Møde i salen

Værsgo.

Tak for det. Jeg beklager forsinkelsen. Der var en fejl i min kalender, som blev opdaget. Spørgsmålet lyder: Hvad er ministerens holdning til, at antallet af ledere og administrativt ansatte i staten ifølge CEPOS er steget med omkring 18.600 årsværk, siden Mette Frederiksen blev statsminister, og at der heraf er ansat 661 flere årsværk i 2025, selv om ministeren tidligere har udtalt, at der samme år skulle gennemføres administrationsbesparelser på 1.000 årsværk?

Ministeren.

Tak for det. Godt nytår til både hr. Ole Birk Olesen og det øvrige Folketing – også til dem, der tager sig af kalenderen; det kan ske for os alle sammen. Regeringen har en klar ambition om at få mindre bureaukrati i hele den offentlige sektor, og modsat Liberal Alliance handler vi også. Vi har i første omgang lovet at fjerne opgaver svarende til 1.000 årsværk i staten, og det gør vi. Derudover er regeringen i gang med at gennemføre en omfattende frisættelse af den offentlige sektor, ikke blot i staten, men bredt set i den offentlige sektor. Vi har nedlagt 98 kommunale ældretilsyn og i stedet oprettet et samlet tværkommunalt tilsyn. I folkeskolerne har vi givet lærerne mere frihed ved at reducere antallet af mål i læreplanerne med 90 pct. Og senest har vi med finansloven for 2026 peget på konkrete forslag, der udmønter besparelser svarende til 1 mia. kr. i 2026, når det gælder administration. Det er alt sammen helt konkrete tiltag, som gør en forskel og er med til at begrænse bureaukratiet i den offentlige sektor. Når der så stadig væk kan ske en stigning, og vi har endnu ikke tallene for den pågældende periode, skyldes det, at vi står i en helt særlig sikkerhedsmæssig situation, hvor det er nødvendigt at styrke vores politi, vores beredskab, vores retsvæsen og vores forsvar. F.eks. har regeringen for nylig indgået et bredt forlig om politi- og anklagemyndigheden, der øger politiet og anklagemyndighedens økonomi med knap 1,5 mia. kr. i 2030 i forhold til 2025. Det er godt. Derudover har regeringen med en række af Folketingets partier, herunder Liberal Alliance, også prioriteret at føre midler til en styrkelse af forsvarsområdet. Det vil, når vi styrker politi, forsvar og beredskab, betyde flere ansatte, både med og uden uniform. Så vi har en tilgang, hvor vi går ind og finder de steder, hvor vi kan skære ned på bureaukratiet. Det er vi i fuld gang med. Og så opruster vi generelt nogle af de steder, der er vigtige for vores mulighed for at forsvare Danmark og passe godt på Danmark, og det kan så føre til, at der dér, på de områder, kommer flere administrative medarbejdere.

Spørgeren.

Der er jo altid mange grunde til, at man skal ansætte flere mennesker i staten, herunder i administrationen, men det ændrer jo ikke ved, at der er sket en markant udvidelse af antallet af bureaukrater under fru Mette Frederiksen som statsminister og hr. Nicolai Wammen som finansminister siden 2019. Der er i dag 18.600 flere i staten, som arbejder med administration, end før den daværende socialdemokratiske regering tiltrådte. Det havde der været en del kritik af op til 2024, altså at regeringen bare hele tiden ansatte administratorer i staten. Og så var regeringens svar: Vi har lyttet til kritikken, og nu skal der være 1.000 færre. Det her ønske om 1.000 færre skulle så gennemføres gennem finansloven for 2025. Det, vi så kan konstatere, er: Nej, der er stadig ikke kommet færre, men 660 flere administratorer oven i de mange tusinder, der allerede var blevet ansat ekstra på det tidspunkt. Hvordan mener finansministeren at befolkningen oplyses om den politik, som regeringen fører, når regeringen siger, at man vil have 1.000 færre, men i virkeligheden ansætter 660 flere? Er det en korrekt oplysning af befolkningen om den politik, som den her regering fører?

Ministeren.

Jeg synes, at vi har været meget klare med hensyn til at sige, at der har været nogle områder, hvor det har været klogt, at vi har forøget antallet af statsligt ansatte, herunder også nogle inden for administration. Det er eksempelvis politi, det er retsvæsen, og det har også været på skatteområdet. Det har ført til, at der er kommet flere årsværk, men samlet set er der kommet for mange, når man kigger på den statslige administration. Det er også derfor, at vi har taget en beslutning om, at vi i de kommende år vil fjerne administrative opgaver svarende til 5,5 mia. kr. Det har vi været meget, meget åbne om. Samtidig siger vi også, vi skal passe godt på Danmark – vores forsvar, vores politi og vores sikkerhed – og der er det fornuftigt, at vi får flere ansatte, så vi kan passe bedre på vores land, samtidig med at vi andre steder skruer ned for antallet af administrative medarbejdere.

Spørgeren.

Men nu fortsætter misinformationen af befolkningen bare med finansministeren her i Folketingssalen bag en mikrofon, så alle kan høre det. Finansministeren siger: Samlet set er der kommet for mange, der beskæftiger sig med administration i staten. Men finansministerens politik sørger jo for, at der kommer endnu flere. Samlet set kommer der endnu flere. Og finansministeren har så alle mulige begrundelser for, at der skal ansættes det ene sted, det andet sted og det tredje sted, men der sker ikke reduktioner andre steder. Samlet set kommer der endnu flere, selv om der allerede er kommet for mange ifølge finansministeren.

Ministeren.

Det, jeg gjorde meget klart, er, at der er nogle områder i administrationen i staten, hvor det er fornuftigt at styrke indsatsen. Det er forsvaret, og det er politiet – for nu at tage et par eksempler. Jeg tror, at alle er klar over, hvor alvorlig en sikkerhedspolitisk situation Danmark står i. Og der synes vi som regering, at det er fornuftigt, at vi styrker den del. Det kan man jo godt gøre, samtidig med at man siger, at der er andre dele af den offentlige administration, hvor vi godt kan skrue ned for blusset. Det er det, vi gør, i modsætning til Liberal Alliance, der har stemt for, at der kommer flere statsligt ansatte inden for forsvaret, men samtidig stemte imod en finanslov, hvor vi skærer 1.000 væk andre steder i den offentlige administration.

Spørgeren.

Det er jo helt fair at være politisk uenig, og hvis man ikke synes, at der samlet set er kommet for mange, men at der samlet set er for få, hvorfor der skal ansættes endnu flere samlet set, så skal man jo bare sige det, og så kan vi diskutere, om det er rigtigt. Men det, som finansministeren gør, er jo uærligt. Han siger til befolkningen: Samlet set er der kommet for mange, der beskæftiger sig med administration i staten, og det vil vi nu reducere. Men det, som finansministeren i virkeligheden gør, er, at han samlet set øger tallet endnu mere end før, og det bliver slet ikke øget med de 1.000, som finansministeren ellers sagde.

Ministeren.

Jeg foreslog altså ikke, at den statslige administration skulle øges med de 1.000; det var 1.000 konkrete årsværk, hvor den her regering i modsætning til den regering, som hr. Ole Birk Olesen var en del af, går ind og skærer ned på administrationen mange steder i staten, bl.a. i Finansministeriet. Da hr. Ole Birk Olesen var minister, blev der skruet op for administrationen i hans ministerium. Det, jeg gør som finansminister med de her tiltag, er at skrue ned for administrationen i Finansministeriet.

Tak til finansministeren, og tak til spørgeren. Det andet spørgsmål i dagens program er til ministeren for ligestilling fra hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Værsgo.

Tak for det, formand. Hvad mener ministeren om, at vi har en statsstøttet organisation, der sætter spørgsmålstegn ved domme afsagt af Højesteret med henvisning til kønnet på højesteretsdommerne?

Ministeren.

Min holdning er helt klar. Det er uklogt, og det er også forfejlet i ordenes grundlæggende betydning, at KVINFOs direktør i en konkret sag ved Højesteret sætter spørgsmålstegn ved dommernes køn og dermed også ved deres faglighed og deres afgørelse. Vi har domstole i Danmark. De værner om vores demokrati, vores retssamfund og den enkelte borgers retssikkerhed. Vi ved også, at danskerne har høj tillid til vores domstole og til deres uafhængighed. Det er afgørende vigtigt, at det er sådan, og at vi fastholder det fremover, så der ikke sås tvivl om de bærende institutioner i vores retssamfund. Den her konkrete afgørelse, som jo er det, der bliver diskuteret, handler jo netop om den enkelte borgers retssikkerhed. Her har Højesteret truffet sin afgørelse, og i et retssamfund som det danske skal vi respektere den afgørelse. Det kan der ikke være to meninger om. Jeg vil faktisk sige, at vores domstole er noget af det stærkeste værn i forhold til borgernes retssikkerhed, og det skal de blive ved med at være. Derfor vil jeg slutte, som jeg startede. Det er uklogt, og det er forfejlet i ordenes grundlæggende betydning at koble konkrete afgørelser i konkrete sager til et spørgsmål om dommernes køn.

Spørgeren.

