud, i forhold til at man netop har tid til at få det korrekte kendskab og matche til det rette tilbud. Jeg frygter, at hvis vi sætter den her grænse for lavt, vil det så ende videre ud i en akutplads, hvor de så skal være midlertidigt og så fremdeles, så de igen vil blive kastet rundt. Så jeg er også lidt nysgerrig på, hvorfor man lige har sat det på de her 55 dage. Tak.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance. Jeg byder nu velkommen til hr. Rasmus Lund Nielsen fra Moderaterne.

Mange tak for det, formand. Når man udskrives fra sygehuspsykiatrien, skal man ikke udskrives til ingenting. I dag ser vi desværre mennesker, der risikerer at blive sendt hjem eller i værste fald ud i hjemløshed uden den nødvendige socialfaglige støtte. Det kan føre til forværring af den psykiske tilstand og til genindlæggelser, og det er hverken værdigt for den enkelte eller klogt for samfundet. Det er afgørende, at hjælpen er tæt på, hænger bedre sammen og rækker ud, især når udsatte medborgere ikke selv har overskud til at navigere i et komplekst system med mange indgange. Det er også præcis den retning, vi i regeringen har sat med 10-årsplanen for psykiatrien med hurtigere og bedre hjælp både på og uden for sygehusene og et mere stabilt fundament under psykiatrien. I december 2025 blev det med aftalen mellem regeringen, Danske Regioner og KL understreget, at vi med 10-årsplanen giver et historisk og varigt løft, og at socialpsykiatrien er afgørende for et godt hverdagsliv med høj livskvalitet. Det er den bro, vi nu skal bygge endnu stærkere, og derfor støtter vi i Moderaterne L 91. Lovforslaget indsætter en ny paragraf, § 107 a, som forpligter kommunen til at tilbyde et midlertidigt afklaringophold til personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne i umiddelbar tilknytning til udskrivning eller senest 3 døgn efter, og det kan ske uden en lang foregående udredning, netop fordi vi i nogle situationer skal gribe ind først og afklare det rette forløb undervejs. For os i Moderaterne er det den rette vej at gå. Afklaringspladser skal være et mellemled, hvor borgeren kan få ro og støtte i en afgrænset periode, mens kommunen afklarer, hvad der er bedst videre, f.eks. bostøtte i eget hjem eller et relevant botilbud. Alt i alt er L 91 et nødvendigt skridt for bedre sammenhæng og færre mennesker, der falder ned mellem to stole efter udskrivning. Det skal nu ud at virke i praksis, og her skal vi selvfølgelig have øje for, at ordningen bliver implementeret ordentligt og ensartet i kommunerne, og vi kan også undersøge og evaluere, om vi har fundet det rette antal dage, som de her afklaringspladser skal vare. Det er i hvert fald vigtigt, at værdighed, som der her i høj grad handler om, ikke bliver et postnummerlotteri. Med de ord støtter Moderaterne lovforslaget.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordførerens tale og i virkeligheden også for et fint samarbejde i forhandlingerne om psykiatriplanen. Jeg kunne godt tænke mig at spørge lidt mere ind til det her med dagene og også bekymringen om faglighed og rammerne omkring tilbuddene og endelig også, om man skal medtage de her erfaringer, man har fra psykiatrien under indlæggelserne, i vurderingen af borgerens behov. Er det nogle perspektiver, som ordføreren kan se at vi arbejder videre med at få rettet det her nuværende lovforslag til efter, så vi allerede kan bruge det, vi ved nu, og tage udgangspunkt i den viden og erfaring, vi har for nuværende?

Ordføreren.

Som jeg nævnte i min tale, er det vigtigt for mig, at vi løbende evaluerer, i forhold til at vi får implementeret 10-årsplanen på en måde, hvor den faktisk kommer til at have den effekt, som vi har ønsket med planen. Det er jo en historisk aftale, der løfter psykiatrien med over 30 pct. alt i alt, med over 4,5 mia. kr. hvert eneste år. Så det er også vigtigt, at vi selvfølgelig får den effekt, vi ønsker. I forhold til de konkrete ting er det vigtigt at sige, at der jo er blevet lyttet til høringssvarene. Det startede jo med at være 30 dage, og det er så blevet opjusteret til 55. Om vi skal gå videre op, er jeg sådan set åben over for kan blive nødvendigt, men jeg tror i første omgang, at vi skal se på de evalueringer, der kommer i kølvandet på, at det her nu bliver implementeret i praksis. Så er det også vigtigt at sige, at der også er mulighed for at give det her midlertidige ophold efter servicelovens § 107. Det skal vi selvfølgelig helst undgå sker for ofte, men det er en af de ting, der kan blive nødvendig.

Spørgeren.

Jeg er også pjattet med at prutte om prisen. Det synes jeg virkelig er morsomt. Nu er jeg måske lidt frisk, men det her handler jo om nogle virkelig sårbare mennesker. Så er det der med at prutte om tiden og dagene den rigtige vej for os at gå, når vi kan se, at de forsøg, vi har haft med afklaringspladserne, har vist, at det faktisk giver bedst mening, når vi giver borgerne 90 dage i et afklaringsforløb?

Ordføreren.

Jeg synes ikke, at der er tale om at prutte om prisen. Det er vigtigt igen at slå fast, at det jo er et historisk løft, som et enigt Folketing har iværksat i forhold til psykiatrien. Det er over 4,5 mia. kr. hvert eneste år. Så der er jo sådan set penge, og der er også masser af penge i regionerne. Nu har jeg selv lige været med i en regionsrådsvalgkamp, og det er jo i høj grad også regionerne, der indtil videre ikke har gjort det ordentligt ved ikke at leve op til kravene, der er fastsat herindefra i forhold til udskrivningsaftaler og koordinationsplaner osv. Så jeg tror også, der ligger en stor del af det hos regionerne og kommunerne.

Fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Vi er også optaget af netop den del, som både handler om, at vi ikke har nogen, der sander til, men samtidig også, at dem, der har brug for noget ekstra tid, også får mulighed for at få det. Det er også noget af det, som vi gerne være med til at se på i udvalgsarbejdet. Noget af det, som vi jo læser i høringssvarene, og noget af det, der kan være en bekymring, er, om vi har finansieret det tilstrækkeligt, men også det her med, om vi på den ene side kommer til at have nogen, der ikke bliver afklaret rettidigt nok, og kommer vi på den anden side til at have nogen, hvor der ikke er nok tid i forhold til det, de har brug for. Det er også bare for at høre, hvor Moderaterne står i forhold til at være med i det udvalgsarbejde.

Ordføreren.

Jamen det vil vi helt sikkert gerne. Det, som ordføreren her berører, er jo det, der er lidt vigtigt, nemlig den der balance i, at det ikke skal blive sted, hvor man kommer til at have et unødig langt ophold. Faktisk er det jo tiltænkt, at det skal være præcis så lang tid, som det kræver at finde det rette tilbud, som man kan komme videre i. Det er jo grunden til, at det hedder et midlertidigt ophold, som skal afklare, hvad der efterfølgende skal ske. Om 55 dage er det korrekte et spørgsmål, hvor man kan sige, at juryen endnu er ude. Jeg er enig i den kritik, der var i høringssvarene, af de 30 dage; jeg er glad for, at det er blevet næsten fordoblet nu. Jeg er også åben over for, at vi kan hæve det yderligere, men jeg synes, at vi i første omgang skal se, hvordan det her virker.

Spørgeren.

Jeg tænker i hvert fald, at det er vigtigt, at vi får reageret rettidigt, for i al den tid, der går, før vi her fra Christiansborg får lovgivet om det og får kigget på det igen, er det jo virkelige mennesker, som betaler prisen. Det er nogle af dem, som er allermest udsatte og sårbare i vores samfund. Så er der også noget andet, som jeg tænker, vi har en enighed om her i salen, og det er jo det her med samarbejdet på kryds og tværs og det at sikre en høj faglighed. Der håber jeg også, at Moderaterne i udvalgsarbejdet vil være med til at se på det og gennemtænke, hvordan vi gør det ordentligt og rigtigt allerede nu.

Ordføreren.

Det er jeg meget enig i. Det er jo også en meget relevant bekymring. Fagligheden i socialpsykiatrien har jo været under al kritik, vil jeg sige, og det skyldes jo, at der har været et meget hastigt stigende behov for socialpsykiatriske indsatser i det danske samfund, og vi har ikke kunnet følge med. Der er ikke uddannet nok personale til det. Jeg så gerne, at vi gjorde mere for at løfte kvaliteten af den faglighed, der er i dag derude, og det er jo heldigvis også en del af 10-årsplanen at vi går i den retning. Jeg tror også, at der nok er behov for at gøre endnu mere.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak hr. Rasmus Lund-Nielsen fra Moderaterne. Jeg byder nu velkommen til hr. Joachim Hoffmann-Petersen fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, formand. For 20 år siden, mens jeg var medicinstuderende og i de første år, efter at jeg blev læge, arbejdede jeg en hel del i psykiatrien. En af de ting, der frustrerede mig mest og gjorde, at jeg ikke blev psykiater, var genindlæggelserne. Det er demotiverende at se, hvordan patienter bliver tabt mellem de psykiatriske afdelinger og den tilværelse, de ikke er i stand til at klare selv på grund af et formørket sind. Ofte bliver patienterne genindlagt i en dårligere forfatning, end de var gangen før. I dag behandler vi så her 20 år senere et lovforslag, der rent faktisk kan gøre en forskel for nogle af de mest sårbare borgere, vi har i Danmark, nemlig dem, der er psykiatriske lidelser, og som står i den kritiske overgang mellem en psykiatrisk afdeling og deres hverdag. Selv i dag bliver alt for mange udskrevet fra psykiatrien uden den støtte, de har brug for. Det skaber utryghed, det skaber genindlæggelser, og det skaber tilbagefald – og det er ikke værdigt for borgerne. Desuden ved vi, at det også koster mange penge, især menneskeligt, men altså også økonomisk. Med den nye paragraf i serviceloven og det nye midlertidige afklaringsophold kan de her borgere få hjælp inden for 3 dage. Det er en løsning, der forebygger genindlæggelser og skaber tryghed. Koster det penge? Ja, det gør det. Det koster vel 176 mio. kr. årligt fra 2028, men det er en investering, der giver mening. Vi kommer til at bygge en bro mellem psykiatrien og hverdagen, og vi gør det med det ansvar og den omtanke og den respekt for det enkelte menneske, der skal til. Det er god politik det er sund fornuft, og derfor støtter Det Konservative Folkeparti forslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Joachim Hoffmann-Petersen fra Det Konservative Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten.

