Møde i salen

Mødet er åbnet. Velkommen til en lang dag med afslutningsdebat i Folketinget.

Afslutningsdebatten i dag vil blive tolket på tegnsprog. Tegnsprogstolkningen kan ses direkte på Folketingets hjemmeside, www.ft.dk, og efterfølgende også som video on demand, altså lige når du vil.

Jeg gør opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse ikke udsættes. Allerførst er der en begrundelse fra ordføreren for forespørgerne, hr. Christian Rabjerg Madsen. Værsgo.

Tak for det. Vi har jo en fin tradition for, at Folketinget beder statsministeren om at give en redegørelse for rigets tilstand, og derfor vil jeg på vegne af Folketinget bede statsministeren om at gøre netop det. Tak.

Det gør vi så. Velkommen til statsministeren. Værsgo.

»Det har været en ære og en udfordring at lede en bred regering i det seneste folketingsår. Vi har arbejdet hårdt for at samarbejde på tværs af partier og sikre en stærk og bæredygtig fremtid for Danmark. Vi har taget skridt til at bekæmpe klimaforandringerne og sikre et mere retfærdigt og inkluderende samfund, hvor alle borgere har lige muligheder. Vi har også arbejdet på at styrke vores sundheds- og socialsystem, så alle borgere kan få den hjælp, de har brug for. Selvom vi har oplevet udfordringer og modstand undervejs, er jeg stolt af, hvad vi har opnået sammen i det seneste folketingsår. Vi vil fortsætte med at samarbejde på tværs af partier og arbejde hårdt for at sikre en bedre fremtid for alle danskere. Tak for jeres tillid og samarbejde i det seneste folketingsår. Vi ser frem til at fortsætte dette arbejde i fremtiden.« Det, jeg lige har læst op, er ikke skrevet af mig – eller af noget andet menneske for den sags skyld. Det er skrevet af kunstig intelligens, ChatGPT. Og selv om det måske ikke rammer helt plet, hverken med ordene eller detaljerne i regeringens arbejdsprogram eller for den sags skyld antallet af punktummer, er det både fascinerende og skræmmende, hvad det er i stand til: på få sekunder at skrive en tale, løse en universitetsopgave, udarbejde en rapport med så stor overbevisning, at de færreste af os vil tro, at det var en robot og ikke et menneske, der stod bag. Kunstig intelligens er ikke fremtiden; den er virkeligheden. Og den vil forandre vores samfund i et omfang, som jeg slet ikke tror vi forstår endnu. Hvorfor starter jeg med det her i dag i en tale, der skal samle op på det folketingsår, som vi netop afslutter? Det gør jeg, fordi jeg i stedet for at se tilbage vil bruge min taletid i dag på at se fremad. I dag vil jeg henvende mig til alle unge i Danmark. Det er jeres fremtid, den her tale kommer til at handle om – en fremtid, som på en lang række områder adskiller sig markant fra jeres forældres og bedsteforældres. Den kunstige intelligens, der brager frem netop nu, er bare ét eksempel på de nye livsvilkår, der gælder for jer. Om de unge i dag er der sagt mange ord. I er blevet kaldt skrøbelige, snowflakes, curlingbørn. Der er ikke noget af det, der i dag er mit ærinde. Jeg ser en generation, der er fuld af drømme og håb og med vilje til at forme sit eget liv. I er en generation, der er historisk engageret i det samfund, der er omkring jer. Det ser vi ikke kun i Danmark, men også på Færøerne og i Grønland. I kunsten og i kulturen, i klimakampen, i kampen for global retfærdighed er det jer unge, der sætter præg på det og rækker langt ud over rigsfællesskabets grænser. Med jer bærer I en stærk bevidsthed om, hvor I kommer fra, en stolthed over jeres rødder og jeres sprog. Rodfæstede, men med blikket rettet udad og opsatte på at skabe forandringer er I unge bannerførere for en ny måde at gå ud i verden på. Når vi kigger på jer unge i det hele taget, vokser I op i en tid, der synes mere usikker med klimaforandringer, økonomisk uro og nye skarpe modsætninger i verden mellem os, der vil demokrati og frihed, og dem, der vil det modsatte. Krigen i Ukraine – et brutalt angreb på et fredeligt europæisk land – var et brud med alt det, vi troede var givet. I dag ser vi i al sin klarhed, at fred og fremgang ikke er noget, der kommer af sig selv, men noget, vi vedvarende må kæmpe for. Danmark er et af de lande, der støtter Ukraine allermest set i forhold til vores størrelse, og det gør vi med en selvfølgelighed, der klæder vores land. Vi gør det først og fremmest for at hjælpe soldaterne på slagmarken, men vi gør det også for at sikre danske børn og unge en fremtid med fred og frihed. Udfordringer er der masser af, men der er også grund til håb: et vestligt sammenhold, der står stærkere end i mange år, en robust, stærk dansk økonomi, nye løsninger på klimaforandringerne, stærke danske værdier, et levende fællesskab, en vidunderlig jordklode og dig midt i det hele – og lige rundt om hjørnet en dansk sommer med festivaler og lyse nætter, hvor I forhåbentlig kommer til at feste, til solen står op. Vi former selv vores fremtid, og sammen kan vi både gør den grønnere, lysere og friere. Og hver og en kan gøre en forskel, hvis vi og I griber de muligheder, der åbner sig hver eneste dag i vores fantastiske lille land.

Lad mig starte der, med mulighederne. I de kommende uger vil tusindvis af glade unge strømme ud i vores gader, studenter med huer på hovedet og faglærte med svendebreve i hånden, og der vil være stolte forældre, taler, Dannebrog, fester og fællesskab. En ny årgang er klar til at indtage verden. Uddannelse åbner døren til fremtiden for hver enkelt af jer, og I gør vores samfund dygtigere og dygtigere for hver generation. Netop derfor er det regeringens klare ambition at få endnu flere med i fællesskabet. Jeg sagde for få sekunder siden, at Danmark er et land med mange muligheder. Men – hånden på hjertet – vi ved jo godt, at de muligheder er skævt fordelt. Det er bare lettere at gribe livet, hvis barndommen har været god. Det er lettere at gribe livet, hvis mor og far bakker op, og sådan er det desværre ikke for alle. Vi har stadig væk ikke et samfund, der reelt giver de samme muligheder til alle. Vi vil som regering gøre alt, hvad vi kan, for, at I unge, der lige nu hverken er i gang med uddannelse eller har job, får hjælp til at komme videre. For uddannelse og skole udvider horisonter. Det er frihed, det er ånd, det er dannelse, det er viden, og det er evner og kompetencer. Og det er jeres mulighed for at få et godt arbejdsliv. I skal ud på et arbejdsmarked, hvor I først og fremmest er ventet med længsel. Takket være den ansvarlige økonomiske politik, som skiftende regeringer i Danmark har ført, er dansk økonomi i dag stærkere, end vi havde turdet håbe på. Aldrig før har så mange danskere været i arbejde, og det vilde er, at der er efterspørgsel på endnu flere. Men det er også et arbejdsmarked i hastig forandring, og det bringer mig tilbage til den kunstige intelligens. Det var en revolution, da en computer for knap 30 år siden for første gang besejrede et menneske i skak. I dag har robotterne for længst overhalet os, når det handler om at løse de mest komplicerede opgaver og overskue kolossale mængder af viden og data, og perspektiverne er svimlende. Kunstig intelligens kan flytte os fremad på en lang række områder. Måske kan den hjælpe os med at kurere alvorlige sygdomme, finde svar på de samfundsudfordringer, vi står over for, og i øvrigt løse opgaver, så vi kan frigøre tid til andre og vigtigere ting. Det er med andre ord en kraftfuld og potent teknologi, men det er også en teknologi, som vi kommer til at se blive misbrugt til at skabe forvrængede virkeligheder uden for demokratisk kontrol. Allerede nu er det svært at vide, om en tekst, et billede eller en tale er rigtig eller falsk. Den vil blive brugt til misinformation og hadtale og til at manipulere den offentlige samtale. Der er stærke algoritmer, der skaber ekkokamre. Der er børn, der får en kunstig ven på telefonen, som taler til dem, skaber tillid og fører samtaler. I sidste uge kom det frem – og man tror, det er løgn – at den kan vejlede vores børn om selvskade. Det er over alle grænser for etik og moral. I børn må ikke være forsøgskaniner i et eksperiment, som ingen af os voksne kender konsekvenserne af. Der er ikke tid til at være naive. Vi bliver nødt til at få greb om den her udvikling, og vi bliver nødt til at finde svar på de dilemmaer, som teknologien stiller os overfor. Hvordan sikrer vi en ansvarlig brug af kunstig intelligens? Hvordan beskytter vi vores data og personlige oplysninger? Hvordan holder vi fast i en åben demokratisk debat? Jeg siger ikke, vi skal stoppe den teknologiske udvikling, men vi skal sikre – og det er vores forpligtelse – at teknologien bliver brugt til gavn for mennesker, for samfundet og for vores demokrati. Og kære alle sammen: Vi er bagud. Og det bliver nødt til at være vores løfte, fra os voksne til jer børn og unge, at vi skal passe meget, meget bedre på jer; vi skal regulere, og at vi skal turde at tage ansvaret på os. For et par uger siden besøgte jeg FGU ude i Hvidovre på Vestegnen. Det er et ret fantastisk uddannelsestilbud til unge, der sådan lige er ved at finde deres vej i livet. Jeg mødte selvfølgelig først og fremmest en dejlig flok unge mennesker. Nogle af dem har haft en ret svær start på livet. Mobning fortæller mange om, og ordblindhed er desværre stadig væk noget, der er udfordringer med, og der er tunge sociale problemer. Andre var skoletrætte efter mødet med en folkeskole, hvor timerne har føltes lidt for lange og bøgerne nok lidt for tykke, hvis ellers de har haft bøger – det vender jeg tilbage til.

På FGU har de unge heldigvis fået gejst og mod på tilværelsen. Godt hjulpet på vej af nogle dygtige lærere og gode rammer har de taget magten over deres egen fremtid. Den tro på, at alle kan noget, hvis de vil og gør sig umage, skal gennemsyre vores uddannelsessystem. Og derfor skal det også være slut med at sige til nogle børn og unge, at I ikke hører til på en uddannelse. Det stempel, som mange tidligere fik med ikke at være uddannelsesparate, var for hårdt, og det var slet ikke konstruktivt. Derfor er jeg glad for, at regeringen sammen med et bredt flertal her i Folketinget har afskaffet uddannelsesparathedsvurderingerne. For uanset hvilke bump du møder i livet, er det vigtigste for os da at sige, at der altid er en vej fremad. Det synger en vores mest kendte sangere, Andreas Odbjerg, om: Lyset vender tilbage, og i morgen er der også en dag. Det er vores klare mål som regering at skabe et bedre uddannelsessystem, fra folkeskole over ungdomsuddannelser til erhvervsuddannelser og videregående uddannelser. Fra første skoledag til sidste arbejdsdag skal I møde et uddannelsessystem, der tror på jer. Både dig, der lige om lidt stiger om bord på studentervognen med huen på hovedet, dig, der snart står med svendebrevet i hånden, dig, der rigtig godt kan lide at læse og fordybe dig, dig, der lærer bedst med værktøj i hånden, og dig, der gerne vil arbejde med mennesker. Og også dig, der endnu ikke helt ved, hvad du vil, og måske oven i købet er gået lidt i stå. I kommer nærmest alle sammen til at opleve, at I skal uddanne jer løbende igennem jeres liv. Det behov vil kun vokse, i takt med at den teknologiske udvikling sætter endnu mere turbo på, og derfor handler det jo for os her om at skabe et uddannelsessystem, der har rammerne for det. Det handler om mere efter- og videreuddannelse, større vekselvirkning mellem skolebænk og arbejde og flere muligheder for at tage en ny vej senere i livet. Vi er startet med kandidatuddannelserne. Alle jer, der tager en lang videregående uddannelse, er vigtige for både vores erhvervsliv og for hele vores samfund. Men der er mange af jer, der oplever, at der ikke er undervisning nok. Derfor er det vores ønske at skabe nye kandidatuddannelser. Nogle af dem bliver kortere. Til gengæld kommer der mere undervisning og vejledning og tættere kontakt til erhvervslivet – og i øvrigt med langt mere fleksibilitet, så I kan prøve kræfter med arbejdslivet og bagefter vende tilbage til studierne. I det kommende folketingsår tager vi fat på folkeskolen. Når jeg taler med jer børn og unge i folkeskolen i dag, siger I næsten altid det samme: Der er rigtig mange gode ting ved at gå i skole i Danmark. I lærer at samarbejde, I lærer at tænke selv, og skolen giver langt de fleste mod på at tage mere uddannelse bagefter. Men der er også alt for meget larm, der er alt for meget skærm, og for nogle er skoledagen blevet lidt for boglig og teoretisk. Vi skal skabe en folkeskole, der kan noget mere for dem, der har et behov. Det kan være dig, der er skoletræt. Du skal have bedre mulighed for at arbejde i det sidste år, du går i skole. Det kan være et par dage ude på en virksomhed og et par dage tilbage i skoleklassen. Dig, der kæmper med at få bogstaverne til at give mening og regnestykkerne til at gå op, skal have mere hjælp og støtte. Vi vil gerne have, at undervisningen i dansk og matematik, som jo er hele grundlaget, skal komme tættere på virkeligheden. Der skal være mere tid til de praktiske og kreative fag. Der skal være mindre tid bag skærmen, og så skal der være mere ro i klassen. For et par måneder siden mødte jeg Gry, der netop har bestået svendeprøven som murer oppe på Herningsholms Erhvervsskole, i øvrigt en dejlig skole at besøge. Hun har som den første kvinde nogensinde vundet DM i skills, og da det er den første kvinde, er det ikke bare én gang, hun har vundet. Hun har lige lavet et hattrick – tre gange har hun vundet. Nu har hun købt sig ind i sin fars murerfirma, og hun lyser af stolthed over sit fag. Jeg bad Gry om et godt råd, og det gav hun mig. Hun siger: Vi skal have fanget de unge allerede i allerede i folkeskolen. De skal vide, at der er et valg, der hedder, at du kan blive håndværker, ud og have hænderne i noget mørtel og gribe skruemaskinen. Den stolthed, den glæde over at være dygtig til både at bruge sit hoved og sine hænder, skal mange flere børn og unge opleve. Hvorfor er det, at de praktiske færdigheder fylder mindre i folkeskolens ældste klasser? Jeg tror, vi skal løfte ambitionerne på håndværksfagenes vegne. Vi skal give jer noget rigtigt værktøj i hænderne, også i de store klasser, så I kan prøve at bygge og konstruere noget vildere og større end den der bordskåner og det der fuglebur, som mange af os har prøvet kræfter med. Drømmen om den grønne omstilling kommer til at ende sine dage i deres kloge hoveder, hvis der ikke er dygtige faglærte til at kunne gøre dem til virkelighed. Sådan sagde formanden for Dansk El-Forbund Ungdom, Mathias Vinholt, da en gruppe erhvervsskoleelever sidste år demonstrerede her i København. Nogle af jer vil kende Mathias, for han var med til at starte lærlingeoprøret, som var en protest mod nedslidte undervisningslokaler på erhvervsuddannelserne, gammelt værktøj og udstyr og lærere, der ikke havde tid nok, og mod følelsen af at blive behandlet som andenrangsuddannelser, samtidig med at manglen på faglært arbejdskraft bare vokser. Mathias havde ret.

I mange år har vi politikere talt og talt om nødvendigheden af at styrke erhvervsuddannelserne, men opgaven er ikke løst endnu. Det er ikke, fordi der ikke er gjort gode forsøg på reformer og er blevet ændret på strukturer og optagelsesmetoder. Og jo, der er også nogle positive tegn. Markant flere af eleverne på erhvervsuddannelserne har f.eks. en læreplads i dag, og langt de fleste faglærte kommer hurtigt i job, stifter egen virksomhed eller læser videre bagefter. Det er godt gået, og for en del unge er erhvervsuddannelserne en attraktiv vej at gå. Men alt for få søger ind, og alt for mange falder fra undervejs. Regeringen ønsker en markant styrkelse af erhvervsuddannelserne, så det bliver attraktivt for jer unge at tage en faglært uddannelse. Det handler dels om økonomi, og derfor skal erhvervsuddannelserne også stå først, når der skal investeres i uddannelse. Men det handler også om kultur og om opfattelsen af, at de praktiske uddannelser ikke er lige så fine eller vigtige som de boglige. Intet kunne være mere forkert. Det er jer, der vælger at blive elektrikere, operatører eller industriteknikere, som kommer til at skabe fundamentet for den grønne omstilling. Derfor fortjener I langt mere respekt, end I får i dag. Det samme gælder jer, der vælger de meningsfulde uddannelser i velfærden. Det gælder jer, der drømmer om at have med mennesker at gøre, altså at pleje, drage omsorg og undervise. Det er jo jer, der får vores velfærdssamfund til at hænge sammen. Det skal uddannelserne afspejle, og vi har mere brug for jer end nogen sinde før. Hvert år er der tusindvis af unge på de videregående uddannelser, der tager et semester i udlandet. Tænk, hvis vi gav alle jer, der tager en erhvervsuddannelse, muligheden for det samme. Det kunne være en tur til udlandet i en periode for at lære jeres fag. Hvorfor ikke blive industritekniker i Australien eller tømrer i Norge eller mekaniker i USA, så I kan opleve verden, få erfaringer med hjem og arbejde for en grøn fremtid, både derude og hjemme? Jeg tror, at den her drøm om den fuldstændig grønne omstilling en gang imellem godt kan være lidt abstrakt. Men prøv lige at følge med her: Når du, der er 18 år i dag, bliver 40, vil Danmark være helt klimaneutralt – helt klimaneutralt . Dit hus vil blive opvarmet med bæredygtige energikilder, din bil vil køre på grøn strøm, og når du skal lave aftensmad, bliver det med fødevarer, der er produceret på en måde, som passer ordentligt på både klima og natur. Alt det er vi i gang med at gøre til virkelighed, og det er takket være jer unge, der har skubbet på, for I har en fantastisk utålmodighed på klodens vegne. Og vi andre har travlt. Det ved vi godt. Måske ved I også, at regeringen har sat nye klimamål. Det vigtigste i de kommende år er at komme i mål, og her skal vi i Folketinget være lige så utålmodige som de unge. Vi har truffet beslutninger og fremlagt udspil, der indfrier 2025-målet, og vi er næsten tre fjerdedele af vejen til de 70 procent i 2030. Det er godt gået. Men det er også kun begyndelsen på en meget, meget stor forandring af vores samfund. Jeg kunne ikke drømme om at stå på talerstolen i dag og bilde jer ind, at det bliver nemt, for det gør det ikke. Det her bliver svært. Og prisen for den grønne omstilling må ikke ramme skævt. Det må den ikke socialt, og det må den ikke geografisk. Derfor skal vi finde balancen. Nogle af årsagerne til, at Danmark står så stærkt i dag, er, at vores økonomi vokser, at vi har høj beskæftigelse, og at I unge næsten ikke kender ordet arbejdsløshed. Det er jo netop, fordi vi i Danmark er lykkedes med at kombinere ambitiøs grøn omstilling med økonomisk fremgang, arbejdspladser og sammenhængskraft. Det er det, der kendetegner den danske grønne vej. Vi følges ad, vi sætter ambitiøse mål, og vi handler på dem. Sidste år besluttede vi os for at gøre Danmark uafhængig af russisk gas. Tusindvis af danske familier er allerede i gang med at skifte gasfyret ud med fjernvarme eller varmepumper, og mange venter utålmodigt på at komme i gang. I marts blev den første CO 2 lagret i den danske undergrund. Det er en teknologi med et kæmpe potentiale. I april foreslog regeringen at skrue op for udbygningen af vedvarende energi, og i går indgik vi en bred politisk aftale om danmarkshistoriens største udbud af havvindmølleparker. Tak til Folketinget for det. Potentielt kan den her aftale syvdoble den energi, vi får fra havvind, og om bare 2 år vil den første grønne flyrute åbne i Danmark. Hver dag kommer vi tættere på den grønne fremtid. Det er en fremtid, som for kort tid siden bare virkede som en drøm. Men det er jo jeres fremtid, det handler om, og den er tæt på.

Nu skal vi videre på de næste områder: den grønne omstilling og landbruget. Til efteråret får vi eksperternes anbefalinger til en klimaafgift. Det bliver et vigtigt bidrag til at nå de 70 pct., og også den opgave går vi altså fra regeringens side til med optimisme. Lad mig citere en ung landmand, som for nylig satte ord på sin egen vision for landbruget: »Dybt inde i mig brænder der en flamme for at gøre noget og for at flytte noget. Både til gavn for Danmark og på sigt for resten af verden. Danmark har altid været et foregangsland, og det skal vi blive ved.« Danske landmænd er blandt verdens bedste. I kølediske over hele verden ligger der dansk smør, ost og kød, og vi eksporterer i stigende grad også plantebaserede produkter som f.eks. bønner og ærter – alt sammen med det danske kvalitetsstempel. Det er jo den styrkeposition, vi skal bygge videre på. Dansk landbrug skal udvikles, ikke afvikles, og det skal ske på en måde, hvor vi passer bedre på klima og natur. Den kamp, vi er i gang med mod klimaforandringerne, handler ikke kun om de stigende temperaturer. Den handler også om sikkerhed, om retfærdighed og om at tænde et håb hos de milliarder af mennesker rundtom i verden, der er truet af stigende vandstande, tørke eller mangel på fødevarer. Jeg er stolt af, at Danmark går forrest i den omstilling. Det gør vi ved at sætte barren højt og ved at vise, at grøn omstilling går hånd i hånd med vækst og velfærd og arbejdspladser, og vi inspirerer andre til at følge med. Det er aldrig for sent at gøre det rigtige, men vi skal skynde os. Det er vores generationskontrakt. Den grønne omstilling er et konkret bevis på, at vi kollektivt kan opnå det, vi sætter os for. Det leder mig videre til det sidste emne, jeg gerne vil tale om i dag, nemlig spørgsmålet om livsmod og om trivsel i bredeste forstand. De fleste danske børn og unge har det godt. Alligevel kender I alle sammen, vil jeg tro, mindst en, der ikke trives, og som ikke har det godt. Statistikkerne taler deres eget nedslående sprog. Flere børn og unge får en psykiatrisk diagnose, alt for mange kæmper med ensomhed og tunge tanker. Prøv lige at lytte en gang: Ungdom og ensomhed er jo to ord, der slet ikke burde høre sammen, og den stigende mistrivsel er et hjerteskærende problem, som vi har et fælles ansvar for at få løst. Noget handler om sundhedsvæsenet. I, der lider af en psykisk sygdom, skal have langt bedre hjælp, end I får i dag. Derfor vil regeringen gennemføre et historisk løft af psykiatrien. Det handler om penge til sengepladser, personale, forskning og bedre forebyggelse. Vi er i gang, men vi skal gøre mere. Ventetiden skal ned, behandlingen skal styrkes, og det samme skal den opfølgende hjælp. Der er mange unge, der fortæller mig, at overgangen fra psykiatrien til enten uddannelse eller job kan være svær, men det er jo mindst lige så vigtigt, at man kommer i gang med livet efter en indlæggelse. For der er ikke noget menneske, der kan leve uden indhold i hverdagen og gode fællesskaber. Derfor tror jeg, at vi den her gang skal stile højt. Vi bliver nødt til at tænke forebyggelse, hjælp og behandling sammen med menneskelige relationer, civilsamfund og livsmestring. For når alt kommer til alt, skal et velfærdssamfund måles på, hvordan det tager sig af de mest sårbare. Det gælder i psykiatrien og i resten af sundhedsvæsenet. Og lad os lige starte med det positive. Der er sket kolossale fremskridt i vores sundhedsvæsen de seneste 30 år. Tænk, i dag overlever syv ud af ti kræftpatienter. For bare 20 år siden var det kun hver anden. Det er jo helt vildt. På under 30 år er antallet af danskere, der dør af en hjerte-kar-sygdom, halveret. Det er fantastisk. Og I unge kan se frem til at blive ældre end nogen generationer før jer, bl.a. fordi sundhedsvæsenet har taget et tigerspring fremad. Det er godt, men bare ikke godt nok, og derfor vil regeringen i de kommende år investere massivt i danskernes sundhed. På den korte bane skal der gøres op med de store og uacceptable problemer, vi har været vidne til på kræftområdet. Derfor har vi sat penge af til både akut og langsigtet at styrke indsatsen i behandlingen af kræft. For det står ikke til diskussion, at danskere, der rammes af kræft, selvfølgelig skal have den behandling, de har brug for, rettidigt. Sundhedsvæsenet skal styrkes, og de medarbejdere, der i dag løber for hurtigt, skal have flere kolleger.

På den lange bane skal vi se på, hvordan vi indretter vores sundhedsvæsen. Det skal gøres gennemtænkt. Målet med det er, at I unge kan gå et liv i møde, hvor vi er i stand til at kurere og behandle endnu flere alvorlige sygdomme, hvor vi sætter tidligere ind, hvor vi gør op med den urimelige ulighed i sundhed, som stadig findes, og hvor vi i øvrigt får slået fast, at retten til at bestemme over sin egen krop er helt fundamental. Derfor har regeringen netop foreslået at udvide retten til fri abort til jer, der er mellem 15 og 17 år. I en verden, hvor piger og kvinders rettigheder mange steder bliver rullet tilbage, har vi i Danmark nu muligheden for at vise, at fremtiden formes, når vi bevæger os fremad. At blive gravid tidligt i livet er svært. Det er det også at få foretaget en abort. Men hold nu op, hvor har den fri abort reddet mange menneskeskæbner i vores samfund. Mit bud er egentlig, at de fleste 15-17-årige, der måtte blive gravide mod deres vilje, vil dele det med deres familier. Men hvad nu, hvis man ikke har lyst til det? Eller hvad nu, hvis man ikke kan? Hvad nu, hvis familien vil bestemme, hvad de i øvrigt selvfølgelig ikke skal have lov til i et frit Danmark? Derfor foreslår vi at udvide abortretten. Det her handler også om at hjælpe nogle af de piger med indvandrerbaggrund, der måtte slås med gamle familiestrukturer eller undertrykkelse. Ingen bør stå alene med det tunge valg, en abort er, men den endelige beslutning hører til hos den enkelte kvinde eller pige og ingen andre. Det her er i vores øjne et vigtigt skridt fremad, ligesom vedtagelsen af samtykkelovgivningen var det for kort tid siden. Her har vi flyttet grænsen for, hvad et menneske skal finde sig i. Det vil vi også gøre, når det kommer til vold. I børn og unge er muligvis den mest lovlydige generation nogen sinde. Alligevel ser vi alt for meget rå og hjerteløs vold, for meget hverdagschikane og for mange knivoverfald. Den brutale brug af vold over for jævnaldrende er ikke alene forkert. Den er et direkte angreb på andre menneskers tryghed og frihed. Derfor har vi behov for en egentlig strafreform i Danmark. Straffen for den personfarlige kriminalitet skal sættes op, og det kræver, at vi får oprettet flere fængselspladser. Vi må aldrig nogen sinde lade de få ødelægge det for de mange. Vi skal skabe tryghed for alle børn og unge og bedre hjælp til dem, der har det svært, men det kan ikke stå alene. For problemerne med den stigende mistrivsel er ikke kun et spørgsmål om diagnoser og behandlingstilbud. Det handler om noget mere grundlæggende i vores tid – noget, der presser jer børn og unge, og som I og vi skal have bedre blik for. En undersøgelse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, viste for nylig – og hold nu fast – at hver fjerde ung mellem 11 og 19 år i løbet af en tilfældig uge slet ikke mødes fysisk med en ven. Det er altså hver fjerde i løbet af en uge! Det betyder, at hver fjerde ung fra 11-19 år i Danmark udelukkende er i kontakt med vennerne online. Det er et fuldstændig vildt tal. Og blandt drengene er det en tredjedel. Hvad tror I, det her gør ved en ungdomsgeneration? Hvad tror vi, det gør ved os som samfund? Lad mig komme med en advarsel. Det, jeg siger nu, vil nok få mig til at lyde som den største boomer i nogle børn og unge ører. Men både I og vi bliver nødt til at se på konsekvenserne af det her og se på konsekvenserne af, at I lever større og større dele af jeres børne- og ungdomsliv på digitale platforme. I er en generation, der aldrig har oplevet en verden uden internet, og sandheden er nok, at det for de fleste af jer slet ikke giver mening at skelne mellem den fysiske og den digitale verden. Lige så sandt er det, at mange af jer har masser af gode oplevelser på de digitale platforme. Men de negative konsekvenser kan vi ikke længere vende det blinde øje til. På sin vis er det jo paradoksalt, for I unge er på mange måder mere sociale end måske nogen generation før jer. I er hele tiden i kontakt med hinanden på et væld af platforme. Men samtidig er mange af jer ensomme. Der er meget mere angst, der er flere, der oplever depression, og diagnoserne eksploderer. Jeg er ikke i tvivl: Selvfølgelig er der en sammenhæng mellem skærmen, de sociale medier og den stigende mistrivsel. At påstå andet er i mine øjne både naivt og at flygte fra ansvaret.

Jeg besøgte en folkeskole i sidste uge, og jeg snakkede med nogle fra 9. klasse, og mange af dem fortalte mig, at de bruger mere end halvdelen af deres vågne timer på skærm – hele skoledagen og det meste af fritiden. Og gør man det, er der bare ikke ret meget tid til at være sammen med andre mennesker. Der er ikke ret meget tid til at fordybe sig, der er ikke ret meget tid til at få sovet, og der er altså ikke ret meget tid til at leve. I min generation og i min barndom i 1970'erne og 1980'erne røg lærerne stadig væk nogle steder i klasseværelserne, og i rigtig mange biler røg forældrene også på forsædet, og var man træt på en køretur, fik man at vide, at man bare kunne lægge sig nede på gulvet i bilen uden sikkerhedssele. Det er der jo ingen der forstår i dag. Jeg er bange for, at når dem, der er børn og unge i dag, vokser op og ser tilbage på deres barndom og ungdom, vil de kigge på os og spørge: Hvordan kunne I lade det ske? Hvordan kunne I så ukritisk overlade os til skærmen? Forklaringen er nok, at vi voksne stadig væk famler og ikke aner, hvad vi skal stille op. Og fordi vi selv er mindst lige så slemme. Men når vi tilbringer time efter time bøjet over en skærm, er der så ikke noget, der går tabt – vores evne til at aflæse hinanden og møde hinanden rigtigt og indgå i fællesskaber, der forpligter? Misforstå mig ikke, det er ikke en kritik af os som enkeltindivider, det er det faktisk overhovedet ikke. Men det er en kritik af nogle andre, nemlig af de techvirksomheder, der er i gang med at lægge beslag på jeres barndom og jeres ungdom; det er en kritik af de kyniske forretningsmodeller designet til at fange jer ind i en grænseløs verden af hurtige videoer, billeder og klik; det er en kritik af den afhængighed, det skaber – jagten på de næste 15 sekunders dopaminrus; det er en kritik af kontrollerede algoritmer, som intet menneske kan gennemskue; det er en kritik af de techgiganter, der tager jeres tid, der tager jeres data og måske også tager jeres selvværd. Den udfordring skylder vi jer børn og unge at finde svar på. Der er brug for, at vi tager ansvar, at vi tør regulere, og at vi finder en vej, så vi får de skærme til at fylde mindre, både i skolen og i vores fritid. Vi hører ofte om forventningspres, og det er blevet sagt – også her i salen – at vi som samfund stiller for store krav til jer unge. Det tror jeg faktisk ikke er rigtigt. Jeg er selv grundlæggende tilhænger af, at vi mennesker møder hinanden med forventninger, at vi ikke er ligeglade med hinanden, og jeg tror på, at vi vokser som mennesker, når vi indgår i forpligtende fællesskaber, hvor andre regner med os. Men måske skal vi se på, hvad det er for forventninger, vi møder jer med, for livet er ikke et projekt, der altid kan skemalægges. Livet er uforudsigeligt, forunderligt, og for mange er det fyldt med omveje. Den lige vej er ikke altid den rigtige, og det er o.k. ikke altid at have en plan. Derfor tror jeg egentlig ikke, at det handler om at stille færre krav, men måske snarere om at have mere tillid og ruste jer til at mestre livet, også når I kommer til at møde modgang, tvivl og stort besvær, for det er der i vores liv. I kan mere, end I selv tror. Gå ud i livet, og gør jer umage, søg fællesskabet og hjælp hinanden. Frem for alt: Mist aldrig troen, for I har så utrolig meget godt i vente. Kære unge, I har nok ikke altid kunnet spejle jer i den debat, der er her i Folketingssalen, og det er heller ikke sikkert, at I kan i dag, og jeg hører egentlig, at mange unge har ønsket er opgør med polarisering og hårde ord og en ny politisk kultur. Måske viser vi den i dag. Jeg håber i hvert fald, at vi viser den fra den nye regerings side. For første gang i årtier afslutter vi folketingsåret med en bred regering. Det politiske samarbejde er sat på en ny formel med en klar ambition om at skabe forandringer, der rækker ud over vores egen tid. I de kommende år vil vi gennemføre reformer, så vi kan styrke vores velfærd og sætte den fri, så vi kan investere milliarder i sundhed, i uddannelse, i grøn omstilling og i forsvar og sikkerhed. Hvorfor? Mest af alt, fordi vi gerne vil efterlade et Danmark til jer, som er endnu stærkere, endnu grønnere, endnu tryggere og endnu friere. Jeg tror, at I på mange måder er den mest reflekterede generation nogen sinde. I har klare værdier, I har udsyn, og I har integritet, og I har mod til at sige fra, når nogen overskrider jeres grænser. I viser den nødvendige vej i kampen mod sexisme og magtmisbrug, og den følsomhed, I bærer med jer, kan også blive jeres styrke. Vi kender ikke alle svarene endnu, men én ting er sikkert: Vi har brug for jer. Det er drømmene, der maler virkeligheden, og i morgen er der også en dag.

Tak til statsministeren. Der er flere, der har trykket sig ind undervejs for en kommentar. I bliver nødt til at vente med at komme med den, bare lige 14-16 timer, for der er statsministeren tilbage på talerstolen. Nu starter vi nemlig på forhandlingen. Forhandlingen er åbnet, og den første i ordførerrækken er ordføreren for forespørgerne, hr. Christian Rabjerg Madsen fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Drop kriseretorikken. Der kan efterhånden ikke være en mand i Sakskøbing, der får en sten i skoen, uden at Mette Frederiksen udråber det til en historisk krise. Regeringen vil så gerne have, at krisen bliver lidt længere. Som oppositionens citater viser, er der vist efterhånden gået sport i at finde finurlige måder at kritisere regeringens retorik på. Og indrømmet, lige præcis den med Sakskøbing synes jeg er sjov, hr. Alex Vanopslagh. Men måske Danmark alligevel var bedre tjent med, at oppositionen skruede lidt ned for den semantiske leg, og at alle partier i bund og grund var mere tro mod, hvad jeg også tror er deres egen analyse af Danmarks udfordringer, og lidt mindre optaget af retorik. »Engang troede vi på fremtiden« er titlen på en ny bog af Christian Bennike. Bogen viser og beskriver, hvordan 1990'ernes fremgang og optimisme medførte, at Vesten i starten af det nye årtusind blev for dårlig til at erkende de største udfordringer – erkende udfordringer som ulighed, klimaforandringer og en stigende afhængighed af billig russisk energi. Det var en doven og selvtilfreds tilgang, der ledte til politisk spildte år – år, hvor udfordringerne voksede sig større, men ikke blev løst. Christian Bennike beskriver videre, hvordan den vestlige verden først for alvor bliver vækket i 2010'erne, hvordan tørke, skovbrande, corona, krig og inflation ændrede selve vores tidsånd og startede krisernes periode, men som det vigtigste førte til politisk handling. På den måde blev kriserne en forudsætning for en ny og i virkeligheden langt mere velbegrundet optimisme – en optimisme, der ikke bygger på en laissez faire-ligegyldighed med verden, men på erkendelsen af vores udfordringer og mest af alt på vores evne til at løse og handle på vores udfordringer. Jeg er personligt helt indifferent, jeg er helt ligeglad med, om vi taler om klimakrise eller klimaforandringer. Men virkeligheden er, at verden stiler mod en potentielt katastrofal temperaturstigning på 2,5 grader. Og mange lande er i modsætning til Danmark ikke på vej til at nå deres mål i Parisaftalen. Jeg er helt ligeglad med, om vi taler om velfærdskrise eller blot taler om velfærdssamfundets udfordringer. Men virkeligheden er, at hvert fjerde forsøg på at rekruttere en sygeplejerske mislykkes. Virkeligheden er, at hvert tredje forsøg på at rekruttere en sosu-assistent mislykkes. Virkeligheden er, at hvert tredje forsøg på at rekruttere en pædagog mislykkes. Virkeligheden er, at hver femte underviser i folkeskolen ikke er uddannet lærer. Virkeligheden er, at 36 pct. af det pædagogiske personale i vores daginstitutioner ikke har en pædagogisk uddannelse. Det sker i øvrigt, samtidig med at søgningen mod netop velfærdsuddannelserne er faldet med 25 pct. Jeg er dybest set ligeglad med retorik, men jeg er ikke ligeglad med virkeligheden, og jeg bliver en lille smule træt, når oppositionen er mere optaget af regeringens retorik end af at finde løsninger på de udfordringer, som jeg i langt hen ad vejen tror vi er enige om er reelle. Jeg tror også, at vi er enige om, at Danmark er verdens bedste land. Vi har sammen med de andre nordiske lande skabt verdens suverænt bedste samfundssystem – et velfærdssamfund, som forener tryghed og lige muligheder på den ene side og på den anden side den høje velstand. Men jeg er ikke tilfreds med vores velfærdssamfund. Kan vi ikke gøre det lidt bedre? som Poul Nyrup Rasmussen spurgte i 1990'erne. Det er ikke godt nok, at kræftpatienter er blevet svigtet, at danskere har betalt med deres liv, fordi ventetiden til kræftbehandlingen er for lang. Det er ikke godt nok, at længere og videregående uddannelser, netværk og personlige ressourcer er en afgørende forudsætning for den behandlingskvalitet, som danskere møder i vores sundhedsvæsen. Det er ikke godt nok, at både vores daginstitutioner og vores skoler i for stor udstrækning svigter opgøret med den sociale arv. I dag er danske børns uddannelse lige så afhængig af deres forældres baggrund, som den var for 50 år siden. Det betyder, at den uddannelsesmæssige sociale arv slår lige så hårdt igennem i Danmark, som den gør i USA. Det er ikke godt nok.

Det er ikke godt nok, at den for CO 2 -udledningen fuldstændig afgørende udrulning af fjernvarmerør går for langsomt, fordi vi mangler kvalificeret arbejdskraft. Det er ikke godt nok, at grønne virksomheder siger nej til ordrer, fordi vi ikke får uddannet et tilstrækkeligt antal tal unge på vores erhvervsskoler. Det er ikke godt nok, at for mange ældre sidder alene på vores alderdomshjem. Vi ikke alene kan, men er forpligtede til og skal gøre det bedre i vores velfærdssamfund. Med den socialdemokratiske regering og med et stærkt samarbejdende folkestyre kom Danmark igennem coronakrisen som et af de mest succesfulde lande i verden. Det er i øvrigt målt på både sundhed og økonomi. Det var en resolut strategi, der reddede menneskeliv, og det var en offensiv økonomisk politik, der også på trods af hård retorik fra bl.a. Berlingskes lederkollegium og deres snak om et orgie af gældsætning insisterede på, at vi investerede Danmark gennem epidemien. Sammen med reformer og en fokuseret indsats mod inflation har den ansvarlige økonomiske politik lagt fundamentet under, at dansk økonomi står bomstærkt. Beskæftigelsen slår alle rekorder, ledigheden er lav, arbejdsløsheden er stort set væk, langtidsledigheden er stort set væk, gæld er vendt til nettoformue, og det økonomiske råderum er opjusteret med historiske 16,5 mia. kr. Regeringen står derfor på et solidt økonomisk fundament, når vi skal finde løsninger på de strukturelle grundlæggende problemer, vi vil måles på om vi kan løse. Men en sund økonomi gør det ikke alene. Hvis ventelisterne skal ned, skal antallet af sygeplejersker op. Hvis den sociale arv skal brydes, har vi behov for både flere skolelærere og flere pædagoger. Hvis værdigheden i vores ældrepleje skal løftes, kræver det nogle dygtige sosu-assistenter. Og hvis fjernvarmerørene skal i jorden og vindmøllerne i vejret, har vi brug for væsentlig flere håndværkere. I de kommende år går store efterkrigsårgange på pension, og mindre årgange træder ind på arbejdsmarkedet. Det sker i øvrigt, samtidig med at velfærdssamfundet skal være der for flere børn og flere ældre i fremtiden. Og det sker, samtidig med at vi allerede i dag, som jeg har beskrevet, i massivt omfang mangler arbejdskraft. Derfor er der også fortsat behov for reformer, der øger beskæftigelsen – også selv om den konservative formand, hr. Søren Pape Poulsen, i forlængelse af Økonomisk Redegørelse og i et nemt gennemskueligt forsøg på stemmefiskeri krævede bededagen tilbage. Hvem der blot levede så ansvarsfri en tilværelse i dansk politik! Men modsat De Konservative har Danmark fået en regering, som vil tage ansvar, også når det giver debat. Vi står ved vores reformer, fordi Danmark har behov for at øge beskæftigelsen, præcis som afskaffelsen af bededagen gør det, så vi kan fremtidssikre velfærdssamfundet, samtidig med at vi giver dansk erhvervsliv gode vilkår. Det er en kurs, vi vil fortsætte. Vi forhandler i øjeblikket om en reform af de videregående uddannelser, der skal styrke kvaliteten og øge den strukturelle beskæftigelse. Vi kommer til at tage fat på folkeskolen, vi kommer til at tage fat på erhvervsskolerne, og vi kommer til at tage fat på velfærdsuddannelserne, så vi ikke alene øger arbejdsstyrken i antal, men måske, hvilket er vigtigere, øger kvaliteten af arbejdsstyrken og sikrer, at danskerne har de kompetencer, der er efterspurgt. Vi vil i forlængelse af Nina Schmidt og Reformkommissionens anbefalinger tage fat i arbejdet med at få potentialegruppen ind i fællesskabet. I dag er det sådan, at 45.000 unge mennesker står uden arbejde og uddannelse. Det er jo helt oplagt en tragedie for den enkelte og deres pårørende. Det er en falliterklæring for vores velfærdssamfund. Og det er helt, helt uholdbart, når det sker samtidig med en situation, hvor vi i den grad har behov for at have alle mand på dæk på arbejdsmarkedet. Mon ikke der er en sammenhæng mellem potentialegruppens størrelse og det faktum, at vi har skabt en folkeskole, der er bedre til at understøtte den læsende og lyttende dreng, end den er til at understøtte den skabende, den praktiske og den kreative pige. Jeg tror det. »Velfærdsstaten som den er indrettet i dag, vil langsomt smuldre fra hinanden, hvis vi ikke tør nytænke den.« Det var sådan, hr. Alex Vanopslagh sagde i samme tale, hvor han kritiserede regeringens retorik. Det er egentlig tankevækkende, at hr. Alex Vanopslagh efter den analyse finder, at det mest presserende problem er regeringens retorik. Men det kan selvfølgelig hænge sammen med, at man i Liberal Alliance ikke har de samme varme følelser for velfærdssamfundet. For har man det, altså varme følelser for verdens bedste land og varme følelser for vores velfærdssamfund, så er tiden til løsninger og til politisk handling og langt mindre til en debat om retorik. Tak for ordet.

Selv tak. Der er selvfølgelig en lang liste af spørgere, men først skal ordføreren for forespørgerne oplæse et forslag til vedtagelse.

Jeg vil gerne på vegne af S, V og M fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at det går godt i Danmark, og at dansk økonomi ikke har stået bedre i mange år. Folketinget er enige i, at der fortsat er behov for en ansvarlig økonomi, der lægger en dæmper på den økonomiske aktivitet og bekæmper inflationen. En robust økonomi afhjælper dog ikke udfordringen med mangel på arbejdskraft. Derfor finder Folketinget det nødvendigt at løse de strukturelle udfordringer med det manglende arbejdsudbud i Danmark, så vi har medarbejdere nok til at få både den offentlige og den private sektor til at hænge bedre sammen i fremtiden. For at sikre, at det fremtidige arbejdsudbud er stort nok, er Folketinget enige om, at der er behov for reformer. Folketinget er enige i, at Danmark skal bidrage til Ukraines kamp mod Rusland, og at der er behov for at øge accelerationen af den grønne omstilling af hensyn til klimakrisen og for at blive uafhængige af russisk gas.« (Forslag til vedtagelse nr. V 25).

Tak for det. Så går vi i gang med spørgerunden, og den første er fru Pia Olsen Dyhr, Socialistisk Folkeparti.

Sikken en sur og vred tale. Nu var jeg ellers så begejstret efter statsministerens meget opbyggelige tale, men sådan kan man jo fordele rollerne i Socialdemokratiet. Jeg tænker, at jeg vil få ordføreren tilbage til måske at blive en lille smule glad igen. Før valget stod statsministeren sammen med os i det grønne flertal, som jo havde regeret Danmark i 3½ år, på en mark ude på Sjælland, hvor vi kom med et fælles udspil om beskyttelse af det danske drikkevand og med et stort ønske om, at danskerne for fremtiden fortsat kan åbne deres vandhane og drikke vandet direkte fra vandhanen. Vi er et af de få lande i verden, hvor man kan gøre det uden at rense det. Det flertal bag den aftale findes stadig væk i det her Folketing. Der er stadig væk flertal i Folketinget for faktisk at lave en ambitiøs drikkevandsindsats. Derfor vil jeg spørge, hvad der skal til, for at Socialdemokratiet gennemfører det, som vi var enige om i oktober, som var en del af Socialdemokratiets valgkamp, og som der stadig er flertal for. Vi er klar til at lægge stemmer til, og det er jeg ret sikker på at de grønne også er.

Ordføreren.

Jeg tror, at fru Pia Olsen Dyhr misforstod min tale, og det er selvfølgelig primært mit ansvar. Men min hovedpointe var sådan set optimistisk, meget, meget optimistisk. Men jeg mener jo, og her allierede jeg mig så lidt med Christian Bennike, som jeg synes har skrevet en fremragende bog, at vores optimisme ikke skal bero på en laissez faire-ligegyldighed og tro på, at tingene nok skal gå. Vores optimisme skal bero på handling og reformer og en løsning på vores problemer. Derfor mener jeg også, at min snak om de udfordringer, vi står over for, men særlig løsningerne på udfordringerne, er grundlaget under optimismen, som er en langt mere underbygget optimisme. Så jeg er optimistisk. Jeg er et barn af 1990'erne. Jeg er født i 1986, i øvrigt samme år som Christian Bennike, så man kan ikke blive mere optimistisk, end når man er opvokset, dengang Poul Nyrup Rasmussen knækkede kurver. Jeg er fuld af optimisme. Men optimismen skal bero på, at vi kan løse de udfordringer sammen, som jeg skitserede. Så jeg synes, det er en optimistisk tale – det var i hvert fald det, jeg forsøgte at holde. Regeringen vil meget gerne bidrage med, at vi får passet godt på vores drikkevand. Men det er klart, det er afgørende at få en undersøgelse af, hvor udfordringerne er, så vi kan lave en god løsning sammen.

Tak. Spørgeren.

Nu er undersøgelsen lavet mange gange. DANVA har dokumenteret, hvor der er problemer i forhold til vores drikkevandsboringer. Over 50 pct. af vores drikkevandsboringer er så forurenede, at man tager begrænsede mængder vand op af dem. Vi ved, at i København kan vi ikke længere drikke vores grundvand. Vi er nødt til at komme ud til Roskilde, Tølløse og andre kommuner – og tusind tak til omegnskommunerne for at sikre, at vi kan drikke vand fra hanen i København. Men jeg er en lille smule overrasket over, at ordføreren ikke er mere optaget af rent drikkevand, men kun bruger sin svartid på den første del af mit spørgsmål, som var lidt polemisk, i stedet for faktisk at svare på spørgsmålet om, hvordan vi sikrer rent drikkevand i Danmark ( Anden næstformand (Jeppe Søe): Så er det ordføreren! Vi bliver simpelt hen nødt til at overholde taletiden), og vi vil stadig væk stå bag den aftale, vi har lavet sammen.

Til fru Pia Olsen Dyhr og flere vil jeg sige, at vi bliver nødt til at overholde taletiden. Det er faktisk, for at alle kan få ordet i den her sal, og for at vi kan nå det i dag. Så er det ordføreren.

Jeg skal forsøge. Jeg er meget optaget af, regeringen er meget optaget af, og Socialdemokratiet er meget optaget af at sikre rent drikkevand. Og det er korrekt, at DANVA og andre delvis har et billede af, hvor vi har udfordringer. Det er faktisk også derfor, vi refererer til DANVA i vores regeringsgrundlag, når vi skriver, at der skal undersøges, hvis jeg husker rigtigt, 600.000 ha for at finde ud af, hvor vi har de største udfordringer. Vi arbejder meget specifikt med de beskyttelsesnære boringsområder, fordi det er der, vi ved at den største udfordring er. Så jeg har, også som tidligere miljøordfører, en brændende interesse for, at vi i fællesskab kan finde gode løsninger for vores drikkevand.

Så er det fru Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne.

Tak. Ordføreren sagde, at man står ved sine reformer, og det er jo sådan set fint nok, hvis man så også havde stået ved sin udlændingepolitik, og der må jeg nok sige, at jeg synes, der er et stort slip. For nu er man så gået i gang med at tage stort set alle terrorsympatiserende IS-kvinder tilbage fra Syrien, og det kan undre mig lidt, for før valget – faktisk tilbage i 2021 – udtalte den nuværende statsminister: »Disse mennesker har ikke et hjem i Danmark længere. Fremmedkrigere kan ikke komme hjem til Danmark. Danmark er ikke deres hjem. De har vendt os ryggen. De har forladt Danmark. De har tilsluttet sig Islamisk Stat, og de har vedkendt sig terrorens ansigt«. Hvad pokker er der sket siden da? Hvorfor har man forladt det her ellers udmærkede princip?

Ordføreren.

Ligesom regeringen og vi Socialdemokratiet står ved vores reformer, står vi også vagt om den stramme udlændingepolitik. Det gør vi, fordi det er helt afgørende at have styr på, hvor mange mennesker der kommer hertil, både af hensyn til sammenhængskraften, men også, fordi vi ved, at det er de mennesker, der i forvejen har det vanskeligst, som lider mest under det, når integrationen ikke fungerer. Så vi står vagt om en stram udlændingepolitik, og vi vil gerne tage yderligere skridt. Det er også derfor, at vi har foreslået en 37-timers arbejdspligt, sådan at vi kan få udlændinge og indvandrere tættere på arbejdsmarkedet. Jeg indrømmer, at vi har talt om det i for mange år, men nu skal vi også handle på det. Vi har i øvrigt også rekordfå asylansøgere siddende i vores udrejsecentre, også færre, end da spørgeren var minister, fordi vi har oprettet en Hjemrejsestyrelse, som lige præcis skal sikre, at vi får sendt folk hjem igen. Så jeg kan garantere, at regeringen står vagt om den stramme udlændingepolitik.

Spørgeren.

Altså, nu bad jeg ikke om en gennemflyvning af den udlændingepolitik, som hr. Christian Rabjerg Madsen mener at der bliver ført. Jeg spurgte helt konkret: Hvad søren er der sket, siden man nu tager de her IS-kvinder hjem? Man chartrer fly og flyver dem til Danmark. Statsministeren har tidligere sagt, at det her ikke er deres hjem, og det kan jeg da kun være fuldstændig enig i. De hører da ikke til i Danmark. Hvad er der sket? Og nu vil jeg gerne bede om et svar om IS-kvinderne og ikke om arbejdspligt og alt muligt andet. Det handler om IS-kvinderne. Svar nu på det.

Ordføreren.

Mit svar var jo affødt af, at fru Inger Støjberg påstod, at vi har slækket på udlændingepolitikken. Det er ikke korrekt. Vi fører en stram udlændingepolitik, for det er det bedste for Danmark, så det vil vi fortsætte med. Og en stram udlændingepolitik bliver ikke undermineret af, at der er lavet et kompromis i forhold til ganske få børn i Syrien. Det er ikke udlændingepolitik. Det er en konkret vurdering. Det er en aftale, der er lavet i regeringen, og det ændrer i øvrigt ikke på, at det er min og Socialdemokratiets meget klare holdning, at de kvinder, der har vendt Danmark ryggen, ikke har hjemme i Danmark.

Så er det hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance.

Tak. Og tak til ordføreren for al opmærksomheden. Den sætter jeg stor pris på. Dagen er ung, men der er jo simpelt hen så meget at glæde sig over. Først er det statsministeren, der nærmest tager alle mine talepinde fra »Du kan godt«-kampagnen og bruger dem i sin tale, hvorefter ordføreren dedikerer noget af sin tale til min landsmødetale. Jeg glæder mig til, at ordføreren læser resten af talen med alle løsningsforslagene. Jeg kan jo også konstatere, at vi kan glæde os over, at det ikke længere er en historisk krise, når der er en mand i Sakskøbing, der får en sten i skoen. Krisen er derimod opfindelsen af ChatGPT, må vi forstå. Men det, jeg vil spørge ind til, er en anden fantastisk nyhed, nemlig det øgede økonomiske råderum. Det er på mere end 60 mia. kr. i alt, og selv når man har taget 20 mia. kr. til forsvaret og 20 mia. kr. til det demografiske træk, så er der mere end 20 mia. kr. tilbage. Og det, jeg vil spørge Socialdemokratiets ordfører om, er: Burde man ikke bruge de 20 mia. kr. på at sænke skatten, når nu det økonomiske råderum er så stort?

Ordføreren.

Tak til hr. Alex Vanopslagh for spørgsmålet. Regeringen har en skattepolitik, hvor vi har lagt en balanceret linje, og hvor der er råd og plads til, at vi sænker skatten – særlig for den enlige forsørger, som har det største behov, også i en tid med høj inflation. Det synes jeg er fornuftigt. Men det er klart, at der også skal være økonomisk plads til, at vi kan investere i vores velfærdssamfund, altså at vi sikrer, at vi kan skabe bedre forhold på sygehusene, sådan at vi kan fastholde vores sygeplejersker. Så der skal være en balance i tingene, og det synes jeg der er. Så bider jeg mærke i, at spørgeren sådan lidt henkastet siger, at nu må man forstå, at den største krise er ChatGPT, og måske sådan lidt nonchalant gør grin med den trussel. Jeg synes, at spørgeren skulle læse den seneste forside på Weekendavisen, hvor flere hundrede forskere siger, at kunstig intelligens udgør en trussel mod menneskeheden, og at det er at sammenligne med atomkraften. Så jeg tror, at det er meget, meget fornuftigt, at vi har en statsminister, som tager dén trussel og truslen fra sociale medier og for meget skærmtid alvorligt.

Spørgeren.

Jamen jeg glæder mig bare over, at krisefortællingen jo åbenlyst er afblæst – det er sådan set det eneste. Selvfølgelig skal der være råd til velfærd. Vi har et økonomisk råderum på 60 mia. kr. – 60 mia. kr.! Det, regeringen lægger op til i skattelettelser til den enlige forsørger, svarer til 30 kr. om måneden, og det, jeg spørger ordføreren om, er: Når man har 60 mia. kr. i råderum – altså penge, man kradser for meget ind, som man ikke har udgifter til – burde man så ikke sænke skatten med mere end 30 kr. om måneden for den enlige forsørger?

Ordføreren.

Jamen jeg er ikke enig i billedet, for man kan godt sige, som spørgeren gør, at staten svømmer i penge, men hvis man siger det på den måde, afslører man jo også – i min optik – at man ikke har et tilstrækkeligt ambitionsniveau for vores velfærdssamfund. For rigtig mange af de midler skal bruges på at sikre, at det velfærdssamfund, som i dag er verdens bedste, men som stadig væk ikke er godt nok, bliver bedre i fremtiden. Det er også det, min tale handler om. Det, jeg siger, er: Om vi kalder det krise eller alt muligt andet, er ligegyldigt; det, der er afgørende, er, at vi løser de udfordringer, som jeg langt hen ad vejen tror vi enige om er vigtige.

Hr. Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for talen, og tak for opmærksomheden. Det er jo altid dejligt at blive både set og hørt, må jeg forstå. Når nu taleren siger, at vi ikke skal gå så meget op i retorik, men at det, der betyder noget, er handlinger og det, der sker, så må jeg sige, at ja, det er jeg enig i. Så hvornår er det, Socialdemokratiet faktisk tør tage fat på det, der virkelig batter noget, når vi taler om fremtidens velfærdssamfund, arbejdsudbud og det, der rykker? Der er f.eks. international arbejdskraft. Uha, nej, det tør man næsten ikke tale om, fordi det kunne være, at man kom til at træde en fagforening over tæerne. Hvad med tilbagetrækningsordningerne? Det holder jo ikke, at der skal være en konkurrence om, hvilket parti der kan tilbyde flest mennesker at trække sig tilbage før pensionsalderen. Det skulle man vise at man turde at gøre noget ved, altså for alvor at være modig. Det ville være handling i stedet for bare at tale om det.

Ordføreren.

Det synes jeg alligevel var et modigt spørgsmål af hr. Søren Pape Poulsen. Regeringen har fremlagt en reform, som gør mere for arbejdsudbuddet, end hr. Søren Pape Poulsen opnåede i hele den regeringsperiode, hvor han var i regering. Præcis det forslag, der afløser snak, og som er reel handling, havde man så ikke lige mulighed for eller tid eller mod til at stemme for i Folketingssalen. Så at komme i dag at sige, at regeringen ikke handler, synes jeg er frisk. Jeg synes også, det er frisk at sige, at regeringen ikke har modet til at tale om tilbagetrækning. Vi har netop startet den permanente trepart med lige præcis at tale om tilbagetrækning med det mål, at vi skal øge den strukturelle beskæftigelse, og vi har lavet aftaler, også under den tidligere regering, om at få mere udenlandsk arbejdskraft til Danmark, selvfølgelig på gode løn- og arbejdsvilkår. Men lige præcis det, der er efterspurgt, har vi gjort, og det, der adskiller regeringen og Socialdemokratiet fra De Konservative, er, at vi ikke alene taler om det.

Spørgeren.

Det er umådelig fristende at starte en debat om store bededag. Det vil jeg ikke gøre nu, men jeg kan jo håbe på, at nogle har spørgsmål til mig om dette emne, når jeg kommer på talerstolen, og det vil jeg glæde mig umådelig meget til. For nogle af os bærer også rundt på andre værdier. Men når det er sagt, vil jeg bare sige, at det jo ikke er rigtigt, at man er nogle store helte og nogle modige karle, fordi man afskaffer en helligdag. Hvad med at tage fat om det, der rykker? I tør jo ikke røre ved efterlønnen, vel? I tør jo ikke røre ved Arnepensionen. Der, hvor det ville rykke noget, hvor det ville give arbejdskraft, og hvor det ville sikre velfærden i fremtiden, melder I pas.

Ordføreren.

Jeg tror bare, jeg vil lade resultaterne tale, og tabellen lyver jo som bekendt aldrig. Vi har inden for de første måneder leveret mere i strukturel beskæftigelse, end hr. Søren Pape Poulsen leverede i en hel regeringsperiode, i øvrigt med et blåt flertal. Vi har taget fat i stedet for kun at tale om det, og det, der er alternativet – det er også meget rart at få tegnet op – er jo en afskaffelse af efterlønnen og seniorpensionen, altså ordninger, som i hundredtusindvis af lønmodtagere har planlagt deres alderdom efter. Jeg vil bare sige ...

