Møde i salen

Mødet er åbnet.

Inden jeg giver ordet til statsministeren for en indledende redegørelse, skal jeg oplyse, at spørgetimen i dag gennemføres med simultantolkning til og fra grønlandsk under indlæggene fra og svarene til medlemmer valgt i Grønland. Statsministeren og de folketingsmedlemmer, der er til stede, vil kunne lytte til oversættelsen ved at benytte høretelefonerne på pladserne ved at vælge kanalen med det sprog, der tolkes til. Samme mulighed er desværre ikke tilgængelig i dag for de tilstedeværende i presselogerne og på tilhørerpladserne. Det vil være muligt at streame mødet med enten dansk eller grønlandsk tale fra Folketingets hjemmeside, for så vidt angår spørgsmål og svar fra de to grønlandske folketingsmedlemmer. For at sikre kvaliteten af tolkningen er det vigtigt, at tolkene kan nå at færdiggøre simultantolkningen, inden ordet gives videre til næste taler. Jeg vil derfor vente lidt længere end sædvanligt på at give ordet videre. Det betyder også, at det er ekstra vigtigt, at I først begynder at tale, når jeg har givet jer ordet. Vi må hjælpe hinanden, så det bliver muligt at få mest muligt ud af tolkningen. Jeg byder statsministeren velkommen og giver ordet til statsministeren for en indledende redegørelse.

Tak for det. En lærke lettede, og tusinde fulgte, og straks var luften et væld af sang. Efter spørgetimen i dag mindes vi 80-året for befrielsen ved at synge sammen, og der er i min verden ikke noget mere fantastisk end vores danske sangskat. Det er en sangskat, som binder os sammen som i de fem forbandede år dengang, og som i dag, hvor mange af de værdier, vi i en menneskealder har taget for givet, nu står for fald. Men selv i de mørkeste tider er der altid håb, og jeg glæder mig over, at vi den seneste tid er rykket tættere sammen i Danmark, i Europa og ikke mindst i vores rigsfællesskab. Jeg vil gerne have lov til at takke for den varme modtagelse, jeg fik ved mit besøg i Grønland. Det mod, som grønlænderne udviser i den her tid, maner til eftertanke. Og så var det en stor fornøjelse at kunne byde Jens-Frederik Nielsen velkommen til Danmark. Sammen er vi enige om at styrke Grønland med investeringer og med erhvervsudvikling. Men i en tid, hvor der har været særligt fokus på Grønland, er det også vigtigt at understrege, at den tætte dialog er lige så afgørende i forhold til Færøerne, og det er lagmanden og jeg enige om. Vi arbejder på at kunne mødes i nær fremtid for at drøfte vores samarbejde mere indgående. Og jeg glæder mig til sammen med både Færøerne og Grønland og Folketinget at modernisere og udvikle rigsfællesskabet, så det passer til den tid, vi er i, og til de ønsker og forestillinger, vi hver især har om fremtiden. Nu til noget andet og lige så alvorligt. For lidt over et år siden blev en mor til to dræbt i en dybt tragisk trafikulykke. Bag rattet i den modkørende bil sad en afghansk mand. Han var dømt til udvisning og ifølge anklageskriftet påvirket af narko. Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor nogle vælger at tage til Danmark for herefter at begå kriminalitet og gøre andre mennesker ondt i det land, der byder velkommen med husly og tryghed. Det er en hån mod vores samfund, og derfor strammer vi nu i regeringen reglerne for udlændinge uden lovligt ophold i Danmark. De skal ikke længere have lov til at køre bil eller for den sags skyld andre motorkøretøjer. De vil blive afskåret fra en række offentlige tilbud, og de skal hverken have det gule sundhedskort eller et skattekort, som danske statsborgere har. Nu strammer vi også knivloven og giver politiet mulighed for at lave visitationszoner på udrejsecentrene. For det er egentlig ganske enkelt. Når du vender Danmark ryggen og begår alvorlig kriminalitet, er udvist af vores land, men nægter at rejse ud, skal du selvfølgelig ikke kunne leve et almindeligt liv i Danmark; du skal faktisk slet ikke være her. Samtidig skal vi blive ved med at have styr på, hvor mange mennesker der kommer til Danmark. Hvis vi lige ser bort fra coronaårene, var antallet af personer, der fik asyl i Danmark, sidste år det laveste i 40 år. Nu er der så til gengæld flere, der kommer hertil for at arbejde og for at studere. De bidrager til samfundet, og det er selvfølgelig positivt, at der er nogen, der gerne vil bidrage til Danmark. Men også hvad angår udenlandsk arbejdskraft, betyder antallet noget, især når vi taler om personer, der kommer fra Mellemøsten og Nordafrika. En del af dem, der er kommet hertil i den seneste tid, er kommet for at arbejde i sundhedsvæsenet, men uden at efterspørgslen er fulgt med, og derfor strammer vi nu også de regler op, så vi får en bedre sammenhæng mellem, hvor mange vi har brug for, og hvor mange der kommer hertil. Det gør vi bl.a. med en kvoteordning for udenlandske sygeplejersker, og sprogkravet genindføres. Så skal vi i øvrigt i fremtiden i vores øjne i højere grad orientere os imod lande, med hvem vi deler et interessefællesskab, og lande, vi handler med, når det handler om udenlandsk arbejdskraft. Danmark er verdens bedste land, og hvis det skal fortsætte, skal der være styr på alle dele af udlændingepolitikken, og derfor skal den blive ved med at være stram, så vi kan passe på danskerne på vores demokrati og Danmark. Så til sidst: Om kort tid fremlægger vi kræftplan V, og et af initiativerne er jeg særlig glad for, nemlig at flere af de kvinder, som bliver ramt af brystkræft, og som modtager kemobehandling, næste år kan få tilbudt det, der hedder en kølehætte, der kan være med til at mindske risikoen for at miste håret. Jeg kan huske, da min egen mor var syg med kræft og mistede håret, hvor alvorligt et slag det er. Så samtidig med at vi håndterer alt det udenrigspolitiske, er jeg bare meget, meget taknemlig over, at vi hele tiden tager nogle skridt for at forbedre vores eget danske velfærdssamfund.

Tak til statsministeren. Vi går i gang med spørgsmål fra Tingets medlemmer. De første, der får ordet, er medlemmer valgt i Grønland og på Færøerne, og den første, der får ordet, er fru Aki-Matilda Høegh-Dam, Naleraq.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse, og afstemningen starter. Afstemningen slutter.

For stemte 102 (S, V, DD, SF, LA, M, KF, EL, DF, ALT, BP, Jon Stephensen (UFG) og Mike Villa Fonseca (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 4 (RV).

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse, og afstemningen starter. Afstemningen slutter.

For stemte 104 (S, V, DD, SF, LA, M, KF, EL, RV, ALT, BP, Jon Stephensen (UFG) og Mike Villa Fonseca (UFG)), imod stemte 3 (DF), hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Der er stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet, og vi går til afstemning.

Da jeg anser udfaldet for givet, betragter jeg ændringsforslag nr. 1 og 2, stillet af ministeren for digitalisering og tiltrådt af udvalget, som vedtaget. De er vedtaget.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget. Det er vedtaget.

Den første, jeg byder velkommen til, er netop ordføreren for forslagsstillerne, hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten, som vil give en begrundelse for forslaget.

Tak for det, formand. Når vi har fremsat det her forslag, er det jo på baggrund af den udvikling, vi har kendt igennem adskillige år, men som vi også har set få en lidt uheldig tendens, nemlig spørgsmålet om, hvem der finansierer efter- og videreuddannelse for vores dygtige sundhedspersonale. Det er jo velkendt, at en stor del af finansieringen til efter- og videreuddannelse kommer fra medicinalindustrien, og som bekendt er der jo ikke noget som en gratis frokost. De midler, som medicinalindustrien bruger på efter- og videreuddannelse af vores dygtige sundhedspersonale, kommer jo med en pris. Det er også veldokumenteret, at det har indflydelse på både den behandling og de behandlingsmetoder, der efterfølgende bliver brugt i vores sundhedsvæsen. Det er jo svært at klandre vores sundhedspersonale for gerne at ville efter- og videreuddanne sig. Dem, vi til gengæld kan klandre, er os som Folketing, der ikke er bedre til at sikre, at der findes uvildige efter- og videreuddannelsesmidler, der er nødvendige for at sikre opkvalificeringen af vores personale, og at det ikke er noget, der kommer med andet end en faglig anbefaling, men noget, der er finansieret af medicinalindustrien. Det er baggrunden for, at vi har fremsat det her beslutningsforslag, altså at vi kan afsætte midler til at sikre uvildige ressourcer til efter- og videreuddannelse af vores sundhedspersonale. Jeg vil egentlig også bare henvise til et opslag, der for nylig var på LinkedIn, hvor en psykiater netop problematiserede det her. Det var et opslag, der efterfølgende fik 1.200 redaktioner og 130 kommentarer, hvor mange efterlyste politisk handling – og mange var fagpersoner, som netop anerkender den her problematik. Derfor synes jeg, at det er utrolig væsentligt, at vi får debatten her i Folketingssalen i dag, så vi også får drøftet, hvad vi kan gøre for at sikre, at vores sundhedspersonale får mulighed for efter- og videreuddannelse, uden at det er noget, der er finansieret af medicinalindustrien.

Vi siger foreløbig tak til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Forhandlingen er nu åbnet, og den første, jeg byder velkommen til, er indenrigs- og sundhedsministeren.

Tak for det. Jeg tror, jeg vil starte med at gentage mit budskab fra det samråd, vi også havde om emnet tilbage i november, nemlig at det grundlæggende er positivt og vigtigt, at vi i Danmark har en stærk tradition for et samarbejde mellem sundhedspersonale og lægemiddel- og medikovirksomheder. Det er, som om Enhedslisten sådan nærmest pr. automatik er imod et samarbejde mellem offentlige og private aktører i stedet for at være åbne over for, at der kan være tale om positive samspil til gavn for begge parter. For det er afgørende og en gevinst for patienterne, at deres læge eller sygeplejerske er velorienteret om eksempelvis nye lægemidler, det er en gevinst for virksomhederne, at sundhedspersoner kommer med praksiserfaring og viden, som de bringer i spil, når industrien udvikler ny medicin eller medicinsk udstyr, og som jeg også sagde på samrådet i november, kan patienterne i Danmark jo generelt være trygge ved, at den behandling, de modtager, ikke er farvet af uvedkommende interesser. Det kan de, fordi vi også i Danmark generelt har velfungerende regler, som sikrer åbenhed og uvildighed, når der samarbejdes mellem sundhedspersoner og lægemiddel- og medikoindustrien – regler, som jeg i øvrigt også bemærker at Enhedslisten selv har stemt for her i Folketingssalen. Så ønsker forslagsstillerne også, at der bliver afsat flere midler til offentlige tilbud om efteruddannelse for sundhedsfagligt personale. I forhold til det må jeg jo bare endnu en gang gøre opmærksom på, at vi med den sidste økonomiaftale, vi lavede med regionerne, har leveret et historisk stort løft i forhold til at hæve deres driftsramme med mere end 2 mia. kr. – det er i øvrigt det største løft af regionernes økonomi i 14 år – foruden at vi i 2024 også sikrede et ekstraordinært løft på 600 mio. kr. Det er jo regionernes ansvar som arbejdsgivere også at sikre, at sundhedspersonalet kan varetage deres opgaver fagligt forsvarligt. Det indebærer selvsagt også, at man som arbejdsgiver har en forpligtelse i forhold til at sikre, at man prioriterer efteruddannelse til sit personale, og det mener jeg også at vi har givet regionerne nogle gode betingelser for at gøre. Dertil kommer også aftalen om de professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser i Danmark, og det hører under Uddannelses- og Forskningsministeriets område, men hvor jeg alligevel også synes det er relevant at fremhæve den aftale, der for nylig her i foråret blev indgået mellem regeringen og et bredt flertal her i Folketinget, hvor vi jo fællesskab nu har besluttet at styrke mulighederne for efteruddannelse, og hvor vi bl.a. indfører en mulighed for fri efteruddannelse for sygeplejersker og andre professionsbacheloruddannede på sundhedsområdet. Så også tak til aftalepartierne, Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Alternativet, for den aftale, vi i fællesskab lavede i foråret. Så ønsker forslagsstillerne med beslutningsforslaget også, at der bliver afsat midler til forskning i de områder, som kun i begrænset omfang har kommerciel interesse, og der må jeg bare sige, at jeg er fuldstændig enig. Det er afgørende, at vi fra offentlig side understøtter, at der bliver forsket i de områder, som lægemiddel- og medikoindustrien ikke nødvendigvis af sig selv tager initiativ til at forske i. Det kan eksempelvis være sjældne sygdomme eller for den sags skyld også gamle lægemidler, som måske kan bringes i spil på nye områder, og netop derfor har regeringen også afsat 10,5 mia. kr. i basismidler til universiteternes forskningsaktiviteter på dette års finanslov. Jeg vil også fremhæve, at der herudover med forskningsreserven alene i 2025 er blevet afsat 500 mio. kr. til frie forsknings- og innovationsmidler til universiteterne samt også et trecifret millionbeløb til uafhængig klinisk forskning.

Så er jeg glad for, at forslagsstillerne i bemærkningerne også fremhæver behovet for forskning i antibiotika. Det er rigtigt, at der på globalt plan er en voksende antimikrobiel resistens, så vi er nødt til at sikre, at der bliver udviklet nye virksomme antibiotika. Men det er jo også noget, der koster rigtig mange penge, altså at udvikle nye lægemidler, og antibiotika er ingen undtagelse. Vi er i Danmark for lille et land til selv at trække læsset. Det er ikke lig med, at vi ikke skal gøre noget. Alle her i salen, der kender mig, ved, at det her faktisk er et område, som jeg prioriterer rigtig, rigtig højt, men det er også for at understrege betydningen af, at vi også på det her område vægter vores internationale arbejde rigtig højt i forhold til tiltag, der kan stimulere udviklingen af nye antibiotika. Der kan vi i Danmark også være med til at sætte det gode eksempel, og det er også noget af det, jeg synes vi i fællesskab skal lægge os i selen for at gøre med vores kommende AMR-handlingsplan, som vi netop nu også sidder og forhandler med Folketingets partier, og hvor vi også har reserveret midler i forbindelse med finansloven. Det er også et område, hvor jeg mener at der er et potentiale i forhold til at bruge det forestående EU-formandskab, hvor det også forventes, at den kommende lægemiddelpakke, der skal forhandles, indeholder flere elementer omkring AMR, som skal behandles på plads. Men lad mig summe op: Regeringen har givet regionerne et historisk stort løft af deres økonomi, et løft, som man også kan vælge at bruge på at forbedre tilbuddet om efter- og videreuddannelse til sundhedspersonalet, vi har sikret finansiering og incitamenter til at forske i sundhedsfaglige områder, som ikke umiddelbart har kommerciel interesse, bl.a. med forskningsreserven, med et trecifret millionbeløb til klinisk og uafhængig forskning, og de tiltag skal jo supplere det samarbejde og den forskning, der allerede laves i et samspil mellem sundhedspersonalet og lægemiddel- og medikoindustrien. Tiltagene skal ikke bruges til at afvikle det samarbejde, som Enhedslisten lægger op til med sit beslutningsforslag, og jeg vil på den baggrund indstille, at Folketinget forkaster Enhedslistens forslag her i dag.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for besvarelsen. Det skal også bare lige være en anerkendelse af, at vi selvfølgelig ser frem til at kunne indgå i en aftale omkring antimikrobakteriel resistens. Jeg mener bare, at det også er udtryk for, at det er et område, som er underfinansieret, og hvor der bliver behov for yderligere finansiering. Det er jo bl.a. noget af det, vi finder her, og der har jeg ingen problemer med, at medicinalindustrien gennem deres eksorbitant store profitter også skal være med til at bidrage gennem en beskatning af overnormal profit. Men jeg vil egentlig godt bare lige tage fat i den del omkring efteruddannelse, for når vi ser på, hvordan udviklingen er, så tror jeg, det var i 2020, at omkring 400 personer fik gratis efteruddannelse betalt af Novo Nordisk – et tal, som så er steget til over 1.000 personer her 2023. Så det er jo en ret eksplosiv udvikling i, at det er industrien, der betaler, vi ser. Det er jo noget, som også bl.a. formanden for Dansk Selskab for Almen Medicin påpeger. Der er brug for flere midler, fordi der skal være en armslængde mellem industrien og sundhedspersonalet, altså lægerne. Anerkender ministeren ikke, at der er en problemstilling her, og at det kan have en afsmitning på, hvilken form for behandling man tilbydes?

Ministeren.

Som jeg nævnte i min indledende besvarelse, mener jeg jo, at samarbejdet mellem sundhedspersonale og medicinalindustrien er relevant; det er vigtigt, når vi snakker om udvikling af ny medicin og i øvrigt også skal sørge for, at medicinen bliver brugt korrekt i vores sundhedsvæsen. Det er også derfor, jeg appellerer til, at vi holder fast i nuancerne. For vi har jo ikke en indstilling om, at nu skal det hele bare udliciteres, og at det bare er industriens opgave, men vi har en interesse i det offentligt-private samspil, som er vigtigt, også på det her område. Det skal vi udvikle, det skal vi ikke afvikle. Men vi skal fortsat investere, også i efteruddannelse i offentligt regi, naturligvis, og med det faktum, at vi har leveret et historisk stort løft af regionernes økonomi med dette års økonomiaftale, så har regionerne også fået bedre muligheder for at kunne løfte og gøre det. Dernæst tak til ordføreren for anerkendelsen i forhold til antibiotikaresistens, som er en vigtig prioriteret dagsorden for regeringen, som jo aktuelt sidder i forhandlinger med Folketingets partier. Jeg bemærker, at ordføreren siger, at det er et underfinansieret område. Det er rigtigt, at det er noget, der kræver betydelige investeringer, men så er det jo et godt udgangspunkt, at den her handlingsplan i modsætning til tidligere ikke er en nulkronershandlingsplan; der er faktisk også øremærket midler for første gang i mange år til, at vi også kan indfri en række ambitioner og initiativer med en forhåbentlig kommende bred politisk aftale.

Hr. Peder Hvelplund.

Men problemet i forhold til efteruddannelse er jo, at det netop i så stor grad er afhængigt af, hvad industrien udbyder, for selv når regionerne så får midler til at kunne tilbyde efter- og videreuddannelse, er det jo tit kurser, som det er industrien, der udbyder. Som flere eksperter også gør opmærksom på, har det jo en direkte indvirkning på den behandling, der foregår. Så det er jo ikke et spørgsmål om, at der ikke må være samarbejde mellem industri og sundhedsvæsen; det er jo et spørgsmål om, på hvilke vilkår det foregår. Der bør det da stille sundhedsvæsenet stærkere, hvis det er sådan, at vi selv er i stand til at kunne finansiere og sikre en uvildig udbyder af de kurser, som er nødvendige for efter- og videreuddannelse.

Ministeren.

Jeg mener jo ikke, at det i sig selv er et problem, at medicinalindustrien bidrager til efteruddannelse, så længe det sker åbent og transparent. Det er afgørende, at der ikke kan sås tvivl omkring habiliteten og sundhedspersonernes uafhængighed, og at der generelt er den fornødne gennemsigtighed. Det er jo derfor, at det også er afgørende, at dem, der måtte udbyde kurser – altså en lægemiddel- eller medikovirksomhed, der udbyder kurser og andre former for efteruddannelse til f.eks. læger eller sygeplejersker – også skal overholde de gældende regler for samarbejde mellem sundhedspersonale og lægemiddelindustri, som vi har vedtaget i fællesskab her i Folketinget, og som Enhedslisten i øvrigt også har stemt for.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til indenrigs- og sundhedsministeren. Vi starter nu på ordførerrækken, og den første ordfører, jeg byder velkommen til, er fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet.

Tak for ordet, hr. formand. Jeg har fornøjelsen af at stå her i dag, da vores sundhedsordfører, fru Lea Wermelin, desværre ikke kan være til stede. Jeg vil indledningsvis sige, at spørgsmål om både efteruddannelse og forskning på sundhedsområdet er meget vigtige for Socialdemokratiet. Dygtige medarbejdere er vores vigtigste ressource i sundhedsvæsenet, og det er helt afgørende, at de har løbende adgang til efter- og videreuddannelse både af hensyn til patienterne, men også for at få en bedre behandling. Og det er selvfølgelig også for at skabe nogle spændende og udfordrende arbejdspladser rundtomkring i vores sundhedsvæsen. Forslaget her i dag problematiserer, at sundhedsmedarbejdere får efter- og videreuddannelse betalt af medicinalindustrien. For os er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt man enten får private eller offentligt finansierede uddannelsesforløb; for os er det et både-og. Det kan give medarbejderne både vigtig viden og indsigt f.eks. at se, hvordan ny medicin eller nyt udstyr håndteres. Jeg har også en grundlæggende tillid til, at vores offentligt ansatte sundhedspersoner træffer beslutninger, som er til gavn for patienterne. Det er selvfølgelig også grundlæggende vigtigt, at vi har nogle klare spilleregler, og som sundhedsministeren også lige før redegjorde for, findes der allerede regler, som skal sikre gennemsigtighed om, hvad industrien betaler for . Samtidig er det selvfølgelig også vigtigt, at medarbejderne i sundhedsvæsenet har adgang til relevant efter- og videreuddannelse, hvor ansvaret i første omgang påhviler regionerne som arbejdsgivere, men vi har også sikret og styrket mulighederne for efter- og videreuddannelse, eksempelvis med den nye aftale om professionsrettede uddannelser, hvor mulighederne for efteruddannelse er blevet styrket for netop sygeplejerskerne. Den anden del af forslaget fra Enhedslisten handler mere om forskning i bl.a. sjældne sygdomme. Ønsket om mere viden om sjældne sygdomme kan vi kun tilslutte os. Lidt senere skal vi behandle et forslag om kvindesygdomme, som Enhedslisten også har fremsat, og det er jo, som mange ved, også et område, som Socialdemokratiet inklusive mig selv har gået meget op i, og som vi også sammen med ordføreren har været med til at skabe flere forskningsmidler til. Vi kan også nævne psykiatrien som et område, der de seneste år er blevet styrket igennem forskningsmidler, men også generelt økonomisk, og som i en årrække har været ekstremt underprioriteret. Når det er sagt, mener vi også, at drøftelserne skal foregå i de fora, hvor vi diskuterer den slags forslag. Det gør vi f.eks. i forbindelse med finansloven, forskningsreserven og ved SSA-forhandlinger. Så for at opsummere vil jeg sige, at vi ser, at det er reguleret med regler, og de regler støtter vi. Derfor kan vi ikke støtte forslaget fra Enhedslisten. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til fru Camilla Fabricius for talen. Jeg har fuld respekt for, at det ikke er sundhedsordføreren, der står på talerstolen, så jeg vil prøve at forholde mig sådan lidt mere principielt til det. Er det Socialdemokratiets opfattelse, at det er betryggende, at det er industrien, som varetager efteruddannelse af personale inden for en specifik faggruppe – og her taler vi om, at det er inden for sundhedsvæsenet – når vi har specifik forskning, som viser, at det påvirker den behandling, patienter får, altså at det betyder, at der både bliver udskrevet mere medicin, og at der også sker en uhensigtsmæssig brug af medicin? Når jeg rejser spørgsmålet, er det jo bl.a., fordi Novo Nordisk, samtidig med at de finansierer en stor del af efteruddannelsen i Danmark, jo også har en stor interesse i at få solgt deres medicin til behandling af overvægt og dermed også står for en stor del af den efteruddannelse og videreuddannelse, der er i forhold til det, samtidig med at de har en økonomisk interesse i en specifik medicinsk behandling. Altså, er det ikke lidt bekymrende, også set fra Socialdemokratiets side?

Ordføreren.

Som jeg også sagde i min ordførertale, mener vi, at det er et både-og. Det er vigtigt, at vi har offentlige efter- og videreuddannelser. Som jeg også sagde, har det været en prioritering allerede sidste gang, i forhold til den uddannelsesaftale vi lavede. Der kan også være helt specifikke ting som medicinsk udstyr eller, som ordføreren også peger på, nogle former for medicinsk forløb, hvor det kan være fornuftigt, at industrien er med inde over. Vi har tillid til, at reglerne kan håndhæves. Vi har også tillid til, at sundhedspersonalet kan foretage den vurdering. Det er vigtigt for os at sige, at det netop handler om, at vi gør begge dele.

Hr. Peder Hvelplund.

Mener ordføreren, at det er betryggende, hvis man nu f.eks. er sygeplejerske og interesserer sig for overvægt, og man gerne vil have noget efteruddannelse i forhold til det, at det uddannelsestilbud, der er, er, at man kan tage på en masterclass på Hotel Munkebjerg fra den 24. til den 26. oktober, sådan som det var tilfældet i 2024, hvor alt er betalt af Novo Nordisk, og hvor man så undervises i det, samtidig med at Novo Nordisk jo naturligt har en interesse i at få afsat deres slankemedicin? Er det en betryggende måde at sikre efteruddannelse på?

Ordføreren.

Altså, vi mener ikke, at det på nogen måde er et problem at have et kursus som det her, hvis vi også understøtter andre typer af efter- og videreuddannelse. Det er også derfor, vi har sikret, at der er bedre videreuddannelse på forskellig vis. Det er selvfølgelig noget, hvor vi altid skal være opmærksomme på at man overholder reglerne. Men vi må også bare sige, at vi har tillid til, at sundhedspersonalet faktisk kan træffe de beslutninger. Så vi har ikke den samme bekymring som ordføreren.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet. Jeg byder velkommen til hr. Christoffer Aagaard Melson fra Venstre.

Tak for det. Når man spørger danskerne, om de stoler på en række af forskellige samfundsinstitutioner, topper sundhedspersonalet, som hele 93 pct. af danskerne har tillid til. Det er fuldt ud forståeligt og fuldt ud fortjent, fordi medarbejderne i det danske sundhedsvæsen gør et fremragende stykke arbejde til daglig og arbejder med høj integritet. Jeg synes også, at det vidner om, at vi har nogle regler, der sikrer åbenhed og transparens omkring det tætte samarbejde, der historisk har været mellem den offentlige sektor og den private sektor på sundhedsområdet i Danmark, og som i vores øjne har været til begges fordel, og det tyder på, at de regler også fungerer. I Danmark har vi en lifescienceindustri, som hele verden ser op til. Vi har nogle af de stærkeste og mest innovative forskere og universiteter i feltet. Det skal vi være stolte af, og derfor er det også et område, vi har sat os for at vi vil styrke endnu mere, bl.a. med regeringens lifesciencestrategi. Yderligere er der sikret offentlige midler fra forskningsreserven til forskning i områder med begrænset kommerciel interesse. Både fra offentlig og privat side prioriterer man tydeligt innovation og udvikling inden for en bred vifte af sundhed. Det er også godt, at sundhedsvæsenet og patienterne kan nyde gavn af det her samarbejde. Vi finder det som sagt generelt rigtig positivt, at vores sundhedspersonale kan samarbejde med lifescienceindustrien. Jeg vil også gerne understrege, at det er godt, at sundhedsmedarbejderne kan dygtiggøre sig og få kendskab til den nyeste medicin og innovative gennembrud i behandlingen af patienterne. Det tror vi både på sikrer, at vi på sigt får den bedst mulige medicin udviklet i vores virksomheder, hvilket jo også er godt for den danske statskasse, kan man sige, men også sikrer, at det gør, at vores sundhedspersonale er opdateret med den nyeste viden og den nyeste forskning. Det er en fordel for begge. Med de nuværende regler har vi jo øje for transparens, bl.a. igennem den her indberetningspligt, så der er fuld åbenhed om, hvem der samarbejder med hvem, og på den måde synes vi, at de regler, vi har, sikrer, at der både er åbenhed om både objektivitet og faglighed, samtidig med at vi får de gevinster ud af samarbejdet, som vi så tydeligt kan se kommer vores sundhedsvæsen og vores samfund til gavn. Ud over at vi har haft fokuseret på at styrke det her arbejde med lifescienceindustrien, har vi jo, som der er blevet sagt før, også prioriteret at løfte regionernes økonomi, hvilket jo gør, at der også er bedre muligheder for regionalt at løfte uddannelsesindsatsen. Der er også sikret fri efteruddannelse for bl.a. sygeplejersker. Forslagsstillernes ambition om at sikre gode vilkår for efteruddannelse af sundhedspersoner og sundhedsforskning inden for områder med begrænset kommerciel interesse kan vi også kun bifalde, og det mener vi jo også er sikret med den prioritering, der allerede er lavet, bl.a. også i forbindelse med de rigtig, rigtig mange penge, der bliver fordelt med forskningsreserven. Så med de ord kan jeg sige, at vi ikke kan støtte Enhedslistens forslag. Derimod synes vi, at vi skal kigge ind i, hvordan vi kan styrke det rigtig gode samarbejde, der er mellem offentlige og private i Danmark endnu mere.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til hr. Christoffer Aagaard Melson for talen. Jeg er fuldstændig enig i, at der er rigtig stor og berettiget tillid til vores sundhedspersonale. Det er jo også derfor, at jeg synes, at det er så magtpåliggende, at vi som lovgivere også sikrer, at der er mulighed for at få tilbud om uvildig efter- og videreuddannelse. For virkeligheden i dag er jo, at man i stor grad er afhængig af, at det er industribetalt. Der vil jeg godt høre ordføreren, om det ikke giver anledning til bekymring, når ordføreren ved, at der findes evidens for – det er jo bl.a. offentliggjort gennem DR – at når efter- og videreuddannelse er industribetalt, har det konsekvenser, i forhold til at man ser både for meget brug af medicin og forkert brug af medicin. Giver det ikke anledning til bekymring, og påhviler der ikke Folketinget et ansvar for at sikre vores sundhedspersonales høje troværdighed?

Ordføreren.

Jo, der påhviler Folketinget et ansvar, og det synes jeg at vi har taget på os ved at sikre transparens om, hvem der samarbejder med hvem, og så stoler jeg jo på, at både vores dygtige sundhedspersonale, men jo også regionerne i dagligdagen kan finde ud af at sikre, at der er de rigtige uddannelsesmuligheder, og at de udbyder de rigtige efteruddannelsesmuligheder, hvis de ikke mener, at det, der er tilgængeligt, er tilstrækkeligt. Det er jo ikke nødvendigvis sikkert, at det er meget let at stable et offentligt tilbud på benene, der har det samme høje faglige niveau, som f.eks. nogle private aktører kan tilbyde. Det væsentligste for os er, at der er åbenhed om det, at der er transparens, og at man selvfølgelig hele tiden har et fokus i sundhedsvæsenet på, at man ikke skal lade sig påvirke af usaglige interesser. Jeg synes, at alt tyder på, at det er man rigtig god til at håndtere, og jeg synes, at den udvikling, der er sket med vores lifesciencestrategi, og det kvalitetsløft, der er sket på vores hospitaler og i vores sundhedsvæsen de senere år, taler for sig selv, i forhold til at vi har fundet en god balance.

Hr. Peder Hvelplund.

Problemet er jo, at mange af de kurser, der udbydes, også igennem regionale midler, bliver tilbudt af medicinalindustrien. Det er jo derfor, der er behov for at sikre, at der er en uvildighed, og at der ingen kommercielle interesser er indblandet. For det er jo ret usædvanligt, også for sundhedsområdet, at den efteruddannelse, vi tilbyder til vores ansatte, er noget, der er finansieret af en industri, som har kommercielle interesser. Der burde da jo netop være en armslængde, som også er noget af det, der bliver efterspurgt af nogle i de faglige kredse. Der er behov for den armslængde. Mener ordføreren virkelig, at man skal stille sig tilfreds med den nuværende situation, på trods af at vi gentagne gange hører historier om det her og der er en utilfredshed blandt vores sundhedsfaglige, i forhold til at der ikke findes et uvildigt tilbud?

Ordføreren.

Ja, jeg synes, at den balance, vi har fundet i dag, hvor vi sætter krav om herindefra, at der skal være transparens og åbenhed om, hvem der samarbejder, kombineret med, at vi har givet regionerne det største løft i rigtig, rigtig mange år eller i hvert fald i den tid, jeg kan huske, er en rigtig god balance, der sikrer, at man har økonomiske muskler til at løfte en opgave, hvis man ikke synes, at den bliver løftet. Så er det også rigtig godt, at den vidensudveksling, der sker i Danmark mellem det offentlige og det private, sikrer, at vores læger på de offentlige sygehuse også har viden, der er helt up to date, og det sikrer også, at vores medicinalfirmaer får en viden, som er helt afgørende for dem, for at de kan lave produkter i verdensklasse, der jo hjælper hele verden, ud over at de hjælper danskerne.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi siger tak til Christoffer Aagaard Melson fra Venstre. Jeg byder nu velkommen til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne.

Tak, hr. formand. Enhedslisten beskriver det som et problem, at industrien betaler for sundhedsfagligt personales efter- og videreuddannelse. I Danmarksdemokraterne ser vi det ikke som et selvstændigt problem, at industrien bidrager med sådanne kurser og efteruddannelse til sundhedsfagligt personale. Det er naturligvis afgørende, at sundhedspersonerne er uafhængige, og at der er gennemsigtighed om bl.a. de kurser, som enkelte læger og sygeplejersker deltager i. I Danmarksdemokraterne har vi den holdning, at den gældende lovgivning fint sikrer dette i forhold til reglerne for samarbejde mellem sundhedspersonale og lægemiddelindustri. Og jeg kan simpelt hen ikke genkende, at det skulle være et generelt problem med et sundhedsfagligt personale, der er i lommen på industrien. Jeg vil altid gerne drøfte, hvordan vi politisk kan sikre, at der kommer flere uafhængige efteruddannelsesmuligheder i Danmark. Som udgangspunkt er det jo selvfølgelig en opgave for arbejdsgiverne i regioner og kommuner at sikre relevant efter- og videreuddannelse af sundhedspersonalet. Men at en del af det foregår som betalt af industrien er ikke et problem, bare det er klart deklareret, hvilken interesse i industrien har i det. Derudover er jeg enig med forslagsstillernes intention om, at flere midler bør gå til forskning i sundhedsfaglige områder, der ikke nødvendigvis har en kommerciel interesse, men er vigtige for folkesundhedsperspektivet. Det er nemlig en vigtig diskussion, hvordan vi sikrer en klar strategi i prioriteringen af midler til forskning, så vi samfundsmæssigt får mest muligt ud af de mange penge, som f.eks. fondene donerer til forskning, og at vi med offentlige forskningsmidler understøtter de områder, som ikke har et industrielt fokus, som f.eks. antibiotika. Men det er jo så også noget, som vi tilbagevendende drøfter, dels i AMR-diskussionen, dels i forbindelse med de årlige forhandlinger om forskningsreserven, hvor der jo år efter år bliver sat midler af til de her områder. Endelig må jeg bare sige, at vi jo fra Danmarksdemokraternes side ikke kan støtte det her forslag, ikke mindst fordi vi ikke synes, det skal finansieres med skattestigninger til erhvervslivet. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at Danmarksdemokraterne ikke kan støtte forslaget. Jeg synes jo, det er helt naturligt, når vi har så eksorbitant store profitter i medicinalindustrien, at den så er med til at bidrage til, at der også kan ske både uvildig forskning og uvildig efter- og videreuddannelse, i stedet for at vi overlader det til den. Jeg vil egentlig godt lige tage fat i den del omkring forskning, for jeg tror, at det i Region Hovedstaden er omkring hver sjette krone til forskning, der kommer direkte fra et Novoselskab, altså primært gennem Novo Nordisk Fonden. Det er faktisk noget, som regionen selv peger på risikerer at give en skævvridning af forskningsmidlerne. Det er også noget, som forskerne selv påpeger betyder, at der bliver en eller anden form for selvpålagt mundkurv for mange forskere, fordi man ikke tør kritisere den hånd, der fodrer en, og derfor kan der være problemer i forhold til at kritisere Novo Nordisk og de produkter, som Novo Nordisk kommer med. Er ordføreren ikke bekymret for, at der kan ske den skævvridning, når det er noget, vi hører fra både driftsherrer, forskere og de faglige miljøer, og at det her er med til at påvirke både den forskning, men også den videre- og efteruddannelse, der sker inden for sundhedsvæsenet?

Ordføreren.

Jeg må sige, at jeg først og fremmest synes, at vi skal være rigtig glade for, at vi har nogle virksomheder, der er i stand til at tjene en masse penge, putte dem i nogle fonde og på den måde bidrage til den forskning, der foregår her i landet. Det synes jeg er en kæmpekvalitet for vores sundhedsvæsen i det hele taget. Så er jeg sådan set enig i, at der er en udfordring på de områder, som ikke er interessante for industrien. Det er jo derfor, jeg siger, at det, jeg synes er rigtig vigtigt, er, at man egentlig kigger ind i en strategi, der handler om, hvordan vi så bruger de offentlige midler, så de supplerer på de områder, hvor der netop ikke foregår den forskning. Så det handler ikke om at sige, at vi skal have mindre fondsbetalt forskning, men at vi sådan set i et eller andet omfang skal finde ud af at matche det fra det offentlige, så der ikke kommer en ubalance i, hvad der forskes i. Men vi skal sådan set være glade for den forskning, som de bidrager til, for det gør jo, at vi får rum til at have fokus på nogle andre områder.

Hr. Peder Hvelplund.

Det bliver jo en argumentation, der lidt bider sig selv i halen, for i dag er det sådan, at det er industrien, der finansierer en stor del af det gennem fondene. Dermed er de også med til at farve, hvilken form for forskning der skal laves, og hvilken form for efter- og videreuddannelse der skal være, hvorimod det, hvis det var penge, der kom ind – som hr. Jens Henrik Thulesen Dahl så er imod – jo så var penge, hvor vi netop kunne være med til at definere, hvor det er, midlerne skal bruges henne. Så kan ordføreren ikke godt høre, at det bliver svært, hvis det er sådan, at vi ikke har muligheden for selv at kunne tone midlerne, f.eks. finansieret gennem overskuddet fra medicinalindustrien?

Ordføreren.

Nej, jeg tror faktisk ganske, man ganske udmærket kan lave nogle gode strategier og nogle gode aftaler med de fonde, der er. Jeg har i årevis talt for, at vi burde have en national strategi på det her område i en dialog og i et samarbejde med de fonde, så man egentlig fik mest muligt ud af de penge, der var til rådighed, både fra fondenes og fra det offentliges side.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til fru Kirsten Normann Andersen fra Socialistisk Folkeparti.

Mange tak for det. Og tak til Enhedslisten for at fremsætte dette forslag om mere uvildig efter- og videreuddannelse og forskning på sundhedsområdet. Det er afgørende vigtigt, at lægers medicinske behandlinger er uafhængige af økonomiske interesser, og at ingen patienter nogen sinde må være i tvivl om, at patientens helbred er vigtigst. Vi har allerede i dag forskellige ordninger, hvor læger skal deklarere de økonomiske bidrag, de modtager fra medicinalindustrien, herunder efteruddannelse m.v. Jeg synes, der er grund til at se ordningen efter i sømmene, for det er tilsyneladende ikke let for alle læger at huske indberetningspligten, og det er ærlig talt heller ikke let for patienterne at finde oplysninger om deres lægers tilknytning til medicinalindustrien. Spørgsmål om, hvordan reglerne efterleves, og spørgsmål om gennemsigtighed dukker således op fra tid til anden, og jeg har også selv i al beskedenhed stillet en del spørgsmål om netop det problem, og jeg synes fortsat, at der er plads til forbedringer. På samme måde er det vigtigt, at vi stadig sikrer offentlig forskning. At overlade udviklingen til industrien giver altså også industrien en væsentlig indflydelse på, hvordan vi prioriterer sundhed både fagligt og økonomisk. Høje priser på ny medicin smitter eksempelvis af på den samlede indsats og resulterer indirekte i prioriteringer, som går ud over mange andre almene medicinske patienter, som også har brug for behandling og sådan set også brug for udvikling af ny medicin. Derfor noterede jeg mig også, at sundhedsministeren selv bemærkede, at der ikke nødvendigvis er så stor en privat interesse for forskning i eksempelvis sjældne sygdomme, antibiotika og den slags, og derfor er der også brug for, at vi prioriterer nogle offentlige ressourcer til lige præcis de områder. Vi skal nemlig sikre ligebehandling af patienter, uanset hvad de fejler. Det betyder ikke, at vi i SF ikke kan se store fordele ved medicinalindustriens indsats – det vil jeg gerne understrege. Vi anerkender også, at de bidrager med både uddannelse og løft af sundhedsområdet, men det skal stadig væk ske i respekt for offentlige faglige prioriteringer og etiske overvejelser. I SF kommer vi til at have et fortsat fokus på eksempelvis transparens. Forslaget, som ligger her, er ret dyrt, må man sige, og selv om Enhedslisten peger på en finansiering, som vi såmænd også selv har brugt i SF i forskellige sammenhænge, er der alligevel tale om en regning af dimensioner, som kræver, at vi i fællesskab tager en lidt grundigere og måske også lidt mere nålestikspræcis drøftelse af, hvordan vi så prioriterer henholdsvis den offentlige forskning og den private forskning og også samarbejdet om det. Jeg håber egentlig, at Enhedslisten er klar til i udvalgsbehandlingen også at drøfte muligheden for en beretning, som kunne pege på netop sådan noget som transparens.