Det skærer i hjertet at høre hver enkelt historie, fordi der er et menneske bagved, når man bliver udskrevet fra psykiatrien, men ikke bliver grebet – et menneske med pårørende og med en historie, som ikke burde være endt på den måde, hvor man står uden den nødvendige hjælp, hvilket flere her i salen også har været inde på. Så det at sikre, at færre, jo helst ingen, af dem med alvorlig psykisk sygdom, som er udsat, bliver udskrevet til ingenting eller det, der er værre. Det må være en hovedopgave for os her i Folketinget. Derfor er vi i Enhedslisten også generelt med i aftalen om en 10-årsplan for psykiatrien, men vi støtter også det her lovforslag. Men vi skal altid se på, hvordan vi kan gøre det bedre, og jo også altid se på, hvordan vi, når vi laver lovgivning, kan sørge for, at vi gør det så godt som muligt og rigtigt i første omgang, sådan at vi ikke efterfølgende kommer til at skulle stå og se utilsigtede konsekvenser. For når vi ikke gør det ordentligt fra Christiansborgs side, er det dem, der har allermest brug for, at vi leverer, som er dem, der betaler regningen. Derfor ser vi også meget frem til udvalgsarbejdet, og jeg er positiv over for de tilkendegivelser, der allerede er blevet givet. Nogle af de erfaringer, som vi rigtig gerne ser at vi tager til os i forhold til arbejdet, er bl.a. den del, der sikrer, at man så tidligt som muligt og fagligt funderet får en rettidig afklaring, altså en ordentlig afklaring, og så også de forhold og det behov, der kan være på den anden side, for, at der er tid til, at afklaringen laves ordentligt, og at man får en ordentlig hjælp, når der er brug for det. Så deler vi også den bekymring, som er blevet rejst, om, hvorvidt den her del er finansieret godt nok. Jeg talte med en, som arbejder inden for feltet, og som generelt gav den anbefaling, at vi nogle gange skal huske os selv på, at én ting er, hvad vi skriver i en aftale, som kan lyde rigtig flot; noget andet er, hvad det er, der møder dem, der møder på arbejde hver dag, og som skal sørge for at levere en høj faglighed og støtte og hjælpe de mennesker, som det handler om. I alt for mange tilfælde kan de ikke mærke de forskelle, som vi taler om at vi skaber herinde fra Christiansborgs side, og det må være det, der gælder: Det er, hvordan dem, det reelt handler om, kan mærke de beslutninger, som vi træffer. Så er vi også opmærksomme på, om samarbejdet på tværs vil fungere, eller om det vil sande til. Vi håber, at vi også kan se på, at midlerne skal gå til kapacitet og til medarbejdere, sådan at vi netop bedst muligt får styrket og løftet fagligheden i forhold til det møde, som de, der har brug for det, får. Enhedslisten vil stille ændringsforslag, som vi glæder os til at udarbejde sammen med de andre ordførere, men vi kan bakke op om lovforslaget. Tak.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning. Fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for ordførerens tale og i virkeligheden også bevidstheden omkring, at virkelighed og de lovforslag, vi laver herinde på Christiansborg, gerne skal hænge sammen, men desværre ikke altid gør det. Det er jo derfor, at høringssvarene lige præcis er så vigtige i processen, når vi udformer de her lovforslag. Så når økonomien nu er, som den er, og vi i virkeligheden ikke har flere midler at gå efter, kunne Enhedslisten så se sig selv i, at man gør det på en anden måde, eventuelt med færre borgere, eller hvad man end kunne gøre på en anden måde for at få økonomien til at række til lige præcis at gøre tingene på en ordentlig og fagligt kvalitetsmæssig måde?

Ordføreren.

Det, som vi ser på – og det er jo det, ordføreren spørger ind til – er, at hvis man skal se det som en prioriteret rækkefølge, er det bl.a. fagligheden, medarbejderne og kapaciteten, som ligger rigtig højt hos os. Det er, fordi det er det, vi kan se der er et af de helt store problemer og en af de helt store opgaver, som vi skal tage fat på. Når det så er sagt, mener vi også, at vi bør se på, at det simpelt hen ikke kan betale sig for vores samfund ikke at sikre de investeringer, som der er brug for. Det er enormt kortsigtet. En stærk indsats for nogle af de allermest udsatte og de allermest sårbare kan betale sig, både for det enkelte menneske og for de pårørende, men jo også for hele vores samfund. Det er jeg også sikker på at SF er enig i.

Spørgeren.

Ja, der har vi været allierede i en længere periode eller en årrække, kan jeg vist godt mildt sige. Men i virkeligheden er det også, når vi snakker psykiatrien, glædeligt, at vi netop endelig er blevet enige, og at regeringen har valgt at afsætte alle de her penge. Den ros skal regeringen absolut også have. Men det, vi også har fået en lidt hård bevidsthed omkring, er, hvor langt bagud vi er finansieringsmæssigt med at sikre kvaliteten. Så nu starter vi med sygehuspsykiatrien, men vi mangler jo stadig væk at styrke hele det socialpsykiatriske område både med midler og med faglighed. Er Enhedslistens ordfører ikke enig i det?

Ordføreren.

Jo, og det er også det, der er smertende at se, altså hvor udhulet vores velfærd er. Det kan vi jo i særdeleshed se her, når det er, at der har været flotte løfter om, at man både kunne have en stærk velfærd og så fyre milliarder af sted til skattelettelser til de allerrigeste. Det er jo de her mennesker, som har betalt regningen for den lønfest, der har været blandt de allerrigeste i vores samfund. Så selv hvis det var, at det lykkedes at få de penge, som Enhedslisten og SF jo med berettigelse siger at der skal investeres i området, så ville vi ikke have det antal uddannede og fagligt dygtige medarbejdere til bare at kunne sikre det i morgen. Det er jo det, der viser, at man altså ikke bare kan fyre og lave nedskæringer, uden at det har konsekvenser. Det har kæmpe konsekvenser, der kaster lange skygger ind i fremtiden, og det er derfor, vi skal gøre det rigtigt og ordentligt nu.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten. Jeg byder nu velkommen til fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti.

Tusind tak. Jeg synes, der er blevet sagt rigtig meget fra talerstolen, som vi i Dansk Folkeparti kan tilslutte os. Grundlæggende er det her et rigtig godt forslag, fordi vi jo skal sikre, at man ikke falder mellem to stole, når man bliver udskrevet fra regionen og fra psykiatrien og så kommer ud i de her tilbud i kommunerne. Vi skal sikre, at de her allerallermest udsatte danskere får den rigtige hjælp, og at de bliver holdt i hånden, så længe det er nødvendigt. Men jeg kan også tilslutte mig de bekymringer, flere af de andre ordførere har givet udtryk for på baggrund af de høringssvar, der ligger. Det lyder til, at der er bred opbakning til, at vi kigger på det specifikt i udvalgsbehandlingen, og det arbejde vil jeg selvfølgelig se frem til at gå konstruktivt ind i. I Dansk Folkeparti glæder vi os til udvalgsbehandlingen, men støtter selvfølgelig lovforslaget, for det er en del af en aftale, som vi også en del af.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til fru Lotte Rod fra Radikale Venstre.

Tak for det, formand. Mens jeg har siddet her og lyttet på debatten, er der en ting, der virkelig har slået mig, og det er, at uanset hvad vi egentlig ellers mener politisk, så siger vi alle sammen det samme i dag. Det bør jo give stof til eftertanke, at alle ordførere står og taler for, hvor vigtigt det er, at vi har sammenhæng, men at vi alligevel har skabt et system, hvor utrolig mange mennesker falder i et hul. Det bør virkelig give stof til eftertanke, så vi ikke bare laver den her lille lovændring, men kigger lidt mere grundlæggende på, hvordan vi kan skabe en tættere sammenhæng. For det går jo ikke, at vi udskriver mennesker til gaden eller til at komme hjem uden støtte, når de har brug for det, og omvendt går det jo heller ikke, at der er mennesker, som egentlig er færdige i psykiatrien, men som ikke kan blive udskrevet, fordi der ikke er noget at blive udskrevet til. Der er jo bare helt grundlæggende noget galt i systemet, når vi kan se, at det er flere end hver fjerde, som lige er blevet udskrevet af psykiatrien, som kommer tilbage igen næsten med det samme. Derfor er jeg også utrolig glad for, at vores psykiatriordfører, hr. Stinus Lindgreen, bruger så mange kræfter og har kæmpet så meget i forhold til psykiatriplanen for at få tingene til at hænge lidt mere sammen. Jeg ser også det her lovforslag som et skridt i den rigtige retning, og vi støtter det, selv om jeg jo helt grundlæggende har det sådan, at man jo i virkeligheden kunne ønske, at der ikke var nogen, der fik brug for det, for det ville være meget bedre, at folk fik det rigtige tilbud først, fordi det var der, og ikke fordi man først skal til at afklares. Så jo flere mennesker, der kan få den rigtige hjælp fra starten og ikke skal flytte fra det ene til det andet, jo bedre er det. Derfor støtter Radikale Venstre som sagt lovforslaget, men jeg håber også, at man vil bruge debatten i dag til at foretage en lidt dybere refleksion i de forskellige ministerier over, hvordan vi kan komme til at arbejde tættere sammen, så man ikke bare løser et enkelt lille problem, men faktisk får tingene til hænge sammen, for det er jo det, der er det afgørende for de mennesker, som det handler om.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Lotte Rod fra Radikale Venstre. Jeg byder nu velkommen til fru Karin Liltorp fra Alternativet.

