Møde i salen

Mødet er åbnet.

Fra hr. Rasmus Jarlov (KF), der har orlov, har jeg modtaget meddelelse om, at han fra og med den 22. november 2025 atter kan give møde i Tinget. Fru Tina Cartey Hansens (KF) hverv som midlertidigt medlem af Folketinget ophører fra nævnte dato at regne.

I dag bliver der fremsat nogle forslag, og jeg vil undlade at læse titlerne op, idet der er rigtig mange; jeg vil alene nævne numrene.

Der fremsættes følgende beslutningsforslag:

Trine Pertou Mach (EL) m.fl.:

Beslutningsforslag nr. B 36 (Forslag til folketingsbeslutning om at stille yderligere ressourcer til rådighed for Den Internationale Straffedomstol) og

Beslutningsforslag nr. B 47 (Forslag til folketingsbeslutning om stop for våbenhandel med Israel).

Karsten Hønge (SF), Trine Pertou Mach (EL), Martin Lidegaard (RV) og Sascha Faxe (ALT):

Beslutningsforslag nr. B 37 (Forslag til folketingsbeslutning om, at Danmark skal anerkende Palæstina).

Karina Adsbøl (DD) m.fl.:

Beslutningsforslag nr. B 38 (Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod at anbringe børn og unge i ikkegodkendte tilbud) og

Beslutningsforslag nr. B 44 (Forslag til folketingsbeslutning om at fratage fagpersoner, ledere og ejere retten til at arbejde med sårbare borgere, hvis de dømmes for tyveri, vold, overgreb eller velfærdskriminalitet).

Mads Fuglede (DD) m.fl.

Beslutningsforslag nr. B 39 (Forslag til folketingsbeslutning om en kompetenceuddannelse til bestyrelsesmedlemmer i forsyningsselskaber) og

Beslutningsforslag nr. B 40 (Forslag til folketingsbeslutning om krav til kommunerne om at udarbejde retningslinjer for energianlæg på land).

Morten Messerschmidt (DF) m.fl.:

Beslutningsforslag nr. B 41 (Forslag til folketingsbeslutning om, at Danmark skal ophæve gennemførelsen af EU’s emballageafgift).

Peter Skaarup (DD) m.fl.

Beslutningsforslag nr. B 42 (Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod Hizb ut-Tahrir),

Beslutningsforslag nr. B 54 (Forslag til folketingsbeslutning om at udtræde af den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK), hvis ikke den moderniseres inden for 4 år) og

Beslutningsforslag nr. B 55 (Forslag til folketingsbeslutning om at gennemføre en håndfast hjemsendelsespolitik).

Torsten Gejl (ALT), Katrine Daugaard (LA) og Mette Thiesen (DF) m.fl.:

Beslutningsforslag nr. B 43 (Forslag til folketingsbeslutning om at undersøge en model for forvaltningsdomstole i Danmark).

Peder Hvelplund (EL), Zenia Stampe (RV) og Helene Brydensholt (ALT) m.fl.:

Beslutningsforslag nr. B 45 (Forslag til folketingsbeslutning om statsborgerskab til unge født og opvokset i Danmark).

Kristian Bøgsted (DD) m.fl.:

Beslutningsforslag nr. B 46 (Forslag til folketingsbeslutning om at stramme reglerne for erhvervelse af dansk indfødsret).

Karsten Hønge (SF), Trine Pertou Mach (EL) og Martin Lidegaard (RV):

Beslutningsforslag nr. B 48 (Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod import af varer og tjenesteydelser fra de ulovlige israelske bosættelser).

Torsten Gejl (ALT) m.fl.:

Beslutningsforslag nr. B 49 (Forslag til folketingsbeslutning om et nationalt center for klimahandling).

Peter Skaarup (DD), Steffen Larsen (LA), Lise Bertelsen (KF) og Mikkel Bjørn (DF) m.fl.:

Beslutningsforslag nr. B 50 (Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod bederum på uddannelsesinstitutioner).

Susie Jessen (DD) m.fl.:

Beslutningsforslag nr. B 51 (Forslag til folketingsbeslutning om at sikre åbenhed om udgifter afholdt af et andet ministerium end ministerens eget).

Aaja Chemnitz (IA):

Beslutningsforslag nr. B 52 (Forslag til folketingsbeslutning om at indføre regler om narkotikakørsel i Grønland).

Victoria Velasquez (EL) og Sigurd Agersnap (SF) m.fl.:

Beslutningsforslag nr. B 53 (Forslag til folketingsbeslutning om ret til gradvis opstart efter en stresssygemelding).

Beslutningsforslagene kan ses på www.folketingstidende.dk.

Forhandlingen er åbnet. Den første ordfører, jeg byder velkommen til, er hr. Rasmus Horn Langhoff fra Socialdemokratiet.

Med det her lovforslag og lovforslaget, vi skal behandle lidt senere, tager vi hul på implementeringen af vores aftale om en samlet 10-årsplan for psykiatrien. Med aftalen leverer vi på løftet om at styrke psykiatrien med 4,6 mia. kr. over en 10-årig periode. Det er et arbejde, vi tog hul på for 6 år siden, og hvor vi siden år for år har bygget på med flere penge og nye indsatser til gavn for patienterne, hurtigere hjælp til børn og unge, flere sengepladser og mere personale til gavn for dem med svære psykiske lidelser, bedre sammenhænge og overgange mellem hospitalspsykiatri og socialpsykiatri og bedre vilkår og mere tryghed for personalet. Det er bare nogle af de områder, vi skal levere på. Børn og unge har med rette fyldt meget, når vi har totalt 10-årsplan for psykiatrien. Derfor er jeg også glad for, at vi med forslaget her i dag indfører en ny patientrettighed for børn og unge i psykiatrien. De får fremover ret til en sammenhængende udredning og behandling. Vi har nemlig i mange år tænkt behandling i psykiatrien på samme måde som i somatikken, altså at man først skal udredes og have en diagnose og derefter kan starte behandling for den diagnose. I psykiatrien vil det dog i mange tilfælde give bedre mening at sætte behandling i gang tidligere, også selv om man ikke kender den præcise diagnose, så forløbet i højere grad kan opleves som ét samlet forløb frem for to adskilte forløb. Og så skal man ikke gå at vente på den præcise diagnose, før man kan få hjælp. Med det her lovforslag lægger vi op til at indføre en sammenhængende ret til udredning og behandling. Konkret betyder den nye patientrettighed, at regionen skal påbegynde udredning, senest 1 måned efter at barnet eller den unge er blevet henvist, og at regionen så skal afslutte udredningen og påbegynde behandling inden for 2 måneder. Hvis ikke regionen kan overholde en eller flere af fristerne, er det muligt at gøre brug af det udvidede frie sygehusvalg. Den nye rettighed skal selvfølgelig også ses i sammenhæng med, at vi med 10-årsplan for psykiatrien gennemførte et omfattende løft af indsatsen over for børn og unge. Lovforslaget lægger op til at hæve den statslige færdigbehandlingstakst i psykiatrien. Formålet her er, at patienter skal kunne udskrives hurtigere fra hospitalet og få den nødvendige hjælp i kommunerne. I dag er mange patienter fortsat indlagt på en psykiatrisk sengeplads, i flere uger efter de er færdigbehandlet og klar til at blive udskrevet, alene fordi de venter på et tilbud i kommunen. Det er selvsagt ikke særlig hensigtsmæssigt, hverken for patienterne, som er indlagt længere tid end nødvendigt, eller for udnyttelsen af sengepladserne i psykiatrien, som kunne være brugt af andre patienter. Ved at hæve færdigbehandlingstaksten får kommunerne et stærkere økonomisk incitament til at sikre, at borgere hurtigere kan udskrives fra hospitalet, når de færdigbehandlet. Vi hæver derfor den statslige færdigbehandlingstakst fra dag 21 efter færdigbehandling og yderligere fra dag 28 – eller sagt på en anden: Det bliver altså dyrere, hvis kommunerne ikke inden for 3 uger kan stille med et tilbud til de færdigbehandlede patienter. Forslaget skal ses i sammenhæng med, at vi med aftalen generelt styrker socialpsykiatrien i kommunerne, bl.a. med nye afklaringspladser og udbredelse af sociale akuttilbud, så der bliver bedre mulighed for at hjælpe dem, der er færdigbehandlet på hospitalet. Der er tale om to fornuftige elementer fra vores 10-årsplan, som vi nu implementerer. I Socialdemokratiet er vi meget glade for, at arbejdet med 10-årsplanen er godt i gang, og derfor kan vi støtte forslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Rasmus Horn Langhoff fra Socialdemokratiet, og jeg byder nu velkommen til hr. Christoffer Aagaard Melson fra Venstre.

Tak for det. I Venstre er vi også rigtig glade for, at vi nu for alvor tager fat på at få udrullet nogle af de vigtige initiativer fra 10-årsplanen, hvor vi jo som sagt styrker psykiatrien over de kommende år med hele 4,6 mia. kr. Det her forslag handler om at sikre en bedre sammenhæng mellem udredning og behandling i psykiatrien. Det er tiltrængt. Jeg tror, vi alle sammen har hørt historier om uhensigtsmæssige forløb, hvor f.eks. en udredning i det private er blevet stort set gentaget en til en i det offentlige, fordi det kan være svært, lige netop når det gælder psykiatrien, at arbejde videre på nogle undersøgelser, som andre har lavet. Derudover er der mange, der har ventet med, at behandlingen er gået i gang, fordi en udredning har trukket ud, f.eks. Og det har heller ikke været hensigtsmæssigt. Så at vi nu integrerer udredning og behandling, så det bliver set som ét samlet forløb, tror vi derfor på kommer til at hjælpe rigtig mange både borgere, men også professionelle til at føle, at de kan give et mere meningsfuldt tilbud til deres borgere. Så er vi også rigtig glade for, at vi også med det her styrker rettighederne på den måde, at borgerne fremadrettet får ret til at få et samlet forløb i det private, hvis det offentlige ikke kan levere inden for de her 60 dage på samlet udredning og behandling, og at man derfor kan få ret til både at blive udredt og behandlet i det private, hvis det offentlige ikke kan løfte opgaven. Især når vi taler børn og unge, tror jeg vi kan blive enige om, at den tid simpelt hen er for vigtig til, at patienterne skal stå og vente og vente, og det tager vi med det her forslag et skridt til at få løst. Vi er også rigtig glade for, at vi har fået kigget på overgangen til, hvordan man får hjælp i kommunen og sikrer nogle bedre incitamenter til, at det sker på en hensigtsmæssig måde, og det tager vi også fat på med det her lovforslag. Og så skal det jo selvfølgelig ses i en sammenhæng med de mange, mange andre lovforslag i 10-årsplanen. Et yderligere, som jeg ikke vil sige så meget om nu, kigger vi på senere. Men det her er et af mange gode forslag, som vi er rigtig, rigtig glade for at vi nu kommer i gang med.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Christoffer Aagaard Melson fra Venstre. Jeg byder nu velkommen til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, formand. Det her lovforslag er en del af den samlede 10-årsplan for psykiatrien, en plan, som vi i Danmarksdemokraterne er glade for at være med i. Det er et forslag, der sætter patienten i centrum, og som tager et nødvendigt skridt i retning af mere sammenhængende og rettidige forløb i psykiatrien, særlig for børn og unge. Med forslaget får børn og unge, der henvises til udredning i psykiatrien, en samlet patientrettighed. Det betyder, at udredningen skal begynde senest 1 måned efter henvisningen, og at endelig udredning og behandling skal være i gang senest 2 måneder efter. Det er et markant løft i rettigheder, og det er et vigtigt signal om, at vi som samfund tager børn og unges psykiske trivsel alvorligt. Vi ved, at tid er afgørende i psykiatrien – jo længere ventetid, jo større risiko for, at problemerne vokser sig større. Derfor er det også positivt, at forslaget giver børn og unge mulighed for udvidet frit sygehusvalg, hvis deres bopælsregion ikke kan leve op til tidsfristerne. Det handler om at sikre reel adgang til hjælp, ikke bare på papiret, men også i praksis. Samtidig styrker forslaget incitamentet for kommunerne til at hjemtage færdigbehandlede patienter fra psykiatriske afdelinger. Det er helt afgørende, hvis vi skal sikre, at sengepladserne bliver brugt til dem, der har mest brug for dem, og at patienter, der er færdigbehandlede, får den nødvendige støtte tættere på deres eget hjem og netværk. Forslaget flugter også med flere af Danmarksdemokraternes mærkesager: Det styrker patientrettighederne, skaber mere sammenhæng i psykiatrien og understøtter et bedre samarbejde mellem region og kommuner. Derfor stemmer Danmarksdemokraterne naturligvis for L 45. Det er et skridt i den rigtige retning for psykiatrien og for de børn, unge og familier, der i dag kæmper med psykisk sygdom og alt for lange ventetider. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne. Jeg giver nu ordet til fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet. Når jeg tænker tilbage på den aftale, vi indgik i maj, om den samlede 10-årsplan for psykiatrien, bliver jeg mindet om, hvor vigtigt et skridt det var for vores børn og unge – de børn og unge, som har det svært i dag, og som overlades til lange ventetider og får det langt værre, fordi hjælpen er så langt ude i fremtiden. På den måde er systemet i dag med til at generere endnu flere og langt større problematikker. Når autisme eller adhd ikke opdages tidligt, betyder det, at barnet i mange år har camoufleret sig og forsøgt at tilpasse sig en hverdag, det ikke trives i. For mange betyder det, at angsten eller depressionen kommer, og at der udvikles spiseforstyrrelser eller ocd, og ikke alle psykiske udfordringer kan vi forebygge, men vi kan forebygge meget mere end det, vi gør nu, ved tidlige indsatser. For når et barn mistrives, er ventetiden ikke bare et tal i et system; det er en tid, hvor livet står stille. Derfor skal børn og unge have reel ret til hurtig hjælp, og forældre skal være trygge ved, at der bliver handlet inden for klare rammer. Vi skal give vores børn og unge og deres forældre mere ro på. Derfor er jeg også glad for, at vi følger op med det her lovforslag. Det er nemlig med til at sikre en mere stabil, sammenhængende og tryg indgang til psykiatrien for de børn og unge, der har brug for hjælp, og hjælpen kan man få allerede fra starten af. Med lovforslaget handler det om, at børn og unge, der bliver henvist til udredning i psykiatrien, skal have én samlet patientrettighed. Det betyder, at udredningen skal begynde senest 1 måned efter henvisningerne, og at den endelige udredning og behandling skal være i gang inden for 2 måneder. Det er simpelt hen et vigtigt fremskridt. Med fare for at gentage mig selv fra maj vil jeg sige, at det her lovforslag endnu en gang bekræfter mig i, hvor vigtigt det er med et tæt samarbejde mellem en region og kommuner. Vi ved, at mange færdigbehandlede patienter især i psykiatrien ender med at vente alt for længe, fordi kommunen ikke har et tilbud klar. Det slider på mennesker, på personalet og hele systemet. Derfor er det fornuftigt, at lovforslaget også indeholder en justering af de statslige færdigbehandlingstakster, så kommunerne får et stærkere incitament til at tage imod færdigbehandlede borgere hurtigere. Det sker jo sammen med en styrkelse af kommunale tilbud, som vi også vedtog med psykiatriaftalen. For SF er sårbare børn og unge en hovedprioritet, og det er afgørende vigtigt, at vi gør det lettere for børn, unge og deres forældre at finde vej gennem systemet. Derfor støtter vi naturligvis lovforslaget, som styrker rettighederne og stiller krav til, at regionerne skal kunne levere. Vi ved selvfølgelig også, at rettigheder kræver kapacitet. Der skal være nok hænder, senge og specialister til at udrede og behandle børnene. Derfor er vi jo så også glade for, at lovforslaget hænger sammen med den samlede investering i kapacitetsopbygning i psykiatrien, som 10-årsplanen lægger op til. SF støtter naturligvis lovforslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti. Jeg giver nu ordet til fru Louise Brown fra Liberal Alliance.

Tak, formand. Liberal Alliance støtter det her lovforslag, og det gør vi, fordi det er et vigtigt skridt i retning af noget, der i den grad har manglet i psykiatrien: sammenhæng, rettidighed og ansvarlighed. Børn og unge i psykiatrien møder i dag et udredningsforløb, der er opdelt i kasser, hvor behandling og udredning ikke altid taler tilstrækkeligt sammen, og hvor det alt for ofte er barnet og familien, der mærker konsekvenserne, når systemet ikke kan følge med. Med aftalen bag det her lovforslag skaber vi en samlet patientrettighed, hvor udredning og behandling bindes sammen i ét forløb. Det er noget, vi i Liberal Alliance godt kunne tænke os også var gældende på flere områder i sundhedsvæsenet, men nu er det da i det mindste sikret på det her vigtige område, og det er vi meget glade for. Børn og unge udvikler sig konstant, og særlig her er der ikke plads til unødige stop og skift og pauser, og derfor er det jo så godt, at det også kommer til at gælde det udvidede frie sygehusvalg, så familien ikke skal udredes i det private for at blive sendt tilbage til det offentlige for at få behandlingen. I tilfælde af at man fra det offentliges side kan se, at fristen for udredningen ikke kan overholdes, bliver det nu muligt at samle hele forløbet hos en anden aktør. Det her er jo ikke et mirakelværktøj, og det kommer ikke til at løse psykiatriens kapacitetsudfordringer i sig selv, men det er et reelt fremskridt, og derfor bakker Liberal Alliance naturligvis op om det. Men vi skal selvfølgelig også være opmærksom på, når vi giver nye rettigheder, har vi også et ansvar for, at de kan overholdes og bliver overholdt i praksis. Så det bliver naturligvis et opmærksomhedspunkt fra vores side. Lovforslagets anden del handler om færdigbehandlingstaksterne. Også her støtter vi naturligvis forslaget, fordi det grundlæggende er sund fornuft, at patienter ikke skal vente eller være unødigt længe på psykiatriske afdelinger. Så med det her forslag om at hæve de psykiatriske færdigbehandlingstakster giver vi netop kommunerne et incitament til at sørge for et kommunalt tilbud til færdigbehandlede patienter. Det her handler altså ikke bare om at spare sengepladser; det handler om at sikre gode, trygge og realistiske overgange for de mennesker, det handler om. Så med det her lovforslag kommer vi til at styrke patientrettighederne og de sammenhængende patientforløb, og derved kommer vi forhåbentlig til at give både patienterne og deres eventuelle familier et mere værdigt og forudsigeligt forløb. Liberal Alliance bakker op om lovforslaget. Jeg skulle hilse fra vores venner i Alternativet og sige, at det gør de også. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Louise Brown fra Liberal Alliance. Jeg byder nu velkommen til hr. Rasmus Lund-Nielsen fra Moderaterne.