Tak til fru Kirsten Normann Andersen for den ordførertale. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi kan gå videre i ordførerrækken, og det er fru Louise Brown som ordfører for Liberal Alliance. Værsgo.

Tak, formand. Som ministeren var inde på i sin tale, indeholder forslaget her nogle vigtige temaer, som vi i Liberal Alliance også mener fortjener opmærksomhed, f.eks. netop AMR, som jo nok egentlig er en lidt mere alvorlig dagsorden, end vi sådan går rundt og tænker over til daglig, når vi går derhjemme i vores køkken. Men netop der er vi jo faktisk i gang nu med at finde nogle løsninger, og det er jeg ret begejstret for. Det er selvfølgelig vigtigt, at efter- og videreuddannelse af sundhedsfagligt personale sker på en ordentlig og transparent måde. Vi skal naturligvis undgå interessekonflikter og også sikre, at sundhedspersonalet er fagligt opdateret med afsæt i den nyeste viden. Men vi ser det grundlæggende som positivt, at industrien bidrager til efteruddannelsen af vores sundhedspersonale. Det er industrien, der i høj grad driver forskningen og udviklingen af nye behandlingsmuligheder, og det er afgørende, at læger og sygeplejersker har adgang til den viden. Det er naturligvis også vigtigt at holde øje med, at der ikke opstår de her uhensigtsmæssige bindinger. Hvis det er en bekymring, burde vi nok i stedet for sikre bedre monitorering og gennemsigtighed frem for at oprette nye statslige efteruddannelsessystemer. Forslaget indeholder også en opfordring til at øge midlerne til forskning i underprioriterede sygdomsområder, og det er også en relevant diskussion. Og selv om fri forskning er ekstremt vigtig, kan vi også i Liberal Alliance se, at f.eks. endometriose og årsagerne til mænds dårlige sædkvalitet sakker bagud og nok har været underprioriteret, når det netop kommer til forskning. Derfor giver det også mening i nogle tilfælde at øremærke nogle midler til specielle forskningsområder. Men at finde pengene gennem skatter mener vi – måske ikke så overraskende – er en dårlig idé. Danmark er allerede iblandt de mest beskattede samfund, og vi mener ikke, at løsningen på ethvert politisk ønske er at lave nye skatter. Jeg kan godt se, hvor Enhedslisten gerne vil hen med forslaget, og tingene skal naturligvis foregå ordentligt og redeligt, og det bakker vi egentlig op om, men vi skal også huske på, at hvis det ikke var for medicinalindustrien, var der mange ting, der slet ikke ville blive forsket i. Derfor skal vi samarbejde klogt med industrien og ikke gøre dem til en syndebuk. På den baggrund kan vi ikke støtte beslutningsforslaget. Tak.

Tak for den ordførertale. Der er lige en kort bemærkning. Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til fru Louise Brown for talen. Vi har sådan set heller ikke noget imod, at vi skal samarbejde med industrien, men det afgørende er jo netop, at vi sikrer den armslængde, både når det handler om forskning, og når det handler om efter- og videreuddannelse, fordi vi ved, at der er evidens for, at det kan være med til at påvirke, både hvilke typer af forskning der bliver foretaget, og den type af behandling, man får. Der er dokumentation for, at det kan betyde både overmedicinering og forkert brug af medicin. Men jeg vil godt lige tage fat i den del omkring forskning. Er ordføreren ikke enig i, at der er nogle forskningsområder, hvor man bare må konstatere at industrien ikke har en kommerciel interesse i at udvikle præparater? Det kan f.eks. være i forhold til bekæmpelse af tuberkulose, hvor det jo er over 50 år siden, man sidst har udviklet et præparat, primært fordi der ikke er et købestærkt publikum til et sådan produkt, på trods af at det er den største infektiøse dræber på verdensplan. Hvad er så Liberal Alliances svar på, hvordan vi får sikret udvikling af medicinske præparater mod den smitsomme sygdom, som slår flest mennesker ihjel på verdensplan?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Tak, og tak for spørgsmålet. Ordføreren adresserer jo et væsentligt problem og en stor udfordring. Det er jo også noget af det, vi sidder og taler om, når vi taler om AMR, altså at det ikke i anførselstegn er sexet – hvis man må bruge det ord – at forske i det område. Og der er andre områder, som ordføreren også nævner, hvor det er mindre attraktivt at forske. Der tror jeg, vi skal hjælpe, så meget vi kan, med at gøre det attraktivt og lave nogle incitamenter, der gør, at det bliver attraktivt for f.eks. industrien at forske i de her områder. Det er også noget af det, vi kigger på, bl.a. når det handler om AMR. Så vi skal lave nogle gode incitamenter.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Men når nu markedet ikke slår til, som det er helt åbenlyst at markedet ikke gør, hvad ordføreren sådan set også anerkender, hvordan sikrer vi så, at der bliver midler til det? Hvordan skulle man sikre incitamenter på anden måde, end ved at man brugte offentlige midler på det, for det her er i folkesundhedens interesse? Det er jo ikke en kommerciel interesse. Så svaret er vel, at det er noget, vi gør selv, frem for at det er noget, vi så beder industrien om at gøre, når nu industrien ikke ønsker at gøre det, fordi de ikke kan tjene penge på det. Eller skal vi subsidiere industrien endnu mere for at få den til at begynde at interessere sig for noget, som den ikke af sig selv interesserer sig for? Det vil da efter min opfattelse være en dårlig brug af skatteydernes penge.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Det er jeg for så vidt enig i. Vi skal da subsidiere så lidt som overhovedet muligt, og i den bedste af alle verdener var det slet ikke nødvendigt at benytte sig af tilskud og subsidier. Men jeg tror, at incitamenterne er det, vi i højere grad skal kigge på, og som jeg også sagde i min ordførertale, er der områder, hvor det er nødvendigt, at vi afsætter nogle forskningsmidler til specifikke områder, specifikke sygdomme, fordi der mangler noget forskning, eller fordi det ikke er blevet prioriteret tidligere, eller måske fordi det ikke er noget, der er attraktivt.

Tak for besvarelsen. Så siger vi tak til fru Louise Brown. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken, og det er fru Rosa Eriksen fra Danmarksdemokraterne. ( Rosa Eriksen (M): Arh). Undskyld, fra Moderaterne!

No offense – eller det må jeg ikke sige. Det kører. Tak for ordet. I Moderaterne tror vi på, at udviklingen af samfundet og vores offentlige institutioner bedst sker på baggrund af forskning, evidens og innovation. Vi skal styrke vores viden og vores kompetencer, og det gælder selvfølgelig også på sundhedsområdet, for når sundhedspersonalet bliver bedre til diagnosticering og behandling, kan vi øge kvaliteten i borgernes møde med sundhedsvæsenet. I Moderaterne mener vi, at der er uddannelsesmæssige gevinster, når sundhedspersoner samarbejder med medicinalindustrien, for vi kan mere og mere og bliver bedre, når vi samarbejder og bringer viden sammen, end hvis vi går alene hver for sig. I Moderaterne er vi begejstrede for, at vi politisk arbejder for at sikre gode rammer for netop dette. Det gælder både gennem den seneste økonomiaftale med regionerne, og særlig gennem reformen af de professions- og erhvervsrettede uddannelser. Som sygeplejerske styrker det min motivation, at jeg kan blive endnu dygtigere til mit fag. Jeg er glad for, at mulighederne kan blive endnu bedre gennem den nye reform. Uddannelse går ofte hånd i hånd med forskning, og vi er i Moderaterne enige med forslagsstillerne i, at det er vigtigt, at vi styrker forskningen på sundhedsområdet. For Moderaterne er det særlig vigtigt, at vi styrker forskningen i sjældne sygdomme og AMR. Det er væsentligt for at kunne behandle dem, som har særlig svært ved at få behandling i sundhedsvæsenet i dag, men også for alle andre borgere, der i fremtiden får et antibiotikabehov. Heldigvis vægtes sundhed i dag højt. Der er afsat store summer på forskningsreserven til klinisk forskning, og der er på finansloven afsat midler til en kommende handlingsplan mod AMR. I Moderaterne bakker vi op om den offentlige prioritering af både efter- og videreuddannelse og offentlige midler til sundhedsforskning. Vi tror dog på, vi kan øge vores kompetencer og vidensniveau endnu mere ved at samarbejde med industrien. Vi tror på, at de gældende regler sikrer personalets uafhængighed og uvildighed. Vi ser derfor ikke behov for, at der nu skal fremsættes nye lovforslag om uafhængighed på uddannelsesområdet. I Moderaterne stemmer vi imod beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Tak for den tale fra Moderaternes ordfører. Så er der en bemærkning fra hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til fru Rosa Eriksen for talen. Nu gør ordføreren selv opmærksom på, at ordføreren har en fortid inden for sundhedsvæsenet. Jeg vil egentlig godt bare på den baggrund spørge ordføreren, om ordføreren ikke er enig i, at det er fuldstændig essentielt, at man har et uafhængigt tilbud, som ikke er præget af kommercielle interesser, til at sikre efter- og videreuddannelse, bl.a. fordi vi har dokumentation for, at det kan være med til at påvirke den behandling, man får som patient. Og det er jo også helt naturligt for at sikre integriteten for sundhedspersonalet, at man undgår, at der kan opstå den mistanke, især med baggrund i, at det jo er en bekymring, som også bliver rejst fra de faglige kredse, når f.eks. formanden for Dansk Selskab for Almen Medicin selv rejser bekymringen om, at industrien har for stor indflydelse på de tilbud om efter- og videreuddannelse. Anerkender ordføreren ikke, at vi har et politisk ansvar for at sikre, at der er bedre tilbud om uvildig efter- og videreuddannelse for vores sundhedsfaglige personale?

Tak. Værsgo til ordføreren.

På en måde kan jeg sige ja, for vi har jo styrket økonomien både med forskningsreserven og med økonomiaftalen. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at komme med et eksempel på, hvordan jeg selv i mit liv som sygeplejerske har mødt det her. Hvis man som sygeplejerske skal bruge nogle instrumentelle ting – det kan være en bestemt nål eller lignende – kommer industrien ofte og underviser os. Men jeg har aldrig været udsat for, at der ikke lå mere end ét præparat på bordet, jeg kunne bruge, alt efter hvad der var bedst for patienten og for mig at arbejde med. Så det her med, at det bliver ensrettet, og at man skal bruge en bestemt ting, fordi der lige har været en og undervise i det, har jeg aldrig oplevet på egen krop som sygeplejerske.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Men der er jo klar dokumentation for, at det påvirker den behandling, som man får, når det er industribetalt. Det påvirker den måde, man bruger præparater på. Jeg vil godt spørge ordføreren om, om det så ikke bekymrer ordføreren, at det, f.eks. når vi snakker om behandling mod overvægt, er Novo, der finansierer det, når vi ved, at Novo har en interesse i en bestemt behandlingsform, og derved kan der være en risiko for, at der kommer mindre fokus på andre, alternative behandlingsformer. Det var i hvert fald en del af den bekymring, der blev rejst både fra forskningens side og fra det sundhedsfaglige personale. Deler ordføreren ikke den bekymring?

Værsgo til ordføreren.

Nej, den bekymring deler jeg ikke, for både jeg og mine kollegaer er nemlig transparente, og alle ved, hvem det er, der kommer og underviser, og hvordan. Så det er ikke en bekymring, jeg går rundt med. Industrien har en interesse i at gøre mennesker raske eller fri for sygdom, ligesom vi har i sundhedsvæsenet, og jeg har simpelt hen ikke oplevet, at man stod i sådan en situation. Så nej, den bekymring har jeg ikke. Jeg tror på, at det offentlig-private samarbejde kun gør sundhedsvæsenet rigere og bedre for patienterne.

Tak til fru Rosa Eriksen fra Moderaterne. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand. Og også tak til hr. Peder Hvelplund for at bringe forslaget her til debat. Jeg kan godt høre, hvad det er, der trigger. Det er bl.a. Novo – de der grumme kapitalister. For lige at tage finansieringen først, vil jeg sige, at jeg ikke kan forestille mig, at ordføreren havde forhåbninger om, at vi Konservative kunne komme til at stemme for, for finansieringen sker ifølge det, der står her, via en skat på overnormal profit på 5 pct. af den del af profitten, der ligger over en 15-procentsegenkapitalforrentning, og det er så estimeret til at give 3,6 mia. kr. Hvis det er sådan, at man brandbeskatter ud over det, som man gør i forvejen, har det jo alt andet lige også nogle konsekvenser. Og hvis vi lige holder os lidt til Novo, er det rent faktisk sådan, at Novo betalte 15 mia. kr. i selskabsskat sidste år – 15 mia. kr.! Det svarer faktisk til halvdelen af det, det koster at drive alle landets daginstitutioner. Ud over det er det sådan, at Novo også har en voldsomt stor donation. I 2025 uddeles der 10 mia. kr. til 1.800 forskellige projekter. Det er jo altså en vanvittig stor donation i forhold til det, som andre fonde kan levere. Jeg synes, det er fremragende, at Novo gør det så godt, at de har mulighed for at udlodde så enorme donationer. Så alene i forhold til selve finansieringen står vi selvfølgelig helt klart af. I forhold til substansen, når vi taler om det her med videre- og efteruddannelse, er det jo sådan, at alle firmaer selvfølgelig altid er interesseret i, at de medarbejdere, som arbejder med området, er klædt godt på til at vide, hvad det er, der er mest hensigtsmæssigt, og hvilken måde præparaterne skal anvendes på. Derfor ser vi heller ingen grund til at kritisere det så voldsomt, som ordføreren har lagt op til her. Så vi kommer til at stemme imod. Tak.

Tak for den ordførertale. Der er lige en kort bemærkning til hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak til hr. Per Larsen for det. Jeg kan bekræfte, at det ikke kommer som nogen stor overraskelse, at Konservative ikke bakker op om det her forslag. Men jeg vil alligevel godt spørge om en ting, og det er, fordi ordføreren siger, at det her primært handler om Novo, og at det handler om nogle grumme kapitalister. Det er sådan set ikke det, der er anledningen til det her beslutningsforslag. Det er sådan set en bekymring, i forhold til at den efter- og videreuddannelse, vi kan tilbyde vores dygtige personale i sundhedsvæsenet, i stigende grad bliver finansieret af medicinalindustrien. Der vil jeg bare høre ordføreren, om ikke man er enig i, at det kan være en bekymrende udvikling, hvis hele det ansvar med at sikre efter- og videreuddannelse bliver lagt over til industrien. Det kunne man jo godt karakterisere som en eller anden form for ekstra skat, som ordføreren jo er så inderligt imod, på industrien, da det er dem, kommer til at finansiere det. Men det er også ud fra, at de måske også gør det, fordi de deler betragtningen om, at der ikke findes noget, der hedder en gratis frokost, men at der selvfølgelig er en forventning om, at det også er noget, der kommer til at gavne industrien på sigt. Så deler ordføreren slet ikke den bekymring?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg er rent faktisk ikke så bekymret for det. Det er klart, at når man har nogle præparater, som har en bedre virkning end de præparater, man måske tidligere har brugt, bliver lægerne også bibragt en viden, i forhold til hvordan de skal anvendes, og det føler jeg mig tryg ved. Jeg kan ikke forestille mig andet. Vi har også et system bagved, så det er jo ikke sådan, at man bare tager medicin i anvendelse, som ikke er godkendt, og som har uhensigtsmæssige ting med sig i bagagen. Så jeg er fuldstændig tryg ved den vejledning og rådgivning, som man giver, også er objektiv.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Men nu så vi jo, som jeg også nævnte i min begrundelse, senest en psykiater, som har været af sted på et årsmøde, og som efterfølgende har lagt et opslag op på LinkedIn, hvor det er ret tydeligt at se, at der også i faglige kredse er en stor bekymring for, at al den efter- og videreuddannelse, der tilbydes, stort set enten kommer direkte fra industrien eller indirekte er finansieret af industrien. Giver det slet ikke anledning til en refleksion hos hr. Per Larsen, at det her er en bekymring, som ikke kun findes i Enhedslisten af nogle ideologiske årsager, men at det faktisk også er en faglig bekymring ude i de faglige miljøer?

Værsgo til ordføreren.

Jeg færdes jo også lidt i regionerne, og jeg kan i hvert fald sige, at det ikke er sådan, at det er et kæmpeproblem, der bliver diskuteret voldsomt dér, i forhold til om der skulle være en skævvridning. Jeg er ret sikker på, at det ville være rigtig uhensigtsmæssigt at undvære den rådgivning, som medicinalindustrien og medikoindustrien i det hele taget også benytter sig af at bibringe det personale, der skal arbejde med det.

Tak for den besvarelse. Der er ikke flere korte bemærkninger til hr. Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti. Så går vi videre i ordførerrækken, og det er hr. Peter Kofod som ordfører for Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak til Enhedslisten for at have fremsat det her beslutningsforslag. Jeg kan starte med at komme til konklusionen, og den er, at Dansk Folkeparti ikke kan støtte Enhedslistens beslutningsforslag. Men jeg vil gennemgå det og selvfølgelig fortælle, hvorfor vores beslutning ender på et nej, når vi på et eller andet tidspunkt skal stemme om det her. Forslaget har to elementer i sig, og tidligere ordførere har forklaret det. Men det handler om industribetalt efter- og videreuddannelse. Vi ser i udgangspunktet ikke noget problem i, at man samarbejder på tværs, mellem vores sundhedsvæsen og forskellige firmaer, så længe der ikke kan sås tvivl om uafhængigheden fra sundhedspersonalets side. Vi har sådan set ikke den samme bekymring, som Enhedslisten måtte have. Vi har i forvejen et regelsæt. Det er også mit indtryk efter at have været turen rundt hos vores regionsrådsmedlemmer, at det ikke er det her store samtaleemne, som det bliver gjort til. Hvis vi skulle tage fejl, ser vi selvfølgelig på det igen, men det er ikke noget, der giver anledning til at sige, at her skal vi have et fuldt stop. Det er fair, hvis man siger, at de krav, der måtte være i dag, ikke er stramme nok, så kan vi se på det, men derfra og så til at sige, at her skal være fuldt stop, ingenting, fuldstændig lukket, ser jeg ikke for mig at vi kan vedtage nu og her. Så rejser Enhedslisten en problemstilling, som jeg egentlig synes er relevant nok at diskutere, og det er, hvad vi gør, hvis eller når flere og flere mennesker verden over ikke længere reagerer på den behandling, de kan få, f.eks. i form af antibiotika. Enhedslisten nævner så også tuberkulose og malaria som sygdomme, hvor der kan mangle incitamenter til at udvikle lægemidler. Det er jo en kendt problemstilling. Jeg og vi tror ikke, at løsningen er, at det, som Enhedslisten siger, er noget, som staten bare skal overtage. Det er nok sværere og mere kompliceret end som så. Der er jo også gang i initiativer, der skal komme en ARM-handlingsplan, og der er også nogle andre greb, som vi synes man kan gribe til, f.eks. når det handler om resistens, og når vi i de her år ser, at flere og flere bakterier bliver resistente over for antibiotika. Det er også at se på landbruget uden for Danmark, altså særlig de lande, hvor der er en meget lempelig tilgang til at hente antibiotika til sin landbrugsproduktion. Det er gudskelov ikke noget, vi kender i Danmark, for der er vi rigtig gode til de her ting. Men vi skal ikke langt væk fra Danmark, før man meget nemt kan komme i besiddelse af det, både i sundhedssystemet, men jo altså også hvis man driver et landbrug. Så med det ender vores samlede konklusion altså på et nej tak til Enhedslistens forslag. Tak for ordet.

Selv tak. Der er ikke nogen korte bemærkninger til hr. Peter Kofod fra Dansk Folkeparti, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre. Værsgo.

Beklager forsinkelsen. Jeg troede lige, at Enhedslisten skulle spørge Dansk Folkeparti om et eller andet, men så må man jo holde sig vågen. Tak, formand. Og tak til Enhedslisten for at have fremsat forslaget, som vi diskuterer her i salen. Der er to elementer i forslaget. Dels ønsker Enhedslisten, at der skal laves et alternativ til den industribetalte efter- og videreuddannelse af vores sundhedspersonale, dels er der et ønske om at sætte flere midler af til forskning i underprioriterede områder. Det er sådan set meget sympatisk, at Enhedslisten vil have flere penge til offentligt finansieret efteruddannelse, også selv om vi nok ikke er helt enige om, hvor pengene skal findes henne. Men jeg er nu ikke helt enig i forslagets præmis. Jeg vil lige starte med at nævne det helt oplagte faktum, at lægernes videreuddannelse til speciallæger allerede er offentligt finansieret. Men jeg antager, at Enhedslisten her tænker på andre former for efter- og videreuddannelse. Og her er der allerede i dag klare regler for deltagelse i konferencer og kurser, der er sponsoreret af industrien. Det skal være klart for deltagerne, hvis der er virksomheder, der står bag. Og der er klare regler for lægernes deltagelse for at sikre gennemsigtighed. Det skal rapporteres af både virksomhed og læge til Lægemiddelstyrelsen. Men man skal selvfølgelig ikke være naiv i forhold til at erkende, at deltagelse selvfølgelig kan påvirke kursisterne, og netop derfor er det vigtigt, at vi holder fast i at sikre gennemsigtighed og har debatter som den, vi har i salen nu her. Der er bred tillid til vores sundhedspersonale i Danmark, og det skal vi værne om. Man skal også huske, at industrien ofte ligger inde med ny og vigtig viden, der kan komme vores læger og dermed vores patienter til gavn. Der kan i det private være ansatte med den bedste ekspertise inden for et eller andet givent område, og den skal vi jo gerne have ud til vores sundhedspersonale. Der vil også ofte ved indkøb af nyt medicinsk udstyr være behov for krav til efteruddannelse og oplæring, og her er det svært at se et alternativ til, at industrien skal stå for den efteruddannelse. Så selv om jeg ikke ser de helt store problemer i den nuværende ordning, ville det være fint, hvis der var flere kurser med anden finansiering. Men selv i dag er der rigtig mange læger, der ikke engang får de 10 årlige dage til efteruddannelse, som ligger i overenskomsten. Og her ser jeg ikke rigtig, at forslaget løser de udfordringer, der ligger der. Vi har brug for mere og ikke mindre uddannelse. Ud over uddannelsesdelen indeholder Enhedslistens forslag som nævnt også et ønske om at afsætte flere penge til klinisk forskning i oversete områder. I Radikale Venstre er vi sådan set helt enige. Vi har en ambition om, at vi skal øge de offentlige midler til forskning bredt set, så vi kommer op på 1½ pct. af bnp. Men igen er vi nok ikke helt enige om, hvor pengene skal findes henne. Men jeg kan glæde Enhedslisten med, at da jeg skulle forhandle min første aftale om forskningsreserven tilbage i 2019, fik vi afsat midler til den patientnære klinisk uafhængige forskning. For jeg er helt enig i, at der er et behov her for at sætte midler af til den forskning, som ikke har industriens interesse. Det er heldigvis noget, som har bred opbakning herinde på Christiansborg, og puljen til den uafhængige kliniske forskning er vokset år for år. Det er rigtig positivt, og jeg vil også anbefale Enhedslisten at løfte den sag, når vi til efteråret skal forhandle forskningsreserven en gang til. Jeg vil i hvert fald bakke op. Men Radikale Venstre kan ikke støtte forslaget her. Tak for ordet.

Selv tak, og der er en kort bemærkning til hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Det er klart, at jeg ikke vil skuffe ordføreren med ikke at levere et spørgsmål til hr. Stinus Lindgreen. Og tak for en, synes jeg egentlig, god og nuanceret tale. Men jeg vil egentlig godt spørge ordføreren: Hvordan tænker Radikale Venstre og hr. Stinus Lindgreen at vi skal løse udfordringen med de store globale dræbere, som vi kan se at industrien ikke har en interesse i at udvikle nye præparater imod? Nu nævnte jeg tidligere tuberkulose, hvor det er over 50 år siden, der sidst er udviklet medicin. Hvis man lider af multiresistent tuberkulose, er det jo en behandling på et halvt år, hvor man skal tage over 30 piller dagligt, tror jeg, og hvor en kendt bivirkning er, at man kan blive blind. Det er jo ikke noget, vi normalt ville tilbyde patienter, men på trods af det er det det, vi oplever, fordi industrien ikke har en kommerciel interesse i det, fordi det typisk er til et publikum, der ikke er særlig købestærkt, i modsætning til f.eks. behandling mod overvægt. Hvordan løser vi den udfordring? For det er jo helt konkret et spørgsmål om, hvordan vi gavner folkesundhed, frem for at vi skal gavne industriens kommercielle interesser.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Tak. Det er en rigtig vigtig problemstilling, som hr. Peder Hvelplund peger på her. Jeg ser bare ikke, at forslaget her vil løse den. For hvis vi snakker om, at vi skal til at udvikle nye medicinske behandlinger, så snakker vi om at skulle løfte vores forskningsreserve med ikke millioner, men snarere milliarder. For det er dyrt, og det tager rigtig lang tid. Jeg har ikke svaret på, hvordan vi gør det, som Enhedslisten peger på her, ud over at sige, at det er noget, der handler om samarbejde på tværs af lande, og noget, der handler om, at vi, stater, siger, at det her er noget, vi skal løfte, fordi det ganske rigtigt ikke er noget, der har en særlig stor kommerciel interesse af alle mulige forskellige årsager. Man kunne også snakke om malaria. Der findes masser af sygdomme derude, der er oversete, fordi de, som hr. Peder Hvelplund peger på, ikke har den kommercielle interesse. Og det handler om, at vi er nødt til at samarbejde i de internationale fora, der er, eksempelvis WHO, og sørge for, at der er nogle samarbejder på tværs, hvor universiteter samlet kan løfte en opgave, som er nødt til at blive løftet, og som vi ikke kan overlade til industrien her. Det ligger bare lidt ud over, hvad forslaget her handler om, som jeg læser det, i hvert fald medmindre Enhedslisten mener, vi skulle løfte forskningsbudgettet med mere, end selv vi umiddelbart er villige til.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Nu er det her jo også et forslag, som handler om at få rejst den her debat, og hvor vi i sagens natur finder det ansvarligt at pege på en konkret finansiering, som kunne være med til at løfte området både i forhold til efter- og videreuddannelse, men netop også den forskningsindsats, der er nødvendig. Og der kan man huske på, at den medicin, der nu er, mod tuberkulose, var jo en, der i sin tid blev udviklet på Statens Serum Institut. Men derudover er der muligheden for at kunne løfte et ansvar, f.eks. gennem Den Globale Fond, gennem donationer dertil, og sikre, at der kan udvikles medicin. Men anerkender ordføreren behovet for, at der skal afsættes statslige midler til det, og at de statslige midler bl.a. kunne findes ved at beskatte den medicinalindustri, som ikke er villig til at tage det ansvar, og at der derfor ville være en vis rimelighed i det?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg anerkender fuldt ud, at der er et kæmpe problem med sygdomme, som der ikke bliver forsket nok i, og som der et kæmpe behov for at forske mere i derude, fordi dødstallet er stort, men desværre i lande, der ikke har den store stemme. Og jeg er helt enig i den problemstilling, som Enhedslisten peger på i debatten her, og det er en meget vigtig debat at få taget her i salen, så tak for det. Jeg tror, der er flere greb, man kunne tage her. Tidligere blev der nævnt antibiotikaresistens, eksempelvis. Der er også mulighed for, at man i statsligt regi samarbejder med industrien om, at vi, om jeg så må sige, køber noget på afdrag – noget, vi forhåbentlig ikke får brug for – og at vi giver nogle penge til investering i at få udviklet noget medicin, som vi har behov for at have, hvis det en dag skulle blive nødvendigt, men hvor der ikke vil være det store afsæt, fordi det vil være noget, man kun skal bruge ganske sjældent, hvis overhovedet. Jeg tror ikke, der er én løsning på det problem, som ordføreren peger på her. Jeg tror, vi er nødt til at tænke på mange forskellige måder at komme det til livs på.

Tak til hr. Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken, og det er fru Karin Liltorp fra Alternativet. Værsgo.

Tak for ordet, og tak til Enhedslisten for at fremsætte forslaget. I Alternativet støtter vi intentionerne i forslaget, som måske kan opsummeres som bedre finansiering af forskning inden for udvalgte sundhedsområder og sikring mod inhabilitet. Nøjagtig hvad der er den bedste vej frem, vil vi gerne diskutere, men vi kommer nok ikke i mål med dette beslutningsforslag alene. Det er afgørende, at efter- og videreuddannelse af sundhedspersonale foregår uden skjulte økonomiske interesser. Når efteruddannelse finansieres af industrien, kan det skabe tvivl om habiliteten, og det skal vi tage meget alvorligt. Men vi må ikke kaste barnet ud med badevandet. Medicinalindustrien rummer stor faglig ekspertise, adgang til nyeste viden og teknologier, og i mange år har de været med til at sikre, at vores sundhedspersonale er opdateret på internationale standarder. Vi mener derfor ikke, at løsningen er at afskære samarbejdet, men at skabe endnu klarere og mere gennemsigtige rammer, hvor kommerciel støtte ikke kompromitterer fagligheden. Samtidig er vi med på, at man kan styrke de uafhængige og offentligt finansierede tilbud, så sundhedspersonalet har frie og fagligt funderede valg. Lad os tage snakken, også med medicinalindustrien, så vi kan finde ud af, hvor hullerne er. Vi skal bevare det gode og så rydde op i det, der er mindre hensigtsmæssigt. For det andet har vi brug for en klar strategi og offentlig prioritering. For det er rigtigt, at det i høj grad er markedet, at det i høj grad er de private virksomheder, der afgør, hvad der forskes i. Det er forståeligt set fra deres side, de har virksomheder, der skal køre rundt, men det betyder desværre, at visse sygdomme bliver overset. Sjældne sygdomme, som måske kun rammer få, risikerer at blive forbigået, fordi der ikke er et kommercielt incitament. I forslaget nævnes, at patienter ofte får afslag på medicin til sjældne sygdomme på grund af »eksorbitant høj prissætning fra medicinalindustriens side«, bliver det skrevet som. Her vil jeg så ikke undlade at nævne, at den høje pris oftest afspejler, at det er enormt dyrt at udvikle nye lægemidler, og at netop derfor skal det offentlige støtte. Vi kan jo trods alt ikke forvente, at virksomhederne vil varetage udvikling af medicin som en underskudsforretning. Men vi er med på, at der skal være en national strategi, der systematisk kortlægger de sundhedsområder, hvor der mangler investering, fordi markedet ikke kan eller vil tage sig af dem, og som derfor prioriterer midler og støtte til dem gennem offentlige og private partnerskaber. Idéen om en strategi er ikke ny, og der har allerede været flere initiativer på området. Der er bl.a. en national strategi, der kortlægger og adresserer behovet for behandling af sjældne sygdomme, udarbejdet i 2014, og der ligger også flere andre indsatser. Så inden vi går i gang med at bygge noget nyt fra bunden, skal vi lige tjekke efter i gemmerne, for hvad der allerede ligger der. Nogle gange kan det betale sig bare at tage nogle gamle rapporter op og støve dem af. Så er der den store trussel, vi har været inde på flere gange, men stadig ikke tager alvorligt nok, nemlig multiresistente bakterier. Antibiotikaresistens er en af de største globale sundhedstrusler i det 21. århundrede, og hvis vi ikke handler, kan selv simple infektioner blive dødelige. Udviklingen af ny antibiotika er både dyr og risikofyldt, den koster langt over 1 mia. kr. og kan tage flere år, og fordi ny antibiotika ofte skal bruges med stor forsigtighed, er markedet lille og usikkert. Det betyder, at det er så nødvendigt med offentlige støtteordninger. Og jeg kan da også være bekymret for, at de støtteordninger, der allerede ligger i støbeskeen, også på EU-niveau, slet ikke er tilstrækkelige. Derfor er det bydende nødvendigt, at Danmark går foran i det internationale samarbejde om udvikling af ny antibiotika, f.eks. i samarbejde med EU og WHO. Vi kan ikke løse det problem alene, men vi har et stort ansvar for at bidrage både økonomisk og politisk. Som afslutning vil jeg sige, at vi i Alternativet overordnet ønsker, at sundhedspolitikken skal være drevet af befolkningens behov og ikke kun af profit. Vi anerkender medicinalindustriens rolle og viden, men vi insisterer på gennemsigtighed, på fælles ansvar og på strategisk prioritering. Desuden støtter vi i høj grad behovet for en kæmpe økonomisk indsprøjtning, både til udvikling af nye typer antibiotika og forskning i sjældne sygdomme. Men vi vil opfordre til, at så mange udfordringer som muligt løses gennem internationalt samarbejde, da vi bare er meget klogere, når vi arbejder sammen. Vi vil også meget gerne være med til at snakke om, hvordan finansieringen skal findes. Så Alternativet støtter op om intentionerne i forslaget, men vi mener ikke, det kan vedtages i den nuværende udgave. Vi ser frem til at snakke mere om mulighederne. Tak for ordet.

Tak til fru Karin Liltorp fra Alternativet for den ordførertale. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg vil starte med at takke for debatten her og også for de positive tilkendegivelser, der har været fra i hvert fald både De Radikale og SF, om end de ikke har kunnet støtte forslaget. Hvis jeg sådan skal opsummere på det, synes jeg også, det her viser, at det er en debat, der er lidt op ad bakke. Når vi fremsætter det her forslag, er det jo ikke, fordi vi foregiver, at vi har den endegyldige løsning på, hvordan vi løser den her problemstilling omkring den manglende uvildighed i den efter- og videreuddannelse, vi giver til vores sundhedspersonale, og den manglende finansiering i forhold til udvikling af præparater, som ikke har medicinalindustriens interesse, men primært for at få partierne til at erkende, at vi har en problemstilling. Der synes jeg, at det er lidt forstemmende at høre, at der er så mange partier, som tilkendegiver, at de faktisk ikke ser et problem, fordi de har stor tillid til både vores medicinalindustri og til vores sundhedsfaglige personale. Jeg vil sige, at jeg sådan set deler den tillid, forstået på den måde, at jeg har meget stor tillid til vores sundhedsfaglige personale, jeg har stor tillid til deres sundhedsfaglige kompetencer, og netop derfor mener jeg også, at der bør være en offentlig forpligtelse til at sikre et uvildigt tilbud til efter- og videreuddannelse, som ikke er præget af industriens interesser. Når jeg siger, at jeg har tillid til industrien, er det, fordi jeg sådan set har tillid til, at industrien også opfylder den rolle, som de er sat i verden for, nemlig at skabe størst muligt afkast til deres aktionærer gennem at udvikle præparater, der kan sælges, og som der kan tjenes penge på. Det er jo klart, at hvis man overlader den opgave at tilbyde efter- og videreuddannelse til industrien, afspejles det tilbud, de kommer til at give, selvfølgelig også i de interesser, de har. Det er derfor, jeg synes, det er lidt forstemmende at høre debatten herinde, for jeg synes ikke, at der er den anerkendelse af, at der er en bekymrende dobbeltrolle for industrien, når man også finansierer efter- og videreuddannelse. For det er jo dokumenteret, at det afspejles i den behandling, der tilbydes, at det kan føre til øget brug af medicin og forkert brug af medicin. Jeg har også i debatten nævnt eksemplet med Novo Nordisk, som i sagens natur har en interesse i at afsætte deres præparater mod overvægt, men det er klart, at når man overlader opgaven med at kunne tilbyde efter- og videreuddannelse til sundhedsfagligt personale til dem, vil deres fokus selvfølgelig også afspejles i kvaliteten af det uddannelsestilbud, de så giver. Det er både direkte i forhold til den undervisning, man giver, men det er selvfølgelig også indirekte i forhold til den relationelle afhængighed, der bliver skabt. Det er jo ikke noget, jeg bare står og finder på, det er sådan set en bekymring, der også bliver rejst blandt det sundhedsfaglige personale, hvor bl.a. den medicinansvarlige fra Dansk Selskab For Almen Medicin også efterlyser større armslængde mellem industrien og det sundhedsfaglige personale, og at der bør være et uvildigt tilbud. Det er også det, der peges på, og når det LinkedIn-opslag, jeg har nævnt tidligere i debatten, får så stor opmærksomhed, er det netop, fordi der også blandt det sundhedsfaglige personale er en bekymring for den her udvikling, og der er en efterspørgsel efter også at sikre et andet og mere uvildigt tilbud om efter- og videreuddannelse. Det er derfor, jeg synes, at det er bekymrende, at den anerkendelse ikke når længere ind blandt Folketingets partier, i forhold til at det her rent faktisk er en problemstilling, vi har et ansvar for at løse. Derfor ville jeg have haft større forståelse for, hvis afvisningen af Enhedslistens forslag skyldtes, at man mente, at det her var det forkerte greb. Men jeg hører mere en tilkendegivelse af, at det her anser man faktisk ikke, med undtagelse af nogle enkelte partier, for at være stort problem. Det er derfor, jeg synes, det er en lidt forstemmende debat. For jeg synes, at man som udgangspunkt burde anerkende den problemstilling her og også anerkende, at det bliver vi nødt til at finde en politisk løsning på, altså at der sikres et tilbud af uvildighed til efter- og videreuddannelse. Omkring det andet element, altså det, at vi skal sikre midler til forskning i udvikling af nye præparater mod sygdomme, som medicinalindustrien ikke har en interesse i, hører jeg en større anerkendelse af, at vi her har en problemstilling. Jeg kan dog godt undre mig lidt over, at der er den berøringsangst i forhold til at skulle finde finansiering til at finde yderligere midler ved at beskatte medicinalindustrien gennem en beskatning af overnormal profit.

Vi taler om en medicinalindustri, som meget ihærdigt sikrer, at der kommer et afkast til aktionærerne. Der bliver brugt flere penge på at udbetale aktieudbytte og tilbagekøb til aktionærerne, end der gør på at afsætte midler til forskning i ny medicin. Det er en medicinalindustri, som åbenlyst ikke har en interesse i at udvikle det her, selv om det har en folkesundhedsmæssig værdi, men det har ikke nogen kommerciel værdi. At der så er en håndskyhed over for at gå til medicinalindustrien og sige, at den eksorbitant store profit, de har på at kunne sælge præparater, som der er en stor efterspørgsel efter, ikke må bruges til at kunne udvikle præparater, som vi af folkesundhedsmæssige årsager har behov for, må jeg indrømme jeg ikke helt forstår. For jeg synes, det er helt åbenlyst, at det er et offentligt ansvar at sikre, at der udvikles ny medicin til præcis sjældne sygdomme og også til de sygdomme, som har en stor folkesundhedsmæssig påvirkning, også i forhold til den globale sundhed. Derfor synes jeg, at det er indlysende, at det bør være en opgave, vi løser og dermed også finder finansieringen til, og der synes jeg, det er en meget passende finansiering, vi har peget på. Men jeg vil gerne takke for debatten, jeg vil gerne takke for, at vi nu har brugt tid på at diskutere de her aspekter af vores udfordringer i vores sundhedsvæsen, både på nationalt og på globalt plan, og det er i hvert fald en dagsorden, Enhedslisten vil blive ved med at forfølge, og vi deltager også gerne i debatter, hvor andre partier kommer med andre løsningsforslag til, hvordan vi kan løse den her udfordring. Men jeg synes, at det primære sigte må være, at vi anerkender, at der er en udfordring, som vi skal have løst. Men tak for debatten.