Tak for ordet. Der er allerede blevet sagt meget heroppe fra talerstolen, og der er ingen tvivl om, at vi også synes, at det her er et godt lovforslag, et godt skridt i den rigtige retning, så selvfølgelig kommer vi til at støtte det. Samtidig skal vi være ærlige om, at lovforslaget selvfølgelig ikke løser alle udfordringer. Det ville ellers være fantastisk med et lovforslag, der med et snuptag løste alle de udfordringer, der er i psykiatrien, bl.a. den, der har været debatteret nogle gange. Det kan være, at der i praksis er brug for længere og mere fleksible afklaringsforløb, end forslaget lægger op til. Jeg vil også anerkende, at ministeriet allerede har lyttet til nogle af de her bekymringer, og jeg synes, det i sig selv er prisværdigt, at man har lyttet og faktisk gjort længere forløb muligt. Fra Alternativets side er det afgørende, at vi følger ordningen tæt, indsamler viden fra kommuner, medarbejdere og borgere og selvfølgelig er parate til at rette ind, hvis virkeligheden viser, at rammerne er for snævre. Der er ingen tvivl om, at de her afklaringspladser i første omgang koster, men mon ikke de penge hurtigt er tjent ind igen, taget i betragtning at der forhåbentlig kommer meget færre genindlæggelser. Fra vores side er det nemlig også meget ønskeligt, at man monitorerer på den her positive bivirkning, så vi netop kan bruge erfaringerne konstruktivt og igen få bevist, at det faktisk er en bedre forretning at forebygge end at helbrede. Faktisk er jeg ikke så meget nede i detaljerne i praksissen, men det kan være, at ministeren kan opklare, om man har tænkt sig at monitorere på det, og om det overhovedet er en mulighed at lave de her økonomiske betragtninger, mens forsøget udfolder sig. For det ville jo være fantastisk, hvis vi kan bytte behovet for sengepladser på psykiatrisk afdeling til afklaringsophold, så de her afklaringsophold kan komme alle dem, der kunne have brug for det, til gode? Vi støtter forslaget. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Karin Liltorp fra Alternativet. Så er vi igennem ordførerrækken, og derfor giver jeg nu ordet social- og boligministeren.

Allerførst vil jeg gerne sige tusind tak til ordførerne her i dag og til de mange partier, som jo er med i vores fælles aftale om, hvordan vi styrker psykiatrien i de kommende år. Tak også for de spørgsmål, der har været. For mig er den her rejse med at lave afklaringspladser jo i virkeligheden noget, der er startet for lang, lang tid siden med en stille undren over, at så mange mennesker kan blive udskrevet fra psykiatrien, uden at de har en bolig at vende hjem til. Siden hen har det også, både da jeg var regionsrådsformand og senere overborgmester, været en undren at se folk ligesom falde imellem stolene, og at vi i alt for mange tilfælde ser mennesker, der dukker op på vores væresteder i kommunerne eller på forskellige organisationers herbergssteder eller lignende, og som egentlig er gået ud af psykiatrien uden at få en rigtig opfølgning. Men det handler også om tal for, når man bliver udskrevet fra psykiatrien og det egentlig er vurderet, at man har behov for social støtte til at komme videre og komme sig.; der har vi set eksempler på, at der går 4, 5, 6 måneder, før end at kommunen kommer med den fornødne hjælp. Det er jo det, der er baggrunden for, at der også var en drøftelse om, hvordan vi styrker kapaciteten i socialpsykiatrien, og hvordan vi styrker sammenhængen imellem sygehuspsykiatrien og socialpsykiatrien, således at vi kan hjælpe endnu flere med psykisk sygdom efter udskrivning fra sygehuspsykiatrien. For jeg synes vitterlig ikke, at nogen skal udskrives til ingenting, og det ved jeg jo at ordførerne for partierne er enige med mig i. Når man bliver udskrevet fra sygehuspsykiatrien og har været alvorligt syg, skal man selvfølgelig have den nødvendige hjælp til at blive støttet i at komme sig, og det gør man altså ikke, hvis man f.eks. bliver udskrevet til hjemløshed. Flere end hver fjerde, der har været indlagt i sygehuspsykiatrien, bliver genindlagt med akut behov for hjælp inden for 30 dage. Det siger sig selv, at det er mange, og at det i mange tilfælde også er for mange. Der er i hvert fald mange steder, hvor det ikke er ønskeligt, at man vender tilbage igen så hurtigt for at få hjælp igen, men at det desværre handler om, at man ikke har fået den ordentlige sociale støtte, som man havde behov for, da man blev udskrevet. Derfor er det også, at regeringen med lovforslaget jo foreslår, at kommunerne får pligt til at tilbyde et afklaringsophold til borgere, der udskrives fra sygehuspsykiatrien med behov for sociale indsatser, der kræver en nærmere afklaring. Vi bliver simpelt hen nødt til at mindske det gab, der er imellem udskrivelse, og hvornår den sociale støtte bringes til veje i kommunen og i socialpsykiatrien. Vi bliver nødt til at lukke det hul, og det er det, som afklaringspladserne skal være med til at sikre. For mig er det vigtigt, at afklaringsopholdet kan gives i tilknytning til udskrivningen, sådan at ingen udskrives uden relevant hjælp eller udskrives til gaden. Vi har nu i flere år haft lignende tilbud til dem, der er fysisk syge, og som er hjemløse. Bl.a. driver Røde Kors i dag flere tilbud, hvor man kan komme ind på det, vi kalder en omsorgsplads, hvor man i op til 14 dage kan få hjælp til at komme sig, og hvor man kan få hjælp til netop at komme i kontakt med kommunen og tale om, hvad det er for en bolig, man har behov for, og hvad det er for nogle tilbud, der er. Med det her tilbud er det sådan, at vi faktisk lægger op til, at der ikke som udgangspunkt er en grænse for, hvor lang tid der skal gå, før kommunen kan sikre den ordentlige hjælp. Vi har skrevet i lovforslaget, at vi forventer, at det i gennemsnit er 55 dage. I min verden måtte det i virkeligheden meget gerne være kortere tid, for jeg synes jo, at folk så hurtigt som muligt skal have det rigtige tilbud, hvad enten det er at komme tilbage i egen bolig med bostøtte, eller om det er at komme ind på et botilbud, hvis man er for syg til at kunne være i egen bolig. Det synes jeg skal gå så hurtigt som muligt. Men jeg har også lyttet til høringssvarene, der nævner de forsøg, vi har haft indtil videre, med de her tilbud og afklaringspladser i bl.a. Roskilde Kommune – der er 5-6 kommuner, der er gået sammen om at lave forsøg med sådan en afklaringsplads her – og Faaborg Kommune, hvor man også laver forsøg med det. De har sagt, at deres oplevelse er, at der er brug for lidt længere tid, og de har i høringssvarene sagt 90 dage. Nu er vi så landet på at have aftalt med kommunerne, at vi sigter på, at det i gennemsnit er 55 dage. Men for nu at sige det helt ærligt vil jeg sige, at jeg gerne så, at man får den hjælp, man har brug for, så hurtigt som muligt. For vi ved, at det er, når man får den rigtige hjælp, og når man er motiveret, at der virkelig kan gøres en forskel for mennesker. Det er også derfor, at regeringen, som jeg sagde før, foreslår, at tilbuddet skal ligge i umiddelbar tilknytning til udskrivningen eller senest 3 døgn derefter, og vores forventning er, at det i gennemsnit er omkring 55 dage, man har behov for den her støtte, men det kan være længere, for vi har ikke stillet nogen krav om, at man skal udskrives eller ikke længere kan blive tilbudt en afklaringsplads, fordi det varer længere. Vi har omvendt heller ikke sagt, at det ikke kunne varer kortere, hvis man ret hurtigt får afklaret, hvad det er, der er behov for.

I sidste ende vil det altid være en individuel vurdering, og jeg tror også, det er vigtigt, at vi er klar på, at når det handler om psykisk sygdom, vil der altid være nogle, der ikke ønsker hjælp efter udskrivning, og som vi derfor får svært ved at få ind på en afklaringsplads. Jeg håber på, at vi kan lave så attraktive tilbud, at man har lyst til at tage imod det og lyst til at få den her hjælp. Og jeg vil også gerne understrege, at hvis man ikke tager imod en afklaringsplads, betyder det heller ikke, at man bare skal overlades til sig selv; man skal selvfølgelig stadig væk have den nødvendige hjælp. Derfor er jeg også glad for, at vi i regi af psykiatriplanen også styrker det opsøgende gadeplansarbejde for de allermest udsatte udgående fra psykiatrien, såvel som at vi jo også har gadeplansmedarbejdere fra kommunerne, så endnu flere kan få den hjælp, de har brug for. Det er selvfølgelig også vigtigt for mig at understrege, at man selvfølgelig ikke skal på en afklaringsplads, hvis man ikke ønsker det, men så må vi jo sikre, at der også er anden hjælp at hente. Det er også rigtig vigtigt, at vi ser det her i sammenhæng med den overordnede sundhedsreform, hvor vi jo også er blevet enige om, at man skal udvide det lægelige behandlingsansvar efter udskrivning til i op til 96 timer. Det tror jeg er rigtig vigtigt også at se på i forhold til afklaringspladserne, altså at vi ikke bare slipper, fordi man er udskrevet eller nogle gange har udskrevet sig selv. Så det er bare for at sige, at man siger altså ikke nej til nødvendig hjælp, fordi man takker nej til en afklaringsplads. Jeg står selvfølgelig til rådighed for at besvare forskellige spørgsmål, som udvalget måtte have under den videre behandling af lovforslaget. Som sagt er det mit ønske, at afklaringspladser kan være med til at afhjælpe den bermudatrekant, vi har set i al for høj grad, hvor der er mennesker, der lever med psykisk sygdom, som har været i behandling, og som tabes i overgangen fra udskrivning til den nødvendige støtte i kommunen. Det er det, der er mit mål med afklaringspladser. Jeg drøfter selvfølgelig gerne med udvalget, hvordan vi sikrer, at vi rammer flest mulige, således at flest mulige har lyst til at tage imod tilbuddet, men også sådan at vi rammer, i forhold til at man bliver hjulpet ordentligt videre til den støtte og hjælp, man har brug for, hvis man lever med svær psykisk sygdom. Vi skal have færre svingdørspatienter, for nu at sige det, som det er.

Tak for det. Der er foreløbig én kort bemærkning. Fru Charlotte Broman Mølbæk, Socialistisk Folkeparti, værsgo.