Tak for ordet. I dag behandler vi et lovforslag, som, hvis vi skal være helt ærlige, kun er nødvendigt, fordi vi som samfund i årevis ikke har formået at give børn og unge i psykiatrien den hjælp, som de havde brug for. Som Rigsrevisionen har rettet kritik af, bliver udredningsretten alt for ofte ikke overholdt, og det er børn, unge og deres forældre, som mærker konsekvenserne af det i form af lange ventetider, mange skift og en oplevelse af at stå alene i et system, som burde støtte dem. Det forsøger vi med L 45 at gøre op med. For det første giver vi børn og unge en ny sammenhængende patientrettighed: Udredningen skal være påbegyndt inden 30 dage, og både endelig udredning og påbegyndt behandling skal være gennemført inden 60 dage, når det er fagligt muligt. Det betyder, at udredning og behandling ikke længere ses som to adskilte spor, men at de tænkes sammen fra starten, præcis sådan som børn og unge med komplekse problemstillinger har brug for. For mange kræver en god udredning, at man inddrager forældre, skole og andre vigtige aktører, og i mange tilfælde er der brug for hjælp og støtte, allerede mens udredningen pågår. For det andet styrker vi det udvidede frie sygehusvalg, og hvis regionen ikke kan overholde fristerne, får barnet og familien ret til et privat alternativ. Det er en klar styrkelse af patientrettighederne og en vigtig understregning af, at børn og unge ikke skal betale prisen, når systemet ikke kan levere. Så tager vi fat på et gammelkendt problem i psykiatrien: færdigbehandlede patienter, som optager sengepladser i ugevis, fordi kommunerne ikke altid har et tilbud klar. Det er hverken værdigt for patienten eller for psykiatrien, som har brug for alle de hænder og sengepladser, der er. Derfor justerer vi færdigbehandlingstaksterne, så kommunerne får et tydeligere incitament til at tage imod deres borgere, når sygehusbehandlingen er afsluttet. Takstændringen står dog ikke alene. I 10-årsplanen investerer vi massivt i socialpsykiatri, nye afklaringspladser og sociale akuttilbud, så kommunerne faktisk har et ordentligt tilbud at udskrive til, og vi følger udviklingen tæt. Der kommer en løbende monitorering, en særskilt status efter 2 år og årlige opfølgninger, så vi kan se, om systemerne lever op til det, som vi vedtager i dag. L 45 gør dermed noget, der er ganske vigtigt, nemlig at vi placerer ansvaret for tempoet i systemet hos systemet og ikke hos barnet og familien, og vi sørger for, at et barn ikke skal vente i månedsvis på en diagnose, at forældre ikke skal ringe forgæves efter svar, og at ingen længere skal opleve at blive flyttet rundt mellem offentlige og private tilbud, fordi rettighederne ikke fungerer i praksis. Så Moderaterne støtter lovforslaget. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Rasmus Lund-Nielsen fra Moderaterne. Jeg byder nu velkommen til fru Lise Bertelsen fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for ordet, formand. Lovforslaget udmønter to centrale initiativer fra aftalen, som vi indgik i maj måned. Det her lovforslag omfatter noget af det mest centrale for Det Konservative Folkeparti, nemlig at børn og unge på sygehusafdelinger skal have én samlet patientrettighed, der indebærer, at børn og unge i psykiatrien får ret til et sammenhængende forløb inden for 60 dage uden den nuværende opdeling mellem udredning og behandling. Når man som jeg har arbejdet i psykiatrien i 25 år, ved man, hvor vigtigt det er, at udredning og behandling går side om side – hånd i hånd – og det gør det her lovforslag nu muligt. Det indebærer, at børn og unge i psykiatrien netop også får ret til et udvidet sygehusvalg, i tilfælde af at bopælsregionen ikke kan påbegynde en udredning inden for 1 måned eller at bopælsregionen ikke kan tilbyde en endelig udredning og påbegynde behandling inden for 2 måneder. Det foreslås også at øge de statslige færdigbehandlingstakster for disse børn og unge, som for nuværende venter alt, alt for længe på et kommunalt tilbud. Ændringen skal øge kommunernes incitament til at hjemtage færdigbehandlede patienter fra psykiatriske afdelinger på sygehusene, der har ventet alt for længe. Det vil sikre en bedre udnyttelse af den eksisterende kapacitet i psykiatrien, og det vil også skabe grundlag for et tættere samarbejde mellem regioner og kommuner for at sikre trygge overgange for vores patienter. Det Konservative Folkeparti bakker op om det her lovforslag. Det er så vigtigt med de her to initiativer, som er udsprunget af den politiske aftale om en samlet 10-årsplan for psykiatrien. Med forslaget tager vi et markant skridt i retning af en mere sammenhængende og rettidig indsats for vores børn og unge i psykiatrien og en bedre udnyttelse af kapaciteten i hele psykiatrien. Vi har længe kæmpet for, at børn og unge får hurtig hjælp, og at de ikke venter længere end allerhøjst nødvendigt. Formålet med lovforslaget er netop at give de her børn og unge ret til sammenhæng, sammenhængende forløb, hvor udredning og behandling tænkes sammen fra en start, og hvor ventetiderne bliver kortere og mere overskuelige for familierne. Samtidig styrkes retten til det frie sygehusvalg, når regionerne ikke kan overholde fristerne. Lovforslaget indeholder desuden et vigtigt incitament for kommunerne til hurtigere at hjemtage de færdigbehandlede patienter fra psykiatrien. Det skal sikre, at patienterne ikke unødvendigt optager pladser på sygehusene, og at de i stedet får den rette hjælp tættere på deres eget hjem. Baggrunden for initiativet er bl.a. Rigsrevisionens gentagne kritik af manglende overholdelse af udredningsretten samt behovet for at skabe bedre og mere sammenhængende forløb for nogle af vores allermest sårbare børn og unge i det her samfund. Det Konservative Folkeparti ser lovforslaget som et vigtigt skridt i arbejdet med at styrke psykiatrien både fagligt og menneskeligt og som et udtryk for den brede politiske vilje til at sikre, at psykiatrien får den prioritet og kvalitet, den fortjener. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Lise Bertelsen fra Det Konservative Folkeparti, og nu byder jeg velkommen til hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten.

Tak for det, formand. Det er jo en god dag i dag. Det er det for mig som psykiatriordfører – det har jeg været igennem mange år – fordi vi i dag står og kan vedtage et lovforslag, som udmønter konkrete varige midler på en finanslov, når det handler om psykiatrien. Det er jo også et udtryk for, at vi nu efterhånden er ved at få en anerkendelse af, at psykiatrien skal sidestilles med somatikken, når vi taler om sundhedsvæsenet. Før i tiden var det jo ofte sådan, at når vi talte om midler til psykiatrien, så var det noget, der foregik i satspuljeforhandlinger eller i SSA-forhandlinger. Nu er det varige midler på finansloven, vi diskuterer, og jeg synes også bare, vi bør anerkende det og især at anerkende den indsats, som både brugere, pårørende og faglige organisationer har leveret for at sikre, at vi reelt er kommet til at stå der, hvor vi står i dag. Det var også det, der var målsætningen for Enhedslisten, da vi fik afsat de første 600 mio. kr. varigt på finansloven tilbage i 2020. Det var faktisk i håb om, at vi en dag kunne stå der, hvor vi står i dag, hvor vi diskuterer varige midler på finansloven til psykiatrien. Enhedslisten kommer selvfølgelig også til at støtte det her lovforslag, fordi det er en del af udmøntningen af psykiatriaftalen. Vi vil også fortsat have et højt ambitionsniveau. Det er klart, at med den 10-årige psykiatrihandlingsplan får vi givet et markant og varigt løft til psykiatrien, men vi skal jo fortsat have fokus på de steder, hvor der kan opstå huller, og hvor der fortsat kan være behov for at investere mere. Jeg er glad for det lovforslag, der ligger her i dag. Der er nogle elementer i det, som jeg mener vi skal være særlig opmærksom på i forbindelse med monitoreringen og også i forbindelse med det genbesøg af aftalen, vi skal have om 2 år. For det første er det klart, at det, som flere høringsparter har rejst, altså spørgsmålet om muligheden for at kunne sætte i gang med tidlig behandling, også under et udredningsforløb, bliver noget af det, vi skal være opmærksom på, netop også med baggrund i den kritik, der blev rejst fra Rigsrevisionens side, af, at vi reelt ikke lever op til den udredningsret, der er. Vi skal også der sikre, at der vil være nogle tilfælde, hvor vi godt kan sætte ind med en tidlig behandling. Det udelukker lovforslaget heller ikke, men der kan godt være en bekymring for, at fokus på udredning kommer til at betyde, at man ikke har fokus på at få igangsat en tidlig behandling. Så det er noget af det, vi vil være opmærksom på i forhold til udmøntningen. I forlængelse af det er der også det, som Bedre Psykiatri nævner i deres høringssvar, nemlig at vi også skal være opmærksom på, at det her ikke er noget, der kommer til at medføre øget ulighed. Som Bedre Psykiatri skriver i deres høringssvar, er det jo velkendt, at børn med ressourcesvage forældre oplever en længere ventetid på deres udredning. Det er også noget, der fremgår af Rigsrevisionens rapport. De beskriver faktisk, at for børn og unge fra familier med den laveste disponible indkomst og det laveste uddannelsesniveau tager det i gennemsnit 11,8 dage længere at blive udredt i psykiatrien sammenlignet med børn og unge, hvis forældre har den højeste disponible indkomst, og det højeste uddannelsesniveau. Det, der jo altid er udfordringen, når vi indfører garantier, er, at vi skal være opmærksom på, at det ikke kun bliver de mest ressourcestærke, der kan benytte sig af den, men også dem, der reelt set har størst behov. Så er det klart, at der også vil være et opmærksomhedspunkt i forhold til spørgsmålet om forløbsplanerne. Hvor udførlige bliver de, og hvor anvisende bliver de, i forhold til hvilke behandlinger der skal kunne tilbydes? Endelig har vi altså en bekymring i forhold til hele spørgsmålet om, om kommunen, når vi heldigvis får børn og unge hurtigere igennem i psykiatrien, så også har de tilstrækkelige ressourcer til at kunne løfte opgaven, når borgerne bliver udskrevet fra psykiatrien. Her tænker jeg selvfølgelig specifikt på socialpsykiatrien, som vi heldigvis også tilfører midler i forbindelse med aftalen her. Men vi skal være opmærksom på, om det er tilstrækkeligt, for jeg kan lige så godt være helt ærlig og sige, at den bekymring, vi har i Enhedslisten i forhold til psykiatrihandlingsplanen, er, om vi får afsat tilstrækkelige midler til socialpsykiatrien til, at man kan løfte den opgave, der ligger der. Også selv om vi får indført de nye afklaringspladser, er det noget af det, vi skal være opmærksom på. Men alt i alt er det en rigtig god dag, hvor vi kan vedtage varige midler til psykiatrien, og vi ser frem til at fortsætte samarbejdet om at gøre det og selvfølgelig også fortsat have et højt ambitionsniveau for at sikre, at vi får dækket de huller, der måtte afsløre sig. Tak.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Jeg byder nu velkommen til hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. Lovforslaget, vi behandler nu, udmønter to initiativer fra aftalen om 10-årsplanen for psykiatrien. Med aftalen blev Dansk Folkeparti, regeringen og en række andre partier enige om at løfte psykiatrien. Bl.a. giver vi nu børn og unge i psykiatrien ret til et sammenhængende forløb inden for 60 dage uden den nuværende opdeling mellem udredning og behandling. Samtidig er vi blevet enige om, at børn og unge i psykiatrien får ret til udvidet frit sygehusvalg i tilfælde, hvor bopælsregionen ikke kan tilbyde udredning og behandling inden for 2 måneder. Det betyder, at børn og unge kan gå til private aktører, hvis det offentlige ikke kan leve op til garantien. Det er en politisk aftale, som vi i Dansk Folkeparti er glade for at være en del af. Vi har i Dansk Folkeparti længe efterspurgt, at der sker en større indsats inden for psykiatrien, og det får vi nu. Med den her samlede behandlings- og udredningsgaranti for børn og unge sikres det, at man nu får ret til udredning og behandling. Antallet af børn og unge med psykiatriske diagnoser er de seneste år steget markant. Sammenholdt med en underprioritering af området har det medvirket til, at ventetiderne er steget og steget, og det har selvfølgelig langtfra været godt nok. Derfor håber vi også, at de ekstra midler og rettigheder kan bidrage til hurtigere og bedre behandling i psykiatrien. Det er noget, vi i Dansk Folkeparti vil følge op på. Der er ingen tvivl om, at vi i disse år oplever en trivselskrise blandt børn og unge. Det har mange årsager. Men det vigtigste i den forbindelse er, at vi får indrettet et trygt samfund. Det har vi her i Folketinget et ansvar for, men det foregår mindst lige så meget ude i familierne og i civilsamfundet, og det er noget, vi i Dansk Folkeparti også er meget optaget af, nemlig at vi får indrettet samfundet på en måde, hvor børn og unge ikke bliver syge af tilværelsen. Dansk Folkeparti støtter derfor op om lovforslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til hr. Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre.

Tak for det, formand. Det er jo dejligt at kunne starte en fredag med at behandle hele to gode lovforslag her i salen, og begge udspringer af den samlede 10-årsplan for psykiatrien, som regeringen og en række partier landede her tidligere på året. Det er også meget passende, at vi skal behandle dem netop i den uge, hvor der har været valg til de nye regionsråd, som jo har ansvaret for psykiatrien. Lovforslaget her handler om at sikre et samlet forløb for børn og unge, der er henvist til udredning i psykiatrien. Vi kender jo alle de alt for mange historier om familier, der venter alt for længe på at komme til i psykiatrien, hvilket er opslidende for den unge selv og for hele familien. Ventetiden kan meget ofte forværre tilstanden og medføre en række også meget alvorlige følgelidelser. Det kan vi ikke være bekendt, og derfor er vi i Radikale Venstre rigtig glade for at være med i aftalen, der styrker psykiatrien. Som tidligere ordførere har nævnt, har det været tiltrængt igennem en årrække. Vi fastsætter nu en samlet patientrettighed, der sikrer en bedre og sammenhængende proces for den enkelte, og det skal sikre rettidig udredning og behandling. Selvfølgelig støtter vi lovforslaget. Men ved gennemlæsning har jeg et par små opmærksomhedspunkter, der alene handler om, at hensigten også fremgår klart nok af lovforslaget, og det kommer jeg selvfølgelig til at spørge ind til i udvalgsarbejdet, for vi er alle sammen enige om, hvad formålet er. Det er rigtig, rigtig positivt, at udredning og behandling i psykiatrien skal ses som en samlet proces. Hidtil har man haft det samme blik på udredning og behandling, som vi har i somatikken, og det har haft en række utilsigtede negative konsekvenser, da man ikke kan adskille tingene i psykiatrien. For rigtig mange børn og unge er det afgørende, at behandling og støtte kan iværksættes ved første kontakt med psykiatrien, også før diagnosen er stillet endeligt. Det bør, som også Enhedslistens ordfører var inde på, nok fremgå tydeligere af bemærkningerne, at det er muligt der, hvor det fagligt giver mening, så vi sikrer en ensartet praksis i regionerne. Jeg er enig i, hvad ordføreren også sagde. Det er ikke, fordi der er noget i lovforslaget, der siger, vi ikke kan gøre det, hvis vi bare sikrer, at det faktisk også er hensigten, at det bliver gjort. Intentionen med lovforslaget er jo også at sikre rettidig udredning og behandling. Men det er stadig lidt uklart for mig, hvordan man konkret monitorerer, at det sker. Der skal selvfølgelig, og det er jeg er egentlig fuldstændig sikker på at jeg er enig med ministeren i, ikke opbygges unødigt bureaukrati. Men det er jo velsagtens nødvendigt, at vi har en ensartet registrering for at sikre iværksættelse af udredning, tidlig behandling, støtte, diagnosespecifik behandling, overholdelse af frister osv. Måske er det allerede sikret. Måske er jeg ikke bekendt med systemerne. Men jeg er nødt til lige at få vished om, at vi faktisk har en eller anden form for ensartet monitorering af, hvordan det her foregår ude i regionerne. Men med de to små ting, som vi lige kommer til at spørge ind til, støtter vi naturligvis lovforslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre. Det afsluttede ordførerrækken. Derfor byder jeg nu velkommen til indenrigs- og sundhedsministeren.

Tak, formand, og tak til ordførerne for jeres indlæg og ikke mindst jeres positive modtagelse af lovforslaget. Som en ordfører tidligere bemærkede fra talerstolen, er i dag en god dag for psykiatrien. Og det er jeg helt enig i, for lovforslaget, vi behandler her i dag, udmønter to vigtige initiativer fra vores aftale om en samlet 10-årsplan for psykiatrien, som jeg også er glad for at et bredt flertal bakker op om. Lovforslaget er dermed også et af de første skridt – ud af mange flere – i forhold til at bidrage til at sikre implementeringen af vores historiske 10-årsplanaftale og dermed også et vigtigt skridt imod at sikre et massivt løft og en stærkere psykiatri til gavn for dem, det hele handler om i sidste ende, nemlig patienterne og deres pårørende. Lovforslaget indeholder to hovedelementer. Jeg tror, jeg vil starte med lovforslagets første del om en ny og samlet patientrettighed for børn og unge i psykiatrien. I dag er det sådan, at retten til udredning og behandling på sygehusene er opdelt og adskilt. Hvis man eksempelvis i dag kommer på sygehuset med ondt i knæet, vil man sikkert blive tilbudt noget smertestillende. Måske man skal scannes eller have en opfølgende undersøgelse. Man opererer ikke, før man ved, hvad det er, der er galt. Det handler først og fremmest om, at man skal sikre noget hurtig udredning, og dernæst går man så i gang med behandlingen. Men for børn og unge, der i dag bliver henvist til psykiatrien, og også for deres familier, kan smertestillende eller en hurtig scanning ikke bare dæmpe det, der gør ondt. De har brug for noget andet, de har brug for noget mere, og de har behov for, at det sker langt mere sammenhængende end i dag. For i dag er der alt for mange børn og unge, som venter alt for længe på at finde ud af, hvad det er, der er galt, og på at kunne få hjælp. Det skal vi gøre op med, for vi kan ikke være de alt for lange ventetider i børne- og ungdomspsykiatrien bekendt. I dag er det sådan, at det kun er 1 ud af 10, der udredes inden for den gældende frist. Ifølge de seneste tal venter henviste børn og unge i dag mere end 160 dage i gennemsnit, før de er udredt. For rigtig mange børn og unge og deres familier er der brug for tidlig støtte, hjælp og behandling allerede undervejs i udredningen. Det kan være, at barnet har brug for hjælp til at tackle svære tanker efter lang tid med angst og tristhed, samtidig med at man undersøger en mistanke om autisme. Eller det kan være, at en familie har brug for hjælp til at håndtere et højt konfliktniveau, eller et ungt menneske, der har tvangstanker, samtidig med at man afklarer, om den unge lider af ocd. Et fokus på hurtig udredning må selvfølgelig ikke stå i vejen for tidlig hjælp og det gode forløb. Med lovforslaget, vi behandler i dag, sikrer vi derfor nu også børn og unge en ny samlet patientrettighed i psykiatrien, en ny patientrettighed til et sammenhængende forløb, hvor udredning og behandling frem for at foregå adskilt og isoleret i langt højere grad nu skal tænkes sammen, og hvor vi sætter ind med hurtig hjælp og behandling. Udredningen skal fremover være påbegyndt inden for 30 dage efter henvisningen, og senest efter 60 dage skal man være endeligt udredt, vel at mærke uden at det samlede forløb med udredning og behandling strækker sig over mere end de 2 måneder, der også gælder i dag. Med den nye sammenhængende patientrettighed styrker vi også børn og unges ret til det udvidede frie sygehusvalg. Det betyder, at man fremover kan få sammenhængende udredning og behandling på et privathospital, når ventetiden i det offentlige bliver for lang. Det handler om, at vi sætter patienten før systemet. Det er i øvrigt også fagligt mere meningsfuldt for det sundhedsfaglige personale, der kan følge patienten gennem hele forløbet, men vigtigst af alt bidrager det også til at sikre mere tryghed, kontinuitet og færre skift for børnene, de unge og deres familier. Lovforslaget, vi behandler her i dag, er med andre ord et vigtigt skridt i forhold til at sikre en stærkere børne- og ungdomspsykiatri. Det kan selvfølgelig ikke stå alene. Tidligere på året skrev næsten alle Folketingets partier under på en aftale, som sikrer en fuldt finansieret 10-årsplan med et ambitiøst løft af psykiatrien, hvor vi tilfører 4,6 mia. kr. ekstra, vel at mærke varigt. Det svarer til et løft af psykiatrien på hele 35 pct. Det er der ingen tidligere regering – eller støttepartier, for den sags skyld – der nogen sinde har leveret.