Mange tak for det. Der er en række korte bemærkninger, og den første er til fru Louise Brown.

Tak, og tak til ordføreren for talen. Jeg er simpelt hen bare lige nysgerrig på, hvordan Enhedslisten vil definere overnormal profit. Tak.

Ordføreren.

Det står sådan set beskrevet i forslaget, at det er en beskatning på 5 pct. af den forrentning af egenkapitalen, der ligger over 15 pct. Det er et velkendt fænomen i økonomisk politik, at der findes overnormal profit, hvor man kan sige, at profitraten ligger ud over det, der normalt kan defineres som et forventet afkast af et produkt.

Fru Louise Brown.

Det er nok bare, fordi jeg så er lidt smådum, for jeg vil gerne vide, hvad definitionen på overnormal profit er. Hvordan vurderer man, hvad der er over det, man forventede at en profit ville være, og hvem skal tage de der beslutninger i det tilfælde, at det var noget, Enhedslisten havde held med at få gennemført?

Ordføreren.

Jeg kan bare gentage det. Det er et anerkendt økonomisk begreb. Her i beslutningsforslaget står der, at det »bliver finansieret via en skat på overnormal profit på 5 pct. af den del af profitten, der ligger over en 15-procentsegenkapitalforrentning.« Det er et alment anerkendt økonomisk princip, at der findes noget, der hedder overnormal profit, og det sker i de tilfælde, hvor der sker en forrentning på over 15 pct. af egenkapitalen.

Så er det hr. Stinus Lindgreen.

Tak for det. Og tak for talen. Jeg har egentlig et spørgsmål til begge dele af forslaget, så jeg kan jo starte med den første del omkring efter- og videreuddannelse. Jeg vil blot høre – for det er ikke helt klart for mig, når jeg læser forslaget her – om Enhedslisten forestiller sig, at man udelukkende skal have offentligt finansieret efter- og videreuddannelse, altså om det skal være forbudt, om jeg så må sige, for virksomheder at tilbyde kurser. Eller hvad er det, man helt konkret tænker her? Er det det ene eller begge dele – hvilke tanker har man gjort sig?

Ordføreren.

I forhold til den del omkring efter- og videreuddannelse er det afgørende for os, at vi får etableret et styrket uafhængigt tilbud til efter- og videreuddannelse. Så det er ikke et forbud mod, at der kan ske industribetalt forskning. Udfordringen i dag er jo, at selv de midler, der bliver afsat til efter- og videreuddannelse gennem regionerne, er det typisk industrien, der byder ind på dem, og der vil vi netop gerne sikre, at der er et uafhængigt alternativ, så den efterspørgsel, der kan være efter at få efter- og videreuddannelse, som ikke er farvet af industriens interesser, bliver styrket. Jeg synes, at det vil være det mest fundamentale og det mest afgørende, at vi får sikret det.

Hr. Stinus Lindgreen.

Tak for det. Jamen så har jeg to spørgsmål alligevel, for betyder det så, at Enhedslisten forestiller sig, at vi skal have nogle nye former for rapporteringsværktøjer, eller er det godt nok, som det er i dag? Eller er det okay, hvis der både er offentlige og industribetalte kurser og en læge vælger det industribetalte? Skal man flage det på en anden måde, eller hvordan forestiller man sig det? Selv om jeg godt ved, at hr. Peder Hvelplund ikke er forskningsordfører, vil jeg komme ind på forskning – og nu skal jeg prøve at gøre det meget hurtigt. Hvis man nu lavede den her ekstra skat og gav alle pengene til forskning i oversete områder, ville det, som det er i dag, betyde, at vi bare forskede mindre i noget andet, fordi et flertal mener, vi kun skal bruge præcis 1 pct. af bnp på forskning. Så det ville ikke rigtig løse det samlede problem, det ville bare skabe et andet.

Ordføreren.

I forhold til den første del går vi klart ind for, at vi også får styrket den afrapportering, der skal ske, i forbindelse med at man deltager i industribetalt efter- og videreuddannelse. Så jeg tænker, at det naturligt vil gå hånd i hånd med det her, at vi får styrket den del. I forhold til spørgsmålet omkring forskningsreserven tror jeg, det er velkendt, at Enhedslisten dér deler synspunkt med Radikale Venstre om, at vi gerne så rammen udvidet, og at der ikke lå den begrænsning på den ene procent. For selvfølgelig bør det ikke gå ud over andre forskningsområder, men skal være sådan, at man kunne sige, at det her var noget, der var målrettet forskning i præcis de områder, fordi det har stor betydning både for den nationale, men også for den globale sundhed.

Så er det fru Karin Liltorp.

Tak for det. Og tak for talen. Jeg blev ked af, at ordføreren opfattede det, som om der ikke var nogen anerkendelse af, at vi har nogle problemer. Jeg synes i høj grad, det er et problem, når man ved, at de kommercielle interesser bliver afgørende for, hvilken medicin patienten får, så det vil jeg gerne lige opsummere. Jeg tror mere, at problemet ligger i, at det løsningsforslag, der kommer på bordet, ser vi måske ikke som det bedste, fordi området er meget komplekst. Kan ordføreren ikke forestille sig nogle steder, hvor de privat udbudte kurser er okay, og at det faktisk er deres måde at betale ekstra skat på, altså ved at tilbyde de her kurser?

Ordføreren.

Jeg har generelt en bekymring i forhold til efteruddannelsestilbud, der er finansieret af industrien. Men jeg vil på ingen måde afvise, at det selvfølgelig også kan have en betydning, netop fordi det er klart, at dem, der udvikler præparater, også tit kan være gode til at fortælle om dem. Det, der er afgørende, er jo bare, at der er fuldstændig transparens og åbenhed i forhold til det, og at vi sikrer, at der bliver et uafhængigt tilbud, som man som sundhedsfaglig selv kan vælge, og at man derfor ikke er påtvunget en efteruddannelse, der er finansieret af industrien, sådan som mange sundhedsfaglige oplever det i dag.

Fru Karin Liltorp.

Tak for det. Jeg tror godt, at vi kan opnå en enighed om, at det vigtige er, at der er fuld transparens, og der ikke skal være kommercielle interesser. Det tror jeg faktisk er i de flestes interesse herinde. Jeg tror bare, at vi fra Alternativets side er interesserede i, at vi dykker mere ned i det og ikke skærer alle over én kam, for der vil vi også være bekymrede for, at det ender med at få uheldige konsekvenser for sundhedspersonalet derude. Kunne ordføreren dele den bekymring, hvis vi lavede forslaget, fuldstændig som Enhedslisten foreslår det?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, at der vil være nogen problemer med at vedtage det forslag, vi har fremsat her. Det ville jo også være besynderligt, hvis jeg stod her som ordfører for forslagsstillerne og var af den opfattelse. Men som sagt er vores primære fokus at få debatten omkring det her, at få debatten om, hvordan vi sikrer, at der er uafhængige tilbud. For det er så åbenlyst, at vi ser en udvikling, som går i den stik modsatte retning nu, altså hvor vi ser, at andelen af dem, der deltager i efteruddannelse, der er finansieret af lægemiddelindustrien, er i kraftig vækst. Og jeg synes, at der er en tendens til, at vi lukker øjnene for de negative effekter, som den vækst har, i forhold til hvad det er for en behandling, der bliver tilbudt.

Mange tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Jeg kan forstå, at ordføreren for forslagsstillerne gerne vil give en begrundelse. Det er der lejlighed til nu, så værsgo.

Tak for det, formand. Kvinders sundhed har i alt for mange år været underprioriteret og overset. Det drejer sig bl.a. om endometriose, efterfødselsskader, overgangsalder og fertilitetsproblemer. Det betyder, at tusindvis af kvinder i dag lever med smerter og med ubehandlede sygdomme, fordi vores forskningsmidler halter bagefter og vores sundhedsvæsen ikke er gearet til at diagnosticere og behandle dem godt nok. Det er uacceptabelt, og det skal vi gøre noget ved. På Christiansborg er flere partier begyndt at anerkende, at vi har et problem. Det er positivt, men opmærksomhed alene ændrer ikke noget; der skal handling og penge på bordet. For uden handling og øremærkede midler risikerer vi at forværre situationen for de kvinder, det her handler om – kvinder med behov for en operation for underlivsprolaps eller endometriose. I England har vi set, hvordan et øget fokus på kvindesygdomme har fået flere kvinder til at søge hjælp, men uden at sundhedsvæsenet har været gearet til at tage imod dem. Aktuelt er ventetiden til en gynækologisk undersøgelse i England steget til det dobbelte siden 2020 på grund af det øgede fokus samtidig med den utilstrækkelige kapacitetsopbygning. Den fejl må vi ikke begå i Danmark. Enhedslisten foreslår derfor en national handleplan for kvinders sundhed og kommer med forslag til, hvad den kan indeholde, f.eks. øremærkede midler til forskning i kvindesygdomme og midler til øget kapacitet til udredning og behandling af kvindesygdomme. Det her handler ikke om særbehandling af kvinder; det handler om at sikre, at alle borgere får den rette behandling uanset køn. Danmark kan og skal gøre det bedre. Vi kan ikke vente længere på handling eller på midler. Jeg ser frem til debatten.

Mange tak for det. Så er forhandlingen åbnet, og den første, der får ordet, er indenrigs- og sundhedsministeren.

Tak, formand. Vi behandler her beslutningsforslag B 149 fra Enhedslisten, der pålægger regeringen at indkalde Folketingets partier til forhandlinger om en handleplan for kvinders sundhed. Lad mig først og fremmest sige, at jeg er glad for, at der i Danmark de senere år er kommet et langt større også politisk fokus på hele dagsordenen omkring kvinders sundhed. Det er godt, og det er vigtigt, for i alt for lang tid har der ikke være tilstrækkelig fokus på området. Jeg og vi i regeringen mener selvfølgelig ikke, at kvinders sundhed skal være underbelyst eller underprioriteret i forskning og behandling. Vi bør og skal have et løbende fokus på det i vores sundhedsvæsen. Derfor deler jeg sådan set også ambitionen bag beslutningsforslaget. Det har jeg i øvrigt også haft lejlighed til at tilkendegive ad flere omgange her i Folketinget, også i selskab med Enhedslisten, og det er da også skønt, at vi er enige om, at der er behov for at prioritere kvinders sundhed noget mere. Det vil vi i regeringen gerne være med til at drøfte hvordan vi gør. Til gengæld undrer det mig bare en smule, at Enhedslisten så ikke har brugt anledningen til også at bringe det på bordet i relevante sammenhænge, f.eks. i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. For det er jo tydeligt, at det her er et vigtigt emne, og lad mig understrege, at det er det ikke kun for Enhedslisten her i Folketinget. Og det er jo sådan set rigtig godt i sig selv. Der er mange partier, der går op i den her dagsorden, men så skal der jo bare også helst være den sammenhæng, at det, der er vigtigt her i Folketingssalen, også meget gerne skulle være vigtigt, når det er, at man som parti sidder med om bordet og forhandler eksempelvis finanslov. Så når vi nu står her for tredje gang inden for få måneder og debatterer emnet, tillader jeg mig også at påpege, at vi de seneste år jo rent faktisk også har prioriteret kvinders sundhed i flere sammenhænge. Det betyder ikke, at jeg sidder her og bruger det som anledning til at sige, at der så ikke er behov for at gøre mere, men også som et billede på, at det faktisk også er noget af det, som vi er lykkedes med politisk at løfte i en række sammenhænge. Det har vi gjort i forbindelse med aftalen om fordelingen af forskningsreserven for 2024, hvor der f.eks. jo blev afsat midler til klinisk forskning, bl.a. på områder, hvor der er begrænset kommerciel interesse. Det gælder forskning i sygdomme og i sygdomsbehandling, der rammer kvinder. Fra den reserve er der allerede udmøntet penge til forskning på området vedrørende kvinders sundhed. Så der er også rigtig mange penge ude at leve i forskningsmiljøerne, men med aftalen om forskningsreserven for 2025 blev der også øremærket penge til forskning i mænds og kvinders fertilitet. Med finansloven for 2024 blev der afsat midler til Endometriose Fællesskabet, som er en støtteorganisation for kvinder med endometriose. Endometriose Fællesskabet arbejder bl.a. for at give deres medlemmer adgang til mere information om sygdomme og behandlingsmuligheder og information om sygdomme mere generelt. Vi har også med SSA-reserven fra oktober måned, altså med den SSA-aftale, der gælder for 2025-2028, afsat midler til en informations- og rådgivningsindsats i regi af Endometriose Fællesskabet. De midler er udmøntet og ude at virke. Så vi har sådan set jo også gjort en række ting i en række forskellige sammenhænge for at prioritere området. Vi stod i december måned 2024 til en forespørgselsdebat her i Folketingssalen omkring endometriose og diskuterede netop mulighederne for en handleplan for kvinders sundhed. Her i Folketingssalen mente Enhedslisten jo, at sådan en handlingsplan kun ville koste 2 mio. kr. Der synes jeg jo, at det er en lille smule pudsigt, at de ting, man så sidder og oplister, som man synes det kunne være relevant at indkalde til forhandlinger og drøftelser om, kan man ikke, når man summer op, få for 2 mio. kr., ej heller med en frisk lommeregner fra Enhedslisten. Men det er jo også lidt pudsigt at stå og drøfte en handleplan til 2 mio. kr., når vi kigger tilbage og ser, hvad vi så har gjort siden da. Jamen der har vi jo afsat mange flere millioner til området. Vi kan, og vi skal også gøre mere, og jeg synes, det er en vej, vi skal fortsætte ad. En handleplan kan være fin, men vi må nok også spørge: Hvor meget er det så egentlig, du får af indhold i en handleplan til 2 mio. kr.? Der synes jeg næsten, at det sådan er en lille smule useriøst at tro, at man kan få en handleplan for de penge, i hvert fald hvis den skal være finansieret. Og med et glimt i øjet ved jeg også godt, at det ikke altid er den del, Enhedslisten har sådan det største fokus på.

Skulle vi ikke hellere bruge anledningen i Folketingssalen til også at tale om, hvordan vi kan sørge for at gøre noget mere på det her område i forhold til at styrke forskning og viden om kvinders sundhed de steder, hvor vi også i fællesskab kan være med til at gøre en reel forskel, lave en reel prioritering. Det vil vi i regeringen i hvert fald gerne være med til at drøfte. Jeg noterer mig også, at regionerne allerede er i fuld gang med at opprioritere det her vigtige område. Det synes jeg også er positivt. Regionerne prioriterer allerede gode initiativer i praksis, og her er der altså også mulighed for at øge indsatserne for kvinders sundhed yderligere, og hvis jeg skulle nævne og fremhæve et eksempel, kan jeg se, at f.eks. Region Hovedstaden har haft et opgaveudvalg for kvindesygdomme bestående af politikere og borgere. Det er et opgaveudvalg, der har afgivet en række anbefalinger til, hvordan kvindesygdomme kan blive mere synlige i sundhedsvæsenet, og hvordan behandlingen af sygdommene kan blive bedre. Regionen har også fokus på øget sparring og rådgivning til speciallæger, praktiserende læger og andre faggrupper inden for bl.a. endometriose, og det synes jeg også er et meget godt eksempel på, hvor meget potentiale der er for at gøre noget på det her område, også uden for Christiansborg. Derfor vil jeg da også meget gerne opfordre andre regioner til at se nærmere på mulighederne for også at sætte det her på dagsordenen og forbedre deres indsatser for kvinders sundhed. Men for sådan at opsummere er vi i regeringen som sagt helt enige i forslagets intention om at skabe mere fokus på kvinders sundhed, og det er som sagt svært for mig sådan helt at gennemskue, hvorfor Enhedslisten eller andre partier for den sags skyld ikke tidligere har bragt det op i finanslovsforhandlingerne. Vi vil gerne drøfte, hvordan vi kan prioritere kvinders sundhed højere fremover, men vi vil også foreslå, at vi gør det som led i de generelle prioriteringsdrøftelser på sundhedsområdet. Der kommer jo en række muligheder i den nærmere fremtid, hvor det kan indgå. Der er forhandlinger i forhold til det, der hedder SSA-reserven, der er forskningsreserven, og der kommer finanslovsforhandlinger, som jo er oplagte steder, hvor man som parti kan vælge at bringe det her til bordet. Vi vil gerne indgå i nærmere drøftelser om en prioritering af området, og i relation hertil synes vi f.eks. også, at det kan være interessant at drøfte, om der skal etableres et nationalt center for kvinders sundhed, der kan bidrage til at skabe mere viden om området. Tak for ordet.

Mange tak for det. Der er nogle korte bemærkninger. Den første er til hr. Peder Hvelplund.

Tak for det, og tak til ministeren for besvarelsen. Jeg synes egentlig, at ministeren skulle vælge en langt mere positiv tilgang, for jeg betragter jo det her som en fremstrakt hånd til regeringen, når nu ministeren selv anerkender, at det her er en vigtig problemstilling. Det, vi opfordrer til her, er jo sådan set bare, at der skal indkaldes til forhandlinger. Hvis man gjorde det, kunne vi jo forhandle om det, og så kunne vi sikre finansiering på finansloven. Det er jo en velkendt praksis her i Folketinget. Så jeg vil egentlig godt høre, hvilke elementer af forslaget det er, ministeren er uenig i, og som gør, at man ikke kan stemme for det her forslag og ikke engang indkalde til forhandlinger, hvor vi så kan kigge på finansiering. Er det de øremærkede midler til forskning? Er det undersøgelsen af den kønnede ulighed, i lighed med hvad man har gjort i Sverige? Er det efteruddannelse til sundhedspersonalet? Er det, at der oprettes et nationalt videncenter for kvinders sundhed? Altså, hvad er det for nogle elementer, som ministeren er uenig i? Hvis vi så skal tage den polemiske tilgang, kan man sige, at de 2 mio. kr., vi nævnte sidste gang, jo ikke er mange penge, men det var trods alt 2 mio. kr. mere, end hvad regeringen var villig til at afsætte på det tidspunkt.

Ministeren.

Det sidste er jo i hvert fald faktuelt forkert, for der var sådan set afsat og dermed også finansieret væsentlig mere end de 2 mio. kr., som Enhedslisten sidste gang stod og sagde at en handleplan ville koste. Derudover vil jeg sige, at de ting, man lister op, kan du ikke få for 2 mio. kr. Det er jo også en lidt halvuseriøs tilgang sådan at slå ud med armene og sige: Kan vi ikke få alt det her for 2 mio. kr.? Nej, det kan vi ikke. Prøv at høre: Jeg har sådan set en positiv tilgang, ved at jeg står heroppe og siger, at jeg er enig i det, der er forslagets intentioner. Men man kan nu engang ikke bruge penge, der ikke er afsat. Det håber jeg heller ikke man gør fra Enhedslistens side derhjemme, altså siger: Okay, jeg har ikke de her penge, men jeg går ud og bruger dem alligevel. Det her blev ikke rejst af Enhedslisten eller andre partier i øvrigt i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, så hvis vi som led i finansloven skal forhandle om det her, forudsætter det jo, at vi gør det i regi af finanslovsforhandlingerne, på samme måde som når det lykkes os at sætte penge af i forbindelse med forskningsreserven. Det er et resultat af, at det var der flere partier som syntes også var vigtigt at prioritere i den her sammenhæng. Det synes vi er positivt, og vi vil meget gerne drøfte, hvordan vi kan løfte det her område yderligere.

Hr. Peder Hvelplund.

Nu synes jeg, ministeren skulle vælge ikke bare en mere positiv, men også en lidt mere seriøs tilgang. Sidste gang vi drøftede det i Folketingssalen, stillede Enhedslisten et ændringsforslag, som afsatte 2 mio. kr., og som regeringspartierne stemte ned. Så kan man godt sige, at man ville noget andet. Det er bare det, der var fakta; det var, at man stemte det ned. Vi ved da godt, når vi ser på det her, at man ikke kan få det for 2 mio. kr. Jeg vil skyde på, at det her er noget, der koster i omegnen af 0,5 mia. kr. Vi vil bare gerne tilbyde regeringen, at vi sætter os ned, får vedtaget det her og ser på, hvad det er, vi synes er nødvendigt, men så vi netop sikrer, at der afsættes midler både til forskning, men også til behandling og til diagnostik, og så finder vi naturligvis de midler. Det vil Enhedslisten hjertens gerne være med til. Men vi mangler bare den politiske vilje fra regeringen til at sige, at det også er nødvendigt at gøre det.

Ministeren.

I al respekt for Enhedslistens ordfører vil jeg sige, at det jo er en lille smule mærkeligt. Nu står man heroppe i dag og siger, at man stillede et ændringsforslag, hvor man afsatte 2 mio. kr., og i næste sætning erkender man, at man i øvrigt overhovedet ikke kan få det, man sidder og foreslår i Folketingssalen, for 2 mio. kr. Det koster nok 0,5 mia. kr. i stedet. Altså, pengene skal jo findes, før de kan bruges. Vi kommer her i dag med en åben tilgang i forhold til det her. Jeg synes, det er superpositivt, at det her er kommet langt højere op på også den politiske dagsorden. Det er vi meget åbne over for at drøfte videre med Folketingets partier som led i de generelle prioriteringsdrøftelser. Det er derfor, jeg også står og siger, at når det handler om f.eks. et nationalt center for kvinders sundhed, der også kan bidrage til at skabe mere viden på området, så er det da noget af det, der også kan være relevant at se nærmere på.

Så er det fru Rosa Lund.

Tak for det, og tak til ministeren for den åbenbart positive modtagelse. Det er lidt svært at mærke fra min plads her, men lad nu det ligge. Enhedslisten foreslog jo til forskningsforhandlingerne i 2023, at der skulle afsættes 100 mio. kr. til forskning. Det ville resten af Folketingets partier ikke være med til. Så var det vores medlem af Region Hovedstaden, som foreslog, at der skulle nedsættes den her arbejdsgruppe, som ministeren selv står og henviser til. Så det er bare for at sige, gode sundhedsminister: Jeg synes, det er lidt plat, at ministeren kalder Enhedslistens tilgang for useriøs. Vi mener det faktisk ret alvorligt. Tallet 2 mio. kr. er ikke noget, vi har hentet ud af den blå luft. Det er noget, Endometriose Foreningen selv har foreslået.

Ministeren.

Først og fremmest, for så vidt angår det positive, står jeg heroppe og tilkendegiver klart, at jeg synes, at det er rigtig, rigtig godt, at der er kommet et langt større og også meget bredere politisk fokus på det her område. Det er vigtigt, og det er godt. Jeg starter med at tilkendegive klart, at jeg deler beslutningsforslagets intentioner. Det, der er useriøst, er at foreslå udgifter, som langt overstiger de 2 mio. kr., man tidligere har peget på der var behov for at anvise. Undskyld mig, kære Enhedslisten, man kan ikke foreslå at bruge 0,5 mia. kr. og så kun afsætte 2 mio. kr. Det hænger ikke sammen, venner.

Fru Rosa Lund.

Det skal da ikke være det, der skiller os ad, hvis det er sådan, at regeringen kommer og foreslår initiativer for 0,5 mia. kr. til kvindesundhed. Det er jo bare ikke lige det, der er sket, vel, minister? Det, der er sket, er jo, at der er blevet sat penge af til forskning på grund af Enhedslisten. Det var mig selv, der sad i forhandlingerne. Der ville man fra regeringens side ikke være med til at øremærke de penge til netop forskning i kvindesundhed. Det var vi ærgerlige over. Men hvis det, ministeren står på talerstolen her og siger, er, at man vil sætte langt flere penge af til det end 2 mio. kr., skal det da ikke være det, der skiller os ad.

Ministeren.

Først og fremmest er det ikke korrekt, at det kun var Enhedslisten, for hvem det var vigtigt at sætte fokus på det her område i forbindelse med forskningsreserven. Det var der faktisk flere partier her i Folketinget som i fællesskab var enige om. Det er den ene del. Den anden del handler om, at man hverken kan bruge 2 mio. kr. eller 500 mio. kr., hvis pengene ikke også er fundet og blevet anvist, så det dermed er finansieret. Det er jo sådan den almindelige forretningsgang. Man kan ikke bruge penge, der ikke er afsat. Det er derfor, jeg også henviser til, at vi gerne vil være med til at drøfte det her område nærmere som led i de øvrige prioriteringsdrøftelser på sundhedsområdet. Der kommer der også en række forhandlinger i den kommende fremtid på en række områder, og der bliver jo også mulighed for, at man som parti i Folketinget kan være med til at rejse nogle af de her ting. Tak, formand.

Så er det hr. Per Larsen.

Tak for det, og tak til ministeren for ministerens tale. Jeg hører også, at ministeren anerkender, at der rent faktisk er et stort problem, og at der også lægges op til nogle drøftelser, og det vil jeg gerne kvittere for. Det er jo sådan, at der er nogle kvindesygdomme, som har været underprioriteret igennem alt for lang tid. Når man så får fokus på det og der bliver talt om det og skrevet om det, dukker der typisk nogle flere patienter op. Det giver så et pres på systemet. Der er jo faktisk også den her problemstilling omkring lipødem, som nogle kvinder, faktisk ret mange, døjer med. Der er der i øjeblikket åbenbart lukket for tilgang i forhold til både diagnosticering og behandling. Det er der både på Bispebjerg Hospital og på Aarhus Universitetshospital. Så de kvinder render rent faktisk på en lukket dør i øjeblikket. Hvad tænker ministeren om det?

Ministeren.

Først og fremmest vil jeg sige tak til ordføreren for kommentarerne og for spørgsmålene. Så vil jeg gå til ordførerens spørgsmål. Vi er i regeringen åbne for at undersøge mulighederne for nye initiativer på nogle områder. Her snakker vi kvindesygdomme, og det er jo også bredt på en række forskellige områder, at der også er forskellige problemstillinger i forhold til vores sundhedsvæsen. Det er derfor, vi i dag også tilkendegiver, at vi jo gerne vil indgå i drøftelser i forhold til en prioritering af området. Der kan være forskellige initiativer, der kan bringes på banen som led i de almindelige prioriteringsdrøftelser på sundhedsområdet.

Hr. Per Larsen.

Tak for det. Jeg ser i hvert fald frem til, at man kan løse nogle af de der problemer. Vi har faktisk et rigtig godt og solidt sundhedsvæsen, som løser masser af opgaver, og vi har også fri og lige adgang til vores sundhedsvæsen, men når der så opstår sådan nogle problemstillinger, hvor der er en stor gruppe patienter, som render på en lukket dør, så er det jo ganske uhensigtsmæssigt. Jeg kan så forstå, at dem, som er bemidlet tilstrækkeligt, tager til Tyskland og får fjernet noget af alt det fedtvæv for noget, der måske ligner 0,25 mio. kr., hvilket gør, at de så efterfølgende får en meget bedre mobilitet, fordi de ikke er tynget af alt det der ophobede fedt. Der synes jeg jo også, at vi skal prøve at sigte efter at løse den opgave i Danmark.

Ministeren.

Tak for bemærkningerne. Jeg er også enig med spørgeren i, at vi har et godt og solidt sundhedsvæsen i Danmark, på rigtig mange niveauer. Det skal vi vedblive med at have, og vi skal styrke det endnu mere. For selv om der er mange ting, der går godt, er det jo også åbenlyst, at vi har en lang række udfordringer på en lang række områder. Det er jo senest også bagtæppet for den aftale om en stor sundhedsreform, som vi i regeringen har indgået, også med et bredt flertal her i Folketinget, herunder Det Konservative Folkeparti, for at få styrket nogle af de områder, hvor vi også har en række udfordringer i forhold til at levere såvel forskning som udredning og behandling med den kvalitet og det niveau, som vi gerne ser i fællesskab.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ministeren. Så kan vi gå i gang med ordførerrækken. Den første er Socialdemokratiets ordfører, og det er fru Camilla Fabricius. Værsgo.

Tak, hr. formand. Først og fremmest vil jeg gerne takke for den opmærksomhed, som forslagsstillerne her retter mod kvinders sundhed. Det er noget, der fylder enormt meget for mig, og det er noget, som fylder meget for Socialdemokratiet. Som ministeren også siger, er det simpelt hen så vigtigt, at det her er kommet op på den politiske dagsorden og nu bliver taget seriøst af os alle sammen. Det er et vigtigt emne, fordi det berører danskerne på mange forskellige måder, både kvinder direkte, men jo også pårørende, kollegaer eller chefer på arbejdspladser. Det er også en kompleks størrelse, der strækker sig fra forskningsmetoder over sundhed til kvinders oplevelser hos lægen og muligheden for at føde børn, og i sidste ende skal vi så spørge os selv, om vi kan tage kvinders liv og livskvalitet seriøst, og hvilke konsekvenser det faktisk har for samfundet, når vi ikke gør det. Rigtig mange kvinder opdager ikke engang de sygdomme, de går rundt med, fordi vi som samfund ikke anerkender den smerte og det ubehag, de oplever. Vi ved, at kvinder gentagne gange går til lægen uden at få stillet diagnoserne, hvorimod mænd ikke går til lægen, men hvor der omvendt faktisk er behandling. Så det er altså noget, hvor vi skal kigge på hinandens mønstre. Ofte er der kvinder, der har oplevet, at de får at vide, at de skal tage to Panodiler og en kop te. Det er ganske naturligt, bl.a. omkring overgangsalder og andre ting. Som Henriette Svarre Nielsen sagde til en meget kvalificeret konference for nylig, er alt, hvad vi gør i sundhedsvæsenet, i virkeligheden unaturligt. Det er ikke i orden at have store smerter omkring sin menstruation eller at have svært ved at passe sit arbejde, fordi man går ind i menopausen. Det at blive bagatelliseret eller ligegyldiggjort kan vi simpelt hen ikke forsvare at halvdelen af befolkningen skal lide i stilhed over. Selv om man skulle tro, at befolkningens livskvalitet egentlig nok kunne slå sig fast i den politiske bevidsthed, er det her altså en problematik, som vi længe har stået over for. For kvinders sundhed handler ikke bare om folkesundhed og arbejdsmarkedspolitik; det handler også om de store poser penge, som venter på at blive samlet op. Når kvinder oplever ubehag som en grundfølelse, går det i virkeligheden ikke bare ud over fællesskabet; det går også ud over lysten til at gå på arbejde og i virkeligheden det, at man, som vi ser det bl.a. med menopause, går ned i tid og måske endda stopper på arbejdsmarkedet før tid. Det, jeg prøver at sige her, er, at vi ikke kan løse det her med et politisk snuptag, for ansvaret ligger fordelt hos rigtig mange af os. Det kræver både en politisk opmærksomhed, som ministeren også har sagt, men det ligger også i det arbejde, vi gør generelt med kvinders sundhed. Jeg har så brug for at komme tættere på det politisk, men det kræver også en tværfaglighed og tværpolitisk strategi. Vi har brug for at diskutere kvinders sundhed, men vi har også brug for at gøre det i et samarbejde med hinanden. På talerstolen lige før mig var ministeren ekstremt præcis i at sige, at det her er noget, der ligger regeringen på sinde. Jeg synes også, at det ville være godt, hvis vi sammen kunne lande en beretning, hvor vi præciserer, hvad det er, vi gerne vil, sammen. Det er vigtigt for Socialdemokratiet, og det er vigtigt for mig at sige, at det at komme godt i land med kvindesundhed altså er et samspil, der skal være der, både hos os som land, hos erhvervslivet, hos ngo'er og så selvfølgelig også hos beslutningstagere, som vi selv er. Jeg vil sige, at ministeren har været meget præcis i at sige, at det her er et fokus, som vi samlet set er nødt til at have. Det er noget, vi skal have afsat penge til, og det er noget, vi skal tage ansvar for. Det er også noget, som kræver lang opkvalificering på en lang række områder, hvor vi skal have knækket koden til, hvad det er, vi gør omkring kvinders sundhed. Det er ikke et politisk snuptag; det er altså et bredt samarbejde med ngo'er og erhvervsliv og selvfølgelig også med beslutningstagere. Så med ordene her håber jeg, at der måske kunne være et par spørgsmål.

Det er der, og det første er til hr. Peder Hvelplund.

Tak for det, og tak til fru Camilla Fabricius for talen. Jeg hører også, at der er en vis anerkendelse af det her forslag, men jeg kunne bare godt tænke mig at høre, om ordføreren kunne uddybe det lidt. Nu har ordføreren og ordførerens parti selv talt for, at der skal et videncenter på finansloven for 2026. Men hvad er egentlig årsagen til, at man ikke kan bakke op om de andre ting, vi her peger på der også er behov for? For et videncenter i sig selv løser det jo ikke. Jeg er sådan set enig i, at det er et komplekst område, som kræver mange greb, men det er jo netop det, vi kunne sætte os ned omkring et forhandlingsbord og få afklaret: Hvad er det, der er behov for, og hvad er det, vi kan gøre? Det er f.eks. omkring øremærkede midler til forskning, og at vi får sikret, at der også er både diagnosticerings- og behandlingstilbud på de områder, hvor vi kan se, at der er et efterslæb. Altså, hvad er det, der gør, at ordføreren ikke mener, at det ville være den rigtige vej at gå?

Ordføreren.

Som jeg også synes ministeren gjorde klart, handler det jo om, at vi er nødt til at pege på den økonomi og den finansiering, der skal til for det. Det, vi har peget på, også i den alliance omkring kvinders sundhed, jeg selv har været med til at stifte, er jo, at noget af det, der kan være en del af løsningen, er et nationalt center for kvinders sundhed. Det, vi har brug for, er at lave et samlet greb. Vi er også nødt til at få peget på de samarbejdspartnere, vi har. Da jeg startede med at beskæftige mig med det her og kom ud at snakke med endometriosekirurgerne ude på Skejby Sygehus, spurgte jeg Axel Forman, som var daværende professor og kirurg, hvad det er, der skal til, for at vi kommer til at vide noget mere om den skjulte kvindesygdom. Så sagde han, at det er at tale om det. Tal om det. Det har jeg gjort lige siden, og jeg vil sige, at der endelig har været opbakning til det. Det, vi skal gøre, ordfører, er jo, at vi skal lave en beretning, og så skal vi samlet set finde ud af, hvordan det er, vi gør det. Men vi er simpelt hen nødt til at få afsat ressourcerne, og dem har ordførerens parti ikke peget på med det her forslag.

Hr. Peder Hvelplund.

Nu siger ordføreren, at vi skal tale om det, men det er jo ikke nok at tale om det. Det, der er afgørende – og det er jo netop det, vi har kunnet se i Storbritannien – er, at hvis man nøjes med at tale om det, men ikke sikrer, at der er diagnosticerings- og behandlingstilbud, så betyder det en ventetid på op til 9 år for at kunne komme i diagnosticering i forbindelse med f.eks. endometriose. Jeg læste det jo med stor interesse, da ordføreren selv blev citeret i en artikel i Berlingske, hvor ordføreren siger: »Vi har ikke et specifikt mål for hvor mange midler, der skal afsættes, men jeg synes, at midlerne bør stå mål med de udfordringer, der er«. Derfor undrer det mig lidt, at ordføreren nu siger, at nu skal vi først pege på finansieringen. Er det afgørende ikke at finde ud af, hvor meget vi har behov for? Og så har vi også selv skrevet i vores beslutningsforslag, at vi er helt klar på at se på, hvor vi finder midlerne til det. Men vi bør starte med at se, hvor mange midler der er brug for.

Ordføreren.

Jeg har jo stor respekt for ordføreren. Vi har i sidste periode sammen lavet en aftale omkring fødselsområdet, hvor det faktisk kan have en effekt for kvinders sundhed efterfølgende, og jeg synes, det bliver en lille smule polemisk, må jeg indrømme. Det her kommer til at gribe ind i så mange forskellige steder, hvor vi er nødt til at stå sammen. Der er f.eks. den aftale, vi lavede på fødselsområdet, hvor jeg i hvert fald var bannerfører for, at vi skulle sikre, at jordemødrene faktisk havde den kvalitet at have tid nok til, at man kunne føde ordentligt, så man ikke sprak, og så man kunne sys ordentligt bagefter. Det har direkte betydning for den inkontinens, som ældre kvinder oplever i slutningen af deres liv. Det er ikke noget, der koster penge andet end dem, vi har afsat, at sørge for at overholde det, vi allerede har gjort. Der er så mange steder, hvor vi kan gøre det her, ordfører.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren, og vi går videre til Venstres ordfører, og det er hr. Christoffer Aagaard Melson. Værsgo.

Tak for ordet. Forskning i og behandling af sygdomme, der primært eller kun rammer kvinders sundhed, har i mange år været underprioriteret. Det er der heldigvis i den her regeringsperiode blevet lavet om på og også kommet større fokus på, og der skal også gøres endnu mere, end der allerede er gjort. For når nogle sygdomme kun rammer det ene køn, skal vi selvfølgelig også tage hensyn til kønsforskellen, hvis alle skal mødes med lige muligheder, når det kommer til sundhed. I 2024 og 2025 blev der afsat henholdsvis 210 og 231 mio. kr. til klinisk forskning bl.a. med fokus på kvindesygdom og kønnet ulighed i sundhed. Der er også sikret midler til oplysninger om endometriose i den her regeringsperiode. Når det er sagt, vil vi også gerne gøre mere, for jo mere vi ved, jo mere finder vi også ud af, at der er ting, som skal gøres bedre i forhold til både oplysning, behandling og forskning. Som tidligere nævnt vil vi f.eks. rigtig gerne diskutere muligheden for at etablere et nationalt center for forskning i kvindesygdomme, der kan bidrage til at skabe mere viden om kvinders sundhed og få udbredt de bedste behandlingsformer. Vi mener også, vi skal kigge på, hvordan vi kan styrke forskningen i kvindesygdomme endnu mere og måske målrette midlerne endnu bedre, end det er lykkedes for os indtil videre. Det mener vi faktisk at der er rig mulighed for at diskutere i de kommende forhandlinger – forhandlinger, hvor vi rent faktisk har mulighed for at få afsat den nødvendige finansiering, så man ikke stiller en masse ting i udsigt, f.eks. i forbindelse med en handleplan, som det viser sig at der ikke er opbakning til at finde den rette finansiering til. Så det bliver vores tilgang til det i den kommende tid. Men vi deler egentlig langt hen ad vejen intentionen i, hvad Enhedslisten sætter på dagsordenen i dag, og derfor håber jeg også, at vi kan lande en eller anden form for fælles beretning her i Folketinget om, at det her er et område, vi gerne vil. Så håber jeg, der bliver spillet konstruktivt ind i de kommende forhandlinger, for mit indtryk er jo her fra talerstolen, at det heldigvis er et område, som der er bred vilje til at kigge på i Folketinget. Så kan vi jo have lidt forskellig tilgang til, hvordan man skal bidrage med finansiering, når man gerne vil gøre noget, og i hvilke forhandlingsfora det er bedst at tage de her ting op. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Hr. Peder Hvelplund.