Tak for det, og tak for ministerens tale. Jeg er jo sådan set meget enig i ministerens perspektiv. Nu har vi snakket meget konkret om antal dage, og jeg er sådan set meget enig i, at hvis man er klar til at komme hurtigt videre og kommunen står klar med sit tilbud, så er det det bedste. Men hvis nu erfaringerne fra de forsøg, man allerede har kørt, med afklaringspladser viser, at det bedste afklaringsforløb er på 90 dage, bør vi så ikke følge det? Og kunne vi nærme os et eller andet, måske i teksten, i forhold til at få rettet lidt bedre til, så kommunerne bedre kan navigere efter det? Det er det ene spørgsmål. Det næste spørgsmål, jeg godt kunne tænke mig at stille ministeren, er, om ministeren kunne se sig selv i at få rettet lidt til, både når det gælder faglig uddannelse eller i hvert fald en eller anden kvalitetsramme omkring de her afklaringstilbud, så det ikke bare kan være et tilbud, man fylder op med fuldstændig uuddannet personale, hvilket tit er tilfældet – ikke fuldstændig, men ca. 50 pct. i socialpsykiatrien mangler uddannelse – og endelig også når det handler om at medtage psykiatriens erfaringer. Kunne vi ikke gøre det lidt bedre og stramme det lidt mere til, så vi er sikre på, at vi får den faglige kvalitet med fra starten?

Ministeren.

Jo, jeg synes selvfølgelig, at man hele tiden godt kan blive klogere på nogle ting. Det er rigtigt, at vi nu haft tre forsøg kørende i Danmark med afklaringspladser og har nogle erfaringer derfra. Omvendt, som jeg også nævnte før, har vi også nogle andre erfaringer at bygge videre på, når det handler om de her omsorgspladser, som handler om, at hvis man har brækket et ben eller, desværre, fået en knivskade eller lignende som hjemløs i Danmark, så er det 14 dage, vi bruger på at hjælpe. Jeg er faktisk ikke sikker på, hvad der er det rigtige. Det er også derfor, vi skriver i dag i lovforslaget, at ved ophold af kortere varighed forstås som udgangspunkt et ophold af en varighed på i gennemsnit 55 dage. Men det er en løbende ydelse, og kommunen kan derfor ikke på forhånd bestemme, at et afklaringsophold på en afklaringsplads skal have en forudbestemt varighed eller bortfalder på et bestemt tidspunkt uden yderligere vurdering af personens støttebehov. Så det er jo personens støttebehov, der skal afgøre, om man skal være der i 90 dage, i 30 dage eller eller i, hvad vi vurderer som gennemsnitligt, 55 dage.

Spørgeren.

Jeg kan godt høre, at vi nok også bliver nødt til at have lidt mere tid til at diskutere nuancerne i det her. For det kan jo nemt blive sådan en bred fortolkningsbane for kommunerne, og der ved vi jo godt, at nogle gange står kommunerne i økonomisk svære valg, og så kan det være de her tilbud, der kommer til at betale for det. Og det er jo rigtig ærgerligt, når vi nu endelig har fundet så mange penge at investere i psykiatrien og netop også har taget det led med, der handler om, hvordan vi hjælper særlig de mest udsatte. For det er jo dem, man har indskrænket yderligere med ministerens ændringer – at det er nogle af de mest udsatte borgere, som højest sandsynligt ikke bare lige kan placeres efter 14 dage. Det ville i hvert fald overraske mig.

Ministeren.

Men jeg tror omvendt også, det er vigtigt, at kommunerne hurtigt gør sig klart, at hvis det, som borgeren reelt har behov for, er et botilbud, så skal det jo tilvejebringes. For så er det jo ikke okay, at man har været i en situation, hvor borgeren bare blev udskrevet til hjemløshed eller kunne komme tilbage til den bolig, hvor måske stemmerne startede, som der var en der sagde til mig, da jeg stod ved et sted uden for Odense Kommune, hvor der stod en ung mand med en øl i hånden og sagde: Jeg har jo egentlig en bolig, men jeg kan ikke være der, fordi det var der, stemmerne startede. Jeg spurgte så, hvad han fik af hjælp til at håndtere det. Men han fik ikke nogen hjælp. Vi skal simpelt hen have den der bermudatrekant væk, og folk skal have bedre hjælp, men selvfølgelig er jeg åben over for, at vi i udvalgsarbejdet drøfter, hvordan vi gør det bedst muligt, så vi ikke taber nogen på gulvet.

Victoria Velasquez, Enhedslisten. Værsgo.

Det er positivt at høre åbningen for også i udvalgsarbejdet, men også med ministeriets og ministerens bidrag der, at se på, hvordan de intentioner, vi har i aftalen, også er dem, der bliver til virkelighed. Men i forlængelse af det, som ministeren kom ind på nu, og den beskrivelse af den unge mand, som ministeren har mødt, kan jeg ikke lade være med at tænke på, da Socialdemokratiet, SF, Alternativet, Radikale Venstre og Enhedslisten, som jo var dem, der startede med at tage det her alvorligt i 2020 og afsætte de 600 mio. kr. til et markant og varigt løft; der så vi jo, at man i lang tid har haft en helt udhulet psykiatri og ikke har haft den indsats, som der har været brug for. Derfor har jeg bare lyst til at spørge: Hvad er ministerens læsning af, at man var kommet derud? Hvordan var det sket?

Ministeren.

Hvis vi går tilbage i tid, har det jo været sådan, at psykiatrien og den fysiske, den somatiske sygdom, som det hedder, ikke for alvor har været ligestillet i sundhedsvæsenet. Derfor var der jo behov for tilbage i 2020 at lave den indsprøjtning, der særlig gik til behandlingspsykiatrien i første omgang. Men noget af det, jeg tror mange af os dengang også var opmærksomme på, var jo, at det ikke er nok med behandling. Det er jo det levede liv, som et menneske, der lever med psykisk sygdom, skal kunne håndtere, både i forhold til familie, der forsvinder, kollegaer, der ikke er der, uddannelse, job og drømme, som vi også ser at rigtig mange folk mister. Det bliver altså nødt til også at være en saltvandsindsprøjtning i kommunerne til socialpsykiatrien. Derfor har jeg været så glad for som social- og boligminister at have været med til i højere grad at få det fokus ind i den 10-årsaftale, vi har lavet nu, og som jeg synes er rigtig, rigtig god.

Spørgeren.

Vi er også glade for at være med i den aftale fra Enhedslistens side. Hvis vi skal sørge for, at vi lærer af de enormt hårde erfaringer, der er kommet ud af det, hvor det jo ikke er dem i Folketingssalen her, der nødvendigvis har mærket på egen krop, hvad konsekvenserne har været – måske er der nogen, der kender nogen eller har nogle pårørende – men i særdeleshed dem, som er blevet ramt af det svigt, det var fra Christiansborg før. Nu står vi til, at der kommer folketingsvalg i det her år. Hvis ministeren skal se fremad, hvad er det så vigtigt, at den kommende finanslov rent faktisk har fokus på? Hvad er det vigtigt, at et flertal i Folketinget har fokus på, hvis man skal lære af de her erfaringer og fortsætte det vigtige arbejde?

Ministeren.

Lige nu har jeg selvfølgelig et fokus på, at det, vi allerede har besluttet, rent faktisk kommer til at virke i praksis. Men der er da ikke nogen tvivl om, at når vi kigger på vores børn og unge og måske særlig de meget, meget udsatte børn og unge, som vokser op med enten støtte i familien eller uden for den, så er det et af mine store fokusområder. Vi har jo med »Børnene Først« lavet nogle rigtig gode aftaler sammen om at lave et opdateret, moderne børnesyn, men det skal også føres til ende, og vi skal sikre, at de børn og unge, der modtager hjælp uden for deres eget hjem, også får den hjælp, der gør, at de kan komme ordentligt ind i voksenlivet.

Fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. 73 pct. udskrives i dag uden den her lovpligtige udskrivningsaftale. Vi har i forvejen særlige pladser, som ikke bliver benyttet, så hvad er ministerens argumentation for, at det her vil være det, der løser problemerne? For vi har jo haft masser af lovgivning med gode intentioner, som ikke har virket, og det, der er fællestrækket, er, at lovgivningen ikke bliver overholdt. Så hvordan sikrer den her aftale det?

Ministeren.

De særlige pladser er jo faktisk målrettet nogle af de mennesker, som igen og igen har også ret komplicerede forløb med måske ovenikøbet selvmedicinering, psykisk sygdom, svær psykisk sygdom osv. De bliver jo visiteret fra psykiatrien selv, kan man sige, og er i behandlingspsykiatrien. De her afklaringspladser skal jo have det formål at lukke det alt for store gab, der er, hvor man er blevet udskrevet fra psykiatrien, men hvor man i virkeligheden ender med at blive udskrevet til ingenting, fordi der går for lang tid, før en af kommunerne kan gribe en. Vi ved, at det i dag tager ca. 3-4 måneder for kommunerne at vurdere, om du skal have et midlertidigt botilbud eller et botilbud. Det er simpelt hen for lang tid, og det er det her hul, som afklaringspladserne skal afhjælpe. Så det er lidt forskellige ting, men det er selvfølgelig lidt nede ad samme boldgade.

Spørgeren.

Men vi ved også, at kommunerne i alt for stor grad ikke overholder lovgivningen på en lang række områder her på socialområdet. Så vil ministeren sikre, at der bliver konsekvenser, hvis det her ikke bliver overholdt, hvis borgere ikke bliver tilbudt de her pladser, men udskrives til hjemløshed, altså hvis den her tumultariske måde at behandle psykiatriske patienter på fortsætter, efter at det her er blevet implementeret?

Ministeren.

Jeg vil meget gerne være med til at følge op på implementeringen af lige præcis den her lovgivning, men jeg bliver nok også nødt til at understrege, at det jo bliver frivilligt, om man har lyst til at være på den her afklaringsplads eller ej. Det er ikke noget, vi kommer til at tvinge mennesker til, og derfor kan det selvfølgelig også i praksis nogle gange være svært at finde ud af, om loven bliver overholdt. Vi kan selvfølgelig spørge folk: Fik du tilbudt et ophold, eller var det af egen fri vilje, du sagde nej tak til det? Men vi bliver nok også nødt til at respektere, at det netop skal være nogle gode tilbud, og at de virkelig skal være attraktive for den her målgruppe, for ellers vil vi ikke nå i mål med de ønsker, vi har, om at lukke det her alt for store gab, der er imellem behandlingspsykiatrien og hjælp til at leve sit liv med psykisk sygdom udenfor.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til social- og boligministeren. Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og derfor er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget. Det er vedtaget.

Forhandlingen er åbnet, og den første, jeg byder velkommen til, er fru Sara Emil Baaring fra Socialdemokratiet.