Det er derfor også med andre ord et historisk og vigtigt skridt i den rigtige retning. Det er et vigtigt skridt i forhold til at sikre en kæmpestor investering, som er tiltrængt i forhold til også at kunne få udbygget psykiatrien, og som jeg også er stolt af at vi som regering får leveret på. Dermed får vi nu også leveret på et lovforslag, som skal sikre hurtigere udredning og behandling af høj kvalitet, flere hænder og mere sammenhæng på tværs, og som skal understøtte, at den her nye og vigtige rettighed også bliver overholdt i praksis. Vi er der på ingen måder i dag. Jeg tror også, at man her fra Folketingets talerstol skal sige, at hvad end jeg godt kunne tænke mig at sige, at når lovforslaget er vedtaget her i Folketinget, er hele verden forandret i børne- og ungdomspsykiatrien, er den det ikke. Det er den ikke, al den stund at vi har nogle kæmpestore udfordringer i børne- og ungdomspsykiatrien, også i forhold til at sikre rekruttering af flere børne- og ungdomspsykiatere. Vi kan ikke fra den ene dag til den anden få alle problemer til at forsvinde, men vi kan levere nu – og det er det, vi gør med lovforslaget her og med den samlede 10-årsplanaftale – et samlet og substantielt bidrag og løft af psykiatrien, så vi kan sikre, at vi kan gøre det langt bedre end i dag, og så vi også skaber nogle bedre, sammenhængende patientrettigheder, som kan give bedre forløb for dem, det handler om, nemlig børn, unge og deres familier, men som også fagligt giver bedre mening for de mennesker, der brænder for at arbejde til daglig i vores psykiatri og for at være med til at gøre en vigtig forskel for vores børn og unge. Med 10-årsplanen har vi også et stort fokus på, hvordan vi kan sikre nogle bedre overgange, så man i højere grad bliver grebet efter en indlæggelse i psykiatrien. Et element heri er, at vi med lovforslagets anden del nu giver kommunerne stærkere økonomiske incitamenter til at modtage borgerne efter indlæggelse og til at hjælpe dem godt videre til et tilbud i kommunen. Det må ikke være sådan, at patienter venter længe på at blive udskrevet fra et sygehus til et kommunalt tilbud. Hvis der er en lægefaglig vurdering, der siger, at den videre behandling ikke kræver et fortsat ophold på sygehuset, skal der i stedet være mulighed for at komme trygt tilbage i nære og rette omgivelser. Det er det bedste for patienten og for vores sundhedsvæsen. I dag er det sådan, at færdigbehandlede psykiatriske patienter i gennemsnit venter knap 40 dage længere i psykiatrien, end man tilsvarende gør i somatikken. Næsten 20 pct. af alle færdigbehandlingsdage i psykiatrien stammer fra behandlingsperioder, som varer mere end 100 dage. Det er ikke hensigtsmæssigt, at så mange patienter oplever unødig lange indlæggelser i psykiatrien, fordi kommunerne ikke er klar med et tilbud. Vi har i forvejen en udfordring med, at for mange giver udtryk for, at de sådan set har behov for en lettere adgang til at kunne blive indlagt i psykiatrien. Så det siger sig selv, at vi skal være bedre til at sikre det. Det er lidt misvisende med udtrykket, vi bruger i sundhedsvæsenet, om at være færdigbehandlet, for det at være færdigbehandlet er ikke lig med, at man ikke har behov for hjælp eller behandling mere, men det er et udtryk for, at den hjælp og behandling skal foregå uden for sygehuset og i de nære og tætte omgivelser for patienten. Med lovforslaget øger vi de såkaldte statslige psykiatriske færdigbehandlingstakster på den 21. og igen den 28. dag. Det betyder, at det bliver dyrere for kommuner, der er mere end 3 uger om at være klar med et tilbud til deres borgere, som de er forpligtet til qua lovgivningen. For de første 20 dage gælder de samme takster, som vi kender i dag. Det ændrer i øvrigt ikke på, at kommunerne også i dag har en forpligtelse til at modtage færdigbehandlede psykiatriske patienter. Forslaget skal altså give et særligt incitament til, at kommunerne nedbringer antallet af forløb med for mange psykiatriske færdigbehandlingsdage. Afsluttende vil jeg blot takke alle Folketingets partier her i dag for den gode, men også stærke opbakning til lovforslaget. Tak også for gode forhandlinger om et stort og vigtigt løft af psykiatrien, og også tak for at være med til at sikre fremdrift i implementeringen af 10-årsplanen, så vi kan sikre, at vi får omsat store og flotte ord til handling, der gør en forskel for dem, det hele handler om. Med lovforslaget her i dag tager vi fat på to vigtige milepæle for psykiatrien, som jeg er utrolig glad for at vi får handlet på med det her lovforslag. Tak for ordet. Jeg står naturligvis til rådighed i forhold til den videre udvalgsbehandling. Igen tak for den meget positive modtagelse af regeringens lovforslag.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til indenrigs- og sundhedsministeren. Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Derfor er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget. Det er vedtaget.

Forhandlingen er åbnet. Den første ordfører, jeg byder velkommen til, er hr. Rasmus Horn Langhoff fra Socialdemokratiet.

Så går vi i gang med dagens andet forslag, som implementerer dele af vores aftale om en 10-årsplan for psykiatrien. Igen er der tale om et forslag, som skal styrke hjælpen til unge, nemlig ved at sikre hurtigere behandling til unge, der lider af let til moderat angst og depression. I dag tilbydes unge mellem 18 og 24 år med angst og depression vederlagsfri psykologbehandling som en del af psykologordningen. Det er godt, at vi har fået gjort hjælpen til de unge gratis, for det skal ikke være nogens eller nogens forældres pengepung, som afgør, om man kan få behandling. Men vi må også erkende, at det presser kapaciteten i ordningen. Der er i dag lange ventetider til at komme i behandling, og ventetiderne varierer meget på tværs af landet. Derfor har vi også aftalt at omlægge og styrke indsatsen over for de unge. Med lovforslaget her lægges der op til at flytte ansvaret for behandlingen af personer mellem 18 og 24 år med let til moderat depression og angst fra psykologpraksisser med ydernummer til regionerne. Der kan ske på regionernes egne behandlingssteder eller på private behandlingssteder, som regionsrådet har indgået aftale med. Samtidig får man ret til at blive behandlet på et privat behandlingssted, hvis regionerne ikke kan påbegynde behandlingen inden for 1 måned. Ved at flytte behandlingsansvaret fastholder vi den gratis hjælp til unge, og vi giver samtidig regionerne mere fleksible rammer til at indrette tilbuddene og udnytte kapaciteten bedst muligt. Det kan f.eks. være som et gruppeforløb eller som et digitalt forløb eller som en individuel samtale. Vi afsætter samtidig ekstra penge til, at de nuværende ventelister kan blive nedbragt i de kommende år, og også varige penge til de nye tilbud. Både det her lovforslag og det foregående lovforslag skal ses i sammenhæng med alt det andet, vi gør i 10-årsplanen for at hjælpe børn og unge inden for psykiatrien. Vi glæder os til det kommende arbejde med 10-årsplanen og kan selvfølgelig støtte forslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Rasmus Horn Langhoff fra Socialdemokratiet. Jeg byder nu velkommen til hr. Christoffer Aagaard Melson fra Venstre.

Tak for det. Vi skal holde hånden under vores børn og unge, uanset om det handler om knækkede knogler eller sårede sind. Når vores børn og unge har brug for hjælp, skal vores sundhedsvæsen være der. Længere er den ikke. Der er desværre mange, der har brug for hjælp. I 2023 kunne man læse i rapporten »Danskernes sundhed 2023«, at blandt de 16-24-årige, har 16 pct. af mændene og 35 pct. af kvinderne en såkaldt lav mental sundheds-score. Det er foruroligende tal, som vi jo bliver nødt til at reagere på. Når man som sårbar personen med et udfordret mentalt helbred beslutter sig for at søge hjælp, skal sundhedsvæsenet være klar til at tilbyde hurtig og god behandling. Lange ventelister må aldrig være det, der står i vejen for, at man kan blive rask og få den rigtige hjælp. Det oplever for mange unge desværre i dag at det er, hvilket kan medføre at sygdommen bliver værre og mistrivslen bliver større. Derfor er jeg glad for, at vi med aftalen om en samlet 10-årsplan for psykiatrien fra maj 2025 satte et klart mål om at sikre kortere ventetid til behandling også af unge med moderat angst og depression. Lovforslaget, vi ser i dag, er en direkte udmøntning af den målsætning. Vi flytter behandlingsansvaret for de 18-24-årige fra psykologpraksis med ydernummer til regionerne. Dermed får regionerne fremover ansvaret for at sikre mere sammenhængende og fleksible tilbud, hvad enten det er digital behandling, gruppeforløb eller individuelt tilrettelagt terapi. Den enkelte unge skal have et behandlingstilbud, der tager udgangspunkt i den unges behov, ikke omvendt. Vi går også skridtet videre. Vi indfører en ny og konkret patientrettighed. Senest 8 dage efter henvisning skal regionen meddele patienterne, om de kan påbegynde behandling inden for 30 dage, og kan regionen ikke det, får den unge frit valg til vederlagsfri behandling på et privat behandlingssted, som regionen har en aftale med. Det er en mærkbar patientrettighed, som vil gøre en forskel for de mange unge, der i dag venter alt for lang tid. Lovforslaget handler ikke kun om at sikre hurtig hjælp, men også om at skabe en bedre sammenhæng i behandlingen, som det seneste lovforslag også gjorde. Ved at samle ansvaret i regionerne kan man i højere grad arbejde ud fra en trinvis behandlings-model og sikre bedre udnyttelse af kapaciteten i hele sundhedsvæsenet. Med den tilgang kan den centrale visitation henvise til behandling på forskellige niveauer baseret på en faglig vurdering af patientens behov. På den måde får den enkelte en skræddersyet behandling, der er tilpasset netop ham eller hende. Med det her lovforslag tager vi et vigtigt skridt for at mindske ventelisterne til behandling for angst og depression af unge, og vi sørger for, at patienterne i endnu højere grad får adgang til hurtig behandling skræddersyet til netop deres behov. Vi tager ansvaret for at holde hånden under vores børn og unge. Derfor støtter Venstre op om lovforslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Christoffer Aagaard Melson fra Venstre. Jeg byder nu velkommen til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Det her lovforslag skal sikre unge mellem 18 og 24 år ret til hurtig og vederlagsfri behandling for let til moderat depression og angst. Vi ved, at alt for mange unge i dag kæmper med psykiske udfordringer. Angst og depression rammer hårdt og rammer tidligt, og vi ved, at jo længere der går, før hjælpen kommer, jo sværere bliver det at passe sin uddannelse, sit arbejde, sine sociale relationer. Derfor er det helt afgørende, at vi som samfund sikrer hurtig adgang til behandling. Med L 49 flyttes ansvaret for behandlingen fra psykologer med ydernummer til regionerne. Det giver regionerne mulighed for at tilrettelægge indsatsen fleksibelt med digitale tilbud, gruppeforløb eller individuel behandling alt efter den enkelte unges behov. Hvis regionen ikke kan tilbyde behandling inden for 30 dage, får den unge ret til at blive behandlet vederlagsfrit på et privat behandlingssted. Forslaget er en del at den samlede 10-årsplan for psykiatrien, som Danmarksdemokraterne er med i, og det flugter med vores mærkesager: Vi vil sikre, at unge får hjælp, når de har brug for det, uanset hvor i landet de bor. Den nuværende psykologordning har vist sig at være geografisk skæv, og det har været svært at få besat ydernumre i udkantsområder. Det skal vi have gjort op med. Vi anerkender, at forslaget kan møde modstand fra privatpraktiserende psykologer, der mister opgaver og midler, men vi mener, at hensynet til unge og deres adgang til behandling må veje tungest. Det handler ikke om systemet, det handler om mennesker. Derfor stemmer Danmarksdemokraterne for, for det er rettidigt, det er nødvendigt, og det er rigtigt. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne. Efter aftale med ordførerne springer vi i ordførerrækkefølgen, og derfor byder jeg nu velkommen til hr. Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre.

Mange tak, formand. Ja, jeg desværre nødt til at gå om et øjeblik på grund af det føromtalte valg til regionerne. Men heldigvis var SF's ordfører så venlig at lade mig bytte plads her i talerrækken, så jeg kunne nå op på talerstolen. Mange tak for det. Lovforslaget her ligger jo fint i tråd med det forrige lovforslag og udspringer også af den samlede 10-årsplan for en styrkelse af psykiatrien, som vi indgik tidligere. Med lovforslaget her sikrer vi, at ansvaret for behandling af unge mellem 18 og 24 år med let til moderat depression og angst flyttes til regionerne. De unge får også ret til at blive behandlet vederlagsfrit på et privat behandlingssted, hvis regionerne ikke kan påbegynde behandling inden for 1 måned. Vi ser jo desværre en stigende efterspørgsel på behandling af netop depression og angst, hvilket har medført et voksende ventetider. Med lovforslaget her vil vi nedbringe de lange ventetider og sikre de unge ret til hurtig vederlagsfri behandling. Vi giver også regionerne øget fleksibilitet i tilrettelæggelsen af behandlingen, der skal tilpasses den enkelte unge efter en konkret vurdering af patientens behov. Det kan eksempelvis være digitale tilbud, gruppebehandling eller individuel behandling. Med dette lovforslag sikrer vi hurtigere hjælp, mere målrettet behandling, bedre udnyttelse af behandlingskapaciteten og sammenhæng med den regionale psykiatri. Radikale Venstre støtter naturligvis lovforslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre. Og så byder jeg velkommen til fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Gratis psykologhjælp har i mange år været en mærkesag for SF, som vi har kæmpet for og faktisk også flere gange er lykkedes med at få med i finansloven. Men vi må også være ærlige omkring, at måden, det er blevet implementeret på, ikke har virket. Der er alt for lange ventetider, og det kan være meget svært at finde ud af, hvilken psykolog der er med i ordningen, og om der er pladser. Det betyder, at unge, der har det svært, skal vente i urimelig lang tid, og det var jo slet ikke intentionen; tværtimod skulle unge have hurtig hjælp. Så lovforslaget, vi behandler i dag, udspringer af den brede politiske aftale om 10-årsplanen for psykiatrien, og lovforslaget handler grundlæggende om at sikre unge mellem 18 og 24 år med let til moderat depression og angst hurtigere og bedre behandling med en ny rettighed og et nyt system. Forslaget flytter ansvaret for den behandling fra psykologer med ydernummer over til regionerne, og samtidig indføres en ret til hurtig og vederlagsfri behandling. Det betyder, at hvis regionen ikke kan tilbyde en tid inden for 30 dage, så får den unge ret til at blive behandlet vederlagsfrit i den private sektor. Der er flere elementer i forslaget, som SF er glade for at se. De unge får nu en reel ret til hurtig hjælp. For en ung, der kæmper med mistrivsel, kan 3 eller 6 måneder føles som en evighed, og derfor er det afgørende, at ventetiden nedbringes, og at der skabes en klar adgang til behandling. Regionerne får større fleksibilitet til at sammensætte det rigtige tilbud. Det kan være digitale løsninger, gruppeforløb eller individuelle samtaler, alt efter hvad den enkelte unge har behov for. Det giver både mulighed for at udvide kapaciteten og medvirker til at sikre et mere differentieret tilbud. Det, at ansvaret er samlet ét sted, giver bedre overblik over kapaciteten og skaber en stærkere sammenhæng i forhold til den øvrige regionale psykiatri samt bedre mulighed for systematisk at følge kvaliteten i behandlingen. Men det må ikke blive en glidebane for ringere kvalitet i behandlingen, så derfor er det vigtigt for SF, at vi sikrer kvaliteten, når regionerne overtager ansvaret. Vi kunne med fordel tage den samme formulering, som er i den faglige ramme for de lettilgængelige tilbud i kommunerne. Ligeledes er vi optagede af, at man i regionerne ikke kun tilbyder onlinebehandling til dem, der bor ude i landdistrikterne. Der skal være lige så let adgang til samtale og gruppeforløb som for dem, der bor inde i byerne. SF insisterer på, at psykiatrien skal styrkes og koordineres bedre, og at der kan være lige adgang for alle unge uanset økonomi. Ved at samle ansvaret i regionerne sikrer vi netop mere offentlig styring og kvalitet, og samlet set tager vi et vigtigt skridt med det her lovforslag. Vi styrker tilgængeligheden og sammenhængen i psykiatrien og giver unge ret til hurtigere hjælp. SF bakker op om lovforslaget, selvfølgelig, og intentionen bag det, men vi vil selvfølgelig også holde fast i ambitionen om, at unges mentale trivsel vægtes højere end at overholde en ventetidsgaranti. Men det er en forhandling, der ligger et andet sted. Vi er meget tilfredse med den her del af aftalen og generelt set vores aftale om psykiatrien, og vi bakker naturligvis op om forslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti. Og jeg byder nu velkommen til fru Louise Brown fra Liberal Alliance.

Tak for det. Med L 49 tager vi endnu et skridt i en rigtig retning for en gruppe unge mennesker, som alt for længe har måttet vente alt for længe på hjælp. Det handler om unge med let til moderat depression og angst, der længe har måttet se på, at ventelisterne i psykologordningen er vokset og vokset. Og når man står midt i noget, der fylder psykisk, kan selv få ugers ventetid føles som en uoverstigelig mur. Bl.a. derfor er Liberal Alliance også med i aftalen bag dette lovforslag, nemlig fordi det helt grundlæggende handler om virkelige mennesker med virkelige problemer. Og her er der én enkelt opgave: Vi skal sikre hurtig hjælp. Vi sikrer nu disse unge en ret til behandling inden for 30 dage og – meget vigtigt – mulighed for vederlagsfrit at vælge et privat tilbud, hvis regionen ikke kan levere i tide. Her anerkender man altså fra regeringens og aftaleparternes side nødvendigheden af at benytte den kapacitet, der ligger ude i det private, for at få ventelisterne bragt ned. Det kunne man så ønske sig også ville gøre sig gældende på endnu flere områder i vores sundhedsvæsen, men det er jo en anden snak. Det her forslag giver god mening, fordi det giver de unge mennesker en reel rettighed, og det kan måske også være med til at skabe den nødvendige ro omkring den unge, det handler om, men også hos forældre og den øvrige omgangskreds og familie. Men som jeg også nævnte i forbindelse med behandlingen af det foregående lovforslag, L 45, er det også vores opgave her i Folketinget at sikre, at de rettigheder, vi giver, kan overholdes i virkeligheden. Så også her bliver det naturligvis et opmærksomhedspunkt fra vores side. Liberal Alliance støtter lovforslaget. Og også her skulle jeg hilse fra vores venner i Alternativet og sige, at det gør de også. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Louise Brown fra Liberal Alliance. Jeg byder nu velkommen til hr. Rasmus Lund-Nielsen fra Moderaterne.

Tak for det i dag behandler vi et lovforslag, som går til kernen af en af de største udfordringer, hvad angår unges mentale sundhed, nemlig de lange ventetider på behandling for angst og depression. Hvis der er ét tidspunkt i livet, hvor man ikke skal mødes af et lukket system, er det, når man er ung og presset og endelig har taget mod til sig og bedt om hjælp. I dag venter unge mellem 18 og 24 alt for længe på psykologbehandling. Mange når at få det værre, før de overhovedet får et første møde. Det er uholdbart, og det er derfor, vi står her i dag. Med L 49 flytter vi ansvaret for behandlingen af let til moderat depression og angst for de 18-24-årige fra en ordning præget af lange ventelister til regionerne. Og vi giver de unge en reel ret til hurtig behandling. Det betyder, at senest 8 hverdage efter henvisning skal regionen informere dem om, hvorvidt de kan tilbyde behandling inden for 30 dage og give dem en konkret dato. Det er et vigtigt brud med den uvished, som mange unge oplever i dag. Hvis regionen ikke kan starte behandling inden for 1 måned, får de unge ret til et privat alternativ fuldstændig uden egenbetaling. Det er et markant løft af patientrettighederne og en garanti for, at hjælpen ikke stopper, bare fordi regionen ikke har ledig kapacitet. Så vi gør altså op med den situation generelt, hvor geografi eller tilfældigheder styrer, om man får hjælp hurtigt. Regionerne får pligt til at sikre den her geografiske dækning og kvalitet og ensartede rammer, og de får også mulighed for at samarbejde med både egne klinikker og private aktører, hvis det giver en bedre kapacitetsudnyttelse. Høringssvarene har peget på nogle bekymringer, som vi skal tage alvorligt. Psykologer og patientorganisationer fremhæver risikoen for kvalitetstab, når ansvaret flyttes. Organisationer i yderområderne er bekymret for geografisk ulighed, og nogle frygter, at digitale tilbud bliver en standardløsning. Det er nogle legitime bekymringer, som vi skal tage alvorligt og følge nøje. Selv kæmpede jeg i forhandlingerne for, at der var krav om, at hjælpen skulle komme fra uddannede psykologer for på den måde at sidestille kvaliteten hvad den nuværende vederlagsfri ordning. Det var der ikke opbakning til. Men det er vigtigt at sige, at der med det her lovforslag stadig væk er klare krav om kvalitet. Der vil blive fastsat nationale rammer i en kommende bekendtgørelse, og behandlingen vil være underlagt samme faglige standarder, tilsyn og klageregler som i dag, og der bliver tydelige rammer for målgruppen, visitation, informationspligt og samarbejde på tværs. Det er med andre ord en rettighed med et højt bundniveau i kvalitet og ikke en spareøvelse. Tværtimod tilfører vi flere midler til målgruppen – samlet mere end en fordobling. Det kommer så sammen med en 10-årsplan for psykiatrien, som investerer massivt i kapacitetsudvidelse og lettilgængelige tilbud og generelt løfter kvaliteten i vores psykiatri. Derfor er det den rigtige vej at gå, og Moderaterne støtter lovforslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Rasmus Lund-Nielsen fra Moderaterne. Jeg byder nu velkommen til fru Lise Bertelsen fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for ordet, formand. Formålet med lovforslaget, som udmønter en væsentlig del af psykiatriens 10-årsplan, er at sikre hurtig og mere målrettet hjælp til unge mellem 18 og 24 år med let til moderat depression og angst. Det er en gruppe, hvorom vi ved, at tidlig indsats er helt afgørende. Jo tidligere vi formår at sætte ind, jo bedre er prognosen, og for os i Det Konservative Folkeparti vejer netop det rigtig tungt. Lovforslaget flytter ansvaret for behandlingen fra psykologpraksis til regionerne. Det giver regionerne mulighed for at planlægge behandlingsindsatsen mere fleksibelt og ud fra en faglig, individuel vurdering af behovet hos den enkelte unge. Der kan være tale om digitale tilbud, gruppeforløb eller individuel terapi, og forslaget lægger op til, at regionerne kan arbejde efter en trappemodel, hvor man målretter behandlingsintensiteten efter patientens behov og kan trappe op, hvis der er behov for det. Det giver både bedre faglighed, bedre ressourceudnyttelse og bedre sammenhæng i den regionale psykiatriindsats. Vi støtter også varmt, at der indføres en garanti for hurtig behandling. Kan regionerne ikke tilbyde opstart inden for de 30 dage, får den unge ret til behandling i privat regi. Det er en vigtig rettighed, som kan være afgørende for den unge, altså om den unge får hjælp i tide. I høringssvarene er der rejst flere relevante pointer, som vi tager alvorligt. Bl.a. peger Danske Regioner selv på behovet for klare rammer, så der skabes ensartethed og kvalitet på tværs af landet. Regionerne understreger også muligheden for at tilrettelægge behandling mere fleksibelt og for at sikre en høj faglig kvalitet for at kunne håndtere kapaciteten. Det er netop her i den her trinvise model, man kan bruge den aktivt. Det handler om at sikre, patienten får præcis den behandling, de har behov for: ikke mere, men heller ikke mindre. Flere høringsparter, herunder fagforeninger og patientorganisationer og behandlere, peger også på vigtigheden af kvalitetssikring, kontinuitet i behandling og tydelig information til de unge, så de faktisk kender deres rettigheder. For Det Konservative Folkeparti er det helt afgørende med fleksibiliteten tilpasset den unge, men lige så afgørende er det, at fleksibiliteten ikke må blive et andet ord for uens kvalitet. Vi kan ikke acceptere et system, hvor unges adgang til god behandling afhænger af, hvor i landet de bor. Det er nemlig ikke lige ret til sundhed. Samtidig er der peget på behovet for faglig bredde, og at regionerne får mulighed for at trække på både psykologer og andre relevante faggrupper, f.eks. i gruppeforløb eller digitale løsninger, som kan være en styrke. Det er nødvendigt også at sikre den høje faglige kvalitet. Det vil vi gerne se regionerne arbejde offensivt med til gavn for de unge mennesker. I Det Konservative Folkeparti bakker vi op om lovforslaget. Det er et nødvendigt skridt for at sikre hurtig og mere målrettet indsats over for de unge i mistrivsel. Det handler om unge mennesker, der står på tærsklen til voksenlivet, og en tidlig behandlingsindsats kan være det, der afgør, om de får muligheden for at komme godt videre i livet. Vi ser dette lovforslag som begyndelsen på en mere sammenhængende, fagligt stærk og hurtig indsats for unge med psykiske udfordringer i hele landet. Derfor bakker Det Konservative Folkeparti op om forslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Lise Berthelsen fra Det Konservative Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten.