Det bliver senere. Hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Tak for det, og tak for talen. Jeg tror, at regeringen måske har misforstået den kritik, som er blevet rejst på baggrund af den her kriseretorik. Den har jo handlet om, at regeringen usandt – usandt – har sagt til danskerne, at medmindre man stjal deres forsommerfridag, og medmindre man gennemførte andre såkaldte reformer, som jo bare er et andet for ord for angreb på danskernes tryghed og frihed, så var der ikke råd til velfærd i fremtiden. Det var forkert. Det var usandt. Det er vi alle sammen klar over i dag. At der til gengæld er en velfærdskrise, har du i hvert fald ikke hørt Enhedslisten benægte. Men hvem har ansvaret for den velfærdskrise? Det har de partier, der nu sidder i regeringen. Det har hr. Lars Løkke Rasmussen og fru Mette Frederiksen, som har siddet på statsministerposten og underfinansieret velfærden i de sidste mange år. Nu er der indgået en aftale med kommuner og regioner. Kan ordføreren bekræfte, at den aftale vil føre til yderligere nedskæringer og yderligere fyringer ude på vores hospitaler, i vores børnehaver og på vores plejehjem og dermed betyde en ringere velfærd for borgerne?

Ordføreren.

Vi har en sund økonomi i Danmark, fordi vi er kommet godt igennem corona, og så i øvrigt fordi vi har haft modet til at gennemføre reformer. Det er jo i øvrigt reformer, som Enhedslisten altid er imod, og derfor er det selvfølgelig også en lille smule om ikke hyklerisk så i hvert fald en lille smule specielt, at vi nu skal belæres om, hvordan man skal føre økonomisk politik, for vejen hen til den sunde økonomi var jo at gøre præcis det, som Enhedslisten er imod. Bededagsreformen bidrager til vores evne til at betale for velfærdssamfundet i fremtiden, og bededagsforslaget bidrager også til at sikre bemanding, og det øger den strukturelle beskæftigelse, sådan at der er sygeplejersker, sådan at der er pædagoger, og sådan at der er sosu'er i fremtiden. Og det var derfor, vi lagde det frem. Det var i øvrigt også begrundelsen, forud for at vi lagde det frem. Så vi har været hudløst ærlige i forhold til udfordringerne, og vi har ikke alene talt om udfordringerne, vi har også ageret på dem.

Spørgeren.

Ja, i Enhedslisten er vi imod den slags reformer, som lader almindelige lønmodtagere betale regningen for skattelettelser til dem, der har allermest i vores samfund. Det er rigtigt. Vi mener, at vi kan finansiere vores velfærd på en mere solidarisk måde end ved at tvinge nedslidte danskere til at arbejde længere. Ordføreren svarede dog aldrig på mit spørgsmål. Der blev talt meget om en krise i velfærden, men anerkender ordføreren, at de to aftaler, som regeringen lige har tvunget ned over hovedet på regioner og kommuner, vil føre til, at pædagoger, sosu'er, sygeplejersker osv. skal afskediges derude, og at borgerne i de kommende år vil opleve en ringere velfærd? Hvordan hænger det sammen med talerens fine ord?

Ordføreren.

De aftaler, der er lavet med kommuner og regioner afspejler jo, at vi har haft en inflation på 10 pct. Det er en inflation, som vel i dag er 5-6 pct., men stadig væk alt, alt for høj. Og hvem er det, der betaler prisen, hvis ikke vi får styr på den inflation? Det er jo ikke folk, der sidder herinde og har høje lønninger. Det er den enlige forsørger til to børn, som går ned og handler og oplever, at havregrynene er blevet 15 pct. dyrere, og det er årsagen til, at vi fører den økonomiske politik. Jeg er helt overbevist om, at vi kan samarbejde med Enhedslisten om at udvikle vores velfærdssamfund, men det passer jo ikke, når spørgeren siger, at det lige præcis er den her type reformer, som Enhedslisten er imod. Enhedslisten er altid imod, når vi laver de reformer, som styrker vores økonomi og øger den strukturelle beskæftigelse.

Hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

På mange måder er politik jo kompliceret, og det kan være svært at følge med i, hvad der egentlig er skåltaler, og hvad der er reel politik. Vi står i den helt ekstraordinære situation ved den her folketingssamlings afslutning, at Danmark er blevet 16 mia. kr. rigere. Det er nogle helt nye penge, vi kan putte oven i alt det, vi allerede har besluttet, og som vi kan bruge på sundhed, forsvar, det grønne osv. Derfor kunne jeg godt tænke mig – for måske at prøve at starte en lidt mere ægte politisk debat om vores prioriteringer – at spørge den socialdemokratiske ordfører: Hvis vi nu tager 100 kr. ud af de her nye 16 mia. kr., hvor mange kroner af de 100 kr. ønsker Socialdemokratiet at investere i de unge, børnene og det grønne, altså vores fremtid, som statsministeren sagde det handlede om? Hvor stor en del ønsker man at anvende på sundheds- og ældreområdet – der bliver jo flere ældre og øget behov for investering her – og hvor stor en del ønsker man at bruge på forskellige former for skattelettelser?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det er en meget, meget væsentlig diskussion. Det er ikke helt korrekt, at der er de 16,5 mia. kr. For regeringen har prioriteret 5 mia. kr. til sundhed. Så der er blevet sat en label på nogle af pengene. Jeg synes i øvrigt, at det er klogt at løfte vores sundhedsvæsen og lave en ny, historisk stor kræftpakke. Det tror jeg at der er behov for. Hvilke beløb vi helt specifikt sætter på hvilke udfordringer, tror jeg at spørgeren må have tålmodighed med lidt endnu, altså indtil regeringen efter sommerferien fremlægger sin 2030-plan. Men jeg glæder mig til at diskutere, hvordan vi fordeler midlerne. For det lyder for mig, som om spørgeren og jeg er enige om, at de unge er afgørende; at det er afgørende, at vi sikrer en folkeskole, som også møder dem, der er mere praktisk orienteret, og ikke kun de boglige; at der er behov for, at vi investerer i velfærdsuddannelser; og at vi investerer i erhvervsskoler. Hvordan vi så specifikt bruger midlerne ned til sidste decimal, må vi tage en mere grundig drøftelse af på et senere tidspunkt.

Spørgeren.

Jeg har fuld forståelse for, at man ikke kan sætte eksakte beløb på. Det er jeg heller ikke ude på. Det her er ikke et trickspørgsmål, jeg stiller for at komme efter ordføreren bagefter. Jeg kan bekræfte, at vi støtter alt det, ordføreren siger. Men det, jeg egentlig er interesseret i, er, at der jo er en balance her. Der er jo en prioritering. Vi kan ikke investere i det hele. Vi skal vælge. Og det er derfor, at jeg er interesseret i at få en indikation af, hvordan man vægter man de her tre forskellige muligheder. Altså, hvis vi tager 100 kr., inklusive de 5 mia. kr., der allerede er sat af til sundhedsområdet fra regeringens side – det er så i hvert fald nogle penge, der er prioriteret – hvordan vægter man så det?

Ordføreren.

Jeg opfattede det bestemt ikke som noget trickspørgsmål, men som et reelt nysgerrigt spørgsmål. Min tale rummer jo nogle af svarene, og statsministerens tale rummer andre af svarene. Vi synes, at det er vigtigt at investere i de unge. Vi synes, at det er vigtigt, at vi investerer i vores erhvervsskoler. Vi synes, at det er vigtigt at investere i vores velfærdsuddannelser. Men der er jo en lang række af områder, hvor vi har behov for at investere, sådan at vi kan tiltrække og fastholde de medarbejdere, som er afgørende for kvaliteten i vores velfærdssamfund. Jeg tror, at man må sige, at der er flere steder, hvor driftmaskinen er slidt. Det er kerneområderne i vores velfærdssamfund: fængslerne, sygehusene, folkeskolen. Der har vi behov for at sætte ind.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Nu hørte jeg jo statsministeren sige, at hun havde brugt ChatGPT til at skrive noget af sin tale, og det lod jeg mig ærlig talt inspirere af, og jeg tænkte: Gad vide, hvor klog den der maskine er. Så spurgte jeg, hvad Alex Vanopslagh mon ville spørge hr. Christian Rabjerg Madsen om, og så svarede den: skat. Og så spurgte jeg: Gad vide, hvad Inger Støjberg vil spørge om. Og så sagde den: udlændinge. Så spurgte jeg: Hvad vil Søren Pape Poulsen spørge om? Og så svarede den: udenlandsk arbejdskraft. Er det ikke fantastisk, at den kan forudsige tingene på den måde, inden de sker? Så spurgte jeg den: Hvad vil Morten Messerschmidt spørge om? Så svarede den, at det havde den ingen anelse om. Og det er der en god grund til, for jeg vil spørge om noget, der ikke har været nævnt i hr. Christian Rabjerg Madsens tale, nemlig om man stadig væk vedstår sig de meget principielle synspunkter om, hvordan en statsminister skal begå sig, hvis han eller hun er kandidat til at blive NATO-generalsekretær. Altså, tilbage i 2009 havde hr. Morten Bødskov jo nogle meget floromvundne betragtninger om, hvordan man måtte anvende penge, og hvilke flyrejser man måtte tage. Ja, hr. Henrik Sass Larsen var endda ude at sige, at hvis det skete, skulle der udskrives valg osv. Der vil jeg bare høre: Hvis nu vi har en socialdemokratisk statsminister, der ender med om føje tid at blive NATO-generalsekretær, gælder det så stadig?

Ordføreren.

Jeg kan forstå på statsministeren, at hun ikke er kandidat til en toppost. Det er vist det, jeg har at sige til det spørgsmål, ud over måske den tilføjelse, at det da er positivt, og at der er grund til at være stolt over, at vi i Danmark har en statsminister, som er så kompetent og dygtig, at statsministeren i flæng nævnes af internationale medier som mulig NATO-generalsekretær. Men jeg tror, jeg bliver nødt til at fastholde, at statsministeren meget klart har sagt, at statsministeren ikke er kandidat til nogen toppost.

Spørgeren.

Ja ja, og det har alle jo hørt. Og det var Anders Fogh Rasmussen heller ikke, før han blev det. Så det er jo helt fint. Det, jeg bare spørger om, er, om de ting, man talte om tilbage i 2009 stadig gælder. Jeg anerkender, at det jo er lang tid siden, men det var dog alligevel nogle ret principielle ting om, hvordan man anvender statsapparatet, hvilke rejser man må betale for skatteydernes penge, og om der skal udskrives valg, såfremt det sker. Gælder det stadig – bare et ja eller nej – såfremt Danmark på et eller andet tidspunkt sådan rent hypotetisk måtte befinde sig i den situation, at der var en socialdemokratisk statsminister, der var NATO-generalsekretærkandidat?

Ordføreren.

Jeg har selv tidligere været minister, og det er mit indtryk, at der er relativt klare regler for, hvordan man må rejse og i det hele taget bruge statens midler. Jeg er helt tryg ved, at de regler også under den nuværende regering vil blive overholdt.

Så er det fru Franciska Rosenkilde, Alternativet.

Tak for det. Jeg synes faktisk, det er positivt, at ordføreren refererer til en bog, der anerkender 1990'erne enøjede fokus på økonomisk vækst, og hvad det havde af konsekvenser for det samfund, vi står i nu, med de kriser i forhold til mistrivsel, livskvalitet, vores klima og natur. Betyder det så faktisk, at man i Socialdemokratiet er klar til at tale om et opgør med det ensidige fokus på økonomisk vækst? Er man i Socialdemokratiet klar til at omstille til en mere bæredygtig økonomi, der i langt højere grad måler på flere bundlinjer, og hvor både livskvalitet, trivsel, naturressourcer og klima rent faktisk bliver opprioriteret, værdisat og målt på? Tak.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg er uenig med fru Franciska Rosenkilde i, at vi har et enøjet fokus på økonomisk vækst. Jeg synes sådan set også, at aftalen fra i går aftes, som vi har lavet sammen med spørgerens parti, hvor vi sætter nye havvindmøller op i et omfang, der kan give strøm til 14 millioner europæiske og danske husstande, viser, at vi netop ikke har et enøjet eller entydigt fokus på økonomisk vækst. Jeg synes, at aftalen viser, at hvis vi går sammen og laver kloge investeringer, kan vi både sikre vækst, arbejdspladser i hele landet og samtidig levere på vores klimamål.

Spørgeren.

Problemet er bare, at økonomisk vækst er sat før klimareduktioner i samtlige de klimaaftaler, der er indgået. Derudover er Danmark stadig et land, der forbruger cirka fire jordkloder om året af naturressourcer. Så man kan næppe kalde Danmark for et grønt foregangsland. Hvis man reelt ønsker at holde sig inden for klodens bæreevne og opprioritere trivsel, er man nødt til at have flere bundlinjer i sin økonomiske politik. Er Socialdemokratiet klar til det?

Ordføreren.

Jeg er enig med fru Franciska Rosenkilde i, at vi skal måles på, om vi leverer på Parisaftalen, og at vi skal måles på, om vi faktisk leverer på de målsætninger, som vel er verdens mest ambitiøse. Men jeg er uenig i, at vi skulle være enøjede i forhold til det økonomiske, og jeg er også grundlæggende uenig i, at vi skal undlade at sigte efter økonomisk vækst af hensyn til klimaet. Jeg tror, det hænger omvendt sammen. Jeg tror, at forudsætningen for, at der er opbakning til vores klimamål, er, at vi også vækster, så vores sundhed- og uddannelsessektor bliver bedre, og så vi har råd til at investere i den grønne omstilling.

Fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige.

Tak for det. Regeringen har jo for nylig, og det gentog statsministeren også her i dag, meldt ud, at man vil gøre det muligt for piger ned til 15 år at få en abort uden forældrenes samtykke. Det er jo ret vidtgående, at man siger til familierne, at de risikerer, at et barn på 15 eller 16 år, som kommer i den uheldige situation at blive gravid og gerne vil have en abort, kan stå i den situation helt alene. For det er jo konsekvensen af det, regeringen foreslår. Konsekvensen er, at forældre risikerer, at deres børn får foretaget en abort uden forældrenes vidende. Og konsekvensen er også, at børn risikerer at skulle gennemleve både den tid, der er, op til man får foretaget aborten, men også alt det, der følger efter, alene. Er det ansvarligt?

Ordføreren.

I et land som Danmark, hvor vi har haft abortrettigheder i mange år, tror jeg efterhånden vi nærmest tager det for givet. Men så kan man jo gå tilbage i litteraturen og læse nogle af de bøger, der blev skrevet i eksempelvis 1950'erne, omkring, hvad for en helt forfærdelig situation det satte særlig kvinder i, at der ikke var adgang til abort. Jeg er så glad for, at vi har været fokuserede på at sikre abort, og jeg er også meget glad for, at vi udvider den rettighed nu. Jeg kan faktisk undre mig over, at fru Pernille Vermund og andre borgerlige partier, herunder Konservative, er imod det. For langt, langt de fleste vil jo rådføre sig med deres forældre, når de står i en vanskelig situation. Men hvem er det, der ikke kan det? Hvem er det, der ikke gør det? Det er unge udsatte kvinder med en anden etnisk baggrund end dansk. Og det er dem, vi hjælper her. Derfor er det her også udlændingepolitik, og derfor kan det undre mig, at vi på det her spørgsmål ser et fatalt svigt fra den borgerlige side i Folketinget.

Spørgeren.

Så det her er et spørgsmål om islam. Det er et spørgsmål om endnu en konsekvens af en totalt forfejlet udlændingepolitik. Altså, det er et skråplan. Uanset om man er muslim eller kristen, eller hvad man er, så er man barn, når man er 15 eller 16 år. Og det er enormt vidtgående at udsætte et barn, et ungt menneske for at stå helt alene med det her, for det vil være konsekvensen – det vil være konsekvensen. Det er altså ikke ansvarligt.

Ordføreren.

Det her er et opgør med nogle af de formørkede forældre, som tror, de skal bestemme over deres piger, i ikkevestlige kredse herhjemme. Det er et opgør med dem. Og at vi – undertegnede og fru Pernille Vermund – står på forskellig side i kampen mod lige præcis formørkede islamiske kræfter, kan undre mig såre.

Så er det hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti.

Regeringen har jo valgt at skabe usikkerhed og utryghed blandt nedslidte seniorer. Og forsøget på at sælge de her forringelser under den her betegnelse Arnepluspensionen blev jo hurtigt gennemskuet. At kalde en marginal forbedring af Arnepensionen over for dramatiske forringelser af seniorpensionen noget som helst med »plus« er en sag for Forbrugerombudsmanden. Men usikkerheden og utrygheden spreder sig jo. Og det bød jo på et tidspunkt statsministeren at sige, at den måske skulle trækkes tilbage, eller at man skulle overveje det igen. Jeg tror nu egentlig ikke, det var utrygheden og usikkerheden blandt seniorerne, der gjorde udslaget, men den usikkerhed, der spredte sig i regeringen og især Socialdemokratiet, når man kiggede på meningsmålingerne. Derfor vil jeg spørge: Hvad er Socialdemokratiets position på angrebet på seniorpensionen? Og lad nu være med at komme med et processvar om det. Jeg ved godt, at man til efteråret har planer om at skaffe nogle medskyldige i angrebet, men hvad er Socialdemokratiets position? Beskæftigelsesministeren var for bare et par uger siden fremme at bekræfte, at man har tænkt sig at fortsætte forringelserne.

Tak. Ordføreren.

Jeg kan ikke forstå, at spørgeren negligerer, at vi ikke alene har sikret Arnepensionen og sikret bred opbakning til Arnepensionen i fremtiden, men også styrket den. At man negligerer det, har jeg svært ved at forstå. Det er en kæmpe sejr for nedslidte, fordi Arnepensionen i modsætning til andre ordninger jo ikke er en visitationsmodel, men en rettighed, som man rent faktisk kan planlægge sin alderdom efter. Det synes jeg må være en kæmpe sejr. Jeg mener, at det er helt indlysende, at det er en kæmpe sejr for Socialdemokratiet. Det burde også være en sejr for SF. Så er spørgeren, tror jeg, helt opmærksom på, at i forhold til tilbagetrækning mere bredt, men også i forhold til at få skabt et seniorarbejdsmarked, som er bedre end det, vi har i dag, har man startet trepartsinstitutionen med at få drøftet netop det spørgsmål. Det tror jeg er klogt.

Spørgeren.

Altså, idéen om, at man vil skaffe nogle medskyldige i et angreb på seniorpension til efteråret, tror jeg bare ikke lykkedes. Det var det processvar, jeg gerne ville undgå. Jeg har svært ved at glæde mig over en marginal forbedring af Arnepensionen over for dramatiske forringelser af seniorpensionen, men det er også, som om det ikke er nok at angribe seniorpensionen. Regeringen har jo også planer om at gøre livet surt for de seniorer, som mister jobbet i en sen alder, og som ikke har deres dagpengeret tilbage. De har i dag en redningsplanke, der hedder seniorjob, på vej ud af arbejdsmarkedet til en værdig tilværelse. Har Socialdemokratiet tænkt sig at fortsætte angrebet også på seniorjobordningen?

Ordføreren.

Jamen jeg kan ikke genkende beskrivelsen. Vi sikrer en bred politisk – og her er »bred« jo kodeordet – opbakning til Arnepensionen. Det synes jeg vi skulle være enige om at fejre. Det er et kæmpe fremskridt for de nedslidte. Så har vi sagt, at vi synes, det er fornuftigt, at man drøfter tilbagetrækning med arbejdsmarkedets parter, og at vi drøfter muligheden for at skabe et bedre arbejdsmarked for seniorerne. Det synes jeg også er klogt. Det er komplicerede sager. Lad os få en trepart, som kan diskutere det her og se det fra forskellige sider.

Så er det fru Susie Jessen fra Danmarksdemokraterne.

Tak. Det er ikke så længe siden, der var spørgetime herinde, hvor min formand, fru Inger Støjberg, spurgte statsministeren om det her med IS-kvinderne og om, at man er begyndt at fragte dem hjem, og der begyndte statsministeren at snakke om noget sundhedspolitik i Nordjylland. Og når nu fru Inger Støjberg så prøver igen i dag, begynder ordføreren at snakke om nogle asylcentre og noget med 37 timers arbejdspligt. Jeg vil rigtig gerne have et helt kontant svar på, hvorfor Socialdemokratiet har ændret mening og er begyndt gerne at ville tage de her IS-kvinder, som har stået bag nogle af de mest forfærdelige ting, vi har set i nyere tid, hjem nu? Der er kun én tilbage, og hvis det står til udenrigsministeren, skal hun jo også hjem. Så nu spørger jeg meget kort og præcist, og nu håber jeg på et ordentligt svar: Hvorfor har Socialdemokratiet ændret mening?

Ordføreren.

Mit svar tidligere og mit svar nu afspejler jo, at jeg fra Danmarksdemokraternes side bliver beskyldt for, at regeringen skulle lempe udlændingepolitikken, og det er forkert. Vi står vagt om udlændingepolitikken. Vi har ovenikøbet gennemført stramninger og forbedringer, eksempelvis 37 timers arbejdspligt. Jeg er uenig i, at spørgsmålet om IS-kvinders børn er et spørgsmål om vores udlændingepolitik. Vores grundlæggende udlændingepolitik bliver ikke ændret af, at man laver en konkret vurdering i forhold til et konkret barn, og vores udlændingepolitik på det område ændrer ikke en tøddel på, at jeg synes og mener, at de kvinder har vendt Danmark ryggen og gjort sig skyldige i forfærdelige forbrydelser, og jeg håber, at de bliver retsforfulgt og straffet meget, meget eftertrykkeligt for de forbrydelser.

Spørgeren.

Nu er jeg gammel journalist, så nu prøver jeg lige igen: Hvorfor har Socialdemokratiet ændret holdning her? Hvorfor er man begyndt at tage de her IS-kvinder hjem, når man sagde noget andet før og man havde en meget stærk holdning til det? Ordføreren har stadig ikke svaret på mit spørgsmål, så nu vil jeg gerne bede om et svar.

Ordføreren.

Det er korrekt, at fru Susie Jessen er journalist og i den egenskab også tidligere har interviewet mig og var lige så skarp dengang, som fru Susie Jessen er nu. Men mit svar ændrer sig ikke. Jeg mener ikke, at det, at man fra regeringens side med udgangspunkt i at have vurderet oplysninger fra myndigheder, laver en konkret vurdering i forhold til enkeltstående danske børn af IS-krigere, ændrer grundlæggende på, at vi fører en stram udlændingepolitik, og jeg kan garantere for, at vi vil fortsætte med at føre en stram udlændingepolitik.

Så er det hr. Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance.

Det er kun 7 måneder siden, at vi gik til folketingsvalg, og der var et centralt budskab fra Socialdemokratiet, at hvis vi skulle passe på fremtiden, skulle vi fortsat have fru Mette Frederiksen som statsminister i Danmark. Det er kun 7 måneder siden. Alligevel kan vi nu konstatere, at fru Mette Frederiksen er den slags kandidat til at blive NATO-generalsekretær, som undersøger, om der er realisme i at få posten, før hun beslutter, om hun officielt skal sige, at hun er kandidat til at blive NATO-generalsekretær. I Socialdemokratiets gruppe, kan vi læse i medierne, er man begyndt at snakke om, hvem der skal være statsminister efter fru Mette Frederiksen. Nogle kaffeklubber peger på hr. Nicolai Wammen, andre kaffeklubber peger på hr. Peter Hummelgaard. Hvad mener hr. Christian Rabjerg Madsen og den kaffeklub, han er medlem af, om, hvem der skal passe på fremtiden for Danmark, hvis fru Mette Frederiksen forlader Danmark?

Ordføreren.

Jeg synes almindeligvis, at hr. Ole Birk Olesen plejer at være blandt de skarpeste debattører i Folketingssalen, og man er altid sådan lidt ekstra på mærkerne, når hr. Ole Birk Olesen rejser sig. Men jeg synes, at dét spørgsmål var et oplagt oplæg til smash. For det er nemlig korrekt, at Socialdemokratiet gik til valg på, at fru Mette Frederiksen skulle være statsminister, og det var et valgløfte, vi leverede på. Det er jeg meget stolt over.

Spørgeren.

Så fik vi ikke svar på, hvem hr. Christian Rabjerg Madsens kaffeklub foretrækker som statsminister efter fru Mette Frederiksen. Men det er dog alligevel påfaldende, at Socialdemokratiet for 7 måneder siden kunne mene, at det er helt afgørende for at passe på fremtiden, at fru Mette Frederiksen fortsat skulle være statsminister. Og i dag er fru Mette Frederiksen den slags kandidat, som er i gang med at undersøge, om det kan betale sig at springe ud som kandidat til en post som NATO-generalsekretær. Har hr. Christian Rabjerg Madsen slet ikke nogen synspunkter om det passende i at bilde befolkningen ind, at fru Mette Frederiksen skulle være statsminister, når hun alligevel ikke vil være det?

Ordføreren.

Statsministeren har jo klart sagt, at statsministeren ikke er kandidat til noget topjob. Og jeg kan så i øvrigt bare bekræfte, at jeg som socialdemokrat støtter statsministeren. Jeg gik til valg på, at den daværende statsminister skulle fortsætte, og jeg er både stolt af, i forhold til mine vælgere, men også glad for på vegne af Danmark, at det er lykkedes Socialdemokratiet at indfri det valgløfte, og at statsministeren fortsat er fru Mette Frederiksen.

Så er det fru Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Statsministeren sagde i sin tale, at det aldrig er for sent at gøre det rigtige, og den opfordring vil jeg rette mod ordføreren i forhold til de universitetsforhandlinger, vi lige nu har gang i. For siden regeringen præsenterede sit udspil, må man jo sige at der har været en meget, meget massiv kritik, også fra økonomer. Senest er Det Økonomiske Råd kommet og har peget på, at det her vil føre til lavere produktivitet og lavere velstand i vores samfund, og universiteterne og de store aftagere fra vores arbejdsmarked advarer alle sammen fuldstændig enstemmigt imod at halvere halvdelen af alle kandidatuddannelser, som regeringen lægger op til. Jeg har egentlig indtryk af, at både Moderaterne og Venstre sådan er til at tale med i den her sag, men jeg frygter lidt, at Socialdemokratiet er lidt dumstædige i den her debat. Så når statsministeren siger, at det aldrig er for sent at gøre det rigtige, gælder det så også Socialdemokratiets indstilling til det her med en halvering af op mod halvdelen af alle kandidatuddannelser?

Ordføreren.

Socialdemokratiet og regeringen er altid til at tale med. Jeg tror i øvrigt, vi også på skrift har formuleret, at vi ønsker en bred aftale om det her spørgsmål. Jeg er nødt til at holde fast i, at det, når der er en økonomdebat om, at kortere uddannelser giver en lavere produktivitet, sikkert isoleret set er korrekt, og at der ikke er nogen grund til at betvivle det, men det, som regeringen jo foreslår, er at lave kortere uddannelser målt i tid, javist, og uddannelser med en større kvalitet, med mere undervisning og med mere feedback. Vi lægger i øvrigt op til, at den besparelse, der er, når man går kortere tid på universitetet, ikke alene skal geninvesteres; der skal lægges flere penge oveni, og så får vi pludselig et noget mere komplekst billede. Jeg er optaget af, at vi har nogle universiteter, som følger med tiden, og universiteterne uddannede for mange år siden professorer og ph.d.er. I dag uddanner de til helt almindelige jobs både i det private erhvervsliv og i vores offentlige sektor, og det skal i højere grad afspejles i uddannelserne i fremtiden. Det er det, jeg synes vi skal diskutere med hinanden.

Spørgeren.

Det, Socialdemokratiet ønsker, og det, regeringen lægger op til, er et eksperiment, og det overrasker mig, for det plejer ikke at være den måde, Socialdemokratiet laver samfundsforandringer på. Men det er lige præcis også et eksperiment, det bliver kaldt af mange af de aktører, som er helt afgørende på det her område. De siger, at man, hvis man vil forsøge sig med det her, så måske i stedet kan gøre det med 5 pct. Det er også det, vi i Det Konservative Folkeparti sammen med SF og Liberal Alliance har foreslået. Så lad os starte med en forsøgsordning for at prøve at se på, om det her giver den bedre kvalitet, hvad langt de fleste tvivler på, men hvad Socialdemokratiet insisterer på.

Ordføreren.

Jeg synes, at det der med at kalde det et eksperiment er misvisende, og det der med at sige, at man kan gøre det for 5 pct., er jo vist bare lidt det samme som at sige: Den reform var vi så heller ikke med på, og så fik vi heller ikke leveret en strukturel beskæftigelse der. Så det synes jeg ikke er modigt eller rigtigt. Hvis man gør det alene for 5 pct., vil man jo få nogle uddannelser, som for en meget lille gruppes vedkommende adskiller sig meget. Det, vi gerne vil, er at lave uddannelserne om, sådan at vi får nogle, der er kortere, men mere intensive, og nogle, der er længere og mere specialiserede.

Så er det hr. Peder Hvelplund.

Tak for det. Det er jo velkendt, at vi har en velfærd og i særdeleshed et sundhedsvæsen, som er presset fuldstændig i knæ på grund af kapacitetsmangel, primært fordi vi mangler personale. Indtil nu har svaret fra regeringen så været, at der skulle nedsættes en Sundhedsstrukturkommission, hvor alting skulle kastes op i luften – altså sådan en rigtig hr. Lars Løkke Rasmussen-løsning, hvor vi kigger på det hele med nye øjne – men det løser jo ikke den grundlæggende udfordring, nemlig at vi mangler personale ude i vores sundhedsvæsen. Regeringen har så annonceret, at man vil afsætte 5 mia. kr. til et løft, men vi kan bare ikke se, hvor midlerne kommer fra, og vi kan ikke se, hvornår det bliver implementeret. Men det, vi kan se, er, at der lige er blevet indgået en økonomiaftale med regionerne, som vi kan konstatere skaber stramme rammer for regionerne, hvilket konkret vil betyde, at der bliver færre ansatte. Og nu er det jo sådan, at patienterne gerne vil behandles af rigtige sygeplejersker og ikke af sygeplejersker, der findes i et excelark. Og sygeplejerskerne vil gerne have rigtige kollegaer, som er af kød og blod, og som bidrager med deres faglighed, og som ikke bare er sygeplejersker i et excelark. Hvorfor er det, at regeringen ikke leverer i de økonomiaftaler, der lige er indgået, så der netop kan skabes tro på et bedre sundhedsvæsen?

Ordføreren.

Det, som hr. Peder Hvelplund påstår her, er simpelt hen ikke rigtigt. Der bliver sagt, at vi har udfordringer i vores sygehusvæsen, og det er jeg enig i, og så bliver der sagt, at det, der er svaret fra regeringen, er en Sundhedsstrukturkommission. Det er rigtigt nok, at vi har nedsat en kommission på sundhedsområdet for at kigge på, hvordan vi på den lange bane sikrer et sundhedsvæsen, som er bedre end i dag, men vi har jo på den korte bane vedtaget en vinterhjælpepakke, som jeg i øvrigt tror spørgerens parti var med i. Den skulle give bedre mulighed for at aflønne for ekstraarbejde, så man kan fastholde folk. Vi har også lavet en akutpakke, som gør noget af det samme; den giver bedre mulighed for vagtdeling, for ansættelse af international arbejdskraft og for at lønne yderligere, hvis man tager ekstraarbejde. Og så har vi i øvrigt sagt, at vi ønsker at afsætte 3 mia. kr. fuldt implementeret til grupper i det offentlige, hvor der er udfordringer med at tiltrække og fastholde folk. Så ja, vi skal kigge på sundhedsvæsenet på den lange bane, men vi skal også handle her og nu, og det er derfor, regeringen gør det.

Spørgeren.

Hvorfor i alverden leverer man så ikke i økonomiaftalen? Hvorfor giver man ikke patienterne og det personale, der arbejder derude, håb om, at man reelt vil investere, i stedet for at lave en stram aftale? Det synes jeg ordføreren skal svare på. Så synes jeg i øvrigt også, at ordføreren skylder et svar på det udmærkede spørgsmål fra fru Pia Olsen Dyhr om, hvorfor regeringen ikke vil levere på den aftale om at sikre vores drikkevand, som der var flertal for både før og efter valget.

Ordføreren.

Jeg sagde klart, at regeringen er meget optaget af, at vi passer godt på drikkevandet, og det vil vi gerne lave aftaler om, men vi har behov for at få vidensgrundlaget på plads først. Når vi laver en aftale med regionerne, som er tilbageholdende, hænger det sammen med, at vi i øjeblikket har en inflation, som er på 5-6 pct. efter at have været oppe på 10 pct. Og hvem er det, som jeg sagde tidligere, der betaler prisen, hvis inflationen vedvarende er høj? Det er de mennesker, der har mindst. Det er den enlige forsørger. Så det er af hensyn til den sociale balance i det her samfund, at vi fører en ansvarlig økonomisk politik, som dæmper inflationen, sådan at prisen på havregryn bliver lavere. Det er ikke et stort problem, hvis man har den løn, som vi her i salen har, men det er et stort problem, hvis man som enlig forsørger og sosu-assistent tjener 23.000 kr. om måneden.

Så er tiden ved at være gået, så vi når kun én spørger mere, og det er hr. Peter Skaarup. Værsgo.

Tak til ordføreren for at forsøge at svare. Jeg synes ikke rigtig, det lykkedes omkring Islamisk Stat og de kvinder, som regeringen har inviteret til Danmark. Vi ved nu, at der kommer en række kvinder og børn fra Islamisk Stat modsat det, statsministeren tidligere har sagt, både mens statsministeren har været statsminister i den her regering og i den tidligere regering. Men jeg er lidt nysgerrig på den sidste tilbageblevne kvinde fra Islamisk Stat. Kan ordføreren så i det mindste, når man nu ikke rigtig svarer på de spørgsmål, der er stillet, svare på, om regeringen kan garantere, at nu er det slut – nu er det helt slut – med at tage folk fra Islamisk Stat til Danmark?

Ordføreren.

Jeg står her jo for at svare på vegne af Socialdemokratiet, og jeg kan garantere, at Socialdemokratiets position er uændret. Jeg synes ikke, det er helt rimeligt at påstå, at jeg ikke svarer på spørgsmålene, men vi er uenige om præmissen i spørgsmålet. For den stramme udlændingepolitik, som Socialdemokratiet er garant for, og som jeg står på mål for og synes er afgørende vigtig, er ikke ændret af, at man foretager en konkret vurdering i forhold til et enkelt barn af en IS-kriger. Det ændrer ikke på vores grundlæggende udlændingepolitik, så jeg mener, det er noget pjat at blande de to størrelser sammen. Det er også derfor, jeg svarer ved at fastholde, at vi fører en stram udlændingepolitik. Og ikke alene fastholder vi en stram udlændingepolitik, vi udbygger den eksempelvis med 37 timers arbejdspligt, som vi har talt om for længe, og som vi nu handler på. Og så fremhæver jeg også, at vi har et lavere antal, end da fru Inger Støjberg var minister på området, siddende i vores udrejsecentre, fordi vi har taget fat i forhold til at få sendt folk hjem. Det er jeg stolt af.

Spørgeren.

Det er rigtig, rigtig interessant tale, hr. Christian Rabjerg Madsen kommer med. Det var bare slet ikke det, jeg spurgte om. Prøv lige at spole filmen tilbage, og hør engang, og gentænk, hvad det var, spørgsmålet var. Spørgsmålet var: Vil regeringen og Socialdemokratiet, som hr. Christian Rabjerg Madsen repræsenterer her i dag, garantere, at nu er det slut med at tage folk fra Islamisk Stat til Danmark med alle de problemer, det giver, med ressourcer og med utryghed? Det koster mange penge, ikke også, hr. tidligere finansordfører? Kan vi ikke godt få et svar: Er det slut nu?

Tak. Så er det ordføreren.

En ting er midlerne, men når Socialdemokratiet er imod, er det jo, fordi vi er bekymret for Danmarks sikkerhed. Den socialdemokratiske holdning til det, spørgeren spørger om, er uændret. Så derfor har jeg svaret krystalklart. Jeg er bare uenig i, at man gør spørgsmålet om konkrete vurderinger om ganske få børn født af IS-krigere til et spørgsmål om vores udlændingepolitik. Vi står vagt om den faste udlændingepolitik, vi kommer til at fastholde den faste udlændingepolitik, og vi kommer endda til at udbygge den, for det er klart i Danmarks interesse, og vi arbejder benhårdt på, at EU følger med og også implementerer vores asylpolitik i international skala.

Så siger vi tak til hr. Christian Rabjerg Madsen. Den næste er hr. Morten Dahlin fra Venstre. Velkommen til.

Hold da op, det har godt nok været et vanvittigt halvt år. Jeg havde aldrig troet, at jeg i den her grad skulle gå på kompromis med mig selv og tilsidesætte alt, hvad jeg plejede at kæmpe for. Til tider har jeg totalt mistet overblikket, og søvnløse nætter er der mange af. Helt ærligt, nogle gange har jeg svært ved helt at genkende mig selv. Men sådan må det jo være, når man vælger at sætte et barn i verden. Jeg er nemlig blevet far til en fantastisk lille pige. Det er skønt, men også hårdt. Og så sætter det tingene i perspektiv. Jeg kan mærke, at jeg synes, det er svært at tage hjemmefra om morgenen, særlig når jeg ved, at jeg ofte først er hjemme igen, når hun sover. Så hvorfor gør jeg det egentlig? Jeg gør det, fordi jeg tror på, at jeg kan spille en lille rolle i at skabe en bedre fremtid for min datter, en bedre fremtid for mit land. Det er derfor, jeg er i politik: for at gøre en forskel. Det er også derfor, jeg er Venstremand. For det ligger i Venstres dna, at vi tror på, at tingene kan blive bedre. Vi skal ikke fra Christiansborg detailstyre hvordan, men vi skal skabe rammerne, så danskerne i forpligtende frivillige fællesskaber kan rykke samfundet i den rigtige retning. Men det kræver så selvfølgelig også, at der er nogen her i Folketinget, der tager ansvar for at skabe de rigtige rammer – nogen, der vil gøre en forskel. Det vil Venstre. Man kan bare se på den seneste finanslov. I de 3½ år med den tidligere regering var der nul blå partier med i regeringens finanslovsaftaler, nul. Med Venstre i regeringen har vi flyttet den økonomiske politik, så hele tre blå partier kunne se sig selv i årets finanslov. Det er et bevis på, at noget har flyttet sig – at Venstre gør en forskel. Lad mig bare fremhæve én ting fra finansloven. I Venstre mener vi, at danskerne skal have lov at beholde nogle flere af deres egne penge. Det gælder både lønmodtagere, selvstændige og virksomheder. Men med 90 røde mandater var der udsigt til det modsatte. Derfor tog vi ansvar og gik i regering, og allerede i første finanslov kom der en skattelettelse på 1 mia. kr. til virksomhederne, der nu i stedet for at aflevere pengene til skattefar kan bruge dem på at energirenovere, klimaforbedre og forbedre Danmarks store og små bysamfund. Venstre gør en forskel. Det gør vi også for Gert. Han er 68 år, han er fra Grindsted, og han arbejder stadig væk som murer, selv om han har nået pensionsalderen. Folk som Gert fortjener en stor tak, og vi skal være meget bedre til at holde vores dygtige seniorer på arbejdsmarkedet. Gert gør, præcis hvad vi beder ham om: tager en ekstra tørn på jobbet. Men i dag bliver han økonomisk straffet for sin indsats, fordi han bliver modregnet i sin pension. Det giver ikke mening. Det er ikke i orden. Det skal kunne betale sig at arbejde. Derfor gør vi nu noget ved det. I morgen fjerner vi sammen med et bredt flertal modregningen for arbejdende pensionister, vel at mærke med tilbagevirkende kraft fra årets begyndelse. 50.000 arbejdende pensionister vil i gennemsnit få 30.000 kr. ekstra om året ved at blive på arbejdsmarkedet. Vi gør en forskel for folk som Gert. Også for de unge sker der forbedringer. I Venstre kæmpede vi imod aftalen om tvangsfordeling af gymnasieelever. Det gjorde vi, fordi Marcus fra Karlslunde ikke skal tvinges hen på en anden skole, fordi hans forældre tjener for meget eller for lidt. Det er ikke forældrenes pengepung, der skal afgøre, hvor han må gå i skole. Derfor tog vi ansvar. Vi gik i regering, og derfor – og kun derfor – er aftalen om tvangsfordeling nu væk, og det frie skolevalg er tilbage. Vi gør en forskel for unge som Marcus. Når Marcus så er færdig med gymnasiet, skal han jo finde noget andet at lave. Måske skal han ind og springe soldat, og det bliver en markant anderledes oplevelse, end da jeg selv aftjente min værnepligt. Med regeringens udspil til et nyt forsvarsforlig har vi nu endelig en plan, der sikrer, at vi kan leve op til de økonomiske løfter, vi har givet til vores NATO-allierede.

Det betyder, at vi kan renovere kasernerne, at vi kan styrke og forlænge værnepligten, og at vores dygtige soldater kan få det nødvendige udstyr. Og så vil vi stadig væk, for det er vigtigt, kunne give en massiv støtte til ukrainernes frihedskamp. Vi gør en forskel for Danmarks sikkerhed og Europas frihed. Selv om meget går godt i vores sundhedsvæsen, er der også her brug for forbedringer. Alt for mange venter nemlig al for lang tid på behandling. Det kan vi helt ærligt ikke være bekendt; det skal vi gøre bedre. Venstres sundhedsminister har allerede sikret, at private aktører til en lavere pris kan behandle flere patienter. Det vil sikre, at flere bliver behandlet til tiden. Det skylder vi dem. Samtidig giver den stærke danske økonomi os nu mulighed for, at vi kan foretage en massiv investering i kræftbehandlingen, så de, der bliver ramt af kræft, får en bedre og hurtigere behandling, sådan at flere forhåbentlig overlever den forfærdelige sygdom. Vi gør en forskel for patienterne. Her vil jeg så gerne lige stoppe op og bringe en advarsel: Jeg er meget bekymret for den reformangst, der spreder sig her på Christiansborg både hos røde og blå partier. Fordi den danske økonomi står stærkt, konkurrerer partier fra højre til venstre nu om, hvem der hurtigst kan aflyse og tilbagerulle ansvarlige økonomiske reformer. Men angsten for reformer bygger på en forfejlet analyse, for reformer handler ikke kun om penge, de handler om mennesker. På flere sygehuse står der senge tomme, ikke fordi der mangler patienter eller penge, men fordi sygeplejerskerne ikke er der. I det private erhvervsliv må de takke nej til ordrer, fordi de ikke kan finde den nye medarbejder, de har brug for. Reformer handler derfor ikke om tørre tal i et regneark; reformer handler om at skaffe flere elektrikere, ingeniører og programmører til vores virksomheder, om at skaffe flere pædagoger til at passe godt på vores børn og om at skaffe flere uddannede medarbejdere til vores sygehuse, så vi får verdens bedste sundhedsvæsen. Derfor er reformer den rigtige vej at gå, hvis vi fortsat vil kunne gøre en forskel. Og det vil vi i Venstre, for vi er slet ikke færdige; vi er kun lige begyndt. Vi kommer til at sænke skatten for de familieejede virksomheder, der har tjent Danmark i generationer. Venstre gør en forskel. Vi kommer til at sænke skatten for 3 millioner lønmodtagere og selvstændige. Venstre gør en forskel. Vi kommer til at halvere topskatten for 250.000 hårdtarbejdende danskere. Venstre gør en forskel. Vi kommer til at indføre en arbejdspligt, så indvandrere, der kommer til Danmark, skal bidrage. Venstre gør en forskel. Vi kommer til at implementere flere grønne aftaler som den, der netop er indgået om havvindenergi. Venstre gør en forskel. Og det tror jeg danskerne forventer af os alle sammen herinde i Folketingssalen. Jeg tror, de forventer, at vi gør en forskel. Men det gør man ikke bare ved at brokke sig på sociale medier eller sætte sig over i hjørnet med korslagte arme og sige nej. Det gør man ved at sige ja og tage ansvar. Det gør vi i Venstre. Er det altid lige elegant? Næh. Får vi altid alting igennem, præcis som vi gerne vil have det? Nej. Men når jeg kysser min datter farvel om morgenen, ved jeg med mig selv, at når jeg kommer på arbejde, er jeg med til at gøre en forskel ved at trække Danmark i den rigtige retning, hvor de frivillige fællesskaber bliver styrket, hvor det enkelte menneskes frihed står centralt, og hvor økonomien er så stærk, at det kan være med til at gøre en forskel for virksomhederne, for de ældre, for de unge, for forsvaret og for patienterne. For det er jo i bund og grund det, politik handler om for os i Venstre: at tage ansvar og at gøre en forskel. Tak for ordet. Og så skal jeg nævne, at vi naturligvis tilslutter os vedtagelsesteksten, som den tidligere ordfører læste op på vegne af S, V og M.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger, og den første er til fru Pia Olsen Dyhr.

Først tak for en flot Venstretale, det må man sige, hvor Venstre var i centrum, og tillykke med datteren. Jeg ved, hvilket ansvar det giver at få især en datter. De stiller store krav til en og de bliver ved med at jagte en, i forhold til at man skal sikre fremskridt. Derfor vil jeg også gerne spørge ordføreren om et af de områder, som jeg mærker at de unge er allermest optaget af i de her år, og som min datter i hvert fald løfter en pegefinger over for os politikere om, og det er selvfølgelig klimaet. Vi skal nå i mål med en 2025-målsætning, og det kræver meget hårdt arbejde, for 2025 er som sagt kun 2 år væk, og det skal vi, hvis vi skal leve op til vores klimaforpligtelser, og det tror jeg også ordførerens datter vil forvente at ordføreren leverer på. Det er jo ikke sikkert, men det tror jeg der er en ret stor sandsynlighed for. Så derfor vil jeg spørge ordføreren, hvad Venstre her egentlig arbejder for. For alle målinger viser, at regeringen lige nu ikke når målet. Det er regeringens egne beregninger fra Energistyrelsen, der viser det i fremskrivninger. Så jeg vil spørge, om Venstre nu vil arbejde for, at der kommer en akutplan for klimaet, så vi kan nå 2025-målet.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet, og spørgeren har ganske givet ret i, at min datter kommer til at jagte mig på en række områder. Lige nu jagter hun mig primært for at få skiftet ble, og det er en ret væsentlig opgave, som jeg meget hurtigt har opbygget en ret stor ekspertise i. Jeg er helt enig i, at vi har en massiv udfordring med vores klima. Vi skal nå vores klimamålsætning både i 2025, vi skal nå den i 2030, og vi skal nå den i 2050. Det skylder vi både os selv, vores jord og fremtidige generationer, og derfor mener jeg, at vi skal trække på en lang række ting. Vi skal have gjort transporten grønnere, og jeg er meget glad for, at der i går aftes blev indgået en bred politisk aftale, der nu sørger for, at vi sætter turbo på accelerationen af havvind. Det er ret massivt, det er ret ambitiøst, det er ret grønt, og jeg er glad for, at et bredt flertal er med, og på den måde tror jeg ikke, at vi kun skal kigge ét sted hen, men at vi skal trække mange forskellige værktøjer op af værktøjskassen, når det handler om at lave den grønne omstilling.

Spørgeren.

Nu sagde ordføreren i sin tale, at ordføreren var bekymret for, at Folketinget led af en reformangst. Der skal ikke være nogen tvivl om, at SF har en reform iver , når det gælder omstillingen i forhold til klimaet. Jeg er desværre lidt bekymret for, om Venstre har den samme iver i forhold til reformer på klimaområdet, da Venstre ikke var en del af den oprindelige aftale omkring 2025. Det er jo derfor, jeg specifikt stiller spørgsmål i forhold til 2025. Vil Venstre være villig til at gøre det, der skal til, for at vi når målet i 2025?

Ordføreren.

Ja, vi skal nå vores klimamål, og det har regeringen også anvist en vej for at gøre, bl.a. ved at kigge på transportområdet i forhold til 2025-målet. Må jeg så ikke bare sige noget i forhold til reformer? Jeg mener ikke, at man kan påstå, at man tager den grønne omstilling seriøst, hvis man ikke er indstillet på at lave de reformer, der gør, at der eksempelvis kommer flere elektrikere. Altså, det er svært at sætte strøm til maskinerne i industrien, hvis der ikke er flere uddannede elektrikere. Og hvis vi derfor skal løfte vores velfærdssamfund, samtidig med at vi styrker vores forsvar, samtidig med at vi styrker de private virksomheder, samtidig med at vi kommer i mål med den grønne omstilling, så er der også her brug for markante reformer.

Så er det fru Inger Støjberg.

Tak for det. Nu sagde hr. Morten Dahlin, at han ikke kunne kende sig selv. Jeg kan heller ikke kende hr. Morten Dahlin, og jeg kan heller ikke kende Venstre. Så langt, så godt. Men jeg kan dog godt, vil jeg sige, genkende hr. Morten Dahlins stolthed over sin datter. For heroppe på forreste række ser vi ofte billeder, og hun er også sød. Når det er sagt, var en af de ting, som hr. Morten Dahlin sagde i sin tale, at vi skal gøre en forskel for virksomhederne. Men, hr. Morten Dahlin, det skulle jo helst være en positiv forskel, og det er jo det stik modsatte, man gør. Når man f.eks. nu her indfører en kilometerafgift på vognmændene, på lastbilerne, er det det stik modsatte. Lige nu kommer man til at indføre en afgift, der betyder – og det er regeringens egne tal – at hver tiende lastbil nu bliver parkeret i garagen. Det er da ikke at gøre en positiv forskel for virksomhederne.

Ordføreren.

Tak til fru Inger Støjberg for spørgsmålet, og tak for at afsløre, at jeg nu er blevet til ham, som jeg for få måneder siden ikke forstod, som render rundt og viser billeder af mit barn til alle mulige, der dybest set ikke har lyst til at kigge på dem, men også tak til fru Inger Støjberg for at tage positivt imod billederne. Det er rigtigt, at vi skal gøre en positiv forskel for virksomhederne med bedre rammevilkår. Derfor har vi sænket skatterne i forbindelse med finansloven, derfor kommer vi eksempelvis til at sænke generationsskifteskatten, og derfor kommer vi til at lave en iværksætterstrategi. I forhold til afgiften om lastbiler står vi jo på mål for det samlede regeringsgrundlag, men afgiften blev lavet af et rødt flertal før valget, et rødt flertal, der stadig væk eksisterer. I den situation vælger Venstre så ikke bare at tage ud og besøge en vognmand, tage et billede af det og smide det op på de sociale medier og sige, at hvor er alting galt. Nej, vi sætter os ind til bordet og spørger, hvordan vi her kan lave nogle forbedringer, eksempelvis ved at lade vognmændene laste deres biler noget længere og noget tungere, hvad der giver dem en konkret besparelse på 1 mia. kr., og ændre profilen på kilometerafgiften, så den bliver højere i byerne og lavere derude, hvor man skal køre langt, altså ude på landet. Så er vi jo slet ikke færdige endnu. Jeg ved, at transportministeren arbejder med at udvide forsøgsordningen med dobbelttrailere, så man kan køre med dobbelt så meget last. Det er godt for vognmandens pengepung, og det er godt for klimaet. Så vi gør en forskel.

Spørgeren.

Men det er jo stadig væk bare ikke en positiv forskel, man gør, når man indfører en afgift som den her. Tror hr. Morten Dahlin, at det var for sjov, at vejene var blokeret her for nylig? Nej, det var det ikke. Men det er jo, fordi vi har med en branche at gøre, der nu står i en desperat situation, og hvem er det, man kommer til at vælte de her udgifter over på? Ja, det er forbrugerne. Så nu har hr. Morten Dahlin ikke bare gjort det sværere at drive virksomhed og mere vanskeligt at drive virksomhed, men hr. Morten Dahlin har også gjort det dyrere at være dansker. Det er da stik modsat det, Venstre og hr. Morten Dahlin førhen har stået for. Så ja, jeg kan godt forstå, at hr. Morten Dahlin og Venstre har svært ved at kende sig selv.

Ordføreren.

Den her regering kommer til at sænke skatter og afgifter for danskere, der står op om morgenen og går på arbejde, og også for de dygtige virksomheder, der er selve grundlaget for vores velstand. Men der er jo her en ret stor forskel på politik. Altså, det flertal, der lavede den afgift på lastbiler, eksisterer stadig væk, og så kan man vælge to muligheder. Man kan vælge at gøre som Danmarksdemokraterne, altså at tage ud og besøge en vognmand og lægge det op på de sociale medier og sige, at alt er galt. Men afgiften kommer jo stadig væk. Eller man kan sætte sig ind og lave nogle konkrete forbedringer, f.eks. at give vognmændene en milliardbesparelse på, at de kan laste deres biler noget tungere, eksempelvis ved at kigge på, om man kan lave forsøg med syvakslede lastbiler, så de kan køre noget mere gods til den samme pris. Det sparer dem for nogle penge, og det er godt for klimaet.

Så er det hr. Alex Vanopslagh.

Jeg vil gerne tale om sundhedspolitik, hvor Venstre i hvert fald tidligere har gjort en stor forskel og har mulighed for det nu i regering og med ministerposten. Noget af det, som man for et par måneder lagde op til, og som jeg egentlig syntes var en god idé, var at se, hvor det er, vi kan bruge kapaciteten hos de private hospitaler til at aflaste det offentlige. Så der blev indledt et samarbejde mellem Sundhed Danmark, altså dem, der organiserer de private hospitaler, og regionerne og Sundhedsstyrelsen, og de private hospitaler i Danmark fandt 81 områder med lang ventetid, hvor de siger, at de har kapacitet til at aflaste det offentlige. Men regionerne vil kun af med 11 af dem. Det var på 11 områder, man sagde, at her kan vi bruge den private kapacitet, men for 70 områder har man ikke taget imod den mulighed. Nu har vi hørt en hel tale om, hvordan Venstre gør en forskel. Jeg vil egentlig bare gerne høre ordføreren, hvordan ordføreren kan forsvare, at der på 70 områder er nogle private sygehuse i Danmark, der siger, at de kan afhjælpe ventelisterne, men at man ikke har taget imod det. Det synes jeg er uforståeligt.

Ordføreren.

Men jeg kan slet ikke genkende det billede af virkeligheden. Det er ikke den opfattelse, jeg har, af, hvordan tingene forholder sig. Det er jo faktisk heller ikke den opfattelse, Liberal Alliance har. Liberal Alliance kom jo til – jeg tror, det var uforvarende – for ikke særlig mange uger siden at rose, at der nu var flere private aktører på sundhedsområdet, og at de tog en større andel af ansvaret, en større andel af behandlingerne. Det hyldede man faktisk fra Liberal Alliances side. Derfor har jeg ikke haft mulighed for at sige tak til hr. Alex Vanopslagh, men det vil jeg gerne gøre nu: Tak for rosen til Venstres liberale sundhedsminister, der har forhandlet en akutplan på plads med regioner og med privathospitaler, der lader dem overtage en større del af opgaverne, så vi kan få nedbragt ventelisterne. For det er jo det, der er det væsentligste. Det er jo at nedbringe ventelisterne. Men ikke nok med det, sundhedsministeren formåede faktisk også at forhandle en rabat hjem. Så det, vi har fået der, er: en akutaftale, der laver kortere ventelister, med flere private aktører til en lavere pris. Hov, det lyder næsten som fornuftig, liberal Venstrepolitik.

Spørgeren.

Det er jo derfor, jeg spørger, hvorfor vi ikke får mere af det. Jeg startede også med at rose det. Det er da dejligt, at der nu er 11 områder, hvor man siger, at her kan vi nedbringe ventelisterne ved at bruge de private. Der er så 70 andre områder, hvor man enten har fået et nej, eller hvor man har fået at vide: Arh, det skal vi lige se på. Det synes jeg er uforståeligt. Det er jo god liberal politik: kortere ventelister for færre penge. Så er der en principiel modstand i regeringen og hos Venstre mod, at man bruger den private kapacitet dér, hvor det er oplagt, men hvor man alligevel har sagt nej? Det er sådan set det, jeg spørger ind til. Jeg kritiserer jo ikke det, man har gjort. Jeg spørger ind til, hvorfor det er, man ikke gør noget mere af det.

Ordføreren.

Jamen jeg kan ikke genkende det billede af virkeligheden, og jeg må undre mig en lille smule over, at ordføreren i al seriøsitet stiller mig det spørgsmål, om vi har en ideologisk modstand mod privat kapacitet i sundhedsvæsenet. Jeg har lige stået og fremhævet, hvordan der er blevet forhandlet en akutaftale med de private aktører, der skal lave flere behandlinger for en lavere pris. Så jeg kan slet ikke genkende det billede, hr. Alex Vanopslagh fremmaner. Og nej, i Venstre er vi ikke sat i verden for at bekæmpe privathospitaler. Vi er sat i verden for at bekæmpe ventelister i sundhedsvæsenet.

Så er det hr. Søren Pape Poulsen.

Tak for det. Tak for talen. Jeg har ellers haft det sådan med den her regering, at jeg tænkte, det var sådan en såkaldt teknokratisk regering, et fornuftsægteskab; der var ikke meget passion i den regering. Det var, lige indtil jeg læste Berlingske med et dobbeltinterview med hr. Morten Dahlin og hr. Christian Rabjerg Madsen, de to politiske ordførere. Der var passion. Det var kærlighed mellem mænd, når det er allerallersmukkest. Altså, jeg har aldrig set noget så glædeligt – nu stod man sammen, om alt det gode, man skulle gøre sammen – så jeg må trække mine ord om det tilbage. Men jeg vil gerne tage fat i det, som der bliver talt om, med reformangst, og jeg er meget enig med ordføreren i, at vi jo ikke skal have reformangst. Men skal vi så ikke begynde at sætte os ned – og hvis det er for betændt, så begynde i et lukket rum – og kigge på alle de tilbagetrækningsordninger, vi har i Danmark, og skabe rigtige reformer med store arbejdsudbud, hvor det virkelig rykker noget?

Ordføreren.

Tak til spørgeren. Og nu skal jeg jo ikke begive mig ud i en spekulation om spørgerens privatliv, men jeg vil sige, at hvis interviewseancen mellem hr. Christian Rabjerg Madsen og mig selv er det mest eksplosive kærlighedsforhold mellem mænd, som spørgeren har oplevet, tror jeg, at spørgeren har noget at glæde sig til i sit fremtidige kærlighedsliv. Det vil jeg sige. Jo, vi skal også kigge på tilbagetrækningsområdet. Regeringen har jo i regeringsgrundlaget lagt vores model frem, hvor man samtænker to modeller, forenkler, lægger dem sammen. Det giver både noget i forhold til at skaffe mere arbejdskraft og, synes vi, en god balance i forhold til at give mennesker en værdig afslutning på deres arbejdsliv. De tanker, regeringen har, drøfter vi jo meget gerne med Folketingets partier, for vi ønsker at lave brede aftaler, og vi har lagt det frem, vi mener er det mest balancerede udgangspunkt i forhold til også at kigge på tilbagetrækningsområdet.

Spørgeren.

Jeg kan berolige ordføreren med, at det ikke er det hedeste, jeg har oplevet, men det skal vi nok ikke nærmere ind i. Jeg kunne bare godt tænke mig at sige til hr. Morten Dahlin, at jeg godt ved, at nu har man skibet sig ind i det her regeringsprojekt, men til hver en tid vil jeg sige: Kom hjem, kom hjem – vi vil stå med åbne arme og lave dejlige borgerlige reformer, hvor vi virkelig tager fat i nogle ting. Så er det kun et spørgsmål om tid, hvornår den nuværende statsminister falder, og så kan vi lave et godt regeringsalternativ sammen.

Ordføreren.

Jeg bliver lidt nervøs, når hr. Søren Pape Poulsen på den ene side står og taler om hede forhold mellem mænd og på den anden side inviterer mig hjem på privatadressen. Altså, det gør jeg. Men jeg er jo et liberalt menneske, så det kan godt være, jeg skal slå et smut forbi Viborgegnen. Den her regering er født med et offensivt regeringsprogram, og jeg ville ønske, der var nogle flere partier, også Det Konservative Folkeparti, der ikke bare sagde nej og nej og nej og sendte breve om, at man ikke vil være med til at lave en uddannelsesreform og foreslår at tilbagerulle noget af det, regeringen allerede har gjort, og som i stedet for – ikke bare i kronikker og i medierne, men også i virkeligheden – meldte sig på reformsporet. Det har Danmark brug for. Danmark har brug for, at Det Konservative Folkeparti også gør en forskel her.