Tak for ordet, formand. Når vi i dag behandler lovforslag L 90 om ændring af dagtilbudsloven, udlændingeloven og ophævelse af loven om Danmarks Evalueringsinstitut, er det en debat, som naturligt vækker stærke holdninger, for den handler om viden, den handler om evaluering, og den handler om, hvordan vi bruger statens ressourcer klogest. Lad mig starte med det helt grundlæggende. Socialdemokratiet har stor respekt for det arbejde, som der er blevet udført af EVA i mange år. Der er produceret solid viden, og mange praktikere har haft glæde af analyser og rapporter. Det her lovforslag handler derfor ikke om utilfredshed med faglighed, men det handler om prioritering. Regeringen har med det flerårige statslige arbejdsprogram sat en klar retning: Vi skal bruge færre ressourcer på administration, opfølgning og kontrol, og flere ressourcer tæt på borgerne, i klasseværelserne, i dagtilbuddene og i den borgernære velfærd. Og ja, også analyser og evalueringsopgaver må indgå i den her prioritering. Vi skal ikke kun både sige, at vi vil frisætte velfærden, give mere fagligt handlerum lokalt og reducere bureaukratiet og samtidig opretholde samme statslige opfølgningsapparat som tidligere. Det hænger ikke helt sammen. Med L 90 samler vi statens analysekapacitet på dagtilbuds-, undervisnings- og uddannelsesområdet ét sted, og så vil vi styrke VIVE, så der fortsat produceres uafhængig viden, men vi vil gøre det i en mere fokuseret ramme og med færre parallelle strukturer og mindre overlap. Det betyder også, og vi siger det åbent, at der vil fremover blive lavet færre evalueringer og analyser end i dag. Det er en bevidst prioritering, for vi har tillid til, at kommuner, skoler og institutioner og fagprofessionelle selv kan tage ansvar for udviklingen af kvaliteten i hverdagen understøttet af eksisterende data og målrettet statslig vejledning, hvor det giver mening. På dagtilbudsområdet sikrer vi fortsat kvalitetsundersøgelser. På skole- og uddannelsesområdet har vi allerede adgang til omfattende data om trivsel, fravær, faglige resultater og overgange, og der vil fortsat være mulighed for at rekvirere analyser både hos VIVE og hos andre forsknings- og vidensmiljøer. For Socialdemokratiet er det afgørende, at staten ikke bruger kræfter på at måle, dokumentere og evaluere for målingernes skyld. Ressourcerne skal bruges der, hvor de gør mest gavn for børn, unge og familier. Jeg forstår godt den bekymring, som nogle giver udtryk for, nemlig om vigtig viden går tabt. Det er et ansvar, vi skal tage alvorligt, også når det gælder adgangen til eksisterende rapporter og redskaber; men vi må samtidig holde fast i, at frisættelse ikke kun er et ord – det er et valg, og et valg har konsekvenser. Samlet set mener Socialdemokratiet, at L 90 er et nødvendigt skridt i retning af mindre bureaukrati og mere borgernær velfærd, så derfor støtter vi forslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Fru Sofie Lippert fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordet. Ordføreren taler meget om frisættelse af den offentlige sektor. Det synes jeg egentlig er fornuftigt. Det går vi også ind for i SF. Det er vigtigt, at vi får mere frisættelse i vores daginstitutioner, i vores skoler, i vores uddannelsesinstitutioner, for vi skal have en tillid til fagligheden. Men en stærk faglighed kræver jo også et fagligt fundament at stå på. Som jeg ser det, har EVA i høj grad været med til at bidrage til det faglige fundament. Som ordføreren også selv nævner, er EVA jo en af de vidensinstitutioner, som bliver brugt ret meget i praksis, hvor den konkrete institution og måske endda den konkrete fagperson finder viden her. Det kender jeg ikke til at nogen af de andre institutioner, som regeringen og ordføreren peger på har et såkaldt overlap med Eva, gør. Så hvordan er det netop ikke en udfordring for frisættelsen af eksempelvis vores skoler, at det faglige grundlag, hvoraf man kan få den her frihed til faglighed, bliver svækket?

Ordføreren.

Som jeg også sagde i talen, er det er en prioritering. Jeg deltog også på samrådet, som undertegnede blandt andre indkaldte til, og jeg blev egentlig betrygget i at høre begge ministre, der deltog, understrege, at det ikke er, fordi alt det arbejde, der bliver lavet i dag, bliver nedlagt. Der kommer til at være noget fortsat. Det bliver bare ovre i regi af VIVE i stedet for. Så findes der rigtig meget viden i dag som praktisk faglige personer ude på gulvet kan gøre brug af. Så jeg er egentlig ikke så bekymret, lige når det kommer til frisættelsesdagsorden.

Spørgeren.

Det er godt at høre, at ordføreren blev betrygget, for det gjorde jeg i hvert fald ikke. Jeg kan godt høre, at det er i VIVE, men jeg er forvirret over, hvorfor det skal være i VIVE. Den ekspertise, EVA har, synes jeg ikke matches i VIVE med hensyn til at gå tæt på praksis. Jeg håber da også, at ordføreren er enig med mig i, at det godt kan være, vi har en masse viden nu, men der skulle også gerne være ny viden i fremtiden, som man kan stå på, når man har den her faglige frisættelse. Men hvorfor må EVA ikke få de midler, som går til VIVE nu? Hvorfor mener ordføreren, at det er nødvendigt at nedlægge EVA og give pengene til VIVE i stedet?

Ordføreren.

I forhold til hvad jeg hørte på samrådet, er der jo truffet en beslutning om, hvor det giver bedst mening. Der har man så truffet den beslutning, at det er VIVE, som kunne være fundamentet for den her viden fremadrettet. Jeg hørte ikke noget på samrådet, der gjorde mig utryg ved, at det er den beslutning, der er truffet, at det er VIVE, som bliver fundamentet fremadrettet.

Tak til ordføreren fra Socialdemokratiet. Næste i talerrækken er hr. Erik Veje Rasmussen fra Venstre.

Tak for ordet. Jeg holder den her tale på vegne af Venstres børne- og undervisningsordfører, som desværre er forhindret i at være i salen i dag. I Venstre har vi altid fokus på passe på, at antallet af offentligt ansatte ikke bare vokser og vokser. Derfor er det også afgørende, at vi hele tiden tør tage også de svære beslutninger og prioritere i mængden af statslige opgaver. Antallet af administrativt ansatte i det offentlige sætter lige nu en kedelig rekord. Antallet af offentligt ansatte, der beskæftiger sig fuld tid med administration, passerede 102.000 ved udgangen af andet kvartal i 2025, viser en ny analyse fra Dansk Erhverv. Den udvikling sker vel at mærke i en tid, hvor mange private virksomheder fortsat sukker efter arbejdskraft. Derfor bakker vi i Venstre også fuldt ud op om dette lovforslag, fordi lovforslaget beror på, at regeringen har sat et flerårigt statsligt arbejdsprogram i gang. Vi har nemlig sat et mål om at spare mindst 5,5 mia. kr. på administration frem til 2030. Det her lovforslag er en af de små brikker, der bringer os et stykke i den rigtige retning. Med dette lovforslag tager vi nemlig et konkret skridt i en anden retning. Vi fjerner dobbeltadministration ved at nedlægge Danmarks Evalueringsinstitut og samle de statslige analyse- og vidensopgaver på børne- og uddannelsesområdet ét sted, nemlig hos VIVE. Det gør vi ved at ophæve loven om Danmarks Evalueringsinstitut, afskaffe den centrale evaluerings- og rådgivningsfunktion på dagtilbudsområdet og reducere den løbende statslig opfølgning og evaluering. Samtidig sikrer vi, at de nødvendige analyseopgaver fortsat løses, men i en mere enkel og sammenhængende struktur. Derudover flytter vi en afgrænset teknisk opgave i udlændingeloven, nemlig afgivelse af vejledende udtalelser om visse uddannelser. Den flyttes fra EVA til sekretariatet for Akkrediteringsrådet, hvor den faglige ekspertise allerede findes. Samlet set betyder lukningen af EVA, at der vil blive færre statslige ressourcer på evalueringer og analyser. Til sidst har jeg blot en opfordring til alle: Vi skal hjælpe hinanden med at huske på, at hver gang vi som folketingspolitikere kræver nye undersøgelser og evalueringer i forbindelse med indgåelse af politiske aftaler, medfører det mere statslig administration, og dermed er vi selv med til at skrue op for antallet af offentligt ansatte. Venstre stemmer derfor for lovforslaget. Tak.

Tak til ordføreren fra Venstre. Der er ikke nogen indtegnet for korte bemærkninger, så næste i talerrækken er Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne.