Tak for det, formand. I lighed med det tidligere lovforslag, vi behandlede, kan jeg bare med glæde konstatere, at vi nu er i gang med at implementere varige midler på finansloven til psykiatrien, og det er jo generelt set positivt. Det positive ved det her lovforslag er, at her får vi netop også stadfæstet, at hvis man har udfordringer i forhold til angst og depression, har man selvfølgelig krav på at kunne få en vederlagsfri behandling i det offentlige sundhedsvæsen. Det er jo helt afgørende for Enhedslisten, at det ikke er en forsikringsordning eller ens pengepung, der afgør, om man kan få adgang til behandling, men alene en faglig vurdering af, om man har behov for hjælp. I lighed med nogle af de tidligere ordførere vil jeg sige, at der også er elementer i det her lovforslag, som vi nøje vil følge med i i forhold til udmøntningen af. Det handler selvfølgelig om kvalitetssikring hos de private tilbud, altså at vi sikrer, der bliver en ensartet kvalitet. Vi synes også, i lighed med hvad fru Bertelsen fra Konservative Folkeparti nævnte tidligere, at det er rigtig fornuftigt, at vi har den her trappemodel, hvor man netop kan tilpasse behandlingen både i forhold til behandlingsbehov, men også i forhold til kompetencer og funktionsniveau, i forhold til hvad man kan modtage af behandling, så man netop kan tilrettelægge individualiseret behandlingsforløb for de unge. Så der er en lang række positive elementer i forslaget her, men det er klart, at vi nøje vil følge med i forhold til den kvalitetssikring, der er behov for, og selvfølgelig også i forhold til den geografiske adgang, altså at der ikke opstår en skævhed. Men overordnet set synes vi, det er et rigtig positivt lovforslag, som vi selvfølgelig også kommer til at stemme for. Tak for det.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Og så byder jeg velkommen til hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. Vi behandler nu lovforslag om udmøntning af initiativet »Unge skal have ret til hurtig behandling for angst og depression«, som er et initiativ fra 10-årsplanen for psykiatrien, og som vi Dansk Folkeparti, regeringen og andre partier, har indgået en aftale om. Derfor sendes der nu et større millionbeløb afsted til at bearbejde de lange ventetider i systemet. Det har vist sig, at særlig inden for 18- til 24-årige har der været en stor tilvækst af tilfælde af depression og angst, og som arbejdsgruppen, der blev nedsat, viste, har det presset kapaciteten i systemet. Derfor ønsker vi i Dansk Folkeparti også, at vi får ventetiderne ned, så der er hurtigere adgang til behandling. Det er også en forhåbning, at adgangen til hurtigere behandling vil have en positiv effekt, i forhold til at lette til moderate tilfælde af depression og angst kan behandles og håndteres i tide, så færre unge fremadrettet udvikler svære depressioner og angsttilfælde. Samtidig betyder forslaget også, at gruppen vil få mulighed for at vælge behandling vederlagsfrit på et privat behandlingssted, hvis regionerne ikke kan tilbyde behandling inden for 30 dage. Derfor får gruppen en reel ret til hurtig behandling uden egenbetaling, så det ikke fremadrettet er pengepungen, der afgør, om man kan få hurtig og god hjælp. Det er en aftale, vi i Dansk Folkeparti er glade for at være en del af, og derfor støtter vi op om lovforslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti. Det afsluttede ordførerrækken, og derfor byder jeg igen velkommen til indenrigs- og sundhedsministeren.

Tak for det, formand, og endnu engang også tak til Folketingets partier for den positive modtagelse af regeringens lovforslag. Det er et lovforslag, hvor vi jo nu sætter skub på endnu et vigtig element i forhold til at opbygge en stærkere psykiatri. Vi prioriterer nu, at unge mennesker, der kæmper med depression eller angst, kan få hurtigere hjælp. Det er unge mennesker, som står med livet foran sig, men som i dag får sat livet på pause, når man oplever, at man skal vente alt for længe på at få hjælp og behandling, og det, man kæmper med, vokser sig måske endda større i ventetiden. Det skal vi lave om på, og det er det, vi tager fat på med lovforslaget her i dag. For med lovforslaget giver vi de unge mellem 18 og 24 år en ny patientrettighed, hvor man får ret til hurtig behandling for let til moderat depression eller angst inden for 30 dage, altså en ny og konkret patientrettighed. Det er endnu et vigtigt skridt mod at implementere vores 10-årsplan for psykiatrien, som også et bredt flertal her i Folketinget bakker op omkring. I dag har unge mellem 18 og 24 år med let mod moderat depression eller angst på papiret ret til at få vederlagsfri behandling hos en psykolog. Det er også rigtig fint og godt, men det er ikke nok at have en ret til vederlagsfri behandling, hvis udsigten til at få den hjælp er ekstremt lang og dermed med lange ventetider. Heldigvis er der mange unge, der gør brug af tilbuddet i dag, men vi kan ikke være bekendt, at der også er en ventetid, der kan blive afgørende for, om man som ungt menneske får det bedre eller værre. Det er unge mennesker, der måske har kæmpet med at opbygge mod overskud til at opsøge deres egen læge og bede om hjælp, og det, vi i dag tilbyder for mange, er ventetid i alt for lang tid frem for at sikre hurtig hjælp og behandling. Det mener jeg ikke at vi kan stå på mål for. Derfor er jeg også stolt over, at vi nu med lovforslaget her giver unge med let til moderat depression eller angst en ny patientrettighed, nemlig ret til hurtig behandling, vel at mærke uden egenbetaling. For det må ikke være sådan, at kun dem, der har en sundhedsforsikring eller en stor pengepung, kan købe sig foran i forhold til at kunne få hurtig hjælp. Vi skal tilbyde hurtige adgang til de unge mennesker vederlagsfrit og dermed uden egenbetaling i forhold til at få hurtig hjælp. Med lovforslaget her flytter vi behandlingsansvaret fra psykolog med ydernummer over til regionerne, hvor de unge mennesker altså får retten til at blive hurtigt behandlet. Hvis ikke regionen fremover kan levere på det inden for 30 dage, får man retten til at kunne gå privat. Det betyder helt konkret, at unge mennesker hurtigt og senest efter 8 dage skal modtage information fra regionen om, om de kan behandle inden for 1 måned. Og kan regionen ikke tilbyde behandling inden for 1 måned, kan man fremover vælge at gå privat og blive behandlet vederlagsfrit på et privat behandlingssted eller hos psykologer med ydernummer, som regionen har lavet en aftale med. Det er dermed jo også en ny patient rettighed, hvor vi sætter patienten før systemet, og hvor vi samtidig sikrer mindre ulighed i adgangen til at kunne få hjælp og behandling for unge mennesker i Danmark. Vi ændrer ikke med lovforslaget her den måde, hvorpå man som ung skal opsøge hjælpen. Det vil fortsat være egen læge, der skal henvise til tilbuddet. Regionerne får fleksibiliteten til at tilrettelægge behandlingstilbuddene klogest, men med krav om samme høje kvalitet, hvad også flere ordfører har været inde på i behandlingen af lovforslaget her i dag. Det handler om først og fremmest selvfølgelig om patientens behov. Nogle patienter vil have gavn af gruppeforløb, hvor der er andre ligesindede at spejle sig i og tale med. Andre kan have større gavn af et helt eller delvist digitalt tilbud, som ikke stiller krav til, at man skal møde op på et fast sted på et bestemt tidspunkt. Og så er det selvfølgelig nogle, som har brug for at kunne tale med en psykolog, præcis sådan som tilbuddet også er skruet sammen i dag. Derfor er det jo også vigtigt, at der skal være kvalitet i dit tilbud, som vi tilbyder de unge, men det er også med en streg under, at det fremover bliver sådan, at kan regionen ikke tilbyde behandling inden for de 30 dage, får man retten til at gå privat. Det bliver op til regionerne at skulle sikre at indgå aftaler med de private behandlingssteder. Der bliver ikke stillet krav om, at det private behandlingsalternativ skal svare en til en til det tilbud, der er tilbudt i regionen, men det skal selvfølgelig fagligt og kvalitetsmæssigt matche det tilbud, som regionerne kan tilbyde ved samme problemstilling.

Måske særlig her i starten er det nødvendigt at trække på både den regionale, men også den private kapacitet for at få ventelisterne ned. Det kan vi også med lovforslaget her være ærlige omkring, altså at sige, at det ikke er sådan, at de forsvinder fra den ene dag til den anden, men det gode er, at nu er pengene der til også at investere i det her. Vi har også taget højde for, at der henover den kommende tid jo også skal ske en afvikling af de pukler, som altså dækker over, at børn og unge mennesker venter for længe, og der er dermed ekstra midler til ekstra pukkelafvikling de næste 3 år. Det er i øvrigt også vigtigt, at regionerne løfter deres ansvar med at sikre en passende geografiske dækning i forhold til adgangen til behandling. Jeg er stolt og glad over, at vi med det her lovforslag er med til at sikre hurtig behandling til vores unge, som i dag venter for længe på at få hjælp. Og ligesom med det tidligere lovforslag, vi behandlede lige før, som indfører nye patientrettigheder i børne- og ungdomspsykiatrien, så er det her også et stort og vigtigt skridt mod en stærkere psykiatri. Det kan ikke stå alene, og det står heller ikke stå alene, for det bygger jo på, at vi også med aftalen om en 10-årsplan for psykiatrien nu sikrer et historisk stort løft af psykiatrien, som vi styrker og udbygger og dermed også kan sikre, at langt flere kan få bedre og hurtigere hjælp, end tilfældet er i dag. Tak til Folketingets partier også her for gode forhandlinger og for også at være en del af aftalekredsen omkring 10-årsplanen for psykiatrien. Jeg ser frem til den videre udvalgsbehandling og står naturligvis også til rådighed for besvarelser af de spørgsmål, som også en række ordførere har varslet undervejs i forhold til den videre udvalgsbehandling. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til indenrigs- og sundhedsministeren.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Inden vi starter, vil jeg henlede opmærksomheden på, at ordførerne for folketingsgrupperne har taletid i op til 10 minutter, og det samme har privatisterne. Ordføreren for forslagsstillerne, hr. Leif Lahn Jensen fra Socialdemokratiet, har taletid på op til 15 minutter, og finansministeren har taletid i indtil 30 minutter. Der vil være adgang til korte bemærkninger efter de almindelige regler. Forhandlingen er nu åben, og den første ordfører, jeg byder velkommen til, er hr. Hans Andersen fra Venstre.

Tak for det, formand. De to lovforslag, vi behandler i dag, følger op på den aftale om fremtidige folketingsmedlemmers og ministres vederlæggelse, som et bredt flertal her i Folketinget indgik tidligere på året. Helt tilbage i 2014 blev et politisk flertal enige om, at der skulle nedsættes en kommission, der bl.a. skulle udarbejde anbefalinger om vederlags- og pensionsvilkår for folketingsmedlemmer og ministre. På den baggrund kom Vederlagskommissionen for så snart 10 år siden med sine anbefalinger. Dengang opnåede et flertal enighed om nogle ting – bl.a. justerede vi eftervederlagsperioden og pensionsalderen – men det lykkedes ikke at lave en aftale om mere grundlæggende ændringer af reglerne for vederlag og pension. Det er så lykkedes nu med en aftale, der i høj grad bygger på Vederlagskommissionens anbefalinger. Aftalen moderniserer og forenkler reglerne. Den giver samtidig et system, der er mere tidssvarende, gennemsigtigt og i højere grad på linje med de vilkår, vi kender fra det øvrige arbejdsmarked. Vederlaget for folketingsmedlemmer fastsættes fremover til gennemsnitslønnen i lønramme 38 i staten. Vederlaget til ministre vil fremover lægge i et spænd mellem gennemsnitslønnen i lønramme 41 og lønramme 42+. Det er for både folketingsmedlemmer og ministre en forhøjelse af vederlaget, men samtidig afskaffes det skattefri omkostningstillæg, og perioden for, hvor længe der kan modtages eftervederlag, forkortes. Den maksimale eftervederlagsperiode ensrettes for folketingsmedlemmer og ministre, og mindsteperioden forkortes til 3 måneder, og den maksimale periode forkortes til 12 måneder. Vi forkorter faktisk eftervederlagsperioden yderligere end det, Vederlagskommissionen i sin tid foreslog. Med aftalen og de her lovforslag ændres pensionsvilkårene fundamentalt. Frem for en tjenestemandspension vil det i fremtiden være en bidragsfinansieret arbejdsmarkedspensionsordning. Pensionsbidraget vil svare til pensionsbidraget for akademikere ansat i staten. Dermed bliver pensionsvilkårene i langt højere grad indrettet som dem, vi ser på det øvrige arbejdsmarked. Det mener vi i Venstre er positivt. Der har været kritik af, at et flertal med de her ændringer hæver lønnen for politikere. Det mener jeg faktisk ikke er en retvisende fremstilling af vilkårene. Det er korrekt, at selve vederlaget hæves, men kigger man på hele pakken, vil et gennemsnitligt folketingsmedlem i fremtiden faktisk have en lavere samlet disponibel livsindkomst. Det samme gør sig gældende for en gennemsnitlig minister. For langt de fleste fremtidige folketingsmedlemmer vil de nye regler være mindre gunstige end de nuværende. Der er altså ikke tale om en mere fordelagtig model for vederlag og pension. Reformen indebærer da også vel at mærke fuldt indfaset besparelser på omkring 20 pct. af de samlede udgifter. I Venstre er vi også godt tilfredse med, at der med aftalen er taget højde for de forskelle og særlige forhold, der gør sig gældende for medlemmer valgt i Grønland og på Færøerne. Bag de to lovforslag ligger et stort og grundigt arbejde, både fra Vederlagskommissionen i sin tid, under forhandlingerne om den politiske aftale i foråret og med udarbejdelsen af lovforslagene. Vi mener, der er fundet fornuftige balancer i nogle svære spørgsmål. Alt i alt er det en god aftale, hvor vi moderniserer vilkårene og afskaffer ordninger, der ikke længere er tidssvarende. Venstre støtter op om de to lovforslag. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til hr. Hans Andersen for talen. Først og fremmest vil jeg godt lige have hr. Hans Andersen til at bekræfte, at når han siger, det medfører en nedgang i indtægten, når aftalen er fuldt indfaset, så taler vi om, at aftalen er fuldt indfaset i år 2075, altså om 50 år. Indtil da medfører det en merudgift for skatteborgerne at finansiere den her aftale. Så vil jeg godt spørge hr. Hans Andersen, om man slet ikke bør overveje, hvad det er for et signal, man sender til befolkningen. Samtidig med at vi f.eks. reducerer i kontanthjælpen og at vi ved, at der er borgere derude, som har sværere og sværere ved at få dagligdagen til at hænge sammen og betale for basale fødevarer nede i supermarkedet og betale for medicin på apoteket, hæver vi vores indtægt, mens vi forringer den for dem og i hvert fald ikke sikrer, at de bliver kompenseret for den stigende inflation.

Ordføreren.

Men vi hæver jo netop ikke den fremtidige samlede vederlæggelse til kommende folketingsmedlemmer med det her lovforslag. Det er rigtigt, at i de kommende år er der både nuværende folketingsmedlemmer og afgående folketingsmedlemmer, som der skal finansieres en pension til, og så indfører vi en ny ordning, hvor der er en løbende udgift til en arbejdsmarkedspension. Derfor bliver konsekvensen af det, at der i de kommende år er en større omkostning, men at vi samlet set sådan set sparer penge. Vi følger jo Vederlagskommissionens anbefaling, og jeg synes, at det niveau, vi lander på her, er rimeligt. Jeg er helt med på, at der er mennesker på kontanthjælp, som har svært ved at få tingene til at hænge sammen. Det er jeg helt med på, men dem hjælper vi jo også. Vi hjælper dem i arbejde, fordi vi har god vækst. Vi hjælper dem sådan set med forskellige tiltag, men det ændrer jo ikke på, at det her handler om fremtidig vederlæggelse for kommende folketingsmedlemmer.

Spørgeren.

Jeg tror ikke, at de ti mennesker, som er blevet sat på gaden i Københavns Kommune på grund af kontanthjælpsreformen, betragter det som en hjælp, vi giver dem herindefra. Og så vil jeg bare anfægte det, som ordføreren siger om, at det giver en besparelse. Virkeligheden er jo, og det fremgår også klart af lovforslaget, at frem til 2075 er der tale om en merudgift – en merudgift, som vel at mærke er højere end det beløb, man afsætter til at kompensere for den kontanthjælpsreform. Altså, vi giver os selv mere i kompensation for en aftale, end vi er villige til at give de borgere, der nu bliver sat på gaden på grund af regler, der er vedtaget herinde.

Ordføreren.

Ordføreren ved jo også godt, at vi har aftalt, at vi vil hjælpe de pågældende kontanthjælpsmodtagere. Vi vil sådan set kigge på, hvordan vi kan hjælpe dem helt specifikt. Men det ændrer jo ikke på, at når vi skal lave om på en ordning og der både er folketingsmedlemmer, der er omfattet af en gammel ordning, og kommende folketingsmedlemmer, der bliver omfattet af en ny ordning, hvor vi gør det mere gennemsigtigt, mere transparente i forhold til det almindelige arbejdsmarked, så har vi to ordninger kørende samtidig. Og ja, det vil i en periode fremadrettet betyde en større udgift, men samlet set er det her altså en reduktion af de samlede udgifter til vederlag. Det er sådan set det, der er fakta.

Tak til ordføreren for Venstre. Den næste, der får ordet, er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne.