Det var jo det svar, jeg havde forventet at få af en minister, kan man sige. Vi har bare den lillebitte problemstilling, at det er en organisation, der bliver finansieret på finansloven, der nu vælger at gå ud og undergrave en af grundpillerne i det danske samfund, domstolenes uafhængighed. Hvis ministeren havde været ude at bruge skattepenge på en eller anden offentlig myndighed, som så havde gjort det her, så havde ministeren – det er jeg næsten sikker på – trukket støtten med det samme og sagt: Det er ikke vores opgave, danskernes penge skal selvfølgelig ikke gå til at undergrave tilliden til vores retsvæsen. Så vi prøver lige en gang til. Nu ministeren har sagt, at det var en stor fejl, og at det var meget problematisk, har ministeren så tænkt sig at gøre noget ved det? Har ministeren tænkt sig at tage konsekvensen af, at vi har en organisation, som er finansieret på finansloven, som så vælger at gå ud og så tvivl om domstolenes uafhængighed og så tvivl om, om mænd kan være højesteretsdommere i specifikke sager? Altså, det er jo ret alvorligt. For hvad er det næste, man ikke kan være? Kan man ikke have en bestemt religion som højesteretsdommer, hvis den, der får en dom, har en anden religion? Så har ministeren tænkt sig at gøre noget? Har ministeren tænkt sig at trække støtten og sige: Jamen det er super, i Danmark har man ytringsfrihed, og man må sige og mene lige det, man vil om domstolene, og det må den her organisation også, selvfølgelig må den det? Men har ministeren tænkt sig at sikre, at den ikke bliver finansieret på finansloven, når man har en holdning, som er, netop som ministeren selv er ude at sige, så forfejlet?

Ministeren.

Så spørgsmålet er, hvorvidt vi i Danmark skal have et videncenter, som delvis får offentlig støtte. Det får fra Kulturministeriet til driften, og Miljø- og Ligestillingsministeriet giver af og til også til konkrete projekter, der løftes af den her organisation. Er det relevant i Danmark at have et videncenter for køn, ligestilling og mangfoldighed? Det mener jeg at det er. Jeg mener, at ligestilling er en grundlæggende værdi i vores danske samfund, og det er et meget, meget vigtigt arbejde. Det ændrer denne, som jeg sagde, ukloge og forfejlede udtalelse ikke på, altså at det er vigtigt at have et sådant center.

Spørgeren.

Men jeg forstår ikke, at ministeren går i forsvar her. Vi har en organisation, som siger, at den er et videncenter, men vælger at bruge skatteborgernes penge – for vi går ud fra, at det er en lønnet medarbejder, der har været ude at sige det her – til at gå ud og angribe domstolen, Højesteret. Så skal man have viden om kvinderettigheder og manderettigheder, ja, det skal man. Men så må vi putte pengene i nogle andre lommer, når de lommer, vi putter dem i, tilsyneladende ikke forstår, at et videncenter ikke går ud på at undergrave den danske Højesteret. Vil ministeren ikke bare lige en gang til svare på: Har han tænkt sig at gøre noget for, at danskernes penge ikke går til at undergrave domstolene?

Ministeren.

Vi er simpelt hen ikke uenige om det forfejlede og skadelige og ukloge i det konkrete facebookopslag fra den pågældende direktør, er det jo, så det er helt klart en lønnet medarbejder, nemlig direktøren, der taler på vegne af organisationen, og derfor er det ekstra skærpende. Jeg har fulgt den her sag, og jeg har også fulgt reaktionerne, som lykkeligvis var massiv modvind imod at gøre ligestillingsdiskussionen til sådan en diskussion. Det var der meget, meget få der syntes var en god idé, og jeg konstaterer også, at direktøren selv måtte indrømme allerede efter få dage, at det var en fejl, og har været ude på sociale medier og undskyldt den fejl, man begik der. Jeg forstår ikke, at man kan begå sådan en fejl, men det har man så også skrevet.

Spørgeren.

Hvis man læser facebookopslaget, kan man se allerede i anden eller tredje paragraf, at direktøren udmærket vidste, hvad man gjorde, for der begynder man jo sådan at underbygge og sige, at det selvfølgelig ikke lige var det, man skulle udtale sig om. Så det er jo noget pjatværk. Vi har en organisation i Danmark, som har været ude at angribe Højesteret for, om de nu kunne dømme retfærdigt. Ministeren går i forsvar og siger, at de stadig væk skal have skatteborgernes penge, og det synes jeg er forkert. Vi skal give de penge til nogle andre. Det er min personlige holdning, og jeg håber da, ministeren bliver klogere på det. Men vi tager det lige en gang til, sådan at der ikke er nogen, der er i tvivl: Mener ministeren, at danske skatteborgeres penge skal gå til organisationer, der bevidst går ud og angriber uanfægteligheden af den danske Højesteret?

Ministeren.

Jeg mener, det er uklogt, og det er forfejlet på mange parametre, men også i den sådan helt grundlæggende betydning af de begreber at kæde konkrete afgørelser i Højesteret sammen med dommernes køn. Det er en så grundlæggende misforståelse, at det er alvorligt bekymrende, at nogen som helst, uanset hvem det er, synes, at det er en måde at diskutere på i Danmark. Det gælder selvfølgelig også den pågældende organisation, som endda også modtager statsstøtte.

Tak til ministeren for ligestilling, tak til spørgeren. Som jeg sagde i indledningen, udgår spørgsmål 3 og spørgsmål 4. Så spørgsmål 5 til beskæftigelsesministeren af hr. Sigurd Agersnap fra SF er det næste.

(Spørgsmålet er udgået af dagsordenen).

(Spørgsmålet er udgået af dagsordenen).

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Spørgsmålet lyder: Finder ministeren det rimeligt, at såkaldte kombinatører med beskæftigelse både som selvstændige og som lønmodtagere i dag kan stå uden ret til barselsdagpenge, alene fordi de kombinerer indkomst?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg er selvfølgelig som minister opmærksom på den aktuelle kritik, der er på barselsdagpengeområdet. Det handler om, at reglerne ikke er fleksible nok for de arbejdsformer, som er opstået her i løbet af de senere årtier. Senest har en sammenslutning af 21 organisationer på tværs af kulturlivet 9. december kritiseret de selvstændiges barselsrettigheder. Jeg har et møde med repræsentanter fra sammenslutningen senere på måneden, hvor vi skal diskutere problematikken. Det er jo en central udfordring på barselsdagpengeområdet, som handler om kombinatørproblematikken, som også rejses af spørgeren i det her spørgsmål, og det handler om personer, som både har arbejde som selvstændige og som lønmodtagere. For at få ret til barselsdagpenge skal man opfylde beskæftigelseskrav enten som lønmodtager eller selvstændig eller begge dele. Timer som selvstændig og timer som lønmodtager kan efter de regler, der gælder i dag, ikke lægges sammen. Det er ikke tidssvarende efter min mening og bringer nogle kombinatører i klemme, fordi de ikke kan leve op til beskæftigelseskravet, hverken som selvstændig eller som lønmodtager. Det er vigtigt for mig som beskæftigelsesminister, at uanset hvor man arbejder, skal man have mulighed for at få barselsdagpenge. Derfor har jeg bedt mit ministerium om at se nærmere på den her problemstilling, for det er selvfølgelig ikke rimeligt, hvis man ikke kan få ret til barselsdagpenge. Ministeriets umiddelbare vurdering er, at det kræver grundlæggende ændringer ... ( Taleren forstyrres af snak ). Ssh! Magnus! Ministeriets umiddelbare vurdering er, at det kræver grundlæggende ændringer af barselsdagpengeområdet at løse kombinatørproblematikken, og derfor er der desværre ikke nogen hurtig eller gratis løsning at gribe fat i. For regeringen er det vigtigt, at vi sikrer, at reglerne på barselsområdet er tidssvarende og følger med arbejdsmarkedet, og det er selvfølgelig et arbejdsmarked, som konstant udvikler sig, og hvor mange arbejder på en anden måde, end de gjorde tidligere. Derfor er jeg glad for, at også SF sætter fokus på det her problem.

Tak til beskæftigelsesministeren for at hjælpe med ro i salen. Jeg går over til spørgeren.

Tak til ministeren for svaret. Det er også godt at høre, at man kan høre, at ligestillingsministeren også er engageret i problematikken. Det er klart, at der er 21 kulturorganisationer, som har rejst den her problemstilling og sagt, at for dem og deres arbejdsliv er det et ret stort problem, og at det føles som en meget, meget stor uretfærdighed. Jeg synes, det rejser mere grundlæggende spørgsmål på vores arbejdsmarked, for den udvikling, vi ser, er jo, at der er flere, der arbejder deltid, freelance, måske kombinerer en fastansættelse med en anden beskæftigelse ved siden af. Derfor synes jeg, det er en meget stor problematik, og det er rettidigt nu at kigge på at få lavet en løsning for dem. Jeg er også glad for at høre, at ministeren jo som sådan er enig i, at det er et problem, og umiddelbart virker det som en urimelighed, der skal gøres noget ved. Så jeg er glad for, at vi deler den enighed. Ministeren svarede DR 9. december, at han glædede sig til at høre mere om problematikken, og jeg kan se, at ministeren har hørt lidt mere om den siden, men endnu ikke har holdt et møde med de kulturorganisationer, der har rejst spørgsmålet. Kan ministeren i dag ikke sige lidt om, hvad det er, han oplever er kompliceret? Hvorfor er det ikke bare på den flade at få lukket det her hul? Hvis det er en åbenlys urimelighed og der er nogle, der er fanget i dag, og vi er enige om, at der er flere, der kan risikere at ryge i det hul i fremtiden, hvorfor er det så ikke noget, vi sætter ind for at gøre noget ved hurtigst muligt?

Ministeren.

Jamen det er ikke simpelt. Dagpengesystemet er jo bygget op om et antal timer i løbet af en uge, hvor man allerede i dag, hvis man f.eks. har andre ting ved siden af – det kunne være, at man var valgt til en eller anden bestyrelse som forbrugervalgt repræsentant eller noget andet – ligesom skal opgøre, hvor mange timer man så skal trække fra i de barselsdagpenge, man får, for fortsat eksempelvis at kunne sidde i sådan en bestyrelse eller et andet sted, et repræsentantskab, eller hvad man gør, på samme måde som man kan vælge at sige, at det kan være i ens ferie, eller at det kan være andre overenskomstmæssige rettigheder, man bruger. Alle de der ting gør jo bare, at det kan være svært at balancere i forhold til det, som er kombinatørers virkelighed, som er, at det kan skifte fra uge til uge.