Tak for ordet, formand. I Danmarksdemokraterne er vi et parti, der gerne vil nedlægge unødvendige administrative stillinger i staten. Derfor vil jeg indlede med at hilse ministerens intention velkommen om at skære ned på antallet af administrative stillinger og ministeriets forsøg på at samle opgaverne under én paraply. Danmarks Evalueringsinstitut spiller, også når man læser høringssvarene til dette lovforslag, en vigtig rolle i at lave analyser af uddannelsessystemet og daginstitutionsområdet. Det vil man nu nedlægge. Til gengæld har man planer om at opjustere VIVE, så den opgavevaretagelse, som Danmarks Evalueringsinstitut hidtil har haft, ikke går tabt. Man kan diskutere, om det er en klog beslutning, og om der i dette tilfælde rent faktisk er tale om administrative stillinger i staten, i forhold til de opgaver Danmarks Evalueringsinstitut laver. I en tid hvor der sker meget både på daginstitution-, skole- og uddannelseområdet, kan det være en stor fordel at have et institut, der overvåger og analyserer områderne. Men når vi i Danmarksdemokraterne stiller os kritisk over for det her forslag, handler det høj grad også om noget andet, nemlig et Danmark i balance. I 2021 var Danmarks Evalueringsinstitut en af de statslige arbejdspladser, der blev udflyttet. Det var ellers en stor lokal historie, da man udflyttede instituttet til Holbæk som led i tidligere regeringers udflytningsrunder. Men nu, knap 5 år senere, vælger regeringen så at lukke arbejdspladser, der blev udflyttet. Det er ødelæggende for balancen i Danmark, at der er en så stor skævhed i fordelingen af statslige arbejdspladser. 41 pct. af de statslige arbejdspladser ligger ifølge organisationen Balance Danmark i de to hovedstadslandsdele byen København og Københavns omegn, hvor 23 pct. af indbyggerne i Danmark bor. Byen København og Københavns omegn har med en stigning på 2.081 statslige arbejdspladser fået næsten halvdelen af alle nye statslige arbejdspladser fra 2022 til 2023. Hvor Københavnsområdet siden 2015 har fået en tilførsel på 12.000 statslige arbejdspladser, er der tilbagegang i andre dele af landet. Mellem 2022 og 2023 har hele 36 kommuner oplevet tilbagegang i antallet af statslige arbejdspladser. I Danmarksdemokraterne mener vi, at antallet af administrative statslige arbejdspladser skal barberes langt ned, men vi mener samtidig, at vi skal sikre en balance i, hvor de statslige arbejdspladser er placeret, og det skal rettes op. Det bidrager det her lovforslag ikke til, tværtimod. Hensigten er at opjustere arbejdet i VIVE, der som bekendt ligger på en dyr adresse i det indre København. Spørgsmålet er nu: Hvorfor egentlig ikke flyttet VIVE til Holbæk, når man alligevel vil samle indsatserne fra Danmarks Evalueringsinstitut hos VIVE? VIVE kunne fint ligge i Holbæk med deres omkring 227 ansatte, hvoraf størstedelen af placeret i København. Kunne det ikke blive en realitet? Det ville have stor betydning for Holbæk, og de landsdækkende opgaver, som VIVE varetager, kan sagtens klares fra en skøn by som Holbæk. I Danmarksdemokraterne er vi meget optaget af, at der ikke kommer en endnu større ubalance i fordelingen af statslige arbejdspladser, end tilfældet er i forvejen. Derfor kan vi desværre ikke bakke op om forslaget, som det ligger her, men vi håber, at regeringen vil medvirke til at se på, hvad der kan komme til Holbæk i stedet, der kan kompensere de udflyttede statslige arbejdspladser, som man nu fjerner igen. Vi må for alt i verden ikke ende i en situation, hvor vi endnu engang her i Folketingssalen medvirker til en mere skæv balance i Danmark. Tak for ordet.

Hr. Carl Andersen, Liberal Alliance.

Tak for talen. Jeg vil bare bede ordføreren bekræfte, at der i lovforslaget står, at man i forbindelse med de ressourcer, som bliver tilført VIVE, vil forsøge at bruge dem i VIVEs afdeling i Aarhus, altså ikke i København. Så der er egentlig tale om, at der flyttes nogle arbejdspladser fra Holbæk til Aarhus. Er det meget vigtigt for Danmarksdemokraterne, at de bliver i Holbæk, eller er det også okay, at de flyttes til Jylland?

Ordføreren.

Det er vigtigt, at vi har meget fokus på udflytning af arbejdspladser fra København, og derfor mener vi sådan set stadig væk, at det vil være rigtig relevant, når man taler om VIVE, at sige, at der godt kunne være en afdeling i Holbæk.

Tak til ordføreren for Danmarksdemokraterne. Den næste i talerrækken er fru Sofie Lippert fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet. Ministeren er næppe i tvivl om, hvor SF står i den her sag. Jeg har stillet udvalgsspørgsmål og § 20-spørgsmål og har indkaldt til samråd, for jeg forstår simpelt hen ikke, hvorfor regeringen vælger at nedlægge netop Danmarks Evalueringsinstitut. Det giver ingen mening. Regeringens fortælling er: Færre bag hæve-sænke-bordene og flere ude på gul stue. Men EVA var netop ude på gul stue, og deres arbejde skaber konkret værdi på gul stue. En leder fra Københavns Kommune udtaler f.eks., og jeg citerer: Som leder mærker jeg tydeligt, hvor afhængige vi er af den slags viden. Vi kan ikke udvikle pædagogisk praksis alene ud fra mavefornemmelser. Vi har brug for indsigt, analyser og fælles refleksion, også i metaperspektiv, ikke for at kontrollere, men for at forstå. Når et sted som EVA forsvinder, mister vi mere end et institut; vi mister et fælles spejl, et sted, hvor vores erfaringer bliver samlet, fortolket og omsat til læring for os alle. Citat slut. EVA har bidraget direkte til politiske beslutninger. Det er bl.a. EVAs analyser, der ligger bag forhandlingerne om den nye karakterskala. Men EVA bidrager også til udviklingen af gul stue, 3. b og fjerde semesters holdtimer. Regeringen siger, at de vil frisættelsen, og at de stoler på den faglige vurdering. Men faglighed kræver et fagligt grundlag. Det kræver uafhængig viden af høj kvalitet. Den viden fås ikke gennem registerdata, men er produceret på baggrund af den virkelighed, de fagprofessionelle står i. Når regeringen vælger registerdata frem for EVA, vælger regeringen excelark over praksis, hæve-sænke-bordet over gul stue. Sidste år lykkedes det SF i samarbejde med Radikale at redde EVA fra regeringens nedskæringer. Regeringen ville lukke hele den videregående afdeling af EVA. I år lykkedes det så regeringen at lukke hele EVA, fordi man valgte at lave finanslov med De Konservative i stedet. Dermed står de videregående uddannelser nu uden statslige uafhængige analyser, for mens VIVE får noget af Børne- og Undervisningsministeriets bevillinger og har en vis erfaring med daginstitutioner, skoler og ungdomsuddannelser, har de ingen erfaring med det videregående område, ligesom der heller ikke på Uddannelses- og Forskningsministeriets område etableres en trækningsret. Dermed evaluerer departementet og styrelsen nu deres egne store og risikable reformer helt alene. Det ligner en regering, der ikke vil evalueres udefra. Generelt er hele undervisnings- og uddannelsesområdet præget af omkalfatringer i de kommende 10 år. Der findes ikke det hjørne, regeringen ikke har reformeret. Nogle af elementerne tror jeg på er for det bedre, andre ikke. Men jeg vil hellere vide end tro, og derfor er det nødvendigt, at uafhængige aktører er til stede. Det er ikke nok, at vi om 10 år kan kigge på frafald og karaktergennemsnit gennem registerdata. Vi bliver nødt til at vide, hvad der foregår i klasselokalerne og i auditorierne. Men man må forstå, at det her handler om statslige årsværk. Alligevel overføres en del af den tidligere bevilling nu til VIVE, samtidig med at både undervisningsministeren og uddannelses- og forskningsministeren har peget på, at der vil blive indkøbt analyser fra eksterne aktører. Derfor tvivler jeg på, om det her overhovedet er en besparelse, og om der overhovedet kommer færre mennesker bag hæve-sænke-bordene på baggrund af det her lovforslag, eller om vi bare rykker evalueringerne fra gul stue til hæve-sænke-bordene. Jeg forstår ikke, hvorfor regeringen insisterer på at lade spareøvelsen ledsage af det her lovforslag. Jeg forstår ikke, hvorfor Danmarks Evalueringsinstituts 25 års vidensopbygning ikke var en stor nok værdi for regeringen til, at de 12 mio. kr., der fortsat bruges, kan gå til dem. Det ligner en bevidst modvilje mod praksisnær viden og en konkret modstand mod EVA, og derfor stemmer SF selvfølgelig imod dette lovforslag.

Tak til ordføreren for SF. Næste i talerrækken er hr. Carl Andersen fra Liberal Alliance.

Mange tak, formand. Jeg er her på talerstolen i dag som vikar, fordi fru Helena Artmann Andresen desværre er syg. Alting har sin tid, og blot fordi noget har eksisteret længe, er det ikke ensbetydende med, at det ikke kan gøres anderledes. Sådan er det også med Danmarks Evalueringsinstitut, også kaldt EVA, som siden 1999 har udført en vigtig opgave for folkestyret, nemlig løbende evaluering, opfølgning, udvikling og kvalitetssikring af bl.a. børne- og undervisningsområdet. Det har ca. 80 medarbejdere arbejdet dedikeret med og gjort det rigtig godt. I forbindelse med regeringens rengøring af råd og nævn og bureaukrati er det blevet vurderet, at tiden er løbet fra EVA, hvis opgaver passende kunne udføres mere lokalt og i regi af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, også kaldet VIVE, som i dag laver analyser og evalueringer og rapporter, der kan sikre kvalitet, udvikling og lignende på bedste vis for fremtiden. Derfor er der i forslaget et ønske om at nedlægge EVA og styrke VIVE og samlet set reducere de offentlige udgifter med omkring 30 mio. kr. årligt. Det synes vi egentlig i Liberal Alliance er meget fornuftigt, så derfor støtter vi forslaget.

Tak til ordføreren for Liberal Alliance. Den næste i talerrækken er hr. Rasmus Lund-Nielsen fra Moderaterne.

Tak for det, formand, og tak for ordet. L 90 skal ses i lyset af en prioritering om at bruge flere af de offentlige midler dér, hvor de gør mest gavn tæt på borgerne, og det er en prioritering, som vi i Moderaterne støtter fuldt ud. Regeringen foreslår derfor at nedlægge EVA og styrke VIVE. Det handler om at bruge ressourcerne klogt og få mest mulig viden og kvalitet ud af de kroner, som vi bruger. Når vi investerer i analyser og evalueringer, skal det skabe reel værdi for borgerne, for de fagprofessionelle og for beslutningstagerne. EVA har gennem mange år leveret stærkt og brugbart arbejde, så det er ikke en kritik af EVA, men det er en beslutning om, hvordan vi bedst bruger vores midler, statens ressourcer, og hvordan vi bedst får løst opgaverne fremover. Derfor vil jeg også fremhæve, at der fortsat skal leveres viden på højt niveau. Vi skal stadig kunne træffe beslutninger på et solidt, fagligt grundlag, og viden skal være til at bruge i hverdagen. En mere samlet organisering kan give bedre sammenhæng i vidensopbygningen, så vi undgår parallelle spor og får mere ud af indsatsen. Men når der er behov, vil det fortsat være muligt at rekvirere analyser og trække på andre forsknings- og vidensmiljøer. Samtidig tager vi de bekymringer om overgang og vidensbevarelse, der er blevet rejst i høringssvarene, alvorligt, og derfor lægger vi i Moderaterne vægt på, at den viden, som EVA har opbygget i publikationer og data m.v., fortsat skal være let at finde og bruge. Det vigtige er, at sektoren oplever, at viden og værktøjer er tilgængelige og anvendelige også i tiden fremover. Vi lægger vægt på, at der fortsat vil være et stærkt vidensgrundlag for kvaliteten i dagtilbud og på andre områder af vores velfærdssamfund, bl.a. gennem videreførelsen af de planlagte kvalitetsundersøgelser, hvad angår dagtilbuddene. Med de bemærkninger kan Moderaterne støtte L 90, og vi ser frem til udvalgsbehandlingen. Tak for ordet.