Tak. Vi behandler her to lovforslag, der udmønter »Aftale om en reform af fremtidige folketingsmedlemmers og ministres vederlæggelse«. Lad os starte med det helt grundlæggende: Vi anerkender behovet for at modernisere og forenkle vederlags- og pensionssystemet for politikere. Det er fornuftigt at afskaffe de særlige privilegier, som tjenestemandspensioner og lange eftervederlagsperioder har udgjort. Det er bestemt et skridt i den rigtige retning. Men – og det er et stort men – vi kan ikke støtte, at man samtidig hæver lønnen markant for fremtidige folketingsmedlemmer og ministre. For os i Danmarksdemokraterne handler politik om at have føling med den virkelighed, som danskerne lever i, og den virkelighed er, at mange danskere i de her år oplever, at pengene ikke rækker så langt som før. Hverdagens udgifter stiger; mange må vende og dreje hver en krone i supermarkedet. I den kontekst virker det skævt, at et flertal i Folketinget vælger at bruge penge på at hæve lønnen til sig selv med op mod 100.000 kr. årligt for folketingsmedlemmer og endnu mere for ministre. Det er svært at forklare ude i virkeligheden. Det skaber afstand, ikke nærhed, mellem Christiansborg og de mennesker, vi er valgt til at repræsentere. Vi mener, at man sagtens kunne have afskaffet de særlige pensionsvilkår og eftervederlag uden at kompensere med højere løn. Det ville have været et stærkt signal om, at vi som politikere er villige til at gå forrest og leve under rimelige, men ikke helt særligt privilegerede vilkår – ligesom de fleste andre danskere. Vi noterer os, at reformen på lang sigt forventes at give en besparelse, men det er først i 2090. I mellemtiden vil staten få merudgifter på omkring 35 mio. kr. Det er ikke en ansvarlig økonomisk prioritering i en tid, hvor vi burde fokusere på kernevelfærd og på at lette presset på almindelige danskeres økonomi. Derfor stemmer Danmarksdemokraterne imod de to lovforslag. Vi står uden for aftalen, fordi vi mener, at den ikke afspejler den virkelighed, som folk, som de er flest, lever i. Vi mener, at politikere skal være rollemodeller, ikke lønførende. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for Danmarksdemokraterne. Næste er hr. Sigurd Agersnap fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet, formand. Politikeres løn og vilkår skal i højere grad afspejle dem, man kender på arbejdsmarkedet, og de skal være mere gennemsigtige, end de er i dag. Man er grundlæggende ikke i politik for at tjene fedt på det. Man er her, fordi det er et meningsfuldt arbejde og et privilegie at få lov at repræsentere folk, og det skal aldrig være lønnen, som er drivkraften. Derfor skal forholdene ikke være for lukrative, men de skal selvfølgelig heller ikke skræmme folk væk fra at melde sig ind i politik. Hidtil har vi haft en meget lukrativ pensionsordning – en tjenestemandspension på speed, kan man kalde det, fordi vi simpelt hen så hurtigt har optjent den fulde tjenestemandspension. Det får vi nu ændret fremover, så pensionen kommer til at ligne den, man kender som en akademiker, der er offentligt ansat. Og lønnen skal ikke bare hamres tilsvarende opad. Den skal følge udviklingen i løn for chefer i staten. Nu kommer folketingsmedlemmer ind på samme løntrin som afdelingschefer i staten, og ministre ind på samme løntrin som deres departementschefer. Med aftalen bliver politikere samlet set fremover aflønnet mindre end i dag. Det skyldes, at man konverterer noget af den meget lukrative pension til vederlaget, men ikke det hele. En folketingspolitiker går gennemsnitligt 89.000 kr. ned i den samlede lønpakke. Det er ikke at gå op i løn. Det har vi arbejdet for i SF, for det synes vi er mere rimeligt. Det vil sige, at man med den nye ordning som minister eller folketingsmedlem vil få markant dårligere pensionsvilkår, men i stedet får man så et noget højere vederlag, mens man arbejder. Det følger Vederlagskommissionens anbefalinger, at lønnen skal falde, mens man laver arbejdet. Det sidste om, at man får højere vederlag, har man kunnet læse i pressen allerede, men realiteten er altså, at man faktisk går ned i den samlede lønpakke, og for en minister er det meget markant. Man går mere end 500.000 kr. ned om året i samlet løn som minister. Samtidig bliver eftervederlaget reduceret. Så stopper man i Folketinget, har man ikke 2 års eftervederlag; man har kun 1 år, og det bliver modregnet, hvis man har anden indkomst. Det skattefri omkostningstillæg, som vi har i dag, bliver afskaffet. Det giver meget mere gennemsigtighed i vederlaget, og vi har aftalt, at vi også skal have mere arbejdsmarkedslignende barselsvilkår. Samlet betyder aftalen altså en besparelse på 20 pct. Det svarer til 30 mio. kr. Så er der jo allerede nu noget debat om, hvornår det kommer til at gælde fra. Det har været nævnt af hr. Hans Andersen heroppe, at det er klart, at når man går over til en arbejdsmarkedslignende pension, hvor man indbetaler løbende, vil der være en udgift de næste år i modsætning til den pensionsordning, vi har i dag, hvor man først udbetaler det, når folk går på pension. Det er også klart, at når man skifter, altså når man har meget lukrative pensionsordninger og skifter det til løn, vil der være nogle af de penge, der bliver rykket frem. Derfor er der ikke en besparelse de næste par år, men der er en klar besparelse i den her aftale på den samlede lønpakke, politikere får. I SF støtter vi aftalen og begge lovforslag. Vi synes, det er en aftale, som bringer os mod mere rimelige vilkår, og at man faktisk går ned i den samlede aflønning for politikere. Det har vi arbejdet for i SF. Jeg skulle hilse fra Alternativet og sige, at de også støtter begge lovforslag.

Tak for det. Der er en enkelt indtegnet for nuværende. Hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten.

Tak for det, og tak til hr. Sigurd Agersnap for talen. Det var måske lidt en retorisk stramning at sige, at det er i et par år, der er en ekstraudgift. Jeg tror, det er i år 2075, den her aftale går i nul, og der så vil være en nedgang frem til år 2090. Så det er jo lidt mere end et par år. Men jeg kunne godt tænke mig at høre SF's ordfører om det paradoksale i – og jeg er helt med på det og synes, det er helt rimeligt, at vi får nogle mere tidssvarende pensionsvilkår – at det så betyder, at der sker en kompensation, i forhold til at vi stiger i løn. Det er ikke sådan, vi normalt gør. Vi kan i hvert fald se, at når kontanthjælpen er blevet forringet og man afsætter en pulje til at kunne understøtte de borgere, der bliver ramt af det, er den pulje i hvert fald væsentlig mindre end den pulje, vi så giver os selv i lønstigning. Er det ikke et besynderligt signal at sende, at vi kompenserer os, der er i forvejen er velstillede, hvorimod dem, der er dårligt stillet, ikke bliver kompenseret, men tværtimod kan ende i hjemløshed?

Ordføreren.

Vi synes jo i SF ikke, at vi giver dem på overførselsindkomster gode nok vilkår. Vi mener simpelt hen, at man hurtigere burde samle op både i forhold til inflationen og det efterslæb, man har på bl.a. kontanthjælpen, og i forhold til at man simpelt hen burde hjælpe bedre. Så det er jo klart SF's politik. Det, der gør, at vi synes, den her aftale er god – og det er rigtigt, at det er en unødig retorisk stramning at sige et par år, for det er en del år, før besparelsen kommer – og står bag den, er jo, at man ikke bliver kompenseret fuldt ud, og at der faktisk er et fald i den samlede lønpakke for politikere. Det synes jeg man kan sige er at bringe os mod mere fair vilkår. Ville vi være gået længere i SF? Ja, men det her var en aftale, som man kunne nå.

Spørgeren.

Det, jeg efterspørger, er sådan set logikken i at fjerne en fuldstændig urimeligt lukrativ pensionsordning, når det så medfører, at man kompenseres med en lønstigning. Hvis man ser på det generelle lønniveau herinde, er det jo ikke, fordi det ikke afspejler, hvad vi ser ude i den virkelige verden uden for Christiansborg. Der har vi jo stadig væk en relativt lukrative løn for at sidde i Folketinget. Så hvorfor er det, vi skal kompenseres for at afskaffe en urimelig pensionsordning ved at blive sat yderligere op i løn?

Ordføreren.

Man har kigget over til og afspejlet, hvad embedsmænd får i løn, og hvad man synes det er et fornuftigt niveau at indplacere folketingspolitikere på. Det var jo det, der lå i Vederlagskommissionens arbejde, altså at sige: Hvor vil en politikere kunne indplaceres i forhold til embedsmænd? Der er ingen tvivl om, at SF ikke synes, man behøvede at blive kompenseret fuldt ud. Vi har også arbejdet for, at der kom et fald i den samlede kompensation i denne aftale.

Tak til ordføreren fra SF. Næste i talerrækken er hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance.

Tak for det. For få måneder siden fik Liberal Alliance i Nordsjælland en ny folketingskandidat. Han er en kendt debattør og liberal idealist gennem mange år, så han blev også interviewet i radioen om ting og sager i den forbindelse og blev spurgt: Hvorfor er det først nu, hvor du nærmer dig de 60 år, at du søger opstilling til Folketinget, når du i så mange år har brændt for liberale idéer og for at gøre en forskel? Hans svar var: Det er først nu, jeg har tjent penge nok til at blive medlem af Folketinget. For han har fire børn, og han har også sig selv at tænke på osv., og der var jobtilbud andre steder, der ville lønne ham bedre end det at sidde i Folketinget. Det viser jo også den balance, som der skal være i aflønningen af folketingsmedlemmer, vederlæggelsen af folketingsmedlemmer. For både han og jeg står for det synspunkt, at det, der skal være drivende for folketingsmedlemmer, er idealismen – det, at man synes, at der er noget, der bedre end noget andet, og at man gerne vil gøre en forskel for det land og den befolkning, som man holder af. Det er jo én forpligtelse, det her. På den anden side har man også andre forpligtelser som menneske her i livet. Man har en forpligtelse, især hvis man har valgt at sætte børn i verden, til at give dem det bedst mulige liv, man kan tænke sig. Der kan det være svært at afveje, hvis du er et menneske, der får tilbudt høje lønninger derude uden for Christiansborgs mure, om du så skal bruge din tid på at tjene penge og måske flere penge på at gøre livet godt for dine børn og dig selv, eller om du skal bruge den tid på at gøre, hvad du kan for at gøre landet bedre. På et eller andet tidspunkt er det jo sådan, at der er for stor diskrepans mellem dét og det, at man ligesom ikke kan tillade sig at nedprioritere f.eks. sine børn for samfundets bedste, fordi ens forpligtelse over for ens børn er så stor, at man bliver nødt til at tage større hensyn til den. Så er spørgsmålet: Hvordan sætter man vederlæggelsen af folketingsmedlemmer her, så det har den rette balance? Vi kan jo heller ikke have et vederlag i Folketinget, som gør, at selv folk, der tjener 10 mio. kr. ude i det private erhvervsliv, kan komme herind og få den samme løn eller det samme vederlag herinde. Det ville jo simpelt hen være for meget. Hvor er den balance, hvor det hverken er for meget eller for lidt? Der har vi hidtil ligget sådan herinde, at når man regner vederlag og pension osv. sammen, har vi cirka herinde haft den samme aflønning eller vederlæggelse som en afdelingschef i centraladministrationen. Det, vi laver nu – den reform, vi laver nu – gør, at vi cirka bevarer den samme vederlæggelse, som er lønnen for en afdelingschef i centraladministrationen. Det, vi rigtig laver om på her nu, er, hvordan de forskellige dele af vores vederlæggelse falder. Falder det som direkte vederlag, eller falder det som forskellige lukrative ordninger ved siden af vederlaget som f.eks. det, at man kan få eftervederlag i 2 år, hvis man ikke bliver genvalgt til Folketinget, eller det, at man i løbet af 20 år i Folketinget optjener en forholdsvis rundhåndet pension, altså kun i løbet af 20 år og ikke i løbet af et helt arbejdsliv? Der er det, vi gør nu, at vi siger: Vederlaget skal være mere reelt som en afdelingschef i centraladministrationens, og pensionsordningen skal også mere være som for en afdelingschef i centraladministrationen. Så der kommer mere vederlag, men der kommer mindre pension. Så reducerer vi også det her eftervederlag, hvis vi ikke bliver genvalgt, betragteligt, fordi det nogle gange kan se lidt mærkeligt ud, at man kan gå i 2 år på eftervederlag, efter at man ikke er blevet valgt til Folketinget, og bruge en masse tid på at finde ud af, hvad man så skal gøre. Jeg synes, det er en god reform, som får vores vederlæggelse, som svarer til andres aflønning, til at ligne mere, hvad andre tjener ude i samfundet i tilsvarende betydningsfulde stillinger. Det, vi læner os op ad, er altså en afdelingschef i centraladministrationen. Så er der den store fordel ved det her, at vi ikke længere hele tiden behøver at diskutere, hvad vores vederlæggelse skal være, for når overenskomsterne ude i samfundet fører til, at folk tjener mere derude, kommer vores vederlæggelse til at stige med det samme. Så det er ikke os, der afgør vores løn i fremtiden. Vi lægger os op ad, hvad der i øvrigt foregår i samfundet, på et stillingsniveau, som vi synes er passende, i forhold til at vi er folketingsmedlemmer og at vi bør have cirka det samme i løn som en afdelingschef i centraladministrationen. Tak.

Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg kan så konstatere, at det fjerde barn åbenbart er urimelig dyrt. Jeg kender jo godt bemeldte folketingskandidat, og der skal jeg da beklage, at det er så dyrt at få det fjerde barn, for nu har jeg tre børn, og jeg kan konstatere, at det godt kan lade sig gøre at få en tilværelse til at hænge sammen også med tre børn – også tre fremragende, fantastiske børn – uden at man skal hutle sig igennem. Men der kan jeg så forstå, at hvis man får fire børn, bliver det svært. Ellers vil jeg gerne komplimentere hr. Ole Birk Olesen for meget tydeligt at illustrere, hvad det er for nogle vilkår, vi har herinde. For det var jo sådan en form for lønforhandling, hr. Ole Birk Olesen førte med sig selv, hvor hr. Ole Birk Olesen både var arbejdsgiver og arbejdstager og dermed kunne forhandle sin egen løn og understrege, hvor rimeligt det er, at vi får den her lønstigning. Men når nu hr. Ole Birk Olesen siger, at det skal afspejle de vilkår, der gælder ude i samfundet i øvrigt, hvordan hænger det så sammen med, at det, at vi får afskaffet en meget lukrativ pensionsordning – som jo intet har at gøre med, hvordan vilkårene er ude i samfundet i øvrigt – skal føre til, at vi skal have en lønstigning? For pensionsordningen i sig selv var jo urimelig lukrativ, også set i forhold til, hvordan vilkårene er for andre lønmodtagere.

Ordføreren.

For det første kan man sagtens forsørge både tre og fire børn med en lavere løn end det, vi får herinde. Det er der masser af mennesker, der gør rigtig dygtigt. Det, jeg siger, er, at hvis vi skal have nogle mennesker til at ville arbejde herinde, så er der et eller andet punkt, hvor det kommer til at gå for meget ud over deres økonomiske liv i familien, hvis de ikke kan tjene cirka det samme eller ikke for meget mindre herinde end det, de kan tjene derude. Altså, der kommer et tidspunkt, hvor du, hvis du skal gå ned på halv løn, i forhold til hvad du ville kunne tjene derude, så måske skylder dine børn at blive derude i stedet for at gå herind, også selv om du er en stor, stor idealist, som mange af os er. Det var det første. For det andet hænger det jo sammen på den måde, at jeg synes, at det er rimeligt, at et folketingsmedlem sammenlagt tjener det samme som en afdelingschef i staten. Så er det bare sådan, at hvis man sænker pensionsvilkårene herinde, skal vederlaget også svare til, hvad en afdelingschef i staten tjener, for at man kan opnå det, at vi tjener cirka det samme.

Spørgeren.

Jeg tror simpelt hen, vi har forskellige opfattelser af, hvad det at sidde i Folketinget betyder. For jeg kan jo så afsløre en fuldstændig vederstyggelig nyhed over for hr. Ole Birk Olesen, nemlig at vi i Enhedslisten opererer med en enhedsløn. Det vil sige, at vi får det i vederlag herinde, som er gennemsnitsløn for en faglært metalarbejder. Vi har ikke problemer med at rekruttere hverken ufaglærte, faglærte eller akademikere, fordi både det at sidde herinde i Folketinget og i øvrigt også at arbejde i Folketingets sekretariat er noget, som betyder så meget, at folk er villige til at gå ned i løn. Så jeg tror simpelt hen, at det der med at sige, at det alene er lønnen, der afgør, om det kan være attraktivt, er et fejlskud. For vi har jo nogle helt særlige privilegier som folketingsmedlemmer, i og med at vi kan sidde herinde og være med til at vedtage love.

Ordføreren.

Det er jo rigtigt, at Enhedslisten som parti har stor profit ud af, at vederlaget er sådan, som det er herinde, fordi I har besluttet, at I vil give en del af jeres vederlag til partiet, som scorer kassen på, at vederlaget her er højere end det, I synes I selv skal have som folketingsmedlemmer. Det står jo enhver frit for at beslutte, hvad man vil gøre af gode ting med det vederlag, man får. Enhedslistens folketingsmedlemmer har besluttet at bruge det på partiet. Andre beslutter at bruge det på familien, på Røde Kors eller på Dansk Flygtningehjælp. Mange forskellige ting bruger man pengene på, og jeg synes, det er supergodt, at man kan gøre det, også som folketingsmedlem.

Tak til ordføreren for Liberal Alliance. Ordføreren for Moderaterne, hr. Henrik Frandsen, er den næste på talerstolen.

Tak for ordet, formand. Med disse to lovforslag tager vi et vigtigt skridt til at gøre politikernes vilkår mere gennemsigtige og mere retvisende og mere på linje med det, som man ser på det øvrige arbejdsmarked. Det handler grundlæggende om, at de rammer, der gælder for Folketingets medlemmer og for ministre, skal kunne forklares enkelt og være enkle samtidig. Vi gør op med en række særlige, gunstige ordninger og rydder op, så vederlag bliver mere enkelt og gennemskueligt. For et tydeligere lønniveau fjerner vi det skattefrie omkostningstillæg. Det gør det lettere at se, hvad politikerne faktisk får i løn, og hvad der bliver betalt skat af. Vi strammer også op på eftervederlaget. Vi forkorter den periode ganske betydeligt, som man kan optjene eftervederlag i, så det i højere grad bliver en midlertidig hjælp i overgangen til et nyt job, som man også ser i andre job – ikke en længerevarende særordning. Det er rimeligt, og det svarer bedre til de vilkår, andre danskere også møder. Pensionsordningen bliver lagt om, så de fremtidige ministre og folketingsmedlemmer får en pension, der ligner den, mange andre lønmodtagere også får. Det gør systemet mere forståeligt og mindre specielt i forhold til det, man møder i det virkelige liv uden for Christiansborgs mure. For medlemmer valgt i Grønland og på Færøerne fastholdes et særligt tillæg, fordi deres situation er anderledes, og for Folketingets formand sikrer vi en ordning, der hænger sammen med det ansvar, posten også indebærer. Samlet set skaber vi en mere gennemsigtig, mere almindelig og mere retfærdig ordning. Det gør vi for de folkevalgte, og det gør vi også for ministrene. Det mener vi samlet set styrker tilliden til det politiske system i Danmark. Moderaterne kan støtte begge lovforslag. Tak for ordet.

Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det, og tak til hr. Henrik Frandsen for talen. »Det skal svare til de vilkår, andre har«, nævner ordføreren. Jeg er ikke sikker på, at de kontanthjælpsmodtagere, som hr. Henrik Frandsens parti har været med til at forringe vilkårene for, og som i dag bliver sat på gaden, fordi de ikke har råd til at betale husleje – det er jo noget, der konkret sker, kan vi se, og her i Københavns Kommune er det ti borgere, der er sat på gaden – har opfattelsen af, at det, vi gør her, når vi afskaffer en lukrativ sanktionsordning, men så kompenserer ved at dreje på en anden knap, hvor vi skruer op for vores løn, er, at vi behandler os selv, som vi behandler andre. Er ordføreren ikke enig i, at der kommer til at være en diskrepans mellem, hvordan vi behandler os selv, når vi står herinde i salen og taler, og hvordan vi behandler de borgere, som bliver ramt meget konkret af de beslutninger, vi træffer herinde?

Ordføreren.

Noget af det smukke ved den ordning, vi jo behandler her i dag, er netop, at vi tager udgangspunkt i nogle lønvilkår, nogle lønrammer for en bestemt gruppe. Konkret drejer det sig om afdelingschefer i centraladministrationen. Vi lægger os ret tæt op ad den måde, man aflønner dem på. Der skal man selvfølgelig tage et valg, og man skal finde en balance, som også den tidligere ordfører siger. Det gælder om at finde den rette balance her. Det mener jeg helt klart, og det mener vi også i Moderaterne helt klart at vi har fundet med det forslag, der ligger her, når vi lægger os op af lønramme 38 for afdelingschefer i centraladministrationen. Det er selvfølgelig et valg, men det passer meget godt til det ansvar, vi har, og det arbejde, vi laver.