Men det er jo lige præcis det, vi foreslår: at der bliver indkaldt til forhandlinger. Vi lister en række ting op, som vi mener er noget, der burde være en naturlig del af det – både øremærkede midler til forskning og et videncenter, som jeg kan høre regeringspartierne er enige i, men også at vi sikrer, at der kommer både relevant efter- og videreuddannelse til sundhedsfagligt personale, og ikke mindst at vi også afsætter ressourcer til både diagnosticering og behandling. For det her handler jo ikke kun om ord og om viden; det handler jo også om konkret handling. Derfor foreslår vi, at regeringen bare inviterer til forhandlinger, så vi kan komme i gang. Så må vi jo diskutere og se, hvor det er, vi finder finansiering henne. Vi har selv peget på noget, og vi siger sådan set også, at vi er helt åbne over for at se på andre finansieringskilder, men det ville da være en skandale, hvis det er sådan, at vi er enige om, der er en problemstilling her, og vi så ikke engang kan finde ud af og sætte os ned omkring et bord og prøve at finde ud af, hvad det så er, vi kan gøre for at løse den her problemstilling. Så er ordføreren ikke enig i, at forudsætningen for at få løst det her, er, at vi sætter os ned omkring et forhandlingsbord og får set på, hvilke initiativer det er nødvendigt at tage?

Ordføreren.

Som sagt har vi jo nogle ting, som vi allerede synes er nødvendige, f.eks. det her i forhold til at styrke forskningen og i forhold til at udbrede viden. Der er nogle fora – f.eks. for forhandling om forskningsreserven i forbindelse med forhandlingen om finansloven – hvor vi gerne vil diskutere de her ting. Det synes vi godt at vi kan gøre, uden at der skal indkaldes til nogle yderligere forhandlinger om det. Vi synes, vi har nogle bud på, hvad vi synes der skal gøres, vi har også nogle fora for nogle forhandlinger, som er forestående, hvor vi mener det relevant at tage de ting op, også fordi vi gerne vil have en tæt dialog f.eks. med de af vores kollegaer, som er forskningsordførere, og som jo sidder dybt inde i de her forhandlinger f.eks. om forskningsreserven. Jeg synes, det er relevant, at de også bliver inddraget i de her snakke, i forbindelse med at de skal diskutere forskningsreserven.

Hr. Peder Hvelplund.

Midler til forskning er rigtig godt. Et videncenter for kvinder er rigtig godt. Men hvordan vil ordføreren sikre, at vi undgår at havne i præcis den situation, som man står i Storbritannien, hvor man netop har sikret større viden på området, hvilket har betydet et langt større behandlingspres både i forhold til diagnosticering, men også efterfølgende behandling, og som har gjort, at ventelisterne er eksploderet? Det løser vi jo ikke ved at få mere viden eller få flere videncentre. Det løser vi alene ved, at vi også er villige til at investere i diagnosticering og behandlingskapacitet. Er ordføreren ikke enig i, at den del er fuldstændig afgørende for at kunne løse den her problemstilling?

Ordføreren.

Jo, og derfor er der også hele tiden en tæt dialog med regionerne, i forhold til hvordan man sikrer, at der er den nødvendige behandlingskapacitet, i takt med at vi heldigvis får skabt mere viden om de forskellige kvindesygdomme og mulighederne for at få dem behandlet i langt højere grad, end man har gjort historisk. Så det synes jeg vi har fokus på. Så vil jeg bare sige, at jeg jo synes, at vores tilgang i den her periode har vist sig at være bedre end den tilgang, Enhedslisten tilsyneladende havde, da de var støtteparti til den forrige regering, for der er rent faktisk sket noget i den her periode, efter vi er blevet en del af regeringen. Der er sat penge af til forskning og oplysning i modsætning til i den forrige regeringsperiode. Derfor synes jeg jo egentlig, at historikken viser, at vores tilgang, hvor vi prøver at diskutere de her ting i nogle fora, hvor vi rent faktisk har mulighed for at sætte noget finansiering af, har været ganske fornuftig, og den vil vi gerne holde fast i.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til Danmarksdemokraternes ordfører, og det er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl. Værsgo.

Tak for det, formand. Forslagsstillerne foreslår, at der indkaldes til forhandlinger om en national handleplan for kvinders sundhed inden udgangen af 2025. Forslagsstillerne peger på den manglende viden om kvinders helbred, ligesom de fremhæver, at behandlinger, der er standardbehandlinger i sundhedsvæsenet, som påvirker mænd, ikke altid har den samme effekt på kvinder. Samtidig kan jeg jo ikke lade være med at tænke på, at det jo ikke er, fordi vi mænd er totalt i mål. Det kan godt være, at vi er bedre kortlagt end kvinderne, men vi lever stadig kortere, og vi har noget sværere ved at finde vej til lægen. Så kan det godt være, at kvinderne går der for ofte og vi andre kommer der for sjældent, men det er i hvert fald noget, der overordnet set handler om begge køn. Danmarksdemokraterne deler forslagsstillernes opfattelse af, at der skal være en ensartet kvalitet i behandlingen af alle danske borgere, uanset deres køn. Ligeledes deler vi opfattelsen af, at der er et efterslæb i forhold til viden om kvindekroppen. Derfor har vi f.eks. ad flere omgange været med til at afsætte midler til forskning i kvindesygdomme i aftalen om forskningsreserven, ligesom vi med vores sidste finanslovsforslag har endometriose på som en prioriteret sag. Danmarksdemokraterne er med i aftalen om sundhedsreformen, som vi har fokus på kommer til at løfte kvaliteten for alle borgere uanset køn, og i den forbindelse er det selvfølgelig fornuftigt, at der kan indkaldes til forhandlinger om en handleplan, der kan bidrage med et ben til implementeringen af sundhedsreformen. Det kunne være et naturligt element i sundhedsvæsenet at sikre den rigtige behandling til den rigtige patient. Nu hører jeg jo så både ministeren og ordførerne fra regeringspartierne opfordre til at lave en beretning over det her, og jeg tror, at jeg vil opfordre forslagsstillerne til at udfordre regeringen med, at lad os da gøre det. Jeg synes, det kunne være glimrende at lave en beretning, der egentlig får sat nogle rammer op for, hvordan vi kommer videre i den her diskussion. Ellers strander det på en diskussion af, at der i Enhedslistens forslag står nogle formuleringer om finansieringen, som jeg også tænker at vi er uenige i. For vi ønsker jo sådan set ikke, at vi skal tage det her af råderummet. Men når alle er enige om, at det her er noget, vi bør tale videre om, at det er noget, vi bør se seriøst på, og vi faktisk også på mange områder er i gang, så ville jeg tænke, at en beretning var den oplagte måde at gå videre på. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en række korte bemærkninger, og den første er til hr. Peder Hvelplund.

Tak for det, og tak til ordføreren for anerkendelsen af problemstillingen. Jeg vil sige, at noget af det, vi peger på i vores beslutningsforslag, jo netop også er, at man skal gøre ligesom i Sverige, hvor de har lavet en undersøgelse af, hvordan den kønnede ulighed slår igennem i sundhedsvæsenet. Det handler jo netop om den kønnede ulighed, altså hvordan man gør det i forhold til både kvinder og mænd, for det er forskellige problemstillinger. Det er det, der er baggrunden for det konkrete beslutningsforslag her, hvor vi tager fat i den ene del af problematikken, men det betyder jo ikke, at vi ikke også har fokus på den anden del. Men jeg vil egentlig også bare kvittere for ordførerens bemærkning om en fælles beretningstekst. Jeg vil meget gerne se et udkast til en beretningstekst og se, hvor langt regeringen er villig til at strække sig i forhold til det her. Jeg mener bare, at det helt afgørende jo er, at vi sikrer, at vi med den her debat også får sendt et meget klart signal om, at vi også er villige til at lave konkret handling. Der her handler ikke kun om at tale om et problem og få mere viden om det. Det handler også om at reagere på det, og det kræver altså også, at der skal afsættes nogle midler til det. Finansieringen er vi helt åbne over for at se på. Det skriver vi også i vores beslutningsforslag. Men det afgørende er, at der bliver taget en grundlæggende beslutning om, at det her vil vi sikre at der også afsættes konkrete midler til.

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig; selvfølgelig koster ting penge. Det er også derfor, at vi har haft det med, både i forhold til at få afsat midler til forskningsreserven og i forhold til vores forslag i forbindelse med finanslov. Så selvfølgelig koster ting penge. Det, der bare kunne være interessant, var måske at få et overblik først og finde ud af, hvad det så er for nogle ting, der skal til, hvad det i givet fald vil koste, og hvad der i givet fald skal sættes af, sådan at det ikke bare bliver en tom diskussion, men faktisk bliver en fremadrettet diskussion med noget indhold i.

Hr. Peder Hvelplund.

Det afgørende er jo bare, at den politiske vilje så også er der til at afsætte de midler. For det er jo ligesom det, vi har manglet at se indtil nu, hvor det eneste, jeg har set regeringen pege på, har været videncentre. Det synes jeg er fint. Vi har selv rejst forslaget om midler til forskningsreserven. Det fik vi så flertal for her sidste gang. Så jeg er slet ikke afvisende over for at gå den vej. Det afgørende er bare, at vi også bliver nødt til at sikre, at vi får en samlet plan med finansiering, for ellers kommer vi til at stå i den situation, som vi har oplevet andre steder, og som betyder, at hvis ikke vi udbygger kapaciteten samtidig, fører det bare til eksploderende ventelister og til, at folk nu får viden om en problemstilling, men hverken får diagnose eller behandling.

Ordføreren.

I Danmarksdemokraterne er vi jo sådan set med på at afsætte midler. Det har vi sådan set også vist, både i forhold til forskningsreserven og i forhold til finansloven. Så der er ikke noget problem dér. Det er egentlig mere en opfordring til, at Enhedslisten skulle udfordre regeringen, altså i forhold til om man faktisk mener, at det her er noget, vi skal tage alvorligt, og noget, vi skal arbejde videre med.

Så er det fru Camilla Fabricius.

Tak for det. Så kan jeg jo tage ordet derfra. Jeg vil først og fremmest takke ordføreren for at gå så aktivt ind i arbejdet omkring kvinders sundhed og på sundhedsområdet i det hele taget. I forhold til at sikre, at kvinder får en ordentlig behandling og en ordentlig forståelse, har vi brug for at have et bredt sigte. Derfor vil jeg gerne høre ordføreren om, om han også tænker, at det med kvinders sundhed kan have betydning for, hvordan erhvervslivet imødekommer det. Man kan f.eks. se, at kvindelige sosu-assistenter og sosu-hjælpere har en udfordring, når de f.eks. kommer i overgangsalderen. Vi kan se, at deres tilslutning til arbejdsmarkedet ikke er helt så god som mændenes. Kan ordføreren bekræfte det?

Ordføreren.

Jeg tror helt klart, at noget af det, det her også handler om – det var ordføreren faktisk også inde på i sin ordførertale – er at få italesat udfordringerne og også få det italesat på en måde, så arbejdsgiverne er klar over, hvad det egentlig er, det handler om. Jeg vil sige, at jeg for nylig deltog i mødet i Alliance for kvinders sundhed, hvor der ikke var overbefolket af mænd, vil jeg sige, men det var en interessant oplevelse, fordi man netop hører om de oplevelser, som kvinder har ude på arbejdsmarkedet, og de udfordringer, der ligger der. Jeg tror i høj grad, at en italesættelse kan være med til at gøre det nemmere at håndtere det, samtidig med at vi selvfølgelig også skal se på, hvad der er af medicinske udfordringer, og hvad der er af sygdomsmæssige udfordringer i det hele taget.

Fru Camilla Fabricius.

Tak for det. Ordføreren er også kendt for at have et stærkt blik på hele Danmark, og det er jo i den grad noget, som Socialdemokratiet og Danmarksdemokraterne har som et særligt fokus. Noget af det, vi kan se, når man ser på kvinder i hele landet, også i oplandet, er, at det er sværere at komme i kontakt med en praktiserende læge. Ser ordføreren også den udfordring?

Ordføreren.

Det er jo en grundlæggende udfordring. Og det er jo egentlig kernen i hele sundhedsreformen, nemlig at løse de her udfordringer over hele landet til glæde for både mænd og kvinder, der har brug for at komme til både praktiserende læger og speciallæger, som der jo er for få af udeomkring i landet. Derfor har vi en klar opgave med at løse det og skabe en bedre dækning.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til SF's ordfører, og det er fru Kirsten Normann Andersen. Værsgo.

Mange tak for det. Tak endnu en gang til Enhedslisten for at fremsætte et forslag, denne gang om en national handleplan for kvinders sundhed. Det er et vigtigt emne, som Enhedslisten skriver i forslaget, og så er det også et emne, der optager mange, både kvinder og partier i Folketinget. Det er dejligt. I SF havde vi selv for nylig en høring, hvor kvinder bidrog med eksempler på kvinders sundhed eller mangel på samme, skulle jeg måske sige, som ikke i tilstrækkelig grad håndteres i sundhedsvæsenet eller andre steder i samfundet. Der var eksempelvis kvinden, som havde delte mavemuskler efter kejsersnit, eller kvinden, som havde men efter bristninger ved en fødsel. Der var også kvinden, som ikke blev udredt for endometriose i tide, hvilket angiveligt var årsagen til, at hun havde svært ved at få børn. Men høringen gav også et indblik i, hvordan forskning alt for ofte undlader at medtage effekt på kvinder, lige fra hvordan sikkerhedsseler afprøves på mænd, til hvordan hjertemassage udføres på dukker uden bryster. Begge dele er forhold, der gør kvinder mere sårbare i sikkerhedsfaglige situationer. Men der er også eksempler på, at medicin oftere afprøves på mænd, selv om effekten kan vise sig at være meget anderledes på kvinder. Overgangsalder er et kapitel for sig selv, for de hormonelle ændringer, der følger med i den periode, påvirker os forskelligt, og der er derfor også fortsat brug for mere viden om, hvordan kvinders til tider ofte alvorlige gener kan afhjælpes i den forholdsvis lange periode af vores liv. Det er sigende for kvinders erfaringer med sundhedssektoren, at de alt for ofte får besked om, at sådan er det at være kvinde, og at sådan er det at blive mor. Det er altså virkelig svært at finde et tilsvarende eksempel på, at mænd må slå sig til tåls med et svar om, at sådan er det at være far, eller at sådan er det at være mand. Derfor er der også rigtig god grund til, at vi tager kvinders sundhed alvorligt i situationer, der vitterlig har noget med sundhed at gøre. Det er vigtigt for SF, at indsatser ikke kun er ord. Faktisk er vi meget mere optaget af konkrete handlinger, som kan hjælpe på alt fra bristninger og delte mavemuskler til medicinsk udvikling. Jeg synes derfor, at der for det første er plads til at drøfte prioriteringer i Enhedslistens forslag. Derudover er der jo altså for det andet også et behov for økonomi til konkrete indsatser. Det er ikke et gratis forslag, som Enhedslisten foreslår i dag. Derfor håber jeg i virkeligheden også på, at vi i udvalget kan lande en beretning, som definerer et løfte og en plan for det. Det håber jeg at Enhedslisten vil bidrage til. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en række korte bemærkninger, og den første er til fru Camilla Fabricius.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Det er virkelig en erfaren kvinde, der holder talen her. Noget af det, jeg gerne vil spørge om, handler om, at ordføreren har stor erfaring med at se, hvad særlig kvinder i slutningen af arbejdslivet tumler med. Det kan være overgangsalder, det kan være nedslidning eller andet. Noget af det, man er blevet bekendt med, er f.eks. det, at kvinder ofte får fysiske problemer med deres hofter. Kan ordføreren sige lidt mere om, hvordan hun tænker vi samlet set kan blive bedre til at lave initiativer, hvor vi bliver klogere på kvinders sundhed?

Ordføreren.

Først og fremmest må vi erkende, at det er sådan, kroppen nu engang udvikler sig, og det gælder også, hvordan kvindens krop udvikler sig. Men det drejer sig måske også om at se ind i arbejdsmarkedet, altså at der kan være andre måder at tilrettelægge arbejdet på, der ville give mening. F.eks. er en gammel sygehjælper som mig jo vældig erfaren, og derfor kan jeg også bidrage med masser af viden til elever, som måske kunne have glæde af at have mig som praktikvejleder i en situation. På den måde kunne jeg aflaste mig selv fysisk, fordi vi ville kunne hjælpes ad og være to om indsatserne. Der er forskellige greb, man kunne tage og gribe til. Jeg er selv frustreret over, at så mange kvinder for tidligt bliver nødt til at forlade arbejdsmarkedet, fordi man ikke finder ud af at indrette det på en ordentlig måde.

Fru Camilla Fabricius.

Det synes jeg simpelt hen er så skarpt og præcist sagt, og det vidner jo om, at der er så mange forskellige steder, vi er nødt til at slå ring om i forhold til kvinders sundhed. Jeg vil også bare takke ordførerens kollega fru Lisbeth Bech Poulsen for at være så klar til at melde sig ind, også på en politisk dagsorden. Så jeg skal bare klappe i mine hænder og sige tak til ordføreren.

Ordføreren.

Tak, og jeg sender roserne tilbage til både fru Camilla Fabricius, men også til vores egen ordfører fru Lisbeth Bech-Nielsen, som hun hedder nu. Det er noget skidt med alle de der giftermål og nye børn og alt muligt andet, og det er ikke til at hitte rede i. Men jeg sender rosen det rigtige sted hen.

Det var godt. Så er det hr. Peder Hvelplund.

Tak for det. Der kan man sige, at i forhold til navnet er ordføreren jo også konsistent. Det er stadig væk fru Kirsten Normann Andersen. Tak for talen. Som sagt er vi i Enhedslisten sådan set også åbne over for at se på en beretningstekst. Jeg synes bare, at det, der er fuldstændig afgørende, er, at vi også bliver nødt til at lægge en forpligtigelse ind til også at sikre behandlingsmuligheder. Det, vi oplever i England f.eks. – jeg har nævnt det tidligere – er, at der er kvinder, som kan have en bekymring for, om de har endometriose, eller som kan have behov for en operation imod underlivsprolaps. Der står aktuelt, tror jeg, 630.000 kvinder på venteliste til diagnosticering. Derfor vil jeg bare høre ordføreren, om ordføreren ikke er enig i, at hvis vi skal løse den her problemstilling, bliver vi også nødt til at afsætte finansiering til konkrete behandlingsmuligheder og diagnosticering, for ellers risikerer vi bare at stå i en situation, hvor vi næsten gør problemstillingen værre, fordi der bliver et øget fokus på det, uden at vi reelt viser behandlingsmuligheder.

Ordføreren.

Jeg er enig i, at det er fuldstændig uacceptabelt, at der kan være så lange ventelister til at blive udredt og blive behandlet. Jeg er også frustreret over, at kvinder så ofte risikerer ikke at blive taget alvorligt i situationen. Jeg tror bare også, at det er let at stå her og sige skal, hvis man ikke kan. Så der er jo også nogle andre ting, der skal rummes forinden, tænker jeg. Altså, Enhedslisten har selv skrevet ind her, at der er brug for relevant uddannelse og efteruddannelse af sundhedsfagligt personale, og der kommer man jo til at diskutere, hvad der kommer først – hønen eller ægget. For hvis ikke vi har fagligt personale, der har fokus på det her, kan vi heller ikke løse problemet med lange ventelister. Så der er brug for en prioritering af indsatserne og selvfølgelig også brug for, at vi har en snak om, hvad finansieringen så er i forhold til de indsatser, som vi gerne vil sætte i gang. Der er rigtig meget, vi gerne vil på sundhedsområdet.

Hr. Peder Hvelplund.

Men det er jo sådan set præcis derfor, vi foreslår, at der indkaldes til forhandlinger – så vi kan få lavet en national handleplan, netop for at sikre, at vi får indtænkt alle elementer. Jeg må indrømme, at jeg har lidt svært ved at forstå modstanden imod, at man vedtager, at der skal indkaldes til forhandlinger, for det vil jo netop sikre, at man både kunne få lavet prioriteringen i forhold til indsatserne, og at man også kunne finde den tilstrækkelige finansiering, altså finde ud af, hvad det her vil komme til at koste. Men som sagt er jeg åben over for at se på en beretningstekst. Jeg kan bare godt være bekymret for, om det bare bliver endnu en hensigtserklæring i rækken af alle dem, der er fremsat i forvejen. For jeg synes, at det, der er brug for nu, er handling.

Ordføreren.

I SF har vi også brug for, at der bliver sat handling bag en række initiativer. Derfor nævner jeg prioritering igen, for det er jo spørgsmålet her. Altså, hvis man tager fat i alle de vigtige indsatser, bare dem, som Enhedslisten selv har nævnt her, så er det jo en stor regning, der bliver udskrevet, kan man sige. Noget af det kunne man måske synes var vigtigere end noget andet, og det kræver jo uanset hvad en drøftelse i partierne, men også en økonomisk prioritering.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Og vi kan gå til Liberal Alliances ordfører, fru Louise Brown. Værsgo.

Tak. Der er ikke nogen tvivl om, at der findes sygdomme, som alt for længe har været overset. Vi har jo selv i Liberal Alliance været bannerførere for at sætte endometriose langt højere op på dagsordenen, og det gør vi stadig med stolthed. Ingen, uanset køn, skal gå rundt i årevis med smerter uden at få en ordentlig diagnose og behandling. Men det er også vigtigt for os at holde tungen lige i munden her, for vi skal også passe på ikke at gøre sundhedspolitik til en kamp mellem køn. Sundhed skal handle om patienterne og sygdommene, ikke om kønspolitik. Der er en god grund til, at biologiundervisningen lærer os, at mænd og kvinder kan blive syge på forskellige måder. Det er jo ikke nyt, men det er heller ikke nødvendigvis et politisk projekt. Det er et fagligt vilkår, som sundhedsvæsenet allerede håndterer, og det har vi også tillid til at de bliver ved med at håndtere. Når jeg ser på forslag som det her, bliver jeg en anelse bekymret for, at det hurtigt kan blive til en plan om alt muligt – undervisning, seksualundervisning, nationale videnscentre, handleplaner og politiske visioner – men hvad med de patienter, som lige nu og her har brug for en bedre behandling for deres sygdom? Jeg kunne godt frygte, at vi med sådan en bred plan her kommer til at skyde med spredehagl og i værste fald kommer til at ramme forbi. Og det er jo ikke godt, når det handler om menneskers helbred. Så ja, der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at vi altid vil være med, når der skal kæmpes for bedre udredning og behandling af underbelyste sygdomme – det er vores princip – men vi er skeptiske over for at binde det op på en decideret national handleplan, hvor det pludselig bliver kønnet i sig selv, der er omdrejningspunktet, frem for sygdommene. Og af den grund kan vi ikke støtte forslaget, som det ligger her, men vi er meget gerne med i en fælles beretning, hvis vi kan lande en, hvor vi har det samme mål alle sammen. Tak.

Mange tak for det. Der er en række korte bemærkninger, og den første er til fru Camilla Fabricius.

Jeg er faktisk lidt overrasket over ordførerens tale, for jeg synes, den er lidt selvmodsigende. På den ene side siger man, at man skal rette indsatsen mod det sted, hvor hjælpen er, men på den anden side vil man ikke være med til at rette indsatsen mod det sted, hvor problemet er. Vi ved, at hvis en mandlig praktiserende læge har to døtre, diagnosticerer han kvindelige patienter lige så godt, som hvis det havde været en kvindelig læge. Vi ved, at McKinsey har peget på, at hvis vi investerer bare 1 kr. i kvinders sundhed, kommer der 3 kr. igen. Vi har Dansk Erhverv og Dansk Industri, som peger på, at der skal være en helhedsorienteret indsats for at sikre bedre sundhed for kvinder, fordi det giver bedre arbejdsvilkår, det giver medarbejdere, der trives, som jeg også talte med SF's ordfører om, og fordi der er massive erhvervsinvesteringer. Hvad er det, der gør, at LA ikke vil være med til at lave gode indsatser?

Ordføreren.

Tak, og tak for spørgsmålet. For os er det bare vigtigt, at vi fokuserer på selve sygdommene, frem for at det lige er en kvinde eller en mand, der har sygdommen. Når det f.eks. kommer til endometriose, er der tydeligvis mangel på forskning og på behandlingsmuligheder, og det synes vi er et kæmpestort problem, og vi mener, at vi hellere skal sætte ind på det område specifikt. Frem for at vi kommer til at brede tingene alt for bredt ud og fokusere på alt for meget på en gang, skal det handle om den enkeltes sygdom, og for os er det endometriose, som ligger først for.

Fru Camilla Fabricius.

Tusind tak for det. Noget af det, som en højtestimeret, velrenommeret og publiceret professor her i Danmark peger på, er, at grunden til, at vi mangler viden, bl.a. på endometriose, er, at det er kvinders kroppe med de hormoner, der er. Det synes jeg ikke ordføreren forholder sig til.

Ordføreren.

Vi skal jo forske i det, der er udfordringerne, og lige nu handler det så om endometriose. Hvis f.eks. et ægtepar skal i fertilitetsbehandling, er det første, man gør, at sætte kvinden i en eller anden form for hormonel behandling for at få hendes æg til at kunne fange sædcellen bedre, fordi man ikke ved, hvad det er, der er udfordringen med mænd. Så det første, man tyr til, er at behandle kvinden. Så hvorfor forsker vi ikke i, hvad det er, der er udfordringen hos manden her?

Hr. Peder Hvelplund.

Jeg bliver jo, når ordføreren nu anerkender, at endometriose er en sygdom, der er underbelyst, simpelt hen nødt til at spørge ordføreren, hvorfor det mon er det. Hvorfor mon det er sådan, at efterfødselsskader er underbelyst? Hvorfor er det sådan, at problemer i forbindelse med overgangsalderen er underbelyst? Hvorfor er det sådan, at fertilitetsproblemer ofte også er underbelyst? Det er det jo, fordi det er kvindesygdomme. Hvorfor er det sådan, at der er en overdødelighed af kvinder, som bliver ramt af blodprop i hjertet? Ja, det er, fordi der er et andet symptombillede, end der er hos mænd, og også dér er der jo tale om en kønnet ulighed, og det er også derfor, jeg har lidt svært ved at forstå, at ordføreren på den ene side anerkender, at endometriose er underbelyst, men at man ikke kan anerkende, at det sådan set er med baggrund i en kønnet ulighed, og at vi derfor også lige præcis i forhold til kvinders sundhed har brug for at få en national handleplan. Så jeg er helt enig i, at den kønnede ulighed er noget, vi generelt skal se på, men der er også nogle specifikke problemstillinger her, som skal løses.

Ordføreren.

Tak. Jeg anerkender fuldt ud, for det er jo evident, at der igennem tiden er blevet forsket i mænd og ikke i kvinder. Når man har afprøvet medicinale produkter, er det foregået på mænd. I dag er det bare anderledes, for i dag er vi blevet klogere, og heldigvis for det, men det har jo efterladt et efterslæb, hvilket f.eks. resulterer i, at vi ikke ved nok om endometriose. Igen vil jeg i forhold til fertilitetsproblemerne også sige, at vi mangler viden, når det handler om mænds dårlige sædkvalitet; vi ved ikke, hvad det handler om. Så det er jo ikke kun et kvindeproblem, og når ordføreren taler om overgangsalderen, vil jeg også bare sige, at overgangsalderen ikke er en sygdom; det er en del af det, der sker i kvindens udvikling, når hun bliver ældre. Så det er altså ikke en sygdom, og derfor synes jeg måske heller ikke, det hører med i den her snak, når vi taler om andre sygdomme. Det er selvfølgelig klart, at der har været en tendens til, at der ikke er blevet forsket i forhold til kvinder, men det er jo noget, vi nu er opmærksomme på, og jeg håber virkelig også, at vi vil være det i fremtiden. Men lad os fokusere på de enkelte sygdomme, og hvad der er udfordringen med sygdommene og den forskning, der mangler, frem for at gøre det til et spørgsmål om forskelle mellem kvinder og mænd.

Så er det hr. Peder Hvelplund.

Jeg tror, at jeg lader den der med, om ordføreren anerkender, at der er en problemstilling, i forhold til at kvindesygdomme er underbelyst, ligge. Men lad mig så bare tage fat i et andet element, og nu nævner ordføreren selv spørgsmålet om endometriose. Opfatter ordføreren det ikke som et problem, at der her ikke er flere behandlingstilbud, men at der faktisk er kvinder, som skal gå og vente i 5, 7, 9 år for at blive diagnosticeret og efterfølgende også kunne få en behandling for det? Og vil ordføreren ikke også anerkende, at det, hvis det er en problemstilling, jo så også er noget af det, man vil kunne løse ved at lave en samlet national handleplan, ikke kun i forhold til endometriose, men også de problemstillinger, der er i forhold til kvindesygdomme?

Ordføreren.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi i Liberal Alliance og jeg selv også anerkender, at endometriose er et stort problem, og at der mangler forskning, og at vi derfor skal vi blive bedre. Vi er selv kommet med forslag til, at vi skal lave en national handlingsplan på det her område. For det er megavigtigt, og ja, der mangler forskning og i øvrigt også behandlingsmuligheder. Så vi er hundrede procent enige om, at der skal gøres noget dér, men lad os fokusere på én ting ad gangen. Min frygt kunne godt gøre, at vi, hvis vi laver noget, der bliver så stort og nationalt, kommer til at smøre midlerne alt for tyndt ud, og at vi ikke får den investering, der skal til. For der mangler virkelig penge, når vi taler om endometriose, og vi skal bruge midlerne fornuftigt.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til Moderaternes ordfører, og det er fru Rosa Eriksen. Værsgo.

Tak for ordet. I Danmark har vi et stærkt og fagligt dygtigt sundhedsvæsen, som passer på os, når vi bliver syge og har brug for hjælp, fantastiske læger, sygeplejersker og andre sundhedspersoner, der hver dag yder en uvurderlig indsats, for at vi kan blive raske. I Moderaterne ønsker vi vedvarende at optimere sundhedsvæsenet, så det fortsat kan levere den kvalitet, det er kendt for. For der skal være kvalitet i behandlingerne, uanset om du er kvinde eller mand, barn, voksen eller gammel. Når vi derfor ved, at der er områder, hvor ulighed i sundhed baserer sig på ens køn, så skal vi selvfølgelig handle. Vi bakker derfor også op om intentionerne i Enhedslistens forslag. Vi ønsker at styrke området for kvinders sundhed, men vi mener ikke, at der er behov for at lave en decideret handlingsplan på området. Regeringen og flere af Folketingets partier har allerede iværksat initiativer, der skal mindske ulighed i sundhed, initiativer, der sætter forskning og evidens forrest, og det er fornuftig politik. I 2024 er der afsat 210 mio. kr. på forskningsreserven til klinisk forskning, som bl.a. skal gå til ulighed i kvinder og mænds sundhed. I 2025 er beløbet 231,5 mio. kr. og denne gang med fokus på kvindesygdomme. I det politiske landskab er der øget fokus på kvinders sundhed, og det bakker vi i Moderaterne fuldt ud op om. Men vi mener, at vi bedst bevæger området og finansieringen frem, når vi drøfter prioriteringerne på sundhedsområdet i forbindelse med forhandlinger om bl.a. finansloven og forskningsreserven. Vi håber derfor, at Enhedslisten og Folketingets andre partier vil deltage aktivt i forhandlingerne her, så vi måske sammen kan finde de prioriteringer, der kan mindske uligheden i kvinder og mænds sundhed. Tak for ordet.

Mange tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Så kan vi gå til Det Konservative Folkepartis ordfører, og det er hr. Per Larsen. Værsgo.

Tak for det, formand, og stor tak til Enhedslisten for at sætte fokus på kvindesygdomme, som jo har været underprioriteret i alt, alt for mange år. Det er jo med store konsekvenser for de kvinder, som er blevet fejet af banen med udsagn om, at sådan er det at være kvinde, eller at sådan er det at have menstruation. Vi har endda hørt læger bekræfte, at kvinder igennem tiden er blevet betragtet som hysteriske. Jeg har arbejdet med sundhedspolitik i rigtig mange år, men det er først her de seneste par år, at det rigtig er gået op for mig, at vi virkelig har et kæmpestort problem i forhold til kvindesygdomme. Sygdommen endometriose, som jo har været drøftet meget her, rammer omkring 10 pct. af kvinder. Det blev jeg først bekendt med, da lægerne kontaktede os sundhedsordførere og vi fik tilsendt bogen »Bloody Hell«, som er skrevet af Louise Dreisig, der selv er ramt af sygdommen, og som har gjort en kæmpe indsats for at oplyse om de konsekvenser, som endometriose har. Vi tog det ganske alvorligt. Sundhedsudvalget besluttede at holde en intern høring og efterfølgende en ekstern høring. Det var Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet og mig, der fik opgaven, og det blev et kæmpestort tilløbsstykke, hvor Landstingssalen blev fyldt. Konferencen blev en succes, og flere sundhedsfaglige medier satte fokus på den også kaldet sjældne og oversete sygdom, der sandsynligvis er arvelig. Det, at sygdommen er arvelig, har sikkert også betydning på den måde, at mødrene, som var ramt af endometriose, måske vænnede sig til, at det var ganske forfærdeligt, og at sådan var det, og den viden har de måske bragt videre til deres døtre. Vi blev bibragt viden om, at det rent faktisk er unormalt at have stærke menstruationssmerter, og at det bør udredes i sundhedsvæsenet. En anden sygdom, som vi også er blevet bekendt med for ikke så lang tid siden, er sygdommen lipødem. Det er faktisk ganske voldsom fedtophobning omkring arme, ben og hofter – en fedtophobning, der kan være så voldsom, at de ramte kvinder rent faktisk mister eller får reduceret deres mobilitet. Og hvis man mister eller får reduceret sin mobilitet, ser det jo sort ud, både i forhold til have et job og selvfølgelig også i forhold til at have social omgang med andre. En midlertidig løsning kan være at anvende kompressionsstrømper og -ærmer, men det er kommunerne faktisk meget tilbageholdende med, fordi det er ret dyrt. Desværre er der ikke åbent for hverken diagnosticering eller behandling i øjeblikket, og det er jo helt utilstedeligt. Der er lukket for tilgang både på Bispebjerg og i Skejby, og jeg må bare sige, at jeg bliver direkte vred, når jeg taler med de kvinder, der bliver afvist. Det kan vi som samfund simpelt hen slet ikke være bekendt. Der er rent faktisk også, kan jeg se, oprettet en facebookgruppe med omkring 1.400 medlemmer, som forsøger at støtte og hjælpe hinanden. Dem, som har midlerne til det, har mulighed for at tage til Tyskland. Det koster rent faktisk en kvart million eller i omegnen af det for at få fjernet de fedtaflejringer, der er enten på arme, ben eller hofter eller i det hele taget. Det synes jeg simpelt hen ikke vi kan være bekendt. De kvinder har bestemt behov for at få en ordentlig diagnosticering og også en ordentlig behandling. I Det Konservative Folkeparti finder vi det vigtigt at kunne behandle alle sygdomme og specielt sygdomme med så store, store konsekvenser som nævnt her. Det vil også være hensigtsmæssigt at få forsket mere og øget kapaciteten på de områder, hvor behovet er størst. Kvinders overgangsalder har også store konsekvenser for nogle kvinder, hvor andre kommer igennem det uden væsentlige gener. Samlet set har kvindesygdomme store konsekvenser for den enkelte kvinde, men det har bestemt også en stor samfundsmæssig betydning. Der er kvinder, som forlader arbejdsmarkedet før tid på grund af deres gener, og mange går ned i tid af samme årsag, altså bliver der ikke leveret de arbejdstimer, som man kunne forvente, hvis man sikrer bedre diagnosticering og bedre behandling. Vi vil derfor også opfordre sundhedsministeren til at indkalde til forhandlinger om området. Vi kan også godt være med i en beretning, hvis vi kan blive enige om noget, som kan tilgodese patienternes behov. Tak for ordet.

Fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet.

Tak for det. Tak for en snart årelang kamp for at sætte fokus på det her. Det vil jeg virkelig godt anerkende ordføreren for. Jeg blev jo rigtig glad, da ordføreren her til sidst også tilkendegav, at man gerne ville være med i en beretning. Det, jeg gerne vil spørge ordføreren om, er, om det ikke har betydning for, hvordan ordføreren stiller sig til at kunne lande en beretning, når både Dansk Industri og Dansk Erhverv peger på, at det at investere i kvindesygdomme og kvindesundhed både kan have en effekt i forhold til den medicin, vi udvikler, men jo også i forhold til de medarbejdere, vi har ude på vores virksomheder, ude i den offentlige sektor?

Ordføreren.

Det er klart, at det, at der er kommet så meget fokus på kvindesygdomme, jo er en gave i forhold til de kvinder, som lider af forskellige ting, som man ikke tidligere har kunnet diagnosticere, og som man ikke tidligere har været bekendt med. Jeg hører jo også rundtomkring på virksomhederne, at man også, bl.a. i forhold til menopauser og den slags ting, gør en ihærdig indsats for at indrette arbejdspladserne, så man måske kan beholde medarbejderne på et acceptabelt timetal. På den måde håndterer man jo også nogle af de problemstillinger, der opstår ude på arbejdspladserne.

Spørgeren.

Tak. Jeg kunne også godt bare lige her til sidst sige, at lige nu sidder man jo og forhandler aftalen omkring psykiatrien, hvor ministeren jo sammen med resten af regeringen har været enormt præcis til f.eks. at pege på, at der skal være adhd-klinikker. Noget af det, vi har kunnet se, er jo bl.a., at der har været en underdiagnosticering af kvinder og piger med adhd, hvor der er et slip på omkring 7-8 år. Det er jo noget, vi er med til at finansiere med de aftaler, vi allerede laver. Kan ordføreren ikke også se sig selv i det?

Ordføreren.

Jo, det kan jeg bekræfte. Nu ved jeg ikke, hvor kønsspecifikt adhd er i forhold til lige nøjagtig den her problemstilling, men det er klart, at der selvfølgelig er nogle problemstillinger omkring det her med at få de unge mennesker, også børnene, udredt, og det kan vi bestemt heller ikke være bekendt. Derfor er jeg da også glad for, at man sætter noget mere blus under kedlen, hvis man kan sige det sådan, og prøver på at tage nogle initiativer, som også kan være med til at sikre, at de unge bliver diagnosticeret.

Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det, og tak til hr. Per Larsen for en engageret tale. Også tak for den positive modtagelse af forslaget. Jeg vil også bare kvittere for ordførerens engagement i forhold til det her og også anerkende, at når man ser på en problemstilling i sundhedsvæsenet, er det vores politiske pligt at reagere på det og ikke bare skaffe mere viden, men også handle på det. Det er egentlig også bare i forlængelse af det, for som jeg også har nævnt tidligere, er jeg sådan set åben for at se på en fælles beretningstekst. Det afgørende er bare for mig, at en beretningstekst ikke bare skal bygge videre på de pæne hensigtstilkendegivelser, der er blevet givet indtil videre, men at vi også bliver nødt til at sætte et ekstra spor i forhold til at sikre, at det her også betyder, at vi er villige til at afsætte ressourcer til både diagnosticering og behandling. Jeg skal bare høre, om ordføreren deler, at den opfattelse er en betingelse for, at vi vil kunne lande en fælles beretningstekst.

Ordføreren.

Det er helt klart for os i Det Konservative Folkeparti. Vi har klare intentioner om, at vi skal have et ordentligt sundhedsvæsen, som kan opfylde de behov, der er, både i forhold til at diagnosticere, men også i forhold til at behandle. Derfor er vi selvfølgelig også nødt til at tage ad notam, at når man har haft så meget fokus på kvindesygdomme, er der selvfølgelig også en pukkelafvikling foran os, fordi der simpelt hen er så mange, der er blevet opmærksomme på, at det faktisk er det her, de lider af. Så henvender de sig selvfølgelig til sundhedsvæsenet – det er jo det, man typisk gør. Så der er en opgave her, der skal løses, og der skal selvfølgelig også tilvejebringes noget finansiering til at kunne løse den opgave.

Spørgeren.

Det er jeg glad for at høre. Det er også bare for at få ordføreren til at bekræfte, at det jo ikke er ukendt. Nu blev psykiatrihandlingsplanen lige nævnt tidligere. Tidligere, kan man sige, startede vi også med at få afdækket et område, og så har vi så løbende skullet finde finansieringen til at kunne tage de tilstrækkelige initiativer. Men der har forudsætningen jo netop også været, at vi startede med at vise den politiske vilje ved at sige, at den her problemstilling kan vi ikke være bekendt, den bliver vi nødt til at få løst. Man kunne vel forestille sig en lidt lignende tilgang her, altså at vi anerkender problemstillingen og sætter os ned omkring bordet og siger: Vi forpligter os til at finde midler til at få løst den her problemstilling.