Så er det hr. Peder Hvelplund.

Tak for det. Jeg vil også gerne helt utraditionelt starte med at rose hr. Morten Dahlin for talen. For det lykkedes mig faktisk at finde to ting i den her tale, som jeg var helt enig i, og det er faktisk, kan man vel sige i forhold til de standarder, vi normalt opererer med – det kender ordføreren og jeg jo hinanden godt nok til at sige – godt scoret. Den ene ting er det der fuldstændig identitetsforandrende i at få et barn. Det kan jeg kun bekræfte, og det er heldigvis noget, der fortsætter resten af livet. Den anden ting er, at ordføreren sagde, at reformer handler om mennesker – det sagde ordføreren ordret. Det er jeg også fuldstændig enig i, for det handler jo lige præcis om mennesker, når regeringen f.eks. vælger at lette beskatningen for virksomhedsarvinger og samtidig taler om at forringe seniorpensionen. Det har jo konkrete konsekvenser for konkrete mennesker. Det handler bare om, hvilke mennesker det er, man gør det nemmere for, og hvem man gør det sværere for. Og der har regeringen jo været fuldstændig klar i sin politik. Det fører mig også frem til det her spørgsmål om, at der har udfoldet sig en debat i Avisen Danmark omkring fremtidens velfærdssamfund, hvor udenrigsministeren har peget på, at der var behov for, at vi skulle overgå til en større privatfinansiering af velfærden, hvorimod justitsministeren har talt om, at vi skulle investere i velfærden og sikre universelle ydelser. Hvor står Venstre henne i den debat?

Ordføreren.

Tusind tak for spørgsmålet. Lad mig gribe fat i en ting, som jeg synes ordføreren måske med vilje fremstillede lidt karikeret: skattelettelser til virksomhedsarvinger. Ej, det, der er tale om her, er, at vi vil reducere generationsskiftebeskatningen for familieejede danske virksomheder med en tredjedel. Det vil vi gøre, fordi vi faktisk gerne vil have, de bliver i Danmark, og hvis det er alt for dyrt for dem at lade virksomheden gå videre fra mor til datter eller fra far til søn, er alternativet, at de bliver opkøbt af eksempelvis udenlandske kapitalfonde. Så vi gør jo sådan set det her, fordi vi gerne vil beskytte gode, solide danske arbejdspladser, særlig i landdistrikterne, hvor de familie- og ejerledede virksomheder udgør en rigtig stor del. Så er der spørgsmålet om fremtidens velfærdssamfund. Vi har i Venstre ikke en eller anden hemmelig skuffeplan om at indføre en masse brugerbetaling. Men jeg vil gerne sige, at den analyse, som udenrigsministeren, der lige har rejst sig fra sin plads i salen, kommer med, af, at vi ser et stigende forventningspres på kvaliteten i velfærd, og at det bliver vi nødt til at håndtere seriøst, er jeg helt enig i – og jeg håber, ordføreren vil spørge mig om, hvad jeg mener med det, så jeg lige om lidt har tid til at uddybe det.

Spørgeren.

Jamen det tror jeg godt jeg ved hvad ordføreren mener med, for det er jeg sådan set enig i. Det er jo klart, at når vi har en velfærd og et sundhedsvæsen, som er presset på kapacitet – primært på grund af mangel på dygtigt personale – handler det om, hvem der får adgang til den begrænsede kapacitet, der er. Hvis man vælger at gå privatiseringsvejen, betyder det jo, at det er dem med den rigtige forsikring, dem med den største pengepung, som får en privilegeret adgang til den begrænsede kapacitet, hvorimod man, hvis man vælger at have universelle ydelser, sikrer, at det bliver behovsbestemt, altså at det er dem, der har størst behov for behandling, som bliver behandlet først. Hvilken vej vil Venstre gå der?

Ordføreren.

Jeg kan jo bruge mig selv som eksempel på en af de udfordringer, vi står over for: Da mine forældre kunne aflevere mig i en daginstitution, var de lykkelige over, at der var nogen, der gad at passe på deres knægt. Det havde de ikke selv været vant til fra barnsben af. Nu er det min generation, der skal have børn i daginstitutioner, og så begynder der jo at komme krav om minimumsnormeringer og sansestuer, vegansk mad, og jeg ved ikke hvad, fordi folk bliver mere kvalitetsbevidste og kommer til at efterspørge en højere kvalitet. Kan vi nødvendigvis efterkomme det inden for rammerne af den måde, vores velfærdssamfund er skruet sammen på lige nu? Det kan jeg godt være i tvivl om, og derfor bliver vi nødt til at have en diskussion om, hvordan vi løser det her strukturelt på lidt længere sigt.

Så er det hr. Martin Lidegaard.

Tak. Tillykke til hr. Morten Dahlin med barnet. Jeg kan bekræfte, at det er det største, man kan opleve, og jeg kan også helt genkende følelsen af, at det at kunne give et Danmark og et samfund videre, der er mindst lige så godt som det, vi fik af vores forældre, også er det, der er allerøverst på min og Radikales dagsorden. Ordføreren nævnte jo en lang række vigtige områder i sin tale, og jeg kunne egentlig godt tænke mig at stille det samme spørgsmål til Venstres ordfører, som jeg stillede til Socialdemokratiets ordfører. Hvis vi af de nye penge, vi har fået, tager 100 kr., hvordan ønsker Venstre så egentlig groft sagt – det er jo ikke noget, jeg vil holde ordføreren op på – at prioritere de midler inden for alle de områder, som ordføreren har nævnt? Altså, vi har en bunke, vi kan bruge til børn, unge, forebyggende indsatser, klima og miljø – kort sagt: fremtiden. Vi har en anden bunke, vi kan bruge til sundhed, ældre, det demografiske træk osv., og så har vi den tredje bunke, som ordføreren også nævnte, som vi kan bruge til skattelettelser i forskellige varianter. Hvordan vil ordføreren egentlig prioritere mellem de tre ting?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg vil måske lige komme med en opklaring, med hensyn til hvordan jeg ser på spørgsmålet. Jeg mener ikke, at det er nogle penge, vi har fået – det er nogle penge, danskerne har indbetalt. Vi har fået dem, fordi der er nogle mennesker, der står op og går på arbejde og knokler, fordi der er nogle dygtige virksomheder, nogle fremsynede iværksættere, som betaler noget skat ind til statskassen. Så det ikke noget, vi har fået, men man kan sige, at det er noget, vi har taget fra danskerne. Jeg går ind for en balanceret profil i forbindelse med de her penge. Jeg mener, at noget af det eksempelvis skal bruges til at investere i kræftbehandlingen, så den kan blive løftet, så flere overlever den forfærdelige sygdom, kræft er, men også, så flere af dem, der overlever, bagefter får et bedre liv, eksempelvis ved at man kan få tilskud til at få lavet sine tænder, hvis de er blevet ødelagt af strålebehandling. Så jeg synes helt klart, at nogle af pengene skal bruges på sundhed. Så mener jeg også godt, at man kan lave nogle målrettede skatte- og afgiftslettelser. Det kan eksempelvis være noget, der fremmer iværksætteri og måske endda grønt iværksætteri. Så jeg mener, der er mange gode ting, man kan – i gåseøjne – bruge de penge på. Jeg går ind for en afbalanceret profil.

Spørgeren.

Jeg er enig i, at de her penge ikke kommer af ingenting. I øvrigt har jeg indtryk af, at en meget stor del af dem kommer fra international arbejdskraft, der er taget til Danmark, hvilket også har skæppet i kassen. Når jeg spørger, er det, fordi ordføreren jo selv lige sagde i sit svar til spørgeren fra Enhedslisten, at vi også er nødt til at prioritere lidt en gang imellem. Vi Radikale mener, at vi har underinvesteret i forebyggelse, i social forebyggelse, og i at bryde den negative sociale arv, og at det er en af grundene til, at vi har så høje udgifter. Så vi ønsker at bruge en meget stor del af det nye råderum, måske endda 70-80 pct., på at investere i vores fremtid for at undgå, at udgifterne eksploderer på sigt. Det er den form for prioritering, jeg leder lidt efter, for vi kan alle sammen have tanker om, hvad vi gerne vil gøre, men der skal også foretages en prioritering.

Ordføreren.

Jeg er ikke helt sikker på, hvad ordføreren præcis mener, når han taler om at investere i forebyggelse. Det kan jo være mange ting. Men pointen om, at vi ikke i høj nok grad bryder den negative sociale arv i Danmark, er jeg helt enig i. Vi kan se nu, at den sociale arv i Danmark, når det gælder uddannelse, er på samme niveau som i USA. Vi kan se, at børn, der vokser op i familier, hvor moren og faren er på kontanthjælp, i al for høj grad kommer til at være på kontanthjælp. Det system med den lave grad af social mobilitet har vi jo opbygget på trods af høje skatter, på trods af en stor offentlig sektor, på trods af et stort beskæftigelsessystem og på trods af et dyrt uddannelsessystem, så måske skal man ikke bare bruge flere penge på det samme, men også bruge dem på en ny måde.

Så er det hr. Morten Messerschmidt.

Jeg er fuldstændig overbevist om, at hr. Morten Dahlin er og vil blive en fuldstændig forrygende far. Men når nu hr. Morten Dahlin selv kommer ind på det spor, er der en ting, jeg har tænkt over hvordan han vil håndtere. Julen giver jo sig selv ligesom påske og pinse osv., men hvad har han egentlig tænkt sig at sige til sin datter om nogle år, når hun sådan bliver bevidst om, at han har afskaffet en helligdag, som i 300 år har forenet danskerne? Altså, hvad siger man? Siger man, at der var et tidspunkt, hvor der var en tradition og man gik en tur på volden og måske gik i kirke og gik en tur i skoven bagefter og samledes i familien – der var en tradition – og man bagte hveder og hyggede sig, og det havde man gjort i de der 300 år, men far kom en dag for skade at skulle i regering, og så fjernede vi det? Hvad var begrundelsen?

Ordføreren.

For det første må jeg bare berolige hr. Morten Messerschmidt. Det er ikke og det bliver ikke regeringens eller Venstres politik at forbyde bagning af hveder. Det vil jeg gerne slå helt fast. Det vil stadig væk være en mulighed. Og så vil jeg fortælle min datter om, at vi har et fantastisk velfærdssamfund, men at vi er udfordret af manglen på arbejdskraft, og at vi mangler nogle dygtige smede, nogle ingeniører, nogle tømrere, nogle elektrikere, nogle social- og sundhedsassistenter, nogle sygeplejersker, nogle læger og nogle folkeskolelærere. Og hvis man som politiker bare satte sig hen i hjørnet og ignorerede den strukturelle udfordring med mangel på arbejdskraft i den private og i den offentlige sektor, ville man lade stå til, og så ville man ikke give den næste generation de samme muligheder for at vokse op i et godt velfærdssamfund, som jeg selv har haft. Derfor tog jeg ansvar, og derfor var jeg med til at gøre en forskel, også selv om det ikke var vanvittig populært. Og så tror jeg, at jeg vil kigge min datter i øjnene og sige, at det at være et ansvarsfuldt menneske nogle gange handler om ikke at gøre det, der er populært, men om at gøre det, der er rigtigt, fordi det er sådan, man kan være med til at gøre en forskel.

Spørgeren.

Men det er jo ikke sådan, at man er ansvarsfuld, hver gang man gør noget upopulært. Den vej vil jeg gerne advare hr. Morten Dahlin mod at gå, både som far og som politiker. Altså, det her er både upopulært og vanvittig uklogt. For det at rive helligdage og traditioner i stykker for et folk er jo netop det, der gør, at sammenhængskraften begynder at erodere. Det, der gør, at vi i Danmark kan tale om og opfatte os selv som et folk, er jo, at vi har nogle ting, vi bare gør. Vi har jul, påske, pinse, og vi har et sprog, og vi har en historie. Og hvis man som en anden gal professor begynder at tage de der små komponenter ud af folkets legeme, begynder det at gå i stykker.

Tak. Værsgo.

Jeg er helt enig i det, der ligger under hr. Morten Messerschmidts spørgsmål, nemlig at Danmark ikke bare er en tilfældig plet jord langt mod nord. Danskerne er et folk, og danskerne er et særligt folk med en særlig identitet og en kultur, som vi skal værne om. Det skal vi gøre ved naturligvis at holde vores traditioner i hævd, det skal vi gøre ved at føre en stram og konsekvent udlændingepolitik, og det skal vi gøre i familierne, som også er noget, jeg går meget op i. Og jeg glæder mig sådan set til at være en del af et flertal, der rent faktisk tager et ansvar og gør en forskel, også for de danske familier, der forventer, at der er et velfærdssamfund til dem, når deres børn vokser op.

Så er det hr. Noah Sturis.

Tak, og tak for talen. Regeringen vil øge den strukturelle beskæftigelse med 45.000 fuldtidsstillinger for at øge bnp med 1 pct. Det vil samlet set koste os danskere ca. 85 millioner timers fritid. Det er i vores fritid, vi er sammen med de mennesker, som vi er nærmest, og som vi elsker. Det er i vores fritid, vi drager omsorg for vores venner og familie. Mit spørgsmål er: Hvad er værdien af alle de nærværende øjeblikke, som vi danskere vil gå glip af som følge af regeringens reformer? Hvad er værdien af de ophold i naturen, som vi vil gå glip af? Og hvad er værdien af den tid med vores børn, som vores børn vil gå glip af med deres forældre?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg går meget ind for fritid. Jeg går meget ind for frivillige forpligtende fællesskaber, hvor mennesker kan udfolde sig. Jeg mener, at en af årsagerne til den stigende mistrivsel, vi ser blandt unge, er, at vi har institutionaliseret, kommunaliseret og statsliggjort fællesskabet i stedet for at dyrke det frivillige forpligtende fællesskab, hvor man er noget for nogle andre. Det mener jeg er et kæmpestort problem. Så sætter ordføreren, synes jeg, fokus på noget meget interessant, nemlig den udvikling, vi ser, hvor jo rigere det her samfund bliver, jo flere er der, der vælger at bruge den velstandsstigning ikke til at øge deres egen indkomst og dermed deres skattebetaling, men til mere fritid. Det er jo isoleret set ikke et problem, men det giver på lang sigt en udfordring i forhold til finansiering af vores velfærdssamfund. Hvis vi alle sammen arbejder mindre, hvis vi alle sammen yder mindre, men vi samtidig kræver mere og mere af velfærdssamfundet, er der jo et tidspunkt, hvor den ligning knækker. Det bliver man også nødt til at diskutere, når man påstår, at alle bare skal arbejde mindre og yde mindre, men samtidig lover danskerne, at velfærden bliver bedre og velfærden bliver dyrere. Det hænger ikke helt sammen.

Spørgeren.

Men nu er det sådan, at vi fra Det Økonomiske Råd og fra Finansministeriet ved, at de danske statsfinanser er overholdbare både på kort sigt, på mellemlang sigt og på lang sigt. Så hvis vi ikke skal gå ned i arbejdstid nu, hvornår så? Er det noget, som Venstre overhovedet vil gå ind for?

Ordføreren.

Arbejdstiden på den enkelte arbejdsplads må jo forhandles mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Men til det der med, at økonomien er overholdbar, vil jeg sige, at vi har været i gang i ikke engang 2 timer nu, og de 16 mia. kr., der var i ekstra råderum, er jo allerede brugt tre-fire-fem gange, for folk i denne her Folketingssal er ufattelig dygtige til at bruge penge – også på nogle fornuftige ting. Jeg ønsker jo selv at bruge flere penge på at hæve kvaliteten i vores kræftbehandling, fordi jeg mener, at det ikke er i orden, at den gode udvikling, vi har set på kræftområdet, er stagneret. Men man kan bare ikke bruge penge uden også at være med til at skaffe dem, og det kræver, at der er nogle, der står op om morgenen og går på arbejde.

Så er det fru Signe Munk.

Jeg holder af hverdagen, og sådan en lille god ting ved hverdagen, som jeg er bekymret for at vi mister, er, at når man åbner for vandhanen, kommer der bare postevand ud, rent og skønt. Det er jeg lidt bekymret for at vi er i gang med at sætte over styr, og det er jo, fordi vi kan se, at i over 50 pct. af de danske drikkevandsboringer sniger giften sig ned. Det er ikke kun vores generation, ordførerens og min, der står til at miste, det er også vores børns generation. Det at kunne drikke rent postevand, drikkevand fra vandhanen, var også en bekymring, Jakob Ellemann-Jensen havde, da han var miljøminister i 2019, og derfor lavede han faktisk en aftale og satte et initiativ i gang, som kunne være med til afhjælpe det her problem, nemlig at man skulle stoppe med at sprøjte med gift ved de drikkevandsnære boringer. Men, og der er desværre et »men«, det sker ikke. Den aftale er ikke blevet overholdt. Der bliver sprøjtet med masser af gift ved de danske drikkevandsboringer. Derfor vil jeg høre ordføreren: Hvad har Venstre tænkt sig at gøre ved, at vores drikkevand bliver forgiftet?

Ordføreren.

Jeg tager vores drikkevand meget, meget alvorligt. Jeg synes, det er dejligt at leve et land, hvor man kan åbne for vandhanen, og så kan man drikke direkte fra vandhanen. Jeg kan afsløre over for spørgeren, at jeg tidligere i dag er blevet advaret af fru Inger Støjberg om, at jeg øjensynlig gør noget forkert, fordi jeg nogle gange drikker direkte fra min haveslange, og det er åbenbart giftigt og farligt, så det må man ikke længere gøre. Der er sikkert nogle, der vil sige, at det forklarer en hel del om min opførsel. Men jeg går meget op i at sikre fremtidige generationers drikkevand. Det er også derfor, at de sprøjtemidler, der bliver brugt i landbruget i dag, er godkendt af miljømyndighederne. Det synes jeg bare er væsentligt at holde sig for øje, når man ser det, der nogle gange er sådan nærmest en ideologisk kamp fra venstrefløjen mod danske fødevareproducenter. Jeg synes, og det er jeg sikker på at man sagtens kan, vi skal finde en balance imellem på den ene side at have et stærkt, veldrevet og enormt indtjenende dansk fødevareerhverv i Danmark og så samtidig sikre, at vi har rent vand i vandhanen. Det kan godt lade sig gøre uden at føre en eller anden ideologisk kamp mod den danske fødevaresektor.

Spørgeren.

Nu bliver jo rigtig nervøs: Er det ordførerens opfattelse, at når GEUS måler, at der er pesticidrester, giftrester i 50 pct. af drikkevandsboringerne, så er det en ideologisk kamp, SF fører, og at det altså ikke er noget, der bekymrer ordføreren? Jeg var ellers af den opfattelse, da ordføreren indledte sit indlæg, at han var bekymret for drikkevandet. Så hvad har Venstre tænkt sig at gøre for, at der ikke er så mange giftrester, som finder vej til vores drikkevand?

Ordføreren.

Vi skal sikre, at der er rent vand i de danske haner. Det skal vi gøre gennem en god miljøbeskyttelseslovgivning. Det skal vi gøre gennem at sikre, at de politiske aftaler, der bliver lavet, også bliver implementeret. Når jeg nævner det med den ideologiske modstand mod fødevareerhvervet, er det bare, fordi hver gang der er en fra SF, der åbner munden og taler om den danske fødevaresektor, bliver den altid beskyldt for alt mellem himmel og jord – ofte det, der er rigtig dårligt. Og der vil jeg bare sige, at jeg ikke deler den der ideologiske modstand mod den danske fødevaresektor. Jeg er glad for, at vi har et stærkt landbrug i Danmark.

Så er det fru Pernille Vermund.

Tak for det, og jeg vil også gerne tilslutte mig takken for en god tale, ikke kun på grund af indledningen omkring din og jeres datter, men også, fordi der er gode liberale takter i talen. Jeg anerkender også, at Venstre nu har besluttet sig for, jeg skulle til at sige at gå i seng med fjenden, men altså at gøre fru Mette Frederiksen til statsminister. Det er, hvad det er, og man ønsker at gøre en forskel. Noget af det, som vi i Nye Borgerlige rigtig gerne vil gøre en forskel for, og som vi håber at Venstre stadig vil kæmpe for, er at sikre, at danskerne får lov at beholde flere af deres egne penge selv, altså at politikerne bestemmer mindre og danskerne får lov at bestemme meget mere selv. Lige om lidt stiger elafgiften igen. Der er fundet 16 mia. kr. i statskassen. Var det ikke en idé at sikre, at nogle af de milliarder kommer ud til danskerne i form af lempede elafgifter, også i det sidste halvår?

Ordføreren.

Tusind tak for spørgsmålet. Jeg kan konstatere, at jeg får travlt. Jeg skal både gå i seng med hr. Søren Pape Poulsen og statsministeren. Jeg ved ikke, om det er på samme tid, at spørgeren forestiller sig det, men jeg kan konstatere, at jeg får ganske, ganske travlt. Jeg er helt enig med Nye Borgerlige i, at danskerne skal have lov at beholde nogle flere af deres egne penge. Derfor er regeringen også født med et offensivt skatteprogram, der sænker skatten både for virksomheder og for borgere. Og jeg lytter da meget gerne til input til, hvor man ellers kunne gå ned ad det spor. Derfor vil jeg da også opfordre spørgeren og spørgerens parti til at melde sig konstruktivt ind i de forhandlinger, der er. Da vi eksempelvis havde finanslovsforhandlingerne, var der jo nogle blå partier, der faktisk meldte sig konstruktivt ind og tog ansvar. De kom med forslag til ansvarlige skattelettelser, som så rent faktisk kom igennem. Så jeg synes da, det lyder som en spændende idé, og jeg vil opfordre Nye Borgerlige til at møde op til eksempelvis finanslovsforhandlinger eller andre forhandlinger med de forslag, og så må vi jo diskutere det dér.

Spørgeren.

Men vi var sådan set med i finanslovsforhandlingerne. Vi er bare efterhånden måske så små, at man glemte at invitere os, da de skulle afrundes. Og nu siger jeg »glemte«, og det skal jeg måske sige i citationstegn, for der var nok en bagtanke med det. Så vi møder meget gerne op, men det kræver selvfølgelig, at man bliver inviteret. Men tilbage til elafgiften: Er Venstre indstillet på at bruge nogle af de penge, man har fundet nu, på at gøre det billigere at være dansker ved at sænke elafgiften?

Ordføreren.

Vi er indstillet på, at skatter og afgifter skal falde i det her land. Den her regering er født med et program, der sænker skattetrykket. Det er jeg rigtig glad for som Venstremand og som liberal. Og de partier, der måtte have gode forslag til, hvor man ellers kan skrue på skatteskruen, særlig hvis man skruer den nedad, er meget velkomne til at dukke op til de politiske forhandlinger. Og jeg skal forsikre fru Pernille Vermund om, at uanset hvor små Nye Borgerlige er, vil jeg ikke glemme fru Pernille Vermund.

Så er det fru Susie Jessen.

Tak, og tak for talen. Der blev sagt rigtig, rigtig mange gange, at Venstre gør en forskel. Jeg ved det ikke rigtig, men nogle gange synes jeg også, det er sådan, at det, hvis man er nødt til at pointere noget rigtig mange gange, måske så er, fordi man har svært ved at få øje på det. Det, som mange mennesker har fået øje på her, er jo, at Venstre uddeler checks til arbejdsløse indvandrere. Det, som vi har fået øje på, er, at Venstre er med til at lave en kilometerafgift på lastbilerne, sådan at hver tiende lastbil måske ikke mere kører på vejene, og det, som vi også ser, er, at der er en CO 2 -afgift på vej i landbruget, hvor det kan ende med, at priserne på oksekød, mælk, smør, altså alle de der ting, vi alle sammen bruger i vores hverdag, kommer til at stige. Så jeg har rigtig meget svært ved at få øje på, at Venstre gør en overvejende positiv forskel i den her regering. Det, der er mit spørgsmål er, hvordan Venstre vil sikre sig, at regningen på alle de her afgifter, man lægger ned over dansk erhvervsliv, ikke ender hos forbrugerne.

Ordføreren.

Men hvor er jeg glad for, at Danmarksdemokraterne stiller det spørgsmål, og jeg skal også være helt ærlig: Jeg har snydt lidt, for jeg havde forberedt mig på det. Jeg ved jo, at spørgerens partiformand næsten ikke kan åbne munden uden at sige, at hun kæmper for danske værdier, danske værdier, danske værdier. Man kan tage spørgerens logik, altså at det, hvis man er nødt til at gentage noget, så er, fordi andre ikke rigtig kan få øje på det. Så jeg kan forstå, at Danmarksdemokraterne med den logik åbenbart ikke kæmper for danske værdier. Når det kommer til skatter og afgifter, danner ordføreren et forkert billede. Den her regering kommer til at sænke skatter og afgifter for danske virksomheder, og et af de steder, hvor det eksempelvis kommer landdistrikterne mest til gavn, er, når det handler om de familie- og de ejerledede virksomheder. Tre ud af fire arbejdspladser uden for de større byer er familie- eller ejerledede virksomheder, og de står, når de generationsskifter, til at blive ramt af en meget stor skat. Den sørger vi nu for bliver reduceret med en tredjedel, sådan at virksomhederne og arbejdspladserne kan blive i Danmark og de kan blive i landdistrikterne, i stedet for at de forsvinder. Det synes jeg er at gøre en forskel.

Spørgeren.

Okay, men så kan det jo sagtens være, at der f.eks. er en række Venstreborgmestre, der har fanget det her helt forkert. Når det er sådan, at de går ud og siger, at det her kommer til at gå ud over landdistrikterne og muligheden for at drive virksomhed i tyndere befolket områder, har de så simpelt hen ikke forstået, hvad det er, der foregår – altså når Landdistrikternes Fællesråd går ud og advarer mod det her? Hvad med, når Landbrug & Fødevarer rent faktisk siger, hvor meget det er, landbruget i øjeblikket gør for at sikre den grønne omstilling? Har de også misforstået et eller andet? Altså, er det bare dem, der ikke forstår noget?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, hvad det her og den her henviser til, når spørgeren siger det. Men jeg vil da gerne sige, at vi har en ambition om et endnu stærkere dansk fødevareerhverv. Jeg er stolt af, og jeg mener, det har en selvstændig værdi, at man kan gå ned i danske supermarkeder og købe danske produkter. Jeg synes også, det er dejligt, at udlandet kan købe danske fødevareprodukter. Én ting er, at vi viser verden, at vi kan gå foran med et godt eksempel i forhold til produktion, i forhold til miljø, i forhold til klima, men vi skaffer også en masse penge til den danske statskasse. Derfor vil jeg gerne sige til spørgeren, at jeg mener, at vi skal sikre, at vi i fremtiden har et stærkere fødevareerhverv og ikke et svagere.

Så er det fru Sólbjørg Jakobsen.

Tak for det. Tak for talen, og tillykke med den fine, nye titel. Jeg har besluttet mig for, at jeg også vil være far først fra nu af – det er blevet meget populært. Jeg ville egentlig have stillet det her spørgsmål til ordføreren for Socialdemokratiet, men det er meget mere relevant, synes jeg, at spørge ordføreren for Venstre. Det blev nævnt i forbindelse med fru Pernille Vermunds spørgsmål om abort, at den borgerlige fløj stod på den forkerte side i forhold til regeringens forslag om at sænke aldersgrænsen, og der var noget, der undrede mig lidt. Én ting er, at man glemmer, at Liberal Alliance har meldt ud, at vi bakker regeringens forslag op, men Venstre er vel stadig en del af den borgerlige fløj, ikke? Er det ordførerens opfattelse, at Venstre stadig er en del af den borgerlige fløj? Er det kun Socialdemokratiet, der ikke helt putter dem i samme kasse?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Spørgeren skal jo være velkommen til at kalde sig selv for far først. Jeg er måske lidt gammeldags i min opfattelse af, at der findes to biologiske køn, så der skal måske lige være noget procedure til stede, før det kan lade sig gøre, men det kan jo være, at spørgeren har en anden opfattelse af det. Venstre er et borgerlig-liberalt parti. Og tak til Liberal Alliance for opbakningen til forslaget.

Spørgeren.

Tak. Det er jeg glad for at få opklaret, for det er måske ikke så godt at starte med at dele fløjene op for derefter at prøve at tale det op til at kunne tage den her abortdebat på et lidt højere niveau. Når der snakkes om, at vi skal have sænket alderen, er det selvfølgelig, fordi vi er bekymrede for, at 15-16-årige piger skal tvinges til at gennemføre en graviditet, fordi de har nogle forældre, som tænker, at deres religiøse overbevisning skal styre deres pigers liv. Men det er da også klart, at når jeg så hører fru Pernille Vermund nævne, at der er nogle, der skal stå alene med det her, har jeg også forståelse for, at der er et hensyn at tage der. Vi er alle her i salen enige om, at vi skal have fri abort, så kunne man måske tage den her snak på et lidt mere nuanceret grundlag?

Tak. Ordføreren.

Tak for indlægget. Jeg er en til en enig. Jeg synes, at noget af det gode ved den danske debat om abort i virkeligheden er – og det er måske lidt underligt at sige for en politiker – at den har været meget afpolitiseret. Altså, hvis man kigger på den amerikanske debat om abort, er den meget polariseret. Jeg støtter jo det forslag, regeringen er kommet med, og de argumenter, som spørgeren også kom med. Jeg synes, det er et godt forslag. Men jeg ved også, at abort for nogle er et meget etisk spørgsmål, og at det for nogle er et religiøst spørgsmål. Og derfor er det selvfølgelig noget, man skal diskutere med respekt for, at der kan være forskellige synspunkter på tværs af det, der ellers normalt skiller os. Der synes jeg bare vi skal tage hinanden på ordet.

Så er det fru Mette Abildgaard.

Tak for det. Også herfra tillykke til hr. Morten Dahlin med faderskabet. Det er svært at gå hjemmefra en nyfødt og først komme hjem, når barnet sover om aftenen. Jeg er nødt til at hilse og sige, at det ikke bliver nemmere, når de bliver ældre. Jeg gør det hver evig eneste dag stort set med en 2-årig og en 4-årig, som er gamle nok til at forstå, at når mor tager på arbejde, er det ikke sikkert, man ses om aftenen. Og jeg gør det præcis lige så meget for at gøre en forskel som hr. Morten Dahlin. Derfor bliver jeg også nogle gange en lille smule provokeret af den retorik, Venstre lægger for dagen, nemlig når man siger, at man i Venstre er de eneste, der er villige til at tage ansvar, og at vi andre ikke er villige til at indgå i forhandlinger og lave kompromiser og alt muligt andet. Det er faktuelt forkert. Men nej, vi vil ikke være med til at afskaffe en store bededag. Og alle økonomer har jo peget på, at den varige effekt på arbejdsudbuddet er meget, meget tvivlsom. Hvad vi derimod ved vi kan gøre, er at se på tilbagetrækningsordningerne. Venstre er gået ind og har fredet Arnepensionen. Hr. Morten Dahlin taler om, hvordan han vil have et bedre sundhedsvæsen. En stor del af dem, der trækker sig tidligere tilbage, kommer netop fra vores sundhedsvæsen. Der er ikke bare brug for flere penge til kræftbehandling, der er brug for flere medarbejdere, men dem trækker vi ud af arbejdsmarkedet med Arnepensionen. Hvordan kan det hænge sammen?

Ordføreren.

Tak til ordføreren for spørgsmålet. Venstre ikke de eneste, der gør en forskel, eller de eneste, der tager ansvar, men jeg synes ikke, at Det Konservative Folkeparti i høj nok grad – i forhold til hvad jeg gerne så – er med til at tage et ansvar og gøre en forskel. Altså, Det Konservative Folkeparti var jo ikke med i finanslovsaftalen. Der var jo andre blå partier i oppositionen, der gerne meldte sig ind og rent faktisk fik nogle politiske indrømmelser – det gjorde man ikke i Det Konservative Folkeparti. I forhold til uddannelsesforhandlingerne har man sendt et langt brev om, at det bare er fuldstændig forfærdeligt og det vil man ikke være med til, på trods af at det faktisk er med til at løse udfordringen med arbejdskraft. Og nu foreslår man så også at gå til valg på at tilbagerulle nogle af de økonomisk ansvarlige reformer, der allerede er lavet. Derfor er jeg da lidt ked af, at det for Det Konservative Folkeparti mest handler om nogle kronikker og nogle forslag i medierne i stedet for at sætte sig ind til forhandlingsbordet og være med til at gøre en forskel i forhold til at få noget mere arbejdskraft, både til vores private sektor og i den grad også til vores offentlige sektor. Og jeg vil håbe, at De Konservative stopper med det der: nej nej nej – og så siger mere: ja ja ja.

Spørgeren.

Det Konservative Folkeparti var med i forskningsreserven, i SSA-reserven; vi var med i aftalen om kriminalforsorgen; vi var med i aftalen om 1,3 mia. kr. til et styrket arbejdsmiljø; vi var sågar med til en musikhandlingsplan, selv om det ikke lige var alting, der var sød musik i den aftale set med vores øjne; og vi var med i en kæmpe aftale om en havplan i går aftes. Nej, vi var ikke med i finansloven, men vi sagde klokkeklart, at vi gerne møder op, når vi skal lave en rigtig finanslov, hvor der er en rigtig forhandlingsreserve at forhandle om frem for de peanuts, der blev lagt frem, da der blev forhandlet den her gang. Så Det Konservative Folkeparti er med – men svar nu på spørgsmålet: Hvordan vil man sikre bedre kræftbehandling, når man samtidig trækker sygeplejerskerne ud af vores sundhedsvæsen med Arnepensionen?

Ordføreren.

Men der er ikke nogen af alle de aftaler, som jeg er glad for at Det Konservative Folkeparti er en del af, der skaffer mere arbejdskraft. Jeg synes, at man bliver nødt til, hvis man gerne vil være et seriøst politisk parti, der siger, at man tager udfordringerne med arbejdskraft alvorligt, ikke kun at være med i de aftaler, hvor man skal uddele penge og lave initiativer i forhold til musikhandlingsplan, men sådan set også er med, når det giver en lille smule knubs, altså når der skal træffes nogle beslutninger, som ikke nødvendigvis er vildt populære, men som gør det, som er meget, meget vigtigt for vores samfund, nemlig skaffer noget mere arbejdskraft til både vores kræftafdelinger, vores børnehaver og vores private virksomheder.

Så er det hr. Pelle Dragsted.

Tak for det. Tak til ordføreren for talen. Venstre gør en forskel, men det er jo bedst, hvis den forskel er til det bedre og ikke til det værre. Jeg tror, at for mange danskere er det, at man har mistet en forsommerfridag, ikke en forskel, man synes er fantastisk. Ordføreren sagde, at vi skal ikke detailstyre danske familier fra statens side, men det var sådan set lige præcis det, man gjorde med indgrebet omkring store bededag. Det var at gå helt ind i familiernes frihed til selv at disponere over den her forårsfridag, hvor man kunne have taget i sommerhuset, kolonihavehuset, eller hvad man nu gør for at være sammen med sin familie. Der flytter man bestemmelsesmagten over til arbejdsgiveren, og det er jo at gribe ind i familierne. Man greb også ind i frivillige kontrakter og aftaler, som ordføreren også talte om. Ja, frivillige overenskomster greb ind i. Og nu har det vist sig, at der ikke var behov for det. Det har vist sig, at der er så mange penge i kassen, at man kunne genindføre ikke bare store bededag, men fire store bededage. Så har regeringen tænkt sig at gøre – hvad kan man sige – forbrydelsen god igen og give danskerne friheden tilbage?

Ordføreren.

Men jeg mener, at det der er en overfladisk analyse af de udfordringer, vi står med i Danmark. Hvis vi gerne vil have i tusindvis af flere soldater – det ved jeg godt at Enhedslisten ikke vil, men det er der et bredt flertal i Folketinget der heldigvis bakker op om – og hvis vi samtidig med det gerne vil have flere uddannede sundhedspersonaler, der kan være med til at løfte vores kræftområde, og hvis vi gerne vil have flere uddannede personaler, der kan hjælpe på vores plejehjem, og hvis vi gerne vil have flere uddannede pædagoger i vores børnehaver og flere folkeskolelærere i vores folkeskoler, og hvis vi samtidig med det skal sikre, at der er den nødvendige arbejdskraft til de private virksomheder, der betaler for hele gildet, så er der brug for ikke bare penge i statskassen, men også for at skaffe noget mere arbejdskraft. Og det er derfor, jeg siger, at reformer ikke kun handler om tørre tal i et regneark; det handler om rigtige mennesker, som skal vokse op i et godt velfærdssamfund med et velfungerende erhvervsliv. Og det kan man ikke, hvis man ikke skaffer noget mere arbejdskraft. Man kan ikke bare rykke rundt; man bliver nødt til at øge antallet af mennesker, der står op om morgenen og går på arbejde, for at sikre, at vi også i fremtiden har et velfærdssamfund. I forhold til at gøre en forskel er mit pejlemærke, at hvis Enhedslisten synes, at Venstre har gjort en negativ forskel, så er jeg som udgangspunkt ret glad.

Spørgeren.

Nu er der jo mange måder at få mere arbejdskraft på. Vi har titusindvis af timer, som går tabt på grund af dårligt arbejdsmiljø, stress. Venstre var selv fremme under valgkampen med et spændende forslag om at sikre offentligt ansatte en ret til fuldtid – det har vi ikke hørt så meget om siden. Der er mange måder, vi kan gøre det her på, som ikke griber ind i danske familiers frihed og ret til selv at disponere over deres fridage. Så jeg spørger igen: Når nu økonomien ser bedre ud og der findes andre muligheder for at øge arbejdskraftudbuddet, vil Venstre så give danskerne den fridag tilbage, som man har snuppet fra dem?

Ordføreren.

Men jeg mener stadig væk, at det er en overfladisk analyse at gøre reformer til et spørgsmål om penge i statskassen. Det handler om arbejdskraft. Der skal vi trække på en lang række parametre, og det er derfor, regeringen har et offensivt reformprogram, og det står jeg fuldstændig på mål for på Venstres vegne. Så nævner ordføreren nogle tanker om at få flere andet offentligt ansatte til at gå fra deltid til fuldtid. Jeg er helt med. Altså, lad os kigge på, hvad de rigtige værktøjer er der. Hvordan eliminerer vi, at der er mange, der melder sig syge med stress og alle de andre ting i forhold til arbejdsmiljø? Jeg er helt med, lad os kigge på det. Vi bliver nødt til ikke at lade nogen sten være uvendt i kampen for at skaffe noget mere arbejdskraft til vores private virksomheder og til vores offentlige sektor.

Så kommer vi desværre til den sidste korte bemærkning i denne omgang, og den er til fru Mette Thiesen.

Jeg kunne forstå på den sidste ordfører for et af regeringspartierne, nemlig Socialdemokratiet, at det her med at nedsætte aldersgrænsen for at få abort pludselig er blevet udlændingepolitik. Jeg synes jo, at det er sådan lidt paradoksalt, at man argumenterer for at nedsætte aldersgrænsen for at få abort til 15 år og tage den her ret store beslutning væk fra familierne og lægge den over på et 15-årigt barn, og at man vil gøre det til udlændingepolitik, når man jo i dag har en mulighed for at dispensere. Og den mulighed skal der selvfølgelig være for de ganske, ganske få piger, som ellers ikke har den mulighed. Men hvorfor mener Venstre lige pludselig, at det er brandgod politik at stille børn i den meget, meget svære situation at stå helt alene med det ekstremt store valg, som det er at få en abort, og som jo har konsekvenser for resten af deres liv? Og mener Venstre også, at det her pludselig er udlændingepolitik?

Ordføreren.

Jeg synes, at den anden spørger et par stole længere henne lige før havde et meget nuanceret indlæg om abort. Jeg synes så, at den her spørger havde et meget u nuanceret indlæg om abort. Og jeg er meget ked af det, hvis den her debat skal blive sådan, at hvis man ikke støtter det her forslag, er man imod kvinder, eller at hvis man støtter det her forslag, er man imod familier. Altså, det her er jo et emne, der berører rigtig mange mennesker dybt, i den politiske debat. Heldigvis er den her gruppe af 15-17-årige, der ønsker at få abort, meget, meget lille, og det er glad jeg for, for det er en meget stor beslutning og ikke en let beslutning for de kvinder, der træffer det valg. Når vi så synes, at det er en fornuftig beslutning, er det jo ikke, fordi vi ønsker at tage familien ud af ligningen, og jeg er helt overbevist om, at i langt, langt de fleste familier er det en beslutning, man diskuterer med sine forældre og inddrager dem i. Men der kan jo være nogle mennesker, der er i en situation, hvor de ikke har de familiemæssige ressourcer at trække på, og hvor forældrene f.eks. ønsker at blokere for det på grund af et religiøst syn på det der. Og skal vi give den magt til de forældre, eller skal vi dér lade de her piger afbryde deres graviditet i stedet for at lade dem gå igennem en graviditet, de dybest set ikke ønsker?

Spørgeren.

Og det har man jo mulighed for i dag. Så det, Venstre jo faktisk er med til at gøre, er at sænke aldersgrænsen for at få abort for alle for at tilgodese en meget lille gruppe i stedet for at sige, at lovgivningen sådan set i dag er sådan, at man, når man er et barn, selvfølgelig skal tale med sine forældre, og at man i familien samler op på det her. For det er en stor beslutning. Og så har man den her dispensationsmulighed, som jeg igen vil sige selvfølgelig skal være der for dem, som ikke har den mulighed. Hvorfor mener Venstre pludselig, at aldersgrænsen skal rykkes for alle for at tilgodese den her meget, meget lille gruppe? Det giver jo ikke mening.

Ordføreren.

Men det er jo heldigvis en meget, meget lille gruppe, der får en abort, mens de er mellem 15 og 17 år. Og jeg tror ikke, at der er nogen herinde, der ønsker, at det tal bare skal stige fuldstændig eksplosivt. Men jeg synes, at det er forkert at sætte en 17-årig i den situation, at hun skal tvinges til at gå igennem en uønsket graviditet, fordi hendes forældre vil have det. Og jeg bliver bare nødt til at sige om det der med, at der er en dispensationsmulighed, at nogle af de her kvinder jo er svage og udsatte, og at det at skulle igennem det der dispensationssystem godt kan være enormt svært. Og må jeg ikke bare sige en ting omkring det der med børn – for jeg kender godt den der retoriske greb med at sige, at det er børn – at så er det også børn, der har sex.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Monika Rubin fra Moderaterne. Velkommen til.

Tak. For en lille måneds tid siden var jeg med Statsrevisorerne rundt i Europa for at besigtige Frontex. Et af de lande, vi besøgte, var Polens hovedstad, Warszawa, der, hvor min mormor og morfar kommer fra. Det er et sted, jeg har brugt utallige sommerferier som barn, men ikke har besøgt så meget siden. Så da der var et hul i programmet, gik jeg over til deres hus. På vejen derover blev jeg mødt af det ene nybyggeri efter det andet: glasfacader og skyskrabere, H&M-butikker og flotte caféer. Det er noget lidt andet end det, jeg kan huske fra min barndom: en økonomi i laser, rationeringsmærker, hyperinflation og et politisk klima, som man som almindelig borger ikke blandede sig i. Det var det i Polen, der gav min mor lyst til et andet liv, så hun pakkede, hvad hun ejede, og forlod landet. Siden da har Polen skiftet ham. Økonomien er buldret af sted med høje væksttal, selv gennem finanskrisen i 2008, hvor det var det eneste land i Europa, der ikke oplevede en negativ vækst. Deres vækstopskrift var, at de havde modet til at lave dybe strukturreformer og reformer for fremtidens generationer. De åbnede sig mod omverdenen, styrkede det internationale samarbejde og blev i sidste ende en del af EU. Det var en seriøs reformvilje udført af en håndfuld modige politikere, der turde gentænke samfundet – et reformmod, som vi ikke har set herhjemme i mange år. I sidste uge kom der gode tal frem om dansk økonomi, hvilket jo er en glædelig nyhed. Men det bekymrer mig, at flere herinde i salen ser deres snit til at underdrive behovet for de strukturreformer, som vi har behov for, f.eks. i vores sundhedsvæsen. For mens de allerrigeste drøner rundt og køber private sundhedsforsikringer, som sikrer dem en plads forrest i køen, kommer nogle med det samme svar som altid: Send flere penge. Og bevares, det gør vi faktisk også i den her regering: 2 mia. kr. til en akutplan, 3 mia. kr. til psykiatrien og 5 mia. kr. til sundhedsvæsenet generelt, som vi burde være glade for. For regeringen forstår vigtigheden af at prioritere sundhedsvæsenet. Men det burde også trække panderynker. Som læge ved jeg godt, at et skud adrenalin kan være nødvendigt for at få stabiliseret blodtrykket, men det må aldrig blive den eneste behandling, og slet ikke, når man ved, at der gemmer sig en langt mere alvorlig diagnose bag det. Hvis ikke vi får lavet en seriøs udredning af sundhedsvæsenet, kommer vi til at stå her igen og skyde flere akutpakker og flere milliarder kroner uden den helt nødvendige effekt ind i systemet. I stedet bør vi sætte konkret ind og adressere den massive mangel på medarbejdere ikke bare i sundhedsvæsenet, men alle steder i vores samfund. For når jeg ser ud over huset Danmark, er der altså ikke bare revner i fundamentet, der er dybe sprækker. Og ud over fra sundhedsvæsenet hører vi historier fra ældreplejen, der bestemt ikke maler noget glansbillede. Det samme gælder folkeskolen, ungdomsuddannelserne, unge, der mistrives. Vi burde tage en dyb indånding og i princippet gentænke det hele. Tag f.eks. debatten om folkepension. Det er et klassisk eksempel på et samfundsproblem, der giver hovedbrud, og en kollektiv frygt for forandring. Den dag, mine drenge på i dag 3 og 5 år bliver voksne, er der en overhængende risiko for at vi har reel klasseopdeling i Danmark, medmindre vi øger fokus på forandring nu. For som vi alle kan se, skruer pensionskasserne op for tilbud om sundhedsforsikringer, men jeg lover jer, at det også vil ske med ældreservicen. Hvis vi lader det her vokse frem uden nogen som helst form for regulering, vil vi begynde at se et A-, et B- og endda også et C-hold blandt os danskere, hvor de ressourcestærke kan nyde førsteklassesløsninger – god mad, korte ventetider, kortspil med personalet – alt imens de mindre bemidlede vil blive købt af med noget andenrangs. Det mener jeg ganske enkelt ikke at vi kan være bekendt. Ikke at tage en beslutning er også at tage en beslutning. Blindt at acceptere denne udvikling med flere og flere private tilbud vil være en glidebane for tilliden til det offentlige Danmark. Så kan det godt være, at der er nogle, der jubler og tænker, at det frie marked løser det hele, men det gør det ikke. Det øger uligheden for meget.

Det, vi kunne gøre, var at sørge for, at dem, der har en tæt tilknytning til arbejdsmarkedet, i lidt højere grad lagde lidt mere til side i løbet af et langt arbejdsliv, og at dem, der ikke har råd, fik en hjælpende hånd af staten. Det handler om lighed, fordi alle fortjener en ordentlig behandling – også dem, der ikke har direkte dankortadgang til en fed friværdi. Det er et pragmatisk forslag, der i sin essens fastholder den pragmatiske idealisme, der kendetegner Danmark, med den gyldne rettesnor om, at der ikke skal være for stor forskel på høj og lav. Det handler om lighed, men det handler også om at turde prioritere dem, der har det største behov for hjælp. Jeg er vant til et liv i den hvide kittel, hvor det netop er det, jeg gør. Jeg prioriterer de mest syge først. Men jeg indgyder også patienterne håb, og det vil jeg gerne fortsætte med, også herindefra fra den her talerstol, og derfor vil jeg også gerne fortælle om, at vi er i fuld gang med at skabe en bedre fremtid for de næste generationer – et samfund, der udleder mindre CO 2 og med tiden fjerner mere CO 2 fra atmosfæren, end vi udleder. Vores klimaminister har netop i går indgået en aftale på tværs af hele Folketinget, der skruer markant op for udbygningen af havvindmøllekapaciteten i Danmark, og vi etablerer verdens første energiø. De helt nye vindmølleparker på havet har potentialet til at kunne dække elforbruget i mere end 14 millioner danske og europæiske husstande – 14 millioner! Det er jo kæmpemæssige klimapløkker, vi lige nu er ved at slå ned i dansk jord, og for mig at se er det et godt eksempel på, at mens nogle råber, handler regeringen, men vi lytter også, for vi ved, hvor vigtigt det er, at den grønne omstilling sker på en måde, hvor vi sikrer, at alle kommer sikkert med ind i den grønne fremtid. For det mest afgørende i klimapolitikken er den folkelige opbakning. Mister vi den, når vi ikke vores klimamål. Det kræver, at vi har øje for balancerne i samfundet, og det kræver, at vi tænker os godt om og ikke lader useriøs overbudspolitik styre klimadebatten. Og vi bevæger os heldigvis i den rigtige retning. Men det er sværere og tager længere tid at indfri klimamål end at indgå aftaler om dem. Jeg er dog sikker på, at vi kommer i mål beslutning for beslutning, aftale for aftale. Siden regeringen kom til, er der givet flere penge til udfasning af gasfyr og indgået aftale om brintinfrastruktur, og vi har lagret CO 2 i undergrunden og præsenteret et forslag til, hvordan vi kan fjerne den CO 2 , vi mangler at fjerne frem mod 2025 – blot for at nævne nogle af tiltagene. Vi skylder de danske borgere at tænke os godt om og derfor f.eks. også at turde nedsætte ekspertkommissioner, der kommer med forslag til gennemtænkte forandringer – forandringer for at forbedre. Det handler om det lange, seje træk, ikke små symbolpolitiske spjæt, der måske nok kan få kommentarsporene til at svømme over med udråbstegn og brækemojis på de sociale medier, men som helt ærligt hverken gør fra eller til for huset Danmark. For den her regering er mere end bare ord og floskler, og er der noget, der gør mig, et barn af en polsk mor og en flygtning, ekstra stolt, så er det den alvor og handlekraft, som vi har håndteret krigen i Ukraine med – krigen på vores kontinent, hos vores nabos nabo. Vi bliver hos dem, også efter at krigen er slut, så ukrainerne kan få samme oplevelse, som min mor fik, ved at se deres hjemland vokse ud af ruinerne og ind i Det Europæiske Fællesskab, fordi vi i fællesskab tror på en bedre dag i morgen end dagen i går. Men krigen i Ukraine er ingen undskyldning for at sidde på hænderne og låse samfundsplanerne ned i skrivebordsskufferne, nærmere tværtimod. Da min mor kom til Danmark, stod EU for 30 pct. af verdens bnp. I dag er tallet halveret, og når mine to drenge derhjemme bliver voksne, vil det tal tage endnu et dyk, siger prognoserne. Så i virkeligheden bør vi tænke på deres fremtid, mine ufødte børnebørns fremtid. Vil det være et samfund martret af at have gennemført poppet politik og ladet sig styre af meningsmålinger og avisernes forsider, eller vil vi se et samfund, der har haft modet til at stå fast, gentænke og forny sig selv, selv om det i øjeblikket har været upopulært, men med tiden vil vise sig at have været bydende nødvendigt? Jeg håber, det bliver det sidste, og jeg håber, at alle her i salen vil være med til at samarbejde. Tak for ordet. Og vi tilslutter os også vedtagelsesteksten.

Tak til ordføreren. Og der er en række korte bemærkninger. Den første er til fru Pia Olsen Dyhr. Værsgo.

Tak for en tale, der er optimistisk på fremtidens vegne. Jeg kan godt blive bekymret på fremtidens vegne, for jeg synes jo, at vi – ikke kun i fremtiden, men allerede nu – kan se, at vi har et A- og et B-hold, når det gælder vores sundhedssektor, og at vi har et A- og et B-hold, når det gælder vores ældrepleje. Det er ikke kun noget, vi kan se i fremtiden. Det er noget, vi allerede ser nu og er nødt til at handle på. Jeg er dybt uenig med fru Monika Rubins politiske leder, hr. Lars Løkke Rasmussen, altså vores udenrigsminister, når han mener, at ældreplejen er et område, hvor vi skal indføre brugerbetaling. For jeg mener jo, at brugerbetaling og yderligere brugerbetaling – det er ikke, fordi vi ikke allerede har det i dag, hvis man gerne vil have tilkøbsydelser – i vores ældrepleje vil betyde, at vi yderligere øger forskellen mellem vores ældre. Og jeg vil derfor spørge, om det er Moderaternes holdning, at det skal være regeringens politik at indføre mere brugerbetaling i ældreplejen.

Ordføreren.

Mange tak for det gode spørgsmål. Der er noget ved den her debat, der gør mig lidt bekymret, for det her handler ikke om, hvordan det er her og nu. Her og nu bliver vi nødt til at lave reformer, fordi pensionsselskaberne tilbyder de her tilbud nu, og det gør de, fordi man som borger ikke synes, at det offentlige er godt nok, og derfor søger andre muligheder. Men vi bliver også nødt til at tænke fremad. Vi bliver nødt til at tænke på: Hvordan er det, det samfund, som mine børn vokser op i, er? Og jeg tror simpelt hen, at hvis vi ikke begynder at kaste nogle bolde op i luften – og jeg siger ikke, at jeg har den perfekte løsning på, hvad vi skal gøre – og hvis ikke vi begynder at tænke anderledes og bare fortsætter med mere af det samme, så ender vi i en meget større ulighed, og det bekymrer mig. Det bekymrer mig, hvis mine børn skal vokse op i et samfund, hvor der er decideret klasseopdeling i vores samfund. Det vil jeg ikke have, og det er derfor, vi tager hul på den her debat. Vi påstår ikke i Moderaterne, at vi har den endegyldige løsning på, hvordan det skal skrues sammen, men vi bliver nødt til at gøre noget anderledes – også i fremtiden, men også nu.

Spørgeren.

Den klasseopdeling har vi ikke kun i fremtiden. Den har vi allerede i nutidens Danmark. 85 pct. af hjemmehjælpsmodtagerne i Danmark kommer fra lavindkomstfamilier, og de har ikke muligheden for at tilkøbe ydelser. Der er 15 pct. tilbage. Og det er i dag. Det er i dag, jeg taler om. Jeg ved godt, ordføreren gerne vil tale om 10 og 20 og 30 år frem i tiden. Jeg synes faktisk, politik også handler om at gøre noget i dag, og derfor bliver jeg overrasket over regeringen, der ved Moderaterne siger, at vi skal have mere brugerbetaling i ældreplejen. Det betyder jo, at vi får øget ulighed i ældreplejen. Er det det, regeringen gerne vil, eller er det kun Moderaternes politik?

Ordføreren.

Vi har på intet tidspunkt sagt, at vi vil have øget brugerbetaling. Det, det handler om for os, er, at man i fremtiden kigger på, om man kan sætte mere til side, og at man derfor måske kan hjælpe dem, der har størst behov, på en anden måde. Det er hele forskellen på – og nu kommer jeg til at bruge et engelsk ord – equality og equity, og det er det, vi bliver nødt til at tale om herinde i Folketingssalen. Men jeg er helt enig i, at sådan som det er allerede nu, fungerer det heller ikke optimalt i det offentlige, og det er jo præcis derfor, den her regering har forslag til, bl.a. på sundhedsområdet, strukturreformer, som skal forbedre vores sundhedsvæsen. For det nytter ikke noget, at vi bare bliver ved med at skyde flere penge ind i det samme system, som ikke fungerer optimalt.

Tak. Man skal være påpasselig med at bruge engelske ord her fra talerstolen. Vi går videre til den næste, og det er fru Inger Støjberg. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil faktisk gerne følge lidt op på fru Pia Olsen Dyhrs spørgsmål omkring brugerbetaling. For fru Pia Olsen Dyhr er jo inde på noget helt rigtigt, nemlig at udenrigsministeren, altså ordførerens formand, i et meget stort anlagt interview i Avisen Danmark har været ude at sige, at der skal være brugerbetaling i ældreplejen i fremtiden. Derfor synes jeg da sådan set bare, det ville være rart lige at høre, om hele den analyse, som udenrigsministeren lagde til grund for det, er en analyse, som fru Monika Rubin bakker op om og er enig i.

Ordføreren.

Sådan som jeg har forstået det, handler det om, at vi i fremtiden får skabt større ulighed i vores samfund, hvis ikke vi gør noget ved det her – hvis ikke vi f.eks. tør være modige, ligesom man var med arbejdsmarkedspensionerne, hvor det var sådan, at dem, der var i arbejde, optjente til deres folkepension. Måske skal vi gøre det samme i forhold til ældreplejen og ældreservice. Det er en bold, vi kaster op i luften, og hvordan det præcis skal skrues sammen i fremtiden, har vi ikke et endegyldigt svar på, men for os handler det om, at vi tør kigge fremad, også 10, 20, 30 år frem, og se på, hvad det er for et samfund, som vores børn vokser op i.

Spørgeren.

Ja, jeg skal love for, at I tør kaste nogle bolde op. Men det her er jo virkeligheden. Altså, det er jo fint nok at give et interview og sige: Jamen det var bare sådan for sjov. Jeg tror ikke, at folk synes, det er sjovt at få at vide, at i fremtiden kan der være brugerbetaling i ældreplejen. Derfor vil jeg også lige høre: Kan ordføreren ikke bare lige bekræfte, at det her ikke er regeringens politik, men at det er noget, Moderaterne står alene med? For jeg har da fæstnet mig ved, at statsministeren har sagt, at hun ikke mener, at udenrigsministeren vil indføre brugerbetaling. Altså, forvirringen er jo total her, for det var præcis det, udenrigsministeren sagde i det her meget store interview.

Tak. Ordføreren.

Der er simpelt hen nogle misforståelser i det her, for nej, det handler ikke om brugerbetaling. Det handler om, at dem, der er på arbejdsmarkedet i fremtiden, måske skal sætte lidt mere til side, sådan at vi har nogle midler til at hjælpe dem, der har endnu mere behov for det. Det er derfor, jeg bliver nødt til at bruge de her engelske udtryk equality og equity, for de findes ikke i Danmark – der hedder begge dele bare lighed. Men det handler om, at vi bliver nødt til at få en samtale om, at måske bliver vi nødt til at indrette et samfund, hvor nogle skal have lidt mere hjælp end andre, sådan at vi får generel lighed, for det har vi ikke nu. Nu har vi et A-hold og et B-hold.

Så er det hr. Steffen Larsen.

Kære ordfører, Moderaternes kulturpolitik er, som jeg forstår det, at vi skal sætte kulturlivet til at løse klimakrisen, trivselskrisen og sikkert også flere af samfundets andre store kriser, måske også nogle af de kriser, som regeringen udpeger fra uge til uge som det nye store problem. Det er alt sammen noget, der egentlig ikke har noget med kulturpolitikken at gøre. Men er det ikke en fuldstændig ødelæggelse af selve kulturlivet at sætte pseudoarbejdsmål op for en hel sektor? Altså, alle daginstitutioner, universiteter, multihuse, kaserner og kommunekontorer i Danmark er jo efterhånden sat til at løse klimakrisen og håndtere unges mistrivsel, diversitet og som minimum også en håndfuld af FN's verdensmål, men hvordan skal de dog få tid til at løse deres reelle opgaver, når de således bruger al deres tid og alle deres kræfter på pseudoarbejde? Mens Region Midtjylland overamputerede ben og fejlede i kræftbehandlingen af hundredvis af patienter, kunne de med garanti vifte med en bæredygtighedsstrategi for 2030. Kan Moderaternes ordfører ikke se problemet i at bede kulturlivet om at gøre andet end det, de burde gøre?

Ordføreren.