Spørgeren.

For det første synes jeg godt, man kan anfægte, hvilket niveau det er, man lægger sig på. Men det var jo egentlig ikke svar på spørgsmålet: Hvorfor er det sådan, at når vi afskaffer en meget lukrativ pensionsordning, som vi har haft igennem adskillige år, og vi er enige om, at den skal ændres, at det skal medføre en lønstigning? Hvorfor ikke som minimum sige, at man så fastholder man det niveau, man har haft, men fjerner det urimelige? Det tror jeg langt flere mennesker ville kunne have en forståelse for, frem for at man siger, at man fjerner noget urimeligt, men så skal vi kompenseres, for nu får vi ikke længere det urimelige.

Ordføreren.

Det, der ligger i den her ordning, er, at den bliver mere gennemsigtig. Den kommer til at ligne noget, man ser ude på det almindelige arbejdsmarked uden for Christiansborgs mure. Man fjerner en pensionsordning, som jo for alle dem, der sidder i Folketinget, nu betyder, at man får pension resten af livet på et forholdsvis lukrativt niveau. Det ændrer man med en pensionsordning, som er identisk med den, man ser i andre lignende jobs, som vi tager udgangspunkt i i det her, f.eks. som afdelingschef i centraladministrationen.

Tak til ordføreren fra Moderaterne. Den næste i talerrækken er fru Helle Bonnesen, Det Konservative Folkeparti.

Lønningerne her i Folketinget har jo været til debat i rigtig, rigtig mange år og i lang tid, og det her arbejde, vi så nu får illustreret, er jo på baggrund af den Vederlagskommissions arbejde og de forhandlinger, der har været omkring lønningsforholdene. Fra vores side har det jo været fru Mai Mercado, der i årevis har været en del af det her. Jeg kommer så i dag på vegne af hende og forklarer, hvorfor vi ender med at synes, det her er en god idé. Vi har i dag nogle lønninger, som er uigennemskuelige. Vi har nogle lønninger, som er svære at forklare. Vi har også igennem årtier været ude for, at det har været nogle kludetæppeløsninger undervejs. Derfor har vi jo nu et dilemma: Skal vi fortsætte med at stå med den her lønløsning, som er svær at argumentere for, eller skal vi se at få ryddet op i det? Derfor synes vi jo, at det er godt, at man så ligesom har taget om nældens rod og sagt i Vederlagskommissionen: Lad os lægge op til nogle lønforhold, som er gængse, og som er sammenlignelige med andre arbejdsmarkedsforhold, så vi kan få den her transparens, som vi mangler, så vi får gennemsigtigheden, og først og fremmest så vi får et lønningssystem, der ligesom siger, at vi får lønnen, mens vi er i virke, og ikke ud over en årrække, hvor vi ikke er her. Der er klart en udfordring ved pengestrømmen, i og med at den her løsning gør, at pengestrømmen bliver flyttet frem. Men er løsningen så, at vi siger, vi ikke vil gøre noget? Nej, det synes vi ikke. Vi mener, vi netop skal gøre noget. Og nu har vi så fået denne her løsning, som modsvarer en situation, vi stod i tidligere, hvor vi havde en kæmpe udfordring med en kombination af alder, af anciennitet og af levealder, som gjorde, at ens lønningsforhold jo var uigennemskuelige i forhold til det, der kommer nu. Så vi synes, det giver god mening at gennemføre det, og vi er glade for Vederlagskommissionens arbejde. Det har taget lang tid, men vi synes, vi er nået frem til en fin løsning, og vi støtter forslaget og aftalen.

Tak til ordføreren for Det Konservative Folkeparti. Næste på talerstolen er hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det, formand. De to lovforslag, vi behandler her, omhandler fremtidige ministres og medlemmer af Folketingets økonomiske vilkår. Jeg vil gerne starte med at sige, at det er godt, at der nu gøres op med nogle vanvittig priviligerede pensionsregler – en pensionsordning, som andre danskere kun kan drømme om, hvor man har optjent lige så meget pension på 8 år, som det tager en sosu eller pædagog mere end 20 år at optjene. Det har Enhedslisten kæmpet for i årevis, og det er godt, at det pres nu har båret frugt. Men derefter hopper kæden altså helt af. For de partier, der står bag den her aftale, har så besluttet, at fordi man fjerner nogle vanvittige pensionsprivilegier, så skal vi politikere kompenseres med markant højere lønninger. Det er da en skør logik. Hvorfor skal vi kompenseres med højere løn, fordi vi skal have en mere normal pension, der mere ligner den, som andre borgere har? Det er, som om det er en fuldstændig umulig tanke for magtpartierne bag den her skammelige aftale, at man bare kan fjerne politikerprivilegier uden kompensation. Så har jeg hørt magtpartierne bag aftalen sige, at den her aftale samlet giver nogle mindre gunstige vilkår, altså at det samlet vil give skatteyderne en besparelse i forhold til de nuværende regler. Men hvornår det så sker, har ikke fået helt den samme opmærksomhed. Det er først om 50 år, altså i år 2075, at lovforslagene her vil begynde at betyde besparelser for fælleskassen. I de mellemliggende år vil de her ændringer samlet set koste et tocifret millionbeløb pr. år. Tankevækkende er det også, at man ser magtpartierne omtale forhøjelsen af vederlaget som en kompensation for de ændringer, der sker af omkostningstillæg, eftervederlag og pension, som man i aftalen kalder forringelser. Forringelser. Det fik mig til at tænke på, om man har omtalt den nylige afskaffelse af særlig støtte i kontanthjælpssystemet som en del af en forenkling. Man kalder ydelserne rimelige. Det er immer væk interessant, at når det kommer til en selv, kan man godt kalde en spade for en spade, altså en forringelse for en forringelse, men når det kommer til samfundets allermest udsatte, så graver man virkelig dybt i ordbogen for at finde ord, der kan være med til at sløre det faktum, at man tager noget fra dem. Så hedder det ikke en forringelse – så hedder det en forenkling. Samtidig er det enormt sigende, at man har fået øje på et behov for at kompensere sig selv, når man fjerner et par af sine privilegier; så gør det jo ikke helt så ondt. Det viser jo en helt særlig evne til at drage omsorg for hinanden herinde. Tænk, hvis man også udbredte den til almindelige mennesker i samfundet. Tænk, hvis man viste lidt reelt mådehold herinde, når der kommer til gunstigheden af ens egne vilkår, og i stedet for anerkendte og handlede efter, at vi står med en krise i samfundet, hvor maden er dyr, tag over hovedet er dyrt, og medicinen er dyr, og særlig de, der har mindst, er under et gevaldigt økonomisk pres. Det er ret sigende, at det beløb, man i regeringen har givet udtryk for at man ville afsætte i 2026 til at afbøde konsekvenserne af sin kontanthjælpsreform, men som de udsatte indtil videre ikke har set skyggen af, er mindre end det dræn på statskassen, som de her to lovforslag samlet set vil medføre pr. år frem mod år 2075. Det vælger man dog at lade være med. Man forpasser den oplagte anledning til entydigt at gøre nuværende politikeres vilkår mere rimelige, forstået som mere i overensstemmelse med virkeligheden hos den befolkning, vi repræsenterer. Imens sker det dog, at pensionister bliver nødt til at lægge varer tilbage på båndet, fordi de ikke har råd til dem. Imens sker det dog, at samfundets mest udsatte kastes ud i hjemløshed på grund af beslutninger truffet herinde i den her sal. Imens sker det dog, at der er borgere, der går ned på apoteket for at hente deres medicin, som ikke har råd til at betale for den. Imens sker det dog, at der er borgere, som ikke har råd til at gå til tandlægen og få lavet de voldsomme tandproblemer, de står med, på grund af at de ikke har råd.

Imens befolkningen oven på kommunalvalget måske så har fået, så hatten passer med nyheder om dansk politik, bliver det her lovforslag fremsat, måske i håbet om, at det får lidt mindre opmærksomhed. Timingen for lovforslaget er af flere grunde ganske påfaldende, og det er bestemt ikke positivt ment. I Enhedslisten så vi gerne en helt entydig, lad os kalde det rimeliggørelse – noget, som en del af mine kollegaer herinde nok ville betegne som en forringelse – af vederlag og pension til mf'er og ministre. Men det her med at skrue lidt op med den ene knap, men så skrue lidt ned med den anden knap, er altså helt forskruet. Og at det så er på en måde, hvor man samlet set først sparer fælleskassen for et par politikerprivilegier 50 år fra nu og indtil da ender med at bruge flere penge, og især i en tid, som kalder på omfordeling for dem, der har rigeligt, til dem, der har mindst, men hvor man så har forpasset chancen, holder simpelt hen ikke. I Enhedslisten vil vi gerne være med til at fjerne politikerprivilegier, men vi vil absolut ikke være med til at sætte vores i forvejen meget høje lønninger op. Vi skal da ikke kompenseres, fordi vi ikke længere skal have en gylden pensionsordning. Derfor kommer vi til at stille et ændringsforslag, der fjerner den del af lovforslaget, der sætter det op. Tak for ordet.

Hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance.

Jeg synes, det er al ære værd, at Enhedslisten ikke synes, at folketingsmedlemmer skal tjene det samme som en afdelingschef i centraladministrationen, men skal tjene det samme som en maskinarbejder. Vi er bare nogle, der ikke synes det samme. Der, hvor jeg synes, det nogle gange går galt for Enhedslisten, er, når populismen tager overhånd, altså det her med at påstå, at det bliver dyrere. For det her er jo billigere for skatteyderne i Danmark, vi kommer jo til at spare 20 mio. kr. årligt på det her. Der er en anderledes fordeling, hvor man får mere i sine aktive år som politiker, men til gengæld får man mindre i pension senere hen. Det gør jo, at det i de første år bliver dyrere, men der er stadig væk en besparelse på hvert folketingsmedlem over en livsperiode på 80.000 kr. pr. år som folketingsmedlem – som fører til en besparelse på 20 mio. kr. på sigt. Synes hr. Peder Hvelplund ikke, at det bliver en anelse for populistisk, når hr. Peder Hvelplund lader, som om det her i virkeligheden gør det dyrere for samfundet, bare fordi der er den her tidsmæssige forskydning?

Ordføreren.

Men det bliver jo dyrere frem til år 2075; der er det jo en udgift for skatteyderne, der kommer til at betale mere. Det, jeg helt grundlæggende ikke forstår, er, at når vi er helt enige om, at vi har haft en pensionsordning, som har været gylden, og som har været urimelig god for folketingsmedlemmer, og så kommer til den erkendelse, at den bør vi selvfølgelig afskaffe, hvorfor skal det så samtidig betyde, at så bliver vi da nødt til at skrue op for den anden knap, der handler om lønningerne. Altså, det rimelige vil jo være, at man afskaffer de urimelige privilegier, men hvorfor i alverden skal vi så kompenseres for dem?

Spørgeren.

Det er jo, fordi det brede flertal i Folketinget synes, at et folketingsmedlem skal tjene det samme som en afdelingschef i staten og ikke det samme som en maskinarbejder, sådan som Enhedslisten synes. Der er det jo bare sådan, at for at få det til at ligne mere, hvad der er ude i samfundet i øvrigt, hvilket også følger Enhedslistens paroler, så skruer vi altså ned for pensionen, for den er meget højere herinde, end den er ude i samfundet, men til gengæld skruer vi op for det årlige vederlag, fordi det er lavere, end hvad en afdelingschef i staten får. Og så kommer der den tidsmæssige forskydning, som gør, at det bliver dyrere i de første år, men pr. folketingsmedlem jo billigere over livstid.

(Der nyses i salen) . Prosit! Ordføreren.

Tak. Jeg troede lige, jeg blev kaldt for Prosit. Det, jeg grundlæggende ikke forstår, er netop den pointe, som hr. Ole Birk Olesen selv fremfører. Hvorfor skal det, at vi afskaffer noget, som vi er enige om er urimeligt, medføre, at vi så skal kompenseres et andet sted? Når vi er enige om, at det er urimeligt, kan vi vel bare afskaffe det. Det er jo sådan, vi normalt gør; der vil vi jo sige, at hvis der er noget, der er urimeligt, så fjerner vi det. Hvorfor skal det, når det handler om os selv, betyde, at vi samtidig skal kompenseres, så urimeligheden i virkeligheden bliver videreført?

Tak til ordføreren for Enhedslisten. Næste i talerrækken er hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Vi sambehandler nu to forslag, der har til hensigt at ændre løn- og pensionsforholdene for folketingsmedlemmer og ministre. Det er et forslag, der før sommerferien blev forhandlet på plads mellem mange partier her i Folketinget i en lidt lyssky aftale. I Dansk Folkeparti er vi ikke med i aftalen, og det er vi ikke, fordi vi ikke ønsker at sende en klækkelig lønstigning til folketingsmedlemmer og ministre. Således hæves vederlagsbeløbet for fremtidige folketingsmedlemmer til ca. 1,1 mio. kroner om året, mens det tilsvarende stiger for ministre, så en fremtidig statsminister nu kan modtage over 2,5 mio. kr. om året i vederlag. Der har længe været behov for, at vi får normaliseret pensionsalderen og vederlaget til ministre og folketingsmedlemmer, men aftalepartierne er blevet enige om, at fordi man som fremtidigt folketingsmedlem og minister skal overgå til en almindelig offentlig pensionsordning på ca. 18 pct. af lønnen, skal man altså tilsvarende have mere mellem hænderne i det månedlige vederlag. Det er efter vores overbevisning skørt, og det er mildest talt lidt vildt at gå med til den her slags lønforhøjelse i en tid, hvor rigtig mange almindelige danskere presses af stigende fødevarepriser og højere afgifter og også kan mærke, at pengene ikke rækker lige så langt, som de tidligere har gjort. Samtidig mener vi i Dansk Folkeparti også, at aftalen i sig selv tager alt for lang tid at indfase. Ifølge aftaleteksten vil aftalen først være fuldt indfaset i 2090, og det er givetvis, fordi man inde i Finansministeriet har regnet sig frem til, at det altså til den tid forventes, at alle de nuværende folketingsmedlemmer og ministre vil være gået bort. Men det er lidt skørt, at hele ændringen altså først træder i kraft så lang tid ude i fremtiden. I Folketinget behandler og regulerer vi folkepensionsalderen hvert femte år. Faktisk blev pensionsalderen sat op tidligere i år af Socialdemokratiet og resten af regeringen, og hvis Socialdemokratiet kan hæve pensionsalderen for helt almindelige danskere, burde de også kunne hæve den for statsministeren og resten af ministrene, men det vil man altså ikke være med til. I Dansk Folkeparti kan vi godt forstå, hvis der sidder danskere derude og følger med på tv-skærmene og tænker, at man er lidt til grin for sine egne penge. For hvorfor skal det tage 65 år fuldt at indfase en politisk aftale om pensionsalder for folketingsmedlemmer og ministre? Statsministeren vil stadig kunne gå langt, langt tidligere på pension end helt almindelige danskere. Der er behov for en ny retning – en ny retning, der tager danskernes problemer og udfordringer seriøst, og det gør vi efter vores overbevisning ikke ved at sætte folketingsmedlemmers og ministres løn- og pensionsforhold først, men derimod ved at sætte danskerne først. Det er noget, den her regering har forsømt de seneste 3 år. Derfor stemmer vi i Dansk Folkeparti nej til disse forslag. Tak for ordet.

Tak til ordføreren fra Dansk Folkeparti. Jeg ser ikke nogen repræsentant fra Radikale Venstre i salen, og der er blevet hilst fra Alternativet. Så ordføreren for forslagsstillerne for L 59, hr. Leif Lahn Jensen fra Socialdemokratiet, er den næste på talerstolen.

Tak for det, formand. Lad mig bare være ærlig og sige, at når man som politiker her fra Folketingets talerstol skal snakke om vederlag, er det normalt ikke noget, man glæder sig til, og det er svært, men jeg har faktisk har set frem til det i dag. For vi har lavet en aftale, hvor vi, hvis alt går sådan, som jeg hører det går, sætter et punktum for nogle lange og svære diskussioner. Det, jeg vil fortælle lidt om her, er om processen, og hvorfor det var, vi lavede de her ændringer, og hvad det egentlig er, vi har foreslået. Vi har debatteret det her i rigtig, rigtig mange år, også lang tid inden jeg kom i Folketinget, og jeg vil jo sige, at opgaverne netop var, at man på et tidspunkt ville løse det, men at man ikke kunne gøre det. Så man satte jo en vederlagskommission i gang, der skulle kigge på det og komme med et forslag til et resultat i 2016. For hvis vi skal være ærlige, er reglerne for politikernes aflønning, altså vederlaget, jo ikke forståelige og gennemsigtige. Så det var deres opgave at gøre dem så forståelige og så gennemsigtige som muligt, og de forsøgte også at gøre det tidssvarende og sammenligneligt med det, det er på resten af arbejdsmarkedet. For de troede på, jeg tror på, og alle de partier, der har lavet det her, tror på, at hvis vores løn- og pensionsforhold også ligner dem, der forhandles af arbejdsmarkedets parter, så kan almindelige folk også meget bedre forstå, hvordan det er, vi er aflønnet. Jeg synes også, det er vigtigt, at almindelige mennesker kan forstå det. Så det er jo også en ret stor del af opgaven, og de kom faktisk på det tidspunkt med et rigtig godt resultat, men så gik alting fuldstændig i stå. Det er rigtig svært for en politiker at gå ind og røre ved politikernes forhold. Det er meget, meget få penge, vi snakker om i forhold til resten af samfundet, men det er noget, alle går op i. Det er noget, medierne vil snakke om, og det er noget, alle folk vil snakke om, og det er forståeligt. For selvfølgelig skal folk forstå de lønninger, vi har herinde, og de politikere, de stemmer på. Men nu er det lykkedes. Der var nogle partier, der turde, der var nogle partier, der havde modet til at diskutere det og modet til at forhandle det, og nu står vi med en aftale og et rigtig godt resultat, og jeg er som den, som ledte de her forhandlinger, faktisk ret glad for resultatet. Jeg vil godt starte med at sige tak til alle partierne for at ville det her. Jeg vil også sige tak til Enhedslisten, til Dansk Folkeparti og til Danmarksdemokraterne for faktisk også at være med og ønske at ændre de ting. De tre partier var godt nok ikke med hele vejen, men de gik ind til forhandlingerne med en lyst til at gøre noget. Jeg havde så håbet på, at de godt ville følge det, fordi vi rent faktisk via de her forhandlinger er gået ret langt i forhold til det, de gerne ville. De tre partier havde så ikke modet til at gå med. Men det kan de da nå endnu, og vil jeg da give dem en kæmpe krammer, hvis de gør det, og jeg vil da ønske, at de gør det. Nu er hr. Mikkel Bjørn her desværre ikke, men jeg er også nødt til at sige, at da jeg hørte hr. Mikkel Bjørn sige, at det her var lyssky forhandlinger, blev jeg altså noget gal. For jeg havde et fremragende samarbejde med alle, som i alle, forhandlingsledere, og i Dansk Folkeparti var det hr. Peter Kofod. Hr. Peter Kofod og jeg snakkede ret tæt sammen, og jeg mærkede kun, at der var nogle gode forhandlinger mellem os, og at der var nogle rigtig gode snakke mellem ham og mig, og jeg mærkede ikke andet end en god forhandlingsleder, der virkelig ville det. Så jeg synes, at Dansk Folkeparti her var retorisk fræk, og det bryder jeg mig ikke om, i forhold til de gode forhandlinger, vi havde. Vi havde mange møder. Jeg havde møder med enkelte partier, møder med flere ad gangen og til sidst med dem alle sammen. Vi havde masser af beregninger og masser af bilag, og det her er ikke nemt, og det er teknisk svært. Derfor kigger jeg også på de gode folk, der sidder hernede bagved i salen, og som ingen andre kan se i fjernsynet, og det er faktisk de dygtige medarbejdere fra Folketinget, der har hjulpet os. Tusind tak til jer. Det var også jeres indsats, der gjorde, at vi havde et ordentligt grundlag at tage en beslutning på. Så tak til jer, og ikke mindst tak til de partier, som ville det her, og som, selv om det er svært, gik hele vejen og lavede en aftale. Tak til Venstre, tak til Moderaterne, tak til Socialistisk Folkeparti, tak til Liberal Alliance, tak til Det Konservative Folkeparti, tak til Radikale, og tak til Alternativet, og så behøver jeg ikke at nævne Socialdemokratiet. For det ser underligt ud, hvis jeg takker mig selv, men jeg vil til alle dem, som var sammen med os hele vejen igennem, og som nu er grunden til, at vi har et godt resultat, sige: Tusind tak for nogle fremragende forhandlinger, uden jeres forhandlingsvillighed og lyst til resultatet var det her aldrig lykkedes. Jeg tror også, at alle herinde ved, at hvis vi ikke var kommet i mål med det her nu, så havde vi snakket om det i de næste mange, mange år, og så var der ikke lykkedes noget som helst. Så tak til alle jer for modet og lysten til at ændre det her.