Ordføreren.

Det er jeg fuldstændig enig med ordføreren i. Vi har en udfordring her, som skal løses. Det tror jeg da at vi kan anerkende bredt i Folketinget, og derfor har jeg det også sådan, at vi skal have det løst, og det må vi hjælpe hinanden med. Men det er også klart, at der skal være nogle initiativer, som også patienterne kan være tjent med på den lange bane.

Tak til ordføreren for Det Konservative Folkeparti. Den næste ordfører i talerrækken er fra Dansk Folkeparti, og det er hr. Peter Kofod.

Tak for det. Enhedslisten vil med det her forslag have en national handlingsplan for kvinders sundhed. Det, man konkret nævner i forslaget her, er fokus på kvindesygdomme, herunder endometriose, fertilitetsudfordringer, fødselsskader, overgangsalder m.m. Vi har jo allerede diskuteret endometriose, og det er jo en fair sag. Det havde vi en forespørgsel om for nogle måneder siden på Liberal Alliances initiativ. Enhedslisten foreslår så nu det her forslag til en national handlingsplan. Jeg synes da, at det er væsentligt at diskutere de her ting, men vi skal ikke gøre det, fordi det er kvindesygdomme. Vi skal gøre det, fordi det er rigtige sygdomme. Vi skal lade være med at sige, at der er noget, der hedder kvindesygdomme, og at de er mindre vigtige end mandesygdomme. For alle sygdomme er vigtige, og det er, uanset om de rammer kvinder eller rammer mænd. Jeg kunne også lave en liste her i dag og sige, at vi mænd er lidt mere skrøbelige end mine kvindelige kollegaer. Vi lever i gennemsnit 4-6 år kortere. Det kunne man jo også lave handleplaner for. Men det skal vi ikke, for vi skal behandle sygdomme, uanset om det er kvinder, der får dem, eller mænd, der får dem. Jeg ved også, at der er gang i et forslag om at lande en beretning på det her. Det synes jeg måske egentlig er fornuftigt nok. Det er ikke sådan, at forslaget her mangler gode intentioner, for det er jo fine intentioner. Jeg tror måske bare, at det er fornuftigst at lande en beretning, og det vil vi også kunne støtte fra Dansk Folkepartis side. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for Dansk Folkeparti. Den næste i talerrækken er hr. Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre.

Tak, formand, og tak til Enhedslisten for at tage endnu et vigtigt emne op her i salen. For ulighed i sundhed har jo mange ansigter. Forslagsstillerne her ønsker, at regeringen skal indkalde Folketingets partier til forhandlinger om en national handleplan for kvinders sundhed. Det er jo en problematik, der heldigvis har fået langt større bevågenhed både herinde på Christiansborg og uden for de tykke mure. Der er endda et tværpolitisk netværk, der har sat emnet på dagsordenen, som vi i Radikale Venstre med flere gode deltagere herindefra er meget engageret i. For der er nemlig en historisk skævhed i, hvilke sygdomme der har været forsket i, herunder bl.a. sygdomme, der alene rammer kvinder. Det kommer også til udtryk i, at man historisk har ignoreret eller i hvert fald negligeret smerter og andre gener, som kvinder er gået til lægen med. Man har sagt: Det er naturligt, det gør ondt at være kvinde, og det må man leve med. Den debat har heldigvis ændret sig de seneste år, og det har jo bl.a. ført til, at vi i dag taler langt mere åbent om en ellers overset sygdom som endometriose. Men vi er ikke i mål, og der er behov for at få lavet en ordentlig afdækning af området, så vi kan sikre os, at der ikke er oversete sygdomme eller andre kønsmæssige skævheder i det danske sundhedsvæsen. Det er jo første skridt imod at løse problemerne. Jeg noterede mig under talen, at ministeren ganske korrekt påpeger, at hvis man her i salen fremhæver behovet for at gøre noget, skal man også huske det ved andre relevante forhandlinger, og det er jeg selvfølgelig helt enig i. Det har vi da også gjort i Radikale Venstre. Jeg finder det ikke helt så problematisk at bakke op om at indkalde til forhandlinger som andre. Jeg vil personligt gerne have diskussionen på et ordentligt fagligt fundament og drøfte behovet for midler, for politiske prioriteringer og for finansiering. Men fred være med det. Jeg er bestemt ikke afvisende over for en beretning, såfremt den er fornuftig og anviser vejen til reel handling. Jeg ser frem til det videre arbejde i udvalget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for Radikale Venstre. Den næste i talerrækken er fru Karin Liltorp fra Alternativet, men jeg ser hende ikke i salen. Jeg er lidt lang tid om at afslutte for at se, om hun kunne komme løbende ude fra det andet lokale. Det gør hun ikke. Så nu er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten.

Tak for det, og tak for debatten. I og for sig vil jeg også sige tak for tilkendegivelsen af, at alle partier finder det her forslag vigtigt. Jeg må indrømme, at jeg stiller mig lidt uforstående over for den afvisning, der kommer fra både regeringen og regeringspartierne i forhold til at indkalde til forhandlinger omkring det her. For jeg synes faktisk, at det, vi gør med det her forslag, er at række en hånd frem til både regeringen og til regeringspartierne, for at vi kan sende et meget klart signal om, at vi nu er villige til at sætte handling bag ordene. Jeg synes, det er fuldstændig rigtigt sagt, at der heldigvis er kommet en større opmærksomhed omkring problematikken. Det har primært taget udgangspunkt i hele debatten omkring endometriose, men det er jo kun en markør for, at vi her står med en strukturel problemstilling i forhold til en underbelysning af kvinders sundhed og den kønnede ulighed. Vi fremsætter et beslutningsforslag, hvor vi opfordrer regeringen til at indkalde til forhandlinger, hvor vi netop kan sætte os ned og få afdækket, hvad det er, der er behov for. Vi har selv i Enhedslisten foreslået en række initiativer, som vi synes det ville være naturligt indgik i en sådan handlingsplan. At vi satte os ned omkring bordet, fik diskuteret det og også fik diskuteret finansieringen, synes jeg egentlig ville være ret oplagt og også et meget klart signal til de borgere og de kvinder, som har været med til at rejse den her problemstilling, og som har en klar forventning om, at vi politisk også følger den op. Jeg synes heller ikke, at det er væsensforskelligt fra, hvad vi ellers normalt gør herinde. Når vi får øje på en problemstilling, sætter vi os jo normalt ned omkring et bord og prøver på at få det belyst og ser på, hvad vi kan tage af politiske initiativer for at løse den her problemstilling. Det er jo også det, vi har gjort i forhold til f.eks. hele spørgsmålet omkring psykiatrien, hvor vi jo satte os ned og fik lavet et fagligt oplæg, og ud fra det tog vi nogle politiske initiativer, som vi så har forpligtet os til at finde den tilstrækkelige finansiering til. Det er jo så det, vi er i gang med nu. Det betyder ikke, vi har løst det hele, eller at vi ikke kommer og siger, at vi egentlig synes, der skal afsættes flere midler, eller at der er nogle flere områder, der skal være fokus på. Men det er et klart politisk fundament for at kunne sige, at nu tager vi nogle initiativer, som løser den her problemstilling. Det er det, jeg savner lidt i den her debat, altså at man ikke kun er villig til at tale om den her problemstilling, men at man også er villig til at være med til at sætte handling bag ordene og løse den. For som jeg har nævnt i flere af mine bemærkninger, synes jeg jo, at problemstillingen let kan blive den, at hvis vi nøjes med kun at skaffe mere viden og tale om problemstillingerne og ikke samtidig anvise muligheder for og ressourcer til både diagnosticering og behandling, så risikerer vi jo i stedet for at skabe den problemstilling, at der er kvinder, som oplever lang ventetid for både at kunne blive diagnosticeret og blive behandlet. Det er jo det, jeg tror det her forslag kunne være med til at bidrage til en løsning på. Jeg er sådan set fuldstændig åben over for at se, om vi kan lande en beretningstekst. Jeg vil gerne se et udkast fra regeringspartierne. Jeg tænker, at de har en interesse i at udarbejde sådan et forslag. Men jeg vil bare sige, at det, der vil være fuldstændig afgørende for os, er, at vi så dermed også tager nogle nye skridt, og at vi ikke holder os til hensigtserklæringer, som jeg synes der har været rigeligt af. Det handler om at tage nye skridt i forhold til at kunne garantere, at det her også betyder, at vi er villige til at afsætte midler til både diagnosticering og behandling. Vi peger jo også på behovet for at få lavet en undersøgelse af den kønnede ulighed, også for at imødekomme Dansk Folkeparti i forhold til deres bekymring for, at det her alene handler om kvinder. Vi kunne jo sagtens få afdækket, hvor det er, vi ser problemstillinger med kønnet ulighed i sundhedsvæsenet. Det handler om, at vi får videncentre, at vi får sikret bedre efter- og videreuddannelse, og at vi afsætter øremærkede midler til forskning. Jeg tror netop, det er vigtigt, at vi også her sikrer, at det bliver en del af en samlet handlingsplan, fordi det, vi jo kan se med nogle af de midler, der allerede er afsat i forskningsreserven, altså de 100 mio. kr., vi fik afsat, er, at de i højere grad går til de områder, hvor der i forvejen er forskning, hvorimod det i forhold til de nye, spæde forskningsområder, som ligesom skal løbes i gang, er sværere at få midlerne ud at virke der. Derfor er der jo behov for, at det her bliver en del af en samlet plan. Men jeg er i hvert fald glad for, at vi har fået debatten, og at der er bred tilslutning til, at det her er en problemstilling, vi skal være opmærksomme på. Jeg savner som sagt lidt, i forhold til at der også er den politiske vilje til at sikre den tilstrækkelige handling i forhold til det, i hvert fald når det kommer til at blive konkret på det. Som sagt er jeg åben for at se på en fælles beretningstekst, men det er for mig en klar forudsætning, at den også giver en politisk forpligtigelse til at finde tilstrækkelige midler til, at vi kan løse den her problemstilling, så det ikke alene bliver sådan, at der kommer flere pæne hensigtserklæringer. Med de ord vil jeg gerne takke for debatten, og selvfølgelig vil særlig jeg sige tak til både Konservative og Radikale for at tilkendegive, at de er villige til at bakke op om forslaget her og også bakke op, i fald det skulle komme til afstemning.

Fru Camilla Fabricius, Socialdemokratiet.

Tak for det. Jeg ved faktisk ikke helt, hvor jeg skal starte. Jeg kunne godt starte med at sige, at ordførerens kollega harcelerer over for ministeren, i forhold til hvad det er, man har gjort i Region Hovedstaden, hvor man pryder sig med lånte fjer. Jeg står her med et referat fra den 18. juni 2024, der refererer til en konstitueringsaftale, hvor man har drøftet, hvad det er for opgaver, udvalget skal have, og det er altså konstitueringspartierne, der har aftalt i Region Hovedstaden, at man skal nedsætte et udvalg, der skal kigge på kvinders sundhed. Og man harcelerer over, at man ikke andre steder har taget initiativ, når man udmærket godt ved, at man i Region Midtjylland fra Socialdemokratiets og Radikale Venstres side lige har taget initiativ til at lave et, der er sammenligneligt. Og ministeren viser fuldstændig entydigt, både i det, hun siger i salen, men også i de handlinger, hun har foretaget hidtil, at hun tager det her alvorligt. Så jeg forstår simpelt hen ikke, hvad det er, man sådan helt polemisk tager i forhold til at have lånte fjer. Jeg synes, man skal lave en aftale, gå ind i en beretningstekst og så droppe det polemiske.

Ordføreren.

Nu er jeg lidt usikker på, hvor det er, ordføreren mener at jeg har været polemisk i min tale. Jeg synes sådan set, jeg anerkender, at der er partier, som anerkender den her problemstilling. Men så har jeg bare svært ved at forstå afvisningen af det her beslutningsforslag. Det her beslutningsforslag handler alene om, at vi skal sætte os ned ved et forhandlingsbord og prøve at få afdækket noget. Vi siger endda alene, at vi peger på nogle områder, vi synes det var naturligt skulle indgå, men at der naturligvis skal være en sammenhæng imellem, at vi både afsætter midler til forskning, og at vi får mere viden, men også, at vi afsætter midler til både diagnosticering og behandling. Det forstår jeg helt ærligt ikke hvad det polemiske er i. Jeg synes tværtimod, det her er udtryk for, at vi rækker en hånd frem, men at den af polemiske årsager bliver slået ned, fordi man ikke ønsker, at man skal sætte sig ned ved et forhandlingsbord, men at regeringen vil pege på nogle initiativer. Det er jo fair nok, men jeg forstår bare ikke helt afvisningen i forhold til at indkalde til forhandlinger, så vi netop kunne se, hvor langt vi kunne nå i fælles enighed omkring det her spørgsmål.

Spørgeren.

På forskellige ledder har regeringsordførere rakt ud til ordføreren. Jeg har også selv skrevet i går aftes om muligheden for at lave en beretningstekst, hvilket ordføreren ikke har svaret på. Jeg synes i stedet for, at vi skal prøve i udvalget at få en god behandling og så prøve at se, hvor langt vi kan komme. Jeg synes, ministeren har redegjort rigtig godt for, hvor det er, regeringen står, og det jo helt fair, at vi kan være uenige. Men jeg synes, at man pryder sig med lånte fjer på en række områder i forhold til kvindesundhed.

Ordføreren.

Men jeg forstår simpelt hen ikke, hvad det er, ordføreren mener med, at vi skulle pynte os med lånte fjer på det her område. Altså, det, jeg har hørt fra regeringspartierne, er, at man vil afsætte midler i finansloven til et videncenter. Og det er bare der, hvor jeg siger: Det er for os ikke nok. Hvis det er sådan, at vi skal noget i forhold til det her, så er det ikke nok, at vi afsætter midler i forskningsreserven. Det synes vi også vi skal, og vi synes jo også, at man skal lave et videncenter. Men det i sig selv er ikke nok, og det er sådan set det, der er det politiske budskab. Så er jeg med på, at der skal en politisk forhandling til. Det er det, vi opfordrer til at regeringen indkalder til forhandlinger om. Vi kommer ikke med ultimative krav. Jeg siger bare, at vi bliver nødt til at gøre mere end det, vi har gjort indtil nu. Og det er så det, regeringspartierne afviser. Så lad os da se, om vi kan lande noget i en fælles beretningstekst. Men der har jeg bare behov for at se noget mere konkret, før jeg kan sige, om det er noget, vi vil kunne tilslutte os, eller om vi må sætte det her til afstemning. Jeg håber da, vi kan lande en fælles beretningstekst, men under den forudsætning, at vi så tager yderligere skridt end dem, der allerede ligger på bordet nu.

Fru Karin Liltorp, Alternativet.

Tak. Nogle gange forlader man desværre festen på det helt forkerte tidspunkt. Jeg vil sige, at Alternativet støtter fuldt ud det her forslag og synes, det er så godt, I tager debatten, og det er så vigtigt, vi får en samlet strategi. Jeg ved ikke, om Enhedslisten og ordføreren kan være enige i, at det også kunne være en god idé at lade planen omfatte kulturelle forskelle, for jeg har set flere eksempler på, at netop kvinder, der kommer f.eks. fra mellemøstlige lande, slet ikke får den nødvendige behandling, fordi man mangler viden inden for det område, altså så det ikke bare er på køn, men at man også lige tager den etniske dimension med i den plan, der skal laves.

Ordføreren.

Jamen jeg skal beklage, at ordføreren ikke fik mulighed for at komme op her på talerstolen og fremlægge Alternativets synspunkter. Jeg vil gerne kvittere for, at Alternativet gerne vil bakke op om forslaget. Jeg vil sige, at det jo netop er det, der vil være fordelen ved, at vi kunne sætte os ned og få en politisk forhandling om, hvad en handlingsplan skal indeholde, for så vil Alternativets ordfører netop få muligheden for at kunne fremkomme med synspunkterne der, og så kunne vi tage en åben politisk drøftelse om, om det var noget, der ville være enighed om. Det, der er afgørende for Enhedslisten, er bare, at vi bliver nødt til at tage nogle konkrete initiativer, der viser, at vi er villige til at handle på det her, og at vi ikke skal stå i den situation, som vi gør i dag, hvor der er øget fokus på endometriose, men hvor kvinder oplever rigtig lang ventetid både på at kunne komme til diagnosticering og behandling, og at vi heller ikke skal stå i den samme situation, som man gør i England, hvor problemet er blevet endnu større, på grund af at man har haft en debat omkring området.

Spørgeren.

Jamen tak for det. Så håber jeg også, jeg kan blive enig med ordføreren om, at vi i hvert fald ikke stopper diskussionen her, og at vi har brug for mere end bare en beretningstekst. En beretningstekst kan være et rigtig godt første skridt, men jeg er jo helt enig i, at hvis vi ikke tager nogle konkrete handlinger, batter beretningsteksten jo ikke ret meget. Så uanset hvor den ender henne, håber jeg, at vi kan blive enige om, at vi arbejder videre med området. Og det ved jeg også at andre herinde er indstillet på, altså at vi i hvert fald ikke lader den ligge her.

Ordføreren.

Jamen det er jeg helt enig i, og det er også det, jeg siger, altså at for mig er det afgørende, at hvis vi skal lande en beretningstekst, skal det være en, der peger frem mod, at vi er villige til at tage nye initiativer, for det er jo sådan set det, der er baggrunden for det her beslutningsforslag. Det er jo ikke, at vi er uenige om hensigten, altså om ordene – det er bare et spørgsmål om, hvor stor villighed der er til at sætte politisk handling bag ved ordene. Derfor er det afgørende for Enhedslisten også, at når vi fremsætter sådan et beslutningsforslag her, skal en beretningstekst også afspejle det fokus, at vi er villige til at sætte politisk handling bag ordene.

Tak til hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten, ordfører for forslagsstillerne. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Forhandlingen er åbnet. Den første ordfører er fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet.

Tak for ordet, formand. Vi står her med et lovforslag, hvor vi ønsker at forandre socialtilsynet, så vi bruger penge mere effektivt og vi får taget hånd om brodne kar tidligere. Med lovforslaget ønsker vi konkret, at der føres tilsyn efter en mere risikobaseret tilgang, der tager afsæt i en fælles risikomodel, og det skal gøre det hele sikrere. Vi ser, at der er grelle sager, hvor få individer aktivt forsøger at udnytte at slå mønt på de svageste i vores samfund. Derfor kan vi ikke lade stå til. Det er kynisme og grådighed, som ikke må slå rod i den sociale omsorg, vi yder. Derfor bliver det netop de brodne kar, som det fremtidige tilsynssystem skal have øjnene rettet imod. I sagerne om botilbuddene Frisk-Pust og Florahuset bliver vi nødt til at reagere hurtigere og med klare konsekvenser. Her er rutinetilsyn ikke den rette måde at få has på problemerne. Det er vigtigt, at ressourcerne på det sociale område anvendes rigtigt, så der kan sættes ind over for dem, der misbruger systemet, også fordi det underminerer den tillid, vi har til de mange, der gør det godt, og som viser en rigtig høj faglighed. Det har været en vigtig dagsorden for Socialdemokratiet, at vi både sikrer en høj kvalitet i tilbuddene, så børn, unge og mennesker med handicap får gode steder at bo, og den opgave mener vi at et risikobaseret tilsyn kan løfte. Derfor er det også vores klare forventning, at vi fortsat kan sikre kvaliteten for det enkelte menneske i de sociale tilbud, og at socialtilsynet hurtigere opdager, at det kan gribe ind over for brodne kar. Derfor tiltræder vi lovforslaget.

Fru Charlotte Broman Mølbæk fra SF.

Tak for ordførertalen. Jeg tror, jeg vil tage udgangspunkt i, at fru Camilla Fabricius starter med at sige, at nu sætter vi fokus på de brodne kar. Det lyder jo rigtig godt, og det er der absolut også behov for, for der er desværre for mange sager om rigtig dårlig kvalitet på nogle bestemte botilbud. Jeg vil godt lige spørge ordføreren: På hvilken måde mener man at man med den her aftale bliver bedre til at opdage de brodne kar, når man kun skal komme på botilbuddene hvert tredje år? 3 år er altså lang tid i et ungt anbragt menneskes liv eller for et menneske, der er i en særlig sårbar situation. Hvordan skal vi kunne finde ud af, at der er noget på spil i et botilbud, hvor de her mennesker, der er de allermest sårbare i samfundet, simpelt hen ikke bliver passet godt nok på? Det er noget, som vi i øvrigt også betaler rigtig mange penge for.

Ordføreren.

Tak for det. Det er et virkelig godt spørgsmål, og jeg er glad for, at ordføreren stiller det. Helt konkret handler det om, at de fælles ressourcer, vi har besluttet at afsætte til et område, bliver brugt bedst muligt. Noget af det, vi kan se, er jo, at langt de fleste botilbud gør det rigtig godt, hvad jeg også siger i min ordførertale. De har en høj faglighed, der er stabilitet, og de har et forholdsvis højt uddannelsesniveau. Derfor har det været vigtigt for os at sige, at vi retter tilsynet derhen, hvor udfordringerne er. Det er f.eks. der, hvor der er ledelsesskifte, hvor der er bestyrelsesskifte, eller hvor der er en markant lav uddannelsesgrad, og så sætter tilsynet ind dér. Det synes jeg vi har redegjort for, og derfor kan vi også tiltræde lovforslaget.

Spørgeren.

Jamen hvordan opdager man, når der er sket en forråelse i kvaliteten? Det er bare for at sige, at socialtilsynene jo i dag er med til at udvikle den pædagogiske og socialfaglige kvalitet, altså i den måde, de arbejder med det på nu, og det er faktisk en succeshistorie. Det vil man så fjerne i hvert fald en hel del af. Så kan ordføreren ikke se, at den succes er med til at gøre, at mange klarer sig godt, og at man med det her måske faktisk ikke får opdaget de brodne kar og lader det være op til whistleblowerordninger og til de udsatte, at de selv skal fortælle om, hvornår det er skidt? Hvordan skal vi opdage det, hvis kontrollen ikke er der?

Ordføreren.

Det er jo helt fair, at ordføreren grundlæggende set ikke er enig i den måde, man griber tingene an på. Men lige i forhold til det sidste her har ordføreren jo selv været i TV2 Østjylland og peget på en konkret sag fra Randers om et akuttilbud. Der var det faktisk en whistleblower, der gik hen og anmeldte det, så det er en central faktor, at vi har folk, der siger noget om, hvordan et tilbud fungerer. Jeg synes ikke, ordføreren er skarp nok på, at der findes rigtig mange tilbud, som gør det godt, og som i virkeligheden har ro til at lave deres pædagogiske arbejde.

Tak til ordføreren fra Socialdemokratiet. Ordføreren for Venstre, hr. Christian Friis Bach, er den næste i talerrækken.

Tak for ordet. Med dette lovforslag tager vi en række vigtige skridt mod at få socialtilsynene til at arbejde mere effektivt; vi skaber enkelhed og gennemsigtighed. Vi sørger for, at ressourcerne og midlerne bliver brugt der, hvor de bedst kan være til gavn for den enkelte borgere, og hvor de i højere grad kan sættes ind over for de tilbud derude på socialområdet, hvor der er brug for at der skal ses ekstra godt efter. Det bliver en mere fleksibel model for kontrollen, hvor vi udnytter den faglighed og den erfaring, der er i tilsynene, og skaber en risikomodel, som tilbud og plejefamilier skal vurderes ud fra. Det gør, at vi i stedet for de her regelmæssige tilsyn, hvor vi bruger alt for mange ressourcer, både i de enkelte tilbud og i socialtilsynene, kan sætte ind der, hvor der er brug for det. Vi skaber også mere enkelhed og gennemsigtighed på de parametre, som tilbuddene og plejefamilierne vurderes ud fra. Vi styrker også whistleblowerordningen. Det er noget, vi er rigtig glade for i Venstre, altså at whistleblowerhenvendelser bliver vurderet hurtigt, nemlig inden for 5 arbejdsdage. Det er jo en del af hele modellen, for dermed kan vi også fastholde, at der, hvor der er problemer, er der, hvor tilsynet skal sætte ind. Så der er mange gode tiltag i det her lovforslag; det handler om enklere regler, risikobaserede tilsyn og en bedre whistleblowerordning. Vi stemmer for lovforslaget. Tak for ordet.

Fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak for det, og tak for talen, som jo var fyldt med sådan nogle ord, som det er svært at være uenig i. Jeg vil dog alligevel spørge Venstres ordfører til det, at der jo er 11 aktører inden for det her område, dvs. store organisationer, som sidder på vigtig faglig viden, og som er kommet med et åbent brev til regeringen om at trække effektiviseringen af socialtilsynene tilbage. Hvordan forholder Venstres ordfører sig til, at de store aktører på det her område faktisk synes, det her er et dårligt lovforslag?

Ordføreren.

Vi har bestemt noteret os bekymringen og lyttet til den og drøftet den meget indgående i forligskredsen og i regeringskredsen. Jeg står ved, at det giver mening at ændre et socialtilsyn fra at være et regelmæssigt tilsyn, når der måske er et tilbud, hvor der har været de samme medarbejdere og den samme leder og de leverer god kvalitet og der ikke er nogen whistleblowerhenvendelser og der ikke har været særlige problemer omkring magtanvendelse; alt har kørt, og alligevel skal de igennem de her regelmæssige tilsyn. Jeg har været ude at besøge en række tilbud og også lyttet til, at de heller ikke finder, at det giver mening eller kvalitet for dem. Derfor er den her risikobaserede model det rigtige at gøre der, hvor der er udskiftning af ledere, hvor medarbejderne pludselig ikke holder, og hvor der er en whistleblower og indberetninger om magtanvendelse, og hvor der er pårørende, der råber op. Dér skal vi bruge socialtilsynet, og vi skal bruge dem hurtigt, og vi skal bruge dem langt mere uanmeldt og langt oftere. Den model giver mening, og derfor er jeg med de mange drøftelser, jeg har haft, overbevist om, at det er den rigtige vej at gå.

Spørgeren.

Når man læser høringssvarene til det her lovforslag, virker det lidt, som om det kun er for regeringen, at det her giver mening. Jeg siger det ikke engang for at være polemisk. Jeg siger det, fordi jeg ligesom alle andre og sikkert også regeringen er dybt bekymret for udviklingen på det her område, særlig når man kigger på området for mennesker med handicap, hvor vi jo har set virkelig mange grelle sager inden for de sidste par år. Der tænker jeg da, at tilsynet ikke er det, som der er brug for mindre af; måske er der brug for mere af det.

Ordføreren.

Ja, men der er brug for tilsyn der, hvor vi ser problemerne, og hvor faresignalerne opstår. Der skal man sætte langt hårdere, langt hurtigere og langt oftere ind med tilsyn. Det er jo det, man giver rum og plads til, når vi samtidig fjerner de her regelmæssige tilsyn af de velfungerende tilbud. Derfor er jeg overbevist om, at det her vil give os et bedre og mere effektivt tilsyn, for vi mangler netop et tilsyn, der meget hurtigt kan behandle en whistleblowerordning, hurtigt kan rykke ud, kan komme uanmeldt, og som kan sætte fokus på og styrke indsatsen over for de tilbud, hvor tingene ikke fungerer, for dem er der og har der været for mange sager omkring.

Fru Charlotte Broman Mølbæk, SF.

Man skal godt nok lede længe efter de positive høringssvar, når det gælder regeringen og aftalepartiernes forslag til en ny udgave af socialtilsynene. Jeg kan ikke forstå, hvorfor man holder fast i, at man på den måde vil skære ned og i virkeligheden forringe den faglige kvalitet i socialtilsynene. Hvis man vil lave et risikobaseret tilsyn, hvorfor har man så ikke brugt flere penge på netop at investere i flere indsatser for at forebygge endnu mere eller komme mere intenst ud til de steder, hvor der kan være problemer? Derudover forstår jeg simpelt hen ikke, hvorfor man vælger at fjerne kriterierne om uddannelse, beskæftigelse, selvstændighed og sociale relationer. Hvorfor er det lige pludselig ikke længere vigtigt for de børn, unge, ældre og mennesker med handicap, der bor på et bosted?

Ordføreren.

Jamen altså, det er jo netop målet med den her omlægning, at socialtilsynet skal kunne sætte mere effektivt, hurtigere og hårdere ind der, hvor der er problemer, og det er jo det, der bliver frigjort ressourcer og personale til med omlægningen til et risikobaseret tilsyn. Så den del synes jeg at jeg har forsøgt at redegøre for. Når det så gælder selve risikomodellen og spørgsmålet om, hvilke faktorer der skal gøre, at man skærper tilsynet, så er det jo noget, der skal fastlægges af socialtilsynene derude, men der er jo i vores drøftelser peget på en lang række faktorer, som skal spille ind. Jeg har sådan set ro i maven, med hensyn til at de faktorer vil indbefatte tilfælde, hvor der er nogle advarselslamper, der vil blinke, og hvor der derfor er brug for, at socialtilsynet rykker ud.

Spørgeren.

Altså, for mig at se er det her en regneøvelse, hvor man siger: Vi hugger en hæl og klipper en tå, og så kommer det til at passe i sidste ende. Man kan i hvert fald konstatere, at rigtig mange af høringsparterne klager over, at de ikke engang er blevet inddraget. De kunne have været med til at kvalificere måden, man gjorde det på, så det synes jeg er rigtig ærgerligt. Men jeg vil godt vende tilbage til, hvorfor man fjerner de to andre elementer, for det er jo noget, der siger noget om, hvilken slags kvalitet man skal kunne stå inde for, når man har et botilbud, i stedet for at det bare skal handle om, om noget er opfyldt eller ikke opfyldt. Hvorfor slækker man så meget på de faglige ambitioner og kvaliteten på botilbuddene med den her reform af socialtilsynene?

Ordføreren.

Det, at der bliver lavet en binær score, mener jeg ikke på nogen måde er at slække på kravene, og der er stadig væk plads til, at man har en drøftelse om, hvorvidt der er et forbedringspotentiale. Det kan godt være, at man i de rapporter, der bliver lavet i forbindelse med tilsynet, får at vide, at man er godkendt eller ikke godkendt, men der vil samtidig både være plads til, at man laver et tilsyn, der er møntet på at forbedre indsatsen, og at tilsynet kommer med anbefalinger til ting, der kunne implementeres. Så det er jo ikke sådan, at man bare lige tager ud og så enten vender tommelfingeren op eller ned. Vi skal fastholde et tilsyn – og også et vejledende tilsyn – som kan være med til i tæt samspil med tilbuddene at forbedre indsatsen, og det hører jeg faktisk at man anerkender og værdsætter mange steder.

Tak til ordføreren fra Venstre. Den næste på talerstolen er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Danmarksdemokraterne.

Det her lovforslag er en udmøntning af handicapaftalen fra maj 2024. Det udmønter aftalens initiativ 6, som er en effektivisering af socialtilsynet og indeholder fire hovedpunkter. Det er for det første et mere risikobaseret tilsyn. Det foreslås, at tilsynstrykket på sociale tilbud og plejefamilier lettes med 30 pct., bl.a. gennem ophævelse af det faste årlige tilsynsbesøg på alle tilbud og i alle plejefamilier. For det andet foreslås det, at socialtilsynets whistleblowerordning styrkes som en vigtig del af det risikobaserede tilsyn. For det tredje foreslås det, at tilbud og plejefamilier i fremtiden vil blive vurderet på færre punkter end på nuværende tidspunkt. Vurderingen vil fremover kun få to udfald, »opfyldt« eller »ikke opfyldt«, i stedet for den nuværende femtrinsskala, som løber fra »i høj grad opfyldt« til »i meget lav grad opfyldt«. Og for det fjerde foreslås det, at udpegningen af kommuner, der skal udfylde funktionen som socialtilsyn, i fremtiden skal varetages af social- og boligministeren. Danmarksdemokraterne stemmer imod forslaget, fordi den foreslåede effektivisering af socialtilsynet vil forringe tilsynet og gå ud over kvaliteten. Selv om vi deler intentionen med regeringen om, at tilsynet særlig skal fokusere indsatsen mod de brodne kar, mener vi også, at socialtilsynets nuværende rolle er større end det, regeringen med aftalen ønsker at fjerne. Socialtilsynet har ikke kun til opgave at sikre, at botilbud lever op til kvalitetsstandarder, men også at sikre, at de udvikler og fastholder kvaliteten de steder, hvor der er brug for lidt ekstra støtte for at nå helt til tops. Det bekræftes både i høringssvar og i medier, at der med forslaget er tale om en alvorlig forringelse af det tilsyn, der skal være med botilbud og plejefamilier, som tager sig af samfundets mest sårbare børn og voksne. Kritikerne af ændringen er bl.a. Børnehjælpsdagen, Børnerådet, Børnesagens Fællesråd, Børns Vilkår, Danske Handicaporganisationer, Landsorganisationen for sociale tilbud, Lev, Red Barnet, og jeg kunne blive ved. Vi anser i Danmarksdemokraterne forslaget som en spareøvelse, som vil reducere socialtilsynets mulighed for at føre et aktivt og kvalitetsorienteret tilsyn. Vi vil i Danmarksdemokraterne gerne opfordre til, at man tilbagekalder lovforslaget, og at man sætter sig ned igen og starter forfra, denne gang i god dialog med de mange interessenter, som ved noget om det her, så man sammen kan finde en løsning, der forbedrer socialtilsynet og de mange sociale tilbud. Danmarksdemokraterne kan med disse bemærkninger ikke støtte lovforslaget. Og så skal jeg hilse fra Alternativet og sige, at de heller ikke kan støtte lovforslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for Danmarksdemokraterne. Den næste i talerrækken er fru Charlotte Broman Mølbæk, SF.

Tak for det. Den her tale vil bære præg af kritisk undren og nogle dybtfølte bekymringer over de ændringer, som det her lovforslag lægger op til. I de seneste måneder, eller faktisk i de seneste år, har der været meget fokus på botilbud og på, at der er for mange brodne kar, som socialministeren selv omtaler det i forhold til nogle tilbud. Det er klart, at det ikke er alle botilbud, men det er desværre virkeligheden, at der er for mange derude. Det lovforslag, vi behandler i dag, er omfattende. Det mest markante element er, at det socialfaglige tilsyn i højere grad skal være risikobaseret. Umiddelbart kunne det jo lyde meget fornuftigt at lave det risikobaseret og mere simpelt, så antallet af tilsynsbesøg reduceres fra at være én gang årligt til at være henholdsvis hvert tredje år for sociale tilbud og hvert andet år for plejefamilier. Men uanset hvordan vi vender det, er det bare en markant nedskrivning af det nuværende antal besøg og dermed en stor forringelse. Så hvordan forestiller ministeren sig at vi langt tidligere skal kunne sætte ind over for brodne kar, hvis de først bliver opdaget efter 2 eller 3 år? Her mener jeg, at regeringen har alt for stor tiltro til en whistleblowerordning, samt at man lægger et for stort ansvar på anbragte børn og mennesker med handicap, sådan at det er op til dem at klage over botilbuddet. I dag skal tilsynet som udgangspunkt komme på besøg årligt, men i 98 pct. af tilfældene er der intet at bemærke, og det kunne da godt lyde som et fornuftigt argument for at reducere besøgene. Men netop det tal bekræfter mig i, at systemet fungerer, for tilsyn handler ikke kun om at finde fejl. Det er ikke bare kontrollanter med en løftet pegefinger, men tværtimod også faglige sparringspartnere og konsulenter, der bidrager konstruktivt til at skabe udvikling og kvalitet. Jeg mener, at vi mister en vigtig funktion med de foreslåede forringelser. Bemærkningerne til lovforslaget og de mange høringssvar gør mig ærlig talt alvorligt bekymret, og det har desværre bekræftet mig i, at SF havde ret i sin kritik af rammeaftalen for handicapområdet. Mange af de aktører, som står med ansvaret i praksis, peger på det samme, som SF gør, nemlig at det her forslag i høj grad bærer præg af ønsket om besparelser frem for ambitionen om at øge kvaliteten for de mest udsatte mennesker i det her samfund, som har brug for et botilbud. Det er alvorligt. Som pædagog og tidligere formand for socialudvalget i Randers Kommune har jeg set, hvordan man i mange kommunale tilbud og plejefamilier har udviklet sig i en positiv retning, og jeg har oplevet det stærke engagement og den faglighed, der præger medarbejderne i de sociale tilbud og i plejefamilierne. Det er vigtigt, at vi understøtter den her udvikling frem for at pille det fra hinanden. Vi skal huske, at det her handler om mennesker, der ikke kan bo hjemme eller klare tilværelsen selv. De har brug for gode og trygge rammer, hvorfra livet kan leves, med sociale aktiviteter, mulighed for uddannelse, beskæftigelse og meget mere. Og det kan altså kun lykkes, hvis der er en stærk faglighed og gode rammer omkring det sted, man skal bo, og det er desværre ikke alle, der leverer på det af sig selv. Hvis jeg skulle fremhæve noget positivt i forslaget, kunne det være ønsket om at gøre vurderingskriterierne mere meningsfulde og relevante, og vi kunne også godt i SF have set os selv i at kigge på reformer af tilsynet på andre parametre. Men vi er ikke tilfredse med, at botilbud og plejefamilier fremover blot skal vurderes som opfyldt eller ikke opfyldt. Det er en forsimplet vurdering, og den anerkender ikke den komplekse og dialogbaserede virkelighed, som disse tilbud og familierne befinder sig i. Ligeledes er vi uenige i at fjerne kriterierne i forhold til uddannelse, beskæftigelse, socialt liv og selvstændighed. Det er af afgørende vigtighed for, at lige præcis et anbragt ungt menneske kan komme til at lande på sine fødder efter en overstået anbringelse, sådan at man netop kan komme på egne fødder, kan være selvstændig, har sociale relationer og kan være på en uddannelse osv. Så er der noget her, der virkelig bliver koblet af, som er så utrolig vigtigt for de her menneskers liv. I SF mener vi, at det her lovforslag skærer langt ind i benet på et område, hvor tillid, faglighed og kvalitet burde være det bærende fundament. Det handler om mennesker, der i forvejen er udfordret. Det er nogle af de allermest sårbare mennesker, og vi kan absolut ikke støtte et lovforslag, der på den måde kommer til at skabe forringede vilkår eller kan være med til, at ikke gode botilbud og plejefamilier kan fortsætte deres virke i alt for lang tid. Det er i forvejen en situation, som det er svært at dæmme op for. Så SF stemmer nej til det her lovforslag, og vi vil også gerne indtrængende bede om, at man tager det op til genovervejelse, om man har lagt det rigtige snit. Særlig skulle man prøve at lytte til de mange gode høringssvar, der er kommet.

Tak til ordføreren fra SF. Den næste i talerrækken er fra LA, og det er fru Katrine Daugaard.