Nu ved jeg ikke helt, om jeg forstår ordførerens spørgsmål. Det kan godt være, at det bare er mig, der har svært ved at høre ordentligt efter. Det, som der er med kulturen, er jo, at den kan få os til at tænke på nogle ting, vi ikke nødvendigvis har tænkt over før. Når jeg går på museum, eller når jeg lytter til et stykke musik, når jeg lytter til teksten i et stykke musik, eller når jeg ser et billede, sætter det nogle processer i gang i mit hoved og i mine følelser. Det er det, kulturen kan. Den kan også være med til at skubbe i retning af nogle politiske dagsordener. Bl.a. har vi jo set hele den debat, man har haft i kulturlivet om ligestilling og underrepræsentation af kvindelige kunstnere. Det er jo noget, der skubber på i hele ligestillingsdebatten. Så jeg mener helt klart, at kulturområdet og det kulturpolitiske har en kæmpe mulighed for at være med til at skubbe Danmark i den rigtige retning.

Spørgeren.

Ja, men det har kulturen jo kun, hvis den er fri til selv at vælge at gøre de ting. Det at begynde at spænde kulturen for en politisk vogn, hvor vi politikere begynder at definere, hvad kulturen skal, er en meget farlig vej at gå. Vi skal da ikke sætte kulturen til at løse alle mulige problemer, som vi sidder herinde og opfinder eller kommer på. Kulturen skal da være fri til selv at gøre det. Det er det, der gør kulturen smuk, og det er det, der gør kulturen stærk – det er, når den er fri til at gøre det.

Ordføreren.

Det kan man sige både ja og nej til. Jeg køber præmissen om, at kulturen selvfølgelig skal være fri, men vi putter jo også enorme mængder af statspenge i kulturlivet. Vi statsfinansierer bl.a. vores museer, og jeg mener godt, at der, når man bruger statskroner på f.eks. områder i kulturlivet, kan medfølge nogle krav. Så jo, der skal være kulturel frihed, men når der følger statspenge med, kan man også godt stille nogle krav.

Så er det hr. Søren Pape Poulsen.

Tak til ordføreren for talen. Nu er det tredje taler fra regeringspartierne, og alle tre har talt om vigtigheden af at lave reformer, og at det er vigtigt for vores velfærdssamfund. Det deler jeg fuldt og helt. De to første ordførere giver mig sådan lidt afvisende svar og henviser så til, at vi heller ikke vil være med til noget. Nu prøver vi Moderaterne, for jeg har forstået, at det er sådan et parti, der vil en ny politisk kultur: Vi skal noget andet, og vi kommer forskellige steder fra, og vi skal diskutere noget, og det er bare supergodt. Jeg er bekymret for, om vi har et velfærdssamfund om 20 og 30 år, hvis vi ikke tør at lave de reformer, der er nødvendige. Her tænker jeg selvfølgelig på tilbagetrækning. Jeg tænker også på at anerkende, at vi har brug for international arbejdskraft. KLAR-alliancen var jo ude med en gave til regeringen her for nylig omkring international arbejdskraft. Jeg har lidt på fornemmelsen, at Moderaterne en til en var enig i det udspil. Kan man ikke få et indblik i, hvornår Moderaterne kan få resten af regeringen til at være med på reformerne?

Tak. Ordføreren.

Nu blev jeg lige pludselig i tvivl om, om ordføreren sagde, at Moderaterne ikke var klar eller var klar, men jeg vælger at tro på, at det var det sidste, ordføreren sagde. Ja, det var det så. Det er godt, for det var vi. Altså, vi synes, det var nogle rigtig, rigtig gode forslag, som KLAR-alliancen kom med i forhold til international arbejdskraft. Men det var også lidt en åben dør, der blev sparket ind, også i den her regering, for de tiltag, som KLAR-alliancen kom med, er jo nogle tiltag, som regeringen allerede har indført, altså bl.a. at sænke beløbsgrænsen. Så jeg forstår faktisk ikke helt spørgsmålet. For vi er helt enige om, at international arbejdskraft er af kæmpe betydning for Danmark. Vi ville slet ikke kunne klare os uden international arbejdskraft, og det skal vi have.

Spørgeren.

Det er jo rigtig godt, hvis det er opfattelsen. Så er der noget at arbejde videre med, kan man sige. Det handler også om en stor del af det bureaukrati, der er. Man kunne også have tillid. Vi siger altid, vi skal have tillid til de offentligt ansatte, vi skal have tillid til mennesker, men det eneste, vi åbenbart ikke har tillid til, er virksomhederne, som skal igennem et dokumentationsmorads af den anden verden for at få arbejdskraft hertil. Det er den ene del af det. Så håber jeg også, Moderaterne vil være med til at kæmpe for, at vi får taget livtag med alle de tilbagetrækningsordninger, vi har. Lad os kigge på dem samlet og sikre os, at der rent faktisk er arbejdskraft. Hvad nytter det, at vi har penge, hvis der ikke er nogen til at hjælpe fru Hansen op af sengen i fremtiden?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Ja, vi skal helt klart gøre noget ved overdokumentation og overbureaukrati, og det er noget, som regeringen, men også Moderaterne har stort fokus på. I forhold til tilbagetrækningsreformerne kan jeg forstå, at der bliver igangsat en trepartsforhandling på det område. Men vi bliver også nødt til at kigge på, hvad det er, der gør, at folk ikke kan holde ud at arbejde i det system, vi har, bl.a. i sundhedsvæsenet. For det store problem i sundhedsvæsenet er ikke, at folk går på pension eller efterløn. Det er, at de ikke kan holde ud at arbejde i det system, der er nu.

Så er det den sidste inden pausen, og det er hr. Peder Hvelplund.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg kender ordføreren som en samvittighedsfuld og arbejdsom politiker, og nu refererede ordføreren jo selv til tilstanden i sundhedsvæsenet og afslører også, at ordføreren har en fortid i sundhedsvæsenet. Der må jeg bare sige, at om end jeg er fuldstændig enig i den diagnose, som ordføreren beskriver, med den tilstand, vi står i i dag, så ville den behandling, som ordføreren anbefaler, straks medføre en klage til Styrelsen for Patientklager. For diagnosen er jo, at vi står med et sundhedsvæsen og velfærdssamfund, som er truet af stor ulighed, og hvor uligheden er voksende. Men den kur, som ordføreren anbefaler, er jo at styrke den udvikling og sige, at i fremtiden skal flere lægge flere midler til side for at kunne tilkøbe deres egen del af den behandlingskapacitet, der er. For virkeligheden er jo, at der er en begrænset kapacitet, og det er også det, ordføreren selv peger på. Men i jo større grad vi lader det være op til forsikringsforhold, pengepung eller postnummer at definere det, desto større mulighed får de jo for at tilkøbe sig en andel af de ressourcer. Så bør prioriteringerne ikke foregå ud fra, hvem der har størst behov for behandling, og ikke ud fra, hvem der har den største pengepung?

Ordføreren.

Jo, lige præcis, og det er jo også det, jeg siger. Jeg siger, at vi bliver nødt til at kigge på, hvordan det er nu, men også på, hvad det udvikler sig til i fremtiden, hvis ikke vi gør noget. Sådan som det er nu, har vi netop ulighed i sundhed. Vi har netop sundhedsforsikringer, som de bemidlede kan tilkøbe, og det er jo, fordi vores offentlige sundhedsvæsen ikke er godt nok, at man føler, at man har brug for de forsikringer. For nylig har jeg hørt, at man kan tegne en graviditetsforsikring, hvis man er gravid. Det er da enormt sørgeligt, at tilliden til det offentlige sundhedsvæsen er så lav, at jeg som ung kvinde tænker: Hm, jeg skal tegne en graviditetsforsikring, for jeg bliver ikke samlet op i sundhedsvæsenet. Og det er jo præcis derfor, vi har nedsat en Sundhedsstrukturkommission. For vi bliver nødt til at gøre noget anderledes. Det løser ikke problemerne, at vi bare bliver ved med at skyde flere penge ind i systemet. Vi bliver simpelt hen nødt til at skrue på alle knapper i vores sundhedsvæsen.

Spørgeren.

Men så bliver jeg simpelt hen nødt til at spørge: Hvorfor er svaret fra ordføreren så ikke, at vi netop skal investere i det fælles sundhedsvæsen, i stedet for at ordføreren står og siger, at i fremtiden må dem, der har råd, lægge mere til side? For konsekvensen bliver jo lige præcis, at dem, der lægger mere til side, får en privilegeret adgang til de begrænsede ressourcer, der er i sundhedsvæsenet. Det hænger simpelt hen ikke sammen, hvis ordføreren fastholder, at dem, der har råd, skal lægge mere til side, så de kan tilkøbe sig en større andel. Det vil øge uligheden.

Ordføreren.

Men det er ikke det, jeg siger. Jeg siger, at i fremtiden skal dem, der har råd, måske lægge lidt mere til side, sådan at vi har flere penge til at bruge på dem, der ikke har råd. Det er forskellen på equality og equity. Det er, hvordan vi bruger de penge, der er i systemet. Men jeg vil ikke have, vi overhovedet kommer ud i, at vi skal tænke det her, men jeg tror ikke, vi undgår det, for velstanden bliver højere og højere. Det vil sige, at dem, der tjener flere og flere penge, ikke vil tage til takke med f.eks. et offentligt sundhedsvæsen, som ikke er godt nok. Og derfor bliver vi nødt til at gøre noget for at forbedre det offentlige sundhedsvæsen. Men vi bliver også nødt til at tænke fremad.

Tak. Så kan jeg oplyse, at den første efter pausen for en kort bemærkning er hr. Martin Lidegaard.

Mødet genoptages kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 12:00).

Mødet er genoptaget. Vi fortsætter med korte bemærkninger til fru Monika Rubin, og den første korte bemærkning er fra hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak til ordføreren for en – synes jeg – god tale, der kom ind på mange spændende områder, både behovet for reformer og at kigge frem osv., men som jo i virkeligheden også handlede rigtig meget om sundhed. Og jeg er enig i, at vi har brug for et paradigmeskifte, og vi er i virkeligheden nok mest optagede af at få et paradigmeskifte inden for hele forebyggelsesindsatsen. For vi ved jo, at uligheden i sundhed hænger meget tæt sammen med den sociale ulighed, og at det er de tidlige og forebyggende indsatser, der virker, og alligevel er det det, der hele tiden bliver sparet på. Derfor vil jeg stille det samme spørgsmål til Moderaternes ordfører, som jeg har stillet til de andre: Hvor mange af de nye penge, vi nu har fået og skal til at prioritere, ønsker Moderaterne netop at investere i de tidlige og forebyggende indsatser i daginstitutioner og skoler, men selvfølgelig også på sundhedsområdet og i forhold til klimaet og det grønne, altså kort sagt i fremtiden? Hvor stor en del af det – kan man sige – er det rimeligt at bruge på de ældre og sundhed, og hvor stor en del af det skal vi bruge på at facilitere reformer gennem skattelettelser? Jeg er ikke ude på at få nogen eksakte tal, men hvor lægger vi hovedvægten, når Moderaterne her kigger frem?

Ordføreren.

Tak for det fine spørgsmål. Jeg er helt enig i, at forebyggelse generelt er et enormt vigtigt politisk emne, men vi skal også tænke over, at der både er noget, der hedder primær forebyggelse, og noget, der hedder sekundær forebyggelse. Og f.eks. er der i sundhedsvæsenet i forhold til den primære forebyggelse også alle KRAM-faktorerne, altså bl.a. også tobak, hvor vi jo i Moderaterne har været ude at sige, at vi mener, at tobakspriserne skal sættes markant op. Det er et forebyggelsestiltag, som vi også vil arbejde for at der skal bruges nogle penge på. Men der er også hele den sekundære forebyggelse, altså at vi f.eks. i sundhedsvæsenet, når folk bliver udskrevet, så ikke skal have dem genindlagt. Det er jo bl.a. også en af de ting, som vi i forbindelse med sundhedsstrukturreformen skal kigge på, altså hvordan vi sørger for, at færrest mulige patienter kommer ind på vores hospitaler, og hvordan vi ligesom holder dem ude i primærsektoren, både i forhold til at de ikke skal blive mere syge, men også, at de i første omgang heller ikke bliver syge. Men i forhold til forebyggelsesområdet generelt er jeg helt enig med De Radikale i, at det er noget, man skal prioritere politisk på en meget bredere palet, altså ikke kun i sundhedsvæsenet, men også i f.eks. vores daginstitutioner.

Tak. Ønskes den anden korte bemærkning, skal man lige huske at trykke sig ind. Spørgeren, værsgo.

Tak. Det har jeg ikke skullet de andre gange. Men det er fint, det gør vi herfra. Det glæder mig, at vi er enige, men udfordringen er jo bare, at det ikke er det, vi har gjort de seneste 10-20 år, selv om vi alle sammen har talt om det, og derfor gentager jeg lige spørgsmålet. Jeg er helt med på, at der er mange typer forebyggelse, og at nogle af dem også giver penge i kassen, f.eks. hvis man hæver tobakspriserne, hvad vi er enige i. Men hvis man der, hvor der skal investeres, tog 100 kr., hvor mange af de kroner ville Moderaterne så bruge på at investere i fremtiden? Hvor mange ville man bruge på det nuværende akutte i forhold til sundhed og ældrepleje og hvor mange af dem på at facilitere skattelettelser?

Ordføreren.

Jeg synes, præmissen for spørgsmålet er lidt mærkværdig, for jeg kan jo ikke stå her på en talerstol og sige, at jeg vil prioritere x antal kroner ud af 100 kr. på præcis det der. Der bliver man jo nødt til at kigge på hele regnestykket for hele vores samfund og hele vores samfundsøkonomi. Så det er enormt svært for mig her fra talerstolen at sige, at jeg vil prioritere x antal kroner på det ud af 100 kr. eller ud af 200 kr. Men det er noget, som vi har fokus på, og det er noget, som vi vil fortsætte med at have fokus på.

Så er det hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. For et par uger siden havde vi en debat her i Folketingssalen omkring Muhammedtegninger i undervisningen, og der havde jeg en lille konflikt med Moderaternes ordfører hr. Jeppe Søe, der satte spørgsmålstegn ved, om der overhovedet var et problem. Det var han ikke overbevist om, altså at der overhovedet var et problem, til trods for at der er skolelærere, der har fået hugget hovedet af. Der er skolelærere i Danmark, der lever med hemmelig adresse og navn, fordi de er bange, fordi de har ytret, at de gerne vil stå på mål for undervisning i Muhammedkrisen i folkeskolen. Er Moderaternes politiske ordfører enig i, at det er rimeligt at sætte spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er et problem med ytringsfrihed i folkeskolen i relation til undervisning i Muhammedkrisen?

Ordføreren.

Jeg støtter egentlig vores ordfører i det med at sætte spørgsmålstegn ved, om der er et problem med ytringsfriheden sådan generelt. Men jeg anerkender også, som spørgeren her siger, at hvis der er nogen, der f.eks. føler, at de er bange for at undervise i noget bestemt og derfor har hemmelig adresse, så er det noget, man skal tage enormt alvorligt. Altså, jeg har selv fået hemmelig adresse, efter jeg er blevet folketingspolitiker. Det tror jeg ikke jeg behøver, men det er på grund af et eller andet, jeg har inde i mig. Så jeg tror, at man bliver nødt til ligesom at få kortlagt, om der er et problem med ytringsfriheden. Og hvis der er det, skal man gøre noget ved det, men også arbejde for, at lærerne jo selvfølgelig ikke skal gå og være bange for, hvad de underviser i i folkeskolen.

Hr. Mikkel Bjørn, værsgo.

Jeg kan bekræfte over for ordføreren, at de lærere, der har hemmelig adresse og navn på grund af deres frygt i relation til det her spørgsmål, faktisk mener, at de behøver den beskyttelse, fordi de har modtaget meget konkrete trusler mod deres liv. Så jeg er nødt til at spørge ordføreren igen, og jeg kan næsten ikke andet end at ryste på hovedet, hvis svaret er det samme: Mener Moderaterne ikke, at det er et problem, at der er skolelærere i Danmark, der frygter for deres liv, hvis de underviser i en helt legitim del af den nyere danmarkshistorie?

Ordføreren.

Men så er mit svar jo præcis det samme, som det var før.

Så er det fru Sascha Faxe, Alternativet. Værsgo.

Tak. Udenrigsministeren har åbnet for en debat om fremtidens EU, hvor han har udtalt, at en pragmatisk flertalsafgørelse på nogle områder inden for udenrigspolitik på EU-området kunne være en mulighed. I Alternativet er vi jo med glæde altid åbne for en rigtig god politisk debat, også når det handler om EU. Vi synes jo, at situationen omkring f.eks. Orbán og hans gode venskab med Rusland i meget vid udstrækning illustrerer problemerne med det nuværende system, som vi har. Så jeg vil høre, om det sådan overordnet er regeringens politik, at man gerne vil åbne for flertalsafgørelser på EU's udenrigspolitik på udvalgte områder, f.eks. ... [Lydudfald].

Ordføreren.

Jeg hørte ikke lige det sidste, fordi mikrofonen gik ud. Men tak for spørgsmålet. Jeg tror, jeg har fanget pointen. Når jeg har hørt udenrigsministeren udtale sig om det her, taler han jo om pragmatisk idealisme, og det vil sige, at det ikke bare må være pragmatismen, som ligger til grund for de beslutninger, der bliver taget; det skal også være idealismen. Og vi er jo idealistiske i Danmark, men vi bliver også nødt til at tage beslutninger ud fra den virkelighed, vi står i, og ikke den virkelighed, vi ønsker os der kunne være. Men de konkrete udenrigspolitiske spørgsmål tænker jeg ordføreren skal tage med udenrigsministeren.

Spørgeren.

Nu er vi der, hvor vi var sidst. Vi kan godt aftale, at jeg fremadrettet kommer og stiller udenrigspolitiske spørgsmål til Moderaterne. Men det er meget på EU-området, hvor jeg godt kunne tænke mig at høre – og der blev ikke helt svaret på det – om man som regering er åben over for at tale om flertalsafgørelser på EU-området. Det handler jo ikke kun om en udenrigspolitisk holdning, men om en generel holdning til, hvordan vi som Danmark agerer i EU.

Ordføreren.

Mange tak for spørgsmålet. Ja, vi er lidt der, hvor vi var sidst, for vi kaster os ud i noget, der handler om meget større politiske agendaer, end jeg som politisk ordfører skal stå her på talerstolen og tale om og begynde at sætte en retning for. Men når det så er sagt, er jeg sikker på, at udenrigsministeren har afstemt med regeringen, hvad det er, han går ud og siger, så jeg stoler på, at det, udenrigsministeren siger, også må være det, regeringen mener.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det. Et eller andet sted havde man jo nok en forventning om, at den, der kom på som politisk ordfører fra et regeringsparti, ligesom kunne svare på de spørgsmål, der blev stillet. Det er helt fair, at det mener ordføreren ikke hun kan – det er superfint. Jeg vil godt vende lidt tilbage til en debat, der var tidligere, hvor Moderaternes ordfører – ikke den ordfører, der står på talerstolen nu, men hr. Jeppe Søe – stod og foregøglede os, at det faktisk ikke var en problemstilling med Muhammedtegningerne, men at det var sådan lidt tonen i debatten. Og så vil jeg gerne spørge ordføreren, om ordføreren er af den opfattelse, at det er tonen i debatten, der gør, at min formand af og til må have PET-vagter. Mener ordføreren virkelig, at man kan forfladige en debat i forhold til problematikkerne med islam og den problemstilling, at vi dukker nakken i stedet for at turde undervise i Muhammedtegningerne? Er det virkelig tonen, vi skal være mere bekymrede for? Og skal folk som fru Inger Støjberg og fru Pernille Vermund bare have en bedre tone, når de fremsætter tingene, og derfor skal de ikke beskyttes? Er det virkelig tonen, som Moderaterne mener er problemet, og ikke islamiseringen?

Ordføreren.

Mange tak for spørgsmålet. Jeg skal prøve at se, om jeg kan svare på det, for jeg synes lidt, at spørgeren blander rigtig mange ting sammen – pærer, bananer, æbler, appelsiner. Altså, er det Muhammedtegningerne, der bliver spurgt ind til, eller er det det problem, at der er nogle i vores folkestyre, som ikke kan udtale sig frit? Det er et kæmpe demokratisk problem, og det skal vi tage enormt alvorligt, for når man står på den her talerstol, skal man kunne sige, hvad man vil. Det kunne jeg heller ikke rigtig sidste gang med hensyn til Sascha Faxe og Iran; det havde jeg rigtig svært ved, fordi min familie er i Iran, og hvad jeg står og siger her, kan påvirke dem. Så det er noget, vi skal tage virkelig alvorligt, hvis det er sådan, at vi har problemer i vores folkestyre med, at der er nogle, der føler, at de ikke kan sige det, de vil, på den her talerstol.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Men det er jo påfaldende, at ordføreren mener, at vi politikere selvfølgelig skal kunne sige, hvad vi vil. Jeg har modtaget døde rotter i postkassen, fordi jeg siger, hvad jeg vil, men jeg har valgt at stikke næsen frem. Nogle, der ikke har valgt at stikke næsen frem, er gymnasielærere, der egentlig bare underviser i Muhammedkrisen og derefter bliver nødt til at have hemmelig adresse og bliver udsat for trusler. Der bliver jeg nødt til at påpege noget, der var i den debat dengang, og det var, at der skulle vi ligesom have undersøgt, hvor stort problemet var. Hvor mange lærere skal være bange og have hemmelig adresse, før problemet er stort nok for Moderaterne – hvor mange?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Vi skal jo netop blive klogere på, hvor omfangsrigt det her er. Og så skal vi passe på, at vi ikke detailstyrer en hel undervisningssektor herinde fra Folketinget, men man skal løfte det ude på de konkrete skoler. Jeg ved ikke, hvor mange skoler det er, og jeg ved ikke, hvor mange klasser det er, men lad os sige, at det er én skole og én skoleklasse – så skal man jo gøre noget helt ekstraordinært dér frem for at lægge bureaukratiske regler ned over hele vores undervisningssektor og fjerne muligheden for folkeskolelærerne for at tilrettelægge det undervisningsforløb, de mener er bedst.

Tak. Så er det fru Kirsten Normann Andersen, SF. Værsgo.

Tak for det. Og tak for talen. De rigeste køber sundhedsforsikringer, siger ordføreren. Det gør arbejdsgiverne også til deres medarbejdere. Faktisk er antallet af sundhedsforsikringer steget fra 1,3 millioner til 2,3 millioner på blot 10 år. 2,3 millioner borgere kan komme foran i køen. De kan også efterspørge at få mere behandling eller flere undersøgelser, hvis det er sådan, at de synes det for en sikkerheds skyld. Nogle kan endda med kontante penge købe sig foran i køen. Det er virkelig skævt, og det skaber om noget et A- og et B-hold. Jeg kan forstå på ordføreren, at løsningen ikke er flere penge. Jeg ved ikke, hvad løsningen er, men jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre, hvad Moderaternes forslag er til en løsning på den her utrolig store ulighed i sundhed, som er en følge af forsikringsordninger.

Ordføreren.

Mange tak for spørgsmålet. I forhold til bl.a. sundhedsforsikringer tror jeg, at de er opstået, fordi der er et marked for dem. Altså, vi har en befolkning, der ikke føler, at de får det for deres skattekroner i vores sundhedsvæsen, som de føler de har ret til eller krav på. Og det taler jo ind i hele det her med, at vi bliver nødt til at se på, hvordan det er, vi har tilrettelagt vores sundhedsvæsen, for vi skal jo have et sundhedsvæsen, der er så godt, at man ikke har lyst til at bruge en sundhedsforsikring, at man ikke har behov for at bruge en sundhedsforsikring. Men jeg kan godt forstå, at man som borger vælger at gå den vej, hvis ikke man føler, at man får – hvad skal man sige – imødekommet de behov, man har, i det sundhedsvæsen, vi har. Så det er jo et symptom på, at det ikke er godt nok, som det er nu, og det er jo præcis derfor, vi har nedsat den her Sundhedsstrukturkommission, som bliver nødt til at kigge på hele vores sundhedsvæsen på tværs af sektorer.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Men jeg er sådan set enig i, at årsagen til, at der er et marked for sundhedsforsikringer, er, at der er nogen, der er utrygge og ikke ved, om de kan få behandling. Hvis der er 7 måneders ventetid til en hudlæge og jeg kan komme til i næste uge, hvis det er sådan, at jeg har en sundhedsforsikring – what's not to like? Altså, jeg kan godt forstå, at der er nogen, der vælger den løsning. Men når ordføreren så samtidig gør gældende, at oppositionen bare siger: send flere penge, og at det i hvert fald ikke er løsningen, hvad er så løsningen? Er det at afskaffe sundhedsforsikringer?

Spørgeren.

Tak for spørgsmålet. Det er jo, præcis fordi vi ikke har den gyldne løsning, at vi har nedsat Sundhedsstrukturkommissionen. Det er jo præcis derfor. Det er, fordi vi ikke ved, hvad vi skal gøre for at løse de her multiple udfordringer, som vi har i vores sundhedsvæsen. Grunden til, at vi vælger at poste flere penge i det, er jo, at vi har det system, som vi har nu, og der er det, vi kan gøre lige nu, at sætte flere penge af til vores sundhedsvæsen. Men det løser bare ikke de strukturelle udfordringer, der er, og det er derfor, vi bliver nødt til at gentænke det her.

Så er det fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Mange tak. I Danmarksdemokraterne er vi meget optaget af en værdig ældrepleje. Når alderdommen trykker, er det klart, at man skal mødes af en hjælpende hånd, et hjælpende sæt hænder, uanset om man har problemer med bentøjet, med at komme i bad, eller hvad man nu har brug for hjælp til. Derfor må jeg indrømme, at jeg virkelig spærrede øjnene op, da jeg læste på avisendanmark.dk, at Moderaternes formand, hr. Lars Løkke Rasmussen, foreslår brugerbetaling i ældreplejen. Der må jeg ærlig talt indrømme, at jeg godt nok spærrede øjnene op. Så jeg vil gerne høre Moderaternes ordfører på talerstolen i dag om noget: Er der noget i ældreplejen, hvor Moderaterne tænker sig eller forestiller sig man i hvert fald ikke skal indføre brugerbetaling, eller er spillet bare helt åbent?

Ordføreren.

Mange tak for spørgsmålet. Nu siger jeg det igen: Det handler ikke om brugerbetaling. Det her handler om en snak om, hvordan det er, vi bruger de ressourcer, der er, altså en omfordeling af ressourcerne, sådan at de mest velstillede i samfundet måske betaler lidt mere ind til en eller anden kasse, sådan at der er penge til dem, der er mindre velstillede. Og det undrer mig egentlig, at dem, jeg får mest røg fra på det her, særlig er de venstreorienterede her i salen, for jeg havde egentlig troet, at det ville være et forslag, der ville medføre klapsalver, for det handler jo netop om, at vi skal hjælpe dem, der har det største behov. Så jeg forstår slet ikke det her. Det handler ikke om brugerbetaling.

Spørgeren.

Så trænger Moderaterne til at uddybe, hvad det er, der præcis står i den artikel, som alle vi andre læser som brugerbetaling. Man må være helt ærlig og så sige, at det her også handler om, at ældreplejen er tæt knyttet til sundhedsvæsenet i dag, og det, vi i hvert fald bl.a. kan se, er, at kommunerne og ældreplejen også leverer sygeplejeydelser. Det kunne f.eks. være en sygeplejerske, der behandler diabetiske fodsår, tryksår og lignende, og er det der, vi også skal ind at indføre brugerbetaling i sundhedsvæsenet?

Ordføreren.

Jeg tror lige, jeg læser op fra min tale igen: Hvis vi lader det her vokse frem uden nogen form for regulering, vil vi begynde at se et A-, B- og endda også et C-hold mellem os danskere, hvor de ressourcestærke kan nyde førsteklasses løsninger, alt imens de mindrebemidlede vil blive købt af med noget andenrangs. Ikke at tage en beslutning er også at tage en beslutning. Det her handler om, at vi gerne vil åbne debatten for, hvordan vi kan gøre det anderledes, også i fremtiden.

Tak. Så er det hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance. Værsgo.

Moderaternes begrundelse for at gå ind i denne SVM-regering har været, at sådan en regering var god til at gennemføre reformer af Danmark, hvilket tidligere regeringer ikke har været. Når jeg ser på det politiske program, som den her regering har, har jeg meget svært ved at se den reformvilje. Det virker, som om den uenighed, der er i Folketinget bredt, om, hvilke reformer der skal laves, nu blot er en del af den nuværende regering, hvorfor der ikke sker noget. Der har været meget snak om store bededag som et svar på f.eks. at skaffe arbejdskraft, som er en udfordring, vi står over for, men ifølge de økonomiske vismænd er der ikke nogen varig effekt af at fjerne store bededag, og det synes jeg er et troværdigt bud på, hvad der kommer til at ske af at fjerne store bededag. Ellers sker der jo ikke rigtig noget for den her regering. I stedet for at kalde det en reformregering tror jeg, det er bedst at kalde det en sniksnakregering. Man taler meget om problemer i horisonten, man giver indtryk af at bekymre sig om Danmark, men man gør jo ikke rigtig noget, vel?

Ordføreren.

Mange tak for spørgsmålet. En af grundene til, at Moderaterne også mente, at det var godt at have en regering hen over midten, var, at vi kunne lave noget politik, der ikke var afhængig af yderfløjenes idéer. Når det er, at ordføreren spørger ind til det her med store bededag, er det rigtig fint, at ordføreren lægger sig op ad, hvad andre siger, men vi lægger os sådan set op ad, hvad Finansministeriet siger, og det bliver vi nødt til at gøre, for ellers kan vi ikke lave politik. Hvis ikke vi stoler på de beregninger, der kommer fra Finansministeriet, bliver det jo det vilde vesten, så derfor bliver vi nødt til at lægge det, som Finansministeriet kommer frem til, til grund.

Spørgeren.

Men når man har siddet i Folketinget nogle år, kan man som jeg ikke undgå at bemærke, hvor mange lovforslag fra regeringen der bliver stemt igennem Folketingssalen med lutter grønne knapper. Og det er ikke, fordi der er en ny enhed i hele Folketinget; det er, fordi det er den type forslag, som kommer fra embedsmandsapparatet, og som handler om, at vi lige skal justere noget lovgivning, som ingen er uenig i, og det fremsætter man så som et lovforslag. Der sker ikke rigtig noget, der deler vandene med den her regering, fordi regeringen ikke kan blive enig med sig selv om at gøre noget, der deler vandene. Er det ikke et problem, at det er en sniksnakregering og ikke en reformregering?

Ordføreren.

Jeg tror ikke helt, jeg forstår den sætning med, at der ikke sker noget, som deler vandene. Jeg synes da godt nok, vandene blev delt, da vi afskaffede store bededag. Det var en debat, der var meget heftig. Så jeg forstår ikke helt det her med, at vi laver ting, der ikke deler vandene.

Den næste ordfører er fru Mai Mercado, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak, og tak for talen. Jeg vil også gerne stille et spørgsmål om brugerbetalingen i forbindelse med den famøse artikel, som udenrigsministeren har ladet sig interviewe til. Jeg havde egentlig troet, at ordføreren ville tale mere om det, for det er noget, der har fyldt meget, men det eneste, der egentlig er kommet frem, er, at der ikke er nogen sådan endegyldige løsninger, og at noget fortoner sig i horisonten og det må vi se på. Men der står faktisk undervejs i den her artikel med udenrigsministeren: »Derfor præsenterer han for første gang tankerne bag en helt ny slags reform. Som indtil videre kun er blevet diskuteret på regeringens indre linjer.« Så vil jeg gerne spørge, om vi kan forvente et reformudspil med brugerbetaling eller uden brugerbetaling i forhold til generationsplaner, og hvordan man har diskuteret det her på regeringens indre linjer.

Ordføreren.

Nu sidder jeg jo sådan set ikke til de møder, der er regeringens indre linjer, så jeg har svært ved at svare på, præcis hvad det er, man taler om på de møder. Men jeg er sikker på, at regeringen, og særlig Moderaterne, er optaget af de her generationsplaner. Et er, at vi prøver at gøre noget ved de udfordringer, der er i samfundet nu, men noget andet er, at vi også tør at tænke længere frem. Altså, hvad er det for et samfund, som mine børn, altså de børn, som jeg hentydede til, på 3 og 5 år, får, når de bliver voksne? Det handler om det, som udenrigsministeren ofte siger: mine børnebørns fremtid. Det handler om, at vi bliver nødt til at kigge på det, både her og nu, men også fremadrettet, og det er jeg sikker på at hele regeringen også går ind for.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Det lyder, som om der er knas på de indre linjer. For når nu udenrigsministeren siger, at det her er noget, man diskuterer internt i regeringen, så vil jeg bare gerne spørge ordføreren, hvorfor den socialdemokratiske justitsminister så var ude at skyde idéen om generationsplaner helt ned.

Ordføreren.

Det her forslag handler fra Moderaternes side om, at vi som sagt kigger fremad. Da man lavede arbejdsmarkedspensionerne, var det jo netop et forsøg på at skaffe nogle flere midler til pension. Det her er for os nogle tanker om, hvordan det er, at vi sørger for, at de velstillede ikke løber ud ad et eller andet spor, så de mindre velstillede bliver efterladt på perronen. Altså, hvordan er det, at vi omfordeler de ressourcer, vi har i samfundet? Hvis man googler equality and equity, ser man nogle rigtig fine billeder af nogle mennesker, der står på nogle kasser, og i sidste ende ender man med at have lighed. Det er det, vi prøver at italesætte.

Tak. Så er det hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Danmark er på mange områder allerede et klassedelt samfund, selv om ordføreren mener, det er noget, vi må vente med til fremtiden. Og et af de steder, hvor Danmark er et meget klassedelt samfund, er i forhold til tandpleje, hvor vi allerede i dag og historisk jo har haft brugerbetaling, i modsætning til hvis vi bliver syge andre steder i kroppen; der har vi et fælles sundhedsvæsen. Hvis vi bliver syge i vores tænder, må vi selv til lommerne. Så hvis Moderaterne har den holdning, at vi ikke skal have brugerbetaling og ikke skal have skævhed i, hvem der har adgang til basale sundhedsydelser, vil Moderaterne så være med til at afskaffe brugerbetalingen på tandpleje?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg synes, det er et enormt vigtigt spørgsmål, som ordføreren stiller, for ja, det er da mærkværdigt, at vi har et sundhedsvæsen, hvor der er brugerbetaling på nogle ting og ikke på nogle andre. Men det ser vi jo ikke kun i forhold til tandlæger. Vi ser det også på fysioterapi, vi ser det også på kiropraktik. Altså, der er mange steder i vores sundhedsvæsen, vi ser det. Og jo, hvis vi havde uendelige penge i det her samfund, ville jeg da ønske, vi bare kunne fjerne det fra den ene dag til den anden, men det har vi jo ikke. Hvis man vil gå ind og fjerne hele brugerbetalingen i forhold til tandlæger, koster det utrolig mange milliarder kroner, og hvor skal de penge komme fra? Hvis Enhedslisten har et godt forslag til det, er jeg da bestemt åben for at høre om det. Men jeg har enormt svært ved at se, hvordan vi fra den ene dag til den anden kan fjerne det. Men jeg synes helt klart, at ordføreren har en rigtig god pointe.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Vi tog et første skridt med den tidligere regering, i øvrigt på Enhedslistens initiativ, og fik gjort tandlæge gratis for de unge på 18, 19, 20 og 21 år. Så man kan jo gå gradvis frem. Men i forhold til det med, at der ikke er penge til alt i verden, mener ordføreren så, det er en rigtig prioritering f.eks. at bruge 1 mia. kr. på at give skattelettelser til arvinger af selskaber? Vi kan f.eks. læse, at LEGO-familien vil få en skattelettelse på den konto på omkring 12 mia. kr., og det samme gælder andre rigmandsfamilier i Danmark. Er det den rigtige måde at prioritere pengene på, hvis man i stedet for kunne tage et nyt skridt mod gratis tandpleje til flere mennesker?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg synes, det bliver blandet lidt sammen igen. For det her med generationsskiftet handler jo også om, at vi bliver nødt til at få de her virksomheder til at blive i Danmark. Og de betaler enormt meget skat i Danmark – skat, som vi jo netop kan bruge bl.a. på vores tandpleje. Nu har vi lige fundet flere penge til sundhedsvæsenet her i forrige uge. Det er 5 mia. kr. ekstra, hvoraf nogle af de penge netop går til tandlægeområdet for patienter, der har haft kræft. Så det er jo ikke, fordi vi ikke prioriterer det her. Men det handler om, hvordan det er, vi bruger vores penge mest fornuftigt. Tak.

Den sidste spørger, vi når, er fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Værsgo.

Det handler faktisk lige præcis om, hvordan vi bruger vores penge. For Moderaterne vil jo gerne bruge en masse af vores penge på kønsregnskaber, på at optælle malerier herinde i Folketinget og i det hele taget på ting, der ikke går til kunsten, og som bliver på bekostning af den kunstneriske frihed. Jeg kunne godt tænke mig at høre Moderaterne om noget. Hvordan gør mere papirnusseri pigerne på musikskolerne til mere fremtrædende musikere?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet, og tusind tak for de mange spørgsmål, som jeg har fået, og som ikke kun handlede om én ting den her gang. Det er jeg virkelig glad for. I forhold til kulturpolitikken bliver vi jo nødt til at vide, hvordan det står til med hensyn til diversiteten, før vi eventuelt kan gøre noget ved det. Så derfor bliver man jo nødt til at blive klogere. Jeg kan også forstå, at Liberal Alliance har været kritiske over for, at man ville opgøre, hvor mange kvindelige musikere der blev booket til forskellige spillesteder, bl.a. i København. Det ville man jo, fordi vi bliver nødt til at vide, hvordan diversiteten er, og hvordan kønsfordelingen er, for ellers kan vi ikke gøre noget ved det, og så ved vi heller ikke, om vi har et decideret problem med ligestilling. Man har vidst, man havde det på bl.a. museerne, for man talte de malerier, der var på et museum, altså hvor mange af dem kvinder havde malet. Der fandt man jo ud af, at det var en brøkdel af malerierne, som vi udstillede på vores statslige museer, som kvinder havde malet. Så jeg er tilbage ved det samme igen som før, altså at når vi skyder statskroner ind i kulturlivet, bliver vi også nødt til at sætte nogle politiske rammer for det.

Tak. Ønskes den anden korte bemærkning? Værsgo.

Tak. Så Moderaternes indstilling til det her er altså, at der skal være en fifty-fifty-fordeling, for ellers har vi et problem, som bunder i urimelighed, selv om vi kan se, at der er masser af store kvindelige musikere som Drew Sycamore, Medina, Tina Dickow og Jada. Der er jo masser af eksempler på, at kvinder selvfølgelig besidder de samme kvaliteter som mænd, som gør, at man kan blive en dygtig musiker i Danmark.

Ordføreren.

Det er jeg helt enig i. Kvinder besidder lige så mange gode kvaliteter som mænd, men vi bliver også bare nødt til at anerkende, at dem, der f.eks. sidder og booker, jo godt kan være biased. Altså, mennesket som helhed er biased. Vi kan godt lide folk, der ligner os selv, og derfor har vi også tendens til at vælge og beslutte ud fra processer, hvor nogen ligner os selv. Så derfor bliver vi nødt til at blive klogere på det og finde ud af, hvordan diversiteten er i kulturlivet. Jeg siger ikke, at det behøver at være fifty-fifty, men vi bliver i hvert fald nødt til at vide, hvad problemet er, og om der er et problem, før vi kan gøre noget ved det.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, eller vi når i hvert fald ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre til den næste ordfører i rækken, som er fru Pia Olsen Dyhr fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

En af de ting, jeg synes er mest slående i den russiske propaganda, som vi oplever i de her år, er, at russernes drømme som nation tilsyneladende alle handler om fortiden, og det er forstemmende på mange planer. Men det er måske en iagttagelse, som man kan lægge sig på sinde og reflektere over sådan lidt mere generelt. Handler ens drømme om fortiden, eller handler de om fremtiden? Jeg tror, at i det sunde samfund handler drømmene mest om fremtiden, så tak til statsministeren for netop at tale om fremtiden. Lige nu er der meget på spil. Der er mange store udfordringer, men Danmark står et stærkt sted. Der er høj beskæftigelse og holdbarhed i økonomien, og forventningerne til 2023 er højnet. Vi er et af verdens rigeste, fredeligste og mest velfungerende samfund. Vi har med andre ord også nogle af de allerbedste muligheder for at påvirke den fremtid, vi ønsker. Vi har nogle af de bedste betingelser for at tage bestik af de udfordringer, vi og verden står over for. Derfor mener jeg, at vi har brug for at skabe fire alliancer – fire alliancer internt i Danmark, men også fire alliancer, som kan etableres med ligesindede i verden omkring os. Den første alliance er en grøn alliance: en alliance i Danmark mellem de partier, de organisationer, de virksomheder og de borgere, som alle er enige om, at klimakrisen er vores tids allerstørste udfordring; en alliance mellem alle os, der har en dyb erkendelse af, at vores klima, miljø, natur og biodiversitet må sættes i første række; og en alliance, der sikrer rent drikkevand i hanerne og hjælper resten af verden til det samme. Den anden alliance er en velfærdsalliance: en alliance mellem alle partier, organisationer, fagforbund og det civile samfund, som forstår, at velfærden er helt afgørende for både velstand, beskæftigelse og sammenhængskraften i Danmark, og at et stærkt velfærdssamfund styrker ligestillingen, selvstændigheden, mulighederne, mobiliteten og trygheden i hverdagen. Den tredje alliance er en forsvarsalliance: en alliance, der anerkender, at verden de senere år er blevet et farligere sted, og at vi har meget at miste; der anerkender, at vi må stå sammen, og at vi må være klar til at forsvare vores frihed. Det er en alliance mellem de partier og organisationer og andre ligesindede, der erkender, at friheden kommer med en pris, og at håb ikke er nogen strategi. Den fjerde alliance er en integrationsalliance: en alliance mellem partier, organisationer og borgere, som på den ene side oprigtigt ønsker, at integrationen af udefrakommende mennesker skal lykkes, og at det kræver noget af os som mennesker og som samfund, men som på den anden side også anerkender, at der er grænser for, hvor mange udefrakommende Danmark kan huse, og ikke mindst, at der er holdninger, værdier og religiøse og kulturelle tilgange, som er helt uforenelige med det liberale demokrati og derfor ikke hører til i Danmark. For mig handler det dybest set om at skabe de bedste rammer for danskernes hverdag; om, at klimaforandringerne og ødelæggelserne af vores miljø og natur bremses, så vi ikke fortsat skal stå over for naturkatastrofer og giftige stoffer, som gør os syge; og om, at vi sikrer rent drikkevand uden PFAS i vores drikkevandshaner. Det er vigtigt i hverdagen. Det handler også om, at vi med en stærk velfærd kan få børnene godt i vej med trygge rammer i institutioner, i skoler og på uddannelser, så der også hos kommende generationer er håb for og tro på fremtiden; og om, at de mange, der arbejder i vores velfærd, fra rengøring til hjertekirurgi, har gode rammer og ikke bukker under af at gå på arbejde, men fortsat kan hjælpe med at hjælpe alle os andre. Det handler også om hverdagen, når vi skal prioritere vores forsvar, for det angår jo til dels den hverdag og de vilkår i hverdagen, som vi byder forsvarets ansatte og værnepligtige – at materiellet fungerer, at man uddannes tilstrækkeligt, og at vi gør, hvad vi kan, for at beskytte dem, der beskytter os alle sammen. Det handler om, at forsvaret for al vores velfærd og forsvaret for vores frihed, vores velstand og vores muligheder i en periode må prioriteres rigtig højt, og om, at vi også har et ansvar over for vores allierede i rigsfællesskabet og vores naboer i Norden, i Europa og i NATO. Vores frihed og demokrati er trods alle fejl og mangler en inspiration for mange over hele kloden. Vi har også et ansvar for forbedringer af deres levevilkår og deres hverdag.

Det handler også om vores hverdag, at vi lykkes med integrationen. For lykkes vi ikke, mister danskerne tilliden og viljen til at bidrage til velfærden over skatten. Lykkes vi ikke, mister vi tusindvis af menneskers talent og muligheder, som kunne være kommet os alle sammen til gavn som samfund. Vi skal som samfund give lige muligheder. Vi skal slå ned på rendyrket diskrimination. Vi skal sikre, at det at have en anden etnisk baggrund ikke kan være en selvstændig barriere for at klare sig godt i Danmark, hvis man ellers opfører sig ordentligt og vil Danmark. Samtidig må vi stå vagt om nogle principper og værdier og insistere på, at der er nogle ting, som er en del af adgangsbilletten til det danske samfund: respekten for ligestilling mellem kønnene; accepten af, at man selv vælger sin kærlighed her i livet; det, at man lægger klanens eller troens negative sociale kontrol på hylden og i stedet anerkender, at ens børn skal leve og virke i Danmark og i en ramme af dansk kultur på godt og ondt; det, at man ikke har parallelle religiøse systemer, men at alle er lige for loven, der vedtages i den her bygning; og det, at demokratiet, ytringsfriheden og de øvrige frihedsrettigheder altid går forud for ens religiøse følelser. Jeg har med interesse læst hr. Frederik Vads indlæg i Berlingske i dag, hvor der foreslås et center for national sammenhængskraft. Jeg synes, idéen er fremragende, og jeg vil gerne bidrage til at give sådan et projekt luft under vingerne. Tak for den idé. For det hele handler om hverdagen. Det er komplekst og stort og indviklet, og der er tusindvis af snubletråde i processen, men vi kan gøre det. For hvis ikke vi i Danmark kan, hvem skulle så kunne? Så mit budskab er blot det her: Vi har brug for at zoome ind på de kerneudfordringer, vi står med. Vi må bygge de alliancer, som kan og vil bidrage til at løse udfordringerne, uanset om det er den grønne omstilling, rent drikkevand, vores velfærd og vores forsvar og sikkerhed, eller om det er vellykket integration af vores nye borgere. Det kan vi gøre i det her hus. Det arbejde starter her, og vi skal gøre det med respekt for og med inddragelse af det omkringliggende samfund. Vi skal gøre det med vores venner og allierede i landene omkring os. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis vi svigter bare én af de her alliancers målsætninger, skrider fundamentet under alle de andre. På kryds og tværs hænger de her alliancer nemlig sammen, og jeg ser det derfor som en bunden opgave, at vi skal finde robuste alliancer om løsningerne. Det arbejde er SF klar til at indgå i på alle fire dagsordener og i alle fire alliancer. Det handler til syvende og sidst om danskernes hverdag. Tak for ordet. Så skal jeg læse et forslag til vedtagelse op på vegne af SF, EL og ALT:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at det vil kræve nye initiativer og hurtig handling, hvis de danske klimamål skal indfries. At klimaforandringerne er den største krise, vi står over for, med betydning for bl.a. energipolitik, sikkerhedspolitik, migration, fødevareproduktion, vejr, byggeri, havvandstand, er hinsides diskussion. Derfor er det påkrævet, at Danmark allerede i år skruer tempoet i den grønne omstilling op samt internationalt presser på for langt mere ambitiøse og grundlæggende klimaomstillinger. Uligheden vokser både i Danmark og globalt. Det vil kræve aktive og målrettede politiske beslutninger både nationalt og internationalt at fordele fremskridt, fremtidstiltro og reelle muligheder mere ligeligt og aktivt mindske den stadig mere ulige fordeling af rigdomme. Det er påkrævet, at Danmark allerede i indeværende år påbegynder arbejdet, nationalt og internationalt, med at mindske uligheden og dermed fremme sammenhængskraft og fredeligere sameksistens. Partierne konstaterer, at en politik, der svarer på de udfordringer, føres bedst med en rød-grøn blok.« (Forslag til vedtagelse nr. V 26).

Tak. Forslaget til vedtagelse vil indgå i den videre behandling. Så er der en række korte bemærkninger, og vi starter med hr. Christian Rabjerg Madsen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for en, synes jeg, rigtig god, saglig og konstruktiv tale. Jeg har bidt mærke i, at fru Pia Olsen Dyhr i Altinget tidligere har kritiseret Socialdemokratiet for ikke at være i stand til at tænke nyt i forbindelse med reformer, og fru Pia Olsen Dyhr peger i den forbindelse på Reformkommissionen, som vi jo nedsatte sammen i sidste regeringsperiode. Jeg kan ikke lade være med at bide mærke i, at Reformkommissionen jo netop har foreslået at omlægge universitetsuddannelserne, sådan at en del af kandidatuddannelserne bliver 1-årige og tættere knyttet til arbejdsmarkedet. Er det en del af Reformkommissionen og regeringens politik, som SF kan tilslutte sig nu, hvor det stammer fra en kommission, som fru Pia Olsen Dyhr tidligere har rost nedsættelsen af?

Ordføreren.

Jeg mener stadig væk, at kommissionen er kommet med mange gode forslag, bl.a. i forhold til hvordan vi kigger på arbejdsudbud, i forhold til arbejdsmiljø og i forhold til spørgsmålet om overgang fra deltid til fuldtid. Der er mange gode elementer i det, og SF er ikke bange for reformer – det skal bare være retfærdige reformer. De skal have en solidarisk balance. Så har jeg det lidt sådan i forhold til vores videregående uddannelser, at jeg er villig til at kigge på dem. Jeg vil have flere til at gå på vores velfærdsuddannelser, og jeg vil have flere til at gå på vores erhvervsuddannelser. Hvordan gør vi det bedst muligt? Er det ved at gøre universitetsuddannelserne kortere, altså 4-årige, så de reelt konkurrerer med professionsuddannelserne, der er 3½-årige? Det vil jeg gerne lige skænke en tanke, i hvert fald når jeg lytter til professorerne og folkene på professionshøjskolerne. Dem skal man også lytte til.

Spørgeren.

Jeg har godt hørt det der argument, og jeg kan simpelt hen ikke få det til at give mening. Jeg tror dybest set ikke på, at vores unge mennesker vælger uddannelse, udelukkende med udgangspunkt i hvor lang uddannelsen er. Så det argument synes jeg er dårligt, men jeg anerkender, at det findes i debatten, og jeg har også hørt det fremsat af organisationerne. Er fru Pia Olsen Dyhr enig i, at vi har behov for med vores uddannelsesudspil dels at styrke den strukturelle beskæftigelse, dels at sikre, at uddannelserne på universiteterne følger med tiden, så de bliver mere arbejdsmarkedsnære, både i forhold til det offentlige arbejdsmarked og det private arbejdsmarked, fordi universiteterne jo uddanner flere mennesker, end de gjorde tidligere, og dermed også har et bredere formål end tidligere?

Ordføreren.

Jeg kan jo høre, at Socialdemokraterne stadig er meget optaget af, at 30 pct. skal gå på universitet, og det er der, hvor jeg er uenig. Tanken om at fastholde, at 30 pct. skal på universitetet, er, at man så godt kan gøre uddannelserne kortere, og så kommer folk hurtigere ud, og så får man øget arbejdsudbud, men det er jo ikke det, jeg er optaget af. Jeg er optaget af, at vi har kvalificeret arbejdskraft – den rigtige arbejdskraft – og det forudsætter, at alle ikke skal på universitetet. Vi er i SF villige til at kigge på dimensionering, så vi får flere ind på professionshøjskolerne og på erhvervsuddannelserne, fordi vi ved, at fremtidens ungdomsårgange bliver mindre, og at vi derfor er nødt til at sørge for, at de også kommer ind på de andre uddannelser. Der er jeg bare grundlæggende uenig med Socialdemokraterne. Jeg er ikke optaget af, at 30 pct. skal på universitetet.

Tak. Så er det hr. Morten Dahlin, Venstre. Værsgo.

Tak. Og tak til fru Pia Olsen Dyhr for en stærk tale, hvor der bl.a. var fokus på to ting: vores velfærdssamfund og den grønne omstilling. Jeg tror, at SF og Venstre deler ambitionen om, at vi skal have et stærkt velfærdssamfund, og at vi skal i mål med den grønne omstilling, men for at vi kan det, kræver det jo, at der er arbejdskraft – mennesker til at passe vores syge, passe vores ældre og passe vores børn, elektrikere til at sætte strøm til maskinerne, faglærte og for den sags skyld ingeniører – til at komme i mål med den grønne omstilling. Og her synes jeg måske lidt at kæden hopper af for SF, fordi man jo bare siger »nej, nej, nej« til de reformer, som regeringen og Venstre foreslår, som øger den strukturelle beskæftigelse, og som altså sikrer, at der kommer noget mere arbejdskraft. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge fru Pia Olsen Dyhr: Når man siger nej til den slags reformer, hvor skal den arbejdskraft så komme fra? For vi kan jo ikke bare rykke rundt på den arbejdskraft, der er; vi er nødt til at skaffe noget mere arbejdskraft.

Ordføreren.

Nu har jeg hørt hr. Morten Dahlin sige det der med »nej, nej, nej« til næsten alle i Folketinget. Jeg har måske en sådan lidt mere åben tilgang. Jeg siger sådan set gerne »ja, ja, ja«, og jeg lytter også til andres idéer og ikke kun til SF's egne. Der kan jeg så forstå, at hvis man ikke gør det, Venstre synes, så er man et nejparti. Vi er egentlig i SF optaget af at diskutere, hvordan vi sørger for, at vi får den rigtige arbejdskraft. Overvismanden, Carl-Johan Dalgaard, har jo sagt meget tydeligt, at det ikke nødvendigvis er mere arbejdskraft, vi har brug for; vi har brug for den rigtige arbejdskraft. Og det handler jo netop om, som hr. Morten Dahlin siger, bl.a. elektrikere. Hvordan sørger vi for det? Jo, det gør vi ved at investere i vores erhvervsuddannelser, som vi lagde op til med »Danmark kan mere I«, og som Venstre jo ikke ønskede at være en del af, fordi man ikke ønskede at prioritere erhvervsuddannelserne med den halve milliard, som vi andre faktisk var villige til at bruge. Noget af det, der er forudsætningen herfor, er jo at investere, men også at lave nogle ubehagelige ting, og det er SF ikke bange for. Det lå ikke i vores dna at skære på dimittendsatsen på dagpengene, men det gjorde vi alligevel for at få pengene til erhvervsuddannelserne. Så vi er klar til reformer, også når de gør ondt. Så vi er ikke bare et nejparti, som Venstre tydeligvis var de sidste 3½ år.

Spørgeren.

Udfordringen er jo, at SF bare siger nej. Man sender protestbreve til regeringen om, at man ikke vil være med til at lave en reform af de videregående uddannelser. Man siger nej til de økonomisk ansvarlige reformer, som rent faktisk løfter beskæftigelsen mere, end tidligere regeringer har gjort. Man sagde så ja i forbindelse med finansloven, og stor ros for det, hvor man jo også bragte nogle gode forslag til bordet. Så det er måske ikke »nej, nej, nej«; det er måske mere »nej, nej« og så et lille »ja«, og jeg håber, at vi kan få nogle flere jaer på. Men anerkender SF helt grundlæggende, at det jo ikke er nok bare at flytte rundt på den arbejdskraft, der er? Altså, vi skal have flere til at vælge en erhvervsuddannelse – ja, det skal vi da. Men vi skal generelt have flere til at bidrage på arbejdsmarkedet. Det nytter ikke noget kun at flytte rundt på arbejdskraften; vi bliver nødt til at lave nogle reformer, så der kommer mere arbejdskraft, både til de private virksomheder og i vores offentlige sektor.

Ordføreren.

Jamen det er også derfor, jeg tænker: Hvordan kan det være, at Venstre sagde nej til en aftale om international arbejdskraft, som vi faktisk lavede i den forgangne periode? Det var jo en måde at sikre, at yderligere arbejdskraft kunne komme til Danmark, som kunne tage nogle af de her jobs, på. Det valgte Venstre at sige nej til. SF har været med i alle aftaler i den her regeringsperiode med undtagelse af én, og det var i spørgsmålet om afskaffelse af store bededag. Og det er jo ikke kun overvismanden, men også generelt de økonomiske vismænd, der har været ude at sige, at de ikke mener, at det har nogen arbejdsudbudseffekt. Så jeg synes måske, det ville klæde Venstre at komme ind i kampen og måske have et mere åbent syn på, at når man diskuterer arbejdsudbud, er der mange veje til det. Og handler det ikke mest af alt om, at vi skal have den rigtige arbejdskraft?

Så er det fru Monika Rubin, Moderaterne. Værsgo.

Tak for en rigtig fin tale, hvor ordføreren jo netop sagde, at drømmene handler om fremtiden. Jeg kan forstå, at SF's formand har været ude med De Konservatives formand i den her grønne alliance, og der kunne jeg forstå, at man særlig kritiserede regeringen for dens klimaindsats. Og jeg kunne godt tænke mig at høre, om ordføreren måske vil løfte sløret for, hvilke konkrete klimaforslag SF vil aftale med De Konservative. Måske kunne ordføreren løfte sløret lidt for, hvad der kommer derfra?

Ordføreren.

Jeg tror egentlig, jeg vil tillade mig at starte et lidt andet sted – det håber jeg at ordføreren har forståelse for. I går indgik vi en meget stor aftale om havvind. Den har været rigtig vigtig for SF. Vi har kæmpet rigtig meget for det og for at sætte pengene sat af til, at vi får noget havnatur. Det var jo noget af det, vi sammen med De Konservative efterlyste at der kom handling på. Det er der så leveret på. Skulle jeg komme med et andet forslag, som SF i hvert fald synes at vi skal i gang med, så handler det om en omlægning af landbruget. Vi har længe efterlyst en CO 2 -afgift i forhold til landbruget. Vi er nødt til at diskutere, hvordan vi sørger for, at landbruget kommer ind i den grønne omstilling. Vi har også stadig nogle udfordringer på transporten, og der er vi da ikke altid enige med De Konservative. Det må fru Monika Rubin spørge hr. Søren Pape Poulsen om – det synes jeg må være fair nok. Men det, som hr. Søren Pape Poulsen og jeg bl.a. har været ude at sige sammen, har været om havvind. Det har også været om energibesparelser, hvor vi jo tidligere har presset den tidligere regering til at levere på energibesparelser. Den her regering er meget nølende i forhold til energibesparelser; men det er en af vejene frem, for hvis man laver mange energibesparelser, sparer man faktisk også opsætning af noget vindenergi. Det er gode penge i kassen. Og vi kan vel være enige om, at man i en eller anden form skal være økonomisk ansvarlig?

Spørgeren.

Jeg var faktisk ellers så glad, da jeg hørte om den her grønne alliance, for det var jo klasseeksemplet på samarbejde hen over midten, så jeg er egentlig lidt ked af, at der måske ikke er mere i pipelinen, men det kan ordføreren måske gøre mig lidt klogere på. Altså, kommer der mere fra grøn alliance?

Ordføreren.

Nej, hvor er vi hyggelige her. Moderaterne vil gerne være med i grøn alliance – I er så velkomne! Jeg kan høre, at I sådan helt sidder og venter på Konservative og SF, og vi er klar. Vi har også sammen lavet et udspil om natur, og vi har så også gjort det med andre partier i Folketinget, for vi er ikke så eksklusive, at vi kun har brug for hinanden. Jeg ved jo, at Liberal Alliance også har været meget aktiv på naturdagsordenen ligesom Enhedslisten, Alternativet og De Radikale. Altså, vi har jo faktisk meget bredt i Folketinget prøvet at presse på for mere natur. Det synes jeg sådan set er positivt. En af de store udfordringer, Danmark har, er jo, at biodiversiteten er gået tilbage, og vi har stadig væk ikke stoppet tilbagegangen i biodiversitet.

Så er det fru Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Og tak for talen, om end jeg ikke er helt enig i det hele – men det ville også være underligt. SF var jo med til at flytte nogle af velfærdsuddannelserne ud i 2021, da man lavede en større aftale om det. Det er jo set ud fra mit synspunkt meget, meget ærgerligt, at det var noget af det første, SVM-regeringen droppede efter dens tiltrædelse. Anerkender ordføreren, at det stadig væk er vigtigt at få flyttet uddannelser ud i yderområderne også?

Ordføreren.