Spørgeren.

Hvis man som lønmodtager har mere end 15 timers lønarbejde, optjener man ret til barselsdagpenge, men hvis man som kombinatør har mere end 15 timers lønarbejde, optjener man ikke ret til barselsdagpenge. Så selve optjeningsprincippet er det vel ikke meget kompliceret at gå ind og ændre på? Altså, hvorfor skal der være den specifikke ordning for kombinatører, hvis de har den samme gennemsnitlige arbejdstid?

Ministeren.

Jeg tror ikke, det er sådan, at der er nogen, der har siddet og sagt: Nu skal der være en speciel ordning for kombinatører. Jeg tror, det er en konsekvens af, at vores arbejdsmarked selvfølgelig har forandret sig, og at man ikke for 50 år siden havde så mange folk, der arbejdede på den måde. Jeg tror, det er vigtigt, at vi får udboret, hvad der er den økonomiske situation her, altså hvad det koster, og hvis det koster noget, om pengene så skal findes andre steder i vores samfundsøkonomi, eller om det er noget, som skal gå fra andre modtagere af barselsdagpenge eller modtagere af dagpenge på andre måder. Det er selvfølgelig grundlæggende en politisk diskussion, som vi har brug for at have et grundlag for at tage.

Spørgeren.

Når man som jeg går lidt op i tiden nu, er det, fordi der ikke er så lang tid tilbage af den her regeringsperiode, og det er jo sket før, at ministre velmenende har lavet et godt forarbejde og tænkt, at nu lå det på den flade hånd, men at det så er havnet nederst i bunken efter et valg, fordi der er kommet en ny minister ind i kontorerne. Derfor synes jeg, det er okay at sige: Der er noget af det her, der er kompliceret, så lad os få det udboret og udpenslet i detaljer. Men kunne ministeren ikke sige til Folketinget nu: Vi kan godt nå at ændre det, der er tydelige og åbenlyse urimeligheder her, altså at man ikke har samme mulighed for optjening, og det kan vi nå i den her regeringsperiode?

Ministeren.

Jamen det er også ofte sket, at man har vedtaget ting uden at have det rigtige beslutningsgrundlag, og så viser det sig lige pludselig, at det erstatningsbeløb, man skal give til eksempelvis folk, der er blevet ramt af en eller anden skat, så bliver meget større, end man havde troet det ville være, fordi man ikke havde undersøgt det. Og den situation ved jeg i hvert fald at SF ikke er interesseret i at komme i. Så det går sådan set begge veje. Jeg vil tro, at man vil kunne nå at lave et beslutningsgrundlag. Om man vil kunne nå at få det stemt igennem i Folketingssalen, er mere tvivlsomt. Det vil så i givet fald skulle være før oktober, og der ser det jo noget stramt ud i forhold til det lovprogram, der ligger. Så jeg tror, at beslutningen kan træffes, men om det så når at komme i funktion, er nok mere tvivlsomt.

Tak til beskæftigelsesministeren, og tak til spørgeren. Spørgsmål nr. 6 på dagens dagsorden er til transportministeren, og det er af hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne.

Værsgo.

Tak for det, formand. Er ministeren villig til at køre sin egen forligskreds over og sikre midler til elektrificering af jernbanen nord for Aalborg på samme måde som i tilfældet med strækningen mellem Vejle og Struer?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet, og tak for hensyntagen ved forrige mundtlige § 20-spørgsmål. Det er ikke på samme måde som Vejle-Struer. Vejle-Struer er en anden sag, i og med at der kører direkte tog fra Struer til København, hvorfor man vil elektrificere med køreledninger med det formål, at man ikke forsinker kørslen fra Vejle til København for alle andre passagerer med lidt langsommere batteritog. Men der skal elektrificeres nord for Aalborg, men nok nærmere på samme måde, som når du kører fra Struer til Vemb og så fra Vemb til Thyborøn, hvor der skal elektrificeres med batteritog, og hvor vi lige har haft folkefest med kongens deltagelse, fordi det er Danmarks første batteritog, som vi nu implementerer, og som man er virkelig glad for. Og de kører godt, og der kører faktisk også forholdsvis mange godstog på strækningen, som også skal kunne fortsætte med at køre. Så hvis man skal sammenligne strækningerne nord for Aalborg, er det mere sammenligneligt med strækningen fra Struer via Vemb og så til Thyborøn, for der skal man kunne håndtere både persontransport, men også godstransport. Og det skal man naturligvis også i fremtiden i Nordjylland, og derfor har jeg allerede haft en god drøftelse med flere nordjyske aktører, og det fortsætter vi også med at have, for vi skal naturligvis også have elektrificeret nordenfjords.

Spørgeren.

Thybanen er jo et kapitel for sig selv. Bare det, at man havde en minister, der havde opdaget, at der var de problemer derovre, er jo lidt ligesom at give en sulten mand krummer; så bliver man også glad for batteritog. Virkeligheden er jo, at hvis man vælger en anden løsning i Nordjylland, end man gør i resten af landet, afkobler det i al fremtid nordjyderne fra f.eks. at få del i de her fantastiske nye IC-tog, alle andre danskere skal have, ikke nordjyderne; vi skal ikke, for de kører ikke på batteri, og vi er ikke elektrificeret. Så jeg kan ikke rigtig se problemstillingen, ud over at jeg kunne forstå, at dem, der bor syndenfjords, ikke skal forsinkes i deres rejse. Dem, der bor nordenfjords, må bare leve med det. Så bliver jeg nødt til at spørge en gang til. I Nordjylland er vi jo en ret stor region. Vi er ikke mange mennesker efterhånden, men vi kan da håbe på, at det bliver bedre i fremtiden igen. Men det bliver jo ikke bedre, når vi så skal have en sekundaløsning på vores togbaner, og det bliver det alt andet lige, for det bliver én type tog i Danmark syndenfjords og en anden type tog nordenfjords, fordi IC5'eren – hvis den kommer til at køre ordentligt – vil få den problemstilling, at de køreledninger, der er sat op hele vejen til Aalborg, ikke bliver sat op til Frederikshavn. Og Frederikshavn, med deres selverkendelse deroppe, forventer da også at være en del af Danmark stadig væk. Så vi prøver lige en gang til. Er ministeren villig til – hvis nu nordjyderne kommer og siger: Vi vil gerne have de her køreledninger – at forpligte sig til, at vi selvfølgelig får samme muligheder, som resten af danskerne har – altså kan være på det samme tognet med de samme tog?

Ministeren.

Nordjyderne skal elektrificeres ligesom resten af landet, og på højhastighedsbanerne elektrificerer man med højhastighedstog, og på de baner, hvor man ikke kan køre med højhastighedstog, kører vi med batteritog. Det er Thybanen; det er Struer-Langå; det er Skjern via Herning til Aarhus; det er Svendborgbanen; der er jo mange steder i landet, hvor man ikke kører med højhastighedstog, men med batteritog. Og det er hele udbygningsstrategien. Jeg ved ikke lige, hvorfor ordføreren ikke mener, at det er ligesom i resten af landet, men det er ligesom i resten af landet, hvor vi har en elektrificeringsstrategi.

Spørgeren.

Nej, men det var jo, fordi det danske jernbanenet, dengang nordjyderne ikke var nogle, som man sådan ligesom ikke synes skulle have det samme som andre, så gik hele vejen til Frederikshavn. Det var jo hele vejen til Frederikshavn vi sørgede for at vi havde de samme muligheder, men det gør vi ikke længere. Nu går det kun til Aalborg. Aalborg er endestationen for Danmark, og derefter er vi nogle, der bor i en udkant, der ikke skal have de samme muligheder. Det er jo det, der er problemstillingen her, altså at Nordjylland ikke stopper ved Aalborg, og det ved jeg godt at der er nogle herovre der kan være lidt i tvivl om. Men det ville svare til, at jeg mente, at Københavns startede ved Storebælt, og det er jo ugleset, hvis jeg siger det herovre. Så vi prøver lige en gang til: Hvorfor er det sådan, at nordjyderne nordensfjordsfra ikke skal have de samme muligheder og de samme tog, som resten af danskerne skal have?

Ministeren.

Fordi nordjyderne selv har valgt det. Nordjyderne ønsker, at det er Nordjyske Jernbaner, der kører nordenfjords, og vi har så i et samarbejde med dem givet dem lov til at køre endnu længere sydpå, sådan at de stort set har dækket hele kørselsbehovet. Men det er jo et regionalt ønske i Nordjylland, at det er Nordjyske Jernbaner, der kører der, og at nordjyderne ikke skal generes af det, når landsdelstrafikken er forsinket. Så man vil, når der er en forsinkelse i Odense, ikke have, at det skal til at sætte sig nordenfjords. Så fordi langt, langt de fleste passagerer rejser regionalt og meget få rejser uden for regionen, så har man selv ønsket det. Men det er jo selvfølgelig noget, vi er i en løbende drøftelse om, og det er i hvert fald nye toner, hvis man ønsker, at Nordjyske Jernbaner ikke længere skal køre i Nordjylland.

Spørgeren.

Jeg tror, ministeren lige skal gå tilbage og se på, hvordan det var, dengang Nordjyske Jernbaner blev etableret, altså om det var et ønske fra nordjyderne, eller om det var, fordi der var nogle, der ikke ville levere togdriften, og vi så ligesom var tvunget ud i at lave Nordjyske Jernbaner. Det kører rigtig godt i Nordjyske Jernbaner. Sådan er det, når nordjyder kommer til, så får vi det jo fikset på en ordentlig måde for alle folk. Så det kører rigtig godt, og Nordjyske Jernbaner er bestemt en succeshistorie. Men det var jo ikke sådan, at nordjyderne en dag vågnede op og sagde, at de ikke længere ville have lyntog til Frederikshavn. Der var vist noget med, at der var nogle statsmænd, som ikke rigtig ville løfte opgaven, og der var vist også et signalanlæg, hvor man heller ikke lige kunne løfte opgaven.