Tak for det. Jeg vil ikke bruge tiden på at opridse, hvad lovforslaget detaljeret medfører, for det synes jeg egentlig at ordførerne før mig så glimrende allerede har opridset. Jeg vil dog gerne understrege, at det tilsyn, vi har kendt frem til i dag, i høj grad har været med til at være kvalitetsdrivende. Vi har i Danmark rigtig mange gode tilbud med ejere og ledelser og ansatte, som hver dag knokler for at levere den rette kvalitet og omsorg for dets borgere. Desværre har vi dog også set alt for mange eksempler på tilbud, som har mishandlet og omsorgssvigtet de udsatte mennesker, som de har haft ansvaret for – nogle endda med døden til følge – og det gælder både offentlige og private tilbud, hvor man har, når man har kendskab til sagen, spurgt sig selv, hvor i alverden har tilsynet været. Derfor kan man sige, at opgaven har været at gå fra de her årlige tilsyn, som vi kender, til nu at vise større tiltro til de mange steder, som egentlig kører, som de skal, til i stedet at føre et mere risikobaseret tilsyn, således at tilsynet har dets primære fokus på de tilbud, hvor man kan være bekymret for kvaliteten. Det finder vi i Liberal Alliance egentlig ganske fornuftigt. Dertil er det afgørende, at vi får luget ud i de tilbud, der ikke leverer den kvalitet, de bliver betalt for, og det tror vi at vi med det her lovforslag kommer til at lykkes bedre med. Opgaven har dog alligevel været svær, da regeringspartierne jo samtidig har lavet økonomiaftale med KL og har aftalt, at der skal spares knap 30 pct. på tilsynet. Havde det stået til Liberal Alliance, havde vi bestemt ventet med sparetiltag, indtil ordningen var implementeret og vi havde set den fungere. Til gengæld finder vi det positivt, at kommunerne og tilbuddene selv kan bestemme, hvad det sparede så skal gå til. For vi er nødt til i langt større grad at få mindsket administrationen og lade den tid, der bruges på det, komme hen på de mere borgernære opgaver. Det er selvfølgelig med det håb, at det sparede bruges sådan, at LA er med i aftalen. At afbureaukratisere og bruge pengene smartere er ikke en let opgave, det anerkender jeg, og derfor er det heller ikke med komplet ro i maven, at LA stemmer for det her lovforslag. Vi havde gerne set et mere uafhængigt tilsyn, som ikke er placeret i kommunerne; i stedet havde vi ønsket én samlet ledelse. Vi er derfor også glade for, at vi fik forhandlet ind i aftalen, at plejefamilierne ikke kun skal have besøg hvert tredje år som først foreslået af regeringen, men nu hvert andet år. Det skyldes, at det er sværere at føre risikobaserede tilsyn her. Vi havde i Liberal Alliance som sagt også gerne dermed sparet mindre, ved at de øvrige tilbud også var sikret et tilsyn hvert andet år, men sådan blev det ikke. Til gengæld har vi fået forhandlet ind i aftalen, at aftalepartierne skal følge og evaluere loven, i forhold til om den går ud over den generelle kvalitet. LA fik også indskrevet i aftalen, at aftalekredsen i foråret skal undersøge mulige regelændringer, der kan dæmme op for snyd og svigt på sociale tilbud, herunder hvordan eksisterende regler om karens, økonomisk tilsyn og organisatoriske kompetencer hos ledere og ejere kan skærpes, samt undersøge mulige initiativer i forhold til regulering af anvendelsen af ikkegodkendte tilbud. Det er jeg meget glad for at vi har fået ind i den her aftale, og det arbejde ser jeg frem til ministeren snarligt indkalder til møde om. Dertil har vi også fået afsat 2,5 mio. kr. til opkvalificering og efteruddannelse af tilsynskonsulenterne, så vi bedre sikrer, at de, der fører tilsyn, har relevant uddannelse og viden om det, de skal føre tilsyn med. Positivt er det også, at der nu laves en mere enkel og mindre bureaukratisk kvalitetsmodel. Dog havde vi i LA også gerne set, at den ikke mundede ud i en binær score, men at man faktisk kan se, hvor man er god, og hvor man er mindre god, samt at man på tilbudsportalen også bedre kan se, hvad der adskiller tilbuddene i kvalitet. Men her er vi altså forskellige partierne imellem, idet LA er et parti, der ønsker en langt større grad af indsigt, gennemsigtighed, øget konkurrence og frit valg. Lovforslaget er altså det, der kunne nås til enighed om, og alt i alt ser vi i LA altså både plusser og minusser i lovforslaget og i aftalen, dog markant flest plusser – og derfor stemmer vi for lovforslaget.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Først er det til fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for ordførertalen. Nu kender jeg jo fru Katrine Daugaard som en ordfører, der i virkeligheden er meget indigneret og passioneret for de her mennesker, det handler om – om det er anbragte børn og unge eller mennesker med handicap – og hun er i hvert fald meget tydelig i sprogbrugen om de tilbud, der svigter, og når kommunerne svigter. Derfor har det virkelig været til stor forundring for mig, at LA er med i den her aftale. Jeg har virkelig svært ved at se, hvordan det kan hænge sammen med den meget stærke og meget tydelige kritik, ordføreren ofte kommer med, at man så siger: Okay, så skærer vi ned på socialtilsynet hvert tredje år; det er sådan set fint nok. Har ordføreren virkelig ro i maven, med hensyn til at vi med den her aftale kommer til at passe ordentligt på nogle af de mest udsatte borgere i det her samfund?

Ordføreren.

Men vi skærer jo ikke bare ned fra et årligt tilsyn til et hvert tredje år, for samtidig med at vi gør det, intensiverer vi jo netop tilsynet der, hvor der kan være tegn på, at der er noget galt. Det tror jeg faktisk vil gøre, at vi vil få markant bedre bugt med de tilbud, der ikke leverer den rette kvalitet. Så det er en ny måde at gøre det på, og det har man aldrig helt ro i maven med, men jeg tror faktisk, at vi kommer til at få bedre bugt med dem, der ikke leverer kvalitet, og sådan set også dem, der – hvad jeg ved ordføreren er optaget af – også bare suger penge ud af systemet her. Så ja, lige omkring det har jeg faktisk rimelig ro i maven.

Spørgeren.

Det er interessant, for det samlede høringssvar fra socialtilsynene siger faktisk, at det med den nye model bliver sværere for dem at føre det økonomiske tilsyn, også selv om det stadig væk skal fortsætte årligt. Så der er nogle modsætninger mellem det, regeringen siger, og det, som alle parterne på området siger. Der er i hvert fald noget divergens der, og det gør det svært begribeligt for mig. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om ordføreren synes, det er okay, at man fjerner nogle af de faglige parametre, som man ellers vurderer botilbuddene på i dag. Hvorfor har man sænket ambitionerne for, hvor godt et botilbud skal være, og hvad man skal kunne præstere for at være et godt botilbud eksempelvis eller en god plejefamilie?

Ordføreren.

Det handler ikke om at sænke ambitionerne; det handler om at kigge på, hvad der egentlig er relevant. Der har vi ikke kun på det her område, men jo på en lang række områder lavet alt for mange regler her i Folketinget. Der mener vi i Liberal Alliance, det er fuldstændig afgørende, at vi får luget ud i den regelmængde og fjernet noget af det, som er mindre vigtigt, eller som måske endda er fuldstændig ligegyldigt. Man kan f.eks. skulle krydse ting af, som slet ikke er relevante for det tilbud, man har, og det er jo spild af tid og penge, som går væk fra kerneopgaven.

Fru Rosa Lund.

Tak for det. Det er jo meget interessant, synes jeg, at Liberal Alliance nu bliver konfronteret med, hvad det egentlig er, der sker, når man laver en såkaldt afbureaukratisering, fjerner såkaldt unødvendig dokumentation osv. osv. Det er jo sådan en forringelse som den her, som alle høringsparter er imod. Venstres ordfører sagde, at Venstres ordfører havde mødt nogle, som var glade for det her lovforslag. Jeg tror, at vi andre stadig har det til gode. Jeg vil gerne spørge Liberal Alliances ordfører: Hvorfor er det lige præcis i bedømmelsen af bostederne, at man har fjernet det med uddannelse og beskæftigelse og selvstændighed og relationer? Hvorfor er det ikke vigtigt længere?

Ordføreren.

Jamen vi har jo talt om og debatteret meget, hvorfor regeringen har ønsket lige netop det, og om man i stedet for skulle rykke på nogle andre parametre. Det her er det, der har kunnet opnås enighed om. Det er der jo ikke meget mere at sige til end det.

Spørgeren.

Jeg mangler stadig væk et argument for, at det er forsvarligt at nedprioritere lige præcis uddannelse og beskæftigelse og selvstændighed og relationer. Jeg kan ikke bruge til noget, og borgerne kan slet ikke bruge til noget, at det var det, man kunne blive enige om ved forhandlingsbordet, og at det så er det, der er forklaringen. Liberal Alliance må da have en faglig begrundelse for, at man siger ja til det her.

Ordføreren.

Der kan man jo sige, at uddannelse ikke er relevant for alle tilbud. Tager man et tilbud efter § 108 til multihandicappede, er det jo ikke super relevant at skulle bruge tid på at sidde og beskrive og krydse af, om de kan tage en uddannelse eller ej, eller hvor langt de er med deres uddannelsesforløb, hvis de reelt er ligesom en voksen baby på 3 år. Det er netop det, vi har været inde at luge ud i, fordi der har været alt for meget af den slags, som ikke giver mening i de enkelte tilbud.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Vi går videre til den næste ordfører, og det er fru Rosa Eriksen fra Moderaterne.

Tak for ordet. Vi står på socialområdet over for massive udfordringer, vi skal håndtere. Mens udgifterne til det specialiserede socialområde stiger og stiger, følger kvaliteten for den enkelte ikke nødvendigvis med. Samtidig vælter der historier frem om snyd med sociale tilbud og episoder med massive svigt. Der er behov for, at vi sætter fokus og lys på den kerneopgave, sociale tilbud er sat i verden for at løse, nemlig at støtte og hjælpe personer, der har behov for en socialfaglig indsats. Løsningerne kan se ud på mange måder, og betingelserne kan synes vanskelige. I dag behandler vi et lovforslag, som går noget af vejen. Med lovforslaget retter vi socialtilsynets ressourcer derhen, hvor behovet er størst, til gavn for de børn og unge, der modtager en socialfaglig indsats af for lav kvalitet. Her bruger vi nu tilsynenes kompetencer til at løfte kvaliteten på området. Samtidig indføres et risikobaseret tilsyn, så fokus netop bliver på de sociale tilbud, hvor behovet for kvalitetsforbedring er størst. Det betyder samtidig, at tilsynstrykket lettes for de plejefamilier og botilbud, som ikke udviser tegn på at være i risiko. Med forslaget skal en fælles risikomodel fastlægges af socialtilsynene. På den måde inddrages ekspertviden og erfaringer til at identificere faktorer, der kan indikere, at kvaliteten er for dårlig. Samtidig styrkes whistleblowerordningen, og reglerne for det personrettede tilsyn tydeliggøres. På den måde opdages dem, der ikke gør det så godt, i bedre tid, så kvaliteten hurtigere kan rettes op. Med lovforslaget kommer vi ikke i mål med udfordringerne på det sociale område, men vi leder området i den rigtige retning ved at rette ressourcerne derhen, hvor behovet er størst. I Moderaterne bakker vi derfor op om forslaget. Det er et forslag, der kommer de børn og unge til gavn, som hver dag møder en for dårlig kvalitet i deres sociale tilbud. Vi ser frem til at drøfte det videre arbejde med at løfte socialområdet yderligere. I Moderaterne stemmer vi for lovforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så er det hr. Frederik Bloch Münster fra Det Konservative Folkeparti. Velkommen.

Tak, formand. Med L 200 søger man at forenkle og målrette tilsynsindsatsen på socialområdet, således at tilsynene i plejefamilier og på botilbud bliver færre, mens tilsynsindsatsen i højere grad tager udgangspunkt i en risikobaseret tilgang, altså dér, hvor der virkelig er problemer, og hvor man bør sætte ind. Det vil faktisk tilsammen formindske tilsynstrykket med 30 pct., og det er jo faktisk en god ting. Det hele handler selvfølgelig om balancer, som vi politikere så ofte ynder at sige, og derfor er vi også glade for, at vi i Det Konservative Folkeparti i forhandlingerne også var med til at få landet det på, at der i plejefamilierne skulle være et 2-årigt tilsyn i stedet for et 3-årigt tilsyn, da vi jo ønsker at ændre paradigmet, men ønsker at ændre paradigmet med måde. Som sagt vil vi bare gerne sætte ind dér, hvor der er allermest behov for tilsyn. Langt de fleste botilbud og plejefamilier fungerer uden nævneværdige problemer. Det skal vi tage bestik af, og vi skal indrette systemet på en måde, hvor vi udviser større tillid og målretter tilsynsindsatsen der, hvor der er risici og problemer. Så Det Konservative Folkeparti kan støtte lovforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste er fru Rosa Lund fra Enhedslisten. Velkommen.

Tak. Det er den forkerte tale. Kender I det? Nej, jeg har den rigtige her. Det gav ikke mening, og jeg beklager. Vi starter lige forfra. Den første tale var til det næste lovforslag. Danmark har fået voldsom kritik fra FN for, hvordan det står til på handicapområdet – eller anbefalinger, som ministeren kalder det. Jeg vil stadig holde fast i, at det er kritik fra FN. Vi har været vidne til nogle virkelig voldsomme historier fra landets botilbud, som f.eks. Nannas tragiske dødsfald og ekstreme historier om omsorgssvigt, dokumentaren »Farlig omsorg«, historierne om bostedskæden Frisk-Pust, alvorlige historier om omsorgssvigt, magtanvendelse, den forkerte hjælp, som resulterer i forværring af borgernes liv. Grunden til det er jo, at tilsynet ikke har været godt nok, og at kvaliteten på de her bosteder ikke har været god nok. Så undrer det mig og Enhedslisten, at man så kommer med et lovforslag, som forringer tilsynet. For grunden til, at vi har et tilsyn, er jo for at sikre, at det ikke går galt. Vi vil gerne have tilsynene ud, før det går galt, og derfor har jeg godt nok svært ved at forstå, at aftalepartierne er blevet enige om, at det her er en god idé. Alle organisationerne på børneområdet, på handicapområdet, Institut for Menneskerettigheder, LOS, Selveje Danmark og Red Barnet er alle sammen imod. Når man læser høringssvarene til det her lovforslag, virker det meget, som om der ikke rigtig er andre end aftalepartierne, der synes, det er en god idé at gøre det her. Når man svækker tilsynene, har vi jo svært ved at sikre den rigtige udvikling for landets mest udsatte borgere, og med de alvorlige historier, der løbende dukker op om omsorgssvigt af nogle af landets mest sårbare, om fusk, om svindel med skattekroner, skriger det til himlen, at regeringen, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Konservative med det her lovforslag skærer 30 pct. ned på socialtilsynet. Tilsynets opgave er jo netop at sikre, at de bosteder, de hjem, de tilbud m.v., som nogle af landets allermest udsatte borgere bor i og har deres hverdag i, er gode og ordentlige. Det er det sikkerhedsnet her i landet, som måske af alle steder bør være det mest fintmaskede, så vi er sikre på, at vi griber alle. Nu slagter man så det tilsyn, som skal være det fintmaskede sikkerhedsnet. Nu sagde Liberal Alliances ordfører, at så måtte man jo se det an, men jeg tror desværre, at vi kommer til at stå her om 2, 3, 4 år og se, at det fortsat er gået i den forkerte retning. Det er jeg ked af at sige. Jeg ville ønske, at det var anderledes, men jeg stoler på de mennesker, som uden for Christiansborg, ude i virkeligheden har med det her område at gøre til hverdag; der er ikke nogen af dem, der anbefaler det her lovforslag, og jeg synes faktisk, at det er ret graverende, at man ikke tager det alvorligt. Jeg er med på, at man synes, at man har lavet en rigtig fin aftale, og den hedder også noget rigtig fint, Sammen om Handicap, men det er bare uden om de mennesker, der lever med et handicap, og der er ikke nogen af dem, som synes, at det er en god idé at skære i tilsynet. Når det er sagt, er ingen jo imod, at man skal bruge pengene klogt, og alle vil gerne sikre, at vi undgår brodne kar, men til det med at bygge tilsynet op om, at borgere skal kunne bruge whistleblowere, vil jeg sige, at det jo ikke er alle borgere, der har ressourcerne, de ressourcer, der skal til for at råbe vagt i gevær, og derfor synes jeg faktisk heller ikke, at det er et velfærdssamfund værdigt at lægge det ansvar over på borgerne. Ansvaret for at finde de brodne kar ligger da på os herinde på Christiansborg, og det ligger ude i kommunerne. Det ligger ikke på borgerne, at man som ressourcesvag borger skal kunne gå til en whistleblower. Det er fint nok med whistleblowerordninger, det er ikke det, det er svært at være imod, men tænk lige over, hvor I har placeret ansvaret med den her ordning. Det synes jeg ikke er rimeligt over for de mennesker, det handler om. Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at Enhedslisten ikke kan støtte det her lovforslag.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste er fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti. Velkommen.

I Dansk Folkeparti er vi af den klare opfattelse, at man skal kende et samfund på den måde, det behandler de mest udsatte i samfundet på. Og det her lovforslag og de lovforslag, som kommer efter det, er udløbere af en aftale på handicapområdet, som jeg er stolt af at Dansk Folkeparti ikke er en del af, en aftale, hvor man som udgangspunkt blandt aftalepartierne er enige om – det er hele grundlaget for aftalen – at der skal spares på de mest udsatte i vores samfund. Det er vi bare grundlæggende ikke enige i i Dansk Folkeparti. Man kan sige rigtig meget om, at man selvfølgelig skal bruge pengene klogt, men det er alligevel spøjst, at dem, som altid ender med at trække det korteste strå i forbindelse med steder, hvor man skal spare, altid er dem, der faktisk har behov for, at man som samfund holder hånden under dem. Vi skal skabe et fintmasket net, hvor alle os, der kan selv, klarer os selv, men samtidig et net, som fanger og tager dem til sig, som har brug for, at vi som samfund holder hånden under dem. Og det er jeg simpelt hen ked af at sige at den her aftale på handicapområdet overhovedet ikke gør, tværtimod. Der er flere forskellige forslag, vi skal tage stilling til hernede i salen i dag. Det, vi står og behandler lige nu, er grundlæggende et forslag om at gøre tilsynet med de her botilbud dårligere. Vi har set mange eksempler på det, og der er nævnt nogle stykker her fra talerstolen allerede. Der er Nanna, der på tragisk vis døde efter grov fejlbehandling og misrøgt. Vi har også set andre eksempler med unge på bosteder – jeg synes faktisk, det vælter frem med eksempler hele tiden, for at være helt ærlig. Det kan være unge mennesker med autisme eller andre, hvad skal man sige, lidelser, unge mennesker med mindre eller svære handicap, som alle bliver svigtet på det groveste. Og så vil man sætte antallet af tilsyn ned. Det er vi bare grundlæggende uenige i i Dansk Folkeparti. I dag kommer vi også til at drøfte det her med en såkaldt forenklet kompensation. Men jeg er nødt til at sige, at i samtlige af de forslag, vi behandler i dag, er der høringssvar fra nogle mennesker, som står hver eneste dag derude og arbejder med de mennesker, som det her vedrører, og som råber vagt i gevær og siger: Det her er bare ikke godt nok. Og i dag skal vi også behandle et forslag om botilbud, hvor man faktisk giver eksempelvis unge mennesker med handicap dårligere muligheder for at vælge et sted at bo. Jeg synes, det er noget meget, meget underligt noget, at vi i dag står og behandler nogle forslag, som svækker mulighederne for dem, som vi som samfund skulle holde hånden under. Jeg synes også, det er noget underligt noget, at i stedet for at man kiggede på, hvordan man kunne løse de massive problemer, vi har på handicapområdet – for de er der – ved eksempelvis at tage hele handicapområdet ud af kommunerne og, hvad skal man sige, specialisere det noget mere, altså gøre, at de mennesker, som vi som samfund burde holde hånden under, reelt set også fik den hjælp, de skulle have, så gør man det, som vi ser med de her forslag i dag, dårligere for dem. Det støtter vi simpelt hen ikke i Dansk Folkeparti. Derfor støtter vi heller ikke de her forslag. Jeg synes, det er en rigtig ærgerlig dag. Jeg synes, det er en rigtig ærgerlig aftale, de her forslag kommer fra. Vi mener ikke, at det er en løsning at spare penge på de mest udsatte. Vi mener, at det er en løsning at finde en løsning på de problemer, der er på handicapområdet, eksempelvis ved at tage hele området ud af kommunerne. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så er den næste fru Lotte Rod fra Radikale Venstre. Velkommen.

Tak for det. Et af mine forbilleder, Viggo Hørup, sagde engang, at politik er at dele sig efter anskuelse. Derfor vil jeg i dag også gøre lidt ud af at sige, hvad regeringens udgangspunkt var, hvad Radikale Venstres holdning inde i forhandlingerne var, og hvad vi jo så er blevet enige om, så det er ret tydeligt, hvad kompromiset er, og hvad det er, vi kommer til at kæmpe videre for, sådan at folk faktisk kan se, hvad det er, de forskellige partier står for. Den her aftale er jo født ud af, at regeringen lavede en økonomiaftale med KL, og derfor er alternativet til den her aftale for de partier, som er imod den, ikke, at besparelsen på socialtilsynet forsvinder. Alternativet til den her aftale er, at regeringen bare ville gennemføre den besparelse, som den havde aftalt med KL, og at de ansvarlige partier i Folketinget, som til hver en tid stemmer for økonomiaftalerne, så bare ville stemme det igennem uden at have nogen som helst indflydelse på det. Derfor gør jeg meget ud af at sige, at selv om jeg også er meget kritisk over for den aftale, så står vi bag den i Radikale Venstre, og vi har sammen med Konservative og Liberal Alliance fået nogle væsentlige forbedringer, ikke kun i den her aftale, men i det samlede. Det er jo heller ikke sådan, at man som aftaleparti, selv om man synes, at et lovforslag ikke er særlig godt, så bare kan stå uden for det og være med i resten. Derfor er det jo en del af en samlet pakke. Men bare til alle jer, som har været kritiske, vil jeg sige: Alternativet er ikke, at besparelsen går væk, men bare det, at al handicappolitik, sådan som det har været i mange år, vil blive forhandlet i økonomiaftaler, uden at det er os socialordførere, der har indflydelse på det. For os i Radikale Venstre er det vigtigste, at der er en høj kvalitet. Vi går meget op i, at der er uddannet personale, at vi har dygtige ledelser, og at de mennesker, der er derude og arbejder, har tiden til at være der, gøre en forskel og se mennesket og ikke skal bruge så meget tid på dokumentation og på tilsyn. Derfor er vores grundlæggende holdning, at vi i alt – altså, jeg gør det rigtig meget ovre på skoleområdet – virkelig skal kigge grundigt på, om vi ikke har lidt for meget tilsyn nogle steder. Men samtidig deler jeg fuldstændig den kritik, der også er blevet rejst i dag. Vi har jo et område her, hvor kvaliteten er meget forskellig, og vi har stadig en opgave til gode i at sikre bedre kvalitet. Derfor synes jeg også, at den her proces har været sådan en lille smule på hovedet. For vi går i Radikale Venstre ind for at lave et risikobaseret tilsyn, og det synes vi er en god idé, men det bliver jo lidt på hovedet, som andre ordførere også har været inde på, når regeringen starter med at aftale, hvor mange penge man så kan spare på det, før man ligesom har lavet principperne for, hvad det er for et tilsyn, vi gerne vil have. Jeg synes også, at besparelsen virker ret urealistisk høj, og jeg synes også, at der er noget i, at vi mangler at diskutere, hvad vi egentlig vil med socialtilsynet i fremtiden. Jeg har også sagt det til ministeren. Jeg så gerne, og vi så gerne i Radikale Venstre, at socialtilsynet kan komme til at spille en større rolle og være med til at godkende nye typer af tilbud, og det kræver, at der er mennesker til at gøre det, og så bliver det jo lidt på hovedet, hvis man starter med at fyre nogle medarbejdere for så om noget tid at komme frem til, at det faktisk vil give ret god mening at give nogle nye opgaver til socialtilsynet. Vi har i Radikale Venstre sammen med Konservative og Liberal Alliance gjort, hvad vi kunne for at prøve at rette op på noget af det, vi synes var det sværeste i det her forslag. Vi har sikret, at der er hyppigere tilsyn med plejefamilierne, end regeringen havde lagt op til. Jeg har også selv gjort meget ud af det med whistleblowerordningen, og jeg forstår godt jer ordførere, som har været på talerstolen og spurgt, om det så ikke lægger ansvaret på den enkelte. Det synes jeg er en helt fair diskussion at rejse. Det, der bare har været vigtigt for mig, er, at når nu regeringen insisterer på at skære så meget i tilsynet, skulle vi i det mindste have en sikring af, at de mennesker, der så henvender sig og siger, at der er noget galt, ikke bare bliver syltet i månedsvis. Det er jo derfor, jeg har gjort noget ud af det her med, at der nu er sat en meget kort tidsfrist på, så når folk så henvender sig – og vi ved jo godt, at det er virkelig slemt, når folk først henvender sig til en whistleblowerordning – skal det også tages alvorligt med det samme. Så sagde fru Rosa Lund det her med, at der jo er en eller anden risiko for, at regeringen laver den her besparelse nu, og så kommer der nye sager. Og står vi her så ikke – hvad ved jeg? – måske frem til et folketingsvalg og måske med en ny regering på den anden side af valget og diskuterer, om det her var klogt at gøre, hvorefter man så igen tilfører nye penge til at styrke tilsynet, fordi det var forkert at skære så meget ned? Den bekymring har jeg også, og jeg har også nævnt den under forhandlingerne, og derfor vil jeg, bare for at det er helt tydeligt, sige: Vi bakker som en del af Sammen om Handicap op omkring det her forslag, men vi kommer jo til sammen med både Konservative og Liberal Alliance at forfølge de bekymringer, som er blevet rejst af mange ordførere i dag, inde i forhandlingslokalet, og vi kommer derfor til at følge det her tæt i den dialog, vi skal have med regeringen fremadrettet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for talen. Se, nu har der været kritik rigtig mange steder fra, for det her lovforslag omfatter ikke kun handicapområdet, selv om rammeaftalen for handicap i virkeligheden kun skulle berøre det. Det handler også om anbragte børn og unge og plejefamilier, og det omhandler andre typer af bosteder. Og de parter har man heller ikke involveret. Så man har faktisk valgt at lave et lovforslag – først en aftale, nu et lovforslag – uden at lytte til de mennesker, der ved rigtig meget om, hvad der er vigtigt på området og hvad udfordringerne er, og til dem, der repræsenterer de mennesker, der ikke kan bo hjemme eller klare sig for sig selv. Mener ordføreren ikke, at det er ret problematisk bare at fyre sådan et ret omfattende lovforslag af sted uden at sikre en eller anden form for kvalificering for lige præcis de her parter på området for netop at forhindre, at man får lavet nogle dumme og hurtige og hastige besparelser?

Ordføreren.

Jo, og jeg kan også sige til ordføreren, at jeg har brugt min stemme til virkelig at presse på for, at vi laver det her i fællesskab. Sammen om Handicap bliver jo kun lige så godt som Sammen om Skolen, hvis vi tager parterne helt ind i rummet og finder løsningerne i fællesskab.

Spørgeren.

Der er det i hvert fald helt sikkert og vist, at Sammen om Handicap ikke har været særlig meget i nærheden af noget af det her. Det er bekymrende i sig selv. Men man kunne også forestille sig et andet scenarie: at man ikke nødvendigvis løber efter regeringens galej i forhold til den aftale, man har lavet med KL udelukkende, for det er tydeligvis ikke det rigtige tryk. Vi skal bredere ud, hvis vi skal lave den rigtige model for lige præcis socialtilsynet eller finde løsninger, der skal hjælpe socialområdet fremadrettet til det. Så kunne ordføreren ikke have set en idé i, at vi stod sammen som opposition? I øvrigt er der jo sket noget med flertallet herinde, der kunne have presset regeringen. Så kunne vi have stoppet det og gjort det meget bedre.

Ordføreren.

Jeg tror stadig på Sammen om Handicap. Ellers havde vi jo heller ikke indgået aftalen. Det er også, fordi jeg har erfaringerne i Sammen om Skolen om, hvor godt det kan blive. Det er klart, at det kræver, at vi får reelle forhandlinger, hvor alle parter sidder inde om bordet. Og der synes jeg, og det vil jeg gerne anerkende ministeren for, at der er sket en bevægelse fra de første møder, vi havde, og til, hvordan Sammen med Handicap er nu. Derfor kommer vi jo i Radikale Venstre til at bruge kræfterne på, at det samarbejde skal blive så stærkt, at alt det fremadrettede, vi skal lave, f.eks. specialeplanen, kommer til at blive lavet helt i fællesskab.

Fru Rosa Lund.

Tak for det, og tak for talen – og for rigtig gode refleksioner, synes jeg, men refleksioner, som får mig til at komme til præcis den modsatte konklusion af den, som Radikale Venstre er kommet til. Jeg vil egentlig bare lidt i forlængelse af ordføreren fra SF sige: Der er jo ikke nogen høringssvar, der er tilfredse med det her. Det virker ikke særlig meget som Sammen om Handicap; det virker, som om det er aftalepartierne, der har fundet på noget, og så står organisationerne sådan lidt udenfor og tænker: Hvad foregår der? Så jeg kan måske spørge sådan her: Hvad har Radikale Venstre så tænkt sig at gøre for at komme organisationernes bekymringer i møde?

Ordføreren.

Først vil jeg sige med hensyn til hele præmissen: Som jeg startede med at sige, er alternativet til, at vi havde forhandlet det her, jo ikke, at regeringens aftalte besparelse bare ville være forsvundet. Det havde bare betydet, at regeringen havde kørt det igennem helt uden forhandling med os. Jeg er helt med på det. Jeg ville gerne have haft større indrømmelser i det. Jeg synes, vi er kommet et stykke ad vejen omkring plejefamilierne og omkring whistleblowerordningen. Men jeg deler jo fuldstændig fru Rosa Lunds bekymring over, at regeringen skærer så hårdt, at vi risikerer at stå i en situation, hvor man kommer til om nogle år at sætte flere penge af til det igen, fordi besparelsen har været for hård. Derfor er det, vi kommer til at gøre som Radikale Venstre, jo at bruge vores plads i Sammen om Handicap til at følge det her tæt og til at tage det op med regeringen.

Spørgeren.

Jeg er simpelt hen heller ikke enig i analysen af, at havde man ikke lavet den her aftale, så havde regeringen bare gjort det alligevel. Det er jo noget – hvordan siger man det her på dansk? – nysprog, der bliver sagt fra talerstolen, synes jeg. Det er jo ikke rigtigt. Ordføreren får det til at lyde, som om der bare partout vil være besparelser på det her område. Det er jo ikke korrekt. Vi kan jo godt lave et andet flertal. Vi kan godt lave et flertal, hvor det ikke er sådan, men man har ligesom i Radikale Venstre og åbenbart også i Konservative og Liberal Alliance købt den her fortælling om, at det var det eneste mulige.

Ordføreren.

Men det er jo, fordi det er sådan, det fungerer i Folketinget: at regeringen laver aftaler om kommunernes økonomi med kommunerne, og så stemmer alle ansvarlige, alle regeringsduelige partier i Folketinget til enhver tid for finanslovsforslaget og for økonomiaftalerne. Det vil sige, at den måde, handicappolitikken har været ført på i årevis, jo har været, ved at det var noget, der blev forhandlet ovre i Finansministeriet mellem regeringen og KL, og så stemte alle vi andre, når vi stemte for finanslovsforslaget, også for økonomiaftalen. Det er jo derfor, jeg er så opsat på at få et stærkt Sammen om Handicap, så vi rent faktisk diskuterer handicappolitikken blandt os handicapordførere.

Fru Katrine Daugaard.

Jeg vil bare sige tak for et rigtig godt samarbejde i de her forhandlinger og tak, fordi fru Lotte Rod har været så insisterende på, at Sammen om Handicap netop skal inddrages langt mere, end tilfældet har været i forbindelse med det her lovforslag. Når det er sagt, ved jeg jo også, hvad vi har trukket i en bedre retning, og selv om ingen af os nok synes, det er helt nok, er det trods alt noget. Hvis nu de to kritiske ordførere herovre fra SF og Enhedslisten havde været med, tror ordføreren så, at vi i fællesskab havde kunnet trække det i en endnu bedre retning?

Ordføreren.

Det er jo svært at vide, men jeg er også meget glad og taknemlig for det samarbejde, vi har haft mellem Liberal Alliance, Konservative og Radikale, hvor vi har koordineret meget tæt i de her forhandlinger. Måske havde det gjort en forskel. Jeg ville da gerne have haft, at SF var blevet i forhandlingerne. Vi kan jo se på et af de lovforslag, vi har senere, om kompensationsydelsen, at det har været dejligt at samarbejde med endnu flere partier, fordi det giver endnu større mulighed for at ende i et forhandlingslokale og kunne lægge pres på regeringen. Så jeg ville da gerne, at vi havde været endnu flere.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Så mangler vi kun social- og boligministeren. Velkommen.

Jamen jeg vil gerne starte med at kvittere for modtagelsen af lovforslaget og for den engagerede debat, som vi har haft her i salen til eftermiddag og aften. Det ligger regeringen og aftalepartierne rigtig meget på sinde, at det enkelte menneske i sociale tilbud får den hjælp og støtte, som det har behov for, og det forudsætter, at tilbuddene har en tilstrækkelig god kvalitet. Samtidig er det også væsentligt, at ressourcerne på det sociale område, både for socialtilsynet og for tilbuddene, anvendes rigtigt, herunder også, at der bliver sat ind over for de brodne kar, vi desværre også støder på. I dag fører tilsynsbesøg i langt de fleste tilfælde ikke til sanktioner, og det er vurderingen, at vi bliver nødt til at indrette det driftsorienterede tilsyn anderledes, så tilsynsressourcerne bruges mere målrettet, og så tilbuddenes ressourcer først og fremmest bruges, hvor det giver bedst mening for de børn, unge og voksne, som bor på sociale tilbud. Med lovforslaget tager vi nogle vigtige skridt, hvor vi bl.a. forenkler, målretter og effektiviserer socialtilsynet og gør det mere risikobaseret samt letter tilsynstrykket væsentligt. Vi ophæver også kravet om årlige tilsynsbesøg i alle tilbud og plejefamilier og fastsætter i stedet krav om tilsynsbesøg, hvor der er konkret behov for det, dog mindst hvert tredje år i tilbud og mindst hvert andet år i plejefamilier. Vi reducerer antallet af parametre i kvalitetsmodellen og indfører en binær kvalitetsscore, styrker whistleblowerordningen og kendskabet til den og præciserer reglerne om det personrettede tilsyn. Formålet med lovforslaget er, at socialtilsynet skal føre tilsyn efter en risikobaseret tilgang, der tager afsæt i en fælles risikomodel baseret på relevante risikofaktorer. Forventningen er, at socialtilsynet kommer til at bruge flest ressourcer og foretage flest tilsynsbesøg på de tilbud, hvor der er udfordringer eller risiko for udfordringer med kvaliteten. Omvendt forventes det, at de tilbud, hvor vi år efter år ser, at pårørende, dem, der bor der, og de kommuner, der nødvendigvis har ansvaret for det eller lignende og rent faktisk har styr på kvaliteten, gode ledere og gode medarbejdere, vil få tilsynsbesøg noget sjældnere, end det er tilfældet i dag. Det mener vi også kommer det enkelte menneske i sociale tilbud til gode. Som vi har set i høringssvarene og også har kunnet høre i debatten i dag, er der en særlig bekymring for, at der alene er tale om en spareøvelse til ulempe for det enkelte menneske i sociale tilbud og til fordel for brodne kar, som med lovforslaget måske får mere frit spil. Jeg synes, det er et stort problem, at udgifterne på det specialiserede socialområde stiger, uden at de enkelte mennesker og deres pårørende oplever en bedre kvalitet. Det hænger ikke sammen, og det tyder på, at vi kan gøre tingene bedre, hvis vi vil. Det er i alles interesse, at midlerne på området bliver brugt bedst muligt, så vi får mest mulig velfærd for pengene, og jeg anerkender, at det ikke er en nem opgave, men det er også et problem i vores velfærdssamfund, som regeringen og aftalepartierne tager alvorligt og ønsker at løse, og her mener jeg, at lovforslaget går i den rigtige retning. Med lovforslaget er det forventningen, at der både kan skabes kvalitet for det enkelte menneske i sociale tilbud, og at kommunerne gives bedre mulighed for at styre udgifterne. Samtidig er det forventningen, at socialtilsynet ved at føre tilsyn efter en mere risikobaseret tilgang hurtigere opdager de tilbud, hvor der er udfordringer eller risiko for udfordringer med kvaliteten, og det vil sige, at de også kan sætte hurtigere ind med sanktioner over for brodne kar. Som led i den politiske rammeaftale på handicapområdet fra januar 2025 mellem regeringen og aftalepartierne blev det besluttet, at der skulle iværksættes et arbejde, der skulle undersøge mulige regelændringer, der kan dæmme op for snyd og svigt på sociale tilbud og undersøge mulige initiativer i forhold til regulering af anvendelsen af det, der hedder ikkegodkendte tilbud, som man ofte bruger i kommunerne, når man skal handle akut. Dette arbejde er godt i gang, og hvis det vurderes, at man skal ændre reglerne, vil der blive set på mulige modeller, både fordele og ulemper. Det er endnu for tidligt at komme ind på mere konkrete forslag til tiltag eller løsningsmodeller, der indgår i dette arbejde, men når vi er nået lidt længere i arbejdet, vil jeg gerne drøfte mulige løsninger med relevante organisationer og med aftalepartierne. Og hvis der bliver identificeret løsninger, som kræver lovændring, er forventningen, at der snarest muligt i næste folketingssamling vil blive fremsat et lovforslag. Til sidst vil jeg bare igen fremhæve, at vi som regering og aftalepartier mener at have indgået en aftale, der balancerer den vanskelige opgave, der er i både at sikre god kvalitet, men også sikre, at vi letter tilsynstrykket for dem, der i dag har fokus på opgaven, har gode ledere og gode medarbejdere og sikrer gode tilbud i hverdagen for mennesker, der lever med handicap eller funktionsnedsættelse og på den måde også skaber bedre kvalitet for det enkelte menneske i sociale tilbud. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er en kort bemærkning til fru Rosa Lund.

Tak for det. Jeg er nysgerrig på, hvor det her lovforslag kommer fra, altså hvem der har efterspurgt det. Altså, jeg ved jo godt, hvor det kommer fra – det kommer fra Sammen om Handicap-aftalen – men hvem har efterspurgt det her? Hvem er det, der synes, at det her er en rigtig god idé, ud over ministeren og aftalepartierne? For når man læser høringssvarene, bliver man da i hvert fald i tvivl.

Ministeren.

Jamen der er jo ikke nogen tvivl om, at lovforslaget og aftalen bag, som andre ordførere også har været inde på, udspringer af den økonomiaftale, som er indgået mellem kommunerne og regeringen tilbage i 2024. Målet er jo at finde den balance, der gør, at man på den ene side letter tilsynstrykket på de mange mennesker, som i dag arbejder med at tage sig af folk, der lever på et botilbud eller i en plejefamilie, og som gør det rigtig, rigtig godt, så de kan koncentrere sig om netop det, og på den anden side sikrer, at der også sker en effektivisering af tilsynet, og at vi fortsat har en god kvalitet på området, og at vi dermed også kan bruge flere midler på at sikre de sociale indsatser i kommunerne. For pengene, der bliver frigivet på området, bliver jo netop i kommunerne, hvor man så i mindre grad skal spare på andre områder.

Spørgeren.

Det er ikke mit eller Enhedslistens indtryk, at medarbejderne på de omtalte bosteder har efterspurgt det her. Jeg synes, at ordet tilsynstrykket er meget flot spundet på en eller anden måde, men kan ministeren svare på mit spørgsmål: Hvor kommer det her ønske fra?

Ministeren.