Jeg tror, det er vigtigt at have uddannelser i hele landet. Da jeg voksede op, havde vi seminarier rundtomkring i landet, og det gjorde jo også, at man fastholdt folk i lokalområdet. Nu har vi set en generel centralisering. Jeg tror, at den egentlig hænger sammen med strukturreformen, Lars Løkke Rasmussen stod fadder til dengang, hvor alting blev centraliseret. Men hvis vi ønsker, at der skal være liv, og at folk skal bo i hele vores land, skal der også være adgang til uddannelse. Det er både ungdomsuddannelser, og det er sådan set også velfærdsuddannelser. Jeg var glad for, at man også begyndte at diskutere at sende videregående uddannelser ud i landet. Personligt er jeg meget glad for, at vi har fået jura i Esbjerg, fordi jeg jo ved, at det er med til at gøre, at man kan fastholde nogle kompetencer i Esbjerg, og jeg ved, at de har brug for dem efterfølgende.

Spørgeren.

Det synes jeg er interessant, for det viser jo også, at der er alliancer på tværs af midten, også når det handler om det her. Derfor vil jeg sådan set bare kvittere for svaret og sige, at det jo er noget af det – uanset hvem der så end måtte sidde for bordenden – vi i Danmarksdemokraterne altid vil være med til, altså at flytte uddannelser ud i de mindre byer også.

Ordføreren.

Altså, selv om Danmark ikke er særlig stort, og det er jo geografisk ikke et særlig stort land, så tror jeg, at det er vigtigt, at vi hele tiden tænker i balancer mellem land og by. En af de bekymringer, jeg har, er, at vi i øjeblikket ser den kollektive trafik blive lukket ude i vores landdistrikter, og det betyder, at unge ikke kan komme til deres ungdomsuddannelser, og det betyder faktisk, at nogle af dem slet ikke får en uddannelse. Så når vi nu skal have diskussionen til efteråret om dem, der ikke får en uddannelse, så er det altså også vigtigt at forholde sig til, hvor det er i landet, man ikke får en uddannelse, og om der er adgang til uddannelse dér. Så den diskussion fortsætter jeg gerne, og jeg synes, det er fantastisk at samarbejde på tværs af midten – der sker mange spændende ting i de her tider.

Tak. Så er det hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Jeg vil gerne tage fat på den her diskussion, der er om A- og B-hold i velfærden, og hele debatten om brugerbetaling inden for ældreområdet, som jeg kan forstå udenrigsministeren mener der skal være, men som regeringen ikke mener. Og jeg er jo i den mærkelige situation, at jeg er enig med udenrigsministeren, men ikke med regeringen. Men lad det ligge. Det, jeg egentlig vil høre fru Pia Olsen Dyhr om, er, om ordføreren ikke kan se, at når vi er nogle, der er åbne over for, at man sådan sætter brugerbetalingen, i gåseøjne, mere i system, så er det faktisk netop for at undgå, at der kommer for store forskelle mellem et A-hold og et B-hold. For hvis vi bare lader stå til, er det alle dem, der har råd, der vil tilkøbe noget ekstra, mens dem, der ikke har råd, så at sige vil blive efterladt på perronen, og derfor kan der være noget fornuft i at se på, om man med forskellige fradrag eller opsparingskonti eller brug af arbejdsmarkedspensioner kan facilitere, at flere får råd til at købe den ekstra velfærd, hvad mange vil komme til, uanset hvad vi gør her inde på Christiansborg i fremtiden. Giver det mening?

Ordføreren.

Jeg synes, det er et fantastisk spørgsmål, som måske viser forskellen mellem Liberal Alliance og SF meget godt. Det er jo også fair nok. Lad os sige, vi har en fælles pose penge. Så siger hr. Alex Vanopslagh, at dem vil han gerne bruge til fradrag til nogle af dem, der så kan betale deres ældrepleje. Det kan være noget tøjvask eller noget andet. Jeg vil hellere bruge den fælles kasse, vi har, på at sørge for, at alle får et godt tilbud. Og jeg tror meget, at hvis vi overlader det til den enkelte at skulle tilkøbe sig ydelser i ældreplejen, så kommer der endnu mere til at være et A-hold og et B-hold. For så kommer det til at handle om, om folk har ressourcerne til at finde det rigtige tilbud, og om de har viden om at stille de rigtige, kritiske spørgsmål. Og jeg vil bare sige, at jeg kommer fra en social gruppe 4-5 stykker. Jeg ved, at mine forældre aldrig ville have haft en kinamands chance i det der system i forhold til at kunne gennemskue, hvilke krav man skulle stille, og hvem det var, man skulle have. Så vil jeg hellere have, at vi sørger for, at samfundet som sådan sørger for et godt fundament.

Spørgeren.

Jeg forstår til fulde ordførerens synspunkt. Jeg synes bare, at det, som ordføreren beskriver, jo netop er det, vi ser ind i ved ikke at lave noget om, altså at alle dem, der er ressourcestærke, hvad enten det er i materiel forstand eller på anden vis, godt kan finde rundt i, hvilke frie valg de har, selv om kommunen ikke oplyser dem om det. De har råd til at tilkøbe noget ekstra, eller også har deres børn. De tilkøber jo de her omsorgsforsikringer, man er begyndt at tilbyde til ældre plejekrævende, mens resten efterlades på perronen. Og hvis den tendens er en realitet, er der så ikke noget fornuft i at se på, hvordan man får nogle af dem, som lige nu bliver tabt, i gåseøjne, med på de muligheder, som ekstra tilkøb giver?

Ordføreren.

Jo, og de kommer kun med, hvis vi har en stærk offentlig velfærd. For de har ikke en chance i det system, for det første. For det andet tror jeg egentlig, at man skal huske på, at vi jo kun har én kasse penge, så hvis man vælger at bruge dem på fradrag til nogle, der har råd til at købe nogle ydelser, så er det jo en særlig gruppe, man varetager. Men hvis man sørger for, at den generelle velfærd er stærk og fundamentet er stærkt, så er det alle, der får mulighederne. Så er det jo rigtigt, at der er nogle, der kan købe det, men jeg bruger så ikke fællesskabets penge på at give dem et fradrag, så de kan købe noget til. Det er en ideologisk forskel, en fair forskel, og det er sådan set også en fin forskel at have mellem partierne.

Tak. Så er det hr. Niels Flemming Hansen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Mange tak for det. Og mange tak for talen. Jeg vil gerne rose ordføreren for specielt det grønne indhold – mange, mange tak for det. Ordføreren nævner også økonomisk ansvarlighed, og der kan jeg bare ikke lade være med at stille spørgsmålet om, om ordføreren mener, det er økonomisk ansvarlighed, at vi har fået en vejafgift, der risikerer at påvirke danske lastvognschaufførers løn samt de danske borgeres købekraft i form af forventeligt øgede priser på bl.a. dagligvarer, når det bliver dyrere for vognmændene at køre på de danske veje.

Ordføreren.

Ja, det er både økonomisk ansvarligt og klimamæssigt ansvarligt. Hvis vi ikke sørger for, at transporten leverer på vores fælles klimaudfordring, så kommer vi til som samfund at stå med en enorm økonomisk belastning, når vi skal rydde op efter de klimaforandringer. Vi kan jo allerede nu se, at kommunerne er i gang med klimatilpasning rundtomkring og investerer millioner for at kunne håndtere de klimaforandringer, vi ser. Du kan kigge i Jyllinge, hvor der er oversvømmelse af byerne. Du kan kigge i Lemvig, hvor man oplever oversvømmelse af byerne. Vi kigger på København, hvor vi også kan forestille os vandstanden stige. Selvfølgelig er vi nødt til – både økonomisk og klimamæssigt – at håndtere det her. Så jo, det mener jeg er økonomisk ansvarligt. Jeg mener i virkeligheden, at debatten bliver om, hvornår vi så også sørger for, at der kommer en CO 2 -afgift på landbruget. Og der håber jeg da også, at De Konservative vil være med og ikke vil være nølende, som jeg lidt fornemmer I er på transportområdet.

Spørgeren.

Så er jeg bare nødt til at sige, at hvis det er præmissen, er det jo sådan, at i Danmark koster en ellastbil tre gange så meget, som en almindelig lastbil koster. Regeringen har jo intet – som i intet – gjort, for at man har kunnet oplade disse lastbiler. Jeg tror, at der er sat én ladestander op. Så mener SF, at det er retfærdigt, at de danske borgere altså nu skal betale mere for de danske varer, fordi vognmændene tvinges til at betale en vejafgift – nogle vil kalde det en skat – selv om de intet andet grønnere alternativ har på nuværende tidspunkt?

Ordføreren.

Jeg tror, at det, man har lagt op til i aftalen, er, at 5 pct. af de lastbiler, der skal være i fremtiden, skal køre på el, og andre skal køre på grøn gas og alt muligt andet. Så det er jo ikke kun sådan, at de skal køre på el. Og jeg har godt nok hørt påstanden mange gange, at vi kun har én offentlig ladestanderstation i hele Danmark, men det er simpelt hen ikke korrekt. Derudover kan jeg jo se, at der sker nogle investeringer lige nu, f.eks. i det københavnske område, hvor man laver massive investeringer, så man sørger for, at vognmændene har en mulighed. Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk er jo nogle af de steder, hvor man tænker lidt visionært, i forhold til om man vil have så store lastbiler ind, eller om man kan lave en omskiftestation, så man får dem ind på el. Og Lyngby-Taarbæk er jo et glimrende eksempel på et sted, hvor man har en konservativ borgmester og er lykkedes med det.

Så er det fru Mai Villadsen, Enhedslisten. Værsgo.

Tusind tak, og tak til fru Pia Olsen Dyhr for en rigtig, rigtig god tale fyldt med fremtidstro, visioner og en appel om samarbejde, og i forhold til et samarbejde vil jeg lægge for med at sige tusind tak for det rigtig stærke samarbejde, vi har mellem Enhedslisten og SF. Det gælder både i forhold til tilbagetrækningen, hvor vi for nylig i fællesskab har lavet et udspil, det gælder selvfølgelig i forhold til velfærden, hvor vi står stærkt sammen, men det gælder jo naturligvis også i forhold til den grønne omstilling, og derfor vil jeg gerne her på stående fod tilslutte mig den grønne alliance, som fru Pia Olsen Dyhr i sin tale lægger op til. Vi har jo begge to for knap en time siden været lige herude på den anden side af de her mure, hvor en masse borgere er forsamlet for at lave et opråb i forhold til vores drikkevand. For drikkevandet er udfordret, og det er også noget, som jeg ved at SF er meget optaget af, og I gik jo faktisk forrest og fik presset det daværende Socialdemokrati til at være med til at gøre noget for drikkevandet. Men alligevel står vi her i dag. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre fru Pia Olsen Dyhr, hvad SF gerne vil på drikkevandsområdet, og hvad vi skal gøre for at komme alle de borgere i møde, som står derude og har et opråb i dag.

Ordføreren.

Jeg tænker, at det ikke er alle, der har været derude, og at man skulle benytte sig af lejligheden til at gå en tur derud. For man kan se drikkevand fra hele Danmark. Danmarks Naturfredningsforening har indsamlet vand fra de forskellige kommuner, og så kan man se drikkevandskvaliteten, og jeg tænker, at der er nogle, der er valgt rundtomkring i landet, og som godt kunne tænke sig at se, hvordan drikkevandskvaliteten er der, hvor de kommer fra. Jeg er meget glad for den grønne alliance, vi havde før valget i hele centrum-venstre mellem Radikale Venstre, Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Alternativet, og hvor vi jo netop lykkedes med at lave en ambitiøs drikkevandsindsats. Vi sagde, at der skulle sættes 200.000 ha af der, hvor drikkevandsboringerne rammer, og hvor grundvandet ligger højt, og at det i virkeligheden skulle udlægges, så man ikke måtte sprøjte der. Og jeg må sige, at jeg er overrasket over, at Socialdemokraterne ikke har valgt at levere på det. For der er stadig væk et flertal i Folketingssalen, og jeg ved, at vi alle sammen stadig væk er klar til at levere på det flertal. Jeg tror, at danskerne og nogle af de vælgere, der har stemt på Socialdemokraterne og sørget for, at Socialdemokraterne blev det største parti herinde, har en forventning om, at man leverer i forhold til deres drikkevand. Det er ikke sket, og det er skuffende.

Spørgeren.

Jeg kan kun erklære mig fuldstændig enig. Det er netop skuffende, for vi havde en aftale, og der er stadig et flertal for den aftale, og alligevel leverer regeringen ikke på det. Det er jo pesticiderne, der presser vores drikkevand, men der er også andre kilder, bl.a. PFAS, og det er også noget, vi arbejder meget, meget tæt sammen omkring. Der kunne jeg rigtig godt tænke mig at høre fru Pia Olsen Dyhrs tanker om, at regeringen jo heller ikke her reelt ønsker at sætte ind over for det, vi kan gøre herhjemme. Forbrugerrådet Tænk siger jo netop, at vi kan iværksætte et forbud mod PFAS i en række forbrugerprodukter. Er SF ikke med på, at det bør vi gøre?

Ordføreren.

Det bør vi gøre. Det løser ikke hele problemet. Jeg mener, at vi skal gå foran og lave nogle forbud i forhold til det. Bare det at have en stegepande med PFAS er jo helt absurd. Vi har stegepander med PFAS, og så står man der og laver sin mad, og så kan man være med til at bidrage til, at ens børn i virkeligheden bliver påvirket af det, og vi ved ikke, hvad konsekvenserne er. Det er næsten det mest skræmmende med produkter af den slags. Jeg har faktisk selv herinde i Folketingssalen været med til at få forbudt, at der er bisfenol A i produkter til børn under 3 år. For det var vigtigt, og der gik Danmark forrest og satte en dagsorden i Europa, og jeg ville ønske, at vi gjorde det samme med PFAS.

Så er det hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. Og tusind tak til fru Pia Olsen Dyhr for talen og for en invitation til fire alliancer. Vi Radikale vil gerne være med i alle fire alliancer, og vi vil måske endda tilføje en alliance, som man kunne kalde en økonomisk alliance. For alt det her skal jo også finansieres, og vi har også brug for at tage et ansvar for økonomien for vores børn og børnebørn, så vi ikke bare efterlader en stor regning i deres børneværelser. Men jeg tror egentlig, at SF og Radikale, når det handler om at bruge pengene og investere dem, så har meget tilfælles, og derfor vil jeg også spørge fru Pia Olsen Dyhr om det, som jeg har spurgt de andre ordførere om, nemlig hvordan vi investerer de nye penge, som vi nu har lavet i enighed og ikke enighed. Hvor meget bruger vi på investeringer i fremtiden, altså på det grønne, på børnene og på de unge, og hvor meget bruger vi på sundhed og de ældre og alt det andet, som vi jo i de seneste 10-20 år har brugt langt de fleste penge på, og hvor vi i vores optik ret groft har underinvesteret i vores børn og unges fremtid? Så har vi selvfølgelig også skattelettelser, som jeg ikke forventer at SF vil bruge så mange penge på. Men vi står jo her over for en reel generationsprioritering, og er SF med på vores hold om, at det altså nu er børnenes, de unges og det grønnes tur?

Ordføreren.

Det er jo rigtigt, at SF og De Radikale ikke altid er enige om den økonomiske politik. Så jeg kan ikke lige se den der alliance, vi skal lave. Jeg synes, at vi, når det drejer sig om noget af det, vi gerne vil beskatte, beskatte mere retfærdigt, nok er en smule uenige med Radikale Venstre. Vi er ikke begejstrede for skattelettelser, men jeg mener til gengæld, at vi skal kigge på, hvordan vi kan gøre det mere retfærdigt og ordentligt og alt sådan noget, og det er vi i SF klar til. Ordføreren har jo bedt andre om at fordele 100 kr., og det var godt nok ikke det, ordføreren nu sagde, men jeg tænker, det er det samme regnestykke, jeg får, i forhold til de 100 kr., og jeg vil tillade mig at bruge det som et eksempel, og jeg vil sige, at jeg, hvis jeg skulle fordele dem, jo synes, det er svært bare at sige, at det præcis er 50 pct. til det og 25 pct. til det. Altså, jeg vil investere massivt i børn og unge – det skal der ikke være nogen tvivl om – og vi har lagt op til, at vi gerne vil have en trivselspakke for børn og unge. Men jeg mener ikke, det er pengene alene. Jeg mener også, der i forhold til noget af det, som statsministeren f.eks. var inde på, i forhold til de sociale medier og kunstig intelligens, er en masse lovgivning, vi kan lave. Men der skal vi investere, vi skal investere i klimaet, vi skal investere i sundhed og de ældre, og så vil jeg altså også gerne fortsat investere i vores fælles forsvar og sikkerhed.

Spørgeren.

Vi er jo enige om, at der skal investeres i forsvaret, og vi har jo sat rigtig mange penge af til sundhed, og når jeg stiller det her spørgsmål, er det selvfølgelig forsimplet. For det handler også om, hvordan vi leder den offentlige sektor, hvordan vi kan frigøre den offentlige sektor, og hvordan vi kan ændre kulturen og alt det her. Men når man kigger på historien, er der bare en skrigende diskrepans mellem de taler, vi alle sammen har holdt fra den her talerstol om at prioritere børnene, de unge og fremtiden, og det, vi så rent faktisk bruger på at investere i børnene, de unge og fremtiden. Og det er derfor, jeg stiller det her spørgsmål, altså om det ikke er tiden til, at de partier, der gerne vil kigge frem, faktisk tager hinanden i hånden og laver en fremtidsalliance.

Ordføreren.

Jo, men jeg synes jo heller ikke, Radikale Venstre helt lever op til det grundlæggende princip. Hvis jeg kigger på den første finanslov, vi lavede sammen med den socialdemokratisk ledede regering og Radikale Venstre, kæmpede SF for at sætte penge af til minimumsnormeringer. Det var 1,8 mia. kr., og Radikale Venstre var meget mere optaget af, at vi skulle lave det her fradrag på forskning og innovation, altså en form for skattelettelse. Det er jo fair nok, men man skal ligesom også stå i sin egen ret, når man sådan kræver det af andre. SF har igen og igen kæmpet for børnene og de unge, og det vil vi blive ved med at gøre i finansloven, og jeg elsker, når vi gør det sammen med Radikale Venstre.

Tak. Så er det hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti.

Tak. Jeg kunne i virkeligheden godt tænke mig at prøve at spørge ind til noget omkring den mad, vi serverer til vores ældre medborgere rundtomkring på plejehjemmene. For det er jo i dag sådan, at der cirka er mellem et til to års levetid, fra man kommer ind på et plejehjem, til man desværre skal møde Sankt Peter, og at de i flere og flere kommuner er begyndt at omstille nogle af kødretterne til veganerretter, altså veganergryde, linsebøffer osv. osv. Og det, der får mig til at rejse mig og spørge, er i virkeligheden en debat, jeg havde med fru Signe Munk, som fortalte, at SF mente, at det her i virkeligheden var den rigtige vej at gå, og at også de ældre skal gå forrest i forhold til at begynde at spise noget mere plantebaseret kost. Nu er det jo så bare sådan, at rigtig mange ældre rundtomkring er småtspisende og svagtspisende, og at de jo virkelig har brug for de proteiner og de kulhydrater, og hvad de ellers får. Derfor kunne jeg godt tænke mig at prøve at spørge fru Pia Olsen Dyhr, om kødretterne, når de ældre har brug for at få dem for at opretholde deres proteiner og deres alt muligt andet, så stadig væk vil være i orden og efter SF's ønske, eller om de ældre simpelt hen skal over at spise de her veganerretter.

Ordføreren.

Nu kender jeg jo vores ordfører Signe Munk ganske godt og ved, at hun er fra Fur, og at hun, om end hun mener, at vi skal have mere plantebaseret kost i Danmark, sådan set også mener, at der skal være et alternativ, og at det skal være op til den ældre selv at vælge. Pointen er, at der i dag ikke er valgmuligheden. Hvis man er indlagt på et hospital og man er veganer – det kan det jo godt være at man er – så vil jeg ikke tvinge kød i vedkommende, og så synes jeg faktisk, at man skal have ret til at vælge et vegansk måltid på hospitalet. Og jeg tror også, man ødelægger hele systemet på vedkommende, hvis man lige pludselig tvinger kød i vedkommende. På den anden side mener jeg da også, at man stadig væk skal have en ret til – og jeg mener også, det er klogt, især når vi snakker om vores ældre medborgere – at spise kød. Men man kan jo faktisk også – det vil jeg lige tillade mig at sige, og jeg ved godt, det måske er lidt moderne – få proteiner af andet end kød.

Spørgeren.

Men med al respekt er det jo faktisk forkert, hvad ordføreren står og siger. For det er jo faktisk allerede i dag sådan, at man på landets hospitaler godt kan vælge at få en vegetarret, en veganerret, eller hvad det nu hedder, hvis det i virkeligheden er det, man har lyst til. Men det her handler jo sådan set om noget helt grundlæggende, nemlig om man som ældre borger i det her land stadig væk har krav på selv at bestemme, hvad man har lyst til at spise, og i flere og flere kommuner er der ikke længere muligheden for at vælge kødretterne flere dage om ugen. Der er jo flere og flere kommuner, der starter med at skære f.eks. 15 pct. af kødretterne væk, sådan at der er en fast dag om ugen, hvor man ikke længere kan få sine vante kødretter, og hvor man jo så derfor er tvunget til at spise linsebøffer eller alt muligt andet. Hvad mener ordføreren i virkeligheden om det? Er det fair? For det er jo faktisk også sådan, at man i dag selv betaler for den mad, man spiser, og der er jo i hvert fald ikke nogen herinde i lokalet, der skal betale for deres mad, som ikke selv bestemmer, hvad de vil spise. Hvorfor skal det så være sådan for vores ældre borgere?

Ordføreren.

Jeg synes, at ordføreren skyder mig noget i skoene, som SF ikke mener. Vi synes jo, at det skal være op til kommunerne at bestemme det her, og hvis kommunalpolitikerne laver nogle regler, som borgerne ikke er enige i, så må borgerne vælge nogle andre kommunalpolitikere. Jeg tror altså ikke, at vi herinde på Christiansborg skal begynde at beslutte, hvad man skal have at spise i den enkelte institution. Jeg kom en gang til at sige, at jeg også synes, det er okay, at man spiser kød i en børnehave, og så fik jeg simpelt hen så mange mails fra daginstitutionsledere, som skrev: Vi har da slet ikke penge til kødretter. Derfor er det meste af det vegetarisk, og det tager børnene ikke skade af. Så jeg tror, vi som lovgivere måske også nogle gange skal tage det der skridt tilbage, altså at vi ikke skal bestemme alt, hvad der sker i det her land, ude i kommunerne, på plejehjemmene og i daginstitutionerne. Måske kan vi også overlade det til dem, der faktisk er derude.

Så er det hr. Noah Sturis, Alternativet. Værsgo.

Tak. Og tak for en fin tale. Jeg vil høre lidt om den her klimaplan for en grøn affaldssektor. Altså, det var en aftale, vi lavede i fællesskab for at sikre, at vi havde en affaldssektor, som var klimaneutral i 2030, og i morgen skal vi så stemme om et lovforslag, som udmønter aftalen, men som vi i Alternativet ikke mener rent faktisk indfrier det her fælles mål om en CO 2 -neutral affaldssektor. Altså, det er et lovforslag, som har mødt stor kritik fra et overtal af eksperter. Det er et lovforslag, som Zetland har været ude at skrive om, i forhold til at ministeriet har presset en mere optimistisk prognose igennem imod vurderingen fra embedsmænd i Energistyrelsen, og vi mener så ikke, at lovforslaget lever op til den politiske aftale. Men er fru Pia Olsen Dyhr enig i, at det ikke lever op til klimaambitionen, som vi i fællesskab satte op med den politiske aftale, altså at loven i virkeligheden vil være værre for klimaet?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at det med loven bliver værre for klimaet. Jeg har hørt, at der er nogen, der siger, at kapaciteten ikke vil falde derude. Det anerkender jeg ikke. Altså, det er jo sådan, at der er indlagt i affaldsaftalen, at der vil være færre anlæg i fremtiden. Det kan man også se på alle de kommunalpolitikere, der lige nu sender breve til os med: Vi vil helst ikke lukke det og det anlæg; vi vil ikke lukke det og det anlæg; vi vil gerne beholde alle anlæg. Derfor vil jeg gerne citere min gode partifælle fru Margrete Auken, som altid siger, at vi er pyromaner i det her land. Vi brænder det hele af, og vi skal i virkeligheden holde op med det. Vi skal genbruge meget mere. Det er det, der skal være intentionen. Er det, der er i den aftale, så helt perfekt? Nej, det er det bestemt ikke, og vi bliver ved med at kæmpe for, at der kommer mere og mere klima ud af den aftale. Jeg havde håbet, at Alternativet ville hjælpe os – jeg kan høre, at Alternativet nu træder ud af aftalen, for man stemmer nej i morgen, og det er selvfølgelig ærgerligt, for sammen kunne vi måske kæmpe endnu mere.

Spørgeren.

Tak. Men det er jo netop det her kapacitetsloft, som kunne have været indskrevet, og som der ikke er blevet indskrevet i lovteksten. Så det er bare for at være helt sikker: Vil SF stemme imod loven i morgen, eller vil SF stemme for?

Ordføreren.

Vi stemmer for loven – vi er en del af en aftale. Jeg ved godt, jeg er meget gammeldags; jeg har fundet ud af, at der er mange, der sådan springer fra aftaler, når man så lige pludselig ikke er enig mere og sådan noget. Jeg er så forbandet gammeldags, at jeg mener, at når man er en del af en aftale, følger man den til dørs; så tager man kampene og bliver ved med at kæmpe. Jeg synes ikke, det her er perfekt, men vi stemmer ja i morgen, og så kæmper vi videre igen i overmorgen, og tro mig: Vores finansminister ved godt, at vi kommer til at slås videre, for den diskussion har jeg allerede haft med ham.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Tak for det, og tak til ordføreren for en god tale. Jeg vil faktisk også sige tak til ordførerens gruppe. Det er utroligt, at det kommer fra en fra Nye Borgerlige, men Socialistisk Folkepartis gruppe har faktisk været fornuftige og rare at arbejde sammen med – langt de fleste. Og det er egentlig det. Jeg vil gerne ind på noget med arbejdsgangen. Jeg er jo ny i Folketinget, og før valget kunne man jo se, at Socialistisk Folkeparti var i stand til at fremsætte rigtig gode forslag, som kom igennem. Så bliver jeg nødt til at spørge ordføreren, som jo også er formand for partiet, hvad der er sket med Socialistisk Folkepartis gruppe, siden de tilsyneladende efter den 1. november 2022 er blevet fuldstændig ude af stand til at komme med fornuftige og gennemtænkte forslag. For alle de beslutningsforslag, der kommer i salen fra Socialistisk Folkeparti – selv Nye Borgerlige har været med på rigtig mange af dem – bliver regeringen ved med at sige ikke duer længere. Er det så et udtryk for, at Socialistisk Folkeparti er blevet dårligere efter valget? Det synes jeg ikke. Eller er det bare et udtryk for, at regeringen er blevet enormt egenrådig og kun mener, at beslutningsforslag eller lovforslag, der kommer fra dem selv, er gode nok til at komme igennem?

Ordføreren.

Det er jo faktisk et meget kompliceret spørgsmål, men et godt spørgsmål. Jeg synes jo, at SF fremsætter mange gode beslutningsforslag, og det gjorde vi også før valget. Der lagde jeg f.eks. mærke til, at efter vores retsordfører havde fremsat et forslag – det kan være om digitale rettigheder, det kan være om kvinder og vold – gik der ofte ikke 5 minutter, før regeringen og f.eks. den daværende justitsminister Nick Hækkerup faktisk gennemførte SF's politik. Jeg tror, at SF's retsordfører, fru Karina Lorentzen Dehnhardt, nok er den, der har fået flest beslutningsforslag igennem i det her Folketing. Jeg tror slet ikke, at danskerne ved, hvor glade de skal være for al den gode lovgivning, som hun har sikret for bl.a. ofrene – men det nu til side. Vi kan så sige, at det ikke sker efter valget. Der er faktisk andre gode forslag, vi fremsætter, og jeg kan mærke, at det inspirerer regeringen, men at de ikke kommer helt i mål, f.eks. i forhold til digitale rettigheder til vores børn og unge i forhold til de sociale medier. Der siger regeringen rigtig meget, men de bakker ikke vores forslag op. Jeg håber jo, at de, når de bliver ved med at tale om, at de gerne vil gøre noget for at beskytte vores børn og unge, så også en dag siger, at de faktisk vil lave lovgivningen til det.

Spørgeren.

Tak for det. Det var også det, jeg var kommet frem til. Gruppen er nok ikke blevet ringere, tværtimod; det er nok bare modtagelsen af gruppens forslag, som bliver skudt ned bare sådan automatisk. Et andet spørgsmål er om elafgiften. Den bliver indført igen den 1. juli, og især mange familier uden for de store byer frygter lidt, at elafgiften bliver genindført. For uanset hvor meget vi gerne vil den grønne omstilling, er virkeligheden, at det når vi nok ikke til næste vinter. Så der er rigtig, rigtig mange ude i de små områder, der er bange for elafgiften, fordi 1 kr. pr. kilowatt er meget. Vil SF være villig til at se på, at vi venter med at indføre elafgiften måske et år?

Ordføreren.

Nej, for jeg synes ikke, det er problemet lige nu, hvis jeg skal være ærlig. Jeg kiggede på elprisen i går eftermiddags. Hvis man brugte el mellem kl. 13 og kl. 17, tror jeg det var, kunne man tjene penge på at bruge el. Jeg tror, det var næsten en øre pr. kilowatt-time, man kunne tjene på at bruge el. Det lyder jo skørt, men det er den måde, vores elsystem er indrettet på. Vi kommer ikke til at foreslå det, medmindre vi kommer til at se ind i, at det rammer skævt igen, og at vi står med nogle store problemer. Så er vi selvfølgelig villige til at kigge på det. Men lige nu, som det ser ud med elpriserne, vil det ikke give mening. Det vil mere give mening at kigge på det i forhold til gas.

Så er det hr. Anders Kronborg, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tusind tak for en, synes jeg, god og velskrevet tale. Også tak for den debat, som jeg oplever flere af SF's folketingsmedlemmer aktivt deltager i, nemlig med at få lidt mere ro på, få lidt tempo ud af tingene og få lidt mere tid til fordybelse. Det anerkender jeg virkelig. Når det så er sagt, er der en ting, der undrer mig. Da Reformkommissionen kom med deres anbefalinger, var der i virkeligheden så meget turbo på SF's folketingsgruppe, at de, allerede inden Reformkommissionen overhovedet udkom med deres anbefalinger, kunne nå at afvise anbefalingerne for børn og unge. Så hvordan hænger det, at man faktisk allerede kan overhale indenom og afvise anbefalingerne, inden de er udkommet, sammen med, at vi skal have tempo ud af tingene, at vi skal have ro og fordybelse?

Ordføreren.

Jeg vil tillade mig at afsløre en hemmelighed, og den hemmelighed er, at nogle gange, når reformkommissioner kommer med deres forslag, får vores ordførere nogle gange de forslag nogle dage i forvejen. Det er jo ikke sådan, at vores ordførere er særlig hurtige læsere eller kan læse noget, før det overhovedet er udkommet. Det er jo, fordi de har læst det på forhånd. Nu er jeg bare ærlig. Derfor kunne vi jo godt sige, hvad vores holdning var til det. Og jeg synes, det er en dårlig idé, hvis vi risikerer, at vores efterskoler skulle lukke. Det er jo så lidt mere balanceret nu, og den diskussion går vi så ind i. Det er afgørende for mig, at vi sørger for, at vi stadig væk har efterskoler i Danmark, og at børn får mulighed for at gå på dem. Diskussionen bør så være, at det ikke kun er de velstillede børn, der får mulighed for at komme på efterskole, men at det bliver alle børn. Det er en fantastisk mulighed i livet i forhold til at danne nogle nye netværk på kryds og tværs.

Spørgeren.

Nu handler Reformkommissionens anbefalinger om langt mere end blot efterskoler, f.eks. sprogscreening af alle 3-årige børn. Hvordan ser SF på det?

Ordføreren.

Det er SF positive over for. Det har vi været tidligere, og det har været indført tidligere ude i vores institutioner. Min bekymring – og her vil jeg gerne lige løfte en finger – er selvfølgelig, at vi ikke laver yderligere bureaukrati rundtomkring i vores institutioner. Jeg synes jo, at noget af det, vores pædagoger har, og som er rigtig gode kompetencer, er evnen til tit at kunne se det her. Så i forbindelse med det med at lave en generel regel, der skal gælde alle, vil jeg sige, at hvis der er en person, et barn, man skal være obs på, kan man godt tage det barn ud og tage særlig hånd om det. Det synes jeg faktisk er en god måde at gøre det på. Man har gjort det tidligere, det virkede tidligere, også i forhold til at opfange nogle af de problemer, der eventuelt kan være.

Så er det fru Maria Durhuus, Socialdemokratiet.

Tak. Også herfra skal der lyde en tak for en god tale, hvor ordføreren jo kommer ind på velfærd, som ligger os alle sammen meget nært. Men SF er jo som bekendt ikke med i velfærdsforliget fra 2006, som jo er en af hovedårsagerne til, at vi i dag har en så god økonomi. Vil SF rulle det velfærdsforlig tilbage?

Ordføreren.

Når man siger velfærdsforlig, tænker alle folk: Er det det, der handler om vores plejehjem, eller er det det, der handler om vores hospitaler eller om vores folkeskole? Velfærdsforliget er en aftale om danskernes pensionsalder. Det leverer så finansieringen til nogle af de her ting – det er vi meget opmærksomme på i SF. Vi var ikke en del af aftalen, for vi syntes ikke bare, at det skulle være sådan en automatik, at folkepensionsalderen skulle stige. Vi ved godt, at vi nok skal arbejde, til vi bliver lidt ældre. Det er vi indstillet på. Men at man automatisk bare skal lade folkepensionsalderen stige med den gennemsnitlige levetid, synes jeg er en dårlig idé. Og jeg synes især, det er en dårlig idé for nogle af de mennesker, som jo ikke passer ind i gennemsnittet, f.eks. 3F'eren, som jo ikke bliver 80 år eller 85 år, men som ofte dør, før vedkommende overhovedet får mulighed for at gå på pension. Og det er jo der, hvor vi er enige med Socialdemokraterne i, at Arnepensionen er en glimrende idé.

Så er det hr. Hans Andersen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Danmark består jo af mange, mange familieejede virksomheder udeomkring, tusindvis af dem, i omegnen af 60.000 måske, og mere end 800.000 mennesker arbejder i familieejede virksomheder. Regeringen vil sænke skatten for disse virksomheder i forbindelse med generationsskifte, og det er jo helt afgørende, at det lykkes fremadrettet, når måske 20.000 virksomheder i de kommende 10-15 år skal bringes videre. Vil SF støtte op omkring, at vi sænker skatten for generationsskiftevirksomheder?

Ordføreren.

Nej.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg vil hurtig markere igen, for så kan det være, at SF vil uddybe, hvorfor SF vil risikere, at en række af disse virksomheder sådan set enten vil lukke eller vil blive solgt til udenlandske virksomheder, hvorefter de vil blive flyttet. Det er da ikke måden, hvorpå vi kan skabe mere velstand i det her land, i forhold til at Socialistisk Folkeparti ikke ønsker at støtte op omkring, at vi sænker skatten for de her familieejede virksomheder. Så vil ordføreren bare bruge et enkelt ord mere på at forklare, hvorfor man har den meget firkantede holdning?

Ordføreren.

Jeg synes, der er forskel på, om man snakker om en lille håndværkervirksomhed med måske tre medarbejdere, som man gerne vil lade gå i arv til sin søn eller sit barnebarn, det er jeg sådan set lidt åben over for, eller om det er – og det er der, jeg synes vi har et problem – nogle af de rigtig, rigtig store virksomheder, som faktisk har muligheden for at spare op til det generationsskifte, der eventuelt skal være. Og det ved jeg, fordi jeg har talt med mange af dem om det. De vil så gerne have, at det er mere gennemskueligt og alt muligt andet – fred være med det. Men skal de betale mindre i skat, end mange andre skal i det her land? Det mener jeg sådan set ikke. Jeg synes ikke, at f.eks. Foss i Hillerød skal slippe billigere i skat end så mange andre virksomheder som Grundfos eller Danfoss.

Så er det hr. Frederik Vad, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for de pæne ord. En del af den tanke, som jeg gør rede for i indlægget, handler jo om, at vi måler rigtig meget på alt det, der vedrører bolig, arbejde, uddannelse, kriminalitet osv. Men vi ved ufattelig lidt om den, hvad skal man sige, immaterielle integration. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge ordføreren, som jo har stemplet sit parti ind i den diskussion: Hvor er det, at fru Pia Olsen Dyhr mener at vi har de største videnshuller som beslutningstagere i dag, når det kommer til det, man kunne kalde den immaterielle integration?

Ordføreren.

I virkeligheden ved vi meget lidt om, hvad det, der sker i familier af anden etnisk herkomst, betyder kulturelt og religiøst. Vi ved meget lidt om det. Vi hører om det fra f.eks. FAKTI og Kringlebakken i Bispebjerg og andre steder, hvor de jo kommer med deres fortællinger og siger: Det og det problem oplever vi f.eks. ved skilsmisser. Lad mig komme med et konkret eksempel. Jeg har hørt om unge kvinder, der har oplevet, at når de gerne ville skilles fra deres voldelige mand og de så bagefter tager hjem til deres familier og siger, at de ikke vil blive ved med at blive banket af deres mand, så får de at vide af deres mor og far: Jamen så får du bank her, fordi du ikke vil acceptere det, Gud nu har påduttet dig. Jeg kan ikke se særlig mange etnisk danske familier, hvor du kommer hjem til dine forældre og siger, at du gerne vil skilles fra din mand, og du så får bank derhjemme. Det er et problem. Det er et helt reelt problem, som jo kan være religiøst eller kulturelt betinget, men som er meget dårligt belyst. Og hvis vi skal håndtere det, og hvis vi skal finde de rigtige løsninger og ikke bare lave symbolpolitik, men hjælpe kvinderne, så skal vi have mere viden.

Spørgeren.

En del af grunden til, at der er et behov, er jo, som jeg ser det, at civilsamfundet har svigtet. Nu ved jeg også, at ordføreren og SF har meget forbindelse til store dele af organisationsverdenen, ikke mindst på undervisningsområdet. Synes ordføreren ikke, at organisationsverdenen her har svigtet? Altså, hvor er Danmarks Lærerforening? Hvor er Skolelederforeningen? Hvor er Institut for Menneskerettigheder? Hvor er Amnesty International? Er en del af udfordringen ikke også, at civilsamfundet ikke har gidet bruge tid på at undersøge det her til bunds og tilstrækkeligt?

Ordføreren.

Jeg tror ikke kun, at det handler om civilsamfundet. Jeg tror sådan set også, at det handler om at bruge statslige midler på, at VIVE kunne lave en seriøs undersøgelse af nogle af de her problemstillinger. Jeg tror egentlig, at det handler om os alle sammen. Jeg har ikke lyst til særlig at pege fingre ad nogen. Men når vi f.eks. snakker om ytringsfrihed, og det har vi jo gjort i den her Folketingssal, bl.a. i forbindelse med om man skulle undervise i Muhammedkrisen i folkeskolen, så hører jeg jo nogle meget, meget modige undervisere stå alene og tale om Muhammedkrisen. Det er altså det, Samuel Paty blev dræbt for i Frankrig, som er et liberalt demokrati, vi ellers sammenligner os med. Hvordan beskytter vi vores undervisere godt i Danmark, så de kan gøre det? Ytringsfrihed er en grundlæggende værdi, og vi kommer til at stå last og brast hele vejen. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle være enig med Anders Fogh Rasmussen om noget, men der er vi faktisk enige. Og det bliver vi også nødt til at have en seriøs diskussion om herinde, og der håber jeg stadig væk, at du kan påvirke dit parti. ( Fjerde næstformand (Karina Adsbøl): Du?). Hov, undskyld, jeg mente Frederik Vad.

Tak. Vi når ikke flere korte bemærkninger, så tak til ordføreren. Der var ellers godt gang i den. Den næste ordfører på talerstolen er fru Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Hvor er det egentlig dejligt sådan at se statsministeren i Folketingssalen her i dag. Ja, det skulle man ikke tro, at jeg skulle stå her og sige, men med det rejseprogram må man sige, at det jo egentlig er imponerende, at statsministeren prioriterer at være her. Nå, men vi er nået til afslutningen af folketingsåret, og selv om det måske er sådan ved at være lidt en fortærsket kliché, må vi nok sige, at det her folketingsår er et af dem, der går over i historiebøgerne. Da der var åbningsdebat den 6. oktober sidste år, var det med et fælles forslag til vedtagelse fra Venstre, Konservative, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance, og i det stod der: »Folketinget understreger vigtigheden af, at Danmark får en ny borgerlig regering, der udviser et ordentligt, ansvarligt lederskab af landet, som ikke er magtfuldkomment, og som formår at genoprette tilliden til folkestyret.« Det blev som bekendt ikke til noget. Til gengæld fik vi en ny magtfuldkommen regering, men nu bare med borgerlig deltagelse. Og sådan kan tiderne selvfølgelig skifte. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi i Danmarksdemokraterne er modstandere af den her regering. Vi var faktisk de første, der forlod regeringsforhandlingerne på Marienborg. Siden hen er det gået op for mig, at det måske nok skyldtes, at vi angiveligt var det eneste parti, der sagde til statsministeren, at vi selvfølgelig stod fast på det krav, som alle blå partier fremsatte i valgkampen, om at sikre en advokatvurdering af statsministeren i minkskandalen. Her er der jo så også løbet meget vand i åen siden. Der er åbenbart ikke rigtig nogen, der har ansvaret for den ulovlige nedlæggelse af et helt erhverv. Det kan jo godt have lidt sin egen ironi at tænke på, at jeg selv for et års tid siden tilbragte 60 dage derhjemme i fodlænke, fordi tre barnebrudepar måtte opholde sig adskilt på forskellige asylcentre i busafstand fra hinanden. I Danmarksdemokraterne er vi særlig ærgerlige over, at Venstre har kappet fortøjningerne til det borgerlige Danmark og dermed også det borgerlige samarbejde. Vi har nok ikke sådan helt endnu forstået, hvorfor man egentlig traf den beslutning. Jeg har hørt nogle sige, at det gjorde man simpelt hen, fordi Venstre, når man trådte ind i regeringen, så ville kunne gennemføre ting med den her SVM-regering, som man aldrig nogen sinde ville kunne gennemføre med 90 blå mandater. Det må jo så ligesom kun kunne forstås på den måde, at det kun er med Socialdemokratiet for bordenden, at man åbenbart kan få mere borgerlig politik gennemført, end hvis man var sammen med de blå partier. Det lyder jo for mig sådan lidt omvendt, vil jeg sige, og jeg synes heller ikke helt, at udsagnet står mål med en virkelighedstest. Nu kunne vi prøve at tage sådan en lille mellemtid her ved folketingsårets afslutning. Derimod må man sige, at regeringen tværtimod har fået gennemført en hel del politik, som man i hvert fald aldrig nogen sinde ville kunne få gennemført, hvis der var 90 blå mandater. Lad mig bare lige nævne et par ting. Vi kan jo starte med udlændingepolitikken. I de seneste uger er regeringen begyndt med at chartre fly til at flyve terrorsympatiserende kvinder og børn fra Syrien til Danmark; det havde man aldrig nogen sinde kunnet gøre med et borgerligt flertals støtte. Regeringen har sendt nye checks til arbejdsløse indvandrere i ghettoerne, og det er jo selvfølgelig heller ikke noget, man kunne have fået igennem med 90 blå mandater. Forrige uge var der en lang række indfaldsveje i Danmark, der var blokeret af lastbiler, fordi man protesterede mod den vejafgift, som var blevet aftalt af de røde partier før valget. Nu bakker Venstre så op om den her afgift, som jo vil være til stor skade for arbejdspladser og væksten i yderområderne. Ja, det er jo faktisk en afgift, der ifølge regeringens egne tal vil parkere hver tiende lastbil permanent i garagen; og det skal indrømmes, at den afgift ville man heller ikke have kunnet få indført med 90 blå mandater.

90 blå mandater ville jo heller ikke have sat planerne om at etablere et modtagecenter i Rwanda på de facto pause. Man ville heller ikke påbegynde at lempe hjemsendelsespolitikken, og man ville heller ikke have skrottet planerne om et tredje udrejsecenter. 90 blå mandater ville heller ikke støtte, at 15-årige børn skal kunne få abort uden at informere deres forældre om det. Og 90 blå mandater ville heller ikke have hævet fagforeningsfradraget, der jo så i øvrigt i parentes bemærket var noget, som den fungerende forsvarsminister i sin tid kaldte blodpenge til fagbevægelsen – men det var jo selvfølgelig før valget. Og nej, 90 blå mandater ville heller ikke have stået bag afskaffelsen af store bededag, som kom som en tyv om natten. Så det er jo ikke, fordi regeringen, herunder selvfølgelig Venstre, ikke har opnået resultater; det er bare de forkerte resultater, man har opnået. Og derfor håber jeg selvfølgelig også, at alle de, der kalder sig borgerlige, vil engagere sig i kampen for at få et borgerligt flertal og dermed også en borgerlig statsminister. I Danmarksdemokraterne vil vi selvfølgelig fortsætte med at klø på. De udfordringer, som vores parti er dannet på baggrund af, er ikke løst, og de er heller ikke blevet mindre siden valget. Vi har et Danmark, der jo stadig bliver trukket mere skævt. Jeg har allerede nævnt den dybt skadelige vejafgift. Og til efteråret kommer regeringens stort anlagte krigserklæring mod vores landdistrikter, når regeringen vil pålægge landbruget en CO 2 -afgift, som jo vil komme til at nedlægge tusindvis af arbejdspladser på landet. Produktionsdanmark er fortsat udfordret. Selv om alle partier i valgkampen talte om at styrke erhvervsuddannelserne, er det ikke blevet nævnt med et ord i finanslovsaftalen. Imens står eleverne så og bliver uddannet ved udstyr, der er 40 år gammelt, og som deres egne forældre også blev uddannet ved. Helt ærligt, det er helt uden for nummer, når partier herinde har så travlt med at overbyde hinanden i helt urealistiske klimamålsætninger, mens man ikke kan finde ud af at sikre ordentlige uddannelsesforhold for dem, der skal bygge vindmøllerne, og dem, der skal lægge fjernvarmen i jorden. Det var derfor, at vi foreslog en akutpakke til erhvervsskolerne i vores finanslovsforslag. Jeg glæder mig over, at SF også har været ude med noget lignende, og jeg ved, at der også er andre partier herinde i Folketinget, der har samme tanker. Vores sundhedsvæsen er i krise. Det er jo fint, at regeringen nu har afsat 5 mia. kr., og vi ser meget frem til en kommende sundhedsreform, men jeg kan allerede nu godt slå fast, at vi er imod udenrigsministerens planer om at nedlægge regionerne. Og vi kommer også til at kæmpe for en ordentlig lægedækning i alle yderområder. Det må ganske enkelt ikke være postnummeret, der afgør, hvilken kvalitet i behandlingen man får. Jeg ved godt, at det ikke er moderne, men hos os i Danmarksdemokraterne er vi måske så også bare en lille smule gammeldags, og det vil vi også godt kaldes, for når vi siger nogle ting før et valg, står vi også ved dem efter et valg. Vi er ikke til salg for ministerbiler, og vi bliver altså ved med at kæmpe for et Danmark, der skal hænge sammen. Med de ord kan jeg på vegne af Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at det er afgørende, at Danmark får en ægte borgerlig regering. Det stigende asylpres på Europa kræver, at Danmark fører en stram udlændingepolitik, og Folketinget beklager i forlængelse heraf, at regeringen uddeler checks til arbejdsløse indvandrere. Folketinget konstaterer et markant øget økonomisk råderum frem til 2030 og opfordrer regeringen til hurtigst muligt at indkalde til forhandlinger med henblik på at sænke skatten markant på arbejde og annullere indførelsen af den planlagte kilometerafgift på lastbiler, der truer et helt erhverv. Folketinget opfordrer regeringen til at have fokus på, at frisættelsen af den offentlige sektor ikke kun kommer de offentligt ansatte til gode, men i særdeleshed har fokus på borgernes ret til frit valg. Folketinget understreger desuden, at der fortsat er et behov for, at klimaindsatsen prioriteres højt af hensyn til kommende generationer, og at landdistriktspolitikken bør få et større fokus for at sikre et Danmark i en bedre balance.« (Forslag til vedtagelse nr. V 27).

Forslaget til vedtagelse indgår i de videre forhandlinger. Den første korte bemærkning er til hr. Rasmus Stoklund, Socialdemokratiet.

Fru Inger Støjberg nævner i sin tale retten til abort for kvinder mellem 15 og 17 år, altså kvinder under 18 år, og den ændring, vi lægger op til. Fru Inger Støjberg siger, at det ville hun ikke have ønsket, altså at den skulle have været ændret i den retning. Vi har jo i Danmark en seksuel lavalder på 15 år, og derfor synes jeg selv, det er meget naturligt, at man så også der har ret til at beslutte, om man vil gennemføre en graviditet eller ej, og at det ikke er andre, der skal afgøre det for en. Det undrer mig egentlig, at fru Inger Støjberg problematiserer det her og gør det til noget odiøst eller noget særlig progressivt, eller hvad det var for noget, der lå i den der opremsning af ubehageligheder, der følger med, når der er alt andet end 90 blå mandater. Jeg vil også sige, at fru Inger Støjberg jo ofte har slået sig op på at kere sig meget om unge kvinder med rødder i Stormellemøsten. Hvordan tror fru Inger Støjberg mulighederne er for at få en abort dér, hvis man er mellem 15 og 17 år og måske har svært ved at fortælle familien derhjemme, at man er blevet gravid på en måde, hvor det ikke lige var hensigten?

Ordføreren.

Det er jo netop derfor, at der i dag er et samrådsorgan – abortsamråd tror jeg det hedder. Så hvis man har problemet med, at man ikke kan tale med sine forældre om det her, og hvis man f.eks. har problemet med, at man er fra en muslimsk familie og man derfor kan være udsat for enten psykisk eller decideret fysisk vold, kan man netop gå til det råd, og så får man jo faktisk en abort. Jeg tror, at der sidste år var tre, der blev afvist, og det kan jo være af alle mulige andre grunde. Jeg synes, det er helt afgørende, at forældre stadig væk har et stort ansvar for netop deres børn, indtil de bliver 18 år, og derfor synes jeg, det er vigtigt – og sådan vil det jo være i langt de fleste tilfælde – at man tager snakken med forældrene. Jeg synes, det er meget vigtigt, at forældrene netop ikke giver slip på deres ansvar for deres børn. Så derfor synes jeg faktisk, at reglerne, som de er i dag, fungerer meget godt, og jeg har i virkeligheden heller ikke rigtig set så mange problematisere det. Jeg tror, at det mest er et politisk opfundet problemet.

Hr. Rasmus Stoklund.

Til det sidste om, hvorfor der ikke er nogen, der har problematiseret det, vil jeg sige, at jeg personligt ikke var klar over, at reglerne var, som de var. Jeg troede faktisk – og nu indrømmer jeg jo min uvidenhed – at det fulgte den seksuelle lavalder. Så måske er der også nogle, der som jeg ikke har været opmærksom på det, men det kan være, jeg tager fejl – nok om det. Jeg er selvfølgelig enig, i forhold til at jeg da håber, at der i langt de fleste familier vil være støtte og opbakning fra forældrene. Men det er jo bl.a. af hensyn til de situationer, hvor dette ikke måtte være tilfældet, at vi ændrer på den her grænse, og derfor vil jeg gerne spørge: Kan fru Inger Støjberg forestille sig et scenarie, hvor det er forældrene, der så skal afgøre, om en graviditet skal gennemføres?

Ordføreren.

Nej, men det er jo også noget andet, end at man skal tage snakken i familien. Sidste år var der 30 ansøgninger, og i forbindelse med de 27 af dem blev man i abortsamrådet enige om, at der skulle gennemføres en abort, uden forældrene ville få det at vide. For mig at se viser det sådan set bare, at det her fungerer ganske udmærket. Jeg har ikke tallene for, hvor mange unge kvinder, piger mellem 15 og 18 år, der har fået abort, men det er med hundrede procents sikkerhed mere end de 30.

Næste korte bemærkning er til hr. Morten Dahlin, Venstre.

Tak til ordføreren for talen, særlig fordi den primært handlede om Venstre, og jeg er jo altid glad for at få reklame. Så handlede den også om noget, der desværre er meget langt fra en realitet, altså 90 blå mandater. Jeg havde egentlig tænkt mig at stille et andet spørgsmål, men så sagde fru Inger Støjberg noget om udlændingepolitik: at den var så god med de blå partier. Derfor kunne jeg godt tænke mig at stille et spørgsmål til fru Inger Støjberg om det forslag, som Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre er kommet med, om, at tusindvis af udlændinge uden papirer skulle komme til Danmark, begynde at arbejde i en dansk virksomhed uden at have fået opholdstilladelse og uden at have fået arbejdstilladelse, hvor sagsbehandlingen så først begynder bagefter, altså når de er kommet til Danmark. Danmarksdemokraterne har været meget stille omkring det her politiske forslag. Derfor kunne jeg bare godt tænke mig at spørge: Er det den slags udlændingepolitik, Danmarksdemokraterne mener der skal føres, eller hvad synes Danmarksdemokraterne egentlig om det forslag?

Ordføreren.

Jeg tror, det var det, man må kalde for et ledende spørgsmål, i og med at jeg kunne se, at selv hr. Morten Dahlin ikke rigtig kunne lade være med at trække på smilebåndet, da han ligesom skulle insinuere, at Danmarksdemokraterne skulle gå ind for en lempelig udlændingepolitik. Nej, jeg mener rent faktisk, at det er afgørende, at vi får en meget hurtig sagsbehandling i de her sager. Vi er jo ikke bange for udenlandsk arbejdskraft, men de skal selvfølgelig være her på helt almindelige løn- og arbejdsvilkår. Og hvis man kommer hertil under helt almindelige løn- og arbejdsvilkår, har jeg ikke et problem. Det er klart, at den dag, hvor der ikke længere er et arbejde, skal man rejse hjem. Det er jo ikke et socialkontor, vi driver her i Danmark. Men hvis du spørger til udenlandsk arbejdskraft, siger jeg ja tak. Hvis du spørger til, om der skal laves en hurtig sagsbehandling, siger jeg ja tak. Men hvis du spørger til, om man bare skal begynde at arbejde, og så kommer sagsbehandlingen efterfølgende, siger jeg nej, så mener jeg ikke, at det er den måde, man skal gøre det på.

Spørgeren.

Det er jeg rigtig glad for at ordføreren bekræfter, for jeg synes også, det er et dårligt forslag. Vi kan jo levende forestille os, hvilke arbejdsgivere der vil benytte sig af det her. Det er nok ikke de arbejdsgivere, der har de bedste intentioner. Så jeg er glad for, at ordføreren får sagt, at det i hvert fald ikke bliver med Danmarksdemokraternes støtte, selv om de blå partier Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti jo selv har fremsat det. Så har jeg bare et kort spørgsmål her til sidst: Danmarksdemokraterne ønsker en blå statsminister. Er det fru Inger Støjberg selv? Det er jo tydeligvis ikke Jakob Ellemann-Jensen. Hr. Søren Pape Poulsen er ikke længere statsministerkandidat. Så hvem er det egentlig, Danmarksdemokraterne synes der skal være blå statsminister?

Ordføreren.

Jeg kan i hvert fald sige, at det ikke er mig selv. Men lad os nu lige se, hvordan tingene udvikler sig. Det kan jo være, at der pludselig en dag er en tydelig og klar statsministerkandidat – hvem ved? Men hr. Morten Dahlin har helt ret i, at jeg ikke ser, at hr. Jakob Ellemann-Jensen skulle gå hen og blive blå statsminister. Og det virker også, som om det er ret langt derfra. Så mange mandater er der trods alt ikke bag hr. Jakob Ellemann-Jensen, ikke lige nu i hvert fald.

Næste korte bemærkning er til fru Monika Rubin, Moderaterne.

Tak. Der er så mange ting, jeg gerne vil spørge om, fordi jeg har siddet og lyttet med her, bl.a. om det her med abort, for jeg synes trods alt, det er ret meget, når det er en tiendedel af de unge, som får afslag af abortsamrådet. Fru Inger Støjberg sagde, at det var 3 ud af 27 (Inger Støjberg (DD): Nej, 3 ud af 30), okay, 3 ud af 30, men det er stadig væk en tiendedel. Det, jeg gerne ville spørge ind til, var faktisk klimaet. Støtter Danmarksdemokraterne intentionen om den her 70-procentsmålsætning i 2030, og hvordan tænker I sådan rent konkret at vi skal nå det, når landbruget i hvert fald ikke skal være en del af det i forhold til en CO 2 -afgift?

Ordføreren.

Vi støtter målsætningen, men jeg vil sige, at hvis man ikke når det i 2030, men i 2032 eller 2035, så er det jo ikke sådan, at verden går under af den grund. Så lad os nu tage det, så vi alle sammen kan leve på ordentlig vis ved siden af. Hvis du tager landbruget – nu er det tilfældigvis noget, jeg ved noget om – er det jo sådan, at man i landbruget allerede i dag bruger rigtig mange kræfter på at nedbringe CO 2 -udslippet. Det gør man ved ændret fodersammensætning, det gør man ved pyrolyse, det gør man ved udtagning af lavbundsjorder og alle sådan nogle ting. Problemet for landmændene i dag har bare været, at selv om reglerne har været der til f.eks. udtagning af landbrugsjorder, har konsulenterne, som skal hjælpe dem, ikke været der, for dem har man glemt at sætte penge af til. De er der simpelt hen ikke, så man kan ikke komme ordentligt i gang. Og det er jo derfor, det er så hamrende uretfærdigt pludselig at tage et helt erhverv som gidsel og sige, at nu kommer der så en CO 2 -afgift i stedet for, når man ikke engang har givet dem en chance for at gennemføre det, som er bestemt, som de gerne vil, og som de er i gang med, men som staten hindrer dem i. Det er da helt, helt galt.

Fru Monika Rubin.

Mange tak for svaret. Det var egentlig også bare for at få en opklaring på det. Fru Inger Støjberg siger, at det er knap så vigtigt, om det bliver i 2030, men hvornår så? Altså, har fru Inger Støjberg en idé om – med de forslag, I kommer med – hvornår det så er, at vi når den 70-procentsmålsætning? Og hvornår bliver vi klimaneutrale i Danmark?

Ordføreren.

Jamen altså, det er måske lige lovlig fint lige i dag at sige, hvilket årstal vi så skal nå det i, men det er sådan på det lag. Bliver det i 2032 eller 2035? Ærlig talt, så går verden ikke under af den grund. Og det tror jeg vi alle sammen ved. Så lad os nu bruge den forskning og udvikling, der er på det her felt. Det er noget af det, som vi jo faktisk er rigtig gode til i Danmark, og noget af det, som man altid har benyttet sig af i Danmark. Lad mig så også bare lige sige, når man nu lægger den her vejafgift på lastbilerne, at der er én ladestander i hele landet. Altså, hvordan har man tænkt sig at det skal gennemføres? Det er fuldstændig urealistisk.

Næste korte bemærkning er til fru Pia Olsen Dyhr, SF.

Danmarksdemokraternes formand, fru Inger Støjberg, og jeg, deltog i en rejse med Udenrigspolitisk Nævn til Indonesien. Og jeg afslører vist ingen hemmeligheder ved at sige, at mange af de debatter, vi deltog i der, handlede om Kina og Kinas position i verden. Man må sige, at Kina ekspanderer og også har nogle meget, meget stærke geopolitiske interesser, ikke mindst i området omkring Indonesien. Vi fik jo meget ud af den her tur, og jeg har så set, at regeringen har fremlagt den her nye udenrigspolitiske strategi, hvor man gerne vil lave en eller anden form for partnerskab med Kina, et strategisk partnerskab. Og så sent som den 18. februar sagde vores udenrigsminister, at der er en god dialog med Kina om at forny den strategiske partnerskabsaftale. Jeg vil derfor gerne spørge Danmarksdemokraternes formand, om den her bekymring, jeg har i forhold til det, er en bekymring, ordføreren deler.