Ministeren.

Nu er spørgeren jo ikke transportordfører, men jeg vil gerne notere mig det, hvis nu Danmarksdemokraterne ikke ønsker, at Nordjyske Jernbaner skal køre i Nordjylland. Men det, jeg hører generelt fra trafikselskaberne og Region Nordjylland osv., er jo, at man er utrolig glad for, at man ikke bliver generet af landsdelstrafikken på de strækninger, der er nordenfjords, fordi det sætter sig. Derfor er man meget glad for den her model. Hvis Danmarksdemokraterne har en anden politik, og hvis man hellere vil have DSB til at køre nordenfjords, noterer jeg mig det, men det er bare ikke noget, der lige er i regeringens pipeline.

Tak til spørgeren. Vi fortsætter med spørgsmål til transportministeren, og den næste spørger er fru Leila Stockmarr fra Enhedslisten.

Værsgo.

Tak. Hvad mener ministeren om, at virksomheden SCT Transport A/S kører jord til Lynetteholmen henholdsvis til By & Havn og KMC i Nordhavn, når virksomheden er dømt for ulovligt at læsse forurenet jord af i et naturområde og fem af virksomhedens egne chauffører og en tidligere disponent fortæller til TV 2, at virksomheden systematisk har dumpet forurenet jord og byggeaffald på landbrugsjord?

Ministeren.

Lige nøjagtig det her område er noget, som vi tager meget alvorligt, og det er også derfor, vi har de rammer og regler for Lynetteholmen, som vi har. Men derudover er det jo, som ordføreren ved, et kommunalt anliggende at give gravetilladelser i forhold til de her kontroller med prøver osv. Det handler så om Københavns Kommune for størstedelen af Lynetteholmens jord. Nu ligger det lidt uden for mit ressort, altså det er ligesom ikke under mit ressort som transportminister, at der er kørt jord ud på et landbrugsareal, selv om jeg selvfølgelig fordømmer det. Det ligger også lidt uden for mit ressort at tage imod kritik af Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen i Københavns Kommune, men jeg skal nok viderebringe den. Det er jo ligesom der, hvor man står for kontrollen med de her kørsler og jordprøver, og det naturlige ville jo være, at når man giver en gravetilladelse på en grund, man ved er forurenet, så holder man ekstra godt øje med, hvad der sker med den jord, og fører en ekstra god kontrol. Vi har jo den kontrolindsats, som der er aftalt, og vi måler for de stoffer, der er aftalt. Hvis kommunen har mistanke om andre stoffer end dem, man måler for i dag, så skal de selvfølgelig måle for det som ansvarlige på området og som ansvarlig myndighed. Og hvis kommunen måler for andre stoffer, end man gør i dag på grund af en konkret mistanke, så gør vi det selvfølgelig også i kontrollen.

Spørgeren.

Det er jo ikke nogen overraskelse for mig, at ministeren også i dag henviser, som ministeren gør, til Københavns Kommune mange gange. Vi har jo haft samråd omkring de her sager om jord og Lynetteholmen. Men jeg vil nu gerne spørge ministeren om noget igen. Det er meget specifikt i forhold til SCT Transport A/S. Det sidste år har der været mange historier i pressen, senest her i december lige inden jul, om, at SCT Transport A/S orkestreret af ledelsen i SCT Transport A/S systematisk snyder og læsser forurenet jord af på steder, hvor det ikke skal læsses af. På den baggrund mener jeg, at man i hvert fald ud fra et forsigtighedsprincip må vurdere, at SCT Transport A/S ikke driver deres virksomhed efter loven, og at det kan have store konsekvenser for vores miljø. Derfor bliver jeg særlig bekymret i forhold til den forestående dumpning af 80 mio. t jord ud i Øresund i forbindelse med etableringen af Lynetteholmen, og i forhold til om der er godt nok styr på, om en virksomhed som SCT Transport A/S, som er en af de helt store aktører, der kører jorden ud til jorddepotet i Nordhavn, de to jorddepoter, snyder med jorden, og om der er noget i den jord, der ikke skal være der. Jeg er med på, at der er en tilsynsmyndighed, der laver kontrollen i forhold til jorddepotet, det kommunale jorddepot og By & Havn, der modtager den rene jord, men når man går ned og læser i lovgivningen, kan man jo se, at det er lovgivning, der er vedtaget herinde i den såkaldte implementeringsredegørelse, der siger, at man kun skal lave stikprøver af den jord, der skal ud i Øresund, og som kommer fra bl.a. SCT Transport A/S's lastbiler pr. 3.000 t. Det vil sige, at det kun er hver 81. lastbil, der skal laves kontrol af. Derfor vil jeg gerne spørge ministeren igen: Med den viden, vi har, om den systematiske snyd med forurenet jord, som SCT Transport A/S står for, som er blevet afsløret flere gange, og hvor man endda har modtaget en dom for netop at snyde med forurenet jord og dumpe den på steder, hvor den ikke skal dumpes, og lave falsk registrering af, hvad der er i jorden, mener ministeren så, at det kan vi godt leve med, og at vi kan læne os tilbage og sige, at så længe vi kontrollerer 1 ud af 81 lastbiler, kan vi være rolige og sige, at der nok er styr på det? Skal vi ikke tilbage og kigge på implementeringsredegørelsen og sikre os, at den kontrol, vi foretager, af, om jorden, der kommer i, er, som den skal være, også selvom den er forurenet, men ikke overskrider grænseværdierne, sker lidt flere gange end pr. lastbil?

Ministeren.

Jeg gentager gerne, at jeg noterer kraftig skepsis, i forhold til om Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen i Københavns Kommune håndhæver reglerne korrekt som ansvarlig myndighed i forhold til kontrollen af jorden, når nu man giver de her gravetilladelser. Jeg skal nok tage kritikken videre, men det er jo nu engang dem, som er myndighed på området, og jeg hæfter mig så ved det. Men jeg synes bare, at når nu ordføreren er partikollega med fru Line Barfod, så var det nærliggende at række ud til Klima-, Miljø- og Teknikborgmesteren på området, hvis man har nogle bekymringer. For det, som vi laver kontrol af i By & Havn, er jo Københavns Kommunes kontrol.

Spørgeren.

Jeg vil egentlig gerne gentage mit spørgsmål, og jeg vil gerne starte med lige at understrge, at Line Barfod også arbejder aktivt på den her dagsorden, efter at de afsløringer er kommet frem, og at der også bliver sat gang i spørgsmål og i en politisk opfølgning i Københavns Kommune, så der er vi i fuld gang, inden for det som miljø- og teknikborgmesteren kan gøre. Men miljø- og teknikborgmesteren administrerer jo en lovgivning i forhold til implementeringsredegørelsen, der er vedtaget herinde, og som udstikker reglerne for, hvordan man skal kontrollere jorden, herunder at det kun er pr. 3.000 t, der skal laves stikprøver. Mener ministeren, at vi kan stole på, at vi med implementeringsredegørelsen er sikre på, at virksomheder som SCT vil blive opdaget, hvis de snyder med forurenet jord, der ender ude Øresund med store konsekvenser for vores havmiljø?

Ministeren.

Tror spørgeren selv på, at det står i loven, at man ved mistanke om snyd skal se igennem fingre med det? Det er ikke korrekt. Selvfølgelig er man som ansvarlig tilsynsmyndighed forpligtet til at følge op på mistanke om snyd, hvis sådan en findes. Det, jeg, eller vi, laver kontroller af via By & Havn, er jo forvaltningens kontrolregime, altså om det er godt nok. Der laver vi så løbende kontroller, ja.

Spørgeren.

Men sagens kerne er jo, at implementeringsredegørelsen udstikker reglerne for, hvordan jorden skal kontrolleres, og det er så på den baggrund, at Københavns Kommune er tilsynsmyndighed. Mener ministeren, at implementeringsredegørelsen er bolværk nok mod den miljøkriminalitet, vi ser fra SCT, i forhold til at sikre at der ikke kommer forurenet jord ud i Øresund? Det er stk. 7.1. i implementeringsredegørelsen, der er vedtaget i Folketinget under transportministerens ressort, der udstikker reglerne for kontrol af jord. Mener ministeren, at den kontrol er tilstrækkelig, når vi ved, at der vel nærmest er organiseret kriminalitet på det her område, altså at man laver en så begrænset kontrol, som den lovgivning, som ministeren er ansvarlig for at implementere, tilsiger?

Ministeren.

Jeg står fuldstændig inde for implementeringsredegørelsen, og der står også klart i reglerne, at såfremt der skal tages kontrol af stoffer på grund af mistanke omkring en gravetilladelse på en specifik grund eller andre forhold, også i forhold til at der er behov for at tage prøver af andre stoffer, så skal man gøre det. Det skal den ansvarlige myndighed, og det er kommunen. Og hvis man vurderer det ved kommunen, skal man også udvide det område, og der udvider man så også ved By & Havn kontrollen, jævnfør det område, som kommunen er ansvarlig for.

Tak til spørgeren. Den næste, der har et spørgsmål til transportministeren, er hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten.

Værsgo.

Tak for det, formand. Når nu Nordjyske Jernbaner ifølge ministerens svar på spørgsmål nr. S 136 ikke efterspørger elektrificering med køreledninger på banen i Vendsyssel på nuværende tidspunkt, vil ministeren så stå ved løftet om, at Nordjyske Jernbaner – lige så snart de efterspørger elektrificering – så selvfølgelig skal have det?

Ministeren.