Hvad var det så, der var vigtigt for os? Og nu skal jeg igen være helt ærlig: Vores vederlagssystem er ikke tidssvarende. Det er svært at forstå, det er svært at forklare, og der er elementer i det, som er lidt for lukrative. Hvorfor får vi det vederlag, vi får? Hvorfor får vi den høje pension, den lange eftervederlagsperiode, det skattefri omkostningstillæg, de gode barselsforhold? Det er svært at forklare, og det er svært at forsvare, men vi er nødt til at have et system, som vi kan forklare, og som vi kan forsvare, og det er jo en del af hele den øvelse. Resultatet var overordnet, at vi fulgte kommissionen ret tæt, men vi lavede da nogle ændringer, som var endnu mindre lukrative og mere ensartede og mere tidssvarende, og derfor havde jeg også håbet, at de sidste tre partier havde været med. Vi valgte dog at lade det gælde for de nye medlemmer og ministre og ikke for de nuværende, og hvorfor gjorde vi det? Det er sådan, at man får en noget lavere pension og et højere vederlag. Hvis det havde gjaldt for nuværende medlemmer, havde de beholdt den pension, de har optjent, for det kan vi jo ikke tage fra folk. Samtidig havde de fået en højere løn. Så var de simpelt hen blevet forgyldt med en højere løn, og de havde endda fået pension ved siden af. Jeg kan ikke være med til at forgylde nogen på den måde – det er for lukrativt – og det var der heller ikke andre der kunne. Derfor valgte vi netop at lade det her gælde fra den 1. januar efter det næste folketingsvalg og for nye medlemmer og ministre, og det er jo selvfølgelig også derfor, det tager længere tid, før det er indfaset. Vi kan prøve at kigge på de forskellige elementer, og jeg ved godt, at man har været lidt inde på det, men det er ikke så tit, jeg er heroppe på talerstolen, og jeg vil selvfølgelig gerne bruge min taletid til det, så jeg vil nu tillade mig at gøre det. I forhold til vederlaget sammenligner vi os med chefer i staten i lønramme 38 og for ministre med departementscheferne. Det er altså dem, vi går op ad til daglig, og vi fjerner dermed også det skattefri omkostningstillæg. Samtidig sørger vi så løbende for, at lønnen bliver reguleret på lige fod med arbejdsmarkedet. Så kan man være uenig og synes, at det er for meget, en for høj lønramme, og det er fint nok, men vi sender et signal til dem derude om, at de kan forholde sig til den løn, vi får, fordi den er på lige fod med den ramme og den bliver reguleret ligesom alle andres. Så hr. Ole Birk Olesen har jo ret i, at vi ikke længere selv bestemmer vores løn, for den bliver reguleret, ligesom man kender det ude på arbejdsmarkedet, og ligesom jeg kendte det, dengang jeg var tillidsmand for havnearbejderne. Med hensyn til eftervederlaget for både folketingsmedlemmer og ministre er det i dag sådan, at folketingsmedlemmer får et eftervederlag i 2 år, og at ministre får det i 3 år, mens det fremadrettet gælder, at det er 1 år for både folketingsmedlemmer og ministre. Her gik vi altså langt længere, end kommissionen gjorde. Med hensyn til pensionen har vi endda en ret god pension, som er en tjenestemandspension ligesom den, mange også kendte det før i tiden, da der var tjenestemænd. Det har vi ikke så meget mere, og pensionerne går mere over til at være arbejdsmarkedspensioner, og derfor er det også helt naturligt, at vi laver vores pension om til en arbejdsmarkedspension, hvor vi så lige igen sammenligner det med den ramme, der er derude hos nogen, vi kender, altså akademiske ansatte, og hvor den så lander på 18,07 pct. Det gælder både for folketingsmedlemmer og ministre, og det var igen et sted, hvor vi gik længere end kommissionen. For kommissionen foreslog 25 pct. til ministre. I forhold til barsel er vi ikke færdige. Gode folk fra Folketinget og fra ministeriet er ved at kigge på, at vi selvfølgelig skal have lavet en barselsordning, som ligner den, der er derude. Det har vi lovet hinanden, og det skal vi nok få gjort, og det gør vi. Så det er også klart, at vi kigger på en lukrativ barselsordning. Med hensyn til økonomien vil alle folketingsmedlemmer og ministre miste en del af deres indtægt ved de her nye ændringer. Hold nu fast, for der var nogle, der sagde, at det var en besparelse på 20 mio. kr. Det er ikke korrekt. Det her vil betyde en besparelse på 30 mio. kr. Jeg er med på, at det er, når det er indfaset, men det er en besparelse på 30 mio. kr. svarende til – og hold nu igen fast – 20 pct. af vores samlede udgifter. Vi tager altså hver femte krone – 20 pct – op af lommen på de her ministre og folketingsmedlemmer. Jeg troede, at det var sådan noget, der normalt ville få Enhedslisten til at slikke sig om munden, for 20 pct. er ret meget. Så konklusionen er, at vi rent faktisk sparer staten for en del penge. Vores forhold kommer til at ligne dem, som vi kender fra overenskomstansatte på arbejdsmarkedet, de mest lukrative forhold er ryddet væk, og det er et langt mere enkelt og gennemsigtigt system end før, og som kan forklares og forstås, og det var jo netop det, vi gjorde. Vi skulle have et system, der kunne forklares og forstås. Nu bliver jeg her nok ikke i 50 år, det tror jeg ikke min alder vil tillade, men det gode ved det er, at jeg ikke tror, de kommende politikere behøver at diskutere om det her i lang, lang tid fremadrettet. Det kan måske være, at det er det, der ærgrer nogen, men det tror jeg ikke vi behøver. For nu har vi faktisk en løn, der svarer til den, som vi kender den derude, og det bliver også reguleret via overenskomster.

Med andre ord får vi en sammenlignelig løn, pension og barselsforhold, og pensionsalderen må man gerne stille spørgsmål til, men der er det også allerede sammenligneligt med det, det er hos mange andre danskere. Vi skærer ned på lukrative ordninger og gør det nemmere at forstå. Så vil jeg sige i forhold til Enhedslisten, der igen og igen siger det med at blive kompenseret for det, og det hørte vi fra talerstolen, at sandheden jo er, at det med den her ordning er, ligesom det er derude. Når man får en løn, får man både får løn og pension, og det er en del af lønnen. Jeg har jo selv siddet og forhandlet det som tillidsmand. De fremtidige politikere vil så gå omkring 89.000 kr. ned i indtægt efter skat , og en minister vil gå omkring 0,5 mio. kr. ned i indtægt efter skat . At det er efter skat er der ingen der har sagt, men skatten er altså betalt, det er efter skat, så det er 0,5 mio. kr. op af lommen. Så påstår Enhedslisten, at det ikke bliver kompenseret, og det gør det måske heller ikke helt, som Enhedslisten ønsker det. Men det er et kæmpe tal, og det er, fordi vi ser det fornuftige i, at vi netop skal sammenligne det med det, som det er på arbejdsmarkedet derude, og vi er klar til at sige, at okay, de forhold, vi har herinde, virker lidt skæve, og det gør vi op med. Så derfor køber jeg ikke den der med, at det ikke bliver kompenseret. Man kan bare kigge på det her. Jeg er bare nødt til at sige, at jeg, hvis jeg, dengang jeg var tillidsmand på havnen, havde lavet sådan en overenskomst, så ikke var blevet genvalgt. Jeg vil sige, at jeg er glad for den her ordning. For man vil fremadrettet kunne forstå den, og man vil kunne se sig selv i den, og man kan være uenig i den. Man kan synes, at det er for meget, og man kan synes, at det er for lidt, og man kan synes, hvad man vil, men jeg kan nu forklare den, og jeg kan forsvare den, og det synes jeg er rigtig vigtigt. For det fortjener folk derude, altså at de kan forstå, hvordan vi er aflønnet, og at de også kan sætte sig ind i det. De må gerne være uenige i det, men de kan nu forstå det. Så jeg tror nok, man kan høre, at det lyder, som om Socialdemokratiet er med i det, og jeg skulle også hilse fra Radikale og sige, at de også støtter det. Tak for ordet, formand.

Tak for det. Det var meget tydeligt, hvor den sympati lå, men nu er ordføreren for forslagsstillerne jo også ordfører for forslagsstillerne. Der er en enkelt indtegnet for en kort bemærkning. Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det. Hr. Leif Lahn Jensen har jo fuldstændig ret i, at vi kan nå det endnu. Det er jo derfor, Enhedslisten har stillet et ændringsforslag til anden behandling, som handler om, at vi selvfølgelig afskaffer den lukrative pensionsordning, men så i øvrigt ikke kompenserer gennem den lønstigning, der ligger. Der kan jeg da love hr. Leif Lahn Jensen, at hvis han og de øvrige bag aftalen stemmer for det, skal hr. Leif Lahn Jensen også nok få en krammer af undertegnede. Jeg bestræber mig jo tit på at forstå den lidt teknokratiske lingo, der er i regeringen. Den gør sig også gældende i den aftale, for hvorfor er det, at når vi forringer vilkårene for vores pension, så taler vi faktisk om det som en forringelse, men når der er kontanthjælpsmodtagere, som bliver sat ned i ydelse, hvilket betyder, at de bliver sat på gaden, kalder vi det ikke forringelse, så kalder vi det en forenkling. Kan hr. Leif Lahn Jensen forklare mig forskellen på de to udtryk?

Ordføreren.

Man kan også spørge ordføreren fra Enhedslisten, hr. Peder Hvelplund: Mener hr. Peder Hvelplund ikke, at det er en forringelse, at vi fremadrettet tager en million kroner op af lommen på en minister og 90.000 kr. op af lommen på et folketingsmedlem? Mener hr. Peder Hvelplund ikke, at det er en forringelse?

Spørgeren.

Men der er jo ingen, der anfægter, at vi skal fjerne den forringelse, men hr. Leif Lahn Jensen refererede selv til sin fortid som tillidsmand på havnen i Aarhus. Dengang stod hr. Leif Lahn Jensen jo også over for en arbejdsgiver, som stillede modkrav. Her sidder hr. Leif Lahn Jensen og forhandler med sig selv, og det er jo derfor, det er så forunderligt: Når vi afskaffer en meget lukrativ ordning, som alle er enige om har været fuldstændig urimelig, hvorfor skal det så medføre, at der samtidig skal gennemføres en lønstigning? Hvorfor ikke bare nøjes med at fjerne det, der i forvejen er urimeligt, og så sige: Selvfølgelig skal vi ikke kompenseres for, at vi igennem så mange år har fået en så urimelig god pensionsordning?

Ordføreren.

Jeg har altid kunnet stå på mål for de forhandlinger, jeg har lavet. Det kunne jeg også, dengang jeg var tillidsmand, og det kan jeg også her. Hvis jeg skal bedømmes på mine tillidsmandsevner, vil jeg sige, at det nok er den ringeste tillidsmandopgave og forhandling, jeg nogen sinde har lavet, for jeg har faktisk sørget for, at dem, jeg har forhandlet for, går ret meget ned i løn. Men jeg er alligevel glad for det. Hvorfor er jeg glad for det? Det er, fordi vi faktisk har fået en ordning, folk kan forstå. Vi har stoppet den diskussion. Jeg havde jo forventet, at der ville have været masser af mennesker fra Enhedslisten, fra Dansk Folkeparti, fra Danmarksdemokraterne, der var kommet til mig, fordi de er imod det. Der er jo ikke nogen, der interesserer sig for det. Det havde jeg jo sådan set forventet, men tusind tak for en god debat, og jeg glæder mig til kommende forhandlinger.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Den næste i talerrækken er finansministeren.

Tak for det. I dag behandler vi to lovforslag, som begge udspringer af den brede politiske aftale, der blev indgået den 27. maj i år. Aftalen omhandler en reform af fremtidige folketingsmedlemmers og ministres vederlæggelse, og aftalen blev indgået mellem Socialdemokratiet, Venstre, SF, Liberal Alliance, Moderaterne, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet. Lovforslag nr. 60 implementerer den del, der angår fremtidige ministre, dvs. personer, der efter det førstkommende folketingsvalg efter lovens ikrafttræden for første gang udnævnes som minister uden tidligere at have været medlem af Folketinget. Med lovforslaget foreslås en forhøjelse af vederlaget til fremtidige ministre, mens de varetager deres hverv frem for senere i form af eftervederlags- og pensionsydelser. For fremtidige ministre vil der efter forslaget være ret til eftervederlag i maksimalt 12 måneder frem for som i dag, hvor det er 36 måneder, som er det maksimale. Samtidig sker der en omlægning fra den nuværende tjenestemandspensionsordning til en bidragsdefineret pensionsordning, som for de fleste ministre vil betyde, at der optjenes betydelig mindre pension pr. år. Lovforslaget forventes at medføre offentlige besparelser på 5 mio. kr., når reformen er fuldt indfaset, og besparelserne indebærer derfor også, at langt de fleste ministre vil opleve en nedgang i den livsindkomst, de har på den nye ordning, sammenlignet med den nuværende ordning. Derudover foreslår regeringen, at reglerne om godtgørelse for dobbelt husførelse ændres, så ministre, der ikke er medlemmer af Folketinget, så vidt muligt får samme vilkår som ministre, der er medlemmer af Folketinget. Det var ordene.

Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg skal bare bede finansministeren om at bekræfte, at der vil være en merudgift for staten frem til år 2075, og at det så først er derefter, der vil begynde at komme en besparelse frem mod, at reformen er fuldt indfaset i år 2090.

Finansministeren.

Det er korrekt, som det også er fremgået af debatten omkring den del, der alene angår folketingsmedlemmer; der er jo en, kan man sige, overgangsordning. Men det, jeg hæfter mig ved, er, at når den her aftale er fuldt gennemført, vil der være en besparelse. Det vil sige, at ministrene samlet set vil få færre penge, end de gør i dag, og dermed er der også en besparelse for skatteborgerne på ca. 5 mio. kr.

Tak til finansministeren. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslagene henvises til Udvalget for Forretningsordenen. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget. Det er vedtaget.

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er fru Maria Durhuus fra Socialdemokratiet.

Tak for ordet, formand. I dag behandler vi et lovforslag, som jo nok umiddelbart ser teknisk ud i formen, men som er menneskeligt i sin kerne. Det handler nemlig om retten til at vælge en bostøtte, når man som borger i hjemløshed overgår fra et ophold på et herberg til egen bolig med støtte – en ret til en kontinuitet i en relation netop dér, hvor skrøbeligheden er størst. Det foreslås med lovforslaget, at borgere, der er visiteret til det, der hedder tidsbegrænset CTI-bostøtte, altså støtte i overgangen fra hjemløshed til egen bolig, får en ret til at vælge, at støtten leveres af en konkret medarbejder fra det herberg, hvor borgeren har haft ophold. Det er et konkret tiltag i forlængelse af en finanslovsaftale, men det er også et lovforslag, der er kommet til efter en god og lang debat, vi havde i Folketingssalen sidste år om et beslutningsforslag fremsat af min kollega Theresa Berg Andersen fra Socialistisk Folkeparti. Jeg vil sige, at jeg er utrolig stolt over, at vi i dag behandler det her lovforslag, fordi det giver mening og det giver et fokus på, at de mennesker, der har allermest brug for vores støtte i en af de mest kritiske overgange i livet, kan få en af de specialiserede støttemetoder i housing first-tilgangen, for det virker. Det ved vi. Men det, der virker bedst, er mennesker – dygtige, fagprofessionelle mennesker – og den tryghed, der opstår, når relationen og tilliden er bærende. Derfor giver det mening, at en borger, der har opbygget tillid til en medarbejder under et herbergsophold, også får mulighed for at fortsætte samarbejdet med netop den person, der skaber kontinuiteten, trygheden og en stærkere bro til det næste skridt i livet i egen bolig. Lovforslaget balancerer også imellem selvbestemmelse og faglig ansvarlighed. Det er vigtigt, og det er også vigtigt, at man går ind og kigger på, at der kan gives afslag, hvis den faglige balance ikke er opfyldt og der er ressourcemæssige hensyn, der skal tages højde for. Socialdemokratiet bakker helhjertet op om lovforslaget. Det er et skridt i den rigtige retning. Det er et skridt væk fra systemets ensretning og hen imod det menneske, der står i midten. Det er også et skridt i en retning, som jeg nævnte tidligere, hvor man sætter relationer og tillid ind før systemet, som vi alle sammen gerne vil møde som mennesker, ikke som en sag, ikke som et nummer, men som en person, der er et sted i livet, hvor man har brug for støtte og hjælp. Det styrker borgerens stemmeret i eget liv uden at svække de faglige rammer eller det kommunale ansvar. Vi må aldrig nogen sinde romantisere det at være hjemløs. Vi skal sørge for, at den hjælp, vi som samfund giver, er både effektiv og medmenneskelig, men også med et fagligt fundament. Det er netop det, det her forslag bidrager til. Men ingen mennesker er statiske. Hjemløshed er ikke summen af en fast ligning, og derfor skal vi også blive ved med at følge med og udvikle de tilbud, som der er behov for, og vi skal gøre det, fordi hjemløshed er hjemløshed og det er alles ansvar. Socialdemokratiet støtter lovforslaget. Vi ser frem til udvalgsbehandlingen og til det videre samarbejde om at udvikle en hjemløseindsats, der bygger på faglighed, værdighed og ikke mindst tillid. Tak for ordet.

Tak til ordføreren fra Socialdemokratiet. Næste i talerrækken er hr. Erik Veje Rasmussen fra Venstre.

Tak for ordet. Lovforslaget, som vi behandler nu, har til formål at indføre muligheden for at borgere, som har haft ophold på et herberg, selv kan vælge leverandør af den tidsbegrænsede CTI-støtte efter housing first-tilgangen. For det første vil den foreslåede selvbestemmelsesordning give borgerne mulighed for at få reel indflydelse på deres eget liv og på det CTI-støtteforløb, som kommunen tilbyder. Retten til selvbestemmelse og individets frihed er afgørende for Venstre. Vi tror netop på, at mennesket trives bedst, når det får frihed til selv at træffe beslutninger og til at tage ansvar. Selvbestemmelsen resulterer i mere frihed for den enkelte borger, men også mulighed for at vælge netop den støtte, som de mener bedst kan hjælpe dem videre. For at etablere en holdbar løsning er det vigtigt, at man selv har indflydelse på processen og på sit eget liv. Personligt er jeg overbevist om, at det vil øge motivationen til at fastholde egen bolig og benytte tilbuddet bedst muligt. For det andet foreslås det, at kommunalbestyrelsen kan afslå borgerens valg af CTI-bostøtten på baggrund af faglige eller ressourcemæssige hensyn hos leverandøren af boligstøtten. Det skal sikre, at den indsats, der kan leveres, stemmer overens med den visiterede indsats. For det tredje foreslås det, at give social- og boligministeren hjemmel til at fastsætte nærmere regler om leverandørafaftalen mellem kommunalbestyrelsen og det herberg, hvor borgeren har haft ophold, samt til at fastsætte en national takst for den tidsbegrænsede CTI-bostøtte, når borgeren anvender den foreslåede selvbestemmelsesret. Disse bestemmelser bakker Venstre ligeledes op omkring. De nationale takster bidrager til at skabe ensartede og gennemsigtige betingelser for både borgere og kommuner, mens leverandøraftalerne sikrer klare rammer for samarbejdet mellem offentlige myndigheder og leverandører. Så Venstre støtter forslaget.