Jamen jeg nævnte allerførst, at kommunerne har indgået en aftale med regeringen, hvor regeringen jo har lyttet til ønsket om, at vi på den ene side sikrer et effektivt socialtilsyn, hvor der er fokus på kvalitet og særlig det at sikre, at man slår hårdt ned på brodne kar eller steder, hvor der sker svigt, og på den anden side også sikrer, at der er fokus på kvalitet og de tilbud, der gør det godt. Og det gør rigtig, rigtig mange jo heldigvis. Regionale, kommunale og private tilbud og selvejende institutioner oplever, at de kan bruge deres tid mere effektivt på de folk, der bor hos dem, og som de tager vare på, frem for at bruge tid på et tilsyn.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for det. Vi har efterhånden haft nogle runder om socialtilsyn både i samråd og her i salen, og jeg tror, vi må konkludere, at vi er uenige om modellen, og hvordan den kommer til at virke derude. Men jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren lidt mere ind til, hvad man har lavet af beregninger i forhold til det her, når man snakker risikobaserede tilsyn, og når man skærer nogle penge væk og siger, at man så kun laver ét årligt tilsyn. Hvor mange tilbud er det i virkeligheden, der er tale om? Hvor mange tilbud mener man at der skal være et risikobaseret tilsyn med? Og på hvilken måde vil man opdage nye steder, hvor der er sket en eller anden form for forråelse eller forandring, når der med den nye model går så lang tid imellem tilsynene? Allerede nu er det jo svært at få stoppet det over tid. Det kan tage lang tid at få stoppet det, selv om der er 1-årige tilsyn derude. Så kunne ministeren ikke lige forklare lidt bedre for os, hvordan det er, man vil opdage det her snyd, når vi ikke er der derude – dem, der snyder, er faktisk ret gode til det – og også fortælle, hvor mange steder det i virkeligheden er man regner med at de skal ud at lave det her målrettede risikobaserede tilsyn.

Ministeren.

Præmissen i spørgsmålet går jo i retning af, at der kun skulle være ét tilsyn på det sociale område og på de specialiserede botilbud, og det kan jeg starte med at afkræfte. De kommuner, der f.eks. har henvist en borger til at bo på et botilbud efter § 108, har jo også et personrettet tilsyn, og det laver vi med den her lovgivning ikke om på. Dertil er der andre tilsyn. Hvis det er sådan, at der også er medicin eller andre ting, så vil der være andre typer af tilsyn. Så vil jeg også bare sige, at vi ikke laver om på det 1-årige tilsyn med økonomien. Det, vi så lægger op til, er, at som minimum skal et botilbud have besøg hvert tredje år, og en plejefamilie skal have besøg hvert andet år – og det er altså et minimum.

Spørgeren.

Jo, men ministeren får ikke helt svaret på det, jeg konkret spørger til. Det var ikke det personrettede tilsyn, som jo slet ikke kan dæmme op for nogle af de her forråede botilbud, hvor der virkelig er en dårlig praksis, for det har de slet ingen mulighed eller forudsætning for, og det fejler også i stor stil i dag. Men jeg vil gerne have svar på, hvordan det er, vi opdager, når der er noget galt på et bosted eller hos en plejefamilie, hvis vi ikke kommer der, og også om ministeren har en eller anden form for pejling af, hvor mange steder det er, man regner med at man skal ud til, og som skal have det her risikobaserede tilsyn. Man må jo have nogle tal at basere det på.

Ministeren.

Det, jeg vil sige, er jo, at det netop er en vurdering, der skal foretages af det enkelte socialtilsyn, og at det bliver socialtilsynet, der skal udarbejde den her risikobaserede model. Nu har jeg hørt nogle i dag sige, at den alene baserer sig på whistleblowerordninger, og det er ikke korrekt. Den kommer også til at basere sig på spørgsmål om, om der er kommet en ny ledelse af botilbuddet, om det er en ny plejefamilie, der er tale om, om der er en stor personalegennemstrømning, hvordan det går med antallet af magtanvendelser eller lignende. Og så vil det være op til socialtilsynet at sikre, at man reagerer på baggrund af det.

Tak til ministeren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget. Det er vedtaget.

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører er fru Charlotte Broman Mølbæk fra SF. Velkommen.

Mange tak for det. Lovforslaget, vi behandler i dag, er en del af opfølgningen på den politiske aftale om en ny model for kompensationsydelser, tidligere kendt som merudgiftsydelsen. Det er meget nørdet, så man skal spidse tungen, hvis man skal følge med i det her. Det handler om at indføre et mere ensartet og forenklet udmålingssystem. Intentionen er at skabe større gennemsigtighed og retfærdighed i systemet, men samtidig også gøre det mere tilgængeligt og forståeligt for både borgere og sagsbehandlere. Det er en aftale, SF er med i. Det er helt afgørende for os, at borgere med nedsat funktionsevne og deres familier får mulighed for at leve et liv så tæt på det almindelige som muligt med færrest mulige barrierer, og at de kan blive kompenseret for deres handicap. Det er en SF-mærkesag, at vi mindsker forskellen mellem borgere med og uden handicap samt skaber lige muligheder for alle i det her liv. Det kan betyde mange forskellige ting. Det kan betyde, at man har brug for nogle særlige hjælpemidler i sit hjem. Det kan være, man har brug for en handicapbil, eller at man har brug for specialsyet tøj. Det kan være, man bruger mere el og varme på grund af ens handicap. Der kan være så mange forskellige ekstraudgifter, man kan stå med, fordi man lever med et handicap, og det er i virkeligheden dét, den her aftale skal dække ind. For os i SF er det afgørende, at omlægningen ikke bare gennemføres administrativt, men at den også gør en reel forskel for familierne ude i deres liv. Det er dét, vi har forsøgt med den her aftale, og jeg mener også, at vi er kommet et godt stykke. Det er ikke nemt at lave et simpelt system for mange forskellige mennesker i meget forskellige livssituationer og med forskellige handicap. Grundpræmissen for aftalen er den samme som den økonomiramme, der er for hele området, så det har medført nogle begrænsninger i forhold til yderligere forenklinger, som f.eks. kunne være at fjerne en beløbsgrænse, altså den nedre afgrænsning for at få økonomisk støtte. I SF er vi også bekymrede over, at praksis i kommunerne har betydet, at der er forsvundet 250 mio kr. i færre bevillinger af merudgifter ude i kommunerne. Det virker jo mærkeligt i en tid, hvor der er flere, der lever med et handicap. Den udvikling må ikke fortsætte, og denne nye model må ikke betyde forringede muligheder for at blive kompenseret for de udgifter, handicappet giver. Formålet med aftalen om en ny kompensationsydelse er udelukkende at gøre det nemmere for borgere og sagsbehandlere. Alt for mange afgørelser om merudgifter ender i dag i Ankestyrelsen, da ordningen er svær for både kommuner og borgere. Eksempelvis skal en sagsbehandler undersøge, hvad et par almindelige bukser koster. Vurderer man så, hvad det koster i H&M – eller hvad det koster i Bilka? Og hvordan skal man finde ud af, hvad de almindelige niveauer ellers er, eksempelvis for vand og varme? Det er alt, alt for bøvlet, så det prøver vi på at se om vi kan gøre noget ved. Vi kommer også til at følge udviklingen i den her aftale tæt for at se, om vi når i mål med vores ambitioner med aftalen. Når det så er sagt, deler vi også en del af de bekymringer, som flere organisationer har udtrykt i høringssvarene. Mange ønsker et enkelt, mere fleksibelt system, uden at borgernes muligheder for kompensation forringes. Det ønske forstår vi, og vi har forsøgt at få så meget med i aftalen som overhovedet muligt. Vi er i SF også glade for at afbureaukratisere lige præcis dér, hvor det giver mening. På det her område har der været et stort ønske fra alle parter om at skabe et mere enkelt system. Det mener jeg også vi til dels lykkes med med den lov, vi behandler i dag. Noget af det, der har været væsentligt for SF, er, at vi med aftalen har mindsket risikoen for underkompensation væsentligt, både i forhold til hvad for nogle ydelser, man kan blive kompenseret for, men i virkeligheden også, i forhold til hvor beløbsgrænsen er. Det har været rigtig vigtigt for os. Derudover har det også været vigtigt for os at skabe en fleksibilitet og hurtighed i systemet, så man ikke sidder og skal dokumentere sine udgifter igen og igen. Derfor mener vi også, at vi med den her aftale er nået til et sted, hvor vi synes det faktisk ser virkelig fint og fornuftigt ud. Så på baggrund af de bemærkninger vil vi i SF følge implementeringen nøje. Vi vil selvfølgelig også følge det udviklingsspor, vi har i vores aftale med hinanden. Vi skal se, hvordan udviklingen kommer til at ske. Vi ser frem til det kommende samarbejde, både med aftaleparterne, men absolut og ikke mindst også med parterne i regi af Sammen om Handicap. Vi stemmer for lovforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til den næste, og det er hr. Christian Friis Bach fra Venstre.

Tak for det. Det forslag, vi behandler her, er et lille, men vigtigt skridt i retning af et mere tilgængeligt, gennemskueligt og enkelt system for borgere, der har brug for en ekstra håndsrækning. Vi ændrer merudgiften og kalder den kompensationsydelsen. Det kan siges at være en lille ting, men det afspejler jo, at vi gerne vil give borgere en kompensation for ekstraudgifter, som de skal afholde i deres dagligdag som følge af en funktionsnedsættelse. Hermed rydder vi op i en række bureaukratisk processer. Vi sikrer et enkelt system med nogle faste grænser, og dermed fjerner vi en masse bureaukrati fra både kommuner og borgere. Det system, som i dag ofte er uoverskueligt og skaber store udfordringer, bliver forhåbentlig meget mere enkelt og tilgængeligt. Det er et skridt i den rigtige retning i arbejdet med at skabe enklere regler og gennemskuelige processer for både kommuner og borgere. Af den grund stemmer Venstre for forslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne.

Tak, hr. formand. Dette lovforslag er en udmøntning af handicapaftalen og økonomiaftalen mellem KL og regeringen fra 2024, hvori det foreslås, at der udarbejdes en ny model for merudgiftsydelsen. Merudgiftsydelsen er en kompensationsordning, som borgere med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne får til at dække de merudgifter, der er som følge af funktionsnedsættelsen, f.eks. til medicin og transport. Forslaget skal forenkle merudgiftsydelsens udmålingssystem, og det sker først og fremmest ved at ændre ordet merudgiftsydelse til kompensationsydelse. Det sker for at gøre betegnelsen mere retvisende, fordi formålet med ydelsen netop er at kompensere modtageren for nogle udgifter. Derudover er hensigten med det foreslåede mere enkelhed, gennemsigtighed og forudsigelighed i tildeling af kompensationsydelse og en ensartet udmåling; den er i dag forskellig. Det gøres ved at udbetale et fast standardbeløb på 1.105 kr. om måneden. Borgere, som kan dokumentere at have større udgifter på over 2.000 kr. om måneden, kan få en kompensationsydelse svarende til de faktiske kompensationsberettigede udgifter. Det foreslås også, at minimumsgrænsen for, hvornår man kan modtage kompensation, gøres ens for alle grupper og fastsættes til 555 kr. om måneden i forhold til de nuværende 445 kr. for børn og 630 kr. for voksne. Det kan give god mening at se på en anden model, da den nuværende model er forbundet med en stor mængde bøvl og papirnusseri. Vi kan alle have en klar interesse i at nedbringe bureaukratiet i den offentlige sektor, men vi mener i Danmarksdemokraterne ikke, at regeringen har ramt rigtigt med den model, der fremgår af lovforslaget. Dansk Handicaporganisationer skriver ligefrem i deres høringssvar, at de på det kraftigste opfordrer til, at forslaget bliver trukket tilbage. De er stærkt kritiske over for den foreslåede model, som de mener vil betyde, at mange ryger ud af målgruppen i forhold til at kunne få dækket deres merudgifter. DH anfører også, at mange vil blive betydeligt underkompenseret for deres merudgifter, ligesom der bliver lagt et større dokumentationskrav over på borgerne. Så når regeringen kalder lovforslaget en forenkling, kommer det an på øjnene, der ser. Med forslaget vil borgerne opleve større dokumentationskrav, når de skal berettiges til kompensation for deres udgifter til nødvendige ting i deres hverdag. Det synes vi ikke er rimeligt, da der er tale om sårbare borgere med funktionsnedsættelser. Derudover vil den ensartede minimumsgrænse i forslaget her medføre, at mange borgere, som lige nu er berettiget til kompensation, vil falde fra, fordi deres udgifter vil ligge under den ensartede minimumsgrænse. Det vil medføre, at en større gruppe borgere i fremtiden vil blive underkompenseret. Forslaget skaber ikke den automatiske model, som vi håbede på, og det løser ikke de problemer, der er med lange sagsbehandlingstider. Danmarksdemokraterne kan på den baggrund ikke støtte lovforslaget. Jeg skal hilse fra Alternativet og sige, at de heller ikke kan støtte lovforslaget.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Danmarksdemokraterne. Næste ordfører er fru Camilla Fabricius, Socialdemokratiet. Velkommen.

Tak, formand. En god kollega sagde til mig lige inden min tale her, at folk derude bare skulle vide, hvor gode kollegaer vi i virkeligheden er, når man ikke kan se os på kameraerne. Det er også derfor, at Socialdemokratiet lige er lidt senere på talerstolen. Det er altså, fordi vores gode kollega fra SF skulle videre til forhandlinger, og på den måde kan vi hjælpe hinanden. Lovforslaget her er, som de andre ordførere også har beskrevet, en udmøntning af aftalen fra 2025 om en ny model for kompensationsydelse – jeg synes, det var nemmere at bruge det gamle ord merudgiftsydelse – som blev indgået imellem regeringen, SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre. Det forslag rummer en lang række forenklinger og et udmålingssystem for merudgiften i serviceloven og barnets lov. Helt konkret er formålet med lovforslaget, at vi bidrager til et langt mere enkelt og gennemskueligt system i forhold til kompensationsydelsen. Samtidig øger man borgernes retssikkerhed, så borgerne ved, hvad det er, de har krav på, og så vores personale ude i kommunerne også kan give den enkelte, hvad den enkelte har krav på. Vi har set alt for mange tidskrævende og tunge sagsgange, både for borgere, men også for medarbejderne ude i kommunerne. Det skal vi gøre op med, og vi skal også skabe mere gennemsigtighed. Det har været en klar opgave for regeringen at sætte sig for at sikre, at midlerne både økonomisk og medmenneskeligt bliver brugt fornuftigt og direkte sammen med borgerne. Det gør vi med den her omlægning, og det er en naturlig konsekvens, at man samtidig også får justeret kommunernes udgifter til administration. Helt konkret kan vi se, at gruppe 1 er dem, der kan sandsynliggøre, at deres kompensationsberettigede udgifter ligger i et interval mellem omkring knap 7.000 til 24.000 kr. pr. år. Det ligger der en væsentlig lettelse i. Den anden gruppe er gruppe 2, hvor det er betydeligt mere, og de skal så dokumentere, hvad det er, de har, fordi det også er et større beløb. Alligevel er det sådan, at vi med det her lovforslag kommer til at forenkle tingene for den gruppe, der ikke allerede har de typer udgifter, som medregnes i regnestykket. Det har været rigtig vigtigt for regeringen og også for Socialdemokratiet, at vi prøver at kigge på de afbureaukratiseringsmuligheder, vi har, samtidig med at vi også højner den direkte konkrete aktivitet for borgerne, sådan at man rent faktisk får, hvad det er, man har brug for. Tak for ordet.

Tak. Der er ingen korte bemærkninger. Tak til fru Camilla Fabricius, Socialdemokratiet. Næste ordfører er fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Tak for det, formand. Vi har, som flere af mine kollegaer også har redegjort for, forsøgt med det her lovforslag at lave et mere enkelt bud på merudgiftsydelsen, som altså nu er omdøbt til kompensationsydelsen. Der indføres ét fast ydelsestrin for alle i målgruppen, altså både børn og voksne, med kompensationsberettigede udgifter over en minimumsgrænse på 555 kr. pr. måned. Her vil man altså få udbetalt en ydelse, som udgør et standardbeløb på 1.105 kr. Denne gruppe kaldes gruppe I . Borgerne i gruppe I skal altså kun én gang sandsynliggøre, at de har kompensationsberettigede udgifter over minimumsgrænsen på de 555 kr., hvor der i dag sker langt mere sandsynliggørelse, i særdeleshed på børneområdet. Sagerne skal ligeledes i dag alene revideres, hvis borgeren anmoder om det, eller hvis der i øvrigt sker ændringer i f.eks. borgerens livssituation, som kan medføre ændret hjælp. De, der reelt har udgifter for under 1.105 kr., vil jo altså blive overkompenseret hver eneste måned, mens de, der har udgifter for mellem 1.105 kr. og 2.000 kr., vil blive underkompenseret, som nogle ordførere også har understreget. Men man vil jo altid ligge i det her spænd, hvor nogle bliver underkompenseret og nogle bliver overkompenseret, og vi mener altså, at vi har ramt det bedste og rigtige niveau her. Samlet set vil ordningen med gruppe I nedbringe bureaukratiet, administration og kontrol, fordi man kun skal påvise udgifterne én gang. For at modvirke væsentlig underkompensation af borgerne med større kompensationsberettigede udgifter har vi også lavet gruppe II. Her gives nemlig mulighed for at kompensere de konkrete høje kompensationsberettigede udgifter for borgere, som kan dokumentere særlig høje kompensationsberettigede udgifter på over 2.000 kr. pr. måned. Vi mener i LA, at det er helt rimeligt, at når vi når over et vist beløb, her sat til 2.000 kr., så skal der altså kræves dokumentation for udgifterne. Derfor er gruppe II afgrænset til en udtømmende positivliste med kompensationsberettigede udgifter, der erfaringsmæssigt har væsentlig karakter. Af initiativbeskrivelsen »Nytænkning af merudgiftsydelsen«, som er bilag 1 til aftalen, fremgår endvidere gældende for gruppe II, og jeg citerer: »For udgiftstyper, der ikke fremgår af listen, modtager borgeren et fast beløb på 500 kr. pr. md.« Det er altså også med til at nedbringe dokumentation og kontrol i gruppe II. Derudover indføres der for en del af gruppe II en såkaldt kattelem, som giver mulighed for at søge om kompensation for andre udgiftstyper, såfremt udgiften for den enkelte udgiftstype overstiger en grænse på 1.250 kr. pr. måned. Vi er i Liberal Alliance rigtig godt tilfredse med det her lovforslag, og vi synes, der har været et rigtig godt samarbejde om at lande den her aftale, ikke alene i oppositionspartierne, men også med ministeren og regeringspartierne, som jeg vil takke for faktisk at lytte og give sig på nogle ting i den her aftale. Så vi stemmer i LA selvsagt for.

Tak. Der er ingen korte bemærkninger. Tak til fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Nu kigger jeg ud i salen, og den næste ordfører, jeg kan få øje på, er fru Rosa Lund, Enhedslisten. Der kommer simpelt hen lige i sidste øjeblik hr. Frederik Bloch Münster fra Det Konservative Folkeparti spunsende ind fra højre. Velkommen.

Tak, formand. Jeg har jo for vane at komme ind fra højre. Men tak, formand. Det skal være let at navigere i systemet. Det synes jeg egentlig ikke er for meget forlangt for de danskere, der har behov for hjælp for at kunne leve et liv på samme vis som dem, der ikke har behovet for hjælp. Med L 201 kommer der renere linjer i forhold til kompensationsydelsen, også kaldet merudgiftsydelsen i dag, et navn, vi jo så vil komme til at ændre. Der er for meget bureaukrati, og der er et behov for at gøre det nemmere at navigere i det for både borgere og kommuner. Vi ser gode perspektiver i, at der indføres et fast ydelsestrin for alle i målgruppen med kompensationsberettigede udgifter over en minimumsgrænse på 555 kr. pr. måned, også kaldet gruppe I. For borgerne her skal alene sandsynliggøre, at de har kompensationsberettigede udgifter over den her minimumsgrænse, hvor der i dag skal ske en yderligere sandsynliggørelse, særlig på børneområdet, og det er jo alt sammen noget, der bidrager til bøvl og kompleksitet. Der giver det kun mening, at vi ændrer det og selvfølgelig også fastholder, at sagerne ligesom i dag skal revurderes, hvis borgeren anmoder om det, eller hvis der i øvrigt sker ændringer i borgerens liv, som kan medføre et ændret behov for hjælp. Samtidig sikres det jo så, at de borgere, der kan dokumentere, at de har særligt høje kompensationsberettigede udgifter over 2.000 kr. pr. måned, også kan få hjælp. Det er jo så dem, man kalder gruppe II. Sådan modvirkes væsentlig underkompensation af borgere, der har større kompensationsberettigede udgifter. Det er godt, at processen bliver mindre tung, for når kommunerne sparer tid, frigør det ressourcer, der kan bruges på andet godt, og borgerne får ikke mindst en bedre oplevelse, når det hele går lidt mere glat, og det er jo borgerne, vi trods alt er her for at hjælpe. Det Konservative Folkeparti kan således støtte lovforslaget.

Tak. Der er ingen korte bemærkninger. Tak til hr. Frederik Bloch Münster, Det Konservative Folkeparti. Så er turen kommet til ordføreren fra Enhedslisten, fru Rosa Lund. Velkommen.

Tak, og nu med den rigtige tale til det rigtige lovforslag. Ministeren har forleden på et samråd indkaldt af Enhedslisten indrømmet eller i hvert fald sagt, at reglerne for børnefamilier, hvor der er et handicap, med det her lovforslag bliver mere omsonst. Jeg forstår godt, at forsøget med det her lovforslag er en forenkling, og det er jo svært at være imod forenklinger. Her betyder forenklingen bare en forringelse for de familier, som har merudgifter ud over det bundniveau, der er fastsat i lovforslaget. En lang række organisationer, f.eks. Dansk Socialrådgiverforening og Institut for Menneskerettigheder, som jo alle sammen er folk, som jeg betragter som nogle med stor viden og indsigt, er alle sammen stærkt bekymrede for, at det her lovforslag betyder en underkompensation af mennesker med handicap. Netop en forenkling af regler og processer for merudgifter har været et af de punkter i rammeaftalen, som handicaporganisationerne har råbt op om i mange år. Mennesker med handicap tjener i gennemsnit 12.000 kr. mindre om måneden og har netop på grund af deres handicap udgifter til en lang række ting. Det handler derfor virkelig om hverdagslivet for en lang række mennesker, der kæmper med at holde sammen på økonomien, og som står i en situation, de ikke selv har valgt. For man vælger ikke selv, om man bliver født med et handicap, og man vælger heller ikke selv, om ens barn bliver født med et handicap. Derfor er det stærkt bekymrende, at hvor vi faktisk havde muligheden for endelig at få lavet enklere og bedre regler for at sikre en ordentlig økonomi og kompensation for mennesker med handicap, vælger man så i regi af rammeaftalen at lave en model, som faktisk forringer vilkårene, i hvert fald hvis man skal tro de mennesker, det handler om. For hvis man kigger på høringssvarene fra f.eks. Muskelsvindfonden, er de dybt bekymrede for, hvad det her kommer til at betyde for mennesker med handicap, men særlig for de familier, hvor der er et barn med handicap, hvor man jo derved så vil skulle søge mere og mere, selv om intentionen var den modsatte. Det kan jeg jo godt se, når jeg læser lovforslaget og hører på ordførertalerne fra mine kollegaer. I Enhedslisten mener vi, at vi skal tage høringssvarene alvorligt, og at vi både skal lytte til de mennesker, det handler om, men også de mennesker, som vi normalt betragter som nogle, der har stor viden inden for det her område, nemlig Institut for Menneskerettigheder og Dansk Socialrådgiverforening. Derfor mener vi i Enhedslisten, at man bør trække det her lovforslag tilbage og simpelt hen tage en omgang mere med handicaporganisationerne. For der, hvor Liberal Alliance mener, at man har ramt den helt rigtige balance, mener vi i Enhedslisten, at det har man i den grad ikke, og når man læser høringssvarene, kan man også se, at vi ikke er de eneste. Enhedslisten støtter ikke det her lovforslag. Tak for ordet.

Der er ikke ønske om korte bemærkninger. Tak til fru Rosa Lund, Enhedslisten. Den næste ordfører er fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Tak for det, formand. Det skal være nemt for et menneske med handicap eller en pårørende at blive kompenseret for de ekstraudgifter, man har. For man skal leve livet. Man skal ikke bruge tiden på at samle boner og slås mod systemet. Det skal også være langt mindre besværligt at være socialrådgiver, sådan at man kan bruge sin faglighed og ikke føler, at man skal sidde og dykke ned i alt muligt, som tager sindssygt lang tid, og som bare burde være meget nemmere. Derfor er jeg også glad for, at vi har haft de her forhandlinger og nu prøver at gøre systemet lidt nemmere. Jeg synes, vi er kommet et stykke. Vi ville i Radikale Venstre også gerne være gået endnu længere, men som andre ordførere har været inde på, bliver det her med, at man skal vise, at man har over et ret lille beløb, altså noget nemmere, og så får man et standardbeløb, sådan at man ikke skal til at aflevere boner for hver eneste lille ting. Vi har i Radikale Venstre, sammen med de andre oppositionspartier Liberal Alliance, Konservative og SF, kunnet flytte på, hvor grænserne har været henne, for vi har selvfølgelig også været optaget af det, der også har været diskussionen i dag, nemlig at når man fastsætter et beløb, som alle får, så vil der jo være nogle, som bliver kompenseret mere end det, de egentlig har udgifter for, men der vil jo også være nogle, som ikke helt får kompensation for det beløb, som de egentlig har udgifter for. Der har det betydet noget for os, at det skulle være så fair, som det overhovedet kunne blive. Der synes jeg, at det udgangspunkt, der var fra regeringen, simpelt hen var for højt, og at det ville gøre, at nogle mennesker ville miste for mange penge. Derfor har vi i Radikale Venstre lagt vægt på, at grænsen skulle ligge et sted, hvor det beløb, som man kunne blive underkompenseret for, ikke blev alt for stort, sådan at det ville blive mere retfærdigt, og det fik vi igennem i forhandlingerne. Jeg har selvfølgelig også været meget optaget af, hvad der så står på listen af de ting, som man kan blive kompenseret for. Vi er i Radikale Venstre bl.a. optaget af, at unge skal kunne komme til sport, at børn og unge skal kunne komme på sommerlejr, og at vi altså kan give dem ro i maven, i forhold til at de selvfølgelig skal blive ved med at have de penge, som de i dag får til de ting, så det ikke ad bagvejen ender med at blive en besparelse. Noget af det, der måske har været det sværeste i forhandlingerne, har været, at regeringen var ret firkantede i forhold til det her med, at man, hvis man var i gruppe 1 og fik det her standardbeløb og der så var én enkelt ting, som man havde store udgifter til, så skulle overgå til gruppe 2 og dermed begynde at aflevere boner på alting. Der synes vi i Radikale Venstre, at det havde været mere simpelt, hvis vi kunne være endt med en model, hvor man kunne blive ved med at være i den lette gruppe og så kun have fået beløbet til den ene ting, som var den dyre, sådan at flest mulige mennesker kunne undgå at skulle aflevere boner for alting. Men det, vi så fik at vide i forhandlingerne, var, at det kommer vi til at kigge lidt mere på i den kommende proces. Den anden ting, som jeg også tror kommer til at gøre en stor forskel, er, at vi især efter at have snakket med socialrådgiverne har gjort ret meget ud af, at vi skal videre i arbejdet med at få sat standardbeløb på, sådan at det ikke er den enkelte socialrådgiver, der skal gå ned i supermarkeder, kigge i tilbudsaviserne eller sidde og google på nettet, hvad ting koster, men at vi, selv om det er svært, og selv om der jo bare er nogle ting, der koster forskelligt, forsøger at gøre os så umage, vi overhovedet kan, for at sørge for, at der er et grundlag som socialrådgiver at stå på, sådan at man skal bruge så lidt af sin tid på at sidde og finde ud af det som overhovedet muligt. Så det er i hvert fald nogle af de ting, vi i Radikale Venstre har lagt stor vægt på i forhandlingerne. Så vil jeg bare som andre ordførere slutte af med at sige tak for samarbejdet til både Konservative, Liberal Alliance og SF, men også til ministeren og regeringsordførerne. Det her har vi snakket om utrolig mange gange, og jeg synes, vi er endt et væsentlig bedre sted, end hvor vi startede i forhandlingerne.

Tak. Der er ingen ønsker om korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Lotte Rod, Radikale Venstre. Vi er nu igennem ordførerrækken, og den næste, der får ordet, er social- og boligministeren. Velkommen.

Tak for det. Tak for en god debat om lovforslaget om omlægning af merudgiftsydelsen, som vi har til første behandling her i dag. Lovforslaget udmønter jo en aftale af 21. januar 2025 om en ny model for det, vi fremover kommer til at kalde kompensationsydelsen, og aftalen er indgået mellem regeringen, SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre. Det rummer et forslag om en forenkling af udmålingssystemet for merudgiftsydelsen i serviceloven og barnets lov. Formålet med lovforslaget er at bidrage til et mere enkelt og gennemskueligt system og at øge borgernes retssikkerhed. Desuden skal det rydde op i mange af de tidskrævende og tunge sagsgange for både borgere og kommuner og dermed reducere kommunernes udgifter til administration. Dermed ikke være sagt, at lovforslaget med ét slag fjerner alt bøvlet i det nuværende system, men særlig for de borgere, der vil ligge i gruppe I, vil der ligge en væsentlig lettelse i, at så snart det er sandsynliggjort, at man har kompensationsberettigede udgifter over minimumsbeløbet, kommer det faste ydelsestrin uden videre til udbetaling. I gruppe II, hvor formålet er at minimere væsentlig underkompensation for borgere med særlig høje udgifter, letter vi ikke kompleksiteten af administrationen lige så meget, men det modsvares så til gengæld af, at der udbetales mere nøjagtig kompensation og med højere beløb. Dog skaber vi også i gruppe II mere gennemsigtighed, så borgerne ved, hvilke udgiftstyper de kan få nøjagtig kompensation for. Derudover ensretter vi også udmålingssystemerne for børne- og voksenydelsen, som i dag er forskellige. Jeg ser det nye udmålingssystem som en klar forbedring og forenkling for såvel borgerne som for kommunerne sammenlignet med det meget komplekse og administrativt tunge og tidskrævende system, som vi har i dag. Derfor er jeg også glad for at kunne konstatere, at der her i Folketinget ser ud til at være en bred opbakning til forslaget. Jeg ser frem til behandlingen af lovforslaget i Socialudvalget og stiller mig naturligvis til rådighed i den sammenhæng.

Tak. Der er et ønske om en kort bemærkning fra fru Camilla Fabricius, Socialdemokratiet.

Tak for det. Det lyder som en rigtig god løsning. Jeg glemte bare, da jeg var på talerstolen, at hilse fra Moderaterne og sige, at de selvfølgelig støtter op om lovforslaget. Så det vil jeg bare sige til ministeren og sekretariatet.

Ministeren.

Tak for det. Det skal jeg lade gå videre.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger, og vi siger tak til social- og boligministeren. Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Forhandlingen er åbnet. Første ordfører er hr. Morten Klessen, Socialdemokratiet.

Kære formand, kære kollegaer. Så nåede vi til L 202, forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om almene boliger m.v. Der lægges med dette forslag op til at indføre en beløbsgrænse på 10 pct. for frit valg af botilbud for borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Konkret betyder det, at en borger kun kan vælge et andet tilbud, hvis kommunen har visiteret til et alternativt tilbud og det ikke bliver mere end 10 pct. dyrere. Derudover oprettes der en kontrolenhed i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som får mulighed for at føre tilsyn med prisfastsættelsen, når kommunen har afvist et frit valg af hensyn til økonomien. I Socialdemokratiet er vi selvfølgelig glade for det her lovforslag. Det er et nødvendigt og balanceret forslag, som sørger for at håndtere alvorlige økonomiske udfordringer på socialområdet uden at gå på kompromis med borgerens retssikkerhed og grundlæggende valgfrihed. For der skal være et frit valg, men det skal også være rimeligt. Vi ser i dag en tendens til, at nogle kommuner bliver meget presset økonomisk af dyre alternativer. Det skaber både ulighed for borgerne og på tværs af kommunegrænser. Det betyder i praksis, at nogle borgere får et mere omfattende tilbud, ikke fordi behovet er større, men fordi man vælger at flytte til en anden kommune, hvor prisen og dermed regningen bliver højere. Det bliver for dyrt for hjemkommunen, og det er ikke ret og rimeligt Som socialdemokrater står vi vagt om et stærkt velfærdssamfund, hvor der skal ydes efter behov og ikke efter pengepung eller bopæl. Vi ønsker, at fællesskabet skal kunne løfte de borgere, der har allermest brug for støtte, men det kræver, at vi bruger vores penge bedst muligt, og at systemet er økonomisk bæredygtigt. Det kræver, at vi som samfund i højere grad giver kommunerne mulighed for at holde styr på udgifterne og prioritere, hvordan de fælles midler kan bruges bedst Vi kan være trygge ved det her lovforslag, da det er en del af et bredere politisk grundlag for en bæredygtig udvikling på handicapområdet og bygger videre på aftaler med KL, der hviler på en bred politisk opbakning. Samtidig sikrer det, at borgerens ønsker og rettigheder fortsat respekteres, og at prissætningen på tilbud fremover kan underlægges en konkret kontrol. Vi ved, at ændringer på handicapområdet kan vække bekymring, og det forstår vi, men med det her forslag handler det ikke om at fratage nogen værdighed eller ret til hjælp. Tværtimod handler det om at sikre, at vores system fremover kan give en håndsrækning til de borgere, der ikke har andre muligheder. Med det sagt vil jeg gerne på vegne af Socialdemokratiet udtrykke vores fulde opbakning og støtte til dette lovforslag.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning fra Rosa Lund, Enhedslisten.

Nej, jeg beklager. Det var til det sidste lovforslag, hvor jeg lige akkurat nåede at trykke mig ind, men så sagde formanden, at der ikke var flere korte bemærkninger. Jeg prøvede at få kontakt med formanden, men det lykkedes ikke, og jeg synes, at det ville være unfair at stille den nuværende ordfører et spørgsmål, der handler om det lovforslag, vi lige har behandlet.

Så kan jeg forstå, at fru Rosa Lund ikke ønsker ordet. Så skulle jeg også opleve det – fantastisk. Den næste korte bemærkning er til fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Jeg studsede lige over, at ordføreren sagde, at det her jo rigtigt nok kommer af en aftale med KL, men så blev der sagt, at det var en aftale med KL med – og jeg citerer – »bred politisk opbakning«. Det vil jeg gerne have at ordføreren uddyber lidt, for jeg tænker ikke umiddelbart, at der er bred politisk opbakning til den aftale, der blev indgået med KL, som jo netop lød på 0 pct.

Ordføreren.

Det er korrekt, at det var sådan. Oprindelig lød aftalen på 0 pct., men det blev så forhandlet frem til at blive 10 pct. Så det kan jeg give ordføreren ret i.

Spørgeren.

Selv om vi er med i en aftale og man har forhandlet sig frem til noget andet end 0 pct., behøves der stadig væk ikke at være en bred politisk opbakning for at lave en beløbsgrænse. Det er jo noget, regeringen har fundet på. At Venstre, som kalder sig et liberalt parti, kan være med på det, kan egentlig undre mig meget. Men nu er det jo Socialdemokratiets ordfører, der er på talerstolen, og derfor kommer det ikke bag på mig, at ordføreren i hvert fald nu synes, det er en rigtig god aftale. Men jeg tænker, at de eneste, der klapper i hænderne, er KL.

Ordføreren.

Jeg synes da også godt, at vi kan klappe af aftalen. Jeg synes, det er en ganske udmærket aftale, som har en udmærket vægtning i forhold til borgerens rettigheder til at få et andet tilbud og muligheden for at få et andet tilbud, i modsætning til hvis det havde været 0 pct.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Morten Klessen, Socialdemokratiet. Næste ordfører er hr. Christian Friis Bach, Venstre. Velkommen.

Mange tak for det. På lige fod med de andre to forslag er det her jo et forslag, der skal sikre en god og meningsfuld styring på socialområdet og af de sociale tilbud, som vi giver til vores borgere. En anden fællesnævner er, at det skal sikre, at vi bruger ressourcerne rigtigt, nemlig der, hvor de skaber mest gavn for den enkelte borger, og at vi også – og det tør vi godt stå ved i Venstre – nedbringer udgifterne der, hvor vi kan. Det er vigtigt, at borgere, der lever med en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, har adgang til et godt tilbud, og det er en anden grund til, at det giver mening at prioritere midlerne, for så rækker de jo længere og kan føre til bedre tilbud til flere. Der har udviklet sig den praksis, at man kunne få godkendt tilbud, der var op til 25 pct. dyrere, og det har gjort det svært for kommunerne at styre udgifterne og prioritere indsatsen. Jeg tror sådan set heller ikke, at det har givet de bedst mulige tilbud til flest mulige borgere. Nu nedsætter vi den grænse til 10 pct. for det frie valg i forhold til det, borgeren er visiteret til. Et alternativt tilbud må være op til 10 pct. dyrere. Det er vigtigt, at vi bevarer det frie valg. Det er vigtigt for os i Venstre. Det er vigtigt, at vi fortsat sikrer gode muligheder for private tilbud, og det er vigtigt, at der er gennemsigtighed i økonomien, også i de offentlige tilbud. Derfor er vi rigtig glade for og har arbejdet for i Venstre, at vi får den her kontrolenhed, som skal kontrollere takstfastsættelsen, for at sikre, at der er lige konkurrence, og at borgeren samtidig stadig har den her ret til at vælge et andet tilbud. Så det er et godt forslag med bedre kontrol og stadig væk frit valg og gennemsigtighed i udgifter. Vi stemmer for lovforslaget i Venstre. Og jeg skal hilse fra Rosa Lund fra Moderaterne, og sige, at de også stemmer for lovforslaget. Tak for ordet.

Tak. Det er ikke, fordi jeg som sådan skal blande mig, men jeg tror, hr. Christian Friis Bach mener fru Rosa Eriksen fra Moderaterne. ( Christian Friis Bach (V): Fru Rosa Eriksen fra Moderaterne! Jeg er træt i dag. Jeg skal hilse fra fru Rosa Eriksen fra Moderaterne og sige, at hun og de stemmer for forslaget. Tak, formand.) Vi får det hele opklaret. Det er godt. Så er der en kort bemærkning fra fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Jeg studser jo over, at ordføreren siger, at det er vigtigt at bevare det frie valg, når Venstre jo var med til gerne at ville indføre en beløbsgrænse på 0 pct. Altså, havde det ikke været for Liberal Alliance her, så havde vi jo ikke ligget på 10 pct., som det her lovforslag i dag er på; så havde vi ligget på 0 pct. Det var det, Venstre og regeringen lagde op til, dvs. de facto en afskaffelse af det frie valg. Så hvordan hænger det sammen med, at ordføreren siger, at det er vigtigt at bevare det frie valg?

Ordføreren.

Vi havde gerne set en beløbsgrænse på 0 pct., samtidig med at vi sikrede et fuldt og sammenligneligt grundlag for de tilbud, der er i det offentlige og i det private. Det er jo derfor, vi har lagt så stor vægt på netop at få den her kontrolenhed, så vi kan få gennemsigtighed også i økonomien bag de offentlige tilbud og i takstfastsættelsen, som der sker for de offentlige tilbud, og dermed sikre en lige konkurrence. Med det havde vi sådan set gerne stået bag den aftale, der blev lavet med KL om 0 pct. Vi er godt tilfredse med, at det er endt på 10 pct. Det giver lidt fleksibilitet der, hvor det er svært måske at sammenligne udgifter mellem kommunale, offentlige og private tilbud en til en. Så det giver da lidt ekstra fleksibilitet, og den aftale kan vi stå ved, men vi havde også bakket op om den oprindelige aftale på 0 pct.

Spørgeren.

En 0-procentsgrænse havde været at gøre op med det frie valg, fordi man netop ikke kan sammenligne private og offentlige tilbud, fordi den gennemsigtighed, som ordføreren efterspørger, jo netop ikke er til stede, før vi har lavet den nye takstmodel. Det er jo derfor, det her også kun er midlertidigt frem til da. Det er jo først der, den ryger ned på 0 pct., og det er jo kun, under forudsætning af at vi får skabt den gennemsigtighed både i økonomi og kvalitet.

Ordføreren.