Der skal elektrificeres i hele Danmark, også nordenfjords, så ja, jeg står ved mit løfte om, at der også skal elektrificeres i samarbejde med Nordjyske Jernbaner, Region Nordjylland og andre aktører, som en af de mange ting, der er behov for, også nordenfjords. Nordenfjords er der en række ønsker, hvis man kunne få alt, hvad man peger på, og det handler om alt lige fra overhalingsspor og elektrificering med køreledninger til andre ting, og det er rigtig godt. Men vi samarbejder jo så i forligskredsen, som Enhedslisten også er en del af, i forhold til hvilke specifikke løsninger der skal laves. Det, der lige er blevet enighed om i forligskredsen inklusive med Enhedslisten, er at gå videre med de undersøgelser, der planlægges i forhold til mest optimal elektrificering med batteritog nordenfjords, og det er jo så det, der er køreplanen. Så ja, der skal elektrificeres i Nordjylland på samme vis som i resten af landet. I resten af landet er princippet jo, at man elektrificerer der, hvor man har højhastighedstog eller direkte forbindelser ud på hovednettet fra hovedstaden, for det giver ikke så meget mening at elektrificere med højhastighedstog, hvor togene ikke kan komme op i høj hastighed. Så det har nok været det sådan grundlæggende princip for en ellers enig forligskreds. Så der skal også elektrificeres Nordjylland, ja.

Spørgeren.

Det burde måske være unødvendigt, men nu kan jeg da godt lige minde ministeren om noget. Nu var ministeren selvfølgelig heller ikke minister på det tidspunkt, hvor infrastrukturaftalen blev indgået, men Enhedslisten pressede jo faktisk på for, at der skulle ske elektrificering med køreledninger hele vejen op til både Hirtshals og Frederikshavn, netop fordi vi skal sikre muligheden for både at kunne transportere passagerer og gods. Så på den måde har der ikke været fuldstændig enighed. Det var jo noget, vi i hvert fald bragte til bordet dengang, men som der ikke kunne findes opbakning til. Men når jeg stiller spørgsmålet, er det naturligvis, fordi vi havde den her debat nede i Folketingssalen tilbage i november måned, og der var ministeren jo meget, meget klar, for der sagde ministeren i sit svar – og nu citerer jeg: »Men det er jo, fordi de i Nordjyske Jernbaner, som er dem, der kører nordenfjords, har nogle af Danmarks nyeste tog. Og det betyder altså, at det jo ikke ligger sådan lige først for at begynde at lave løsninger til nogle, som ikke efterspørger løsningerne. Men lige så snart de efterspørger elektricitet, skal de selvfølgelig have det, også i Nordjylland.« Den oplysning er også blevet forelagt Nordjyske Jernbaner, og nu citerer jeg så direktøren for Nordjyske Jernbaner, Martin Sort Mikkelsen, som siger: »Vi må ikke komme derhen, hvor vi betragter alt nord for Limfjorden som noget perifært. Jernbanenettet i Vendsyssel er i vores øjne også en del af hovednettet, og det skal selvfølgelig elektrificeres på samme måde som andre steder.« Derfor er det, jeg bare vil høre ministeren, om ministeren vil stå ved det meget klare løfte, han gav her i Folketingssalen som svar på spørgsmål nr. S 136, nemlig at når Nordjyske Jernbaner efterspørger elektrificering, også med køreledninger, så skal de naturligvis også have det.

Ministeren.

Jeg tror ikke, ordføreren citerede helt præcist, men lad det nu være. Men man skal også i fremtiden i Nordjylland både kunne køre med passagerer og gods, og man skal også i Nordjylland have elektrificeret ligesom i resten af landet. Ja, det er jeg fuldstændig enig i, og det er vi jo i fuld gang med. Jeg har en dialog med flere nordjyske politikere og Nordjyske Jernbaner, og jeg har også haft møde med Nordjyske Jernbaner og set en smørrebrødsseddel med forskellige ønsker. Jeg bestræber mig naturligvis på at imødekomme så mange som muligt i samarbejde med de lokale aktører.

Spørgeren.

Nu tror jeg, at jeg citerede fuldstændig korrekt fra, hvad ministeren sagde i sit svar på daværende tidspunkt. Men nu når der er en dialog med også Nordjyske Jernbaner, må ministeren jo også være klar over, at Nordjyske Jernbaner efterspørger en elektrificering med køreledninger, og det gør Region Nordjylland faktisk også. Det gør nordjyske kommuner, og Business Region North Denmark efterspørger det også. Det er jo bl.a. med baggrund i, at det nu reelt viser sig, at set over en 30-årig periode vil en elektrificering med køreledninger ikke være væsentlig dyrere, end det vil være at bruge batteritog. Så derfor vil jeg igen spørge ministeren: Vil ministeren stå ved sit løfte om, at når Nordjyske Jernbaner efterspørger elektrificering med køreledninger, så skal de naturligvis også imødekommes?

Ministeren.

Jamen det har jeg ikke sagt. Jeg har sagt, at når Nordjyske Jernbaner og de nordjyske aktører i øvrigt kommer med mere konkrete ønsker til elektrificering, så skal vi selvfølgelig gøre, hvad vi kan, for at imødekomme dem så hurtigt som muligt. For vi har en ambition om, at vi i løbet af en forholdsvis kort årrække skal have elektrificeret hele Danmark. Det skal vi jo gøre med de løsninger, der giver bedst mening, og elektrificering er et af de behov, vi har i Nordjylland. Men jeg vil da sige, at hvis man skulle prioritere i – og det er jo også noget af det, som ordføreren ikke lægger op til at gøre her, for ordføreren tager ligesom én ting ud – hvad der ellers er af ønsker fra Nordjyske Jernbaner og fra de nordjyske politikere, så tror jeg, at der, hvis man går ind i prioriteringsspørgsmålet, er flere nuancer i det, i forhold til hvad der kunne give mening, f.eks overhalingsspor og andet, hvis man skulle ind og give en yderligere bevilling på 2 mia. kr. eller derover. Hvad kunne man så få mere value for money for i forhold til både godstog og passagerbefordring?

Spørgeren.

Ministeren har jo helt ret i, at hvis det handler om at udbygge den kollektive trafik i Nordjylland, så har Enhedslisten mange ønsker til, hvad vi kunne gøre, og også mange rimelige ønsker. Men nu nøjes jeg jo med at forholde mig til det, som ministeren har stillet Nordjyske Jernbaner i udsigt, og det er, for at citere helt korrekt fra, hvad ministeren gav som svar, at man ikke laver »løsninger til nogle, som ikke efterspørger løsningerne. Men lige så snart de efterspørger elektricitet, skal de selvfølgelig have det, også i Nordjylland«. Nu er der jo en meget klar efterspørgsel efter at få køreledninger, som man har det i resten af landet, og derfor er mit spørgsmål bare, om ministeren vil imødekomme det. Det er jo ikke nogen væsentlig større udgift, hvis man sammenligner med udgiften til batteritog. Det er omkring 0,5 mia. kr. set over en 30-årig periode. Det burde være muligt at finde de penge for at kunne sikre, at nordjyderne vil få samme betjening som resten af landet.

Ministeren.

Først og fremmest tak for, at ordføreren faktisk citerede mig korrekt den her gang. Det gør altid debatten klogere og mere oplysende. Det er taget ud af en sammenhæng ud af en lang række politiske ønsker fra Nordjylland. Jeg står fuldstændig ved det, jeg sagde, nemlig at man i Nordjylland har nogle forholdsvis nye tog, og der er mig bekendt ikke lige nogen indkøbsplaner for Nordjyske Jernbaner eller Region Nordjylland i øvrigt. Men det ændrer jo ikke på, at jeg løbende taler med alle aktørerne og også kommer til det her i løbet af det næste halve års tid om mere konkrete muligheder for at elektrificere Nordjylland. For ja, der skal elektrificeres i Nordjylland.

Tak til spørgeren. Den næste, der har spørgsmål til transportministeren, er hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Værsgo.

Tak, formand. (Torsten Gejl venter, mens transportministeren finder de rigtige papirer). Godt nytår til formanden og ministeren. Hvad mener ministeren om, at tilsynsmyndigheden (TMF) i brev af 10. december 2025 erkender, at de ikke fører tilsyn med udsivningen gennem dæmningen omkring Lynetteholmen, og at driftsdata samtidig viser, at det forudsatte hydrauliske undertryk kun opretholdes i de få timer om året, hvor der foretages kontrolmålinger, og at konsekvensen kan være, at miljøvilkårene for Lynetteholmen ikke overholdes?

Ministeren.

Tak. Og tak til både formanden og spørgeren for deres tålmodighed. Sandheden er, at jeg simpelt hen ikke er bekendt med det brev fra Teknik- og Miljøforvaltningen af 10. december, som er nævnt i spørgerens spørgsmål, og som jeg skulle have modtaget, så jeg ved ikke, præcis hvad henvendelsen indeholder. Men det er korrekt, at det er Teknik- og Miljøforvaltningen, som er tilsynsmyndighed på visse dele af den jordtilførsel, der kommer. Og de øvrige rammer er jo nogle, som jeg udstikker. Men spørgeren kan måske sætte nogle ord på det. Nu er det jo et teknisk spørgsmål, til trods for at vi behandler et mundtligt § 20-spørgsmål, altså et holdningsspørgsmål. Men måske spørgeren kan fortælle lidt om, hvad det er, der bliver sagt i det der brev i forhold til det hydrauliske undertryk osv. Det er helt oprigtigt ikke noget, som jeg er bekendt med.

Spørgeren.