Fru Sofie Lippert, SF.

Tak for ordet. Ordføreren nævner, at det her handler om at få mest mulig værdi for pengene og undgå de her parallelle forløb eller vidensopbygninger. Jeg ved, at ordføreren også er ordfører på Uddannelses- og Forskningsministeriets område, som det her lovforslag jo også handler om. Der har jeg lidt svært ved at se det her med det parallelle, og jeg har generelt lidt svært ved se, hvor det efterlader det videregående område. Så jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren: Hvem skal fremover sikre viden om de videregående uddannelser? Hvor får vi mest muligt for pengene der?

Ordføreren.

Der er i hvert fald et element af redundans i både at have VIVE og EVA. Når jeg taler om det parallelle, handler det jo bl.a. også om parallel administration. Ordføreren spurgte også ind til det her med, om man ikke bare kunne lade 10 millioner fortsat finansiere Eva. Det er blevet vurderet til ikke at være muligt i forhold til også at have et stærkt fagligt miljø der, hvor analyserne skal foretages. Så i forhold til hvor der så skal foretages analyser på uddannelsesområdet, er der forskellige muligheder. Vi styrker bl.a. VIVE og udvider deres opgaveløsningsområde. Og så er der jo så også mulighed for at rekvirere andre analyser, som jeg også nævnte i min tale. Så det er jo så der, hvor der kan være en bekymring om, om det samlet set bliver en besparelse, men det tror jeg nu, da vi bl.a. kommer til at undgå noget af den her paralleladministration.

Spørgeren.

Jeg tror, det er et spørgsmål om tro på, at Eva vil kunne køre videre. Jeg tror, der er fonde, der gerne ville pumpe det op, hvis vi ville sikre en grundbevilling. Men det er en helt anden debat. Jeg vender lige tilbage til det her med de videregående uddannelser. For som jeg forstår ordføreren, handler det her jo om at få mest mulig viden for pengene. Der tænker jeg bare, at det er ret dyrt, hvis VIVE skal til at opbygge et vidensmiljø på det videregående område. VIVE har jo ikke noget vidensmiljø, for i bestyrelsen sidder der ikke folk, der er en del af det videregående uddannelsesområde. Ja, der er faktisk overhovedet ikke rigtig nogen fra uddannelsesområdet. Hvor skal den her viden komme fra? Får vi virkelig mest for pengene ved at give dem til en organisation, der ingen erfaring har med at producere viden om videregående uddannelser?

Ordføreren.

Vi styrker jo hvert år VIVE med et millionbeløb. Så for de penge kan der jo oprettes viden på uddannelsesområdet. Det skal jo ses i forhold til, hvordan vi får mest mulig værdi for vores penge, og det er jo en del af det samlede arbejdsprogram, hvor vi kommer til at spare 5,5 mia. kr., og hvor målet er, at de skal bruges til den nære velfærd. Så det er jo ligesom det, vi i sidste ende skal sammenligne det med, og der er det jo vildt at tænke på, at 5,5 mia. kr. fra offentlig administration vil kunne omsættes til over 3.500 lærere og næsten 5.000 pædagoger i vores daginstitutioner. Der håber jeg da at SF er enig i at det er bedre at bruge pengene.

Tak til ordføreren fra Moderaterne. Den næste i talerrækken er Det Konservative Folkepartis hr. Joachim Hoffmann-Petersen.

Tak for det. Når vi i dag behandler L 90 og ophæver loven om Danmarks Evalueringsinstitut og nedlægger instituttet, så er det jo ikke nogen nem beslutning. EVA har gennem mange år bidraget med viden og analyser på dagtilbuds- og uddannelsesområdet. Men vi er altså også nødt til at stille os selv det grundlæggende spørgsmål, hvordan vi får bedst kvalitet og billigst kvalitet i vores velfærdssamfund. Vi ønsker mindre bureaukrati og mere lokal frihed, og vi vil gerne bruge ressourcerne der, hvor de gør størst gavn, og det er altså ikke ved at have et dobbelt system. I perioden fra 2019 til 2023 har der været en samlet vækst i antallet af statsligt ansatte på ca. 16.000 årsværk. Så på en eller anden måde må man jo en gang imellem give lidt ros til regeringen, når de lykkes med at få reduceret det en lille smule, især når det så samtidig foregår ved en reduktion af dobbeltarbejde. Det er ikke, fordi vi vil nedlægge evalueringen som et princip. Vi vil stadig væk gerne have de her uafhængige analyser, og nu bliver det så bare gennem VIVE, og vi vil lægge op til, at der bliver sikret en glidende og glat overgang med respekt for den faglige viden, der ligger i EVA. Vi støtter L 90.

Tak til ordføreren fra Det Konservative Folkeparti. Fru Mai Villadsen, Enhedslisten, er den næste på talerstolen.

Tak for det. Som udgangspunkt lyder det jo meget godt: Færre administrative stillinger i staten og mindre bureaukrati og bøvl og mere velfærd for pengene. Men jeg frygter, at vi med den her beslutning får en dårligere velfærd. For det arbejde, som EVA, Danmarks Evalueringsinstitut, har lavet, hvor de i over 25 år har produceret systematisk viden om kvaliteten i vores skoler, dagtilbud og uddannelsessystem, har været enormt vigtigt, og den videnskapacitet og erfaring, som de har opbygget, er jeg meget, meget bekymret for at man nu fuldstændig vil lukke ned. Det er så afgørende, at det, når vi træffer beslutninger, og når man alle steder derude, altså alt lige fra, hvad fru Sofie Lippert kaldte Gul Stue til 3. b og 2. semesters holdtimer, laver et arbejde, så er baseret på fakta, på indsigt, på analyser og de erfaringer, der er draget derude. Det er dem, EVA systematisk har indhentet, og det er en stor, stor skam, at det nu skal lukkes. EVA er et uafhængigt institut med et meget, meget skarpt fokus, og jeg er virkelig ærgerlig over, at vi nu skal se, at det bliver lukket, særlig også fordi hele porteføljen jo ikke overføres til VIVE, og dermed kommer der fremadrettet også mindre analyse. Når vi herinde på Christiansborg, og særlig her i Folketingssalen, tager stilling til tingene, så er vi jo også så privilegerede af, at rigtig mange folks og parters indstillinger kommer os for øre. Det kan man jo se, når man læser et høringsnotat til ethvert lovforslag, og jeg vil bare stilfærdigt bemærke, at høringsnotatet til det her lovforslag er overvældende. Der er så mange parter, som er kritiske over for lukningen af EVA – det være sig FH, BUPL, DLF, Børnerådet, Danske Professionshøjskoler og Danske Universiteter – ja, alle de parter, der overhovedet har noget med børneområdet at gøre. Men faktisk er der, for at det ikke skal være løgn, det læser jeg mig til, også visse bekymringer hos KL, Dansk Erhverv og Dansk Industri. For det er så vigtigt, at vi systematisk analyserer den viden og den praksis, der er, og at vi sikrer, at den kontinuerligt forbedres. Så det håber jeg virkelig, at man med den her dårlige beslutning trods alt fremadrettet vil sikre sig. For jeg begræder godt nok, at EVA med det her lovforslag bliver lukket. Enhedslisten er imod det.

Tak til ordføreren fra Enhedslisten. Næste i talerrækken er hr. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Dansk Folkeparti støtter lovforslaget, men jeg vil dog knytte et par bemærkninger til det. Vi kunne godt have fundet andre steder at finde besparelser på, hvis man vil skære ned i bureaukratiet i staten. Det er jo den nuværende regering plus den socialdemokratiske regering fra 2019, der har været årsagen til og været ansvarlig for en voldsom stigning af statslige ansatte, så de i dag udgør et tocifret milliardbeløb hvert eneste år. Lad mig give et enkelt eksempel. Erhvervsministeriet er jo svulmet op under erhvervsminister Morten Bødskov, og hvor man har en Erhvervsfremmebestyrelse, som plager livet af virksomhederne. Der er bunker er afgifter og forordninger og bureaukrati for virksomhederne rundtomkring i Danmark, som simpelt hen får det sværere og sværere. Så der kunne man jo have sat ind. Det har man så ikke gjort. Så har man valgt med en lille nålestiksoperation at nedlægge EVA. Vi støtter det. Det kan sagtens kan håndteres af VIVE, tror vi på, men hvis man virkelig vil bøvl og bureaukrati til livs, er det nok andre steder, man skal tage fat. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for Dansk Folkeparti. Næste i talerrækken er fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Tak for det. Man kan lave politik på to måder: Man kan lukke sig om sig selv i regeringen og gå ind i et lokale og ikke ville forstyrres, ikke ville rådgives og heller ikke ville holdes øje med bagefter, eller også kan man føre politik på en åben måde, hvor man faktisk gerne vil forstyrres, hvor man gerne vil rådgives, og hvor man gerne vil blive klogere af evalueringer, sådan at man kan rette op på noget af det, som ikke fungerede så godt. Nu vælger regeringen så det første: Man nedlægger EVA. Man siger, det er for at spare nogle årsværk, men helt ærligt: Den stigning i årsværk og i bureaukrati, der er sket, har jo ikke en dyt med EVA at gøre. EVA har været der i så utrolig lang tid. Derfor handler det her jo ikke om, at man skal spare nogen som EVA væk, men at regeringen bør kigge på, hvordan det kan være, at regeringen bliver mere og mere topstyret, hvordan det kan være, at man bruger flere og flere medarbejderne i ministerierne på at holde hinanden i skak på tværs af ministerierne, og hvordan det kan være, at man bliver ved med at finde på regler, som er mere og mere bureaukratiske. Det er jo det, vi skal have gjort noget ved; ikke fjerne den faglighed, der er i EVA. Der tegner sig jo lidt et billede. Først nedlagde man Rådet for Børns Læring, som var sat i verden for at gøre ministeren klogere og rådgive, og nu nedlægger man så evalueringsinstituttet, som har til opgave at evaluere og dermed komme med anbefalinger til, hvor vi har brug for at gøre politikken bedre. Jeg synes, det er helt vildt, at regeringen gør det i en tid, hvor man er ved at kaste 10. klasse og hf ud i alle fejlene fra folkeskolereformen. I forbindelse med en gigantisk uigennemtænkt reform nedlægger man lige evalueringsinstituttet, som ellers var der til at holde øje med, om det faktisk kommer til at fungere. Med det her lovforslag smider regeringen vigtig faglighed væk – faglighed, vi har opbygget i Danmark i over 20 år. Som radikal skal jeg ikke lægge skjul på at det er særlig provokerende – på samme måde som fru Sofie Lippert sagde det – at vi jo én gang i Radikale og SF reddede evalueringsinstituttet, og at man denne gang, da det ikke lige var Radikale og SF, der sad inde ved forhandlingsbordet, lige tog besparelsen på evalueringsinstituttet op igen, og så kunne man lige komme af med det. Det her er et utrolig dårligt lovforslag, og vi stemmer imod.