Ordføreren.

Først og fremmest vil jeg sige, at ja, vi fik rigtig meget ud af den rejse, vi havde til Indonesien, og jeg deler fuldstændig fru Pia Olsen Dyhrs bekymring på det her felt. Jeg må altså også sige, at i en tid, hvor man beder os alle sammen om at slette kinesiske apps, og hvor der i det hele taget er en stor debat om Kinas indflydelse og om, hvor påpasselige vi skal være med netop samarbejdet med Kina, så kommer det noget bag på mig, at hr. Lars Løkke Rasmussen som udenrigsminister nu kommer med en strategi som den her. Vi har jo i hvert fald i de seneste år netop haft, kan man sige, en sund skepsis over for Kina, så man kan måske i virkeligheden sige det sådan, at udenrigsministerens evne til ligesom at fastholde en kurs over for Kina vel lidt svarer til pandaernes evne til at formere sig i zoologisk have.

Fru Pia Olsen Dyhr, SF.

Jeg tror, Kina er nævnt 22 gange i den udenrigspolitiske strategi, men uden at der siges noget omkring de udfordringer, der er med samarbejdet med Kina. Der er slet ikke nogen alvor og problemstillinger omkring de udfordringer. Jeg har noteret mig, at Venstres tidligere formand hr. Anders Fogh Rasmussen jo har været ude og advare mere kritisk i forhold til samarbejdet med Kina, og også hvad danske virksomheder i den forbindelse skal indgå i. Og derfor tænker jeg, at vi jo godt ved, hvad der skete med Rusland og den der naive tilgang til Rusland. Jeg ønsker ikke, vi skal gentage det i forhold til Kina. Kunne vores to partier, måske sammen med en masse andre partier – jeg har også set Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt være meget aktiv – gå sammen om at presse regeringen til faktisk at have en drøftelse om den udenrigspolitiske strategi, før man bare lukker den ned i en skuffe og siger, at det er den, man kører efter? Vil ordføreren være villig til det?

Ordføreren.

Det vil jeg meget gerne, og jeg synes, det ville være helt på sin plads, og jeg synes netop også om, at det kunne være så bredt i Folketinget, altså at man kunne gå sammen om det. Det vil vi i den grad stille os åbne over for. Og jeg har selvfølgelig også noteret mig, at hr. Anders Fogh Rasmussen ser noget anderledes på det her. Og der må jeg bare sige, at vi i Danmarksdemokraterne fuldstændig deler linje med hr. Anders Fogh Rasmussen, netop i en fastholden af vores egne værdier. De er ikke til salg, og det er de heller ikke over for Kina.

Næste korte bemærkning er til hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance.

Tak, og tak for en skarpsindig tale med masser af bid i. Sådan noget kan jeg godt lide. Men det, jeg vil spørge ind til, er Danmarksdemokraternes forslag til at skaffe flere hænder på det danske arbejdsmarked og dermed bidrage til, at vi har nok mennesker til at løse opgaver både offentligt og privat. Der har jo fra tid til anden været sådan lidt kritik af fru Inger Støjberg af, at man har et parti, men ikke et partiprogram, og at der mangler politik på hylderne. Derfor ville jeg høre, hvad partiet egentlig har af forslag til at øge arbejdsudbuddet så at sige.

Ordføreren.

Man kunne jo med fordel måske have læst vores finanslovsudspil, for der ville man støde på en hel række forslag til reformer, som vi rent faktisk synes ville være relevante at gå i gang med. Det er bl.a. en skattereform, der sænker skatten på de laveste indkomster, så det bedre kan betale sig at arbejde, og det er en reform, der gør, at ikkevestlige indvandrere i højere grad kan komme ud på arbejdsmarkedet, nemlig en ydelsesreform. Vi vil gerne kigge på beskæftigelsesindsatsen, og det fornemmer jeg man bredt vil i Folketinget, så vi får noget af det bureaukrati væk, som der jo ligger i jobcentrene i dag, og så man som ledig hurtigere kan komme i arbejde. Vi kunne også rigtig godt tænke os at kigge på en reform af erhvervsstøtteordninger, hvilket jeg også tror vi kunne være enige om at få kigget på. Så der er en lang række reformer, vi gerne vil være med til at kigge på nu og her, og jeg forstår jo også, at der er en hel alliance omkring reformer nu.

Hr. Alex Vanopslagh.

Det er jo populært med de alliancer, ligesom det er populært med Liberal Alliance. Men lad det ligge. Et område, som ordføreren ikke nævnte, men som jeg er lidt nysgerrig efter at høre hvor Danmarksdemokraterne står i forhold til, er i forhold til udenlandsk arbejdskraft. Inden folketingsvalget havde jeg den klare fornemmelse, at fru Inger Støjberg gik ind for at sænke beløbsgrænsen og gøre det nemmere at hente udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Er det stadig væk partiets holdning den dag i dag?

Ordføreren.

Vi er på ingen måder bange for udenlandsk arbejdskraft. Så længe man er her på helt almindelige arbejds- og lønvilkår, er man sådan set velkommen til at komme her og arbejde. Men lige så klart er det jo, at vi skal være meget skarpe på, at man, den dag, hvor man så ikke længere har et arbejde, selvfølgelig skal forlade landet. Det er ikke et socialkontor, vi driver. Vi driver et land, hvor man skal arbejde, og hvor man skal tjene sine egne penge, og det skal man i høj grad, hvis man kommer udefra.

Næste korte bemærkning er til hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak for en god tale med mange synspunkter. Jeg bemærkede noget om det med at tage patent på, at man meget gerne vil have en advokatundersøgelse af hele minkforløbet i forhold til Mette Frederiksens ageren der. Det er jeg ikke helt sikker på at Danmarksdemokraterne er alene om. Det krav har vi bestemt også haft. Men bortset fra det vil jeg sige, at både fru Inger Støjberg og jeg er valgt i Nordjylland, og det er vi jo glade for. Vi har nogle af de samme problemer, som vi har i resten af landet, nemlig at der er stor mangel på arbejdskraft. Det betyder bl.a., at ældre, som har behov for pleje, bliver lagt tidligt i seng om aftenen, fordi der simpelt hen ikke er personale nok til, at man kan fylde vagterne ud. På samme måde er der også mange af dem, som bliver taget sent op om morgenen, så de simpelt hen ligger længe og sådan noget. Det er ganske uhensigtsmæssigt. Derfor handler det om, at vi prøver at have så meget arbejdskraft på arbejdsmarkedet som overhovedet muligt, for de private virksomheder mangler jo også arbejdskraft. Men jeg har bemærket, at Danmarksdemokraterne holder fast i Arnepensionen. Jeg synes jo bare et eller andet sted, at det er lidt uhensigtsmæssigt, at man sender folk tidligt på pension, selv om de ikke fejler noget. Har Danmarksdemokraterne det med som ultimativt krav, hvis der skulle vise sig at være 90 mandater efter et valg?

Tak. Statsministeren tiltales i titelform og ikke ved navn. Så er det ordføreren.

Tak. Det er rigtigt, at allerede ved præsentationen af partiet nævnte jeg, at Arnepensionen var noget af det, vi tog til os. Det er ikke en idé, der er vokset i min have, men når vi har at gøre med pensionsområdet, og hvornår man kan trække sig tilbage, synes jeg, det er afgørende, at det ikke er noget, der bliver ændret hele tiden. Det, der er ved Arnepensionen, er, at det er en lav ydelse. Så det er også noget, man selv har valgt og virkelig prioriteret. Så hvis man er kommet meget tidligt ud på arbejdsmarkedet, har jeg det sådan set o.k. med, at man så også trækker sig tilbage tidligere, især når ydelsen er så lav, som den er på Arnepensionen. Det ændrer jo ikke på, at vi godt vil være med til at kigge på, om man kan få skruet pensionsområdet bedre sammen. Forudsætningen er bare, at man skal kunne trække sig tilbage i det øjeblik, hvor man er nedslidt. Det må være sådan helt essentielt.

Hr. Per Larsen.

Tak. Det er jo der, hvor vi har seniorpensionen, som er et udmærket redskab i forhold til dem, der er nedslidt. Det er jo netop ikke noget krav i forhold til Arnepensionen. Jeg har det bare sådan personligt, for der går ikke ret lang tid, før jeg sådan set kan være berettiget til Arnepension, at det synes jeg sådan set er ganske urimeligt, for jeg fejler ikke noget. Men hvilke andre håndtag er det så, at Danmarksdemokraterne vil skrue på for at øge arbejdsudbuddet? For vi har jo stadig væk problemet med mangel på arbejdskraft både i det offentlige og på det private arbejdsmarked.

Ordføreren.

Jeg er meget, meget glad for, at hr. Per Larsen ikke vil trække sig tilbage nu. Jeg ville da komme til at savne hr. Per Larsen som medkandidat oppe i det nordjyske og også her i Folketinget, hvis vi skulle være heldige at blive valgt begge to. Som jeg nævnte før til hr. Alex Vanopslagh, kunne vi godt tænke os at kigge på en skattereform, der sænker skatten på de laveste indkomster, så det bedre kan betale sig at arbejde. Vi vil rigtig gerne kigge på en ydelsesreform, der gør, at vi sænker ydelserne for ikkevestlige indvandrere, og en beskæftigelsesindsatsreform, hvor man får kigget på noget af det bureaukrati, der er. Det er bare for at nævne nogle af dem.

Næste korte bemærkning er til fru Victoria Velasquez, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg synes, det er meget alvorligt, at regeringen spiller lønmodtagere ud mod hinanden, nemlig dem, som er syge og nedslidte, og de lønmodtagere, som har haft et rigtig langt arbejdsliv. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad Danmarksdemokraterne mener pensionsalderen skal være, og hvad Danmarksdemokraterne mener om, at regeringen på den måde spiller lønmodtagere ud mod hinanden og gør det til et enten-eller ved, at de nu foreslår at tage seniorpensionen og seniorjobbene.

Ordføreren.

Altså, jeg har meget dårlig erfaring med ligesom at være overdommer i forhold til regeringen, men jeg kan sige, hvad vi selv vil. Det velfærdsforlig, der blev lavet i sin tid, er jo altså det, der finansierer vores velfærdssamfund fremadrettet, og derfor er det også vigtigt, at pensionsalderen stiger i forhold til levealderen. Det er jo klart, at vi ikke kan arbejde til, at vi er 90 eller 100 år, så der er jo altså også en top på et tidspunkt – det er klart. Men når det er sagt, synes jeg, at det helt afgørende jo er, hvis vi kigger på pensionsområdet sådan helt generelt, at hvis man er nedslidt, skal man ikke være på arbejdsmarkedet længere. Det er klart. I forhold til at vi så f.eks. har en Arnepension, som vi også diskuterede lige før, med så lav en ydelse, som der er der, så kan man sige, at det jo vitterlig er noget, man selv har valgt og prioriteret, for så lav er ydelsen; så det er en prioritering, man selv har valgt. Det er jo derfor, at vi også har sagt, at vi synes, at Arnepensionen skal forblive.

Fru Victoria Velasquez.

Ja, nogle kan arbejde i længere tid, men vi kan jo også tydeligt se, at mange ikke kan blive ved med at arbejde til, de er oppe i 60'erne og oppe i 70'erne, og jeg synes, det er uretfærdigt, at det skal være de mennesker, der skal betale for, at vi investerer i velfærden. Et andet sted, hvor vi kan se, at uligheden slår igennem i pensionsårene, er i forhold til uligeløn, og der kunne jeg godt tænke mig at høre, hvad ordføreren mener om, at regeringen vil give et lønløft ved at skære på kommunerne – det har vi lige set med økonomiaftalerne – og at regeringen dermed siger til sosu'en, sygeplejersken, pædagogen og de andre: Du kan godt få mere i løn, men du kommer til at miste en kollega.

Fru Inger Støjberg.

Jeg vil bare helt generelt sige, at jeg kommer ikke til at forsvare noget fra regeringen i dag – og nok heller ikke i fremtiden. Med den regering, vi har nu, kommer vi forhåbentlig selv i regering på et tidspunkt, og så vil jeg gerne forsvare regeringens politik. Men når det er sagt, tror jeg da, at der her i valgkampen faktisk var mange, der fornemmede, at det lige præcis var dem, der skulle have et lønløft. Og jeg hørte ikke sådan lige under valgkampen, når statsministeren sagde, at der var mere i løn til mange, hvem det var, for man kunne ikke lige definere det. Men jeg hørte ikke, at man sagde, at samtidig med det skærer vi lige ned andre steder eller sådan noget. Det var et reelt lønløft, man gik ud og lovede. Så derfor kan man sige, at nogle af de ting, der sker nu, jo er lidt på falske forudsætninger.

Næste korte bemærkning er til hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Tak. Jeg tror, de fleste er klar over, hvor Danmarksdemokraterne og Radikale Venstre kigger lidt forskelligt på tingene. Men et område, som jeg faktisk synes er lidt uoplyst i vores indbyrdes relationer, er det, man kunne kalde for hele velfærdsområdet. Nu har jeg jo spurgt nogle af de andre partier, hvordan de gerne vil prioritere det meget store ekstra råderum, vi har fået, og hvor vi er optaget af, at vi også får investeret lidt ind i fremtiden i børn og unge. Jeg er lidt nysgerrig på at høre, hvordan Danmarksdemokraterne og fru Inger Støjberg tænker det – især fordi vi ved, at nogle af de steder, hvor børn og unge måske trives mindst og måske også får stillet færrest ressourcer til rådighed i form af daginstitutioner, skoler og personale, faktisk er i nogle af de områder, hvor der er mere tyndt befolket end i Danmarks byer, hvilket jeg ved ligger fru Inger Støjberg meget på sinde. Derfor er der for os en eller anden kobling imellem at prøve at tænke ud over de større byer i Danmark og så også kunne tænke på børn og unge – herunder erhvervsskolerne i øvrigt – som befinder sig uden for de store byer.

Ordføreren.

Hvis vi – ud over forsvaret, og det tænker jeg ligesom er en sag for sig – skal kigge på velfærdsområdet og også uddannelsesområdet, tror jeg overraskende nok, det fornemmer jeg ud fra nogle af de samtaler, vi faktisk har haft, at der er en fælles erkendelse af, at der er nogle skævheder i Danmark, der gør, at det f.eks. er svært at tage en uddannelse, hvis man bor væk fra nogle af de store byer. Der kan man sige, at ondt jo bare er blevet værre, siden SVM-regeringen er kommet til og har aflyst de her udflytninger af velfærdsuddannelser. Så det er helt klart, at det, at der er uddannelser i hele landet, er en topprioritet for os, for det er med til både at skabe liv, men også skabe vækst og udvikling, og at man i høj grad også kan tiltrække den arbejdskraft, som der er så stort behov for i Produktionsdanmark. Man kan jo rent faktisk se det de steder, hvor der f.eks. ligger et lærerseminarium, og hvor der er gode erhvervsskoler og sådan noget, at der jo er en del af de unge, der selvfølgelig bliver der.

Hr. Martin Lidegaard.

Det her er starten på en interessant samtale. For vi synes nok ikke, det er en god idé at lukke velfærdsuddannelser eller uddannelsespladser i byerne for at flytte dem ud. Det tror vi er svært. Men til gengæld vil vi gerne tilføre langt flere midler til velfærdsuddannelser, som så bliver relativt dyrere pr. uddannelsesplads derude. Vi synes også, det er vigtigt; vi vil bare nødig have, at det sker på bekostning af det samlede antal uddannelsespladser. Det kræver så også – nu har jeg brugt de her 100 kr. som eksempel – at vi bruger nogle flere penge, end vi har været vant til, på at investere i børn og uddannelse, også uden for de større byer.

Ordføreren.

Ja, det kan godt være, det er svært, men det kan godt lade sig gøre. Hvis man nu f.eks. kigger på bioanalytikeruddannelsen, laborantuddannelsen i gamle dage, er den flyttet til Hjørring. Der er et større optag nu, end der var tidligere, men det er selvfølgelig, fordi man i Hjørring også har lavet en campus; man har i den grad sikret, at der er et uddannelsesmiljø, for det følger jo selvfølgelig med, at der også skal være et uddannelsesmiljø og et spændende ungdomsmiljø at leve i. Så på den måde kan man godt gøre det, hvis man flytter flere velfærdsuddannelser ud. Og så mener jeg i øvrigt godt, at der også kan ligge enkelte velfærdsuddannelser i nogle lidt mindre byer, hvor der ikke behøver at være en campus. Vi kan komme ind på senere, hvad det kunne være.

Næste korte bemærkning er til fru Maria Durhuus, Socialdemokratiet.

Tak. Fru Inger Støjberg annoncerer i sin tale mange ting, som bl.a. Venstre har gjort og regeringen har gjort og andre partier har gjort. Jeg hørte før valget, at Danmarksdemokraternes principprogram ville blive præsenteret lige efter valget. Derfor er jeg lidt nysgerrig på, om det er kommet, eller om det er på vej. For jeg har rigtig svært ved, når jeg hører ordføreren tale, helt at få greb om, hvad det er, Danmarksdemokraterne så vil bidrage med.

Ordføreren.

Det er egentlig utroligt, at det er svært at få greb om, i og med at Socialdemokratiet i høj grad har defineret sig op imod Danmarksdemokraterne ret længe, synes jeg. Så på den måde må der da være noget, som sidder fast. Når det er sagt, er det rigtigt nok, at vi arbejder på et principprogram. Nu ved jeg ikke, hvor mange principprogrammer spørgeren sådan har læst igennem fra andre partier, men det kan spørgeren selvfølgelig prøve at svare på. Hvor mange principprogrammer har spørgeren sådan egentlig læst igennem fra andre partier? Vi skal nok komme med vores, det er ikke det. Men har spørgeren læst Nye Borgerliges principprogram? Har spørgeren læst Venstres og Konservatives principprogram?

Spørgeren.

Nu lyder det nok lidt nørdet, når jeg vil sige: Ja, det har jeg. Jeg har dog ventet på Danmarksdemokraternes, eftersom det også var en meget særlig valgkamp at være i med kandidater, der jo ikke vidste, hvad politikken var. Derfor efterlyste jeg det bare, i forhold til om principprogrammet var kommet. Men som mit opfølgende spørgsmål vil jeg egentlig gerne spørge fru Inger Støjberg til den her reformalliance, som Danmarksdemokraterne jo så også er gået ind i. Jeg hørte, at Danmarksdemokraterne og ordføreren sagde, at Arnepensionen havde Danmarksdemokraterne ikke noget problem med. Mit spørgsmål er bare: Kan Arnepensionen smutte i samarbejdets ånd?

Så er det ordføreren.

Altså, de her spørgsmål virker som sådan lidt forproducerede, men jeg har jo allerede ved partiets præsentation sagt, at Arnepensionen ikke er noget, der er groet i min have; men omvendt er det også vigtigt, at der ikke hele tiden bliver ændret på tilbagetrækningsordninger, og at der er sådan en rimelig klarhed om, hvornår man kan trække sig tilbage.

Næste korte bemærkning er til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Jeg kan forsikre fru Inger Støjberg om, at det her overhovedet ikke er forproduceret, for der er masser af inspiration i det, fru Inger Støjberg siger, til at stille spørgsmål; især det her med, hvad man gør før og efter et valg, synes jeg var spændende. Vi var jo nogle, som meget helhjertet forsvarede fru Inger Støjbergs handlen som minister, da hun konsekvent sørgede for, at alle mindreårige piger blev adskilt fra deres ældre ægtemænd, når de kom hertil. Vi brugte en hel del kapital på sådan set at forsvare fru Inger Støjberg, der jo så endte med at ryge et par måneder i fængsel. Efterfølgende havde vi så nok en forventning om, at fru Inger Støjberg stadig væk ville støtte den praksis, som vi andre støttede at fru Inger Støjberg havde, altså det her med, at alle asylpar, der kommer til Danmark, hvor den ene er mindreårig, skal adskilles. Men forleden dag, da vi så i Dansk Folkeparti havde fremsat det forslag, noterede jeg mig bare, at fru Inger Støjberg, eller i hvert fald nogle af dem, hun havde sendt herned, for hun var her vist ikke, erklærede sig imod det forslag. Altså, den praksis, som fru Inger Støjberg førte som integrationsminister i forhold til piger og asylpar osv., ville vi gerne opløfte til lov, sådan at en ny integrationsminister ikke skal et par måneder i fængsel. Men så stemmer fru Inger Støjberg imod. Hvordan hænger det sammen?

Ordføreren.

Det hænger sådan sammen, hr. Morten Messerschmidt, at den praksis, som jeg førte i sin tid, stort set er den, der er blevet indført ved lov i Folketinget siden hen. Det stemte Dansk Folkeparti i øvrigt også selv for. Jeg tror, det var 83 eller 86 pct. af Folketinget, der stemte for i sin tid. Og det betyder jo nemlig, at alle bliver skilt ad. Men hvis der nu f.eks. kommer et ukrainsk par, hvor hun er 17 år og han er 18 år, så sker der dog en individuel vurdering. Og, hr. Morten Messerschmidt, jeg har intet imod, at man så får lov til at bo sammen. Men jeg har meget imod, at man skal bo sammen, hvis det er en 32-årig og en 16-årig eller en 17-årig – så har jeg meget imod det. Og så bliver man netop adskilt. Så det er jo altså et falsum, når Dansk Folkeparti ligesom har forsøgt at sige – det har jeg godt set – at nu bliver der slækket. Det gør der ganske enkelt ikke; det der er et falsum.

Hr. Morten Messerschmidt.

Fru Inger Støjberg blev dømt ved Rigsretten for ikke at foretage en individuel vurdering, hvilket dermed betød, at alle par, hvor pigen var mindreårig, skulle skilles ad. Og den praksis er jo så ulovlig – det er jo det, Rigsretten har taget stilling til. Så fremsætter Dansk Folkeparti det forslag, at den praksis, som fru Inger Støjberg ulovligt administrerede efter, skal lovliggøres, for vi vil gerne forhindre, at fru Inger Støjberg skal bruge mere tid i fængsel. Men så stemmer fru Inger Støjbergs parti imod, og det er det, vi ikke forstår.

Ordføreren.

Jeg må ærlig talt sige, at jeg tror, at jeg nærmest er målløs over, at hr. Morten Messerschmidt i dag insinuerer, at jeg ikke skulle beskytte de her piger. Jeg har betalt 2 måneder af mit liv i fængsel. Jeg har mistet alt. Jeg blev smidt ud af Folketinget. Jeg mistede alt, hr. Morten Messerschmidt. Hvad har hr. Morten Messerschmidt egentlig givet i forhold til de her piger? Intet. Man bakkede op i sin tid, og det takker jeg meget for at man gjorde. Det gjorde man, og det skal man have. Men hvad er det, hr. Morten Messerschmidt præcis har givet af sit liv for at beskytte de her piger? Jeg kan sige, at jeg intet har fortrudt i forhold til beskyttelsen af barnebrudene. Og jeg er glad for det indgreb, jeg foretog i sin tid.

Næste korte bemærkning er til fru Franciska Rosenkilde, Alternativet.

Tak. Det er et lidt andet emne. I Alternativet har vi noteret os, at Danmarksdemokraterne ligesom os er optaget af det nye styresignal fra skattemyndighederne i forhold til at omkategorisere en del landejendomme til ejerboliger, hvilket jo har store konsekvenser for rigtig mange småskalalandbrug ude i landet. Det synes vi er en skam, fordi de her småskalalandbrug i høj grad har en lokal forankring i landområderne, har en alsidig produktion med planter, æg, høns, dyr, som er både klima- og miljøvenlig, og ikke mindst også har en stor social forankring, som også øger beskæftigelse i landområdet. Måske er der en lille gårdbutik eller måske en skolehave til den lokale skole. Så i Alternativet er vi rigtig optaget af at høre, hvad fru Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne mener om det her nye styresignal fra skattemyndighederne, og eventuelt deres holdning om at trække det tilbage. Tak.

Ordføreren.

Vi er i hvert fald meget glade for, at omkategoriseringen er blevet ændret igen, og at man ligesom har fået grebet hold i det. For jeg er fuldstændig enig med fru Franciska Rosenkilde i, at det her var så skadeligt for landområderne. Det var så skadeligt for de mange, der netop har en drøm om at bo på landet, og det at skabe liv på landet og det at skabe et Danmark i balance. Og jeg må så også bare være ærlig og sige, at jeg faktisk tror, at der er rigtig mange, der også vil have godt af at bo på landet. Det er noget andet. Men så skal betingelserne også være der for det. Og det er klart, at når man lægger så høj beskatning på husene, at det ikke kan lade sig gøre, ødelægger man jo alt for livet på landet. Så derfor er vi meget glade for, at man trods alt har fået trukket det tilbage nu. Men det er noget, som vi vil være meget, meget opmærksomme på.

Spørgeren.

Det er jeg rigtig glad for at høre, men jeg ved nu ikke helt, om jeg er enig i, at man har trukket det nok tilbage, for der er stadig rigtig mange af de her forskellige former for landbrugsbedrifter af mindre grad, som er udsat her. Så vil jeg spørge ordføreren, om hun kunne være med på at lave sådan en kategorisering, hvor man faktisk rammer de her landbrug ind på tværs af fødevare-, landbrug- og skattelovgivning, så man ikke kun ser de store almindelige bedrifter med mange tusind svin som landbrug, men at man faktisk også laver en kategori, hvor man beskytter de her små og mellemstore landbrug, som har en mere alsidig og faktisk også klimavenlig produktion. Tak.

Ordføreren.

For at være helt ærlig ligger det der med lige at stå og lave en skatteaftale med Alternativet mig nok lidt fjernt, tror jeg, også her i dag. Men jeg kan i hvert fald høre – og det er så den positive del – at vi har en fælles interesse i at skabe liv på landet og skabe et Danmark i balance. Så kan det godt være, at vi ser lidt forskelligt på, hvad det er, der skal til for det, og det kan også godt være, at vi ser lidt forskelligt på, hvordan man skal drive landbrug og sådan nogle ting. Men balancen i landet er faktisk rigtig vigtig for at få et Danmark, der netop hænger sammen, og et Danmark, hvor det er værd at bo i alle egne af landet med den forskellighed, der så er.

Den næste korte bemærkning er til hr. Benny Engelbrecht, Socialdemokratiet.

Tak. I sit svar til fru Monika Rubin tidligere siger fru Inger Støjberg, at verden ikke går under, hvis ikke lige vi når det der klimamål i 2030. Det synes jeg lidt er en laissez faire-tilgang at have til tingene, i betragtning af at vi har en generation af unge, der står derude og siger, at det godt kan være, verden ikke går under, men det er ikke sikkert, menneskeheden overlever, hvis ikke vi får løst den problemstilling, der er med klima. Så hvor er det egentlig helt præcis Danmarksdemokraterne står i forhold til klimapolitikken? Man er ikke en del af klimaloven og dermed 70-procentsmålsætningen, så kunne fru Inger Støjberg ikke lige løfte sløret for, om man har en konkret politik på det her område, eller om man virkelig har et så laissez faire-forhold til verdens fremtid?

Ordføreren.

Det der med, om verden går under, er svært, for hvis den nu gør det, har vi jo ikke nogen, der kan bevidne det. Det er selvfølgelig rigtigt. Men når det er sagt, mener jeg det rent faktisk. Hvis ikke vi når 70-procentsmålsætningen, som vi i øvrigt bakker op om, i 2030, men når det i 2032 eller 2035, går det nok endda. Det, der er det helt afgørende for os, er, at man stadig skal kunne både leve og bo og forske og producere i Danmark, og det mener vi rent faktisk godt man kan, også sideløbende med at man så implementerer og når målene, om ikke i 2030, så i 2032 eller 2035, eller hvornår det nu bliver. Og man kan jo se det på landbruget, for der bliver forsket, der bliver udviklet, og man flytter sig med lynets hast. Men noget af det, der netop gør, at man ikke kan flytte sig nok, er f.eks. sådan noget med, at man ikke kan komme i gang med at udtage sine lavbundsjorde, fordi konsulenterne ikke er der, fordi der ikke er blevet afsat penge til det, og fordi de dermed ikke kan komme og hjælpe landbruget videre. Det er sådan nogle ting, man i al fairness over for et erhverv bliver nødt til at vente på.

Hr. Benny Engelbrecht.

I sit svar til fru Monika Rubin nævner fru Inger Støjberg også lidt latterliggørende, at der kun er én ladestation til lastbiler i Danmark, og det er Uno-X' station i Nyborg, men er fru Inger Støjberg bekendt med, at Drivkraft Danmarks medlemmer har tilkendegivet, at de er indstillet på, at på alle truckstationer i hele Danmark, som de betjener, vil der være både adgang til elektricitet, til brint og til power-to-x, når det behov er der? Og for bare lige at sætte det i relief er det 129 stationer i Jylland, det er 20 på Fyn, og det er 85 på Sjælland og øerne.

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig klar over, at man skal til at udrulle det her, men problemet er jo, at det skal udrulles, førend man med al rimelighed kan sige til et erhverv, at de skal til at køre på el og brint i fremtiden. Det nytter jo ikke noget, at man indfører regler, som man ikke kan opfylde. Ærlig talt, vi kan jo læse det i lovforslaget, hvor der står, at hver tiende lastbil kommer til at holde i en garage fra nu af! Det er der da ikke nogen af os der kan have en interesse i.

Den næste korte bemærkning er til hr. Torsten Schack Pedersen, Venstre.

Tak for det. For ca. 7 måneder siden pegede fru Inger Støjberg på sig selv i forbindelse med regeringsdannelsen, og jeg vil gerne høre, om fru Inger Støjberg nu her 7 måneder senere stadig mener, at hun er det bedste bud på en blå statsminister i Danmark.

Ordføreren.

Jeg har på intet tidspunkt peget på mig selv som statsminister.

Spørgeren.

Inger Støjberg pegede på sig selv som kongelig undersøger. Der er rimelig ofte en stor sammenhæng mellem, hvem der bliver kongelig undersøger, og hvem der så efterfølgende bliver statsminister. Men det er nu 7 måneder senere, og Inger Støjberg taler meget om 90 blå mandater. Men hvem er det, der skal være den blå statsminister? Og kunne fru Inger Støjberg så tage modet og træde frem på scenen og sige: Der skal et alternativ til, jeg melder mig på banen som det blå Danmarks statsministerkandidat? Eller hvem skal det være?

Ordføreren.

Nej, jeg kan sige, at sådan bliver det ikke. Jeg er ikke kandidat til noget, hverken internationalt eller nationalt. Når det er sagt, er det jo altså simpelt hen også bare en superunderlig logik, Venstre nu er rejst i byen med. For det er, som om man, hvis man ikke har et flertal, så lige så godt kan kapitulere og slå sig sammen med Socialdemokraterne. Man har solgt hele butikken for så at få lov til at gå og sætte varer på hylderne – vel at mærke nogle varer, som ingen af jer vil have. Jeg har f.eks. aldrig hørt om nogen, der har efterspurgt, at store bededag skulle afskaffes. Man sætter varer på hylderne i en butik, man bare har solgt. Altså, så kæmp dog med os blå i stedet for; det er da den rette vej. Jeg troede da også, at hr. Torsten Schack Pedersen var blå sådan helt ind i det inderste.

Jeg er ked af at måtte afbryde! Hr. Anders Kronborg fra Socialdemokratiet.

Jeg blev faktisk også enormt glad, da jeg hørte fru Inger Støjbergs tale, ikke mindst i forhold til replikkerne omkring dansk landbrug, som jeg jo er fuldstændig enig i; det ved fru Inger Støjberg enormt meget om, og jeg har selv personligt arbejdet meget med det. Jeg har bemærket, at man i Danmarksdemokraterne, også de gode kollegaer, jeg har arbejdet sammen med fra Danmarksdemokraterne, er lidt i gang med at se på, om man kan komme med i nogle forlig og nogle aftaler osv. Og der kunne jeg godt tænke mig at spørge fru Inger Støjberg: Hvis nu der bød sig en mulighed i forhold til den der meget brede landbrugsaftale, som vi har indgået herinde i Folketinget, fra Nye Borgerlige hen over midten og helt ud til Enhedslisten, var det en invitation, som fru Inger Støjberg ville tage imod?

Ordføreren.

Vi indgår i de aftaler, som vi kan se os selv i, og vi kommer ikke til at kunne se os selv i en CO 2 -afgift på landbruget. Det sagde vi før valget, og det står vi selvfølgelig fast på. Men hr. Anders Kronborg har fuldstændig ret i, at vi meget gerne vil stille os til rådighed i forhold til aftaler. Det kan man i øvrigt også se i vores historik, om end den er lidt kort – det vedgår jeg. Men vi er jo både med i aftalen om vinterhjælp, som er fra før valget, inflationshjælpen, SSA-aftalen, uddannelsesparathedsaftalen, hvor man afskaffede det, aftalen om arbejdsmiljø og Ukrainefonden – bare for lige sådan at nævne dem i flæng. Nu skal vi jo i gang med forsvarsforligsforhandlingerne, og der kan jeg bestemt også godt se Danmarksdemokraterne, for vi er et borgerligt parti, og jeg ser os helt bestemt også som en del af et kommende forsvarsforlig.

Spørgeren.

Jeg vil gerne lige blive ved landbruget, for der er jo rigtig mange arbejdspladser, også ovre i det jyske, hvor både fru Inger Støjberg og jeg selv er valgt. Noget af det, jeg synes er det geniale i forhold til den brede landbrugsaftale, som vi har indgået i fællesskab, er jo netop, at vi har aftalt bindende mål med hinanden. Det vil sige, at hvis vi ikke kommer i mål med de teknologiske løsninger, skal vi søge nye veje. Og det, jeg lidt forstår på fru Inger Støjberg, er, at fru Inger Støjberg gerne vil kapitulere i forhold til de bindende mål, hvor man siger, at det er lidt ligegyldigt, om vi når det i 2030, i 2032, i 2035 eller i 2040. Men vil fru Inger Støjberg ikke anerkende, at det med at lave bindende aftaler med hinanden om at nå nogle mål faktisk er progressivt i forhold til den grønne omstilling?

Ordføreren.

Altså, nu har jeg godt nok ikke nævnt 2040, men det er rigtigt nok, at jeg har nævnt 2032 og 2035 – det er helt rigtigt; det har jeg. Men det, der er det afgørende, er jo, at vi stadig væk skal have et landbrug. Det er jo ikke sådan, at vi holder op med hverken at spise kød eller drikke mælk. Så man kan ikke bare afvikle landbruget. Jo, det kan man godt i Danmark, men så vil det bare blive produceret et andet sted. Og tror hr. Anders Kronborg, at det bliver bedre af det i forhold til klimaet og miljøet? Nej, det kan jeg godt røbe at det ikke gør, tværtimod. Vi har et meget, meget progressivt dansk landbrug, som udvikler sig, som forsker, og som bruger enormt mange ressourcer på netop at komme til at opfylde de her mål. Det er bare det, jeg advarer imod at man går ind og ødelægger.

For at holde tidsplanen er vi nu nået til den sidste korte bemærkning til fru Inger Støjberg, og den kommer fra fru Signe Munk, SF.

Tak for det, og tak til fru Inger Støjberg for talen og for bemærkningerne, der, må jeg jo nok sige, kan få de fleste til at grine – både dem om, hvad der står af varer i de politiske butikker, og dem om pandaers parringsevner. De fik mig til at trække på smilebåndet. Men det, jeg gerne vil spørge fru Inger Støjberg om, er en lidt mere alvorlig sag. Det er sådan, at når man ser på seniorpensionen, så bliver den mestendels tildelt i de kommuner, vi kalder yderkommunerne, eller i mangel af bedre landdistriktskommunerne. Det er en ret stor bekymring hos SF, at vi har en regering, der går så målrettet efter at forringe seniorpensionen, forringe nedslidte danskeres mulighed for at komme tidligere på pension end folkepensionen. Derfor vil jeg høre, om det er en bekymring, fru Inger Støjberg deler.

Ordføreren.

Jeg kan i hvert fald sige det sådan, at hvis man er nedslidt, så skal man jo ikke være på arbejdsmarkedet. Jeg hører i øvrigt heller ikke nogen partier i Folketinget sige, at det skal man. Men det må ligesom være aftalen, at det skal man ikke. Så afviser jeg ikke, at man godt kan kigge på seniorpensionen, og om den kan skrues sammen på en anden måde. Det vil jeg ikke afvise, men jeg vil bare sige, at jeg synes, det er ret afgørende, at vi har mest mulig ro om pensionsområdet, for det er noget, der er helt afgørende for rigtig mange mennesker, at de ved, hvornår de kan trække sig tilbage. Det gælder måske især lige præcis nogle af de grupper, fru Signe Munk taler om nu her, altså folk, der har haft håndens arbejde, som er nedslidte, og som har haft et hårdt arbejdsliv. Men selvfølgelig kan man godt kigge på nogle af de her ting, og det vil vi også gerne være med til. Jeg har bare sagt, allerede da partiet blev stiftet, og jeg har sagt det nogle gange nu her, at vi synes, Arnepensionen skal forblive, ikke fordi det er min idé eller vores idé, men fordi det er noget, vi synes man skal skabe ro om.

Fru Signe Munk.

Jeg mener i særdeleshed, at de mennesker, som har kunnet se en mulighed for en seniorpension i horisonten, har brug for vished om, at den ikke bliver forringet, men tværtimod forbedret. I 2020 var fru Inger Støjberg medlem af Venstre og med til at sige, at man kunne få mulighed for at få tildelt seniorpension, hvis man havde en arbejdsevne, ikke på 15 timer, men på 18 timer om ugen. Jeg er lidt usikker på, hvor Inger Støjberg helt præcis står i forhold til seniorpensionen. Mener Danmarksdemokraterne fortsat, at man egentlig bør have ret til at søge om seniorpension, hvis man har en arbejdsevne på 18 timer?

Ordføreren.

Jeg tror hellere, at jeg vil sige det sådan, at jeg gerne vil være med til at kigge på både seniorpension og også andre elementer, når det kommer til pensionsområdet. Men der er bare en helt afgørende ting, og det er netop, at hvis man er nedslidt, så skal man ikke være på arbejdsmarkedet. Om arbejdsevnen så skal være på 18 timer eller 15 timer, vil jeg ikke lægge mig fast på i dag, men jeg vil gerne indgå i forhandlinger om de her ting. Og så vil jeg bare sige, at velfærdsforliget mener jeg skal bestå. Selvfølgelig kan man ikke arbejde, indtil man er 102 år, men velfærdsforliget er det, der er med til at finansiere hele vores velfærdssamfund.

Så siger vi tak til fru Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne. Næste ordfører er hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance. Velkommen.

Tænk, hvis det var en, som I elskede højt, som var endt som en af de 313 tarmkræftpatienter, der blev svigtet på det groveste af systemet på Aarhus Universitetshospital. Først får man at vide, at man har en alvorlig, dødelig kræftsygdom; derefter at der faktisk findes en god og effektiv behandling, der kan kurere sygdommen, men at ventetiderne er så lange, at man ender med at skulle nøjes med en lindrende behandling. Det er svært at finde tilpas store ord til at beskrive, hvor stort et svigt det er, som vores ellers meget højt besungne velfærdssystem har udsat de her borgere for. Det betyder helt konkret, at der er nogle af dem, der nu skal dø, fordi deres kræft nu er uhelbredelig – det var den ikke til at starte med. Herunder er der en 43-årig kvinde, som er mor til to børn, og som på baggrund af sundhedsvæsenets ihærdige kamp for, at hun ikke skulle sendes til udlandet og blive behandlet, hvad hun ellers lovmæssigt har ret til, nu må vinke farvel til tilværelsen. Altså, hvordan i alverden kunne det gå så galt? Jeg genhørte forleden en øjenvidneberetning om hele den her skandale, nemlig fra overlæge Peter Nerstrøm, som var med i podcasten – og det er både et dansk og et engelsk ord – »Genstart«, hvor han fortalte om sine egne frustrationer og sin kollegas frustrationer over de her stigende ventelister, både fordi de selvfølgelig var frustrerede over, at det blev sværere at behandle sygdomme, men også, fordi, og nu citerer jeg, hvad overlægen sagde: »Vi var bevidste om, hvilke rettigheder patienterne havde, og vi var dybt frustrerede over, at vi ikke kunne leve op til de rettigheder.« Nerstrøm og hans kollega bragte det igen og igen op over for afdelingsledelsen, og det, de fik retur fra ledelsen, var en tjekliste, hvor de bl.a. skulle krydse af, om patienterne accepterede den øgede ventetid, samt om de var indforstået med de risici, den øgede ventetid medførte. Altså var ledelsen på Aarhus Universitetshospital mere optaget af at skubbe deres ansvar over på patienterne frem for at give dem den behandling, de har ret til. Nerstrøm taler i »Genstart« om konsekvenserne ved de lange ventetider, og han beskriver her mødet med en ung patient, og jeg citerer igen: Jeg måtte gå den tunge gang og meddele, at sygdommen desværre var for udbredt. Han var lige startet på livet. Han skulle til at giftes og have børn. Det var en utrolig ulykkelig situation. Han blev meget vred og sagde: Hvorfor er det, jeg har ventet så længe, som jeg har? Det er også på alle tænkelige måder uforståeligt. Det er jo egentlig ikke loven, den er gal med. Det er jo en del af behandlingsgarantien, at hvis ventetiden er længere end så lang, som den var i Aarhus, skal man sendes til en behandling i udlandet. Og der havde man også fået tilbud, altså hos Aarhus Universitetshospital. Både hospitaler i London og Uppsala var klar til at operere. Men det, som lægerne fik at vide, var, at det var for dyrt, og at man derfor skulle meddele patienterne, hvis de viste interesse for at blive behandlet i udlandet, at de simpelt hen ville komme bagerst i køen i Danmark, hvis man begyndte at afsøge mulighederne for en behandling i udlandet. Altså, det er jo egentlig en afpresning af patienterne til gavn for sygehusets økonomi i Danmark. Og hverken henvendelserne til afdelingsledelsen eller selve hospitalets ledelse eller brugen af whistleblowerordning førte noget godt med sig. Den gode hr. Nerstrøm endte med at sige op, og han har nu fortalt sin historie, så vi kan få indblik i realiteterne. For mig at se vidner kræftsagen fra Aarhus Universitetshospital om et system, hvor borgernes eller patienternes interesser kommer i sidste ende. Det, der kommer først, er systemets interesser, systemets behov for at spare på pengene, systemets behov for at tørre deres ansvar af på patienterne, systemets behov for at skjule egne fejl og skandaler. Og jeg frygter, at det er en systemsygdom, så at sige, som ikke kun gør sig gældende på Aarhus Universitetshospital. Jeg synes, vi alt for ofte ser, at det, man kan kalde systemets særinteresser, vinder over, hvad der åbenlyst er det bedste for borgerne; det, som er i borgernes interesse. Og vi ser det på en bred vifte af områder i stort og småt.

Vi ser det, når kommunerne ikke vil oplyse ældre borgere om deres rettigheder i forhold til det frie valg, eller når de snyder på vægten i forhold til prissætningen af deres ydelser for at undgå konkurrence fra private. Vi ser særinteresser være på spil, når vi her i Folketinget afsætter knap 3 mia. kr. til flere pædagoger, minimumsnormeringer, og så bliver 15 pct. af udgifterne ædt op af administration. Vi ser det i regionerne, når de vil dække over egne fejl, eller når de favoriserer egne sygehuse. Og vi ser det bredt i hele den offentlige sektor med den gevaldige knopskydning af nyansatte akademikere, der skal arbejde med kommunikation, verdensmål, puljemageri og alskens former for pseudoarbejde. Det er alt sammen eksempler, både store og små og alvorlige og mindre alvorlige, på, at særinteresserne forklæder sig som almenvellets interesser, og det er den type særinteresser, der står i vejen for, at vi kan komme nærmere det at få verdens bedste velfærdssamfund, som vi jo alle sammen går og bryster os af at vi allerede har. Når det kommer til sundhedsvæsenet, er der mange ting, vi kan tage fat på. Der er også mange ting, som jeg tror der er bred enighed om, f.eks. at vi skal afskaffe unødvendige dokumentationskrav og overdreven styring, at det måske er bedre, at ledelsen på et sygehus i højere grad er faglig, end den er djøfsk, så at sige, og vigtigst af alt, hvad der er helt åbenlyst, at der mangler hænder, og at der i særdeleshed mangler sygeplejersker. Hvis vi får løst de udfordringer, får vi et bedre sundhedsvæsen, men vi får aldrig verdens bedste sundhedsvæsen, hvis ikke vi får taget et opgør med systemsygdommen, med særinteresserne, som kommer foran borgernes behov. For få måneder siden tog regeringen den meget gode og kloge beslutning, at man i Sundhedsstyrelsen skulle åbne op for, at private kunne komme og byde ind på specialiserede opgaver, hvor der er lange ventelister i det offentlige. Det var et godt og et vigtigt initiativ. De private sygehuse bød samlet set ind på mere end 80 områder, hvor de sagde: Her har vi kapacitet til at aflaste det offentlige. Sundhedsstyrelsen valgte at godkende 11 af områderne i første omgang. Tilbage står vi med en lang række af områder, hvor de private ifølge eget udsagn siger: Der er lange ventelister i det offentlige, vi har kapacitet, og vi vil gerne tage over. Men af forskellige årsager siger man ikke ja til det, og borgerne bliver fastholdt på lange ventelister. Jeg kan ikke lade være med at få den mistanke, at det i nogle af tilfældene drejer sig om, at det simpelt hen er vigtigere for systemet samlet set, at opgaverne bliver fastholdt på de offentlige hænder trods de lange ventelister, end at borgerne får en hurtigere behandling på et privat sygehus. Der tror jeg, at vi i det hele taget, når vi kommer til diskussionen om, hvordan vi indretter sundhedsvæsenet, er nødt til at se på hele strukturen, hvis vi ønsker at sætte borgernes behov øverst. Vi har talt en del her i Folketingssalen og alle mulige steder om, hvorvidt regionerne skal nedlægges. Regeringen har jo nedsat en af sine utallige kommissioner, som skal undersøge alt muligt andet end statsministerens ansvar for sine handlinger i sidste valgperiode, og den skal se på, om det giver mening med regionerne i fremtiden. Jeg kan godt se fordele ved at nedlægge regionerne, men problemet er ikke i sig selv, om vi har regioner eller ej, eller om der er et par stykker for mange af dem. Nej, problemet er særlig kasketforvirringen. I sundhedsvæsenet er det sådan, at regionerne både producerer og bestiller sundhedsydelserne, altså de ejer og driver sygehusene, men de har også til opgave at købe behandlinger ind til borgerne dér, hvor det i princippet er bedst og billigst. Og gæt engang, hvem de foretrækker. De foretrækker selvfølgelig deres egne hospitaler, hvor de i altovervejende grad køber ydelserne ind, hvilket holder de private fra fadet og bidrager til de lange ventelister. Det er jo et eller andet sted en klassisk interessekonflikt, vi her har indbygget i sundhedsvæsenet og på mange andre velfærdsområder. Måske er tiden inde til, at vi siger, at hospitalerne skal være selvejende med professionelle bestyrelser, og så er det sådan set fuldstændig ligegyldigt, om man har fem eller syv regioner, eller om man har to eller et nationalt organ til at købe ydelserne ind, bare de ikke har den interessekonflikt, at de så også kan købe ind hos sig selv frem for der, hvor det er bedst for borgerne. Når det kommer til velfærd og sundhed bredt set, er jeg egentlig ligeglad med, hvilken farve katten har, bare den kan fange mus. Og nu, hvor vi har fået en farveløs regering hen over midten, kunne man jo håbe, at man kunne befri sig for de taktiske hensyn og hensynet til kommuner, regioner og fagbevægelse – dem, der ofte har særinteresserne – for så at gennemføre det, der er svært og modigt at gøre, men som måske er åbenlyst rigtigt. I så fald vil jeg dukke smilende og jublende glad op til alle forhandlinger. Jeg vil måske endda købe noget strikketøj og strikke en sweater til alle regeringens ministre. Men indtil da vil jeg blot som afslutning komme med en opfordring om, at vi, hvis vi virkelig ønsker et godt sundhedsvæsen og et godt velfærdssamfund, skal turde tage et opgør med de her særinteresser.

Første bemærkning er til hr. Benny Engelbrecht, Socialdemokratiet.

Jeg vil tillade mig at parafrasere hr. Alex Vanopslaghs egen landsmødetale og sige, at det i ordførertalen i dag lyder, som om man har en overdreven kriseretorik, altså det, hr. Alex Vanopslagh anklagede regeringen for at have. Sandheden er jo, at vi godt kan mærke, at Liberal Alliance godt kan mærke, at der er en sko, der trykker, ligesom regeringen også kan mærke, at der er en sko, der trykker. Vores analyser kan være forskellige, og vores løsningsmodeller kan være forskellige. Men er det ikke urimeligt med den tale, som hr. Alex Vanopslagh netop har holdt, at anklage regeringen for at have en overdreven kriseretorik, når vi netop kan se, at der er et behov for at lave reformer af samfundet for at kunne sikre, at vi kan levere de løsninger i fremtidens velfærdssamfund, altså det velfærdssamfund, som hr. Alex Vanopslagh selv har defineret som noget, der befinder sig i den terminale fase?

Ordføreren.

Altså, vi snakker om hundredvis af patienter, som – hvis man havde prioriteret korrekt og ikke tænkte på at dække over egne fejl og ikke tænkte på at få afdelingens økonomi til at stemme og havde sendt dem til udlandet – havde fået en bedre og mere rettidig behandling. Og nogle af dem, der enten er gået bort eller vil gøre det snart, ville have været reddet. Der ved jeg ikke, om man i den forbindelse skal diskutere, om retorikken kan blive for stærk, men jeg mener ikke, at jeg placerer mig på den forkerte side. Når det kommer til diskussionen om de helt åbenlyse udfordringer, som jeg mener at vi står med som velfærdssamfund, særlig qua at vi et eller andet sted er blevet så velstående, at vores forventninger til, hvad vi kan få i velfærd, kun vil stige og stige i fremtiden, vil jeg sige, at det er nogle udfordringer, som jeg har talt om, før jeg blev valgt, og siden jeg blev valgt. Jeg har hele tiden givet udtryk for, at jeg er enig i den analyse, som Socialdemokratiet er kommet frem til. Men i forhold til det at lave en regering over midten og begrunde det med kriser og tale om, at vi står med historiske kriser og inflation og det ene og det andet og Ukraine, tror jeg simpelt hen, at mange danskere blev trætte, altså af at høre på, at alt skulle gøres til kriser. Måske er det også derfor, man er ved at foretage et skifte i regeringen.

Hr. Benny Engelbrecht.

Jeg mener ikke, at vi har løst vores kriser i samfundet, tværtimod. Jeg deler til fulde hr. Alex Vanopslaghs indignation over nogle af de udfordringer, som er blevet nævnt i ordførertalen. Jeg mener så ikke, at vi er i en situation, hvor man, hvis man fjernede et folkevalgt organ, dermed pr. definition kunne forvente, at systemerne så ville kunne løse de udfordringer. Det er jo sådan set netop det, ordføreren rigtigt fremhæver. Derfor mener jeg også, at det sted, hvor vi skal starte og slutte, er her. Og det er os politikere, som skal finde løsningerne i fællesskab. Derfor ser jeg selvfølgelig også frem til, at Liberal Alliance vil bidrage til netop det arbejde.

Ordføreren.

Men både hvad angår sundhedsvæsenet og i særdeleshed nytænkning af den måde, vi ligesom har konstrueret og indrettet velfærdssamfundet på, vil vi gerne bidrage ganske aktivt. Jeg synes, at regeringen har den rigtige analyse. Min bekymring er, at man blot – i gåseøjne – vil nøjes med at lave en afbureaukratisering, altså at man giver den offentlige sektor frihed, men uden ansvar. Der må ansvaret følge med, og der tror jeg, at der i højere grad er brug for nogle mekanismer, der gør, at der er konsekvenser ved at levere dårlig velfærd, og at borgerne i højere grad kan vælge noget til, som måske ikke behager systemet at man vælger til så at sige.

Næste korte bemærkning er til hr. Morten Dahlin, Venstre.

Tak til ordføreren for talen. Jeg tror, at jeg og alle andre her deler ordførerens forargelse over den behandling, som nogle kræftpatienter har fået i det midtjyske. Jeg synes måske, løsningen fra ordføreren var lidt højtflyvende og måske lidt svær at implementere, hvis ordføreren havde været sundhedsminister. Derfor har jeg bare et kort spørgsmål, som egentlig ikke drejer sig om det, jeg oprindelig ville have spurgt om. Men kan ordføreren ikke beskrive, hvordan ordføreren helt konkret havde valgt at reagere på den situation i Region Midtjylland, hvis nu ordføreren havde været sundhedsminister? Jeg har ikke brug for en gentagelse af de fine ord om, at man mere generelt skal kunne stemme med fødderne, fordi det giver stærkere velfærd, hvilket jeg er helt enig i, eller den overordnede diskussion om strukturen. Jeg kunne bare godt tænke mig at få Liberal Alliances bud på, hvordan hr. Alex Vanopslagh egentlig havde reageret, hvis nu hr. Alex Vanopslagh var sundhedsminister og den her forfærdelige sag blev kendt? Jeg kunne meget godt tænke mig, at hr. Alex Vanopslagh kunne blive konkret.

Ordføreren.

Jeg tror sådan set ikke, jeg har kritiseret regeringens reaktion eller kommentarer til den sag. Jeg har jo også noteret mig, at ledelsen nu ikke længere er der, altså at man har skiftet ledelsen ud, og det synes jeg da som minimum er et første skridt. Så må man jo se på, om der er tilstrækkelig med konsekvenser ved, at et sygehus opfører sig på den måde. Bliver der udbetalt den erstatning, eller bliver de pålagt den bod, som ville være ret og rimelig at udbetale til patienterne, så de også mærker en økonomisk konsekvens på det område? Og hvad kan vi gøre for, at der bliver en endnu højere grad af bevidsthed om, hvilke rettigheder man har som patient? For her er problemet jo ikke rettighederne, her har det været manglende viden og den afpresning, der har fundet sted. Det har jeg ikke løsningen på, men hvis nu jeg var sundhedsminister, ville jeg jo have en hær af tusindvis af embedsmænd, jeg kunne spørge, hvordan vi kan sikre os, at der er en højere grad af bevidsthed om det her og en reel negativ konsekvens, når sygehuset ikke respekterer borgernes rettigheder.

Spørgeren.

Tusindvis af embedsmænd, siger ordføreren, og det er noget, jeg har noteret mig at ordførerens parti går meget op i – det med, at vi har set et vokseværk på det statslige område med flere akademikere og for mange ansatte. Jeg deler i øvrigt bekymringen. Jeg kunne bare godt tænke mig at spørge, om det bare er noget, Liberal Alliance siger, eller om det også er noget, Liberal Alliance har gjort. Derfor kunne jeg godt tænke mig spørge ordføreren, hvordan det gik med antallet af akademiske ansættelser og generelt med årsværk i de ministerier, dengang Liberal Alliance styrede en række ministerier i Danmark. Steg antallet af medarbejdere, eller faldt det?

Ordføreren.

Jeg kender ikke svaret, men jeg ville blive chokeret, hvis LA's ministre var så dygtige, at man kunne vende den supertanker, som systemet jo bredt set er; som har sit eget liv og sine egne interesser, og hvor der sker en knopskydning af nyansættelser. Det tror jeg ikke er nemt. Det tror jeg kræver en hel regerings dedikation, inklusive fra Statsministeriet. Det er jo ikke anderledes, end at man siden Schlüter i 40 år i træk har talt om, at vi skal afbureaukratisere, vi skal afbureaukratisere. VLAK-regeringen havde også et mål om det. Ingen er lykkedes med det. Så det er jo ikke nemt, men derfor skal vi da ikke stoppe med at tale om det eller med at være efter en regering, der heller ikke lykkes med det.

Næste korte bemærkning er til fru Monika Rubin, Moderaterne.

Tak for en rigtig fin tale om et virkelig vigtigt emne. Jeg vil gerne lige tilføje, at den kræftbehandling, man giver på Aarhus Universitetshospital, jo er så specialiseret, at det faktisk ikke vil kunne løftes i det private sundhedsvæsen. Så det skal vi bare lige være sikre på: Det private løser ligesom ikke bare alle opgaverne. Men jeg vil gerne lige lave en lille bridge over til ulighed i sundhed generelt, herunder abort. For når vi har en abortgrænse på 12 uger og de i Sverige har en abortgrænse på 18 uger, har vi ulighed i sundhed, når det gælder abort. De ressourcestærke kan tage til Sverige for at få foretaget en abort. Derfor undrer det mig egentlig, at Liberal Alliance er imod at se på, om vi skal hæve abortgrænsen, og særlig fordi jeg sådan set ser Liberal Alliance som et parti, der går ind for individets frie ret. Så kunne ordføreren sætte lidt ord på det?

Ordføreren.

Jeg tror, det er sådan – og det har jeg også kedet min folketingsgruppe med mange gange – at når det kommer til etiske spørgsmål, kan man ikke slå op i nogen politisk håndbog over, hvad der er rigtigt og forkert. Der er ikke politisk set rigtige eller forkerte svar, fordi det er etisk. Det er personligt. Etik er jo så personligt, at hvad der er rigtigt for mig, er ikke nødvendigvis rigtigt for dig. Derfor har vi haft nogle gode og ganske nuancerede diskussioner i gruppen. Der er jo to forskellige hensyn, der betyder noget, i forhold til frihed og retten til liv. Det ene er jo retten til at bestemme over sin egen krop, altså moderens ret til at få en abort, hvis hun ønsker det. Det andet er jo det ufødte barns ret til at bevare sit liv. Der har vi en bekymring, hvis man følger eksempelvis Enhedslistens forslag om at rykke det op til 22 uger, hvor vi begynder at være på en grænse for, hvornår det egentlig er, at man ville kunne holde barnet i live, hvis der var en for tidlig fødsel i 22. uge. Der begynder vi at nærme os en grænse, hvor vi etisk set begynder at skubbe ved nogle ting, som vi ikke finder hensigtsmæssigt.

Fru Monika Rubin.

Tak. Så det, jeg egentlig hører ordføreren sige, er, at man godt kunne være åben for at hæve grænsen, men ikke nødvendigvis op til 22 uger. I forhold til det her med, at ordføreren bruger argumentet om det ufødte barn, vil jeg virkelig stærkt anbefale, at man hæfter sig ved, at det altså er et foster, vi har med at gøre, når vi taler om 12, 14, 16 uger. En ting, der undrer mig, er, at man bruger argumentet om kvindens frie ret i forbindelse med social freezing, altså opbevaring af kvinders æg udtaget på ikkemedicinsk indikation. Men når det så gælder abort, er kvinders frie ret så ikke lige så vigtig, eller hvad?

Ordføreren.

Nej, det er jo to forskellige hensyn, der skal vægtes og vejes mod hinanden. Der har vi det udgangspunkt, der hedder, at hvis man skal rykke grænsen fra de 12 uger og opefter, skal der være særligt tungtvejende årsager til det. Jeg kan jo forstå, at Det Etiske Råd er på vej med en rapport til efteråret, til september. Den glæder jeg mig til at læse. Jeg har hørt for og imod sådan lægefagligt set og har også noteret mig, at der jo er en 12-ugersscanning. Er der noget ved grænsen der, man skal se på? Men der skal være særligt tungtvejende grunde, før vi vil gå med til at rykke den fra de 12 uger.

Jeg vil sige, at vi skal være meget varsomme med at bruge engelske udtryk, som ikke bliver oversat umiddelbart efter. Næste korte bemærkning er til fru Pia Olsen Dyhr, SF.