Jeg vil gerne forklare det lidt mere generelt, også for folk, der måtte lytte med. Der, hvor man vil bygge Lynetteholm i Øresund uden for København, er der i øjeblikket et kæmpestort bassin omkranset af stenmoler. Bassinet er lige nu ved at blive fyldt op med jord fra tusindvis af lastbiler. Der skal i alt hældes 80 mio. t jord i Øresund for at bygge den ø, som man kalder Lynetteholm, og som der senere skal bygges boliger på. Meget af den jord, der bliver fyldt i bassinet, er forurenet jord, og meget af den er såkaldt ikkerensningsegnet jord. Det betyder, at den er så forurenet med f.eks. PFAS, giftstoffer eller tungmetaller, at man har opgivet at rense den. Normalt skal den slags jord deponeres i det, der hedder et deponi. Og ifølge EU-regler skal sådan et deponi være så tæt, at der ikke må ske udsivning derfra i 300 år. Men der findes en regel, der siger, at man også kan nyttiggøre jorden. Man kan f.eks. hælde jorden i det store saltvandsbassin, der hedder Lynetteholm. Så hælder man altså tonsvis af jord, der er så forurenet, at den ikke er rensningsegnet, i et bassin, der er omkranset af moler, som ikke er tætte. Når man hælder stærkt forurenet jord i et bassin, der er omkranset af utætte moler, fortrænger man jo milliarder af liter vand gennem molerne og ud i Øresund. Helt konkret udvasker man giftstoffer fra jord, der er så forurenet, at der ikke måtte sive en dråbe ud i 300 år, hvis den var i et deponi, direkte ud i Øresund. Man foretager utrolig få målinger på ydersiden af molerne. En gang om måneden tager man stikprøver, og en af de sidste stikprøver viste, at der slap for meget af det yderst giftige stof cyanid ud gennem molerne. Synes ministeren ikke, det ville være nyttigt at lave flere målinger langs molerne, så vi får et bedre overblik over, hvilke giftstoffer, tungmetaller og PFAS'er vi vasker ud i Øresund fra de mange forskellige former for stærkt forurenet jord?

Ministeren.

Tak. Så forstod jeg spørgerens pointer. Jeg kan berolige spørgeren med, at der ikke er grund til den bekymring, som spørgeren giver udtryk for her. Når spørgeren omtaler perimeteren, vil jeg sige, at det er en kegleformet stensætning, som har en sandmile, der også fungerer som et slags filter for det vand, der eventuelt trænger igennem. I forhold til det, vi måler på, vil det ikke give mening at måle på den side ud mod Øresund, for der vil du ikke kunne måle noget. Så det, vi måler på, er den koncentrerede udledning, altså hvad der bliver pumpet ud koncentreret, for ligesom at tage worst case-scenarie. Det er det, vi måler på, og det er det resultat, spørgeren også refererer til.

Spørgeren.

Men i det øjeblik, vi hælder jord, der er så forurenet, at det ikke kan renses, i bassinnet, så fortrænger det jo vand ud gennem molerne; det vil sige, at vi jo fortrænger også de giftstoffer ud gennem molerne. Vi ved jo dybest set ikke, hvor det ender. Altså, hvad tænker ministeren om, at vi hælder så meget forurenet jord ned i et stort bassin, så vi på den måde nærmest udvasker giftstofferne, som så siver ud gennem molerne, uden at vi rigtig er i stand til at finde ud af, hvor meget der er af det, fordi vi måler ekstremt lidt på det.

Ministeren.

Altså, projektet er jo godkendt til at håndtere den type jord, man nu modtager. Når man omtaler det som giftigt, kan jeg godt forstå at det sådan lige umiddelbart lyder meget bekymrende, men alt jord i Københavns Kommune er jo klassificeret som giftigt eller forurenet jord. Så det vil sige, at det også er helt almindelig jord, der bliver kørt derud. Det, som man har fået en lille overskridelse af, i øvrigt på meget lave grænseværdier, er formentlig rester, som var der i forvejen, og ikke jord, der er blevet kørt dertil. Men det er altså målt i det koncentrerede rør, der pumper vand ud, og det er jo der, det giver det kraftigste udslag, hvis der skulle være en forurening, som skulle blive udvasket. Det måler vi dér, netop fordi det er dér, hvor det er mest restriktivt og man kan få det reneste koncentrat. Det kan man ikke igennem sandfilteret.

Spørgeren.

I det øjeblik man hælder en masse jord, der er så giftigt, at det ikke engang kan renses, ned i et stort bassin, hvor molerne er utætte – og det er jo alle typer af forurenet jord, og der er også noget, der ikke er forurenet, men, altså, noget af det er rigtig, rigtig forurenet, når det ikke kan rejses – hvad tænker ministeren, der sker, når det går op for københavnerne, at vi udvasker jord, der er så forurenet, at det ikke kan renses, ud igennem utætte moler uden at måle på det. Hvad for en reaktion tror ministeren vi får, når det her går op for folk?

Ministeren.

Hvis nu ordføreren ikke misinformerede, som ordføreren gør, tror jeg i hvert fald ikke, at der vil opstå den der forargelse. Jeg står netop og redegør for, at det, som ordføreren tegner et billede af her, ikke er tilfældet; hvis der til gengæld er behov for at lave målinger af det vand, der er inde i perimeteren, så måler vi det på en kraftig slange for at få den koncentrerede form. Ordføreren kommer nu med en kritik af, at vi ikke bare måler ude i Øresund. Jeg kunne forstå, hvis det var omvendt, altså hvis vi bare målte rundt om perimeteren, for der ville man ikke kunne måle noget som helst. Hvis det var dér, vi målte, og så ikke målte den koncentreret udledning af det vand, der er i perimeteren, altså havnevand, så kunne jeg forstå, at der var en kritik. Men jeg forstår såmænd ikke kritikken af, at vi måler det koncentrerede vand i bassinnet fremfor for det vand, der er uden for perimeteren.

Tak til transportministeren, og tak til spørgeren. Det næste spørgsmål er til social- og boligministeren, og det er af fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten.

Værsgo.

Hvordan vil ministeren sikre, at de gode og stærke anbefalinger til forebyggelse, opsporing og behandling af vold mod børn og unge, som fremgår af arbejdsgruppen om vold mod børns rapport af 27. juni 2025, ikke blot forbliver ord på papir, men rent faktisk omsættes til konkrete indsatser og værktøjer, der hjælper børn og unge tidligt og styrker deres mentale trivsel på længere sigt?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg er enig i, at arbejdsgruppen om vold mod børn har leveret et rigtig stærkt og solidt stykke arbejde med en række vigtige anbefalinger om både forebyggelse, opsporing og behandling af børn, der bliver udsat for eller er i fare for at blive udsat for vold. Arbejdsgruppen har fremlagt ti anbefalinger i sin afrapportering, og den har derudover peget på flere andre tiltag, som rækker ud over den økonomiske ramme, der indledningsvis var fastsat. Jeg er glad for, at tre af anbefalingerne allerede er blevet realiseret gennem aftalen om udmøntningen af de 10,3 mio. kr., der blev afsat ved arbejdsgruppens nedsættelse. Det gælder et forsøg med anonym rådgivning til personer, der er i risiko for at udøve vold, en støtte til Bryd tavshedens kampagne »Uge 12 uden vold«, samt en udbredelse af behandlingstilbud til børn i alderen 0-6 år i børnehusene. Herudover indgik regeringen i november også en aftale om det, der hedder SSA-reserven for 2026, hvor Enhedslisten jo også selv var med, og hvor vi bl.a. afsatte midler til en kampagne hos BørneTelefonen om vold og til kompentenceudvikling for fagpersoner, og dermed imødekom vi yderligere to af anbefalingerne fra arbejdsgruppen. Endelig har regeringen også for nylig præsenteret handlingsplanen »Tryg barndom«, som indeholder 18 initiativer om vold mod børn og vold i hjemmet. Flere af initiativerne taler på forskellig vis ind i arbejdsgruppens anbefalinger. Bl.a. er der et forsøg med etablering af et familiecenter inspireret af de såkaldte Family Justice-centre, som vi bl.a. kender dem fra Belgien. Også styrkelsen af børnehusene, undersøgelser af vold mod børn og en udbredelse af Red Barnets indsats »Stærke Sammen« afspejler anbefalinger fra arbejdsgruppen, og jeg er rigtig, rigtig glad for, at vi dermed har kunnet sætte så mange initiativer i gang, som arbejdsgruppen har anbefalet. For der er i dag alt for mange børn, der bliver udsat for vold, desværre både af jævnaldrende, men også af deres familier og dem, der skulle sikre, at de kan føle sig trygge i hverdagen. Derfor er jeg selvfølgelig også åben over for at se på, hvordan vi kan gøre endnu mere.

Spørgeren.

Jeg synes jo både, det er positivt at høre om de ting, som vi sammen har sat i gang, men jo i særdeleshed også det sidste, som ministeren kommer ind på, og som er åbenheden over for at gøre endnu mere. For mens vi er glade for de ting, som vi har sat i værk, så er der andre ting, som ikke er tilstrækkelige – det er også det, vi hører fra fagpersonerne, fra dem, der har stor viden på feltet, og dem, der selv har oplevet at stå i det, eller som lige nu står i det – og nogle af de indsatser, der sker, og som ellers er helt vildt vigtige, sker først bagefter. Derfor er vi jo især også optagede af, hvordan vi allerbedst forebygger det. For det kommer til at have kæmpe konsekvenser, det ved ministeren også, for de børn og unge, som vokser op og oplever det her. Vi havde i Folketinget tidligere en debat om børns rettigheder, når de f.eks. er på krisecentre. Det var bl.a. også med den viden, at det f.eks. for børn kan være mindst lige så voldsomt at opleve, at en af deres forældre bliver udsat for vold, som hvis de selv bliver udsat for det. Jeg har to børnetegninger liggende på mit kontor fra netop et krisecenter som en daglig påmindelse om de børn, som jo virkelig gerne vil, og som nogle gange også har nogle forældre, som virkelig gerne vil, men hvor vi simpelt hen ikke lykkes med at skabe de bedste rammer. De er tit også på krisecentre eller andre steder, hvor de møder nogle, men hvor det kunne have været endnu tidligere eller endnu bedre, og det er sådan noget, jeg synes er helt vildt frustrerende, altså når der faktisk er en vilje, men at det er lovgivningen eller manglende indsatser, som spænder ben for det. Derfor vil jeg gerne høre ministeren om, hvordan vi så kan sikre, at de her initiativer kommer i gang. Er det kun et spørgsmål om, at vi skal forhandle noget økonomi på plads, og det så er det, vi skal gå i gang med? Eller er der nogle andre benspænd for, at vi også kan handle på de andre anbefalinger, der er kommet?