Tak til ordføreren for Venstre. Næste i talerrækken er Danmarksdemokraternes hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Tak for det, formand. Det her lovforslag handler om noget helt centralt i socialpolitikken. Det handler om at sætte mennesket i centrum og sikre, at borgere, som har haft ophold på et herberg, får mulighed for selv at vælge leverandør af den tidsbegrænsede CTI-bostøtte efter housing first-tilgangen, når kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse herom. Vi ved, at housing first virker. Det er en tilgang, der sikrer, at mennesker i hjemløshed først og fremmest får tag over hovedet og derefter den socialfaglige støtte, der skal til, for at de kan komme videre i livet. Netop bostøtten er afgørende. Det handler ikke kun om frit valg; det handler om relationer. For et menneske i en meget udsat livssituation er det ikke ligegyldigt, hvem der er ens nærmeste støtteperson. Det skal være en person, man har tillid til, og som man kan opbygge en tæt relation til. Det er det, der kan gøre forskellen mellem at forblive i hjemløshed og at få et godt og værdigt liv i egen bolig. Forslaget giver samtidig kommunalbestyrelsen mulighed for at afslå borgerens valg af leverandør, hvis der er faglige eller ressourcemæssige hensyn, der taler imod. Det er en nødvendig balance, som sikrer kvalitet og ansvarlighed i indsatsen. Derudover får ministeren mulighed for at fastsætte regler om leverandøraftaler og en national takst for CTI-bostøtten, hvilket skaber ensartede rammer og gennemsigtighed. Vi i Danmarksdemokraterne ser det her som et vigtigt skridt i den rigtige retning. Det er et forslag, der styrker borgerens selvbestemmelse og understøtter en indsats, som vi ved virker. Derfor kan vi støtte lovforslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for Danmarksdemokraterne. Den næste i talerrækken er SF's ordfører, fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for det, formand. Jeg vil lige starte med at sige, at jeg i dag er vikar for SF's socialordfører, men da det ikke er mere end et par måneder siden, jeg sidst var socialordfører selv, så går det nok. Men jeg er rigtig, rigtig glad for og tilfreds med lige præcis det her lovforslag, som vi behandler i dag, for det er et, der både står mit, men også SF's og i øvrigt også den foregående socialordfører, fru Theresa Berg Andersens, hjerte meget nær. For det var nemlig hende, der for SF allerede tilbage i starten af 2024 fremsatte et beslutningsforslag om netop selvbestemmelse ved valg af bostøtte for borgere i hjemløshed. Der vil jeg også gerne herfra kvittere for det fine samarbejde, vi har haft, bl.a. med fru Maria Durhuus. Og tak for at nævne os. Det er altid dejligt, når der er noget politik, der bliver til virkelighed, og at det, når vi har kæmpet, så med lidt tålmodighed bliver til en realitet, særlig for de her mennesker. Vi gjorde det nemlig dengang, fordi vi mente – og det mener vi i lige så høj grad i dag – at gode relationer er altafgørende for at få folk væk fra gaden. Overgangen fra herberg til egen bolig er en kritisk overgang, og i forhold til ønsket om at få folk varigt i eget hjem ved vi, at det er her, det meget ofte går galt. Rigtig mange mennesker i hjemløshed har slået sig på systemet alt, alt for mange gange. De har mødt det ene ansigt efter det andet, både på herbergerne og i det kommunale system. Derfor er det bare afgørende, at de selv kan vælge det menneske, de stoler på, og som de har tiltro til kan hjælpe dem godt videre. Vi ved fra herbergerne og civilsamfundsorganisationerne, at mange herberger allerede har erfaring med at levere støtte efter CTI-metoden, og denne har vist sig at være enormt vigtig, hvis ikke borgeren skal falde tilbage i hjemløshed. For selvfølgelig er det noget andet at blive mødt af et menneske, man kender og stoler på, i stedet for endnu en gang at skulle møde en fremmed og skulle åbne sig på ny. Mange har allerede opbygget en god relation til en bestemt medarbejder, og den ene person kan gøre forskellen på, om indsatsen lykkes eller ej. Så det handler slet og ret om værdighed. Retten til at vælge, hvem der skal hjælpe os i en sårbar situation, er en rettighed, som de fleste af os tager for givet. Bare fordi man ikke har et hjem, skal retten til eget liv og til at blive behandlet retfærdigt ikke tages fra en. Alle uanset livssituation fortjener anerkendelse og at blive behandlet med respekt. Desuden styrker det her forslag jo et af de vigtigste housing first-principper, nemlig at der skal tages udgangspunkt i borgerens behov, og at retten til selvbestemmelse skal være styrende for samarbejdet mellem borgeren og de fagprofessionelle. I SF har vi også læst høringssvarene, og det er glædeligt at se den brede og store opbakning, der er til lovforslaget, netop også fordi det styrker borgerens selvbestemmelse og værdighed, understøtter housing first og øger chancen for succes. Det er vi helt enige i. Men der er også nogle vigtige opmærksomhedspunkter, som vi vil tage med i udvalgsarbejdet. Flere høringssvar anbefaler at drøfte især ICM, men også ACT, som noget, der er oplagt at tage med ind i forslagene. Det er vi åbne for at drøfte. Yderligere ligger der et arbejde i at sikre, at tvister mellem kommuner ikke unødigt kommer til at forsinke bostøtten til den udsatte. Vi har også læst os til, at Kirkens Korshær foreslår, at retten ikke kun skal gælde medarbejdere fra § 110-boformer, men også skal gælde andre steder, hvor borgeren har opbygget tillid. Det kunne være på varmestuer. Det giver god mening, og derfor vil vi også gerne drøfte det videre. Vi kan ikke løse det hele med det her lovforslag, men vi er nået et godt skridt videre. Det her er nemlig alt i alt et skridt mod en mere værdig og mere effektiv indsats mod hjemløshed. Det giver mennesker i hjemløshed en ret, som styrker deres autonomi og deres liv på egne vilkår og øger chancen for, at de kan fastholde en bolig. SF støtter selvfølgelig varmt lovforslaget.

Tak til ordføreren for SF. Hr. Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance er næste på talerstolen.

Vi i Liberal Alliance hilser naturligvis idéen om at styrke borgernes selvbestemmelse varmt velkommen. At give mennesker, som har haft ophold på et herberg, mulighed for at vælge den medarbejder, der skal levere deres bostøtte, lyder på papiret som et skridt i den rigtige retning, men desværre er dette lovforslag som fremsat langtfra så liberalt, som det foregiver at være. I vores øjne risikerer det at være mere pseudo-frit valg end reel valgfrihed. L 50 giver borgeren ret til at vælge en specifik medarbejder på herberget, som skal levere den tidsbegrænsede CTI-bostøtte. Det lyder fint, men den valgmulighed gælder kun for bostøtte leveret af herberget, ikke af eksterne leverandører. Så er der frit valg, eller er der blot en mulighed inden for en snæver ramme, hvor borgeren ikke kan vælge blandt alle potentielle bostøtteudbydere i kommunen, men kun dem, der allerede arbejder på det herberg? For Liberal Alliance er frihed også reel frihed. Det er ikke nok bare at give valgmuligheder, hvis valget er kunstigt begrænset. Endnu mere bekymrende er det, at kommunalbestyrelsen får hjemmel til at afvise borgerens valg med henvisning til faglige eller ressourcemæssige hensyn hos herberget. Med andre ord kan borgerens ønske tilsidesættes, hvis kommunen vurderer, at herberget ikke kan levere bostøtten på forsvarlig vis, eller at ressourceudnyttelsen ikke er gunstig. Det underminerer princippet om selvbestemmelse. Et frit valg, der kan underkendes af kommunen, er ikke fuldt ud frit. Når man kombinerer disse to elementer, begrænset leverandørvalg plus kommunal vetoret, bliver valget snarere reguleret end reelt. Man kan altså vælge den person, man kender fra herberget, men kun, hvis kommunen tillader det. Dette mindsker den borgerlige kerneværdi om, at individer, ikke systemer, skal bestemme over deres eget liv, især når det handler om noget så personligt som bostøtte. Fra et liberalt synspunkt skal staten sikre rammer for frihed, men ikke skævvride valgmulighederne af politiske eller administrative hensyn. Når kommunalbestyrelsen kan overrule borgerens ønske, rejser det en række bekymringer. Hvor stor bliver den kommunale magt over borgerens støtte, kan dette blive et redskab til centralisering frem for en individualiseret indsats, og vil klageadgangen være tilstrækkelig, hvis borgeren ønsker at fastholde sit valg? Desuden fastholder lovforslaget, at social- og boligministeren skal fastsætte nationale takster for denne bostøtte for borgere, der bruger den foreslåede selvbestemmelsesret. Hvorfor er det en national takst? Hvis der reelt var tale om frit og lokalt valg, ville kommunerne og herbergerne skulle have spillerum til at forhandle og tilpasse, ikke at blive låst fast til en central satspolitik, som potentielt kan begrænse kvaliteten eller incitamentet for leverandøren til at yde en ekstra indsats. Vi må ikke gå i den fælde, at vi introducerer valgfrihed som et glansbillede, mens vi i realiteten bibeholder eller endda styrker statslig eller kommunal kontrol over, hvordan bostøtten leveres. For Liberal Alliance handler frihed ikke kun om at have valgmuligheder, men om at have reelle valgmuligheder, og at disse valg bliver respekteret. Derfor opfordrer vi til, at dette lovforslag ændres i udvalgsbehandlingen. For det første: Udvid valgmuligheden, så borgeren kan vælge mellem flere leverandører, ikke kun medarbejdere på herberget. For det andet: Sæt skarpere rammer for, hvornår og hvordan kommunalbestyrelsen kan afvise borgerens valg med tydelig dokumentation og klagemuligheder. For det tredje: Overvej at lade takstfastsættelsen være mere decentral og fleksibel, så herberger og bostøtteenheder kan konkurrere på kvalitet og service og ikke kun levere samme ydelser til samme satser over hele landet. Afslutningsvis vil jeg sige, at vi bakker op om visionen om øget selvbestemmelse for hjemløse, men vi kan ikke acceptere en version, hvor frihed blot er skuespil, og hvor borgerens valg kan tilsidesættes af administrativ magt. Vi kræver ægte valgfrihed, og vi vil kæmpe for, at dette forslag bliver rettet op, så det reelt giver borgeren kontrol over sit eget støttekorps. Tak for ordet.

Tak til ordføreren fra Liberal Alliance. Den næste i talerrækken er fru Nanna W. Gotfredsen fra Moderaterne.

Tak for ordet, formand. For den, der har nærmest absolut ingenting – ingen bolig, lige et tag over hovedet på et herberg efter adskillige år på gaden, ingen penge, ikke noget netværk og ingen tillid – men som er bærer af utallige svigt gennem mange år, kan en medarbejder på herberget, som ordføreren fra SF også har været inde på, være fuldstændig afgørende for, at det kan komme til at fungere. Man har ingenting. Man har ikke noget helbred, særlig ikke psykisk helbred. At tage det store skridt, det er at komme i bolig, skal vi ikke glemme er et kæmpe skridt – et kæmpe skridt. Efter årevis på gaden kan det her, som ordføreren fra SF helt rigtigt sagde, være fuldstændig afgørende for, at det kommer til at fungere. Jeg var helt ny udsatteordfører og helt ny i Folketinget, og jeg var udsatteordfører på tværs. Jeg var allerede på tværs, da jeg fik forelagt den aftale, der lå fra den tidligere folketingsperiode, og jeg problematiserede bl.a. det her med det samme. Man havde brugt hver en krone, og man skal jo finde pengene, før ting kan lykkes. Sådan er det. Men det handler om det helt grundlæggende at give mennesker i hjemløshed mere selvbestemmelse, mest mulig selvbestemmelse, og dermed en bedre chance for at kunne komme godt videre, når man flytter fra et herberg og videre i egen bolig. Det er et vigtigt skridt, og når vi skal bistå folk med at tage det skridt, er det vores ansvar at sørge for, at det kan komme til at fungere. Så jeg var udsatteordfører på tværs, jeg brokkede mig, jeg fik det ikke, som jeg ville have det, lige med det samme, og jeg nød SF's beslutningsforslag B 120 fremsat af fru Theresa Berg Andersen på det tidspunkt, hvor vi havde en god omgang med det. Så var der arbejdet med at finde nogle penge og træde igennem fra, sådan er det, de allerbageste rækker på det sociale område. Desværre er det sådan. Så var der hr. Ole Birk Olesen her for et øjeblik siden. Jeg medgiver, at jeg elsker frit valg. Jeg elsker frit valg, og vi skal have mere frit valg, ikke mindst for de allermest udsatte, men det her er et fint skridt i den rigtige retning. Vi skal videre ad den vej. Lad os fortsætte samtalen om det. Moderaterne bakker op. Tak for ordet.

Tak til ordføreren fra Moderaterne. Den næste i talerrækken er fra Det Konservative Folkeparti, fru Tina Cartey Hansen.

Tak, og tak for ordet. Med lovforslaget ønskes det at give borgere ret til selv at vælge, at den tidsbegrænsede CTI-bostøtte leveres af en bestemt medarbejder, som borgeren kender fra herberget. Formålet er rigtig godt. For mange mennesker i hjemløshed kan relationen til en kendt og tillidsfuld støtteperson være helt afgørende for, om man lykkes med at fastholde sin bolig og få hverdagen til at fungere. Derfor bakker Det Konservative Folkeparti op om intentionen, nemlig mere selvbestemmelse og kontinuitet for udsatte borgere. Men god vilje fører ikke altid til god lovgivning. Lovforslaget rejser en række spørgsmål om arbejdsmiljø, ansvar og økonomi, som vi er nødt til at tage alvorligt. Vi har lige haft et kommunalvalg, og vi må ikke igen igen stille krav til kommunerne, der er sværere at opfylde ude i den virkelige verden i Assens, Ballerup eller Randers. Som flere høringsparter, deriblandt LOCHI og Landsforeningen Arbejde Adler, peger på, kan lovforslaget i sin nuværende form skabe betydelige udfordringer for både medarbejdere og kommuner. Hvis borgerne skal kunne vælge en navngiven medarbejder, risikerer vi at få en ordning, hvor nogle medarbejdere bliver overbelastet, mens andre ikke vælges. Det kan gå ud over både kvaliteten, trivslen og sikkerheden i arbejde. Derfor er det afgørende med en balance, så medarbejderne fortsat har mulighed for at sige fra, og at ledelsen kan omfordele opgaver, hvis samarbejdet ikke fungerer. Det skal være trygt at arbejde i socialområdet, også når vi giver borgerne mere indflydelse. Samtidig ser vi også en risiko for, at retten til selvbestemmelse bliver mere symbolsk end reel, for kommunen kan allerede i dag give borgerne indflydelse, men i mange tilfælde mangler de ressourcer og kvalificeret personale. Derfor risikerer vi også en uensartet implementering rundtom i landet. Det er noget, jeg ved at mange ordførere også plejer at være meget optagede af. Så hvis der ikke følger finansiering med, og hvis forslaget kun dækker CTI-forløb men ikke også ACT og ICM, så bliver det en ordning, der hjælper nogle få, men ikke de mange. Det Konservative Folkeparti ønsker derfor, at ministeren i det videre arbejde sikrer, at medarbejdernes arbejdsmiljø og ret til at sige fra står lige så stærkt som borgerens ret til at vælge. Så ønsker vi også, at der overvejes en fleksibel model, hvor borgeren kan vælge et fast team frem for en enkelt navngiven medarbejder. Og så ønsker vi, at økonomien på området følger med, så kommunerne kan levere kvalitet uden at skære ned andre steder. Selvbestemmelse er en vigtig værdi, men det er ansvar også. Derfor går vi ind i udvalgsbehandlingen med en åben og konstruktiv tilgang, men vi vil arbejde for de nødvendige præciseringer og beskyttelsesmekanismer, før lovforslaget kan få vores endelige støtte. Desværre bliver det ikke mig, der deltager i udvalgsbehandlingen, da mit vikariat i Folketinget slutter i dag. Derfor vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke ministeren, embedsfolkene i Social- og Boligministeriet samt ordførerne fra de øvrige partier for at tage godt imod mig og for et godt samarbejde de forgangne uger. Tak for ordet, og tak for denne gang.

Tak til ordføreren for Det Konservative Folkeparti, og tak for denne gang. Den næste i talerrækken er hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Tak til regeringen for at fremsætte det her lovforslag, som vi i dag behandler. Grundlæggende er det et sympatisk forslag, nemlig at man selv vil have mulighed for at vælge en medarbejder som bostøtte fra det herberg, man har taget ophold på. For i den slags støtte kan relationen mellem borger og medarbejder være af afgørende betydning for, at indsatsen vil lykkes. I første omgang vil vi i Dansk Folkeparti gerne stille nogle spørgsmål gennem udvalget og afvente svarene og det videre udvalgsarbejde og samtidig meddele, at vi støtter de stillede ændringsforslag fra Liberal Alliance, og at alle danskere, også i hjemløshed, har krav på et frit valg. Vi ønsker selvfølgelig, at hjælp og bostøtte kun skal tilbydes til danske statsborgere. Tak.

Tak til ordføreren fra Dansk Folkeparti. Jeg ser ikke nogen ordførere fra Enhedslisten eller Radikale Venstre eller Alternativet, så social- og boligministeren er den næste på talerstolen.

Tak til de ordførere, der mødte frem til debatten, og tak for den gode debat, der også har været i salen. For mig er det grundlæggende vigtigt, at vi forbedrer rettighederne for mennesker i hjemløshed, at vi giver dem en stemme og en mulighed for at tage ejerskab over eget liv og dermed også få en indsats, som i langt højere grad tager afsæt i den enkeltes egne ønsker. Derfor er jeg også glad for, at vi med lovforslaget foreslår, at mennesker i hjemløshed, som har haft ophold på et herberg, selv kan vælge deres leverandør af den tidsbegrænsede CTI-bostøtte. I den forbindelse vil jeg gerne understrege, at det for mig er rigtig vigtigt, at vi løbende har et blik for at styrke rettighederne for alle mennesker i hjemløshed. Uanset om man kommer fra et herberg eller fra gaden eller måske har skiftet adresse fra sted til sted hos sine venners sofa, så er det vigtigt, at man kan få hjælp, når man skal over i egen bolig. Det er også baggrunden for, at vi har indgået en aftale med Konservative og SF for nylig på krisecenter- og herbergsområdet, hvor vi ud over at udskyde refusionsordningen på housing first også har sagt, at det er vigtigt, at gadesovere og andre også kan få hjælp til bostøtte. Derfor er jeg også åben over for at undersøge mulighederne for, at vi udbreder selvbestemmelsesretten til at omfatte mennesker i alle typer af hjemløshed. Dermed vil det blive underordnet, om man har været på et herberg, kommer fra gaden eller har sovet hos venner eller familie, inden man kommer over i egen bolig og har brug for bostøtte. Uanset vil man dermed få mulighed for selv at pege på sin CTI-bostøtteleverandør. Jeg mener i den forbindelse også, at det kan være relevant at undersøge mulighederne for at udvide kredsen af leverandører, som den enkelte kan pege på som sin CTI-bostøtte – det er noget af det, som jeg hørte Liberal Alliance også spørge ind til – sådan at det f.eks. kan blive muligt at pege på en medarbejder fra et værested eller lignende som sin bostøtte. Det vigtige er bare i den sammenhæng, at medarbejderen har de rigtige kompetencer til at levere den bostøtte. Det kan nemlig have stor betydning for en god og tryg overgang over i egen bolig, at man selv peger på sin CTI-bostøtte, og derfor vil jeg afsøge mulighederne for at foretage disse justeringer og vende tilbage til udvalget herom, så vi kan drøfte det i det videre arbejde Folketinget. Jeg vil selvfølgelig stå til rådighed for at besvare eventuelle spørgsmål, som udvalget måtte have, under den videre behandling af forslaget. Det gælder selvfølgelig i forhold til arbejdsmiljø. Nu er det jo ikke første gang eller første sted, at man vælger frit valg til at få hjælp af en medarbejder; det har vi også set flere steder i psykiatrien og andre steder. Det kan selvfølgelig godt lade sig gøre, men det er klart, at det selvfølgelig rejser nogle problemstillinger, når nogle medarbejdere er mere foretrukne end andre eller får en større arbejdsload end andre. Hvordan man så klarer det, er jo i høj grad et ledelsesspørgsmål. Jeg glæder mig også til at svare på andre spørgsmål, som udvalget måtte have i den her sammenhæng. Tusind tak for ordet, og tak for den konstruktive modtagelse.

Der kom lige her på falderebet et ønske om et hurtigt spørgsmål fra fru Charlotte Broman Mølbæk, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Det er måske en lille smule uden for spørgsmålsrammen. Jeg vil bare gerne kvittere for ministerens tilkendegivelse af at ville kigge på, om det er muligt at udvide til nogle af de andre indsatser og boformer. Det er vi rigtig glade for, og vi ser frem til det samarbejde, der vil blive om det.

Ministeren.

Tusind tak for det. Og tak for også at tilkendegive bredt i salen, at der er et stort ønske om at give en større valgmulighed i det hele taget for hjemløse. Så jeg glæder mig til, at vi også får skruet selve lovgivningen sammen på en måde, så den kommer til at virke i praksis. For det er jo det, der er det allervigtigste, nemlig at vi sikrer det reelle valg, når det kommer til stykket, for mennesker i hjemløshed.

Tak til social- og boligministeren. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er ikke mere at foretage i dette møde.

Folketingets næste møde afholdes tirsdag den 25. november, kl. 13.00. Jeg henviser til den dagsorden, der vil fremgå af Folketingets hjemmeside. Og jeg skal øvrigt henvise til ugeplanen, der også vil fremgå af Folketingets hjemmeside.

Mødet er hævet. (Kl. 11:55).