Jeg vil holde mig til dansk. SF og Liberal Alliance er jo ikke altid enige om alting. Det er nu også okay. Men nu er vi faktisk lykkedes med noget så sjældent som at blive enige om mere fleksible uddannelser, altså at få et mere fleksibelt uddannelsessystem. Vi forhandler jo lige nu sammen med regeringen for i virkeligheden både at sørge for, at vi får stærke videregående uddannelse, men at vi også styrker professionsuddannelserne og erhvervsuddannelserne og andet, og at det hele går op. I den forbindelse kunne jeg godt tænke mig at høre, om Liberal Alliance også synes, det er vigtigt, at vi sørger for en meritreform, altså at vi kigger ind i at gøre det nemmere for folk at få overført deres uddannelser. Det er jo, fordi jeg hører eksempler. Jeg kunne nævne min egen bonusdatter, der læser engelsk i Island, hvor der er en uddannelse svarende til engelsk i Aarhus – det er faktisk en spejling af uddannelsen – men som har fundet ud af, at når hun skal læse i Aarhus, skal hun starte forfra, hvilket måske ikke er så godt for arbejdsudbuddet, men også gør det en lille smule besværligt. Eller det kunne være den islandske politibetjent, som tager uddannelsen i Island, men når hun så vil være politibetjent i Danmark, skal hun starte forfra på politiskolen. Kunne vi måske gøre det lidt mere fleksibelt?

Ordføreren.

Må jeg ikke starte med at kvittere og sige tak for det gode samarbejde, vi har haft i det forhandlingsforløb. Jeg ved i hvert fald fra vores ordfører, at hun er meget glad for samarbejdet. Og jeg er i det hele taget glad for samarbejdet med fru Pia Olsen Dyhr, som er opstået her i den nye mageløse opposition. I forhold til spørgsmålet om bedre muligheder for merit vil jeg sige, at det er helt oplagt at tage fat på, og det er også mit klare indtryk, at ikke nok med at erhvervslivet kan se en fordel i det, men de studerende ønsker det åbenlyst, universiteterne kan se en fordel i det, og jeg har ikke hørt nogen her på Christiansborg tale imod det, så jeg tror også, det er en af de ting, som burde falde på plads. Det er jo et eksempel på, hvordan folkestyret også kan virke, at vi i fællesskab bliver gjort opmærksom på, at her er der noget, vi ikke har gjort tilstrækkelig smart. Lad os få ændret på det.

Spørgeren.

Jeg vil også gerne kvittere for samarbejdet. Jeg synes, det har været forbilledligt. Man kan jo sige én ting om den her regering hen over midten, og det er, at de også er lykkedes med at skabe en opposition hen over midten, der kan samarbejde, og det er måske meget godt i forhold til de der generelle skel, vi har. Så tillykke til regeringen med det. I forhold til det her med uddannelse siger alle jo, at de gerne vil gøre mere i forhold til merit, men noget af det, vi har set, er, at det ikke er lykkedes. Så jeg tænker, at vi, når vi går videre i de her uddannelsesforhandlinger, som lige nu går lidt trægt, fordi regeringen overhovedet ikke vil flytte sig, så kan lægge et ekstra tryk både i forhold til merit, men i virkeligheden også i forhold til at sørge for at holde fast i, at vi er optaget af, at det er universitetsuddannelser, men også andre uddannelser.

Hr. Alex Vanopslagh.

Det er helt oplagt, at det gælder uddannelsessystemet bredt, så det burde jo være en mere principiel beslutning, som vi effektuerer. Der kan jo også være uddannelser, hvor man måske har taget noget, der ikke er en universitetsuddannelse, men som kan give noget merit på en universitetsuddannelse, og det burde gå begge veje. Så det er helt oplagt. Jeg har det sådan, at jeg mere ser det som en bunden opgave, som vi skal løse i fællesskab i forhandlingslokalet, så jeg er jo mere optaget af at begrænse skaderne og forhåbentlig også få nogle ting ind i aftalen, som giver smil på læberne og begejstring i et liberalt lokale.

Den næste korte bemærkning er til fru Mona Juul, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Jeg glæder mig til sweateren, jeg håber, at ordføreren vil øve sig lidt på grydelapper. (Alex Vanopslagh (LA): Det var regeringens ministre). Ja, jeg er helt med på det. Jeg har lige set en helt ny analyse fra Dansk Industri, og jeg vil lige være helt sikker på tallene, men den viser, at reformer siden 2006 gør danskerne 55.000 kr. rigere i 2030, end vi ville have været, hvis vi ikke havde haft de reformer, og velstanden stiger samlet set med 335 mia. kr. i 2030. Men det er kun 12 af de 335 mia. kr., der skyldes politiske beslutninger siden 2019, og det er bare lige for at punktere den der myte om, at vi har en reformregering. For sandheden er jo, at Mette Frederiksen som statsminister har bidraget uendelig lidt til velstanden i Danmark, og i Det Konservative Folkeparti synes vi faktisk, at den her reformtørke begynder at være lige lovlig tør. Så kunne man forestille sig, at hr. Alex Vanopslagh er enig i den analyse og i KLAR-alliancen vil være med til at arbejde for at gøre Danmark rigere?

Ordføreren.

Ja, meget gerne, og derfor er jeg også glad for den alliance, vi har fået etableret. Nu kunne jeg se på Twitter, at man i regeringen laver lidt sjov med at kalde den koleraalliancen og andre sjove ting og sager. Men den alliance er jeg ret stolt over, fordi vi kommer med konkrete realistiske forslag, hvor ambitionsniveauet er væsentlig højere end hos dem, der bryster sig af at være en reformregering. Men det er jo rigtigt, at der siden 2019, og også før det, altså siden 2015-2016-stykker, har været reformtørke. Først havde vi en borgerlig regering, der ikke havde flertal for at gennemføre sine høje ambitioner, og derefter havde vi en regering, der ingen ambitioner havde. Og nu har vi en regering, der taler meget om sine ambitioner, men hvor de ting, man indtil videre har lagt op til at gennemføre, som store bededag og universitetsuddannelserne, er noget, hvor en lang række økonomer, herunder Det Økonomiske Råd, siger, at det slet ikke er sikkert, at det giver den effekt, og man siger nej og nej til alle de forslag, der kommer fra KLAR-alliancen med den begrundelse, at oppositionen er sådan en nej-opposition. Så derfor siger regeringen nej, og det er jo sådan lidt mageløst, men lad os nu se. Valgperioden er ung, og det kan jo nå at blive halvgodt endnu.

Spørgeren.

Tak for det, og tak for det gode samarbejde i øvrigt, også med ordførerens parti i det hele taget på rigtig mange områder, det sætter vi stor pris på. Et sted, hvor Liberal Alliance også skal have ros, er for den debat, som I har rejst i forhold til mistrivsel, i forhold til dannelse, civilsamfundet og det personlige ansvar. Det synes vi i Det Konservative Folkeparti er rigtig nyttigt. Faktisk synes vi, det lyder utrolig konservativt, og derfor vil vi rigtig gerne spørge, hvad det er for nogle forslag LA egentlig forestiller sig der skal til for at komme videre ad den agenda. Hvad er det for nogle konkrete politikker, som hr. Alex Vanopslagh egentlig påtænker?

Ordføreren.

Ja, der skal jeg jo egentlig straks indrømme, at noget af det svære ved at være liberal nogle gange er, at man ikke tror på, at man bare kan lave en lov på Christiansborg, og at samfundet så ændrer sig, som man ønsker det. Vi kan jo ikke lave en ansvarslov, hvor vi siger, man skal tage noget mere ansvar, eller lave en mistrivselslov, hvor vi siger, man skal lade være med at mistrives. Men i forhold til det sådan mere brede spørgsmål om, hvordan vi fremmer dannelsen, så der er en højere grad af bevidsthed om, hvad det er for et fællesskab, man som et myndigt menneske i Danmark træder ind i, hvad det er, man er forbundet med på tværs af tid og sted, handler det jo i høj grad om en styrkelse af folkeskolen. Og nu rejser formanden sig, men jeg kan anbefale min bog, hvor jeg skriver om det i kapitel 11 og 12.

Den næste korte bemærkning er til hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Tænk, hvis Liberal Alliance var kommet igennem med den økonomiske plan, som partiet foreslog for nogle år siden, og som havde medført omkring 40.000 færre ansatte i vores velfærd. Gad vide, om forholdene ude på vores sygehuse havde været bedre, gad vide, om ventelisterne havde været kortere, gad vide, om der havde været færre af den slags forfærdelige historier, som ordføreren indledte sin tale med. Jeg deler fuldstændig bestyrtelsen over det, men jeg lugter hykleri, når ordføreren samtidig har brugt det meste af debatten i dag på at tale om, at vi skal bruge resten af råderummet frem mod 2030 til bl.a. at sænke topskatten og andre af LA's skatteplaner. Så spørgsmålet til ordføreren er: Hvis man virkelig mener, at det her er et problem, der skal løses, var det så ikke der, vi skulle prioritere de fælles midler, vi har i kassen?

Ordføreren.

Hvis jeg med sikkerhed vidste, at hvis vi brugte samtlige 60 mia. kr. i det økonomiske råderum, så var samtlige problemer væk i den offentlige sektor, eller hvis det alene var et spørgsmål om at bruge flere offentlige kroner, og så ville vi få verdens bedste velfærdssamfund uden alle de her skandaler, havde vi da selvfølgelig gjort det på stedet. Det gælder også alle andre herinde. Hvis det alene handler om penge, hvorfor i alverden har vi så ikke tilført de penge endnu? Måske er det, fordi det ikke bare kun handler om penge, men også handler om struktur, om organisering, om ledelse og om, hvad man bruger sin arbejdstid på. Alene i sidste valgperiode kom der mere end 1.500 ekstra ansatte ude på sygehusene og i regionerne, akademikere – 1.500 ekstra. Hvad bruger vi dem til? Der er ikke nogen sygeplejersker, der har rakt hånden op og sagt: Ej, hvor er det dejligt med alle de her ekstra akademikere, nu laver de alt papirarbejdet for os. Så det handler jo ikke kun om, hvor mange penge vi bruger. Hvis det kun var et spørgsmål om det, ville alle herinde jo bare finde de penge. Det handler jo også om organisering og om de incitamenter, der er i systemet. Så virkeligheden er jo mere sort-hvid end blot et bestemt beløb til den offentlige sektor.

Hr. Pelle Dragsted.

Selvfølgelig handler det om andet end penge. Det handler bl.a. om, at vi i dag har indrettet vores sundhedsvæsen på den måde, at vi alle sammen uddanner og betaler for at uddanne personale, og bagefter kan private sygehuse så sådan set snuppe medarbejdere, og så kan de nøjes med at tage de operationer, der er rentable, de kan lade være med at uddanne arbejdskraft, de kan lade være med at deltage i forskningsaktiviteter, og det udhuler bl.a. vores offentlige sektor, og det er noget af årsagen til, at vi har de problemer. Men det er jo det, som Liberal Alliance vil have mere af. Så det her handler om penge, og det handler også om fairness og om, hvis interesser der står forrest, om det er borgernes eller nogle private aktørers ret til at tjene penge på det, der lige er rentabelt, uden at tage ansvar.

Ordføreren.

Men med den aftale, som regeringen senest har lavet med privathospitalerne, medfølger der også et krav om at bidrage til uddannelsen af sygeplejersker og andet personale. Så det er jo ikke, fordi privathospitalerne nødvendigvis ikke vil tage det ansvar. Men det er fuldstændig korrekt, at det har været på den måde gennem årene, at man ikke har haft den forpligtelse, den opgave, men er det et argument for, at borgerne ikke skal komme til et privat sygehus og dermed undgå lange ventelister? Hvis der er en ledig kapacitet på ukomplicerede områder i det private, skal vi da udnytte den til fulde for borgernes skyld. Du kan ikke følge op, nej. Det glemte jeg.

Den næste korte bemærkning er til fru Samira Nawa, Radikale Venstre.

Tak. Tak til ordføreren for en rigtig god og tankevækkende tale, og i øvrigt også tak for det rigtig gode samarbejde, som vores partier har oparbejdet. Vi er enige om flere ting, bl.a. om tilbagetrækning, international arbejdskraft og iværksætteri. Noget af det, som vi i Radikale Venstre prøver at finde ud af i dag, er, hvordan de forskellige partier vil bruge pengene fra det råderum, der nu er opjusteret i 2030 på baggrund af konvergensprogrammet. Man behøver ikke at sætte kroner og øre på, men jeg kunne godt tænke mig at få sådan en indikation af, hvor stor en andel der skal gå til skattelettelser, og hvor stor en andel man egentlig kunne forestille sig at investere i fremtidige generationer, herunder børn, uddannelse og klima. Det kunne jeg godt tænke mig at høre Liberal Alliances tanker omkring.

Ordføreren.

Hvis jeg husker tallene nogenlunde korrekt, er det 63 mia. kr., som råderummet er på – 63,5 mia. kr måske – frem til 2030. Hvis man siger, at udgifterne skal følge det demografiske træk, altså at velfærden skal blive dyrere, fordi der bliver flere ældre, så koster det ca. 20 mia. kr. Og hvis man vil råderumsfinansiere løftet af dansk forsvar og hjælpen til Ukraine, koster det omtrent 20 mia. kr.. Jeg tror også, der er 2,5 mia. kr. til det grønne råderum. Det efterlader så 20 mia. kr., der er udisponerede. Der har jeg den principielle tilgang – særlig nu, hvor jeg også lige har holdt en tale om, at borgernes behov må komme før systemets – at når vi er i den lykkelige situation, at vi egentlig kradser flere penge ind, end vi har udgifter til, så skal vi da gøre alt, hvad vi kan, for at få sænket skatterne og sendt pengene tilbage til borgerne. En god statsminister sagde engang, at pengene har det bedst i borgernes lommer, og sådan har jeg det også. Med det, jeg lige har skitseret der, er det jo faktisk kun en tredjedel af råderummet, og så er der plads til både velfærd, noget grønt og forsvar.

Fru Samira Nawa.

Tak, og tak for svaret, som egentlig giver en ret god og præcis indikation. Noget af det, som hr. Alex Vanopslagh også var inde på i sin tale, var afbureaukratisering, og hvor fantastisk mange gange vi har haft den diskussion igennem årene i politik. I Radikale Venstre synes vi, det er en underlig facon, hvis man gerne vil afbureaukratisere, at sætte et beløb af og sige, at det er det her, man gerne vil spare, og at kommuner og regioner, og hvem det nu er, så efterfølgende må komme i gang med det. Men hvilke regler kunne hr. Alex Vanopslagh pege på, hvis nu man skulle gøre det i den anden retning?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om jeg kan komme på nogle konkrete regler. Altså, man kan jo altid finde enkeltstående åndssvage eksempler. Det kan være en sygeplejerske, der ikke må hente medicin et sted eller skifte en pære, eller hvad man ellers har hørt af forskellige ting og sager. Jeg tror, man bliver nødt til at gå meget mere offensivt og systematisk til værks, altså så man egentlig eksperimenterer lidt. Jeg har jo tidligere foreslået at sige: Lad os da spørge sygeplejerskerne og deres fagbevægelse, om ikke de venligst vil identificere alt det bureaukrati, de mener er overflødigt, og så afskaffer vi det. Man kunne gøre det i et år, og så må vi se, hvad der sker.

Næste korte bemærkning er til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Tak for det, og tak for at berøre mange vigtige spørgsmål. En af de diskussioner, som de seneste dage har kørt på Twitter mellem hr. Ole Birk Olesen og undertegnede, handler om ytringsfriheden. Det, at man kan ytre sig, er, går jeg ud fra, en liberal kerneværdi. Det, som sådan er sagens kerne, er den måde, Facebook, der jo er et privat registreret selskab i USA, agerer på med en adfærd, der åbenlyst diskriminerer visse synspunkter. Har man en indvandrerkritisk, højreorienteret, nationalkonservativ tilgang, tror jeg, man noget hyppigere kommer i karantæne, end hvis man er socialist eller liberal. Der havde jeg en diskussion med en af hr. Alex Vanopslaghs kollegaer hernede, som tilkendegav, at man nok anså Facebook for at være dominerende i forhold til den frie debat osv., fordi der ikke rigtig er andre platforme, hvor man på samme måde kan komme ud. Det synspunkt har hr. Ole Birk Olesen så siden på Twitter sagt ikke er Liberal Alliances. Der vil jeg bare høre, om hr. Alex Vanopslagh ligesom kunne slå en streg i sandet og sige, hvor partiet står.

Ordføreren.

Jeg vil sige, at det kommer an på, hvordan du definerer en dominerende position. Men der er da i hvert fald Facebook og Twitter, som globalt set er nogle af de medier, der har været med til i et eller andet omfang at demokratisere samtalen. Det er jo ikke noget nyt, at man censurerer og ikke giver alle adgang til at tage ordet. Det er jo ikke alle, der kommer i tv; det er ikke alle, der får optaget deres læserbreve i Berlingske. Jeg har indtryk af, at alle får det i Politiken, men det er en anden snak. Jeg forstår jo, at det er spørgsmålet om det moderne samfund, hvor nogle private platforme de facto er gået hen og blevet sådan demokratiske platforme, hvor alle kan ytre sig, og om der så ikke er noget problematisk i, at det er sådan lidt utransparent, hvad der gør, at man bliver censureret bort. Jo, det kan jeg godt se det problematiske i. Men på den anden side er der et vigtigt princip i og et vigtigt hensyn til, at vi jo ikke skal gå ind og regulere, hvad en privat platform, en privatejet virksomhed har af censurpolitik. Det skal vi være meget, meget påpasselige med, og hvis vi endelig skal gøre det, burde det i øvrigt ske i EU-regi.

Hr. Morten Messerschmidt.

Man opererer jo i konkurrenceretten normalt med det, man kalder substitution, altså om der er et alternativt produkt, og der er jo nogle virksomheder, som er blevet så store og dominerende på deres marked, at man kan sige, at der ikke er noget. Nu er det ikke så tit, jeg siger noget positivt om EU, men jeg synes f.eks., det var godt, dengang EU-Domstolen gik ind og sagde til Microsoft, at det ikke duer, at de bundler deres styresystem Windows og browsersystem. For det ødelagde browsermarkedet, og det gjorde, at der ikke var nogen virksomheder, der udviklede browsere, fordi alle brugte Windows. Og det samme er tilfældet her, altså at man, hvis man ikke går ind og stiller nogle krav til Facebook for at sikre ytringsfriheden, også for folk, der siger noget, som hr. Alex Vanopslagh og andre, måske også jeg, ikke gider at høre, så begrænser den frihed, som faktisk burde være de liberales udgangspunkt.

Ordføreren.

Det er rigtigt, at man har retten til at ytre sig frit, men man har jo ikke retten til at ytre sig frit på andre mennesker eller andre virksomheders platforme imod de politikker, de fastsætter. Altså, det er jo ikke en ret, man har, og jeg tror også lige, man skal holde tungen lige i munden, inden man tænker, at der kan sidde nogle alvidende væsener nede i Bruxelles eller for den sags skyld herinde, der så kan definere, at det her er en monopollignende tilstand, og at det, hvis vi ikke regulerer det, ikke går væk. Det er de færreste, der mener, at Microsoft i dag har en dominerende position. Facebook havde det måske for nogle år siden, og i dag har TikTok i løbet af et år fået langt flere brugere end Facebook, og færre og færre gider dette medie. Så der er jo en rivende udvikling i verden, der gør, at man som politiker ikke bare kan sidde og sige, at man nu ved, hvilket produkt der skal reguleres for at ophæve en monopollignende tilstand.

Næste korte bemærkning er til fru Sascha Faxe, Alternativet.

Tak. Jeg tilbyder i øvrigt gerne et strikkekursus i ret og vrang. Jeg vil starte med at komme med et citat fra Det Europæiske Miljøagentur, som kom med en rapport i 2021: »Økonomisk vækst er tæt forbundet med stigninger i produktion, forbrug og ressourceanvendelse og har skadelige virkninger på det naturlige miljø og menneskers sundhed.« Og så fortsætter det et andet sted: »Det er usandsynligt, at en langtidsholdbar, absolut afkobling af økonomisk vækst fra miljømæssige pres og påvirkninger på global skala kan opnås.« Så i den forbindelse kunne jeg godt tænke mig at høre, om Liberal Alliance anerkender, at der grundlæggende med de nuværende vækstmål, som er baseret på økonomisk udnyttelse af naturressourcer, er alvorlige langsigtede konsekvenser for både vores klima og miljø, og herunder også, at økonomisk vækst i den rigeste del af verden sker på bekostning af bl.a. biodiversitet og natur.

Ordføreren.

Når man sammenligner på tværs af lande og ser på, hvilke lande der prioriterer at tage de største hensyn til naturen, er det de mest velstående lande. De lande, der prioriterer det mindst og er dårligst til det, er verdens fattige lande. Det er det samme, når man spørger befolkninger rundtomkring i verden: Hvilke af FN's 17 verdensmål synes du er vigtigst? Herhjemme i lille trygge, dejlige Danmark kan vi svare klima eller miljø eller havplaner, eller hvad ved jeg, jeg kender ikke alle 17 mål. Men når du spørger folk i Afrika eller i de fattigste dele af Asien, svarer de ikke miljø- og naturbeskyttelse. Så er de bekymrede for, om de kan få mad på bordet, om deres børn går sultne i seng, og om de overhovedet kan komme i skole. Så hvis man ønsker en verden – og det tror jeg at de fleste ønsker – som er mere bæredygtig, og hvor vi i højere grad prioriterer immaterielle ting så at sige, herunder naturbeskyttelse og beskyttelse af dyrene, og at vi ikke behøver at arbejde hele tiden og kan gøre noget mere unyttigt og meningsfuldt, så kræver det bare et højt velstandsniveau. Så jeg vil sige nej til spørgsmålet, hvis jeg skal gøre det kort.

Spørgeren.

Tak, ellers havde jeg nok stillet det igen. I Alternativet – og det er jo for at invitere til at se på noget andet end det vækstbaserede – har vi fokus på tre bundlinjer frem for kun vækst, altså den økonomiske, den sociale og den grønne bundlinje. Kunne Liberal Alliance være med på at se på, at det kunne være en vej frem, i forhold til hvad vi gør med samfundet i Danmark for at sige det kort? Og kunne det være en måde, at man siger, at vi også har et ansvar – det kan godt være, at vi stadig gør mest, men vi har også et ansvar i det internationale samfund for at tage handling her?

Vi har helt bestemt et ansvar i forhold til det internationale samfund for at sikre et godt internationalt samarbejde om at reducere klimaudledning og også bidrage til, at lande, der ikke er velstående som os, kan have råd til at passe bedre på deres natur. Men hvis spørgsmålet sådan mere overordnet går på, om ikke Liberal Alliance af hensyn til bæredygtigheden i højere grad bør prioritere sådan en antivækstdagsorden, er det et rungende nej. Jeg synes, der er noget utrolig naivt og elitært ved det, når jeg hører folk fra Alternativet snakke om mindre vækst. Altså, hvilke sygeplejersker er det, der skal fyres, og hvilke opgaver er det, det offentlige ikke skal løse i fremtiden? Hvem er det, der ikke skal have flere muligheder i fremtiden, og hvordan vil man forklare alle verdens fattige i Afrika og Asien, at de ikke må blive lige så rige som os på grund af bæredygtighed? Altså, jeg synes, at det skriger til himlen.

Tak. Fru Trine Bramsen, Socialdemokratiet.

Jeg vil godt vende tilbage til Danmark og til de enlige forsørgere, som hr. Alex Vanopslagh spurgte ind til tidligere på dagen, og det er jo de enlige forsørgere, som går på arbejde, samtidig med at de selv sørger for de praktiske ting omkring deres barn eller deres børn, og samtidig med at de selv har ansvaret for at købe nye sandaler og alt muligt andet til børnene, der sikkert ligesom alle andre børn har ødelagt deres sandaler, en uge efter at de har fået dem. Men hr. Alex Vanopslagh mente, at regeringen med den nye skatteaftale blot vil give den her gruppe en skattelettelse på 30 kr. mere om måneden. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor hr. Alex Vanopslagh får det beløb fra, altså de 30 kr. mere om måneden.

Ordføreren.

Det beløb fik jeg fra en artikel, der oprindelig var i B.T. Men jeg tror, jeg i sin tid læste beregningerne hos fagbladet 3F, og de var, tror jeg, lavet hos Nykredit; jeg kan ikke huske det. Jeg er i dag blevet gjort opmærksom på, at der siden er lavet nye beregninger, at man har justeret de beregninger, så den her skattelettelse er mere end 30 kr. om måneden. Den måde, beregningen er lavet på – det kan jeg intuitivt regne ud – er jo, at man har taget de her ca. 4 mia. kr., som regeringen vil lave i skattelettelse, og at man har set på, hvad det ville svare til i forhold til en skattelettelse i bunden, hvis man breder det ud over hele befolkningen, og det er jo ca. 300-400 kr. om året, og det er jo forbavsende lidt. Men jeg anerkender, at man skal passe på med at stole på, hvad man læser hos fagbladet 3F, for det var forkert.

Spørgeren.

Ja, for jeg synes jo, det er vigtigt, at det bliver sagt højt og klart her i Folketingssalen, og det viser et dokument fra Finansministeriet også. Den beregning, de har lavet, der viser virkningerne på de disponible indkomster for forskellige familietyper, viser, at det er 630 kr. mere om måneden, og det er altså 21 gange mere end det, som ordføreren tidligere sagde fra Folketingets talerstol. Så derfor vil jeg spørge, om ordføreren ikke anerkender, at det er et rimelig stort løft for enlige forsørgere, måske også så stort et løft, at det med lidt god vilje kunne finde vej til et af LA's flotte bannere eller måske til et logo på en af striktrøjerne.

Ordføreren.

Jo, det kunne godt være, at jeg kunne flette en eller anden sarkastisk bemærkning ind på en striktrøje. Men jeg anerkender fuldt ud, at jeg har brugt nogle tal, der siden hen har været rettet, og at de var forkerte. Sådan er det jo, og jeg lægger mig fladt ned. Jeg huskede tallene rigtigt, men jeg havde ikke opdaget, at de siden hen var blevet justeret. Men gør en samlet skattelettelse på 600 kr. om måneden en forskel? Ja, naturligvis gør det det. Nu er vi i en situation, hvor vi kan konstatere, at vi har et øget råderum på mere end 60 mia. kr., og at det er blevet opjusteret med mere end 16 mia. kr., siden regeringsgrundlaget blev skrevet, og alligevel har det ikke givet anledning til, at regeringen siger, at vi så hellere må give borgerne nogle af deres penge tilbage og sænke skatten yderligere. Og det synes jeg er en forkert prioritering.

Så er det hr. Rasmus Stoklund fra Socialdemokratiet.

Tak for talen, og ikke mindst den – synes jeg – stærke indledning og egentlig også for en debat, som jeg synes hr. Alex Vanopslagh bidrager til at løfte, så vi, hvad skal man sige, kommer et spadestik dybere end den sådan daglige polemik. Det er jo også godt, og jeg synes, hr. Alex Vanopslagh siger mange interessante ting, f.eks. det her med, at det er vigtigere, at katten fanger mus, end hvilken farve den har, og at han anerkender, at der mangler sygeplejersker. Jeg læste forleden et godt interview med hr. Alex Vanopslagh, hvor han afviser konfirmantliberalisme og appellerer til, at man også inden for de liberale kredse skal kunne se vigtigheden af fællesskaber. Men jeg må omvendt også indrømme, at der er noget, der skurrer. For jeg synes, det hænger så dårligt sammen, når man på den ene side anerkender, at noget af det, som sundhedsvæsenet kæmper med, er manglen på sygeplejersker, og at man så samtidig fremlægger en 2035-plan, hvor der, så vidt jeg husker, i runde tal, skal være 95.000 færre offentligt ansatte. Altså, nogle af dem må jo være sygeplejersker, pædagoger eller nogle af alle de andre, som vi vel er rimelig enige om at der er brug for.

Ordføreren.

Men det er jo en ganske velkendt debat, som der har været med Liberal Alliance stort set siden dets stiftelse, nemlig at man, hvis man gennemførte vores program om over en årrække at reducere den offentlige sektors størrelse, så i morgen skulle gå ud og fyre 100.000 mennesker. Det er ikke tilfældet, og det har været forklaret mange gange. Altså, det handler om, at man ikke nyansætter, når der er naturlig afgang, og at man i øvrigt sikrer, at det i højere grad er varme hænder end kolde hænder, der bliver ansat, og vi havde igennem den sidste valgperiode en lang række af konkrete forslag til, hvad man kunne gøre for at sikre flere sygeplejersker. Vi har jo bl.a. foreslået, at man tilbød udenlandske sygeplejersker at komme ind på forskerskatteordningen. Det kunne være, at det kunne bidrage til, at væsentlig flere ville takke ja til et arbejde i Danmark, og jeg nævnte det her, jeg vil gerne sige sådan lidt smarte, men dog alligevel alvorlige forslag om at sige: Lad os da suspendere noget bureaukrati i et års tid. Det er jo helt vildt, hvis de tal, som Dansk Sygeplejeråd frembragte tilbage 2015, står til troende, for så er det jo mere end 2.000 årsværk, de bruger på unødvendig dokumentation, ifølge dem selv. Så der er der jo et kæmpe potentiale og et langt større potentiale, end at vi snakker om lønforhøjelser, og at der måske er nogle flere, der vil tage en uddannelse i fremtiden.

Spørgeren.

Jeg synes, hr. Alex Vanopslagh peger på noget andet interessant i sin ordførertale, netop det her med, at strukturerne jo betyder noget, altså at der jo er et eller andet galt, når der kan ske det, der er sket i den her kræftskandale i Aarhus. Men jeg synes omvendt også, at der er en eller anden dimension, som vi herindefra aldrig kommer til at kunne lovgive os ud af, og som handler om, at der er nogle mennesker, som simpelt hen ikke er deres ansvar voksent, eller som, ja, så konkret vil jeg sige det, simpelt hen handler umoralsk. Og det vil der jo være mennesker der gør, uanset om de er ansat i det private eller i det offentlige, det kommer vi aldrig uden om, og det kommer vi aldrig til at kunne lovgive os ud af.

Ordføreren.

Det er fuldstændig korrekt. Der vil altid være rådne bananer i en kurv af bananer, og man kan ikke lovgive sig ud af ansvaret. Men man kan dog lovgive på en måde, hvor man sikrer, at der i højere grad er en konsekvens for dem, som har et moralsk anløbent forhold til ansvaret. Jeg kan ikke lade være med at tænke på de reaktioner, der var oven på Elsesagen, altså den dokumentar, der var. Halvdelen af salen herinde, i hvert fald den yderste venstrefløj, gik ud og sagde, at vi skal give det nogle flere penge, og at det viser, at vi skal bruge flere penge på ældreområdet. Tænk sig engang, at man kan sige det. Nu har vi på tv set en gammel dement dame, undskyld udtrykket, blive mishandlet, og så er konklusionen: Lad os give dem nogle flere penge. Jeg synes jo, det er et eksempel på, at vi tænker helt forkert. Det sted skal da lukkes, udkonkurreres af noget, der er bedre. Og det er på den måde, jeg mener at man kan kigge på strukturen.

Hr. Thomas Skriver Jensen, Socialdemokratiet.

Tak for det. Jeg har også noteret mig, at der er kommet en ny alliance i dansk politik. Jeg tror, at benævnelsen RKI-alliancen er min personlige favorit. Men hvis vi nu lægger de politiske drillerier bare en lille smule til side, er jeg faktisk oprigtig glad for, at der i Danmark er andre end regeringen, der rent faktisk går op i det, i hvert fald i min bog, helt ubestridelige faktum, at det største problem i Danmark er mangel på hænder, mangel på hoveder, og så også mangel på dem, hvor hænder og hoveder også kan snakke sammen. Der noterer jeg mig – og det vil jeg egentlig gerne kvittere for – at der kommer nogle konkrete bud fra den alliance, og det synes jeg er positivt. Jeg vil gerne spørge ind til et af dem, nemlig det her med beløbsgrænsen, for det er ikke mit indtryk, at det er et reelt problem, der eksisterer på det danske arbejdsmarked i dag. Jeg har svært ved at pege på de faggrupper, vi skulle kunne få ind ekstra, hvis vi sænker beløbsgrænsen yderligere, så kunne ordføreren ikke måske gøre mig klogere på den front?

Ordføreren.

Jo, det vil jeg gerne forsøge på. Man kunne også omvendt sige, at hvis Socialdemokratiets analyse er den, at selv hvis man sænker beløbsgrænsen, vil den ikke rigtig blive brugt, hvorfor så ikke sænke den? Men lad det ligge. Vi har den holdning i partiet Liberal Alliance – det er ikke det, der står i KLAR-allliancens udspil – at beløbsgrænsen burde blive sat ned til den overenskomstmæssige mindsteløn. Jeg kan godt være lidt bekymret for, at vi i Danmark har en tilgang, hvor vi siger, at det kun er den højt kvalificerede, veluddannede arbejdskraft uden for EU, som vi gerne vil have – og når de så lever op til beløbsgrænsen, er der i øvrigt alle mulige bureaukratiske benspænd, som mange virksomheder er frustrerede over – og vi så fuldstændig mister blikket for, at dér, hvor vi også i høj grad har en mangel på arbejdskraft, jo ikke er i den høje ende af lønskalaen. Det er jo også i restaurationsbranchen, på ufaglærte produktionsarbejdspladser, inden for rengøring, og der er også mangel på sosu-assistenter. Ældre Sagen var jo under valgkampen ude at foreslå, at man oprettede sosu-uddannelser på Filippinerne. Men hvad så, hvis de falder under beløbsgrænsen? Så jeg tror egentlig, vi skal til at have en lidt mere ærlig diskussion om, om det er så skidt for Danmark, at vi får den arbejdskraft, vi mangler, også selv om den lønmæssigt ligger i den lidt lavere ende.

Spørgeren.

Jeg synes ikke, det skidt for Danmark, at vi får den arbejdskraft, der er behov for, og det er jo også det, jeg står og anerkender. Noget af det, der bliver nævnt i det udspil, RKI-alliancen er kommet med, er, at det er den arbejdskraft, der skal til for at løfte den grønne omstilling. Nu ved jeg, at ordføreren er glad for statistikker, så man kunne måske bare opfordre til at også at læse en lønstatistik. Altså, i Danmark har vi jo ikke et system, hvor man er aflønnet efter mindstelønnen. Vi har et minimallønsystem på langt de fleste områder, i hvert fald på det private arbejdsmarked, hvor der jo reelt set ikke er nogen mennesker, der tjener mindstelønnen. Så kunne ordføreren ikke bare gøre mig en lille smule klogere på, hvad det er for noget arbejdskraft, der skal være med til at løfte den grønne omstilling, der skulle kunne komme til Danmark, hvis vi sænker beløbsgrænsen yderligere? For jeg kan ikke få øje på den.

Ordføreren.

Der var jo to store tiltag i det udspil, vi kom med i KLAR-alliancen. Det ene var at sænke beløbsgrænsen, og det andet var egentlig at have det princip og den tilgang, at man skal kunne arbejde, mens sagsbehandlingen pågår. Man bør altså et eller andet stedet vende det på hovedet og sige, at hvis en virksomhed mener, at man lever op til alle reglerne i forhold til beløbsgrænsen og de andre krav, der følger med, så må man starte på sit arbejde; man behøver ikke vente et halvt år på, at SIRI godkender ansøgningen. Sådan er det for nogle af de store virksomheder i dag, og vi mener, at det skal udbredes til flere, at vi viser den tillid til arbejdsgiverne.

Sidste spørger, vi når i den her runde, er fru Rosa Eriksen fra Moderaterne.

Tak for det. Jeg hopper videre til noget andet, nemlig ligestilling. Jeg har bemærket, at I har udgivet debatindlæg og tweets med ordlyden: Kvinder får færre topstillinger grundet egne prioriteringer. Men det er jo sådan, at der er lavet adskillige undersøgelser, der viser, at kvinder i lige så høj grad som mænd ønsker topstillinger. Så det undrer mig en lille smule. Så vil Alex Vanopslagh svare på, hvad Liberal Alliance tænker om det?

Ordføreren.

Jeg vil meget gerne se de undersøgelser, der viser, at mænd og kvinder i gennemsnit har de samme præferencer, altså at der er en lige så stor andel af mændene, som der er af kvinderne, der ønsker diverse topstillinger. For vi kan jo se på alle mulige andre områder, at der bare i gennemsnit er ret store forskelle på, hvilke præferencer og ønsker man har til uddannelsesvalg, branchevalg, og også hvor mange timer man skal arbejde. Der har jeg det sådan lidt, at jeg synes, at det er mærkeligt, at vi er nået hen et trist sted, hvor det er blevet lidt betændt at tale om, at mænd og kvinder i gennemsnit er forskellige, i stedet for bare at stå ved det og være glad for det. Danmark er jo modsat mellemøstlige lande et af de lande, hvor der er allerstørst ulighed, når det kommer til mænds og kvinders valg af uddannelse, men samtidig er vi et af de lande, hvor valget er allerfriest. Måske er det, fordi vi i et land som Danmark er frie til at udtrykke vores forskelligheder. Jeg kan ikke forstå, hvorfor man har en skepsis imod den forskellighed.

Spørgeren.

Jeg vil meget gerne sende de undersøgelser til hr. Alex Vanopslagh. Og så vil jeg også sige, at i forhold til det her med uddannelse ved vi, at der faktisk er flere kvinder på universiteterne, som tager en længere videregående uddannelse, som kan føre til de her topposter. Men jeg vil glæde mig til at høre, hvad hr. Alex Vanopslagh siger, når han så har læst de undersøgelser, der viser, at kvinderne vil det lige så meget som mændene.

Ordføreren.

Jeg glæder mig til den diskussion. Jeg tror også bare, at man skal huske på, at det er en mikroskopisk andel af samfundet, der ender på de der topposter. Altså, hvis det er 1 pct. af arbejdsstyrken, ja, så er det jo 99 pct. af alle mændene, som ikke ender i en topstilling. Det er jo ikke, fordi de er mænd, at de ikke gør det. Det er, fordi det er enormt krævende og ofte vil indbefatte nogle store ofre i forhold til ikke at prioritere sin familie og ikke se sin familie og lignende. Der synes jeg, at det er mærkeligt, at vi er kommet et sted hen, hvor det er, som om de mænd, der prioriterer på den måde, er dem, der har fat i den lange ende, og det burde flere kvinder også gøre. Altså, jeg forstår det ikke helt.

Vi når ikke mere. Tak til ordføreren. Næste ordfører på talerstolen er hr. Søren Pape Poulsen fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Jeg respekterer den nye regerings udgangspunkt. Det er jo ikke det samme, som at jeg er enig i den politik, der føres, men der står i regeringsgrundlaget: »Grene er bøjet mod hinanden. Kanter er slebet.« Og det synes jeg egentlig er godt – det står der ikke, det er noget andet, der står der – men jeg synes, at det, der står, er godt. Det er jo sådan, jeg godt kan lide politik er, og det er også sådan, jeg faktisk gerne selv vil arbejde. Derfor vil jeg i dag sige noget om samarbejde og hvordan det er at have fået en ny flertalsregering. Det ved vi nu lidt mere om efter at være nået frem til afslutningsdebatten her efter et halvt år med den nye regering, og et halvt år efter regeringsgrundlaget blev trykt. Nogle ting er blevet bedre. Der er i hvert fald kommet især én rigtig god ting ud af den nye flertalsregering: Vi har aldrig haft et bedre samarbejde med venstrefløjen uden om regeringen før. Men når det så er sagt, synes jeg faktisk, det har været sundt for dansk politik at få rystet posen. Som jeg vurderer det, føler flere herinde sig fri til at samarbejde på tværs, fordi man ikke bliver hængt op på, om det nu er god skik inden for den ene eller den anden blok, hvad man gør. Det synes jeg faktisk er positivt. Jeg synes, samarbejdet blomster i det danske parlament. Vi er som Konservative enige med SF og Liberal Alliance om at droppe eksperimentet med at forkorte halvdelen af de studerendes kandidatuddannelser – vi har selv fremlagt et alternativ – og de universiteter, som sådan set skal gøre reformen til virkelighed, foretrækker vores model frem for regeringens. I sagen om store bededag leverede vi i oppositionen sammen med hinanden et økonomisk fundament, der ifølge tidligere overvismand og professor i økonomi Michael Svarer var mere sikkert end regeringens. Vi er også enige med SF, Radikale, Enhedslisten, Alternativet, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti om at forbyde PFAS i forbrugerprodukter. Og så er den samlede opposition enige om at lempe offentlighedsloven. Men vi har også indgået aftaler med regeringen. Vi er en del af en arbejdsmiljøaftale, der afsætter 1,3 mia. kr. til arbejdsmiljø over de kommende år. Vi er en del af en aftale om etablering af Ukrainefonden. Vi har været med til at lave en aftale om kriminalforsorgen, der sikrer den arbejdsro og flere fængselspladser og -betjente. Vi har været med til fordelingen af de såkaldte SSA-midler og har kunnet prioritere det sociale område, hvor vi målrettet hjælper mennesker med handicap og samfundets mest udsatte. Vi har fordelt forskningsreserven, hvor vi igen er enige om at prioritere den grønne forskning. Og senest, i går, aftalte vi rammerne for en massiv udbygning af den vedvarende energi. Yderligere 9 GW vedvarende energi skal sættes op på havet, og det kan man holde op imod de 2,3, der står der i dag. Så der har været rigtig meget godt samarbejde. Så er der også nogle ting, der er som de plejer, og som vi skal have lavet om. Lovforslag hastes igennem, selv om erhvervslivet og foreninger og politikere og råber vagt i gevær. En analyse fra 2005 til og med sidste år viser, at vi næsten har halveret behandlingstiden, fra et forslag kommer ind i Folketinget, til det er vedtaget. Vi kan jo spørge os selv herinde, om vi mener, det skaber bedre tid til samarbejde. Vores samarbejde herinde er stadig ved at finde sin form, synes jeg. En enkelt gang eller to har regeringen kaldt os en nejopposition. Det er vi ikke i Det Konservative Folkeparti, men vi er heller ikke en jaopposition. Vi har faktisk slet ikke det udgangspunkt, at ting er så simple, at det bare er ja eller nej til det, regeringen kommer med. Vi vurderer det fra sag til sag, og vi tænker, at ting som regel har godt af at komme ind i et forhandlingsrum, hvor holdninger og meninger kan brydes. Vi er enige i, at vi skal reformere for at skabe arbejdskraft; vi er ikke enige i, at man skal afskaffe store bededag. Vi bliver enige med regeringen om et forsvarsforlig – det er i hvert fald min forhåbning, at vi gør det. Samarbejde kan jo tage mange former. I håndbold spiller man hinanden gode for at score mål, og det kunne jo være et ideal for os alle sammen, altså at det ikke er en solosport at sidde i regering, for det tror jeg heller ikke er sundt. Der er intet udemokratisk i at have et flertal, som den her regering har, overhovedet ikke, men det er mere demokratisk, hvis man også har en offentlig samtale og sætter tid af til at behandle lovforslagene og samarbejder. For en del af vores demokrati er jo netop, at vi taler sammen.

Lad mig i den demokratiske samtales ånd komme med en nuance for at vise, at samarbejde jo kan antage flere former, for virkeligheden er jo, at man kan være enig i en retning, og at det også kan give anledning til kritik. Når vi har kritiseret regeringen for at lukke den såkaldte åben dør-ordning, gør vi det, fordi vi vil nå klimamålene og sikre rimelige erhvervsvilkår, ikke bare fordi vi er imod regeringen. Det er jo ikke sådan, at vi stod op en morgen, så selv i spejlet og tænkte: Bare der kommer noget, vi kan være imod i dag. Men åben dør-ordningen var en ordning, der gav virksomheder mulighed for støttefrit at opstille havvindmøller, bidrage til den grønne omstilling og samtidig lave en forretning. Så når den forsvinder, reagerer vi naturligvis, ikke fordi vi er imod et samarbejde, men fordi vi faktisk gerne vil nå klimamålene sammen. Rundt om regeringen er vi begyndt at samarbejde, også sådan mere formelt. Derfor har regeringen fået en gave, vil jeg kalde det. Den har fået reformalliancen mellem Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Radikale Venstre. Partibogstaverne er K-L-A-R, klar, og det er det, vi er. Vi har sat os sammen på trods af lidt forskellige udgangspunkter, og vi er kommet med en hjælpende hånd. Den hjælper regeringen, så den ikke skal spare på de nedslidte alligevel, og så kan vi få kvalificeret international arbejdskraft til landet. Og i dag har vi så lanceret en række initiativer, der skal gøre det bedre at være iværksætter i Danmark, for vi har jo på mange måder givet regeringen ret i dens problemformulering, for der mangler arbejdskraft, og der kommer kun til at mangle mere, og det er udgangspunktet for et godt samarbejde. Og nej, vi er jo ikke enige om alt, men så må vi jo forhandle. Det er det, samarbejdet går ud på i vores Folketing. Forhåbentlig skal vi også snart samarbejde videre om velfærden og om sundhedsområdet. Der er kommet nogle pakker, og jeg glæder mig til, at vi skal til at forhandle og samarbejde om det. Jo mere tiden går, jo større forventninger har jeg faktisk til omfanget af regeringens udspil, når det kommer til frisættelse af den offentlige sektor. Jeg er nysgerrig efter at vide, hvem der bliver frisat. Hvordan skal det ske? Vil de ældre opleve, at de er sat mere fri til at vælge selv? Eller er formålet, at det skal blive lettere at være offentlig myndighed eller ansat til at pleje de ældre? Jeg forudser en vigtig diskussion, og jeg håber, at vi alle sammen kommer til at tage os god tid til at træffe gode beslutninger. Det Konservative Folkeparti foreslår, at vi sætter os nogle mål og løfter os lidt alle sammen, så ideologi ikke kommer for meget på tværs. For helt ærligt kan jeg sagtens leve med, hvis jeg skulle komme i den situation at skulle på plejehjem, både at komme på et privat plejehjem, et offentligt plejehjem og et friplejehjem. Det er ikke det, der er vigtigt. Det vigtige er, at det fungerer. Og så er det også vigtigt for mig, at det ikke lige er i den nærmeste fremtid, jeg skal på sådan et plejehjem. Jeg tror, tiden er ved at løbe fra, at velfærd i så høj grad leveres af det offentlige. Vi har meget gode private tilbud og leverandører, og det gode er, at hvis de ikke virker, kan vi jo vælge noget andet. Desværre er der så også noget, man ikke kan gøre så meget ved som borger, og her tænker jeg på bøvl med at skulle visiteres til en rollator og et forhøjet toiletsæde f.eks. Der kan vi nok godt have lidt mere tillid. Vi ser gerne i vores parti et mål om, at der i fremtiden er halvt så mange visitationer, simpelt hen fordi vi ønsker en retning, og det er noget af det, vi politisk skal prøve at leve op til. Og jeg tror ikke, vi vil se en massehamstring af rollatorer og toiletforhøjere, hvis folk kunne visitere sig selv til det. Jeg håber, vi finder ud af noget. Jeg håber, vi finder ud af, at Folketinget kan leve op til noget sammen. Derfor vil jeg også slutte med noget positivt, hvad jeg også synes min tale har været. I går indgik vi jo netop en aftale med regeringen om at skaffe danskerne mere grøn strøm ved at opføre flere havvindmøller. Og selv om vi ikke kan love regeringen medvind sådan helt generelt, er det alligevel en god aftale, som vi fik indflydelse på. Så tak for samarbejdet om det. I en tid, hvor vi taler så meget om manglen på hænder, håber jeg at regeringen kan se at vi rækker hænderne frem. Vi rækker hænderne frem, og det stoler vi på regeringen kan se. Det synes vi også den bliver nødt til, hvis den vil samarbejde, som den også lovede, da den blev dannet, og det vil vi se frem til fortsat at deltage konstruktivt i. Tak for ordet.

Der er selvfølgelig en række korte bemærkninger. Den første er fra Thomas Skriver Jensen, Socialdemokratiet.

Tak for det. Og tak for en god tale. Jeg kunne slå ned på en lang række ting, jeg synes var virkelig, virkelig spændende, men det her med værdig tilbagetrækning må alligevel være det, der fylder mest for mig. Der har været mange diskussioner – Arnepluspension og Arneminuspension og seniorpension – og noget af det må vi nok også være ærlige at sige kan være en ideologisk forskel på os to; jeg synes, en rettighed til den enkelte dansker er en vigtig ting at have. Jeg vil dog alligevel spørge en lille smule ind til, hvordan seniorpensionen så rent faktisk har fungeret, siden den blev skabt, bl.a. under hr. Søren Pape Poulsen, da han sad i regering. Altså, statistikker viser os jo, at hver eneste gang 20 danskere går på seniorpension, kommer 19 af dem ikke fra arbejdsmarkedet – det er kun en af dem, der kommer fra arbejdsmarkedet. Derfor skal det helt simple spørgsmål, når nu hr. Søren Pape Poulsen roser den ordning så meget, bare være: Synes han virkelig, det er godt nok?

Ordføreren.

Jeg har jo ikke et mål om, at et vist antal mennesker skulle kunne trække sig fra arbejdsmarkedet efter et vist antal år. Jeg har det sådan, at hvis du er syg og ikke kan arbejde, kan vi jo starte med at finde ud af, hvad du kan holde til. For jeg tror faktisk, at for mange mennesker er det en værdi at kunne have en tilknytning til arbejdsmarkedet. Så kan vi ikke alle sammen det samme, og med tiden kan det være, at vi kan noget mindre. Når det er sagt, har jeg bare den tilgang, at hvis man kan arbejde, skal man jo blive ved med det. Hvis man vil trække sig før pensionsalderen, skal man jo være nedslidt, eller så skal man have en lægeerklæring om – en læges ord for – at man ikke kan arbejde et vist antal timer. Det synes jeg er rigtigt, og jeg tror, jeg er enig i, at spørgeren og jeg nok bare også har nogle ideologiske forskelle på det her område, hvor vi jo sådan set bare må konstatere, at vi ganske enkelt ser forskelligt på de ordninger.

Spørgeren.

Det tror jeg sådan set er rigtigt nok. Men jeg synes ikke rigtig, der blev svaret på mit spørgsmål, så jeg prøver at stille det en gang til, altså om den her utopiaordning – det må man forstå på hr. Søren Pape Poulsen at det er – nemlig seniorpensionen, som man har skabt under den regering, hr. Søren Pape Poulsen selv sad i. Hver gang 20 danskere går på seniorpension, kommer kun en af dem fra arbejdsmarkedet. Altså, for en partiformand, der går op i effektivitet og i, at vi rammer rigtigt, lyder det så ikke helt tosset? Eller er det bare mig?

Ordføreren.

Jeg skal ikke sige, om det bare er spørgeren, men jeg har det jo sådan, at hvis man kan gå på seniorpension, er det, fordi man kan få den, fordi man er berettiget til den ud fra de ting, vi har stillet op, altså at man, hvis man er nedslidt, så ikke skal tvinges til at være på arbejdsmarkedet længere eller at skulle igennem det offentlige system og jobcentre, og jeg ved ikke hvad. Det synes jeg giver rigtig god mening. Men jeg tror, hvis jeg skal være helt ærlig, det ville være meget bedre, hvis vi alle sammen satte os ind i et rum, lagde den ideologiske front til side og så spurgte hinanden: Hvordan kan vi lave nogle samlede tilbagetrækningsordninger, der fungerer, i stedet for at vi bliver ved med at stå låst i vores positioner? Men at det kommer til at ske, ved jeg godt kan være svært at tro på.

Hr. Morten Dahlin, Venstre.

Tak for det. I sidste uge meldte hr. Søren Pape Poulsen, at nu skulle det opjusterede råderum bruges til at genindføre store bededag. Det var bl.a. noget, man ville gå til valg på. Men efterfølgende blev hr. Søren Pape Poulsens finansordfører spurgt i Berlingske, hvad han ville bruge råderummet på, og han svarede, at råderummet skulle bruges på lavere skat, forsvaret, grøn omstilling og ældre, altså ikke noget med store bededag. Og her har jeg bare et spørgsmål, for jeg synes jo, at det er et godt borgerligt princip, at pengene kun kan bruges en gang, og derfor er jeg meget interesseret i, om Det Konservative Folkeparti har fundet en eller anden trylleformular, så pengene kan bruges mere end en gang. Altså, er det tilfældet, eller har der bare været dårlig koordination mellem De Konservatives finansordfører og De Konservatives partiformand?

Ordføreren.

Generelt set er der forskel på, om vi taler om, hvad det samlede råderum skal bruges på, eller om vi har en diskussion om, at vi nu kan se, at råderummet er blevet opjusteret, og hvad det så er, vi vil prioritere. Da jeg blev spurgt om det her, og der har vi i øvrigt også kigget hinanden i øjnene i vores folketingsgruppe, var det sådan, at når nu vi var imod at afskaffe store bededag, gav det jo god mening at vi sige, at vi ville genindføre den, hvis pengene var til det, og det er de jo. Og så er der det med arbejdsudbuddet, hvor vi har sagt, at vi gerne vil være med til at skaffe et rigtigt arbejdsudbud for at genindføre store bededag. Men altså, vi siger da inden valget, hvad vi vil, modsat nogle andre.

Spørgeren.

Det med at skaffe mere arbejdskraft er jo så desværre noget, Det Konservative Folkeparti mest siger i nogle taler, for man siger jo bare nej, nej og nej, når det kommer til forhandlingerne. Men hr. Søren Pape Poulsen bliver faktisk spurgt meget specifikt ind til de 16 mia. kr., som råderummet er blevet opjusteret med. Altså, det er præcis de samme penge, som hr. Søren Pape Poulsen ville bruge på at tilbagerulle store bededag. Så kan hr. Søren Pape Poulsen ikke bare forklare, i hvert fald for mig som minimum, om de 16 mia. kr. skal bruges på henholdsvis lavere skat, forsvaret, grøn omstilling og ældre, eller om pengene skal bruges på en tilbagerulning af store bededag? For lige nu står Det Konservative Folkepartis position en lille smule uklart.

Ordføreren.

Tak for omsorgen for Det Konservative Folkepartis position. Det er jeg rigtig glad for. Om vi taler om de 16 mia. kr. eller vi taler om det samlede råderum, er der jo en diskussion om, hvad pengene skal bruges til. Og jeg har det altså sådan, at når det nu ikke var nødvendigt at afskaffe store bededag, bør man selvfølgelig også følge sine ord og genindføre den, og det mener vi også at der er plads til. Det er også derfor, at vi har sagt, at den bør genindføres.

Så er det fru Monika Rubin, Moderaterne.

Tak for en rigtig fin og positiv tale, hvor særlig det her med en konstruktiv opposition jo blev fremhævet. Jeg synes, det er nogle rigtig gode forslag, der er kommet fra KLAR-alliancen, men jeg vil gerne stille spørgsmål til den her grønne alliance, for jeg synes faktisk ikke rigtigt, at jeg fik svar på det før, da SF's ordfører var på talerstolen. Altså, hvad er det for konkrete løsningsforslag på klimakrisen, som grøn alliance med Konservative og SF har på tegnebrættet? For jeg er oprigtig nysgerrig på, hvad det er, I tænker vi kan gøre bedre og anderledes.

Ordføreren.

Vi har jo allerede været en kæmpesucces, for den grønne alliance, som vi kaldte det – det handler bare om, at vi skal samarbejde herinde – minder jeg lige om blev annonceret i Politiken i et interview den 15. juni 2020. Nu har vi lige i går indgået en aftale, noget, som vi har presset på for også skulle ske, så det handler i bund og grund om – vi kan kalde for alliance, vi kan kalde det for samarbejde – at vi gerne vil samarbejde om at få mere fart på udbygningen af havvind. Og nu er der kommet en aftale i går. Så må vi så leve med, at der er nogle, der mener, at der skal være et statsligt medejerskab i det her – ja ja – men vi kommer da i gang. Vi vil gerne samarbejde om biodiversitet; vi vil gerne samarbejde om, at vi laver nogle forpligtende aftaler herinde om biodiversiteten, for den er under pres. Altså, det forholder sig jo ikke til politiske partier og ideologier, at biodiversiteten og vores natur er under pres, og der er brug for det. Så den grønne alliance, vi talte om helt tilbage i 2020, udmønter sig jo lige så stille i hverdagen, for sund fornuft har det med at sætte sig rundtomkring.

Spørgeren.

Mange tak. Jeg var ellers så glad for at se det her samarbejde hen over midten mellem Konservative og SF, for det er jo præcis det, der er det virkelig positive, synes jeg, også ved den her regering, at vi ser nogle samarbejdskonstellationer, som vi ikke nødvendigvis har set så meget tidligere. Men det vil sige, at der kommer ikke noget konkret fra den her grønne alliance mellem SF og Konservative – eller hvordan? Det er bare lige, så jeg er helt med.

Ordføreren.

Vi har jo talt om mere havvind. Vi har sagt, at der skal laves en plan for hele den offentlige sektor med mere tydelige energisparekrav; i det hele taget tror jeg der er noget at komme efter dér. Vi har også sagt, at man skal fjerne afgiften på overskudsvarme, så man i højere grad kan bruge den overskudsvarme, der bliver produceret rundtomkring. Alt det var vi jo fremme med i 2020. Men det er jo ikke sådan, at vi har alliancer med KLAR-alliance og den grønne alliance, og at vi har sådan nogle 10-årsplaner for, hvornår vi skal melde hvad ud. Vi diskuterer tingene, og så lægger vi det frem. Vi kommer med noget, og vi vil faktisk gerne forhandle. De her alliancer er vel det bedste eksempel på, at man godt kan samarbejde hen over midten uden at gå i regering med hinanden.

Så er det fru Signe Munk fra Socialistisk Folkeparti.

Det var jo en spændende diskussion imellem ordføreren for Moderaterne og ordføreren for De Konservative. Man må bare sige, at selv om Moderaterne er et nyt parti, er det at samarbejde over midten i dansk politik altså et ret gammelt princip. Og jeg er glad for det samarbejde, SF og Konservative har om den grønne dagsorden. Det ændrer jo ikke på, at vi en gang imellem ser forskelligt på et spørgsmål. Når man f.eks. ser på den kilometerbaserede vejafgift for lastbiler, har jeg forstået, at Konservative synes, det er en dårlig idé. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår, hvordan man i Det Konservative Folkeparti kan være imod princippet om, at forureneren betaler. Dem, der slider på vejene, skal faktisk også betale for sliddet. Både danskere og udlændinge skal betale afgiften. Ja, det er faktisk alle de ting, der ligger i den kilometerbaserede vejafgift for lastbiler. Og nok så vigtigt er de CO 2 -reduktioner i 2025, altså lige om lidt. Ordføreren ved jo godt, at det, der tæller i klimapolitikken, er CO 2 -reduktioner. Så hvordan kan Det Konservative Folkeparti være imod den vejafgift?

Ordføreren.

Men vi skal passe på. Hvis målet kun er CO 2 -reduktioner, kan vi opnå målsætningen i morgen. Vi kan bare bede alle virksomheder, der udleder CO 2 , om at lukke. Men så bliver vi godt nok et meget, meget fattigt samfund – et meget, meget fattigt samfund. Jeg tror jo på, at virksomhederne skal være med til at innovere og skal udvikle. Jeg tror på, at den grønne omstilling bliver et kæmpe væksteventyr for dansk økonomi. Når vi har buhet ad den her kilometerafgift, er det, fordi man laver en afgift, der jo er en ren skat, og det er en skat, der går ud til forbrugerne. Jeg synes, man skal lede noget efter klimaelementet. Altså, der skal også være mulighed for at lave den her omstilling for virksomhederne. Det er en meget dyr omstilling lige nu. Er det ikke her i 2023? Så er der én ladestander, som man kan bruge. Der kommer selvfølgelig flere; det er jeg da fuldstændig med på. Men man indfører en afgift, inden man har en infrastruktur på plads og uden at tage hensyn til, om de mennesker, der nu bliver ramt af den, overhovedet har en chance for at omstille sig. Vi synes, det er lige frisk nok at bruge det som klimainitiativ. Jeg synes bare, man skulle være ærlig og sige: Jamen vi vil have nogle penge ned i kassen, fordi de lastbiler kører på vejene. Og så kunne vi jo tage den diskussion.