Ministeren.

Det er klart, at vi, når vi taler om forebyggelse og om vold mod børn, så kan anskue det sådan meget, meget bredt, i forhold til hvordan vi i det hele taget sikrer, at børn kender til deres rettigheder. Der synes jeg f.eks. også, at det initiativ, hvor vi har styrket indsatsen omkring BørneTelefonen, sådan at det f.eks. ikke kun er en voksen, der er bekymret for et barn, eller måske et barn, der er bekymret for sine forældre eller nogle andre, der kan ringe ind, men at kammerater, der er bekymrede for deres kammerat, også kan ringe ind, er rigtig godt. Men det er også vigtigt, at man går mere målrettet til værks, bl.a. med børn, der har været på krisecentre med deres forældre, og jeg vil selvfølgelig gerne se på, hvordan vi kan styrke den indsats. For det er vigtigt, at vi ser på de børn, der er på vores krisecentre, men det er jo også vigtigt at huske på, at der lige præcis der er adgang til netop uddannet personale. Der er også adgang til psykologtimer for de alle børn, der kommer på krisecentre.

Spørgeren.

Ja, det, jeg så tænker er det opmuntrende her, er, at der er en vilje. Det er i hvert fald det, jeg oplever, også i forhold til at vi allerede har set, at man, når det drejer sig om nogle af tingene, har taget fra. Så nu er spørgsmålet, hvornår vi kommer i gang med at handle på de andre dele af det og se på de andre anbefalinger, der er kommet. Der ville jeg høre, om ministeren kan gøre os klogere på, hvad der er regeringens planer i forhold til de andre dele, der mangler.

Ministeren.

Som jeg nævnte indledningsvis, har vi jo netop sat rigtig, rigtig mange ting i gang. Så mit fokus er selvfølgelig også at få fulgt op på, at de ting rent faktisk kommer til at virke i praksis. Noget af det er jo konkrete forsøg, f.eks. det her med et Family Justice-house, som jeg ser meget frem til at få nogle erfaringer med, fordi det også kan være med til, at børn og unge eller familier bliver opmærksomme på, at der er noget hjælp, som ikke nødvendigvis kræver, at man kommer ind på et krisecenter. Så det er jo de næste skridt, altså at sikre, at det, vi har givet penge til, kommer i gang, men selvfølgelig også at gå videre og drøfte med partierne, hvad de kunne være. Jeg synes jo, vi har afsat rigtig mange midler, og nu har vi nogle anbefalinger. Så det kloge ville jo være, at vi ikke skal gå i gang med at få nye anbefalinger, men at vi netop tager udgangspunkt i dem, vi har fra arbejdsgruppen.

Spørgeren.

Det synes jeg lyder godt, altså at vi tager udgangspunkt i det arbejde, der er blevet lavet af den arbejdsgruppe, som vi har nedsat. Jeg kunne jo godt være bekymret for, at vi, selv om vi nu har en vilje til det, så ikke får rykket tidsnok i forhold til det. Derfor vil jeg spørge ministeren, om ministeren måske nu eller snarest vil sætte en dato for, hvornår vi så kunne gå i gang med det videre arbejde. For mens det, vi har sat i gang, er så positivt, så må vi jo ikke glemme, at et godt børneliv betaler sig. Det gør det selvfølgelig først og fremmest for barnet, men det gør det jo også for hele vores samfund, og det har kæmpe konsekvenser, når vi ikke reagerer rettidigt. Så hvornår kommer vi i gang med den sidste del af arbejdet?

Ministeren.

Indsatsen med at forebygge vold mod børn foregår jo på flere forskellige planer. Den foregår jo både, når det gælder, at børn kender deres egne rettigheder, den foregår i forhold til Forebyggelseskommissionens arbejde på retsområdet, den foregår f.eks. på integrationsområdet, og den findes også på skoleområdet i forhold til børn, der udøver vold mod andre børn osv. Så det er jo rigtig mange indsatser, som vi løbende skal følge op på. Men regeringen er i arbejdstøjet, og det her er en af de helt store ting, som jeg samarbejder med flere andre ministre om. Jeg kan også berolige Enhedslisten med, at det er jeg også helt overbevist om at vi kommer til at gøre i det her år. Konkret hvornår vi indkalder til en drøftelse af det, kan jeg ikke sige, men ordføreren ved jo, at vi snart skal mødes i regi af »Børnene Først«, som er en aftalekreds, som Enhedslisten også er med i, og hvor vi jo bl.a. også skal drøfte forholdene for børn, der er anbragt uden for hjemmet. Det synes jeg jo også er et rigtig vigtigt fokusområde, som vi kunne tage på os i 2026.

Tak til spørgeren. Den næste, der har spørgsmål til social- og boligministeren, er fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance.

Værsgo.

Tak for det. Mener ministeren, at det er holdbart, at det fremgår af Social- og Boligministeriets kommissorium om analyse til brug for tilrettelæggelse af fremtidens adoptionssystem, at det alene skal »tilstræbes«, at internationale adoptioner foregår på et lovligt og forsvarligt grundlag, og ikke, at det rent faktisk skal sikres, at adoptionerne foregår både lovligt og forsvarligt?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet, som jeg også tidligere har besvaret skriftligt under den almindelige udvalgsdel. Allerførst vil jeg gerne slå fast, at internationale adoptioner skal gennemføres på en juridisk og etisk forsvarlig måde. Det må der ikke være nogen som helst tvivl om, og det gælder også allerede i dag. Det er dog også vigtigt at holde sig for øje, at når vi taler om international adoption, vil det altid være forbundet med en vis risiko, og derfor kræver området også en meget særlig opmærksomhed. Det er jo sådan, at international adoption er et forhold imellem to lande, et afgiverland og et modtagerland, og der vil være elementer i afgiverlandet, som vi ikke altid kan være fuldt opmærksomme på. Så når der i det kommissorie, der før blev nævnt, står, at det tilstræbes, er det jo et forsøg på at skrive, at vi aldrig – uanset hvor meget vi gerne ville – kan udstede garantier, når det kommer til international adoption. Som jeg sagde før, sker international adoptionsformidling i et samarbejde mellem to lande, et afgiverland og et modtagerland, og store dele af adoptionsprocessen foregår i afgiverlandet i henhold til dette lands nationale lovgivning. Som det er med et samarbejde mellem to lande, vil det fra dansk side være svært i alle sammenhænge at have fuld indsigt i eller kontrol med processerne i afgiverlandet. Derfor er det jo også vigtigt, at der i Danmark er mekanismer og procedurer for at sikre, at international adoption sker i overensstemmelse med dansk og international lovgivning og konventionerne. Vi har allerede i dag sådanne mekanismer. Det medførte bl.a., at vi i oktober 2024 – som spørgeren sikkert kan huske – stoppede samarbejdet med Sydafrika om international adoptionsformidling, da det simpelt hen ikke kunne sikres, at adoptionerne foregik på en juridisk og etisk forsvarlig måde. Jeg mener dog stadig væk, at det er relevant at se på, om der er nogle af de her procedurer, der kan forbedres, og også på, om der er behov for yderligere tiltag eller opstramninger. Det er også det, jeg forventer og håber at arbejdet omkring international adoptionsformidling kan levere nogle bud på.

Spørgeren.

Det går jeg så sandelig ud fra at ministeren allerede kan konkludere er åbenlyst, for hverken dansk eller international lovgivning har jo virket, frem til at ministerens forgænger stoppede for adoption. Tager vi f.eks. Sydkorea, som er et af de lande, vi har adopteret allerflest fra, har deres sandhedskommission konkluderet, at ikke en eneste af de adoptioner – altså mange, mange adoptioner – de har kigget ned i, har været lovlig, ikke en eneste. De har endda også konkluderet, at der er specifikke borgere, altså danske borgere, som er endt i Danmark fra Sydkorea, fra specifikke årstal, fra specifikke børnehjem, som er endt her på et ulovligt grundlag. Og der har ministeren jo ikke engang villet gøre sit til at finde ud af, hvem de borgere er, så de om muligt kunne få kontakt til deres biologiske familie igen. Skal jeg tage det her som et tegn på, at ministeren egentlig stadig væk vil tillade de her ulovlige ting, der er foregået på adoptionsområdet, og som jo er foregået, i hvert fald fra Sydkorea, helt indtil 2022 og ikke kun historisk, siden man stadig kun vil tilstræbe og ikke sikre, at der ikke foregår ulovligheder på adoptionsområdet?

Ministeren.

Nu blander spørgeren fra Liberal Alliance nogle forskellige ting sammen. Danmark har ikke adopteret nogen børn fra Sydkorea i mange år. I 2016 blev loven strammet markant, og man indførte en lang række mekanismer, som siden hen har gjort, at vi ikke længere har samarbejde med en lang række lande. I dag er det kun meget få adoptioner om året, der gennemføres, og kun fra meget få lande, en håndfuld lande, og Sydkorea er jo ikke et af dem. Det synes jeg også er vigtigt at få slået fast. Det, der er vigtigt at sige, er, som jeg sagde før, at international adoptionsformidling foregår mellem to lande, og derfor skal vi have mekanismer og procedurer, der sikrer, at vi kan opfange det – hvilket man jo ikke gjorde dengang – når der foregår ulovligheder i det afgiverland, der sender børnene til Danmark.

Spørgeren.