Det er jo fuldstændig rigtigt. Når vi får fastsat taksterne, kommer vi på 0 pct. Det er Liberal Alliance jo også gået med til. Så vi kan jo godt skabe fri konkurrence, uden at man med det samme lægger en bestemt procentgrænse ind. 10 pct. er jo trukket lidt ud af den blå luft. Det vigtige for os er gennemsigtighed. Vi har arbejdet for at få kontrolenheden etableret og har fundet god opbakning hos vores regeringspartnere i at gøre det, og så sikrer vi en gennemskuelig konkurrence, og dermed fastholder vi det frie valg. Det er vi trygge ved. Derfor er vi glade for det her lovforslag.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Christian Friis Bach, Venstre. Den næste ordfører er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Med det her lovforslag ønsker regeringen at indføre en beløbsgrænse på 10 pct. ved borgeres såkaldte frie valg i forbindelse med valg af længerevarende botilbud. Det betyder med andre ord, at når en borger visiteres til et botilbud, vil kommunen anvise et botilbud, og så kan man som borger pege på et andet, lignende tilbud og vælge det i stedet. Her vil regeringen så begrænse det frie valg, ved at borgeren kun må vælge tilsvarende botilbud, som ikke koster mere end 10 pct. mere end det, kommunen har anvist. Lovforslaget er en udmøntning af økonomiaftalen for 2024 mellem regeringen og KL, hvor parterne blev enige om at udarbejde en formaliseret beløbsgrænse på 0 pct. I en aftale om udmøntning af tre initiativer fra handicaprammeaftalen ændres denne beløbsgrænse dog til 10 pct. Beløbsgrænsen skal gælde fra den 1. juli 2025 til udgangen af 2027, hvor en ny takstmodel skal træde i kraft. Samtidig vil man med lovforslaget oprette en kontrolenhed i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som skal kontrollere taksten for de kommunale socialtilbud i tilfælde, hvor borgeren har fået nægtet at bruge sit frie valg til at vælge et tilsvarende privat tilbud. Dansk Erhverv og Selveje Danmark kritiserer i høringssvar lovforslaget, idet de henviser til, at lovforslaget er en væsentlig indskrænkning af borgernes frie valg, da der i dag ikke er økonomisk gennemsigtighed og sammenlignelige takster på tværs af offentlige og ikkeoffentlige tilbud. De påpeger endvidere, at det i dag ikke er muligt at sammenligne taksterne mellem offentlige og ikkeoffentlige leverandører af botilbud og dermed lave en korrekt vurdering af, om et tilbud faktisk er dyrere. Danske Handicaporganisationer rejser samme kritik i deres høringssvar. Vi er i Danmarksdemokraterne enige i den rejste kritik fra bl.a. Dansk Erhverv, Selveje Danmark og Danske Handicaporganisationer. Det er bemærkelsesværdigt, ja, faktisk absurd, at regeringen ønsker at begrænse borgernes mulighed for at vælge botilbud, når der i forvejen ikke er reelt frit valg. Der mangler fuldstændig gennemsigtighed i taksterne. Borgere og myndigheder har ikke et rimeligt grundlag at træffe beslutninger på. I stedet for at styrke valgfriheden fjerner man den uden at rette op på de strukturelle problemer. Så kan det godt være, at regeringen mener, at der kommer en ny takstmodel, som løser det hele, men hvordan ved vi reelt, om den gør det? Hvorfor lade det gå ud over borgerne, indtil den nye og forhåbentlig bedre takstmodel er på plads? Det er urimeligt. Derfor stemmer vi i Danmarksdemokraterne imod lovforslaget. Jeg kan hilse fra både Alternativet og Enhedslisten og sige, at de to partier også stemmer imod lovforslaget. Tak for ordet.

Tak, og der er ingen ønsker om korte bemærkninger. Tak til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Danmarksdemokraterne. Næste ordfører er hr. Karsten Filsø, Socialistisk Folkeparti. Velkommen.

Tak for det. Jeg står her som afløser for vores ordfører, Charlotte Broman Mølbæk. Alle taler om frihed, også partierne bag rammeaftalen Sammen om Handicap, men det gælder altså ikke borgere, der er ramt af et fysisk eller kognitivt handicap og har brug for et botilbud. Lige så snart det koster blot 10 pct. mere end de kommunale tilbud, stopper valgfriheden, og med tiden skal det endda heller ikke kunne koste bare 1 kr. mere. Det er for ringe. Personlig valgfrihed, i forhold til hvor man kan bo, må også gælde for borgere, der har brug for et botilbud. I 2021 lavede Institut for Menneskerettigheder en undersøgelse af boligvalg og retten til et selvstændigt liv for mennesker med handicap. Undersøgelsen beskriver borgernes præferencer i forbindelse med valget af bolig, når det handler om de fysiske rammer, og hvor man gerne vil bosætte sig. I undersøgelsen svarede 56 pct. af de adspurgte 230 kommunale medarbejdere, at en borger har afslået tilbud om en botilbudsplads inden for de sidste 12 måneder. For 47 pct. skyldes det, at borgeren ønsker plads på et specifikt tilbud, og den næsthyppigste årsag med 45 pct. handler om, at borgeren gerne vil bo tæt på sit netværk. Disse to personlige og egentlig meget forståelige ønsker tror jeg ikke ændrer sig, når mulighederne indskrænker sig. Ser vi på nogle af de årsager, som borgerne angiver, handler det bl.a. om, at borgeren ønsker en bopæl tættere på sit eget netværk eller en aktivitet i nærheden, som borgeren gerne vil benytte. En af årsagerne kan også handle om, at det specifikke botilbud og dets målgruppe og fysiske rammer ikke matcher borgerens ønske. Det mener SF at vi skal respektere. Dette lovforslag kommer på baggrund af de økonomiske udfordringer, kommunerne har, med Tranæsrapportens anbefalinger i ryggen. Men i SF mener vi ikke, at det er den rette vej til at løse det problem. Hvorfor er det borgerne, der skal betale med livskvalitet og personlig frihed, når kommunerne har været underfinansieret i alt for mange år? Hvorfor starter vi ikke med at sætte en stopper for profit på de kommercielle botilbud, der tømmer kasserne? Eller burde vi ikke først udarbejde den specialeplan, vi længe har snakket om her på Christiansborg, så vi sikrer, at den faglige kvalitet er høj på botilbuddene, samt at priserne passer hertil? Her kan vi godt se perspektivet i en form for takstmodel, som aftalepartierne vil indføre efter 2027, når solnedgangsklausulen udløber. Men det skal ske på et stærkt socialfagligt grundlag med den specialiserede viden som grundpille. Hvis vi kun følger økonomiske grænser, får vi ikke løst problemet, og kommunerne vil fortsat have meget svært ved at kunne levere den hjælp, som nogle af de mest belastede mennesker har brug for. Og det medfører jo bare, at det bliver dyrere i sidste ende. Med denne beløbsgrænse vil man også styrke kommunernes incitament til at visitere til en billig pris, og vi frygter, at det bliver for billigt. Selvfølgelig skal vi passe på de offentlige kroner og ikke betale overpriser, men der må i et velfærdssamfund som Danmark være plads til også at leve et liv på egne vilkår, også selv om man lever med et handicap. Det har vi allerede sagt, da vi tilsluttede os FN's handicapkonvention tilbage i 1990'erne, og det må vi holde fast i nu i de løsninger, der er brug for at vi skal finde på det sociale område. SF vil ikke være med til at forringe vilkårene eller fjerne valgmulighederne helt for borgere, der i forvejen har meget pressede vilkår på dette område. Derfor stemmer SF nej til lovforslaget. Og jeg skal hilse fra Dansk Folkeparti og sige, at det også gælder dem. Tak for ordet.

Tak. Der er ikke ønske om korte bemærkninger. Tak til hr. Karsten Filsø, SF. Næste ordfører er fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Velkommen.

Tak. Vi skal vide, hvad vi bruger pengene på, for socialområdet bliver dyrere og dyrere for kommunerne, som i forvejen råber op om en presset økonomi og budgetter, der ikke hænger sammen. Kommunernes udgifter til socialområdet er samlet steget med næsten 6 mia. kr. siden 2018, og udviklingen ser kun ud til at fortsætte. Men selv om vi bruger flere penge, oplever borgerne ikke bedre velfærd. Når de stigende udgifter ikke skyldes en politisk beslutning om at øge de sociale ydelsers kvalitet eller omfang og den statslige finansiering ikke følger med, står kommunerne med et stort problem. Problemet er, at vi ikke ved, hvad der konkret skaber udgiftspresset på socialområdet, da vi ikke har nok viden om selv de mest simple økonomiske spørgsmål. Vi kender ikke omfanget af eller prisen på de forskellige typer afgørelser, der træffes. Vi ved ikke, hvad højere lønudgifter eller inflation betyder for de stigende udgifter, og takstudviklingen er ikke transparent eller rimelig for private aktører. Hvis vi skal tage livtag med de løbende udgifter, bør vi sikre viden om, hvad vi bruger pengene på og hvorfor. Det indebærer, at vi skal have større gennemsigtighed i kommunernes økonomi og et bedre datagrundlag herfor. En ny og gennemsigtig takstmodel ligger som et punkt i rammeaftalen på handicapområdet, og der er allerede arbejdsgrupper i gang i Sammen om Handicap, som ser på, hvordan denne bedst laves. Men midt i det har vi så splinten, brodden eller tornen i form af beløbsgrænsen. Borgere kan nemlig i dag vælge et alternativt tilbud til det, kommunen foreslår, som er op til 25 pct. dyrere, hvis altså Ankestyrelsen finder, at kvaliteten lever op til borgerens behov, og det er jo netop, fordi man ikke kan sammenligne taksterne i dag eller indholdet af taksterne. Regeringen panikker nu, fordi de sammen med KL hverken har styr på kvalitet eller løbende udgifter, og ønsker derfor en midlertidig beløbsgrænse indført på 0 pct., hvilket har været fuldstændig uacceptabelt for Liberal Alliance, da det de facto ville afskaffe det frie valg. Det er i dag fuldstændig umuligt at sammenligne tilbud på tværs af ejerform primært på grund af den manglende gennemsigtighed i de offentlige tilbud, og derfor er det jo bydende nødvendigt at sikre et økonomisk rum til at kunne vælge et alternativt tilbud uden at gå på kompromis med kvaliteten af den hjælp, man er visiteret til. Vi er landet i midten på 10 pct. Det er 10 pct. højere, end regeringspartierne kunne tænke sig, og det var derfor også en hård forhandling, men for LA er det her kernepolitik, og vi kunne under ingen omstændigheder gå lavere end de 10 pct. Det er vigtigt at understrege, at dette kun gælder, frem til at der er skabt en ny og gennemsigtig takstberegning, som forudsætter gennemsigtighed i både pris og kvalitet på tværs af ejerforhold. Lykkes det ikke at lave den, annulleres beløbsgrænsen på 10 pct., og vi går tilbage til den nuværende lovgivning. Lykkes det at nå til enighed, og indføres takstmodellen, sænkes beløbsgrænsen til 0 pct., da det jo så er muligt at sammenligne på tværs og man derfor som på alle andre områder skal kunne vælge frit inden for det, man er visiteret til. Pengene kommer altså til at følge borgeren. Desuden oprettes en kontrolenhed i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som i konkrete tilfælde kan kontrollere takstfastsættelsen for kommunale tilbud, hvor borgerens ønske om at bruge det frie valg er blevet afvist på grund af en overskridelse af beløbsgrænsen. Dertil er der iværksat en vejledningsindsats, som skal bidrage til en retvisende taksering, frem til den nye takstmodel er færdig. Liberal Alliance har haft det meget svært med den her del af rammeaftalen, men mener trods alt, at 10 pct. er bedre end 0 pct., og derfor bliver vi i aftalen og stemmer for.

Tak. Der er ikke ønske om korte bemærkninger. Tak til fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Næste ordfører er hr. Frederik Bloch Münster, Det Konservative Folkeparti. Velkommen.

Tak, formand. L 202 drejer sig i høj grad om at få kridtet banen op, både i forhold til prisen på de tilbud, borgerne kan vælge, men jo egentlig også det grundlag, hvorpå der skal ske en sund og god konkurrence mellem tilbud. Med L 202 vil borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne have ret til frit at vælge et botilbud eller et botilbudslignende tilbud i en anden kommune, hvis ikke det er mere end 10 pct. dyrere end det tilbud, kommunen har visiteret til. Med lovforslaget oprettes der en enhed i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som i konkrete tilfælde kan kontrollere takstfastsættelsen for kommunale tilbud på socialområdet, hvor borgeren har ønsket at gøre brug af sin ret til frit at vælge et tilsvarende privat tilbud og det ønske så afvises. Det er jo enormt vigtigt, at vi bevæger os ud på den her rejse mod gennemsigtighed og klarhed. Jeg bilder mig ikke ind, at det bliver en kort en af slagsen, men vi skal trods alt ud på den, for det er vigtigt, at vi når hen til et punkt, hvor forskellige tilbud, offentlige som private, konkurrerer fornuftigt med hinanden. For borgerne skal have et valg, og aktører skal ikke kunne vinde over hinanden på baggrund af ufuldstændige oplysninger eller alt muligt andet fikumdik, som jeg ikke lige kan gennemskue hvad skulle være, men man hører rigtig meget om det. Så Det Konservative Folkeparti kan støtte dette lovforslag, og vi ser frem til at se det gennemført.

Tak. Der er ikke ønske om korte bemærkninger. Tak til hr. Frederik Bloch Münster, Det Konservative Folkeparti. Næste ordfører er fru Lotte Rod, Radikale Venstre. Velkommen.

Tak for det. Som socialliberal er det vigtigt for mig, at man, når man skal finde et sted, hvor man skal bo, så også har chancen for at mærke, om det er et sted, man gerne vil være, og at man har et valg. Derfor betyder det frie valg på det her område meget for os, og vi er store tilhængere af selveje, og derfor har det også været fuldstændig afgørende for mig, ligesom Liberal Alliances ordfører lige har sagt, at vi skulle lave en aftale, som ikke ad bagvejen kom til at lukke nogle af de fine tilbud, vi har i Danmark. Vi ønsker i Radikale Venstre, at der skal være fuld gennemsigtighed, så man faktisk kan sammenligne. Der er det vigtigt for mig at sige, at når vi siger fuld gennemsigtighed, er det jo selvfølgelig i forhold til pris, men det er jo også fuld gennemsigtighed, i forhold til at det faktisk er sammenligneligt på kvaliteten og på indholdet af, hvad man tæller med, sådan at det faktisk giver mening at sammenligne, hvad tingene koster. Der er jo ikke noget, der giver os grund til at tro, at de private er dyrere end de offentlige, så når vi har hele den her diskussion om en beløbsgrænse, er det jo, fordi vi i dag har så dårlig gennemsigtighed og har nogle ting, vi ikke tæller med i det offentlige, så hvis ikke der var en beløbsgrænse, havde man ikke en chance for at vælge et privat tilbud. Nu kunne vi diskutere før, da vi havde lovforslaget om socialtilsynet, om jeg nu som radikal var helt tilfreds nok med de aftryk, vi havde sat der. Jeg kan sige, jeg har lagt den største forhandlingskapital her. Derfor har jeg det ligesom Liberal Alliance, i forhold til at det var fuldstændig afgørende for os i Radikale Venstre, at vi skulle rykke os fra en beløbsgrænse på 0 og til at lande på de her 10 pct., for det er så vigtigt at holde fast i de gode private tilbud, der er. Det lykkedes vi med, og jeg har det stadig sådan, at jeg egentlig synes, det er mærkeligt, at det overhovedet kom så langt. Én ting er, at Socialdemokratiet i mange år har været interesseret i at ville have mere kommunalt, men at Venstre og Moderaterne lavede en aftale om 0 pct., som jo på den måde ville være med til at fjerne muligheden for at vælge nogle af de fine private tilbud, kan jeg stadig væk ikke forstå. Derfor er jeg meget glad for det samarbejde, jeg har haft med Konservative og Liberal Alliance, om at sikre, at vi kom på de 10 pct. Med til det hører jo også, at det jo så er vigtigt, at hvis man gerne vil have et privat tilbud og kommunen kommer og siger, at deres er billigere, så derfor kan man ikke vælge det tilbud, så skal man kunne få tjekket gennemsigtigheden så hurtigt, at man jo ikke først flytter ind i det kommunale tilbud, fordi det skal man, og så får man et halvt år senere et brev om, at man i øvrigt havde ret, så man kunne godt have valgt det andet, men på et tidspunkt, hvor det jo er for sent. Derfor betyder det jo så meget, at vi får lavet en kontrolmekanisme, som fungerer med det samme, men at vi jo på sigt kommer derhen, hvor vi har den fulde gennemsigtighed fra begyndelsen. Så det er bare for at understrege her til sidst, at Radikale Venstres politik er, at vi vil have den fulde gennemsigtighed, både i forhold til pris, i forhold til kvalitet og i forhold til indhold. Stod det til os, skulle man have gjort det fra starten. Vi så gerne, at det var gået endnu hurtigere med at lave hele specialeplanen, og vi gad også godt, at vi i virkeligheden havde endnu flere diskussioner om det, som jo er det største problem, når vi diskuterer, hvad grunden er til, at priserne stiger, nemlig at vi jo mangler steder, og at der jo derfor også sker et pres på prisen, når man mangler. Den del ville jeg ønske regeringen var startet med i stedet for at komme med loftet. Som de andre ordførere sagde, har vi jo her aftalt med hinanden, at regeringen skal komme med en model for fuld gennemsigtighed, for at vi kan gå ned på 0. Det har været vigtigt for mig, at der var den balance inde i forhandlingerne og det pres på, at det skal regeringen levere, for ellers går vi tilbage til, hvordan tilstanden er i dag. Så med det er vi godt tilfredse med, hvad der er lykkedes os i de her forhandlinger. Radikale Venstre kan støtte lovforslaget.

Tak. Der er ingen korte bemærkninger, så tak til fru Lotte Rod, Radikale Venstre. Vi er nu igennem ordførerrækken, og den næste, der får ordet, er social- og boligministeren. Velkommen.

Tak til ordførerne, og tak for jeres modtagelse af lovforslaget og for den debat, som vi har haft her i salen i dag. I dag behandler vi jo ikke blot et, men en række lovforslag, der alle sammen indgår i rammeaftalen på handicapområdet. Og fællesnævneren for de her lovforslag er, at de alle skal sikre en bedre styring på socialområdet og hjælpe til at få styr på og nedbringe udgifterne. Dette skal ses i lyset af, at udgifterne til det specialiserede socialområde er steget meget markant over de senere år. Og jeg vil gerne starte med at anerkende, at der er nogle svære balancer i det her, nemlig at vi på den ene side skal sikre, at borgere, der har en funktionsnedsættelse, selvfølgelig skal kunne få den hjælp, de har brug for, samtidig med at vi på den anden side også er nødt til at se realiteterne i øjnene og dæmme op for de meget markante udgiftsstigninger, vi har set. Lovforslaget her vedrører borgere med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevnes ret til frit valg af et alternativt tilbud. Det kan lyde lidt teknisk, men det handler jo i bund og grund om, at når man i dag, hvis man lever med en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, bliver visiteret til et længerevarende botilbud eller en almen plejebolig, så har man selvfølgelig et frit valg. Det vil sige, at man har ret til at vælge et alternativt tilbud i en anden kommune end det tilbud, kommunen har visiteret til. Jeg mener grundlæggende, at det er godt, at borgerne selv kan få lov til at pege på et andet tilbud end det, som kommunen har visiteret til, f.eks. hvis man ønsker at bo tættere på familiemedlemmer eller andre i sit netværk. Men jeg mener også, at vi samtidig må erkende, at kommunerne i lyset af de stigende udgifter har brug for også at kunne styre deres økonomi. Der er nemlig set eksempler på, at borgere har kunnet vælge tilbud, der er op til 25 pct. dyrere end det, kommunen oprindelig har visiteret til, og det har jo aldrig været tanken med det frie valg. For selvfølgelig skal kommunerne også have mulighed for at holde styr på udgifterne, og det frie valg skal gøre det muligt at vælge et tilsvarende tilbud. Derfor ønsker vi jo nu at justere reglerne. Borgerne skal selvfølgelig stadig have ret til at vælge et alternativt tilbud i en anden kommune eller i egen kommune. Det ændrer vi grundlæggende ikke på, men med lovforslaget her foreslår vi, at det alternative tilbud maksimalt må være 10 pct. dyrere end det, kommunen har visiteret til. Jeg vil gerne understrege her, at kommunerne selvfølgelig fortsat skal sikre, at tilbuddet er egnet og opfylder borgerens individuelle behov. Og dermed mener jeg også, at vi med det her lovforslag rammer den rette balance mellem at sikre hensynet til den enkelte borger og hensynet til samtidig at sikre økonomisk bæredygtighed. Vi foreslår samtidig med det her i dag at oprette en kontrolenhed, som kan kontrollere takstfastsættelsen for kommunale tilbud i de tilfælde, hvor borgerens ønske om et andet tilsvarende privat tilbud afvises, fordi det er for dyrt. Muligheden for at få kontrolenheden til at se på takstfastsættelsen er et vigtigt greb, som skal være med til at sikre borgernes mulighed for at vælge et andet tilbud, og som også skal være de private tilbuds garant for, at man også kan kigge på det, hvis det er, at der er uregelmæssigheder i form af takstfastsættelsen. Herudover får vi udarbejdet en håndbog, som skal hjælpe offentlige og private leverandører med at beregne deres takster korrekt. Håndbogen skal adressere tvivlsspørgsmål, som kan medføre fejl i takstfastsættelsen, og derfor vil de relevante erhvervsorganisationer og Kommunernes Landsforening også blive inddraget i arbejdet i håndbogen. Initiativerne til en kontrolenhed og en håndbog skal jo desuden, som flere ordførere også været inde på i dag, ses i sammenhæng med det aftalte arbejde om en kommende ny takstmodel, som også indgår i rammeaftalen på handicapområdet. En ny takstmodel skal sikre gennemsigtighed, i forhold til hvad indsatserne reelt koster, og sikre sammenlignelighed på tværs af tilbud. Jeg ser frem til at drøfte en ny takstmodel med aftalepartierne. Alt i alt er jeg glad for, at vi med det her forslag giver kommunerne et konkret greb til at holde styr på udgifterne, for i sidste ende er det i alles interesse, at midlerne på socialområdet bliver brugt bedst muligt, så vi får mest mulig velfærd for pengene. Det mener jeg også er til gavn for dem, der lever med handicap i hverdagen, altså at kommunerne kan prioritere indsatser, som er forebyggende, som skaber aktiviteter, og hvor man får brugt pengene på at være der for borgerne frem for at skulle betale overpris for et tilbud. Jeg mener, at vi med det her lovforslag skaber en fornuftig balance mellem behovet for bedre udgiftsstyring og hensynet til borgerens frie valg. Tak for ordet.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Tak. Jeg var ude at besøge en borger, som bor i et såkaldt meget dyrt enkelttilbud, og det var også et meget dyrt enkelttilbud, men til gengæld havde den her borger i årevis været i et forløb, hvor han var blevet kastet rundt fra botilbud til botilbud, fordi han havde det så dårligt i de her tilbud, at han blev meget, meget aggressiv. Og det medførte, at han begik vold og også blev sigtet og fik dom for det. Han havde øvet vold mod de ansatte, og ansatte havde i stribevis sygemeldt sig. Man kunne simpelt hen ikke finde et tilbud, der kunne håndtere ham. Nu er han så endt i et tilbud med høj kvalitet, hvor det er gået fra, at man tidligere brugte et trecifret magtanvendelsesbeløb om året på ham – altså, lige omkring 200 magtanvendelser blev der begået på ham tidligere – til at der nu er to magtanvendelser om året. Han har det samme personale, som altså ikke er så dyrt at få udskiftet. Er ministeren enig i, at man ikke kan kigge på pris alene, altså at man er nødt til at kigge bredere på det?

Ministeren.

Lovforslaget omhandler jo ikke kommunens forpligtelse til at visitere til det rigtige tilbud på det rigtige tidspunkt. Og i det her tilfælde, som det bliver beskrevet, lytter jeg mig frem til, at man ikke har fået det rigtige tilbud. Nu er man så blevet visiteret til et tilbud, hvor man bliver rummet. Og det, som lovforslaget så handler om, er, hvis borgeren nu ønskede sig et andet tilsvarende tilbud – selvfølgelig ikke i en situation, hvor man går tilbage til noget, der ikke var ordentligt og ikke rummede ens udfordringer.

Spørgeren.

Havde man i forbindelse med det her konkrete tilbud lyttet til borgeren og også lyttet til borgerens familie, som jo ikke var tilfredse med det tilbud, han havde, og gerne ville have et andet tilbud, som endte med måske at blive dyrere – måske ikke, men måske blev det dyrere – jamen så havde man jo kunnet spare rigtig mange penge i forhold til udskiftning af personale, sygemeldt personale og også nogle rigtig grimme oplevelser for den her borger, som jo heller ikke syntes, det var rart at blive aggressiv over for sit personale. Altså, er ministeren ikke enig i, at man ikke kan se så lukket på pris?

Det får man at vide nu. Værsgo til ministeren.

Jeg vil gerne gøre det helt klart, at man ikke skal fritvælge sig til et tilbud, hvor man er blevet visiteret dårligt fra starten. Det, man skal bruge sit frie valg til, er jo, i forbindelse med at man er i et tilbud, som kan rumme en, og hvor man er visiteret til at få den hjælp og støtte, man har, men hvor man af forskellige andre årsager ønsker at bo et andet sted. Den situation, der beskrives her, er for mig at se en rigtig dårlig visitation, hvis ikke borgeren oprindelig kunne blive rummet. Vi skal sikre en ordentlighed og en kvalitet i tilbuddene, uanset om de er offentlige, private, selvejende eller noget helt andet. Og så skal vi respektere borgerens frie valg, men jo ikke, fordi det oprindelige tilbud var en dårlig visitation.

Så er der ikke flere ønsker om korte bemærkninger. Tak til social- og boligministeren. Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, lovforslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Forhandlingerne er åbnet, og den første ordfører er fru Camilla Fabricius, Socialdemokratiet.

Tak for ordet, formand. Med dette lovforslag retter vi lovgivningen til, så de botilbudspladser, vi har, går til dem, der har behov for dem. Helt konkret giver vi kommunalbestyrelsen mulighed for at opsige en efterlevende ægtefælle, samlever eller registreret partner fra botilbuddet, efter at personen, der er visiteret til botilbuddet, er afgået ved døden. Da jeg læste lovforslaget første gang, tænkte jeg, at det her godt kan virke lidt ufølsomt, for lige når man har mistet sin partner, er det jo i forvejen en svær tid, man går i møde. Og efter at have læst det nogle gange og tænkt over det har jeg også tænkt, at det er vigtigt, at vi husker at vende det på hovedet I Danmark har vi en grundlæggende mulighed for at få den hjælp, vi har brug for. Det er i hvert fald det, vi arbejder benhårdt på. Og det betyder også, at hvis man bor på et højtspecialiseret eller et specialiseret botilbud, altså er visiteret til det, så har man i Danmark muligheden for at få sin partner eller ægtefælle til at bo sammen med sig på tilbuddet. Det vil sige, at man, så længe partneren lever, bor på botilbuddet med de ting, man så er rummet af der. Hvis så ens partner dør, er det altså vigtigt, at vi udnytter den kapacitet, så der er nye borgere, der får muligheden for at bo på de botilbudspladser, så de faktisk benyttes af dem, der er visiteret til dem og reelt skal bo i sådan en bolig. Med lovforslaget giver vi et varsel, så man både har tiden til at sørge og til at få det praktiske på plads. Og så er det også vigtigt at sige, at hvis kommunen så efterfølgende vurderer, at samleveren eller ægtefællen faktisk har det behov for den hjælp, som vedkommendes partner var visiteret til, så kan kommunen selvfølgelig lade vedkommende blive boende. Det vil sige, at vi her har et lovforslag, der justerer det sådan, at der, hvor man bor, også omfatter den hjælp, man er visiteret til. Det er selvfølgelig vigtigt, at kommunen sikrer, at den efterlevende person kommer godt videre – får opsagt boligen og hjælpes videre. Det er også vigtigt at sige, at det kun gælder for folk, der er indflyttet, efter at ændringen er trådt i kraft. Så det er altså ikke sådan, at dem, der bor der nu, vil opleve, at den her ændring kommer ind. Så alt i alt mener vi, at det her er en nødvendig og en fair lovgivning, som præciserer, hvad det er for nogle ressourcer, vi bruger, og hvor man også sikrer, at borgerne faktisk får den hjælp, de har brug for, og at den ikke går til nogle andre. Tak for ordet.

Tak. Der er ingen korte bemærkninger, så tak til fru Camilla Fabricius, Socialdemokratiet. Den næste ordfører er hr. Christian Friis Bach, Venstre. Velkommen.

Mange tak for det. Det er vigtigt, at vi anvender de botilbud, vi har, til de borgere, der har behov for dem. Derfor laver vi det her lovforslag, sådan at kommunerne kan opsige borgere, hvis de bor der som følge af en ægtefælle, samlever eller registreret partner og så står tilbage; så skal de kunne opsiges med 3 måneders varsel. Det er jo fornuftigt med de 3 måneder, for det giver tid og ro til at finde et nyt sted at bo, og man skal selvfølgelig også, som den tidligere ordfører sagde det, have lov til at blive boende, hvis man selv har et behov, som svarer til det botilbud, man bor i. Så der er taget de nødvendige hensyn, men pladserne i de botilbud, vi har, skal gå til de borgere, der har mest brug for dem. Hver enkelt plads, der bliver optaget, kan jo gøre, at der er en borger, som kommer længere bag i køen. Derfor er det her et fornuftigt lovforslag, og det stemmer vi ja til. Jeg skulle hilse fra fru Rosa Eriksen fra Moderaterne og sige, at de også stemmer for det her forslag. Tak for ordet.

Tak. Der er ingen korte bemærkninger, så tak til hr. Christian Friis Bach, Venstre. Den næste ordfører er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Danmarksdemokraterne. Velkommen.

Tak for det. Kommunalbestyrelsen får med det her lovforslag hjemmel til at opsige den efterlevende ægtefælle, samlever eller registrerede partner fra et botilbud, efter at personen, der er visiteret til botilbuddet, er afgået ved døden. Det betyder, at den ubegrænsede ret til at blive i botilbuddet ændres til en mulighed for, at kommunalbestyrelsen inden for 6 måneder efter dødsfaldet kan pålægge den efterlevende ægtefælle at fraflytte stedet. Danmarksdemokraterne stemmer imod lovforslaget, fordi vi ser det, som om lovforslaget forsøger at tage hånd om et problem, der reelt set ikke er der, og vi mener egentlig, at lovforslaget er unødvendigt. Vi støtter principielt op om intentionen i forslaget om at skabe mere kapacitet, men vi mener, at når der er tale om fem tilfælde om året, så er det så lille et antal, at ny lovgivning ikke er nødvendigt. Der er ikke tale om et stort problem, hvor efterlevende bliver tilbage på dyre botilbud, bare fordi de med den nuværende ordning har mulighed for det. Vi finder det derfor ikke nødvendigt, at der laves ny lovgivning, der skal administreres, og som ændrer på dette. Så derfor stemmer vi imod lovforslaget. Jeg skal hilse fra Alternativet og Enhedslisten og sige, at de heller ikke støtter lovforslaget.

Tak. Der er ikke ønske om korte bemærkninger, så tak til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Danmarksdemokraterne. Den næste ordfører er hr. Karsten Filsø, Socialistisk Folkeparti. Velkommen.

Tak for det. Jeg vil gøre det ret kort. SF har på linje med Alzheimerforeningen og Ældre Sagen forståelse for, at der kan være brug for at frigive § 108-boliger og -tilbud til dem, som har brug for dem. Men man kan samtidig spørge, om vi nu med den her ændring af serviceloven løser et stort samfundsproblem. Den tidligere ordfører var også inde på, at der ifølge regeringens i øvrigt meget gamle tal fra 2021 er tale om fem personer om året, og man kunne derfor med rette spørge, om ikke det problem burde kunne være løst med en lidt mere aktiv bolig- og socialpolitik i de berørte kommuner. Derfor er SF's konklusion umiddelbart, at vi undlader at stemme til forslaget, samtidig med at vi i udvalgsbehandlingen vil forsøge at få klarlagt yderligere omkring de efterladtes ret til en alternativ bolig efter opsigelsen af deres lejemål. Jeg skal hilse fra DF og sige, at det også er deres indstilling.

Tak. Der er ingen korte bemærkninger, så tak til hr. Karsten Filsø, SF. Den næste ordfører er fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Velkommen.

Tak. Man kan jo godt synes, at det er peanuts, der tales om, men det konkrete botilbud, jeg lige talte med ministeren om, koster 800.000 kr. om måneden, så det kan jo altså løbe op. Og i Liberal Alliance finder vi det helt rimeligt, at man som ægtefælle til en borger, som er visiteret til et § 108-tilbud ikke som udgangspunkt kan blive boende, når denne er død, eftersom det er den afdøde ægtefælle, som er visiteret til tilbuddet. Nogle af de her tilbud kan være meget, meget dyre. Det kan være mange, mange millioner årligt. Og man må da også påpege, at det er de allermest udsatte mennesker med et meget, meget stort behov for hjælp, som bor på et § 108-tilbud. Man må derfor også antage, at ægtefællen jo i hvert fald i de fleste tilfælde som oftest også vil være ligesindet i større eller mindre grad og dermed jo så ikke uden videre bare skal sættes på gaden efter de 3 måneders opsigelse, men jo højst sandsynligt også er et sted i deres liv, hvor de altså også får en del af hjælp og dermed vil blive hjulpet videre til et tilbud, som så passer til ham eller hende. LA stemmer for forslaget.

Tak. Der er ingen korte bemærkninger, så tak til fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Og efter lidt indbyrdes handel er den næste ordfører fru Lotte Rod, Radikale Venstre. Velkommen.

Tak for forståelsen. Det er, fordi der sker spændende ting i Børne- og Undervisningsministeriet, hvor jeg skal over lige om lidt. Jeg synes, det er helt rimeligt, at der er en grænse for, hvor længe man kan blive ved med at blive boende, når ens ægtefælle, som var den, der havde retten til at være der, ikke længere er der. Omvendt har jeg det også som ordføreren før mig sådan, at det er lidt svært på den ene side med det der med, om man, når det drejer sig om så få mennesker, så skal give den usikkerhed, der jo sætter sig i folk. Er det det værd? Jeg synes også, der er noget med, hvor kort man kan lave tidsgrænsen. Det har jeg også spurgt ind til, da vi havde forhandlingerne med regeringen, og hvor regeringen sagde: Man lægger sig her op ad de regler, der i øvrigt er. Men forskellen er jo bare, at her er der jo en, der er død. Så ud over at man skal finde et andet sted at bo, har man jo også sorgen, og man har hele planlægningen af begravelse eller bisættelse. Så derfor vil jeg bare sige, at selv om Radikale Venstre støtter det her forslag, har jeg også virkelig et håb om, at kommunerne har hjertet med i det her, og at man selvfølgelig kigger på, hvad det er for nogle mennesker, og at man tager konkret stilling til, om 3 måneder er lige kort nok, eller om det er okay. Så med de ord kan jeg støtte lovforslaget.

Tak. Der er ingen korte bemærkninger, så tak til fru Lotte Rod, Radikale Venstre. Den næste ordfører er hr. Frederik Bloch Münster, Det Konservative Folkeparti. Velkommen.

Tak, formand. Med L 203 tager man jo hånd om et emne, der jo i sit princip egentlig er ret vigtigt. For hvad gør man, når en borger, der er henvist til et botilbud, går bort og ægtefællen nu bor der alene? For selv om det jo er klart, at pladsen skal gå videre til den næste behøvende borger, så skal man jo også udvise empati over for og forståelse for det menneske, der måtte stå tilbage i dyb sorg over at have mistet en meget kær. Så det handler jo om at udvise respekt for borgernes penge og sørge for, at de bliver brugt bedst muligt og så målrettet som muligt, men det handler jo også om respekt for enken eller enkemanden. Her må respekt handle om sådan helt i praktikken at give en rimelig frist for, hvornår man så skal flytte. Og med L 203 gives kommunalbestyrelsen bemyndigelse til at opsige enkemanden eller enken med 3 måneders varsel, og kommunalbestyrelsen har således 6 måneder til at anmelde dette varsel til borgeren. Det er ordentligt, det er respektfuldt, og det er balanceret. Så Det Konservative Folkeparti kan støtte lovforslaget.

Tak. Der er ingen korte bemærkninger, så tak til hr. Frederik Bloch Münster, Det Konservative Folkeparti. Vi er nu igennem ordførerrækken, og den næste, der får ordet, er social- og boligministeren.

Tak til ordførerne for en god debat, også om et svært emne. Det overordnede formål med lovforslaget er jo at fremme, at botilbudspladserne går til dem, der har behov for det. Og derfor foreslås det, at kommunalbestyrelsen får mulighed for at opsige den efterlevende ægtefælle, samlever eller registrerede partner fra botilbuddet, efter at personen, der er visiteret til botilbuddet, er afgået ved døden. I dag har den efterlevende ret til at blive boende i botilbuddet, efter at den person, der er visiteret til botilbuddet, dør. Jeg er med på, at den her situation ikke sker ofte, men omvendt mener jeg, det er vigtigt, at man med det her lovforslag nu sikrer, af den her ret til at forblive i botilbuddet ophører, hvis kommunalbestyrelsen vælger det. Og det gør jeg, fordi jeg mener, at vi skal sikre, at de botilbudspladser, vi opretter, også går til de mennesker, som lige præcis har behov for dem. Det, der også er vigtigt at sige, er, at det dog kun gælder i en periode på 6 måneder efter dødsfaldet, og at den efterlevende skal have et varsel på 3 måneder. Har den efterlevende også selv behov for et længerevarende botilbud efter servicelovens § 108, som vil kunne imødekommes af samme botilbud eller et tilsvarende, ja, så vil vedkommende selvsagt ikke kunne opsiges, når den anden part dør. Kommunen skal sikre, at en efterlevende person, der er opsagt fra boligen, hjælpes og vejledes inden for de eksisterende forpligtelser efter bl.a. serviceloven. Den foreslåede lovændring vil gælde for personer, der er indflyttet i en bolig for to personer i et § 108-tilbud efter den 1. juli 2025. Og med det lovforslag er et af initiativerne i »Aftale om udmøntning af tre initiativer i rammeaftale af 2. maj 2024 om en langsigtet og bæredygtig udvikling af handicapområdet«, indgået mellem regeringen, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre, hermed også opfyldt. Samtidig implementerer lovforslaget et initiativ i »Aftale om kommunernes økonomi for 2025«, der skal afhjælpe stigende udgifter på socialområdet. Ministeriet forventer, at ændringen i praksis vil berøre få personer, men det kan uanset dette have stor betydning for den enkelte kommune i forhold til at kunne skaffe de nødvendige botilbudspladser også at kunne frigøre en enkelt plads eller få pladser. Så til sidst vil jeg egentlig bare sige, at jeg ser frem til samarbejdet om lovforslaget. Og jeg står naturligvis til rådighed for besvarelse af de spørgsmål, som udvalget måtte ønske at få belyst under udvalgsbehandlingen.

Tak. Der er ingen korte bemærkninger, så tak til social- og boligministeren. Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

Der er ikke mere at foretage i dette møde.

Folketingets næste møde afholdes i morgen, onsdag den 7. maj 2025, kl. 10.00. Jeg henviser til den dagsorden, der vil fremgå af Folketingets hjemmeside.

I disse dage mindes hele Danmark 80-året for Danmarks befrielse, og i den anledning har Præsidiet besluttet, at vi på dette møde i salen skal markere befrielsesjubilæet ved at synge to fællessange. Vi synger »En lærke letted« og bagefter »Den blå anemone«. Der er omdelt tekster til alle, og vi håber også at få teksten op på skærmene bagved. Til at lede os igennem sangene skal jeg byde velkommen til sangerinde Kaya Brüel, og så vil jeg bede jer rejse jer op, mens vi synger. Så siger vi velkommen til dig, Kaya. Vi er klar til at gå i gang, når du er klar.

(De to fællessange afsynges).

Mange tak for det.