Spørgeren.

Men jeg synes, det er lidt at fortegne debatten omkring den kilometerafgift at sige: Det er en ellastbil eller en sort lastbil. For i virkeligheden ligger der jo netop i afgiften, at den stiger, i forhold til hvor meget du udleder. Det vil sige, at har du en gammel diesellastbil, har den en højere afgift end en mere effektiv diesellastbil, og det er selvfølgelig den mindste, hvis man kommer over på el. Så der er jo et klart omstillingsincitament. Og jeg havde bare den forståelse, at man i Konservative bakkede op om grønne afgifter som en driver for den grønne omstilling – men åbenbart ikke for den tunge vejtransport, eller hvad?

Vi har jo helt generelt den holdning, at vi selvfølgelig kan bruge afgifter til at omlægge. Her er det bare, at vognmænd jo ikke har noget reelt alternativ. Der findes nogle ellastbiler i dag, der kan køre kortere strækninger, men for den tunge transport er der jo ikke på kort sigt et reelt alternativ. Det synes jeg man skal udvikle først. Og så kan man sige: Hvordan kan man så hjælpe til, at man kan komme over på de her lastbiler eller kan køre på el? Det tror jeg kun er et spørgsmål om tid. Vi synes bare, det er for voldsomt, og vi frygter konsekvenserne for de mennesker, der driver virksomhed.

Så er det fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten.

Tak for det. I efteråret sagde Konservative, at det at skulle beskatte den overnormale profit hos energispekulanterne ville være en farlig sammenblanding af socialpolitik og energipolitik, og at vi i stedet for skulle overlade det til den naturlige adfærd på energimarkedet. Det syntes jeg egentlig var ret vildt. Det var der, hvor vi i Europaudvalget uden om Konservative besluttede at beskatte de overnormale profitter i energiselskaberne. Nu, hvor vi står her i dag, og hvor der er mange pensionister, købmænd, studerende, arbejdsløse, lavtlønnede, som stadig bokser med, at fødevarepriserne er høje og energipriserne har været høje, og stadig kan mærke på deres privatøkonomi, hvilke konsekvenser det har haft, så kunne jeg godt tænke mig at høre, om Konservative har fortrudt, at man holdt hånden over energispekulanterne i stedet for under de her mennesker. For det er jo med de tårnhøje regninger, at de har betalt profitterne i toppen af energiselskaberne.

Ordføreren.

Jeg ser måske en lille smule anderledes på verden. Altså, man kan have en lang diskussion om, hvad en overnormal profit er, og hvordan man kan bruge det, og om det også er noget, der skal udbredes til andre brancher. Er der noget, der hedder overnormal profit på pumper, på legoklodser eller på rockwool? Altså, hvor er grænsen for det? Jeg har det nu engang sådan, at det i bund og grund er godt, at der er frie markeder, for hvis vi fulgte Enhedslistens model, hvor alt skal statsliggøres og der ikke skal være nogen konkurrence, så bliver det jo bare dyrere for alle mennesker.

Spørgeren.

Det er jo simpelt hen noget sludder. Overnormal profit er et helt almindeligt begreb. Du kan sagtens kigge på de beløb, der har været over de sidste 10 år eller 15 år og se, hvad gennemsnittet er der, og om vi simpelt hen har at gøre med nogle profitter, som stikker fuldstændig af. Og ja, det har vi med energiselskaberne. For den anden ting, som også gør, at jeg må indrømme, at det lidt er noget sludder, vedrører jo særlig elselskaberne. Hvorfor er det, at de priser har været så høje? Det er jo, fordi man politisk har bestemt, altså fra EU's side har sat en pris ud fra, hvad det er, gassen og de andre dele har kostet. Så jeg vil bare igen høre: Har Konservative skiftet mening, eller holder man stadig fast i, at man står på energispekulanternes side?

Ordføreren.

Vi står ikke på nogen spekulanters side, men vi tror stadig væk på, at der skal være et frit marked. Og hvis det så nærmer sig monopollignende tilstande, er det klart, at man får en diskussion af, hvor stor en profit kan være. Det er jeg helt med på.

Så er det hr. Martin Lidegaard fra Radikale Venstre.

Tak for en god tale, og også en stor tak herfra for samarbejdet med både De Konservative og Liberal Alliance. Der er ikke grund til at bruge meget tid her på at diskutere tilbagetrækning, for der er vi jo et hundrede procent enige om det kæmpe potentiale, der er, og også om en mere retfærdig tilbagetrækningsordning for de nedslidte. Nu har vi fra Radikales side stillet et spørgsmål til alle de andre partier, så det skal heller ikke gå Det Konservative Folkeparti forbi. Vi har været enige om, hvordan vi skal finde flere penge, finde større råderum og finde mere arbejdskraft. Vi har egentlig ikke diskuteret så meget, hvad vi så skal bruge det til, når vi har lavet de reformer for Danmarks fremtid. Så det er jo nærliggende at spørge De Konservative: Hvis De Konservative havde de her berømte 100 kr. i hånden – og det har vi jo rent faktisk – hvor er det så vigtigst at investere sådan intuitivt? Hvor meget vil man investere i fremtiden, i vores børn og unge og det grønne? Hvor meget skal vi bruge på at håndtere de nuværende generationer og sundhed og ældre især? Og hvor meget skal vi bruge på at lette skattebyrden for den danske befolkning og det danske erhvervsliv?

Ordføreren.

En ting er det netop fremskrevne råderum. Noget andet er selvfølgelig, at vi hver især har økonomisk politik, der skaffer forskellige råderum og forskellig økonomi. Det har vi jo alle sammen som partier. Derfor har nogle jo mere at bruge af end andre, kan man sige. Hvis jeg skal være helt ærlig, har vi jo tidligere lagt planer frem om, at der kommer til at blive brugt mere på forsvaret og mere på klimaet og hele den grønne omstilling. Og også vores sundhedsvæsen er trængende. Men jeg har ikke i dag en præcis plan med for, hvad vi lige nu og her har af særlige elementer. Selv om det er fristende lige at fyre noget af her fra talerstolen, har jeg det sådan, at jeg synes, at vi som partier skal komme med gennemarbejdede planer. Det gjorde vi op til sidste valg. Der havde vi en skatteplan, og jeg skal da love for, at den havde stor interesse og knap så meget opbakning, men den var dog gennemregnet.

Spørgeren.

Det er helt fair. Jeg fortsætter dog lige fræseriet lidt endnu. Jeg er ikke ude efter eksakte tal eller alt sådan noget, men når vi stiller det her spørgsmål til alle partier, er det jo nok, fordi vi er nået til den erkendelse, at når vi kigger på de seneste 20 års økonomiske politik, har vi nok forsømt lidt at investere i fremtiden. Og det er jo en af grundene til, at vi har alle de regninger lige nu, herunder i forhold til trivsel, nedslidning osv. Derfor tænker vi, at når vi nu får et ekstra råderum, hvis vi laver de reformer, som vi i vores partier er enige om at lave, kunne det jo være, at vi i hvert fald skulle tage en større del, end vi har gjort indtil nu, og investere den i fremtiden.

Ordføreren.

Jeg køber fuldstændig præmissen for diskussionen, bestemt. Jeg tror, at en af grundene til, at vi er nogle, der siger nej til det udspil, som regeringen er kommet med til bl.a. en universitetsreform – det ved jeg også at Radikale Venstre gør, men så er det ikke sikkert, at vi går med hinanden hele vejen – er, at det er en reform, som alle aktører er fuldstændig og aldeles imod. Og jeg synes, at vi har folkeskolereformen som et godt eksempel på, at hvis man presser noget ned over hovedet på folk, hvor alle er imod, bliver det en kæmpe fiasko. Det vil vi gerne undgå her. Dermed er det også et ja til, at vi måske har noget, vi skal lære af fortiden i forhold til at investere i fremtiden.

Så er det hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Først og fremmest tillykke med den fine alliance – den nye alliance, fristes man næsten til at sige. Men der er en ting, som ærgrer mig lidt, og det er det her meget voldsomme fokus på udenlandsk arbejdskraft, når vi jo i Danmark har en fuldstændig uudnyttet ressource i form af seniorerne. Altså, situationen er jo den, at hvis vi i Danmark bare holdt op med at have den aldersdiskriminering, der er på arbejdsmarkedet, og bare var lige så gode til at holde seniorerne på arbejdsmarkedet, som man er oppe i Norge, så havde vi 66.000 flere i beskæftigelse, og så var der slet ikke brug for alle de udlændinge, som jeres alliance gerne vil invitere ind i Danmark. Og derfor vil jeg bare høre, om ikke hr. Søren Pape Poulsen er enig i, at vi da skal bruge de ressourcer, vi har i Danmark, først, nemlig seniorerne, altså dem, der gerne vil fortsætte med at arbejde, måske på nedsat tid, eller hvis de får nogle økonomiske fordele ved at fortsætte osv., i stedet for at tage alle mulige ind fra Pakistan og Indien og fra rundtomkring i den farverige verden.

Ordføreren.

Allerførst vil jeg sige, at det også kunne være, at hr. Morten Messerschmidt og jeg og måske flere skulle lave en alliance. Jeg tror, at vi godt kunne blive enige om en form for retspolitisk alliance langt hen ad vejen – bare ét af flere eksempler. Når det så er sagt, er jeg fuldstændig enig med spørgeren i, at der jo ligger et uudnyttet potentiale, når vi kigger på seniorer på arbejdsmarkedet. Jeg tror også bare i virkeligheden, at når vi kigger på vores velfærdssektor og på den private sektor, kommer det ikke til at dække det behov, vi har, så jeg mener, at vi får brug for begge dele. Men jeg er med på det langt hen ad vejen, tror jeg; nu ved jeg ikke, hvad hele vejen er, for jeg kender ikke alle forslagene. Men jeg er med på, at vi selvfølgelig skal gøre rigtig meget, for at vores seniorer kan blive på arbejdsmarkedet på forskellige måder og i forskellige konstruktioner, for det er en fantastisk ressource. Og jeg fatter ikke, at man ikke griber den og tager den ind, for det er en rigtig god arbejdsressource.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jamen skulle vi så ikke lave den alliance i forhold til seniorerne på arbejdsmarkedet? Vi har debatten i morgen her i Folketingssalen, nemlig forespørgselsdebatten – jeg ved ikke, hvem hr. Søren Pape Poulsen sender, men jeg sender mig selv, og så kunne hr. Søren Pape Poulsen jo gøre det samme – i forhold til at fjerne alle de regler, der diskriminerer seniorerne. Man kan jo nærmest ikke få et realkreditlån, hvis man er fyldt 55 år og har en almindelig husstandsindtægt, fordi bankerne er bange. Der er en masse arbejdsgivere, som siger, at når de får ansøgninger ind, tager de bare konsekvent folk, der er i 20'erne, selv om det måske er dem i 50'erne og 60'erne, som har allermest erfaring osv. Så der er både noget kultur og noget regulering, og vi kunne jo starte med at fjerne den regulering, der diskriminerer seniorerne.

Ordføreren.

Uden helt at kende den regulering er jeg meget positivt indstillet over for det. Selvfølgelig er jeg det.

Så er det fru Sascha Faxe fra Alternativet.

Tak. Og tak for en god tale. Vi kan også rigtig godt lide samarbejde på kryds og tværs i Alternativet, og jeg vil gerne starte med også at takke for det gode samarbejde om f.eks. affaldsloven. Vi har så også i Alternativet kommet med et forslag om at lave en arbejdsgruppe til at udarbejde et forslag til, hvordan man kunne lave en forvaltningsdomstol i Danmark. Vi mener, at retssikkerheden i Danmark sejler rimelig meget på det her område. Der bliver tænkt primært på økonomi, og borgernes retssikkerhed vejer ikke særlig tungt i det her. Ankes der til Ankestyrelsen eller for så vidt til Ombudsmanden, er det suverænt kommunen, der bestemmer, hvilke dokumenter der skal sendes ind i forhold til sagen. Samtidig ser vi også, at sådan en forvaltningsdomstol vil kunne være med til at sikre borgernes retssikkerhed, så den altid er i centrum frem for økonomien. Så vi skal altså et sted hen, hvor vi får sat borgernes sikkerhed i centrum. Vi er nysgerrige på, hvorfor Konservative mener, at det er en dårlig idé med sådan en arbejdsgruppe, der skal komme med et forslag til en forvaltningsdomstol?

Ordføreren.

Vi bliver i hvert fald ikke uenige om, at der skal være et stærkt fokus på borgernes rettigheder og retssikkerhed. Når vi ikke lige er med på det her med en forvaltningsdomstol, kommer det måske af vores tvivl. Er der er tale om mere bureaukrati? Er det nye veje? Skal vi bygge mere op? Eller skulle vi prøve at kigge på, hvad det er, der gør, at vi har brug for sådan en? Skulle vi ikke hellere rydde de sten af vejen? Handler det om, at vi laver så specialiseret en lovgivning her i Folketinget, at den efterhånden er fuldstændig håbløs at administrere efter? Altså, hvis det er det, vi gør, så kunne vi jo starte med at rydde alle stenene af vejen og gøre det mere enkelt – for borgerne, for virksomhederne og for os alle sammen – i stedet for at vi skal til at have en ny instans. Det er ikke, fordi jeg ikke vil gå ind for borgernes rettigheder. Jeg tvivler bare på, at det er den rigtige medicin. Jeg kan tage fejl. Men det er vores udgangspunkt, at vi faktisk synes, at det bare er at skabe et nyt led. I stedet for skulle vi få ryddet op i den lovgivning, vi har.

Spørgeren.

Tak. Jamen det ville altså også være kærkomment med en oprydning herfra, men vi kan jo se, at det i mange sager er sådan, at når man som borger så klager, bliver det helt kafkask for borgeren; man render rundt fra kommunen til det ene, det andet og til det tredje og må selv styre rigtig, rigtig meget af det. Samtidig behandles klager jo nærmest kun skriftligt. Der er ikke mulighed for at føre vidner osv. i forhold til Ankestyrelsen, så det fungerer ikke i sin nuværende form. Så vi er nysgerrige på, hvad Konservative så vil foreslå i stedet for, altså når der ikke er åbenhed over for det her. Hvad kunne det så være i forhold til at sikre borgernes retssikkerhed?

Ordføreren.

Må jeg ikke bare give et eksempel, som man hurtigt kan få skudt i skoene handler om bureaukrati, men som ikke er det? Vi foreslog i valgkampen, bl.a. i forbindelse med en større ældrediskussion og -udspil, at der skulle være et uafhængigt statsligt tilsyn, fordi vi har set nogle meget, meget bekymrende og skandaløse sager på nogle plejehjem. Så ville vi selvfølgelig afskaffe det kommunale tilsyn, og så kunne der komme et uvildigt statsligt tilsyn ind at se på det. Det der med, at der er kommunalt tilsyn, og at kommunen ligesom skal se på sig selv osv., synes vi måske ikke er hensigtsmæssigt. Altså, det er et eksempel på, at man godt kan indføre noget, hvor man måske tager retssikkerheden alvorligt på en anden måde, uden at vi nødvendigvis skal have en forvaltningsdomstol. Men det er jo en svær diskussion at have ved sådan få sekunders debat her.

Så er det hr. Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet.

Tak. Hr. Søren Pape Poulsen sagde i sin ordførertale noget i retning af: Vi er ikke nogen, der vågner om morgenen og siger: Bare der er noget, vi kan være imod i dag. Det er selvfølgelig et frisk udsagn, især fordi man, når man ser på årets finanslov, godt kan komme til at tro det modsatte, altså at det faktisk var sådan, Konservative tænkte. Jeg måtte i hvert fald finde luppen frem og kigge rigtig grundigt efter, da vi skulle kigge på, hvad det så var, der var de faktiske forskelle imellem det, som regeringen sammen med et meget bredt flertal i Folketinget fremlagde, og så Konservatives ændringsforslag. Men hvis man kiggede rigtig godt efter, kunne man finde én ting, der for alvor gjorde forskellen, og det var de små købmænd. Der måtte man forstå, at Konservative var meget imod, at små købmænd skulle have en hjælpende hånd, vel at mærke så meget imod det, at man stillede et ændringsforslag i Folketinget omkring det. Men man havde faktisk været med til at godkende den samme check, som kom til udbetaling på nogenlunde samme tid, via et aktstykke i Finansudvalget. Dengang spurgte jeg til, hvorfor det opstod, og der kom ikke noget særlig klart svar fra ordføreren, så nu vil jeg give hr. Søren Pape Poulsen muligheden for at svare på det i dag.

Ordføreren.

Det kan jeg godt forstå. Folk, der sidder og kigger på det her udefra, kender jo ikke teknikken i, hvordan vi arbejder i Folketinget. Altså, vi har jo ikke givet et aktivt tilsagn om at støtte det, men når man så i Finansudvalget ikke modtager en melding fra os – og den havde vi ikke fået givet – om, at vi var imod det, bliver man automatisk taget til indtægt for at støtte det. Så det er jo derfor. Og det er også derfor, at vi stillede ændringsforslaget. I det hele taget i forhold til finansloven skal jeg være ærlig og sige, at det ikke var der, vi tænkte at vi skulle bruge de fleste af vores kræfter. Vi vil faktisk glæde os til at bruge rigtig mange kræfter på finansloven for 2024, for vi tænker, at den bliver der lidt mere gods i – også fordi vi havde en finanslov for 2023, da vi var 4 måneder inde. Kunne vi have fundet en vej til at være med i en finanslov, altså skulle vi være med eller ikke være med? Nu vejede vi det på vægten og sagde: Arh, vi synes, der er faldet lidt for få smuler fra regeringens bord ned på gulvet, som vi kan samle op, så den er vi ikke med i i år. Jeg tror ikke, det er mere dramatisk end det.

Spørgeren.

Det var i hvert fald ikke noget problem for Liberal Alliance at stemme imod det pågældende aktstykke, selv om de faktisk heller ikke var til stede i Finansudvalget, den dag det aktstykke blev afgjort. Det var jo ret tydeligt, at hr. Søren Pape Poulsen var ret præcis, i forhold til at forhandlingsreserven ligesom var for lille til, at man ville bruge energi på forhandlingerne om finansloven. Men bare så vi ved det i regeringspartierne, vil jeg spørge: Hvor stor skal en forhandlingsreserve egentlig være, for at man i Konservative vil bruge sin energi på at møde op og forhandle aktivt, når der skal forhandles finanslov for 2024?

Ordføreren.

Jeg har besluttet mig for, at uanset hvor lille eller hvor stor den forhandlingsreserve er for 2024, bliver vi siddende i rummet, til vi bliver smidt ud.

Den næste spørger er hr. Anders Kronborg fra Socialdemokratiet.

Tusind tak for det. Noget af det, der er spændende ved det her hus, er jo, at vi også laver lovgivning for Færøerne og Grønland, og at vi også har fire nordatlantiske mandater, som vi har et rigtig godt samarbejde og en god dialog med. Og derfor var jeg selvfølgelig ærgerlig over, at da vi havde redegørelsen om rigsfællesskabet, valgte Det Konservative Folkeparti aktivt ikke at deltage i den debat. Det står selvfølgelig Det Konservative Folkeparti frit for. Jeg synes dog, at rigsfællesskabet er dyrebart, og at det er noget, et hæderkronet parti bør møde op til debatten om, men det er jo selvfølgelig Det Konservative Folkepartis valg. Mit spørgsmål går på, at vi da var en række partier, der kom med et forslag til vedtagelse om rigsfællesskabet, og faktisk stemte alle partier i Folketinget for det her forslag til vedtagelse, og det samme gjorde de fire nordatlantiske mandater, men det eneste parti, der trykkede på den røde knap og stemte imod, var hr. Søren Pape Poulsens parti. Og jeg synes, at jeg mangler en ordentlig forklaring på, hvorfor hr. Søren Pape Poulsens parti som det eneste, også imod de fire nordatlantiske mandater, valgte at stemme imod.

Ordføreren.

Først og fremmest kan det jo være, at man får forfald til en debat; det er jo ikke nødvendigvis noget, man gør med vilje eller i protest. Og så skal jeg bare være ærlig og sige, at det også var med luppen og tættekammen i forhold til den tekst, der var, at man valgte at stemme nej. Altså, efterfølgende har vi da drøftet lidt, om vi skulle have gjort det eller ej. Men for at være helt ærlig har jeg ikke været så tæt på det. Jeg giver hr. Anders Kronborg ret i, at rigsfællesskabet er rigtig, rigtig vigtigt. Jeg tror faktisk, at vi er et af de få partier i Folketinget, der er kommet med et rigsfællesskabsudspil – det kom vi med sidste år – for vi synes faktisk som et eksempel, at det er vigtigt, at børnene i vores skoler lærer endnu mere om rigsfællesskabet, og at vi i nyhedsmedierne hører mere om rigsfællesskabet og det samarbejde, vi har. I den situation, vi står i internationalt, med den sikkerhedspolitiske diskussion, vi har, er det jo også vigtigt, at de tre lande har et godt og tæt samarbejde i rigsfællesskabet.

Spørgeren.

Jeg er glad for, at hr. Søren Pape Poulsen betoner vigtigheden af rigsfællesskabet, og jeg kan forstå, at partiet har siddet med en lup i forhold til den her vedtagelsestekst. Og i og med at rigsfællesskabet spiller en meget vigtig rolle geopolitisk, spiller en vigtig rolle i Danmark og spiller en vigtig rolle for forsvaret, så kan hr. Søren Pape Poulsen måske være mere præcis, med hensyn til hvad det så var, man opdagede i luppen, i forhold til at man var det eneste parti herinde i Folketinget, der sendte det tydelige signal til vores venner i rigsfællesskabet: Det Konservative Folkeparti stemmer imod det forslag til vedtagelse, som alle andre partier er for.

Ordføreren.

Jeg ville ønske, at jeg her på stående fod præcis kunne huske den formulering, men det kan jeg simpelt hen ikke. Jeg kan ikke huske alle lovforslag, beslutningsforslag og redegørelser, der er herinde; det skal jeg bare være ærlig og sige. Jeg vil gerne finde ud af det og vende tilbage til spørgeren, for jeg forstår godt, at der bliver spurgt til det, og jeg har ingen grund til at skjule det. Men jeg vil gerne igen understrege, at rigsfællesskabet er meget, meget vigtigt, og det er ikke blevet mindre vigtigt de senere år. Jeg synes faktisk, at vi skal gøre noget for at komme tættere på hinanden og lære noget mere om hinanden.

Så er det hr. Sjúrður Skaale.

Tak for det. Og tak for talen. Også tak for de ord, som ordføreren sagde til sidst om sin holdning til rigsfællesskabet og dets betydning. Nu er det således, at ordføreren i en udsendelse i DR om en sag, hvor fiskeripolitik og sikkerhedspolitik ligesom overlappede hinanden, sagde, at han var – som jeg husker det – fuldstændig ligeglad med de fiskeriaftaler. Det, som mange opfattede at der lå i det, var, at Danmark bare skal overtage Færøernes fiskeripolitik, definere det som sikkerhedspolitik og så tage magten tilbage fra Færøerne. Kan ordføreren forklare, hvad det var, han mente, da han sagde de her ord, som er blevet genafspillet så mange gange, om, at han er ligeglad med de fiskeriaftaler?

Ordføreren.

Ja, for hele sætningen lød, som jeg husker det: I den sammenhæng, altså hvis det handler om sikkerhedspolitik, er jeg ligeglad med fiskeriaftaler. Jeg er jo ikke ligeglad med fiskeriaftaler, for de betyder meget for Færøerne. Men det var i en sammenhæng, hvor vi diskuterede, at kommercielle fartøjer, altså russiske fartøjer, lægger til i rigsfællesskabets havne og har militært lytteudstyr om bord, og der mener jeg, det handler om sikkerheds- og forsvarspolitik; så kan man ikke bare sige, at der er tale om en fiskeriaftale. Det optager faktisk mit sind rigtig meget, at man, mens ukrainerne bliver slået ihjel af russerne, har et rigsfællesskab, hvor man kan lægge til havn med militært lytteudstyr. Det kan jeg simpelt hen bare ikke være i. Det var i den sammenhæng, jeg talte om det, og jeg håber simpelt hen, vi enige om, at russerne ikke med militært udstyr skal lægge til i rigsfællesskabets havne. Det er bare i den sammenhæng, jeg mener det.

Spørgeren.

Det er vi fuldstændig enige om. Det er bare vigtigt, at ordføreren gør klart, at han også mener, at når der er overlap – der er jo mange gange et totalt overlap mellem sikkerhedspolitik, erhvervspolitik, fiskeripolitik og handelspolitik osv. – så må man mellem Danmark og Færøerne tale sig til rette, sådan at Danmark ikke ligesom tager områder tilbage, for det vil jo skabe en anden konflikt, som jeg går ud fra at ordføreren heller ikke ønsker at få skabt.

Ordføreren.

Det er jeg fuldstændig enig i. Vi kommer længst i rigsfællesskabet, hvis vi taler godt med hinanden. Nu er jeg typen, der ofte siger tingene uden omsvøb og uden at gå omveje, og nogle gange går jeg lidt direkte til den, men det er bare vigtigt for mig at sige, at i en situation, hvor folk dør på slagmarken, og hvor det frie samfund kæmper mod det ufrie, er vi nødt til bare at være enige om, at hvis kommercielle fartøjer har militært lytteudstyr om bord, har vi – med al respekt – en fælles opgave i at gøre noget ved det.

Så er det fru Trine Bramsen.

Jeg vil gerne spørge hr. Søren Pape Poulsen om Konservatives ligestillingspolitik. For det kan jo synes lidt, som om Konservative har udset sig ligestillingspolitikken til at være dødsfjende nummer et, bl.a. med modstanden mod de initiativer, der skal sikre, at der kommer flere kvinder i ledelser og bestyrelser, altså noget, vi ved – vi ved – har en rigtig stor effekt i forhold til at udnytte potentialet i vores arbejdsstyrke bedre. Og når jeg undrer mig over det, er det, fordi størstedelen af dansk erhvervsliv bakker op om de her intiativer. Det samme gør World Bank Group. De siger faktisk, at det er helt afgørende for landes vækst, at man udnytter kvinders potentiale i ledelse som en del af arbejdsstyrken. Og man kan da næppe beskylde World Bank Group for at være sådan socialistisk anlagt. Kan hr. Søren Pape Poulsen ikke forklare, hvorfor Det Konservative Folkeparti er imod de her initiativer og gerne ser dem rullet tilbage?

Ordføreren.

Jo, det vil jeg da rigtig gerne. Altså, jeg har det jo sådan, at kvoter er for fisk og ikke for kvinder. Og jeg har det sådan, at jeg tror på, at vi kommer længst med ligestillingen i Danmark og alle andre steder, hvis det handler om, hvad det er for nogle kvalifikationer, du har, og hvis vi ikke kommer fra statsmagtens side og skal styre, hvordan det skal være. Jeg vil så mene, men det er jo min personlige mening, at hvis man er en klog virksomhed, sørger man for at have en bredde i de mennesker, der er en del af ledelsen. Man sørger selvfølgelig for, at der ikke bare sidder en gruppe mænd og styrer det – det kan være meget klogt, at man har nogle kvinder – eller at det ikke bare er nogle kvinder, der sidder og styrer det, for man har brug for mænd. Altså, jeg har det bare sådan, at vi vel skal spørge os selv, hvor meget vi skal blande os i det fra Folketingets side. Det er sådan set bare det.

Spørgeren.

Jamen der er jo ikke tale om kvoter. Der er tale om måltal, som er noget ganske andet. Og når jeg stiller spørgsmålet, er det jo, fordi det var statsminister Schlüter, der i Konservatives storhedstid i 1985 stod bag lovforslaget om ligestilling mellem mænd og kvinder i offentlige hverv, altså en ret markant ændring i dansk lovgivning. Det var en banebrydende ændring. Og i flere europæiske lande er det hr. Søren Pape Poulsens konservative kolleger, som indfører noget, der er meget mere vidtgående end det, vi kigger på i Danmark, nemlig kvoter. Derfor vil jeg høre Konservatives formand, om tiden ikke er inde til at tage et fornyet blik på tilgangen til ligestillingspolitik fra Konservatives side.

Ordføreren.

For mig handler ligestilling om lige stilling og ikke om måltal og kvoter og alt muligt andet. Altså, uanset hvor mange europæiske lande og kapitalister i bankverdenen, eller hvad det var, der blev sagt, der har forskellige holdninger til det, tror jeg på, at virksomheder og andre selv er bedst til at finde ud af, hvordan de sammensætter det bedst. Og hvis de er kloge, sørger de for på alle måder at have diversitet og forskellighed, for det bliver man bare dygtigere af, siger en fra en folketingsgruppe, hvor det er 60-40 i kvindernes favør.

Så er det fru Charlotte Bagge Hansen.

Tak for ordet. Først vil jeg gerne kvittere for en positiv og, som jeg hører det, samarbejdsorienteret tale. Derefter må jeg altså sige, at jeg er begejstret, og det er jeg, fordi hr. Søren Pape Poulsen sammen med nogle af sine kollegaer har vist initiativ og vilje til iværksætteri. Tillykke med jeres nye virksomhed: reformalliancen, KLAR-alliancen. Nu er jeg jo den type, som selv er iværksætter, og jeg bliver meget nysgerrig på, hvad for nogle varer det er, I har på hylderne. I har meldt ud, at I vil gå ambitiøst til værks og levere nogle reformer, som Danmark har brug for, og derfor vil jeg gerne høre ordføreren, hvilke reformer det er, I har på hylderne i KLAR-alliancen.

Man skal huske, at vi skal passe på med direkte tiltale herinde. Værsgo til ordføreren.

Mange tak. Jeg er glad for, at talen er modtaget i den ånd, den er leveret i, for vi vil faktisk gerne samarbejde. Det er det, jeg er rundet af. De første mange år i politik var jeg kommunalpolitiker, og hvis der er noget, kommunalpolitik er rundet af, så er det i hvert fald samarbejde på alle mulige og nærmest umulige måder. Når det så er sagt, vil jeg sige, at det, vi har foreslået indtil videre med alliancen, har været, når vi taler om international arbejdskraft, at vi ikke er bange for, at der kommer folk hertil og arbejder. Det tror vi faktisk på er rigtig godt; altså, vi har brug for arbejdskraften. Vi har også foreslået en anden løsning i forhold til tilbagetrækning – det er noget, der virkelig batter, når vi taler om reformer. Altså, drop nu alle de former for tilbagetrækning, vi har, og lad os prøve at starte helt forfra. Vi ved godt, det ikke er populært, men vi siger jo ærligt: Lad os udfase efterlønnen, og lad os afskaffe Arnepensionen. Vi har så sagt, at vi skal beholde seniorpensionen, og vi skal også beholde en ydelse for dem, der er nedslidte, for intet menneske i dette Folketing synes, at folk skal gå på arbejde, hvis de er nedslidt – det tror jeg i hvert fald ikke der er.

Spørgeren.

Så bliver jeg jo lidt betrygget, for en del af de ting, som hr. Søren Pape Poulsen siger, taler en til en ind i det, der står i regeringsgrundlaget. Jeg vil så bare kvittere for det og sige, at jeg glæder mig til samarbejdet.

Ordføreren.

Det gør jeg også, for hvis det, KLAR-alliancen har foreslået, kan finde vej til regeringen, så holder vi fest. Altså, det bliver helt fantastisk, for så vil det virkelig rykke både i forhold til arbejdsudbuddet og økonomien, og lad os håbe, at vi kunne komme derhen. Det synes jeg ville være helt, helt fantastisk. Og vi har endda flere forslag end det, men lad os mødes om det.

Så er det fru Anne Valentina Berthelsen.

Tak for talen. Forsvaret er jo en hjertesag for De Konservative. Det har, så vidt jeg ved, været vigtigt for Konservative at styrke vores forsvar, nærmest siden partiet blev født. Og i lyset af situationen fortjener det jo altså anerkendelse. Derfor vil jeg også gerne lige spørge til De Konservatives prioriteter og de forhandlinger, som starter nu, om netop forsvaret. Ordføreren siger, at rigsfællesskabet i lyset af den sikkerhedspolitiske situation og samarbejdet i rigsfællesskabet er vigtigt, og det er jeg enig med ordføreren i, men kan man så også deraf udlede, at De Konservative mener, at Arktis og det at investere i vores kapaciteter i Arktis er en vigtig prioritet for De Konservative i de kommende forhandlinger om forsvaret, som jo faktisk starter nu?

Ordføreren.

Nu er der jo sættemøde om det, og jeg har det sådan, at Arktis er vigtig og en lang række andre ting er vigtige. Det er sådan en debat, der bare er umådelig svær at tage på Folketingets talerstol med to korte bemærkninger. Men altså, vi kommer jo til at lave en lang række investeringer i forsvaret. Vi kommer til at skulle have nyt materiel; vi skal have missiler, der kan skydes af sted, når vi bliver angrebet. Vi skal finde ud af, hvordan vi under vandet – og der findes der jo mange måder – kan se, hvad der foregår. Noget af det mest centrale i vores forsvar er at kunne finde ud af, hvad der egentlig foregår i Østersøen under vandoverfladen. Det kan man også med andet end ubåde – altså, hvad er det, man gør? Og så synes vi også, at der ganske enkelt skal være længere værnepligt, for soldaterne skal uddannes noget længere og blive dygtigere. Det mener vi der er brug for – og meget mere . Det kan vi jo ikke lige klare her. Men jeg er sikker på, at vi når en aftale, og jeg håber da, at vi når en aftale, hvor et meget bredt flertal herinde bliver enige om en ny forsvarsaftale.

Spørgeren.

Altså, meget af det, ordføreren siger, er jeg jo sådan set enig i, og jeg tror nu også nok, at vi skal nå en aftale. Jeg hører det så også lidt sådan, at ordføreren synes, at der er mange ting, der er vigtige. Det er jeg også enig i. Jeg vil bare have specificeret, om ordføreren er enig i, at Arktis er mindst lige så vigtig som Østersøen, for jeg har hørt en af ordførerens kollegaer sige noget lidt andet, og det er ikke en holdning, som vi deler i SF.

Ordføreren.

Man kan altid diskutere, hvordan man graduerer det, men jeg synes altså, at med den placering, Danmark har i forhold til Østersøen, og det, der foregår lige i øjeblikket med den, må vi jo sige, fjende af det frie samfund, vi har i Rusland, er Østersøen helt afgørende vigtig. Men det betyder ikke, at Arktis ikke er vigtig, og jeg nægter at tro med det, der ligger her, at vi ikke både kan sikre det nære forsvar, men selvfølgelig også lave initiativer i Arktis, for vi får behov for begge dele – selvfølgelig gør vi det.

Så når vi desværre kun en mere, og det er fru Jette Gottlieb.

Tak for det. Jeg er glad for, at ordføreren i sin tale understregede, at De Konservative vil nå klimamålene. Tak for det. Men så vil jeg spørge, om man så også er klar til at træffe fremtidens beslutninger og ikke bare tale om det. I runde tal kommer cirka en tredjedel af CO 2 -udledningen fra transport, og nu forstår jeg af debatten, at De Konservative ikke går ind for den kilometerbaserede vejafgift – det vidste jeg sådan set godt – men hvad så med de store infrastrukturanlæg som f.eks. Egholmforbindelsen, Kattegatbroen eller den nye motorvejsforbindelse ved Hærvejen, som vel tilsammen sammen med f.eks. Alsbroen og Lynetteholm løber op i cirka 200 mia. kr. i investeringer, men som også ud fra al erfaring vil generere øget vejtrafik? Det er fortidens beslutninger. Er De Konservative klar til at omgøre den slags beslutninger til fordel for beslutninger, der i stedet fremmer den kollektive transport?

Ordføreren.

Jeg kan starte med at sige, at det korte svar er nej. For vi skal jo sikre os, at de grønne biler, som vi skal have flere af, også skal have noget at køre på. De grønne biler skal have noget asfalt at køre på. Så enkelt er det. Og jeg er nødt til at sige, at vi ikke bare kan tale om biler eller kollektiv transport. Der er nogle steder i Danmark, hvor det foretrukne er kollektiv transport. Hvis jeg skal fra A til B i hovedstaden, tager jeg som regel metroen, for det er bare nemt og dejligt, men der, hvor jeg er vokset op og kommer fra, er der altså nogle steder, hvor buschaufføren er den bageste mand i bussen, og der er vi nødt til at finde nogle andre løsninger for den kollektive trafik, for vi kan ikke blive ved med at gøre det på den her måde. Jeg har ikke den endelige løsning, men løsningen er i hvert fald ikke, at vi dropper infrastrukturprojekterne, så de grønne biler ikke har noget at køre på.

Spørgeren.

Problemet i det her er jo, at det eneste problem, man løser, er CO 2 -udledningen. Det er jo ikke trængslen, det er jo ikke støjen, og det er jo ikke det, som bilerne fylder. Når jeg kalder det fortidens planer, er det jo, fordi de kun er begrundet i at skabe plads til flere biler, og fordi de jo er besluttet, før vi fik en klimalov, og før vi tog vores klimamål så alvorligt, at vi også lavede 2025-mål. Så det vil sige, at de beslutninger, der er truffet på det tidspunkt, er ubegrundet i nutidens øjne, og de fører kun til mere skadelig udledning, også i anlægsfasen.

Ordføreren.

Når man er opvokset i Vejerslev og har boet i Bjerringbro, vil man have lov til at køre i sin bil, og danskerne vil have lov til at have deres biler, og vi kan ikke dække hele Danmark med kollektiv trafik, så vi skal have privatbilismen. Så skal vi selvfølgelig bare træffe nogle kloge beslutninger og gøre alt, hvad vi kan, for at fremme de grønne investeringer og for at fremme, at vi vælger at købe grønt, når vi køber transportmidler, altså når vi køber grønne biler. Det kan vi så gøre noget for i fællesskab. Men jeg kommer ikke til at aflyse infrastrukturprojekterne.

Så siger vi tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Mai Villadsen fra Enhedslisten. Velkommen.

Tak for det. Men hvordan skal vi nogen sinde komme igennem med alle de upopulære reformer? siger fru Mette Frederiksen. Nu skal du høre, vi får det bare til at se ud, som om vi er i en kæmpe økonomisk krise, og så vil folk lade os gøre hvad som helst, udbryder hr. Troels Lund Poulsen, hvorefter hr. Lars Løkke Rasmussen begejstret stemmer i: Vi kan endda selv opfinde et nyt alvorligt ord, nemlig permakrise, for så kan vi blive ved og ved med at gennemføre reformer, befolkningen slet ikke støtter. Det er sådan, jeg forestiller mig ordvekslingen nogenlunde gik dengang på Marienborg, da regeringen blev dannet. Men regeringen er gennemskuet. Selv vi i Enhedslisten, som jeg med lidt selvindsigt godt kan sige er en kende mavesure til tider, stråler nu nærmest af solskin og sommerhumør, når vi sammenligner os med regeringens deprimerende miner. Hvis jeg må låne et billede fra børnebøgernes Peter Plys, er vi jo nærmest det glade, overgearede Tigerdyr ved siden af regeringen, som vist mest, når det handler om økonomien, ligner det noget depressive Æsel, der aldrig forsømmer en lejlighed til at se den negative side ved hver en glædelig nyhed. Men vi ved, at regeringens økonomiske krisefortælling er falsk, og regeringen gør virkelig alt for at pakke sandheden væk. I stedet for at tage ejerskab over den gode økonomi sniger de enhver god nyhed ud ad bagdøren sidst på nyhedsdagen, så ingen forhåbentlig skriver om det i morgendagens aviser. I stedet for at tage ejerskab over den gode økonomi og de gode nøgletal bliver tallene behandlet som ubudne gæster, som skal pakkes godt væk, så ingen tager notits af dem. Men i sidste uge blev den falske krisefortælling vist alligevel gennemskuet af de fleste. 16 mia. kr. mere end forventet viste sig i råderummet, og det var næsten helt komisk at se finansministeren stå og kæmpe for at bevare det dårlige humør og pessimismen, imens pengene væltede ind i statskassen. Og hvorfor er det egentlig lidt problematisk? Handler den her kritik bare om retorisk drilleri fra oppositionen, som hr. Christian Rabjerg Madsen i dag har påstået? Nej, for regeringens devise om de evige mørke skyer i den offentlige økonomi har jo helt konkrete konsekvenser for både almindelige mennesker og for dansk politik. Når regeringen påstår, at kassebeholdningen nærmest er tom, giver den jo sig selv en gylden undskyldning for at lave netop nedskæringsreformer, og det har konsekvenser for den nedslidte, som kan se sin seniorpension forsvinde; det har konsekvenser for alle dem, der har mistet en forårsfridag med familien, fordi regeringen har sløjfet store bededag; det har konsekvenser for alle de unge, der risikerer at skulle stresses og presses endnu hurtigere igennem uddannelsesmøllen, fordi deres uddannelser skal forkortes; det har konsekvenser for nogle af de fattigste børn, som mister det børnetilskud, som måske betød, at deres familie kunne komme på sommerferie eller kunne købe nye briller til dem, når de nuværende blev for små; og det har konsekvenser for de velfærdshelte som sygeplejersker, pædagoger og mange andre, der nu risikerer, at deres kolleger fyres på grund af de tynde aftaler, der er lavet med kommuner og regioner, og som reelt udhuler vores velfærd, selv om der i virkeligheden er råd til den. Findes der så slet ikke kriser? Jo, selvfølgelig gør der det. Derfor er det særlig problematiske ved regeringens krisefortælling, at den jo netop skygger for nogle af de reelle problemer, vi står med, og at regeringen skaber modløshed og en forkert opfattelse af, at vi ikke har råd til at løse netop de kriser. For der er krise i sundhedsvæsenet. Mistrivslen er rekordhøj, særlig hos børn og unge, og ikke mindst står vi midt i en natur- og klimakrise, som er både dyb og omfattende, og det kan og skal vi selvfølgelig handle på sammen. Men det er lidt, som om, særlig med den sidste krise, den grønne krise, regeringen her lidt mere har anlagt en Fætter Højben-tilgang og mærker inde i hjertet, at lykken nok tilsmiler os til sidst, selv om nærmest samtlige eksperter råber vagt i gevær og fastholder, at naturen er i krise og vores klimamål ikke kan nås i det nuværende tempo.

Jeg har et bud på, hvad der er hændt i Statsministeriet i forhold til det sidste. Og nu er der en risiko for, at statsministeren hopper i sædet og udbryder: What! For måske er en af grundene til, at det går noget for langsomt med at bekæmpe klimakrisen, at statsministeren har lyttet for meget til Shu-bi-dua eller – sagt mere præcist – har taget en af de ellers ret sarkastiske tekster lidt for bogstaveligt. Lad mig give en smagsprøve på forskellige dele af teksten. Der er sket en forurening af den ydre atmosfære, så meteorologerne har lovet, at vi nu får bedre vejr. Tag til Costa Kalundborg, hvor de slanke palmer står og svajer blidt for brisen bag Jens Hansens bondegård. Tag en weekendtur for to på kamel til Holstebro. Fang en haj i Køge Bugt. Spis af kærlighedens frugt. Rejs til Danmark. Det er billigt. Det er smukt. Det lyder måske tillokkende for en spindoktor eller to med et Danmark a la Costa Kalundborg. Men hvordan vil det egentlig blive i virkelighedens Kalundborg, når klimaforandringerne tager til? Jo, de mange borgere må nok i virkeligheden se ret langt efter palmestrande og tropeferieparadis og vil i stedet for se vandstandsstigninger og mere ekstremt vejr, som faktisk allerede truer huspriserne, og det presser folk enormt i hverdagen. Der vil være nedbør, der rammer sjældent, men voldsomt om sommeren, og der vil være dramatisk stigende temperaturer med lange tørkeperioder, som vil få netop Jens Hansens bondegård til måske at gå konkurs, fordi afgrøderne ikke kan dyrkes længere. For sådan er det med klimaforandringerne: Hvis ikke vi gør noget, kommer de til at gå ud over helt almindelige mennesker i byer som Kalundborg, mens de rige forurenere, som særlig har skabt problemerne, kan fortsætte festen på 1. klasse. Også selv om hajer og kameler i Danmark utvivlsomt vil bidrage til biodiversiteten, står vi i en naturkrise så buldrende, at danske dyr er i akut fare for at forsvinde. Faktisk findes der lige nu 1.844 truede arter i Danmark, som risikerer at uddø. Så når jeg i fremtiden vil synge sange fra den fantastiske danske sangskat som »Hør den lille stær«, »Sur, sur, sur, lille bi omkring« eller »En lille frø i mosen sad«, vil sangene måske nærmere minde om en fjern fortid end vække smil over de dyr, der lever i den danske natur lige nu. Den lille klokkefrø med de brune og sorte pletter risikerer at uddø snart, bl.a. fordi dens vandhuller er forurenet af gødning. 19 af de vilde danske biarter er allerede væk, og 35 er truet, fordi der er for lidt sammenhængende vild natur omkring os. Og den lille stær er knap så fornøjet, for seks ud af ti stære er allerede forsvundet, fordi der ikke er de insekter at spise, som der var engang. Derfor vil jeg gerne slutte af med en opfordring til regeringen: Drop den falske krisefortælling, og pak de asociale reformer væk. Gør noget ved de kriser og problemer, vi netop oplever. Lyt til de ansatte i sundhedsvæsenet, som altså ikke tror, at løsningen kommer med kommissioner og færre regioner, men med fair økonomi og attraktiv løn. Tak for aftalen i går om havvind. Den var banebrydende, men kære regering, vi skal gøre langt mere for at handle på klima- og naturkrisen. Vi er klar til at levere på vores 2025-mål og stoppe den buldrende naturkrise, men det kræver altså, at I handler og indkalder, for det, kære statsminister, er modsat jeres krisefortælling nødvendig politik. Jeg håber, at I vil anerkende, at den danske økonomi faktisk er et godt udgangspunkt for grønne og røde reformer, som styrker fællesskabet og velfærden, beskytter naturen og handler på klimakrisen. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er selvfølgelig en række korte bemærkninger. Den første er til hr. Kris Jensen Skriver.

Tak for det, og tak for talen, der jo godt påpeger nogle af de store udfordringer, som vi står med. Noget af det, som jeg ved Enhedslisten rigtig gerne vil, og som jeg og vi også gerne vil, er jo at kigge solidarisk på de udfordringer, der er. Og det fører mig hen til det, jeg gerne vil spørge om. Et stort flertal af danskerne vedtog jo sidste år, at Danmark skulle træde ud af forsvarsforbeholdet og tilslutte sig Det Europæiske Forsvarsagentur, så vi kan indgå i fælles ammunitionskøb til Ukraine. Det har vi siden stemt igennem i Folketinget, hvor Enhedslisten desværre stemte imod. Derfor vil jeg høre, hvorfor Enhedslisten ikke støtter op om, at Danmark indgår i en fælles europæisk støtteindsats til Ukraine, som i min verden netop er en solidarisk løsning.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. I Enhedslisten har vi stemt for alle de støttebidrag, vi fra Folketingets side har sendt af sted til Ukraine, fordi vi mener, det er fuldstændig rigtigt, at vi skal støtte en nation, som er under angreb, og en befolkning, som er fuldstændig trådt under fode af Putins forfærdelige invasion. Men vi var imod, at man afskaffede forsvarsforbeholdet, fordi vi er rigtig bekymrede for, hvad EU's militære dimension vil udvikle sig til, og hvilke missioner man vil føre, bl.a. rundtomkring i Afrika. Det ændrer ikke på, at vi bakker op, når det gælder Ukraine, også om internationale indsatser, og vi synes, at det er rigtig godt, at Danmark, og særlig med statsministeren i front, har lagt så stort pres på for bl.a. også at lave stærke sanktionspakker. Så det er vi taknemlige for og glade for.

Spørgeren.

Tak for svaret. Det fører mig over til det næste, jeg gerne vil spørge om, som jo er i samme boldgade. For et bredt flertal i Folketinget vedtog før valget, at Danmark skal leve op til vores NATO-forpligtelse om at bruge 2 pct. af vores bnp på forsvaret i 2033. I regeringsgrundlaget har vi foreslået at fremrykke den indfrielse til år 2030, netop igen for at øge vores investeringer i vores forsvar og i vores fælles solidariske indsats. Er Enhedslisten enig i, at trusselsbilledet har ændret sig omkring Danmark, og at det forpligter os til at investere mere i vores egen sikkerhed?

Ordføreren.

Trusselsbilledet har bestemt ændret sig, og krig er ikke, hvad det har været. Krig er også hybrid krig og fungerer på en masse forskellige områder. Så derfor er der bestemt behov for investeringer. Vi er kritiske over for, at man skal bruge netop de 2 pct. Vi kunne godt tænke os, at målsætningen var en anden. Men ja, vi synes bestemt, at der er et andet trusselsbillede, og det skal vi selvfølgelig tage alvorligt.

Så er det hr. Morten Dahlin.

Tak til ordføreren for talen. Jeg ved jo, at Enhedslisten har en erklæret målsætning om at halvere den animalske produktion i Danmark, og jeg kunne egentlig godt tænke mig at bede om ordførerens analyse af, hvad det vil gøre ved de danske landdistrikter. Det er jo et sted, hvor arbejdspladserne ikke nødvendigvis lige hænger på træerne, det er et sted, hvor fødevaresektoren er det, der holder beskæftigelsen i gang, og det er i øvrigt også det, der gør, at Danmark tjener en hulens masse penge, som Enhedslisten jo godt kan lide at bruge. Derfor kunne jeg egentlig bare godt tænke mig at bede ordføreren reflektere over det i forhold til nogle af de områder i vores land, altså de områder, hvor der i dag er flere dyr, end der er mennesker, og som i forvejen er lidt udfordrede. Hvad regner Enhedslisten med at konsekvensen vil være for de områder, hvis Enhedslisten får sin politik igennem?

Ordføreren.

Lige nu er konsekvensen af den manglende handling på landbrugsområdet jo netop, at rigtig mange landmænd må gå konkurs, og at rigtig mange unge landmænd har meget, meget svært ved at opstarte rundtomkring i landdistrikterne. Der er ingen tvivl om, at vores forslag har konsekvenser, men det indebærer jo selvfølgelig også en omlægning og et opkøb af noget af det landbrug, som vi jo ellers lige nu desværre i stor stil ser bliver opkøbt af udenlandske kapitalfonde. Det mener jeg ikke bidrager positivt til vores samfund og sammenhængskraften. Derfor vil vi gerne støtte op om en grøn omstilling af landbruget og ikke bare lade stå til og se den afvikling, der jo desværre sker nu, og som bl.a. fører til, at slagterier på meget brutal vis må lukkes, fordi det her jo allerede sker i forvejen.

Spørgeren.

Det svar forstod jeg ikke helt. For på den ene side holder ordføreren fast i Enhedslistens politik om, at man skal halvere den animalske produktion, og på den anden side begræder man så lukningen af slagterier. Vil Enhedslisten ikke indrømme, at der, hvis man udfører Enhedslistens politik og man halverer den animalske produktion i Danmark, så ikke vil ske færre lukninger af slagteriarbejdspladser, men flere?

Ordføreren.

Det er klart, at det, hvis vores politik går igennem og man gradvis frem i løbet af de næste år halverer den animalske produktion, så også vil have konsekvenser for følgeerhvervene. Men vi foreslår jo ikke bare, at man lukker de landbrug. Vi foreslår sådan set, at man omlægger dem, så man kan producere og dyrke andre ting. Sandheden er jo bare den, at vi lige nu står med et kæmpe generationsskifte i landbruget, hvor over halvdelen af de danske landmænd, så vidt jeg er orienteret, kommer til at gå på pension i løbet af de næste år, og hvor vi, hvis ikke vi i fællesskab gør noget, risikerer, at det bliver udenlandske kapitalfonde, der opkøber den jord, vi alle sammen betræder.

Tak. Så er det fru Monika Rubin.

Mange tak. Jeg kunne godt tænke mig at høre Enhedslistens forslag til arbejdsudbudsreformer. Jeg kan forstå, at de forslag, som regeringen i hvert fald er kommet med, ikke er noget, der falder i god jord hos Enhedslisten. Så hvordan løser vi det her problem, vi har, med manglende medarbejdere i sundhedsvæsenet, i forhold til den grønne omstilling og på plejehjemmene? Altså, hele vores samfund mangler jo kvalificerede medarbejdere. Hvordan løser vi den hovedpine?

Ordføreren.

Fru Monika Rubin har jo fuldstændig ret i, at vi står i en situation, hvor der mangler medarbejdere i vores sundhedsvæsen, hvor der mangler faglærte til den grønne omstilling, og hvor der en lang række steder i vores samfund mangler en særlig kvalificeret arbejdskraft. Men spørger man økonomer, bidrager jeg p.t. med min graviditet mere til arbejdsudbuddet, end regeringens storebededagsreform gjorde. Og mig bekendt bidrager den i hvert fald ikke med en eneste sygeplejerske. Derfor skal vi gøre forskellige ting. Vi skal investere i erhvervsuddannelserne, som jeg noterer mig at regeringen også har lagt op til. Vi skal investere i den ligeløn, som der er behov for for at tiltrække nogle af de sundhedsansatte, som jo desværre er forsvundet fuldstændig ud af sundhedssektoren, fordi vilkårene simpelt hen har været for dårlige i mange år. Så jeg tror ikke på, at asociale arbejdsudbudsreformer er det, der løser vores samfunds kriser. Nej, jeg tror på, at vi skal gå anderledes til værks.

Spørgeren.

Mange gange tillykke. Det er jo virkelig dejligt. Jeg har også selv to derhjemme, og det er jo godt, når vi alle sammen får nogle børn. I forhold til det her forslag, som Enhedslisten kommer med, er der så nogle konkrete tal på, hvor mange flere medarbejdere vi får ud af de her tiltag? Jeg er lidt bekymret for, at det faktisk ikke er nok. Jeg tror simpelt hen, at vi bliver nødt til at gøre mere. Så har ordføreren et konkret tal på, hvor mange flere medarbejdere det forslag vil give?

Ordføreren.

Jeg synes jo, at det i virkeligheden er regeringen, der skylder svar på, hvordan en afskaffelse af store bededag er det, der kommer til at føre til, at vi får flere sygeplejersker eller sosu-assistenter i vores sundhedsvæsen, og hvordan det at fjerne seniorpensionen, som betyder noget for nedslidte, skal få flere unge til at vælge den faglærte vej, hvor, ja, jobbene kan være hårde. Jeg synes, at det er regeringen, der skylder svar på det. Og så er jeg da glad for, at man tager nogle af de forslag med, der har ligget hos nogle af os røde partier i mange år, men jeg er simpelt hen bekymret for, at det er regeringens svar, der simpelt hen ikke er tilstrækkelige.

Tak. Så er det fru Pia Olsen Dyhr.

Regeringen har talt en hel del om, at flere skal vælge at gennemføre en erhvervsuddannelse. Det er jeg enig i, og det tror jeg også at fru Mai Villadsen er. Jeg har også hørt, at de vil investere i erhvervsuddannelserne. Det bliver jeg jo rigtig glad for at høre. Men jeg har stadig væk til gode at høre ordene blive fulgt op af handling. Så mens regeringen venter, bliver flere medarbejdere på erhvervsuddannelserne fyret, færre undervisere bliver opkvalificeret, de slidte værksteder og de forældede maskiner bliver ikke opdateret, og de stigende priser på energi og materialer presser også rigtig mange skolers økonomi. Det får vi ikke flere faglærte af, og det er ikke i orden over for eleverne, der fortjener gode uddannelser. Er Enhedslisten enig i, at vi ikke kan vente, og at vi har brug for investeringer i erhvervsuddannelserne allerede nu?

Ordføreren.

Fuldstændig. Jeg må sige, at der var mange ting i regeringsgrundlaget, jeg stillede mig noget skeptisk over for, men at jeg var uendelig glad for, at der stod, at man ville investere i erhvervsuddannelserne. For hvor har de bare trængt til det længe. Men derfor har det også undret mig, at regeringen ikke har spillet ud med noget som helst endnu. Nej, der, hvor man har grebet fat på uddannelsesområdet, har været på de lange videregående uddannelser, hvor vi jo altså kan sige at ildebranden er på erhvervsskolerne. Alene sidste år blev der fyret 800 medarbejdere. Derfor vil jeg gerne sige tak til SF og sådan set også til Danmarksdemokraterne og andre partier, som har sagt, at der er behov for akut handling nu. Og til det svarer regeringen jo bare, at vi bliver nødt til at se på de mere langsigtede planer. Mig bekendt kan man sådan set godt gøre to ting på én gang, altså investere akut nu og så lave langsigtede planer, der sikrer, at flere vælger en erhvervsuddannelse.

Spørgeren.

Det er jeg jo meget enig i. Jeg tror, at noget af det, der har gjort allermest indtryk på mig, har været lærlingeoprøret. For det har jo været de unge, der selv har været ude at kræve investeringer i erhvervsuddannelserne, både penge til tidssvarende udstyr, ordentlige faciliteter og flere kompetencer til deres lærere. Det er jo sådan set ikke urimeligt. Forestil jer, at gymnasieeleverne lavede den samme demonstration. Så havde alle herinde nok stået på barrikaderne. Lærlingeoprøret lavede også et borgerforslag, som ikke fik nok underskrifter. Så kan vi ikke sige, at vi nu, også sammen med Danmarksdemokraterne og andre gode kræfter, kunne gå sammen og både kræve et akut løft, men også varige midler, gerne den pakke på 500 mio. kr., som SF har foreslået?

Tak. Så er det ordføreren.

Ja, og jeg noterer mig jo, at statsministeren i sin tale i dag faktisk også adresserer lærlingeoprøret, endda direkte, og det er jeg jo glad for, og det er derfor, det kan undre mig, at ordene ikke følges af en hurtig handling. For vi ved, at rigtig mange kvalificerede lærere allerede er forsvundet, og at de nuværende er så hårdt spændt for, at de ikke kan blive videreuddannet, og vi ved, at det drypper fra taget på nogle skoler, og at lærebøgerne er så gamle, at de nævner den fremtidige opførelse af den kommende Lillebæltsbro.

Så er det hr. Carsten Bach.

Tak. Og tak for talen, særlig tak for den fiktive og meget morsomme gengivelse af samtalerne på Marienborg om begrebet permakrise; det syntes jeg var meget fint. I øvrigt også stort tillykke med de lykkelige omstændigheder, og der tænker jeg jo så faktisk ikke kun på ordførerens egne lykkelige omstændigheder, men på Enhedslistens lykkelige omstændigheder. Tillykke med ændringerne af principprogrammet ved det netop overståede årsmøde, hvor man jo valgte at ændre sit principprogram og afskaffe beskrivelserne af, at man ville afskaffe det danske forsvar, og at man ville melde sig ud af NATO. Det tænker jeg faktisk er godt for Enhedslisten. Jeg havde selv lidt ondt af ordføreren i forbindelse med de debatter om afskaffelse af forsvarsforbeholdet, hvor der måske lidt var nogle vanskeligheder med at forklare Enhedslistens position. Men det er der jo så skabt fuldstændig klarhed om nu. For at følge op på en tidligere spørgers spørgsmål kunne jeg godt tænke mig at høre, om det også betyder, at Enhedslisten nu støtter 2-procentsmålsætningen for forsvarsbudgettet.

Ordføreren.

Tak til ordføreren for lykønskningerne både til mig privat og til os i Enhedslisten. I forhold til principprogrammet var det måske en lidt lang og hård fødsel, og det håber jeg ikke at jeg selv ender i. Men det ændrer sådan set ikke på, at vi stadig stiller os ret kritisk over for nogle af de initiativer, NATO har taget igennem tiden, og et af de medlemslande, nemlig Tyrkiet, som vi mener agerer fuldstændig udemokratisk. Og så er vi også skeptiske over for den målsætning på 2 pct., fordi vi ved, at vi bredt set allerede – måske ikke så meget i Danmark, når man ser rundt på kasernerne lige nu – er relativt vel rustede i forhold til andre lande. Så nej, 2-procentsmålsætningen er vi stadig skeptiske over for, men der er jo ingen tvivl om, at vi har ændret politik, selv om det tog lidt tid.

Spørgeren.