Det er jo ikke korrekt, for nok blev lovgivningen ændret i 2016, men der blev fortsat adopteret børn fra Sydkorea helt frem til 2022, altså har den stramning ikke været nok og slet ikke, når de koreanske myndigheder stadig væk siger, at de ikke har været foretaget på et korrekt grundlag. Så jeg kunne godt tænke mig at spørge: Hvad betyder det her med at tilstræbe helt konkret? Har I et bud på, hvor mange og hvor slemme overtrædelser I ligesom vil acceptere?

Ministeren.

Jamen som jeg har nævnt, blev loven strammet i 2016, og så ophørte man faktisk efterfølgende med at have international adoptionsformidling fra Sydkorea. Det viser jo sådan set, at stramningen virkede, ved at man begyndte at kigge endnu mere kritisk på international adoptionsformidling fra forskellige lande. Senest var det Sydafrika, vi ophørte med at adoptere fra i oktober 2024. Og som jeg har nævnt, er der allerede i det nuværende adoptionssystem en række sikkerhedsmekanismer, der sikrer, at procedurer og krav i forbindelse med adoptionsprocessen overholdes. Men lige nu har vi et arbejde i gang, hvor man sidder og kigger på, hvad det er for nogle procedurer og mekanismer, der skal være fremadrettet i forhold til internationale adoptioner. Jeg glæder mig til at høre, hvad den arbejdsgruppe når frem til, for det er vigtigt, at man, når der er to lande, hvor der foregår international adoption, har nogle mekanismer, der kan sikre, at der i det land, der afgiver et barn til en familie i Danmark, hele tiden er betryggende forhold. Men helt at garantere det kan man aldrig. Det er jo i sidste ende noget, man må tilstræbe.

Spørgeren.

Men ministeren må jo have tænkt over, hvor stor en margen af uregelmæssigheder og ulovligheder man vil, hvad skal man sige, blåstemple fra dansk side, i og med at man ved, at der foregår ulovligheder i en lang række af de lande, vi allerede har adopteret fra. Så jeg spørger igen: Kan ministeren svare på hvad »tilstræbe« konkret betyder, og hvor slemme overtrædelser ministeren kan se igennem fingrene med på adoptionsområdet?

Ministeren.

Jamen altså, i princippet accepterer vi jo ingen overtrædelser; altså ikke nogen som helst skal opleve, at adoptionen sker på et ufuldstændigt grundlag. Det er det, der f.eks. er baggrunden for, at Ankestyrelsen i dag skal godkende matchningsforslag fra udlandet, før sagen overhovedet kan gå videre, hvilket jo var en markant stramning i forhold til det, vi så i 1970'erne og 1980'erne, hvor der kom rigtig mange til Danmark fra f.eks. Sydkorea. Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi har et anderledes adoptionssystem i dag. Men regeringen vil gerne se på, hvordan vi kan tilstræbe, at der i endnu højere grad er styr på matchningsprocessen, hvis der er tale om international adoption, og det er derfor, vi har igangsat et arbejde, hvor man kigger på det.

Tak til social- og boligministeren, og tak til spørgeren. Spørgsmål nr. 12 og 13 er udgået af dagsordenen, så vi skal til spørgsmål nr. 14 til udlændinge- og integrationsministeren, og det er stillet af fru Sandra Elisabeth Skalvig fra Liberal Alliance.

(Spørgsmålet er udgået af dagsordenen).

(Spørgsmålet er udgået af dagsordenen).

Værsgo.

Tak. Mit spørgsmål lyder: Er ministeren tryg ved, at vi opdager eventuelle kriminelle forhold, som ansøgere til dansk indfødsret har begået i udlandet, når vi ifølge ministeren selv slet ikke undersøger, om ansøgerne f.eks. har domme fra udlandet?

Ministeren.

Tak for det spørgsmål. Tildeling af dansk statsborgerskab er en stor tillidserklæring fra det danske samfund. Derfor stiller vi med rette strenge krav til at blive statsborger. Ansøgere må selvfølgelig ikke have begået kriminalitet. Det gælder både i Danmark og i udlandet, og de er forpligtet til på tro og love at oplyse om alle strafbare forhold både Danmark og i udlandet. Der indhentes relevante oplysninger fra danske myndigheder som en del af sagsbehandlingen. Det gælder også politiet og PET. I forbindelse med behandlingen af en ansøgning om dansk statsborgerskab foretages ikke systematiske opslag i udenlandske kriminalregistre. Det betyder dog ikke, at strafbare forhold begået i udlandet er irrelevante. Hvis der fremkommer oplysninger eller der er konkret mistanke, kan ministeriet undersøge det nærmere og indhente yderligere dokumentation. Viser det sig, at en ansøger bevidst har fortiet oplysninger om strafbare forhold i ind- eller udland, er det et alvorligt tillidsbrud, og det kan medføre, at statsborgerskabet skal fratages. Tak.

Spørgeren.

Tak til ministeren for besvarelsen af mit spørgsmål, og ikke mindst godt nytår også herfra. Noget af det, jeg særlig har været optaget af i min tid som indfødsretsordfører, har været at sikre, at vi ikke giver dansk statsborgerskab til kriminelle udlændinge, og det gælder sådan set både kriminalitet, som er begået her i Danmark, men i lige så høj grad også kriminalitet, som er begået i udlandet. Man kan sige, at vi jo gør rigtig meget. Det kommer ministeren også selv lidt ind på. Vi gør rigtig meget for at undersøge de kriminelle forhold, som ansøgeren har her i Danmark. Det gør vi bl.a., ved at vi undersøger, om der er registreret noget i Kriminalregisteret, både før ansøgeren har sendt ansøgningen ind, under sagsbehandlingen af ansøgningen og faktisk helt frem til grundlovsceremonien. Men når det så kommer til kriminalitet, som er begået i udlandet, er det egentlig kun, hvis vi selv har registreret noget i vores egne registre eller ansøgeren ligesom selv nævner det i deres egen ansøgning, at vi bliver oplyst omkring kriminelle forhold, der er begået, før deres indrejse i Danmark. Det må jeg ærligt sige godt kan bekymre mig en lille smule, fordi jeg mener ikke, at kriminelle skal belønnes med et dansk statsborgerskab, og det er sådan set, uagtet om kriminaliteten er begået i Danmark, eller om den er blevet begået, før de egentlig er indrejst i Danmark. Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt mere om, om ministeren slet ikke er bekymret for, at vi potentielt kan give statsborgerskab til kriminelle udlændinge, uden at vi sådan set er oplyst omkring det, altså uden vi ved det.

Ministeren.

Også godt nytår til fru Sandra Elisabeth Skalvig. Først og fremmest er jeg jo enig i, at vi skal undgå at give statsborgerskab til kriminelle udlændinge, og det er så også derfor, at vi har strammet reglerne for at opnå indfødsret ad mange omgange. Man skal jo for overhovedet at komme i betragtning til at få dansk statsborgerskab bl.a. leve op til et vandelskrav, og det vil sige, at man ikke har begået kriminalitet, og at man har forsørget sig selv osv., og det skal man jo have gjort i ret mange år for overhovedet at komme i betragtning til dansk statsborgerskab. Hvis der så er mistanker, har man så mulighed for at indhente oplysninger i udlandet.

Spørgeren.

Men som ministeren også selv er inde på, er det kun, hvad der registreret i Kriminalregisteret i Danmark, man undersøger, og så er det kun, hvis man har en begrundet mistanke til den pågældende person, at man undersøger det nærmere. Noget, man eventuelt kunne gøre, var måske at stille krav om, at ansøgere skal medsende en straffeattest, altså en legaliseret straffeattest fra det land, de kommer fra. Ville det være noget, som ministeren måske ville overveje at undersøge nærmere, altså om det er et krav, vi kan stille til ansøgeren til dansk indfødsret?

Ministeren.

Jeg ved ikke, om det sidste er realistisk, men jeg ved, at vi jo allerede har det sådan, at man skal leve op til ikke at have begået kriminalitet i Danmark for overhovedet at komme i betragtning, i hvert fald ikke alvorlig kriminalitet; vi taler ikke p-bøder og den slags. Derudover vil jeg sige, at når der er en eller anden form for mistanke, har man jo mulighed for at indhente oplysninger i udlandet. PET kan tjekke, om man har været til skade for statens sikkerhed, og Rigspolitiet har mulighed for at tjekke, om der er ansøgere, der er efterlyst i Interpol. På den måde er det egentlig mit indtryk, at vi har nogle ret gode værn mod at give kriminelle statsborgerskab.

Spørgeren.

Men jeg synes jo ikke, at det er et underligt krav at stille, når vi beder om, at det ikke er den danske stat eller os, der behandler ansøgningen, men at det er ansøgerne, der selv indhenter en straffeattest fra de lande, som de tidligere har haft bopæl i. Jeg synes, det ville være meget relevant, at de ligesom selv medsendte rene straffeattester, sådan at vi med sikkerhed ved, at der i hvert fald ikke er registreret kriminalitet i de lande, de har boet i, før de kom til Danmark. Er det ikke noget, ministeren eventuelt kunne overveje at se nærmere på?

Ministeren.

Jeg har ikke på stående fod indtryk af, at vi har en reel udfordring med, at vi får givet statsborgerskab til kriminelle udlændinge, og det hænger bl.a. sammen med, at man skal have været i Danmark i ret mange år, at man skal leve op til ikke at være kriminel i den tid, man er i Danmark, og at man skal have været selvforsørgende og fået lært dansk. Derfor føler mig egentlig relativt tryg ved det system, vi har etableret og derudover også med de forskellige muligheder for at indhente oplysninger i udlandet, og at PET og Rigspolitiet kan indhente bidrag. På den måde er der nogle gode værn for at undgå, at kriminelle kan få statsborgerskab.

Tak til udlændinge- og integrationsministeren, og tak til spørgeren. Der er ikke flere spørgsmål på dagsordenen. Hermed er spørgetiden afsluttet.