Tak til ordføreren for Radikale Venstre. Næste i talerrækken er fru Christina Olumeko fra Alternativet.

Tak for ordet. Regeringen foreslår med lovforslaget her er at nedlægge Danmarks Evalueringsinstitut også kaldet EVA. Regeringen kalder EVA for såkaldt administration. Det er jo ganske enkelt ikke rigtigt. EVA leverer viden, som gør både politikere og embedsfolk, men også folk på gulvet i stand til at lave kvalitet i dagtilbud og på hele uddannelsesområdet. Det har EVA gjort i 25 år. Det var f.eks. EVA, som fandt frem til, at kun en ud af ti børnehaver bliver kategoriseret som god af fagfolk. Det medførte en massiv offentlig debat sidste år, og det gav et vigtigt fokus på kvaliteten i vores dagtilbud. Det var også EVA, der evaluerede og fandt, at den gamle uddannelsesparathedsvurdering kaldet UPV'en i grundskolen havde massive problemer. Den har vi siden hen afskaffet. Jeg kunne blive ved og blive ved. Kort sagt leverer EVA viden, som bruges til at forbedre vores børne- og uddannelsespolitik. Det gælder også helt personligt for mig og for Alternativet. Vi tog udgangspunkt i EVA's evaluering af den forberedende grunduddannelse, da vi tidligere i valgperioden skulle forhandle en ny fgu-aftale til gavn for børn og unge. Når vi i Alternativet arbejdede for og lykkedes med at indføre mulighed for karakterfrihed i gymnasiet, var det, fordi EVA havde lavet en undersøgelse, der viste, at elever har større sandsynlighed for at gennemføre gymnasiet, hvis de har mulighed for ikke at få karakterer i det første gymnasieår. Det her gælder hele området: Gymnasier, rektorer, lærere, pædagoger, kommuner, erhvervsakademier osv. bruger EVA's viden i dagligdagen til at træffe beslutninger. Med andre ord er viden vigtig for politik, den er vigtig for beslutninger – ganske enkelt. Derfor er det bare en rigtig dårlig idé at nedlægge EVA – og så endda for sølle 8,6 mio. kr. Jeg vil trods alt give regeringen, at man er ærlige omkring konsekvensen af lovforslaget om at nedlægge EVA, for som regeringen rigtigt nok skriver i lovforslaget, er konsekvensen, at vi fremover skal evaluere politik mindre. Vi kommer til at risikere at have politik og beslutninger baseret på mavefornemmelser. Det vil sige, at vi faktisk kommer til at vide mindre om, hvorvidt politiske aftaler rent faktisk virker, og det er ærgerligt. Det er egentlig ikke så meget os beslutningstagere, det er ærgerligt for, nej, det er ærgerligt for de børn og unge, som bliver ramt af de politiske aftaler, vi laver herinde, og som fortjener uddannelse og dagtilbud i høj kvalitet. Af den grund stemmer Alternativet imod lovforslaget. Tak for ordet.

Tak ordføreren fra Alternativet. Den næste er børne- og undervisningsministeren.

Tak til formanden for ordet, og tak til alle ordførerne for debatten. Og selvfølgelig også tak til de partier, der støtter op om lovforslaget. Vi har i regeringen med et flerårigt program fastsat et mål om at gennemføre besparelser i administrationen for omkring 5,5 mia. kr. frem mod 2030. Det er rigtig mange penge, og det er derfor også rigtig mange mennesker, der bliver berørt af det. Det kræver selvfølgelig en skarp prioritering af alle opgaver i staten, også i forhold til de opgaver, som EVA løser. Vores position er derfor klar: Der skal være flere ansatte tæt på borgerne, både i klasseværelserne, på skolerne og på stuerne i vuggestuer og børnehaver. Med aftalen om finansloven for 2026 mellem regeringen og Det Konservative Folkeparti er der på Børne- og Undervisningsministeriets område taget et vigtigt skridt for at prioritere velfærd frem for statslige medarbejdere ved skrivebordene. Det vil også fremgå af et lovforslag, vi fremsætter senere i samlingen, og som handler om at styrke normeringerne i daginstitutionerne. De penge falder selvfølgelig ikke ned fra himlen. De er også omfattet af den samlede prioritering, der er i finansloven, og dermed også knyttet til det lovforslag, vi behandler i dag. Med det her lovforslag bliver EVA nemlig nedlagt fra 1. juli 2026, hvorefter EVA's opgaver ikke længere skal udføres i samme omfang og i samme ramme som i dag. Endvidere indebærer lovforslaget, at opgaven med at udarbejde vejledende udtalelser til udlændingemyndighederne om indhold og kvalitet i visse uddannelser og kurser overgår til sekretariatet for Akkrediteringsrådet. Nedlæggelsen af EVA skal ses på baggrund er regeringens dagsorden om mere fokuseret opgaveløsning og en mindre statslig opfølgning. Regeringen finder, at EVA og VIVE har sammenlignelige og/eller overlappende formål og opgaver. De statslige opgaver med forskning, analyse og vidensopbygning vedrørende børn, undervisning og uddannelse vurderes derfor med fordel at kunne samles i VIVE. Med finansloven for 2026 styrker vi VIVE's analysekapacitet, således at VIVE bedre kan udvikle og formidle viden om dagtilbud, undervisning og uddannelse. Samlet set indebærer lukningen af EVA, at der vil blive afsat færre statslige ressourcer til evalueringer og analyser af dagtilbud, undervisning og uddannelse. Det er konsekvensen af udmøntningen af aftalen om finansloven for 2026, og det står jeg fuldstændig på mål for. Det følger også af regeringens generelle ønske om at styrke kernevelfærden. I stedet kan vi følge udviklingen ved hjælp af eksisterende datakilder og understøtte implementeringen og den lokale kvalitetsudvikling i den almindelige statslige administration. Det er en linje, vi har lagt i forbindelse med både aftalen om folkeskolens kvalitetsprogram, der ikke er fulgt af et omfattende evalueringsprogram, og aftalen om styrkelsen af erhvervsuddannelserne. Der vil i øvrigt stadig blive produceret meget viden om dagtilbud, undervisning og uddannelse. Det vil også fortsat være muligt at rekvirere yderligere analyser hos eksterne forsknings- og analyseaktører, VIVE, andre forsknings- og vidensmiljøer eller eventuelle private konsulenthuse. Tak for debatten her i dag. Jeg ser frem til eventuelle spørgsmål under udvalgsbehandlingen og selvfølgelig i dag. Tak for ordet.

Fru Sofie Lippert, Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet. Ministeren og jeg har jo allerede udvekslet mange pointer om det her, men en ting, der er lidt uklar for mig, er: Har man fundet en løsning på opbevaring og vedligeholdelse af de 25 års viden, som EVA har indsamlet? Eller er vi lige nu i gang med at behandle et lovforslag om at nedlægge institutionen uden at have en plan for det og uden overhovedet at vide, om det er muligt at bevare al den viden, der er i EVA?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg kan kun gentage det, jeg har sagt, nemlig at den bekymring synes jeg er fuldstændig relevant, og derfor er det også vigtigt for os, at både den data og de evalueringer, der er tilgængelige i EVA i dag, også bliver tilgængelige for undervisningssektoren fremadrettet. Den endelige tekniske løsning er, så vidt jeg ved, ikke på plads endnu.

Spørgeren.

Betyder det, at det hermed er en lovning på, at der kommer en teknisk løsning? For én ting er, at jeg godt tør love, at SF under alle omstændigheder stemmer imod, men for de partier, der er villige til at bakke op om det her forslag, er det vel ret relevant at have en eller anden form for juridisk sikkerhed for, at den her viden ikke går tabt.

Ministeren.

Ja, det er absolut min ambition. Om det lige er en teknisk eller en praktisk løsning, eller hvad det er, der skal til, ved jeg ikke, men det er jo helt åbenlyst, at det jo er værdifuld data og værdifulde evalueringer, og at de selvfølgelig ikke bare skal makuleres.

Fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Hvem fik idéen til at nedlægge Eva?

Ministeren.

Måske kan jeg bedst sige det på den måde, at jeg i mange år har været stor tilhænger af at skære ned i administrationen i staten og tilføre flere ressourcer tættere på borgerne, også af hensyn til den folkelige opbakning til velfærdssamfundet. Det har jeg endda skrevet en hel bog om, bl.a. om det, der udkom for 10 år siden. Så det er klart, at når der nu endelig er en regering, der ikke bare snakker, men faktisk også handler, så føler jeg også selv et ansvar for at levere på mit eget ministerområde. I Børne- og Undervisningsministeriet har vi allerede afskediget 120 medarbejdere, og frem til 2029 skal vi spare 90 mio. kr. ekstra. De 20 mio. kr. kommer så fra det her lovforslag, men der skal jo spares 70 mio. kr. ekstra, som bliver i departementet og styrelsen. Og det er svært at finde de 90 mio. kr., hvis ikke også man kigger på en organisation som EVA. Så hvis man spørger, hvem der har fremsat forslaget, har jeg jo selv gjort det.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet. Tak til ministeren.

Jeg foreslår, lovforslaget henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er ikke mere at foretage i det her møde.

Folketingets næste møde afholdes i morgen, onsdag den 14. januar 2026, kl. 13.00. Jeg henviser til den dagsorden, der vil fremgå af Folketingets hjemmeside.

Forsvars-, Samfundssikkerheds- og Beredskabsudvalget har den 8. januar 2026 afgivet beretning om Forsvarets overflyvninger ved Folkemødet på Bornholm i 2025. (Beretning nr. 3).

Beretningen vil fremgå af www.folketingstidende.dk.

Mødet er hævet. (Kl. 14:54).